Det næste punkt på dagsordenen er:

22) Forhandling om redegørelse nr. R 6:

Ministeren for ligestillings redegørelse og perspektiv- og handlingsplan for ligestilling.

(Anmeldelse 14.04.2010. Redegørelsen givet 14.04.2010. Meddelelse om forhandling 14.04.2010).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er Venstres ordfører, og det er fru Ellen Trane Nørby.

Jeg vil gerne starte den her ligestillingsredegørelsesdebat i dag med at sige tak til ligestillingsministeren for en rigtig god perspektiv- og handlingsplan på ligestillingsområdet.

Jeg synes, det er godt, at vi nu med ligestillingsredegørelsen for 2010 får en plan, der følger op på de ambitioner og 15 meget konkrete mål, som regeringen satte med planen i 2009. Den perspektiv- og handlingsplan, vi sidder med nu, gør jo på ingen måde op med den plan, der lå for sidste år, men er en naturlig forlængelse af den. De 15 konkrete mål, der blev sat sidste år, hvor regeringen jo har bundet sig op på 15 helt konkrete ambitiøse mål, som skal være opfyldt inden 2015, er selvfølgelig nogle mål, der bliver arbejdet videre med ude i de enkelte ministerier.

Den plan, vi står med, perspektiv- og handlingsplanen for 2010, sætter anderledes specifikt fokus på nogle af de områder, hvor vi ved, at vi står med store udfordringer på ligestillingsområdet. I Venstre glæder det os meget, at ligestillingsministeren har valgt at sætte fokus der, hvor problemerne og roden til dem opstår, for der er jo ingen i ligestillingsdebatten, der ikke anerkender, at vi i Danmark har et af verdens mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. Det er jo en konstatering.

Det, der er vigtigt, og det, vi også kan se at ministeren forholder sig meget aktivt til i den her perspektiv- og handlingsplan for 2010, er: Hvordan går vi ind til de bagvedliggende årsager? Hvordan går vi ind og sikrer, at piger og drenge har alle muligheder for at vælge frit på fra uddannelsespaletten? Hvordan går vi som samfund ind og sikrer, at vi får alle talenter i spil og også får brudt det meget kønsopdelte uddannelsesvalg, vi har her i landet?

Perspektiv- og handlingsplanen sætter også meget fint fokus på den store succes, vi jo har på uddannelsesområdet, hvor danske kvinder og piger i stort omfang er til stede og får gode karakterer, er velrepræsenteret både på de gymnasiale ungdomsuddannelser og på de videregående uddannelser, hvor 53 pct. af en kvindeårgang tager en videregående uddannelse. Det er jo et tal, der står i skærende kontrast til, at kun 37 pct. af mændene tager en videregående uddannelse.

Desto mere er der også behov for, som det også sker i perspektiv- og handlingsplanen, at få sat fokus på, hvordan vi får de mange kvinder, der i dag går på de videregående uddannelser, til at gå videre ad forskervejen, adjunkt-, lektor- og professorvejen. Der kommer perspektiv- og handlingsplanen jo med en række konkrete initiativer for netop at sikre, at der også på universiteterne og på uddannelsesinstitutionerne er et incitament til at sikre, at vi får en bedre kønsbalance.

Det samme gælder det punkt i perspektiv- og handlingsplanen, som handler om større mangfoldighed i ledelser og bestyrelser. Det er jo en diskussion, som vi løbende har her i salen og i den generelle ligestillingsdebat, nemlig diskussionen om, hvordan vi får sikret en større mangfoldighed på ledelsesniveau, og hvordan vi får sikret en større mangfoldighed på bestyrelsesniveau.

Der er ingen tvivl om, at de konkrete initiativer, der ligger nu, og som også følger op på Charter for flere kvinder i ledelse, er helt konkrete redskaber, der kan sikre, at vi for alvor får sat fokus på at få en mere mangfoldig sammensætning på ledelses- og bestyrelsesniveau. Det er jo også noget, vi har arbejdet målrettet med siden 2005, hvor den rapport fra Aarhus Universitet, som tidligere vismand og professor Nina Schmidt lavede, viste, at det betaler sig på bundlinjen at sikre en større mangfoldighed og i det hele taget betaler sig at sikre, at der kommer flere kvinder i ledelsen. Og derfor ligger det her jo i høj grad også i forlængelse af den indsats, der er lavet.

Det er jo vigtigt i forbindelse med perspektiv- og handlingsplanerne, at de ikke bare bliver gjort til en årlig debat, vi har i salen, men at de er udtryk for en kontinuerlig indsats. Der er jo ikke noget ved det, hvis ligestillingsdebatten bliver reduceret til årlige debatter i Folketingssalen og ikke bliver omsat til helt konkrete initiativer i kommunerne, ministerierne og i de forskellige organisationer, som også aktivt kommer til at indgå i udmøntningen af de initiativer, der ligger i perspektiv- og handlingsplanen.

For Venstre er det punkt i perspektiv- og handlingsplanen, der handler om, at man ikke skal være begrænset i sine valg og udfoldelsesmuligheder på grund af ens køn eller etnicitet, også enormt vigtigt. Vi ser desværre, at der stadig væk i det danske samfund er grupper af kvinder, men også grupper af mænd, som på grund af den kulturelle baggrund, de kommer med, og som på grund af de kulturelle sammenhænge, som de er vokset op i og indgår i, ikke på samme måde som flertallet har mulighed for at kunne vælge frit.

Her er der et enormt vigtigt, at vi politisk og med den nye perspektiv- og handlingsplan får sat fokus på deres rettigheder og får fulgt op på den rettighedskampagne, som regeringen i 2009 tog initiativ til. Her sikrer vi, at kvinder uafhængigt af etnisk baggrund får lige muligheder for at indgå i samfundet, bliver oplyst om deres rettigheder, så de ved, at i Danmark skal man ikke finde sig i vold, at i Danmark har alle ret til en uddannelse, og at vi i Danmark har nogle helt basale og meget værdifulde rettigheder, som gælder alle uafhængigt af køn og etnicitet.

For os i Venstre er det også enormt vigtigt, at vi nu med perspektiv- og handlingsplanen igen får sat fokus på partnervolden og på den vold, der foregår i nære relationer. Regeringen har lige siden sin tiltrædelse sat enormt fokus på, hvordan vi kan bekæmpe den vold, der er i nære relationer i Danmark. Det gjorde vi først med en handlingsplan, siden med en anden handlingsplan og nu med den handlingsplan, der kommer i løbet af maj måned.

Der er ingen tvivl om, at vi i Venstre er glade for, at vi kan se, at tallet for vold mod kvinder er faldet fra årligt 42.000 anmeldte overfald til årligt 28.000 anmeldte overfald. Men der er ingen tvivl om, at det stadig væk ikke er et tal, man som samfund kan være tilfreds med. Vi skal langt videre i kampen for at bekæmpe vold i nære relationer.

Det gælder også den vold, som mænd bliver udsat for. Der er anslået 9.000 mænd, der hvert år bliver udsat for vold i nære relationer, og det er klart, at vi med den nye handlingsplan, der kommer, og med den aftale, vi lavede i satspuljeregi, må sikre, at både antallet af kvinder, der udsættes for vold i nære relationer, og antallet af mænd, der udsættes for vold i nære relationer, bliver markant reduceret. Det lægges der jo også op til i perspektiv- og handlingsplanen.

Da vi diskuterede sidste års perspektiv- og handlingsplan, havde vi meget fokus på den ligelige repræsentation i valgte organer. Det er jo klart, for i 2009 stod vi over for et kommunalvalg. Vi stod også over for 100-året for kvindernes stemmeret til kommunalvalg i Danmark, og vi stod i en situation, hvor der var lige så mange borgmestre i Danmark, der hed Erik, som der var kvindelige borgmestre. Der må vi jo sige, at vi med kommunalvalget i 2009 så en positiv fremgang på det område, der handler om kvinders deltagelse i kommunalpolitik.

Jeg synes, at det også er værd at nævne i den debat, vi har i dag, at vi på en række områder heldigvis kan se, at det går fremad. Det betyder jo ikke, at der ikke er udfordringer, men det betyder, at vi skal sikre, at ligestillingsdebatten ikke bare falder ned på to eller tre enkelte punkter, men bliver en løbende, kontinuerlig indsats og til et aktivt engagement for alle samfundslag og også bliver en politisk debat, for alting kan ikke løses ved lovgivning, for meget af det her handler også om holdninger ude i samfundet.

Det er en debat, som vi i Venstre meget gerne vil være med til at tage, og som vi også er helt sikre på kan blive en god debat på baggrund af den perspektiv- og handlingsplan, som ministeren har lagt frem. Så vi glæder os til ligestillingsdebatten i det næste år. Vi er klar til at tage en aktiv kamp, og vi har også en klar forventning om, at de mål, der er sat, nås. Tak.

Der er foreløbig fem, der ønsker korte bemærkninger. Først er det fru Pernille Vigsø Bagge. Der er seks, der ønsker korte bemærkninger, kan jeg se.

Jeg synes, at det er helt o.k., at vi igen hører fra Folketingets talerstol, at det her ikke kan løse sig med lovgivning alene. Men sagen er jo, at der i perspektiv af handlingsplanen ikke er et eneste initiativ, som ikke omhandler en kampagne, en undersøgelse eller en pjece eller en tænketank. Vil Venstres ligestillingsordfører ikke anerkende, at når der virkelig er rykket på ligestillingen i Danmark gennem tiderne, er det tit sket på baggrund af et Folketing, der faktisk har taget et lovgivningsinitiativ f.eks. i forhold til barsel eller andre ting, der skulle gavne det ene eller det andet køn?

Så er det ordføreren.

Jamen jeg ved udmærket godt, at der adskiller SF og Venstre sig markant. Vi tror ikke på, at alting løses ved, at man vedtager lovgivning i Folketinget. Vi tror på, at mange af de ændringer, der sker i samfundet, sker kulturelt, og at de sker værdimæssigt, fordi vi både politisk og samfundsmæssigt sætter nogle mål, tager nogle debatter, rykker nogle normer, rykker ved nogle strukturer.

Det er i høj grad også det, der har gjort, at det danske samfund hele tiden bevæger sig i den rigtige retning, også på ligestillingsområdet. Derfor er jeg heller ikke enig med SF i, at det eneste, der er behov for, er lovgivningsmæssige initiativer. Jeg tror sådan set, at det, der er behov for, er, at vi kontinuerligt følger op på den meget ihærdige indsats, der er på ligestillingsområdet i Danmark, og som involverer både ngo'er, enkeltpersoner, politiske organisationer og selvfølgelig byråd, regionsråd, Folketinget og dermed de valgte forsamlinger. Så vi tror på, at det er en helt palet af initiativer og ikke kun lovgivningsinitiativer.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Pernille Vigsø Bagge.

Det er fuldstændig rigtigt, at det ikke er alting, der kan løses med lovgivning, men det er altså heller ikke sådan, at der ingenting er, der kan løses med lovgivning, og der er jo ingen lovgivning på ligestillingsområdet fra regeringens side. Der er jo kommet ét lovforslag særskilt på ligestillingsområdet i de snart 10 år, regeringen har siddet.

Jeg synes, at det er interessant, at der i perspektiv- og handlingsplanen f.eks. står, at en undersøgelse fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen viser, at virksomhederne kan øge deres sandsynlighed for at innovere med 110 pct., hvis de øger andelen af kvinder fra 25 pct. til 40 pct. Som et af svarene vil man etablere en tænketank med bl.a. lønmodtager- og pensionsfonde, investeringsforeninger osv., der skal kigge på, hvordan man sikrer en større mangfoldighed i de danske bestyrelser.

Det er egentlig interessant, at man vil nedsætte en tænketank, for det såkaldte Nørbyudvalg har siden 2001 arbejdet med det her og er kommet med anbefalinger til, hvordan man kan øge mangfoldigheden. Hvorfor i alverden vil man blive ved med at tage de samme initiativer, som er taget siden 2001, og som ikke rykker tilstrækkeligt, i stedet for at gå til lovgivning?

Så er det ordføreren.

I Venstre støtter vi ikke SF's forslag om, at man indfører kvoter i Danmark, og vi tror heller ikke på det med, at man bare kan knipse med fingrene og lave noget lovgivning, og så har man løst alle problemerne, altså de der snuptagsløsninger med, at man bare lovgivningsmæssigt kan ændre ved ligestillingen. Vi tror, at man samfundsmæssigt, normmæssigt, kulturelt, debatmæssigt skal have fat et helt andet sted, som netop handler om, hvordan vi som mennesker sikrer, at vi har et dansk samfund, hvor alle kan få lov til at udleve deres drømme, hvor alle kan bringe alle deres talenter i spil, og hvor vi ikke har et system, hvor hverken unge indvandrerpiger eller unge indvandrerdrenge henholdsvis ikke får en uddannelse eller ikke ved, hvad deres rettigheder er. Vi tror sådan set på, at ligestillingsdebatten er meget bredere og vigtigere, end at den kun reduceres til at være et spørgsmål om, hvad vi lovgivningsmæssigt vedtager i Folketinget. Og charteret for flere kvinder i ledelse er jo et meget, meget konkret initiativ for at sikre flere kvinder i ledelse.

Tak til ordføreren. Så er der en ny kort bemærkning fra fru Julie Rademacher.

Der var rigtig mange gode toner og mange gode takter fra Venstres ordfører på talerstolen i dag. Jeg kan regne ud, at der er rigtig mange ting, som vi i hele ligestillingsdagsordenen er konstruktivt meget, meget enige om.

Det er ikke altid, vi er enige om midlerne, men et emne, som jeg efterlyser i redegørelsen, og som jeg gerne vil have svar på hvad Venstre egentlig mener om, er, hvad der skal være fokus på på ligestillingsområdet. Før havde vi en ligestillingsminister, der mente, at vi havde ligestilling i Danmark undtagen for indvandrerkvinder.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om ordføreren mener, at det er Venstres politik, at ligestilling kun handler om indvandrerkvinder, og om det ikke er forunderligt, at der ikke står noget mere i redegørelsen om netop dette emne, når det var det eneste, som fru Inger Støjberg interesserede sig for, da hun var ligestillingsminister i det forgangne år.

Så er det ordføreren.

Først vil jeg da gerne kvittere for, at den socialdemokratiske ordfører siger, at der er nogle gode mål, og at der også er nogle mål, man er enige i. Man er måske ikke enig i midlerne, men det viser jo i høj grad også, at ligestillingsdebatten har rykket sig i forhold til, at der ikke længere er den der »I er bare regeringspartierne, I vil ingenting«. Jeg hører i høj grad den socialdemokratiske ordfører anerkende de mål, vi sætter, og det synes jeg er enormt positivt, for det gør forhåbentlig også, at vi kan komme ind i en konstruktiv debat omkring, hvad det så er for nogle helt konkrete initiativer, vi kan tage for at nå de mål, der er. Og der må man bare sige, at der er forskel på det, oppositionen ønsker, og det, regeringspartierne ønsker. Vi ønsker ikke lovgivning, kvoter og andet, men vi ønsker at tage nogle konkrete initiativer.

Jeg er heller ikke enig i, at den tidligere minister slet ikke interesserede sig for andet end det omtalte, og det synes jeg sådan set også fuldstændig er at fortegne debatten. Den tidligere minister, som også var beskæftigelsesminister, har jo også haft fokus på en lang række andre ting, som bl.a. handler om barsel. For der er ingen tvivl om, at der er en gruppe kvinder i det her land – der er også en gruppe mænd og drenge med indvandrerbaggrund – som i dag er de store tabere i vores uddannelsessystem. Der er nogle kvinder, som vi er nødt til at være særlig opmærksomme på, og det lægger perspektiv- og handlingsplanen også op til.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Julie Rademacher.

Vi kan jo alle både se og læse statistikkerne. Det er et stort problem, at der er rigtig mange indvandrere, især mænd, som allerede i uddannelsessystemet ikke kommer med på vognen og falder fra der. I forhold til indvandrerkvinderne er der også meget stor tendens til, at de ikke kommer ind og bliver integreret på det danske arbejdsmarked. Så jeg er rigtig glad for, at Venstres ordfører også peger på dette.

Men det skriger til himlen, at Venstre ikke har nogen konkrete målsætninger, og det er ellers noget, som Venstre plejer at være gode til på så mange andre områder, nemlig at sætte nogle klare målsætninger og komme med nogle klare bud på, hvad det er, vi skal nå, og også hvad det er, vi har nået. Så jeg kunne godt tænke mig at høre Venstres ordfører en gang til, om man ikke mener, at det er et problem, at der ikke i højere grad er redegjort for det store fokus, det her område har haft i det forgangne år.

Så er det ordføreren.

Jeg tror ikke, at den socialdemokratiske ordfører har læst de papirer, der er, og jeg tror heller ikke, at den socialdemokratiske ordfører så overhovedet har fulgt med i debatten omkring, hvad der er sket på det her område, for der har vi jo netop taget en lang række konkrete initiativer for at sikre, at kvinder med indvandrerbaggrund kommer ud på det danske arbejdsmarked. Vi har også taget nogle initiativer, som sikrer, at de bliver oplyst om deres rettigheder. I løbet af de seneste år har der været 40 arrangementer ude på sprogskoler, ude på væresteder, hvor kvinder med indvandrerbaggrund kommer, og hvor man helt konkret har oplyst dem om, hvad deres rettigheder er, hvad det er for nogle værdier, det danske samfund bygger på, hvad det er, de kan kræve, hvad de kan forvente, og hvad de bestemt ikke skal finde sig i. Det er da helt konkrete initiativer, og dem kan man da også se listet op.

Derudover har den her regering, i modsætning til hvad oppositionen ønsker, gjort en målrettet indsats for at sikre, at de her kvinder har fået fodfæste på det danske arbejdsmarked, men vi må desværre stadig væk konstatere – og det er jo også derfor, at vi siger det fra Venstres side – at det her er en sårbar gruppe. Indvandrerkvinder er overrepræsenterede på de danske krisecentre …

Tak til ordføreren. Og den næste er fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Der er lige kommet en ny rapport fra Sverige, og så vidt jeg husker, er afsenderen det statslige institut for arbejdsmarkedspolitik, og den her rapport siger bl.a., at for hver måned manden tager barsel, stiger kvindens gennemsnitlige årsindkomst med 6,7 pct. – 6,7 pct. for hver måned manden tager barsel. Hvilke overvejelser gør Venstres ordfører sig, når ordføreren bliver præsenteret for sådan en undersøgelse? Vil Venstre gøre noget for, at barslen bliver mere ligeligt fordelt, og i så fald hvad?

Så er det ordføreren.

Nu har vi jo også mange undersøgelser i Danmark på det her område, og det er også et område, som vi fra Venstres side hele tiden har sagt der skal mere fokus på. Hvordan sikrer vi, at man ude på arbejdspladserne får fokus på det? Hvordan sikrer vi, at arbejdsmarkedets parter får mere fokus på, at barsel ikke er noget, der hæmmer kvinders karriereudviklingsmuligheder? Hvordan sikrer vi, at arbejdspladserne tager initiativer for at sikre, at mænd tager mere barsel? Hvordan får vi i det hele taget skabt fokus på, at de muligheder, der er for den enkelte familie for at fordele barslen, er så gode som muligt?

Så det er jo i høj grad en prioritering. Det var også en af de prioriteringer, som var med i de 15 konkrete mål fra sidste år, og som vi løbende har fulgt op på. Og heldigvis kan vi også se i den nye statistik, der er kommet i Danmark, at det faktisk går fremad med mænds andel af barslen. Det er klart, at det ikke går lige så hurtigt fremad, som vi måske kunne tænke os, men vi har så den tilgang til det, at vi mener, at det må være op til den enkelte familie. Vi vil gerne være med til at motivere til og understøtte, at mænd tager mere barsel, men vi deler ikke oppositionens forslag om, at man skal tvinge mænd på barsel i 3 måneder.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Oppositionens forslag er, at man øremærker barsel til mænd, ligesom man i dag øremærker barsel til kvinder, og det vil sige, at vi reelt får en ligestilling på det her område. Ordføreren spørger: Hvordan sikrer vi så, at der kommer en mere ligelig fordeling af barslen? Men det ville jo være befriende, hvis ordføreren så også svarede på ordførerens eget spørgsmål, for undskyld mig, hvad gør regeringen for at sikre, at vi får en mere ligelig fordeling? Det, der kendetegner debatten på ligestillingsområdet, synes jeg i høj grad er, at regeringen siger: Det vil vi gerne. Men hvad gør regeringen konkret for det? Hvilke initiativer har man taget, og hvilke initiativer vil man tage, for at vi sikrer en mere ligelig fordeling af barslen? Det er jo ikke nok at sige: Vi vil gerne høre, hvordan man sikrer det. Man må fra regeringens side komme med nogle svar. Hvad gør man fra regeringens side? Hvad vil man gøre fra regeringens side?

For god ordens skyld gør jeg opmærksom på, at ordføreren ikke repræsenterer regeringen, men partiet Venstre som ordfører.

Så er det ordføreren.

Jamen så kan jeg jo gentage, hvad jeg sagde før, for Enhedslistens ordfører lyttede åbenbart ikke efter, hvad der blev sagt, i forhold til hvad der skal ske på arbejdsmarkedet, og i forhold til at det er vigtigt, at man også ude på de enkelte arbejdspladser tager et større ansvar for at sikre, at der også er bedre muligheder for mænd for at tage barsel. Og det er der jo også fra regeringens side blevet sat enormt meget fokus på. Men i modsætning til oppositionen går vi jo ikke ind for, at man skal tvangsfordele barslen mellem parterne. Vi tror på, at den enkelte familie er bedst til at tage initiativer og træffe beslutningen om, hvordan den fordeler barslen.

Vi har taget en lang række initiativer for at sikre, at mænd tager mere barsel. Og vi sætter også løbende fokus på: Hvad betyder den ulige fordeling af barslen i Danmark i dag? Den betyder jo bl.a., at når kvinder får børn, får de lavere løn, men når mænd får børn, får de højere løn. Hvorfor sætter vi fokus på det? Det er, fordi vi sådan set mener, at den fokus, den viden er nødvendig både for den enkelte familie, så de kan se, hvad der sker, og for at vi kan have en oplyst ligestillingsdebat. Men vi tror ikke på, at alting skal løses ved politisk lovgivning, noget skal også løses ved, at vi debatterer ting i samfundet, og at vi på den måde ændrer normerne og kulturen.

Så er der en kort bemærkning fra fru Anne-Marie Meldgaard.

Tak. Når man nu har fulgt ligestillingsredegørelserne her i Folketingssalen gennem mange år, har man jo ikke set særlig meget fornyelse, i hvert fald ikke hvad angår redegørelsen. Jeg synes selvfølgelig også, at det er prisværdigt, at Venstres ordfører står og roser de tilbagevendende forslag, der ligesom er i redegørelsen.

Der er én ting, det undrer mig at der ikke bliver gjort opmærksom på, da jeg jo ved, at Venstres ordfører er proeuropæer, og det er sådan set, at man ikke fra Venstres side har gjort noget eller har banket på for at gennemføre EU's ligestillingsdirektiv. Det har nu været syltet i 8 år.

Kan man forvente, at Venstres ligestillingsordfører vil være med til at presse på, for at vi får gennemført ligestillingsdirektivet?

Så er det ordføreren.

Når jeg fremhæver de ting, der står i perspektiv- og handlingsplanen, er det jo, fordi det på en lang række områder går rigtig godt fremad. Hvis vi kigger på kvinders repræsentation på uddannelsesområdet, går det jo fremad, men der er stadig væk nogle områder, hvor der skal tages initiativer.

Vi synes jo, at det er vigtigt, at ligestillingsdebatten her i salen ikke bare bliver sådan nogle punktnedslag, men faktisk bliver en kontinuerlig indsats og en kontinuerlig debat, og derfor vil der være ting, der går igen. Men tager vi perspektiv- og handlingsplanen fra sidste år, var den jo helt anderledes. Den bestod af 15 konkrete mål, som skulle nås inden 2015. På den måde adskiller handlingsplanerne sig jo år for år.

I forhold til det her ligestillingsorgan, som vi jo har diskuteret løbende, står der ikke noget om det, fordi der i høj grad allerede er lavet en aftale og der er ved at blive implementeret en løsning, som også er til høring i forhold til EU, og hvor der jo er blevet peget på, at Institut for Menneskerettigheder fremadrettet skal have den her kompetence i Danmark.

Så jeg ved ikke helt, hvad den socialdemokratiske ordfører mener med, at der er et problem, for jeg troede sådan set, at der var bred enighed om og forståelse af, at den opgave er ved at blive løst.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Anne-Marie Meldgaard.

Jamen det lyder jo dejligt, at det er noget, vi kan se frem til meget, meget hurtigt. Og så kan vi jo sådan set gå tilbage til, hvad der sker herhjemme i vores eget lille Folketing.

Der har jo i mange år været ligestillingsrøster om, at man gerne så et egentligt ligestillingsudvalg oprettet i Folketinget. Jeg kunne godt tænke mig at spørge Venstres ordfører, som jo nu bakker fuldstændig op om, at vi skal have gennemført direktiverne, og at vi skal følge med den lovgivning, der er ude omkring os, om Venstre også vil bakke op om og støtte, at vi får etableret et egentligt ligestillingsudvalg her i Folketinget.

Vi har en minister, ja, men vi har ikke noget udvalg, og vi ved alle sammen godt, at hvis forslag skal have gennemslagskraft, skal der være et udvalg i Folketinget, som direkte behandler den her type sager.

Så er det ordføreren.

For at binde en lille sløjfe på hele diskussionen om ligestillingsorganet vil jeg sige, at regeringen jo fra starten har sagt, at man selvfølgelig vil leve op til EU's direktiver, ligesom Danmark altid lever op til EU-lovgivning. Der har så været nogle diskussioner om, hvordan man kunne implementere det, og det er der jo nogle gange. Det er jo et direktiv; det er ikke en forordning, som fuldstændig firkantet siger, hvordan tingene skal være. Derfor er der pågået en diskussion om, hvorvidt vi i Danmark kunne vælge at lægge kompetencerne i flere organer i stedet for kun i ét organ.

Vi så jo fra Venstres side gerne, at man bibeholdt de fine kompetencer, som KVINFO har, men jeg ved, at Socialdemokraterne kun har været fokuseret på, at det skulle være et selvstændigt organ. Det er klart, at der har været en debat, som har taget noget tid.

Hvilke udvalg, der i Folketinget, er jo et præsidiespørgsmål, så det synes jeg er lidt svært for mig som ordfører at forholde sig til. Det er jo et præsidiespørgsmål, hvilke udvalg, stående udvalg, der er i Folketinget. Jeg sidder i Det Politisk-Økonomiske Udvalg – der ligger ligestilling også som ansvarsområde. Og jeg synes sådan set, at hvis jeg kigger på de dagsordener, der er for udvalget, så diskuterer vi mere ligestilling, end vi diskuterer noget som helst andet.

Så må jeg også bare sige, at vi fra Venstres side mener, at ligestilling er et mainstreamingsansvar. Det betyder, at det ikke kun er mig som ligestillingsordfører, som har et ansvar, men at samtlige de ordførere, der sidder herinde, skal tænke ligestilling ind på deres respektive områder.

Så beder jeg om, at man resten af debatten og resten af dagen overholder taletiderne; det er derfor, der er en rød lampe, der lyser. Så slipper formanden for at gribe ind, det bryder han sig ikke om.

Så er der en kort bemærkning fra fru Yildiz Akdogan, værsgo.

Tak. Ordføreren sagde i sin tale, at man fra regeringens side siden 2005 har arbejdet målrettet for at mangfoldiggøre både ledelser og bestyrelser.

Jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren: Kan ordføreren fortælle lidt om, hvor mangfoldige ledelser og bestyrelser så er blevet siden 2005, hvor man har arbejdet målrettet? Er der sket en mangfoldiggørelse på 10 pct., på 20 pct., på 50 pct.? Det kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens kommentar til.

Så er det ordføreren.

I Venstre glæder vi os over, at det går fremad med udviklingen. Vi har jo aldrig nogen sinde sagt, at vi har nået de mål, der er sat. Vi har aldrig nogen sinde sagt, at vi har nået enden på at sikre mangfoldighed og ligelig repræsentation både på bestyrelsesniveau og på ledelsesniveau i Danmark.

Men det går rigtig godt fremad. Det gør det på toppostniveau, det gør det på bestyrelsesniveau, men det gør det i høj grad også på hele rekrutteringslinjen ifølge de tal, vi har fået fra Danmarks Statistik både sidste år og i år. De viser, at der faktisk er nyudnævnt flere kvinder, end der er nyudnævnt mænd.

Det er jo klart, at hele forudsætningen for, at vi kan få flere kvinder på topposter, også er, at vi får rekrutteringslinjen til at hænge sammen. Der er da ingen tvivl om, at det projekt, der nu er lavet om kædereaktion, selvfølgelig også vil have en positiv effekt, ligesom charteret om flere kvinder i ledelse har haft en meget positiv effekt og i dag har 104 virksomheder tilknyttet.

Så er det fru Yildiz Akdogan for yderligere en kort bemærkning.

Men nu ved vi jo, at en mangfoldig ledelse kan skabe en god, positiv effekt på bundlinjen. Vi ved, at mangfoldighed kan være godt, både økonomisk, socialt og ikke mindst i forhold til ligestilling.

Når man kigger på, hvad der er opnået af mangfoldighed i forhold til børsnoterede selskaber, så må man da sige, at det ikke er nogen specielt høje tal – det er faktisk stadig væk under 10 pct. Og hvis vi så skal sammenligne os med de andre lande, som vi plejer at sammenligne os med, bl.a. vores skandinaviske brødre og søstre, synes ordføreren så, at den målrettede indsats, som regeringen har lavet siden 2005, har været særlig succesfuld?

Så er det ordføreren.

I Venstre glæder vi os over, at udviklingen går fremad. Vi siger ikke, at der ikke stadig væk er udfordringer på det her område – det er der. Men vi har en fundamental anderledes tilgang til det her spørgsmål, end oppositionen og Socialdemokraterne har.

Sidst vi havde en ligestillingsdebat her i Folketingssalen, krævede den socialdemokratiske ordfører, at hvis Mærsk ikke havde 40 pct. kvinder i bestyrelsen inden 2014 – mener jeg det var – så skulle Mærsk tvangsopløses. Det bekræftede fru Julie Rademacher fra Folketingets talerstol. Det må man nok sige er en anden tilgang til ligestilling end den, vi har, og også en anden tilgang til hele samfundet end den, vi har.

Vi vil meget gerne benchmarke positivt på, at vi får sikret en større mangfoldighed på ledelses- og bestyrelsesniveau i Danmark, men vi tror, at det sker med det lange, hårde, seje træk; det er den kulturelle, det er den normmæssige forandring, der skal til. Det sker ikke ved at true med at tvangsopløse velfungerende danske virksomheder.

Så er der en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Jeg kommer i min tale ind på det med kvoter i bestyrelser, så det vil jeg ikke tage op nu. Jeg er meget enig med Venstres ordfører i, at det er surt, at ligestillingsdebatten altid er sådan en punktdebat, forstået på den måde, at vi har en redegørelsesdebat, og det er så det. Det er derfor, vi er nogle, der har syntes, at det var en god idé, hvis man direkte havde et ligestillingsudvalg i Folketinget eller i det mindste klargjorde for omverdenen, at der er nogle her i landet, der beskæftiger sig med ligestilling. Det er derfor, vi har ønsket at få et selvstændigt udvalg. Det vil betyde, at der kommer mere fokus på det.

Så siger ordføreren, at det hører under Præsidiet. Men det er jo noget sludder at sige. Det er, ligesom når man siger, at det hører under EU, som om det er en eller anden mand – eventuelt kvinde – der render rundt nede i Bruxelles. Men Præsidiet er jo os. Vi vælger Præsidiet, og det ved ordføreren udmærket godt. Derfor vil jeg gerne spørge, om det ikke kunne være en idé at få et ligestillingsudvalg, så man ligesom fik nogle bedre diskussioner og ikke de her punktvise diskussioner.

Så er det ordføreren.

Jeg kan jo bare gentage, hvad jeg sagde før, nemlig at jeg mener, at det er en opgave for Præsidiet at beslutte, hvilke stående udvalg der skal være i Folketinget. Jeg synes personligt, at vi diskuterer ligestilling i Det Politisk-Økonomiske Udvalg. Det er der, jeg som ligestillingsordfører sidder. Det er også der, der er et underarbejdstema for Det Politisk-Økonomiske Udvalg, der handler om ligestilling.

Jeg må jo konstatere, at ligegyldigt om vi taler om de mange høringer, vi har haft om menneskehandel og kvindehandel, de mange høringer og konferencer, vi har haft om vold i nærrelationer, de initiativer, vi har taget i forbindelse med prostitution, og de konferencer, der også har været holdt om det, så er de jo alle sammen udsprunget af nogle af de udvalg, vi har i dag. De har netop sikret, at vi får en ligestillingsdebat, som også ofte kommer mere i dybden med nogle konkrete initiativer, så det ikke kun bliver den der debat med punktvise nedslag. Så jeg synes jo, at mulighederne for at diskutere ligestilling i Det Politisk-Økonomiske Udvalg i høj grad er til stede i dag.

Inden den sidste korte bemærkning skal jeg, også som præsidiemedlem, lige gøre opmærksom på, at det faktisk ikke er Præsidiet, der har kompetencen til at nedsætte udvalg, men at det er Udvalget for Forretningsordenen, hvor alle partier er repræsenteret.

Så er det fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Tak for det, for så behøver jeg ikke at bruge ord på det. Derfor er det os alle sammen. Det er jo vores repræsentanter, der sidder i Udvalget for Forretningsordenen, og så kan man ikke bare fralægge sig ansvaret. Det tror jeg i virkeligheden heller ikke at Udvalget for Forretningsordenen bryder sig om at vi gør. Så det er et spørgsmål om vilje.

Nu synes jeg selvfølgelig, at de eksempler, som ordføreren nævnte, er relevante for ligestillingsdebatten, men de er i høj grad relevante for andre ting. Vold i nærrelationer er selvfølgelig relevant, og prostitution er relevant, men sådan er der så mange områder, der er relevante. Det, vi diskuterer her, er vel mere nogle strukturting, altså bestyrelser og alt det dér, som jeg kalder strukturelle ting, f.eks. spørgsmålet om, hvorfor søren der ikke kommer flere kvinder til. Jeg er altså ikke lige så glad som ordføreren for den udvikling, jeg ser. I gamle dage, om jeg så må sige – som man jo ikke skal referere til, men alligevel – havde vi faktisk en anden debat i Folketinget mellem partierne, fordi vi alle var enige om, at der her var et problem, og derfor var vi også alle enige om, at det skulle diskuteres mere intenst. Det er derfor, vi stadig synes, at det bør markeres, at vi har et ligestillingsudvalg. Vi har jo ikke engang kunnet få det ind i navnet.

Så er det ordføreren.

Jeg skal meget beklage, at jeg tog fejl af Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen på det her punkt. Altså, jeg synes jo, at det er vigtigt, at ligestillingsdebatten ikke kun bliver en debat, der ligger i ét udvalg. Hele tanken om at få mainstreamet ligestillingsdebatten handler jo netop om, at vi alle sammen skal tage et ansvar for ligestillingsdebatten, at vi ikke gør det til sådan en silodebat, der handler om noget, der foregår hos en ligestillingsminister, men at vi i højere grad gør ligestilling til et element, der bliver tænkt ind i al lovgivning.

Jeg tror, at styrken i forhold til at forpligte alle på det også er, at det er ude i de konkrete ministerier, der bliver taget initiativer. Det gælder på uddannelsesområdet i forhold til den udfordring, der ligger, både med hensyn til at drenge ikke får en uddannelse, og at piger i dag måske skal motiveres mere til at søge ph.d.- og forskerstillinger. Det gælder på transportområdet, hvor vi fra de rapporter, der er lavet, ved, at der er en stor forskel på det transportmønster, som mænd og kvinder har. Den debat skal jo forankres ude i de konkrete ministerier og ikke kun ligge i ét udvalg i Folketinget. For så tror jeg sådan set, at det bliver en overfladedebat i stedet for at blive den substansdebat, der virkelig kommer i dybden med ligestilling på de enkelte områder.

Der er ikke flere korte bemærkninger til Venstres ordfører. Tak til fru Ellen Trane Nørby. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det den socialdemokratiske ordfører, fru Julie Rademacher. Værsgo.

Mange tak for ordet, formand. Socialdemokraterne vil rigtig gerne have mændene med. Vi vil gerne, at vi får en debat om, hvordan vi designer samfundet, så både mænd og kvinder kan tilvælge både karriere og familieliv. Vi vil et moderne velfærdssamfund. Vi vil gerne, at vi får en diskussion om en ny velfærdsmodel i Danmark, som giver nogle bud på, hvordan vi bedst muligt som samfund bidrager til moderne familier, hvor man ikke skal vælge mellem enten karriereliv eller familieliv, men hvor såvel en mand som en kvinde uanset samfundslag kan vælge at leve i balance netop mellem familie- og karriereliv.

Vi tror ikke bare, at ligestilling handler om, at kvinderne skal have mere plads. Nej, snarere tværtimod. For os er det afgørende, at vi får et bredere perspektiv for ligestilling, ikke alene til gavn for den enkelte, men også til gavn for samfundet. Jeg tror, at det vil blive afgørende for samfundsøkonomien, at også kvinderne får mulighed for i højere grad at tilvælge karriere sammen med familielivet, og jeg er overbevist om, at vi også får gladere mænd af, at der bliver plads til, at man både kan spille med såvel på hjemme- og udebanen som på fodboldbanen.

Ud over de menneskelige og sociale perspektiver, der er, er jeg helt overbevist om, at det også gavner vores samfundsøkonomi, at vi får alle talenter i spil – det er jeg meget enig med ministeren i – og at vi kan blive tilfredse mennesker uden nødvendigvis at blive klemt imellem familien og arbejdet. Jeg vil gerne, at vi kigger fremad. Jeg vil gerne, at vi her i 2010 tænker på, hvordan vi designer samfundet for vores børn i 2020, 2030 og 2050, så man kan træffe frie valg med hensyn til karriere- og arbejdsliv. Det er det, moderne ligestillings- og velfærdspolitik handler om for mig.

Derfor er det afgørende, at vi handler nu i 2010 og tør træffe de modige beslutninger, der skal til. Vi ønsker at forandre for at bevare velfærden i Danmark. Vi vil gerne fremme ligestillingen på uddannelser, så både mænd og kvinder kommer på banen. Vi vil gerne fremme ligestillingen på arbejdsmarkedet, så vi sikrer mere ligeløn, og at både mænd og kvinder kan gøre karriere. Vi vil gerne indføre 12 ugers øremærket barsel til mænd og sikre, at såvel mænd som kvinder har lige mulighed for netop at vælge imellem familie og arbejdsliv.

Vi vil gerne samarbejde med den nye ligestillingsminister. Faktisk er Socialdemokraterne ganske positive over for den nye ligestillingsminister, som også kun kan være en forbedring i forhold til den forrige ligestillingsminister, vi havde, nemlig Inger Støjberg, der mente, at vi faktisk havde opnået ligestilling i Danmark undtagen for indvandrerkvinder. Hos Socialdemokraterne har vi undret os over, om den tidligere ligestillingsminister overhovedet har set, at der har været kæmpe demonstrationer for ligeløn, og at også flere og flere mænd falder fra i uddannelsessystemet samt kæmper for deres rettigheder til også at være forældre. I hvert fald virkede det ikke, som om den tidligere ligestillingsminister egentlig havde en erkendelse af, hvilke udfordringer vi står over for i forhold til netop den moderne ligestillings- og velfærdsdagsorden.

Jeg er helt overbevist om, at den nye ligestillingsminister og jeg er fuldstændig enige om, at der er masser af initiativer, der skal igangsættes, og beslutninger, der skal træffes, for netop at forbedre ligestillingen i Danmark. Men selv om lille Lykke gerne vil, så kommer den store Løkke og skal give lov. Vil den store Løkke give lov? Tja, i hvert fald må det være hårdt arbejde at være ligestillingsminister. Først overtager man et Ligestillingsministerium, der alligevel ikke er et rigtig powerministerium, men som bliver stedmoderligt placeret under Klima- og Energiministeriet efter at have været kastet rundt som en afdeling under diverse andre ministerier. Faktisk skulle man næsten tilbyde Ligestillingsministeriet en autocamper eller en container, så det hurtigt kan blive flyttet rundt.

Ligestillingsministeren har heller ikke noget udvalg i Folketinget. Ligestillingen er hjemløs her på Christiansborg. Vi er flere, der har ønsket os et ligestillingsudvalg, men hver gang kommer Thor P. med sin store hammer. Det er ærgerligt, for vi er mange i Folketinget, der egentlig gerne vil diskutere ligestilling.

Jeg går ud fra, at det var Folketingets formand, der blev henvist til. Er det korrekt?

Det var Folketingets formand, der blev henvist til.

Godt. Han skal omtales som Folketingets formand.

Så må jeg hellere huske det fremadrettet.

Sidst, men ikke mindst, har regeringen endnu ikke implementeret et EU-direktiv på ligestillingsområdet. Det er pinligt for Danmark. Vi kan i dag læse i Information, at regeringen har syltet ligestillingen i Danmark i 8 år, og igen er det her røget ind under Beskæftigelsesministeriets ressort, frem for at det er ligestillingsministeren, der får lederskabet i sagen. Det er da mærkeligt. Det må selv Folketingets formand også undre sig over.

Det tyder dog ikke på, at der i denne ligestillingsredegørelse er lagt op til de helt nye, store visioner eller deciderede redegørelser for, hvad man har gjort på ligestillingsområdet. F.eks. er redegørelsen meget fattig på, hvad regeringen helt konkret egentlig har opnået for at sikre ligestilling for indvandrerkvinder, hvilket har været et meget stort fokusområde de sidste år.

Ligeledes vil jeg her til slut kritisere, at vi først fik de kommunale ligestillingsredegørelser i går. Det er alt for sent at nå at gøre status på ligestilling i hele Danmark, 1 dag før det skal på dagsordenen i Folketinget. Det tyder også på, at man ikke rigtig prioriterer ligestilling i Danmark fra regeringens side. Men vi er fortrøstningsfulde, og vi vil meget gerne gå konstruktivt til værks, som jeg også lagde ud med at sige. Vi vil meget gerne fra Socialdemokraternes side i dialog med den nye ligestillingsminister trods den kritik, vi også her kommer med. Vi tror på, at den nye ligestillingsminister er dygtig. Vi tror på, at den nye ligestillingsminister kan, hvis hun vil. Så spørgsmålet er, om den nye ligestillingsminister vil træde i karakter og sikre, at ligestilling bliver højere prioriteret. Vil lille Lykke kæmpe og have mod til at tage kampen op med store Løkke? Jeg læste, at ministeren havde udtalt:

A little less conversation, a little more action.

Yes, let’s do it. Vi er på. Let’s cut the crap, og lad os komme i gang.

Jeg må gøre opmærksom på, at der er nogle medlemmer, der måske skal læse forretningsordenen lidt mere intenst. Man må godt bruge engelske og for den sags skyld også kinesiske citater – for de få, der kan kinesisk – men det kræver altså, at man oversætter dem bagefter. Det er ikke alle i Danmark, der forstår kinesisk eller engelsk. Husk det af hensyn til debatten, så alle ved, hvad der bliver talt om.

Det var ellers nogle udmærkede citater, men de skal nok blive oversat i referatet . (Ref. bemærkning: Der foretages ikke oversættelse af citater i forbindelse med referatskrivning).

Så er der tre korte bemærkninger, først fra hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, hr. formand.

Det er jo altid en fornøjelse at prøve at deltage i en ligestillingsdebat som eneste hane i kurven, kan jeg ligesom se, når jeg kigger ud i salen. Når man diskuterer ligestilling, er det åbenbart noget, der er forbeholdt kvinder. Mændene bliver i hvert fald væk, og man kan så lægge i det, hvad man vil. Men jeg fik et godt råd, inden jeg gik herned, og det var, at jeg skulle stille nogle gode spørgsmål og så have nogle gode løbesko med. Det sidste har jeg ikke, så jeg håber selvfølgelig, at jeg får lov til at blive.

Jeg vil gerne spørge lidt til Socialdemokraternes ligestillingspolitik, for ordføreren var selv inde på, at der f.eks. skulle være de her 12 ugers øremærket barsel til manden. Hvorfor skal Folketinget blande sig i, hvordan en familie prioriterer det antal barseluger, den har til rådighed, i forbindelse med at en mand og en kvinde får et barn? Hvorfor skal Folketinget blande sig i, om manden skal have 12 uger og kvinden 48 uger eller omvendt? Hvorfor ikke lade forældrene tage de beslutninger? Hvorfor skal Socialdemokraterne bestemme, at Ole skal have 12 uger, og hvis han ikke vil have de 12 uger, får familien dem ikke? Jeg synes, det er en mærkelig måde at lave ligestilling på.

Så er det ordføreren.

Jeg er simpelt hen så glad for at diskutere ligestilling, også med nogle hanner, og især når de kommer fra Dansk Folkeparti. Det er jeg glad for at man prioriterer, og det gør vi bestemt også hos Socialdemokraterne, hvor vi netop af mangel på et udvalg i Folketinget har et ligestillingsudvalg, hvor vi diskuterer de her spørgsmål. Desværre er der så mange udvalgsmøder lige i øjeblikket, at mange måtte løbe, men vi har bestemt også mændene med.

Med hensyn til barsel er det jo sådan i dag, at Folketinget allerede har blandet sig i det. Det er sådan i dag, at det stort set er øremærket til kvinder, så hvad gør en mand, hvis han gerne vil have barsel? Han skal både tage kampen med arbejdsgiveren for at få lov til at tage barsel og bagefter tage kampen derhjemme for at få lov til det. Vi går ikke ind for, at det kun skal være for den ene forælder, men for ligestilling, så begge får mulighed for at tage barsel.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Det, der er en af de helt store grundlæggende forskelle på Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, er jo det, som ordføreren netop var inde på, med hanner og hunner. Man behøver ikke at diskutere hanner og hunner for at diskutere ligestilling. Ligestilling er ligestilling, og det betyder sådan set bare, at man prøver på at skabe sund fornuft og sund balance. Den måde, Socialdemokraterne vil skabe balance på, er ved at detailregulere og bestemme, hvordan man i familien skal udfylde sin forældrerolle. Det er det, man kalder ligestilling hos Socialdemokraterne, og det kalder vi at pådutte folk ting.

En anden måde, som Socialdemokraterne har valgt at gøre det her på, er bl.a. ved at sige til f.eks. A.P. Møller: Du skal have 40 pct. kvinder i dine bestyrelser i dine børsnoterede selskaber, og har du ikke det, vil vi tvangslukke din virksomhed. Socialdemokraterne vil derved tvangslukke virksomheder med mange, mange tusinde ansatte. Det er socialdemokratisk ligestillingspolitik. Jeg synes, det er fuldstændig nonsens.

Så er det ordføreren.

Jeg er altid meget begejstret, når især borgerlige mænd blander sig i ligestillingsdebatten. Jeg er dog knap så begejstret, når borgerlige mænd gør sig til ligestillingsordførere for Socialdemokraterne. Socialdemokraterne ønsker ikke at tvinge folk på barsel. Nej, det er et frit valg for manden så vel som for kvinden. I Island har man netop indført den her model, hvor mænd og kvinder har barsel, og hvor den sidste periode kan være valgfri. Det synes vi hos Socialdemokraterne er en rigtig god idé. Så er der noget til både manden og kvinden, og familien kan selv vælge.

Med hensyn til det her med børsnoterede virksomhedsbestyrelser fremgår det ikke af oppositionens beslutningsforslag nr. B 161, at vi vil tvangsopløse virksomheder, så det er fuldstændig at fjerne fokus. I stedet for vil vi meget hellere diskutere, hvordan vi netop får flere kvinder i ledelse, så lad os få fokus på det, det her handler om.

Så er der en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Tak. Det er jo helt korrekt, at der i det beslutningsforslag ikke står, at man vil tvangsopløse; der står, at det kan være en mulighed. Men vi kan også alle sammen huske debatten, hvor fru Julie Rademacher meget klart sagde fra talerstolen, at det var det, Socialdemokraterne ønskede. Så vi er jo ikke i tvivl om, hvad Socialdemokraterne mener. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg, når jeg hører Socialdemokraternes ordførers tale, nærmest får den her fornemmelse af, at vi bor i et uland, når det gælder ligestillingen, og det har jeg altså meget, meget svært ved at se.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge meget enkelt: Hvad er ligestilling for Socialdemokraterne? For for mig at se er det lige muligheder. For Dansk Folkeparti er det et spørgsmål om, at vi giver alle i Danmark lige muligheder. Men man giver også det frie valg for at vælge og det frie valg til at prioritere. Så jeg vil godt høre, hvor forskellen så er.

Så er det ordføreren.

Nu nævnte den sidste spørger fra Dansk Folkeparti også, at der er store forskelle på Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Det er jeg meget, meget glad for, også på ligestillingsområdet. Jeg tror, at der, hvor der er en afgørende forskel på, hvad det er, Dansk Folkeparti gerne vil, og hvad det er, Socialdemokraterne gerne vil, er, om vi mener, at staten skal spille en mere aktiv rolle eller ej. Der er mange strukturer i vores samfund; det er sådan i dag, at mændene i mange hundrede år har stået først for. Derfor går vi bl.a. ind for at øremærke barselorloven, for vi mener, det er ærgerligt, at der er så få mænd, der i dag reelt har mulighed for at afholde barsel.

Så vil jeg lige give en kommentar til det her med at tvangsopløse virksomheder. Vi har talt om det hos Socialdemokraterne, og vi er blevet enige om, at der er andre sanktionsmuligheder, som vil være mere oplagte i forhold til det pågældende forslag, men mit spørgsmål går så på: Hvad i alverden er det, Dansk Folkeparti gerne vil på ligestillingsområdet? For jeg hører kun kritik af vores politik, men Dansk Folkeparti kommer ikke med noget som helst selv.

Så er det fru Pia Adelsteen for endnu en kort bemærkning.

Det kan jeg så vente med at svare på, til jeg kommer en tur på talerstolen.

Jeg vil godt fortsætte lidt, for nu kom ordføreren selv ind på, at man ville øremærke barslen. Det vil sige, at man ønsker at tage det frie valg fra familien og sige, at noget af den barsel, der er nu, skal øremærkes til faren, og så kan familien ikke længere selv prioritere. Man kan ikke engang prioritere sådan, at moren, hvis hun nu synes det, kan sige, at hun altså kun vil være hjemme i en måned, og at faren så kan tage resten. Ja, noget skal være til moren, og noget skal være til faren, og resten skulle være frivilligt. Sådan har jeg forstået det. Men sådan er det da i store træk nu, og jeg forstår det simpelt hen ikke, bortset fra, at man så vil give faren en længere periode – det er det, man vil – men hvad nu, hvis familien siger, at det ønsker de ikke? For det er sådan, jeg opfatter det, når jeg taler med mange af de kvinder, der har små børn. De vil have barslen. De synes, det er smartest for familien, for hele deres struktur derhjemme. Hvorfor må de ikke have lov til at vælge det?

Så er det ordføreren.

Det skal kvinderne selvfølgelig have lov til at vælge, og det gør de også i høj grad i dag. Og det vil de også fortsat gøre, selv om vi går ind og øremærker en del af barselorloven til mænd. Det vil også være sådan, at man fortsat selv kan vælge den sidste del af barslen. I Island indførte man den model med det samme, og det er det eneste sted, hvor det har været så stor en succes. Samtidig viser det sig også, at der i de her familier, hvor mænd netop også tager barselorlov, er færre skilsmisser. Det synes jeg da er lidt sigende.

Ud over det ved vi jo også fra den norske ligelønskommission, at det er superafgørende for familien som for arbejdslivet, at vores arbejdsmarked også bliver indstillet på, at ikke kun kvinder, men også mænd tager barsel, og at det også kan komme uligelønnen til livs. For vi har 18 pct. uligeløn i Danmark mellem mænd og kvinder, og det synes jeg er et meget stort problem, som jeg mener vi skal gøre noget ved, bl.a. ved at indføre 12 ugers øremærket barsel.

Så er der en kort bemærkning fra fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Man skulle jo nærmest tro, at den socialdemokratiske ordfører tror, at hun stadig væk står på en 1. maj-scene foran partitilhørere og ikke i Folketinget til en ligestillingsdebat, som forhåbentlig skulle være nuanceret og forholde sig til de konkrete mål, som ligestillingsministeren har lagt frem i sin perspektiv- og handlingsplan. Ordføreren sagde jo, at det er dybt kritisabelt, at ministeren også er minister for klima. Man kan så forstå, at det så åbenbart også må have været dybt kritisabelt, at Lotte Bundsgaard og Jytte Andersen og tidligere socialdemokratiske ordførere på det her område også var ministre for andet. Det er jo sådan rimelig skingert, hvad den socialdemokratiske ordfører står og siger.

I Venstre er vi jo meget optaget af, at vi får sikret ligeløn i Danmark. Vi deler så ikke Socialdemokraternes ønske om måden, men jeg vil bare spørge til de mange milliarder, som Socialdemokraterne lovede før sidste valg. De lovede en pulje på næsten 5 mia. kr. til at sikre de lavtlønnede i Danmark højere løn. Hvor er de henne? Man skal vel kunne stole på, at det, Socialdemokraterne lover før et valg, også står til troende.

Så er det ordføreren.

Hvis ordføreren fra Venstre havde hørt min 1. maj-tale, så kunne ordføreren også regne ud, at den her lød noget anderledes. Så måske Venstres ordfører skulle gøre sig selv den tjeneste at møde op næste år, når jeg holder 1. maj-tale, så vil hun i hvert fald kunne høre forskellen på de to.

Nej, jeg mener, at det er utrolig vigtigt, at vi netop i en tale her om ligestilling også får sagt i nogle brede vendinger, hvad vi mener ligestilling handler om, fordi det næsten er den eneste gang om året, vi i Folketinget behandler ligestilling. Når jeg giver kritik af ministeren, så går det ikke på, at ministeren også er klima- og energiminister – overhovedet ikke. Så hvis det er det, som ordføreren påpegede at jeg sagde, så har ordføreren ikke hørt ordentligt efter, og jeg må derfor henvise til referatet.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Ellen Trane Nørby.

Ja, for den socialdemokratiske ordfører valgte jo behændigt ikke at svare på spørgsmålet. Under sidste valgkamp gik fru Helle Thorning-Schmidt og andre socialdemokrater rundt og lovede en milliardpulje, en pose penge, som skulle sikre ligeløn i Danmark, som skulle bryde ind i arbejdsmarkedsforhandlingerne, som skulle være reserveret, for nu ville man virkelig sikre ligeløn. Vi andre lovede ingen penge. Vi var ærlige og sagde, at vi har en stor langsigtet udfordring med at sikre, at den forskel, der er på mænd og kvinder på lønområdet, bliver udlignet i Danmark. Vi ved så også, at mænd i gennemsnit arbejder langt flere timer, end kvinder gør. Men jeg vil bare meget gerne spørge den socialdemokratiske ordfører, for nu står vi jo i en konkret debat om konkrete mål og initiativer: Hvor er de mange milliarder, som Socialdemokraterne lovede til ligeløn før sidste valg?

Så er det ordføreren.

Socialdemokraterne afventer, ligesom rigtig mange andre her i Folketinget, de resultater, som Lønkommissionen kommer med. Vi havde gerne set, at man havde turdet nedsætte en ligelønskommission, men det fik vi alligevel ikke lov til. Vi kan se og læse af den norske ligelønskommission, at der, hvor uligheden og hvor det kønsopdelte arbejdsmarked starter, er ved, at især mændene ikke tager barsel, og at ikke alle mænd har mulighed for at tage barsel. Derfor er det en af vores mærkesager.

Ud over det vil vi meget gerne have mere åbenhed og også have lønstatistikker, så det bliver mere åbent, hvad kvinder og mænd tjener. Ydermere er vi glade for, at der i de nye overenskomstforhandlinger bliver mulighed for, at man i højere grad kan tage ligelønssager op, og at der ligeledes i Højesteret er faldet dom om ligeløn. Vi taler om penge, når Lønkommissionen kommer igen, og ellers er jeg også rigtig glad for, at formanden for danske sygeplejersker har sendt noget rundt til os alle, hvori hun netop også efterlyser ligelønnen i ligestillingsredegørelsen for i år.

Så er der en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Jeg vil sådan set bare, også mens jeg sikrer mig, at DF's mandlige debattør er her, bede ordføreren om at bekræfte, at i dag er det sådan, at der er 2 ugers totalt obligatorisk barselorlov til kvinderne, og det er af sygdomsmæssige grunde, og man kan ikke undgå at tage dem, og at der derefter er 12 ugers øremærket barselorlov til kvinderne, som falder væk, hvis moderen – det er jo rigtigt at sige moderen – ikke tager den, altså, at der i dag er tale om en ensidig øremærkning til moderen.

Så er det ordføreren.

Jeg er meget glad for at få det her spørgsmål af meget opklarende karakter. Ja, det er sådan, at barslen i dag er øremærket til kvinder. Vi mener, at barslen skal være lige for både mænd og kvinder, og derfor mener vi også, at en del af den skal øremærkes til mænd, men at der også skal være en frivillig periode. Så måske er DF's ordfører nu samtidig blevet lidt klogere af fru Lone Dybkjærs spørgsmål.

Så er der en kort bemærkning fra fru Helle Sjelle.

Jeg må først og fremmest sige, at jeg er noget forundret, noget overrasket over den socialdemokratiske ordførers sprogbrug med hensyn til vores ligestillingsminister. Jeg synes, at den form for sprogbrug hører hjemme et helt andet sted og ikke her i landets fornemste sal, nemlig vores Folketingssal. Men nok om det.

Er det ikke korrekt, at fru Julie Rademacher under sidste debat i Folketinget om netop kvinder og topposter svarede ja til fra Folketingets talerstol at tvangsopløse intet mindre end virksomheden A.P. Møller – Mærsk A/S? Det må der jo kunne svares meget klart ja eller nej til. Er det ikke korrekt?

Så er det ordføreren.

I modsætning til, når jeg stiller samme lette spørgsmål til besvarelse hos ministrene, vil jeg meget kort svare: Ja, det er korrekt. Samtidig vil jeg godt tilføje, at vi siden hen, som jeg sagde tidligere, har drøftet sanktionerne i forbindelse med det her forslag, og vi går ind for økonomiske sanktioner i forhold til forslaget om kvinder på flere topposter. Men lad os nu lade være med at fordreje debatten til en sanktion, der forhåbentlig ikke engang bliver nødvendig at have. I Norge, hvor man netop har indført det her forslag om ønske om mangfoldighed i virksomhedsbestyrelserne, har det ikke været nødvendigt med sanktioner, fordi man har haft mulighed for at få lige så mange kvinder ind i bestyrelserne som mænd, og konklusionen er, at de er mindst lige så kompetente som de mænd, der er, og det har givet en langt bedre kultur og også flere ideer og mere innovation hos det norske erhvervsliv.

Så er det fru Helle Sjelle for yderligere en kort bemærkning.

Jeg siger naturligvis tak for svaret, fordi sådan husker jeg nemlig også debatten. Jeg husker nemlig også debatten således, at Socialdemokratiet sagde et klart og rungende ja til, at man var parat – til vores andre store overraskelse – til netop at opløse intet mindre end rederiet A.P. Møller – Mærsk A/S. Men det er da glædeligt, at Socialdemokratiet er kommet på bedre tanker. Jeg kunne bare godt tænke mig at vide, hvad det er for økonomiske sanktioner, man så tænker på at indføre over for virksomhederne, hvis de ikke har 40 pct. kvinder i deres bestyrelse. Det synes jeg da at den danske befolkning har krav på at vide.

Så er det ordføreren.

Det ville også være super relevant for den danske befolkning at få at vide, præcis hvilken målsætning den danske regering og også De Konservative har for, hvor mange kvinder og hvor meget mangfoldighed vi skal have i virksomhedsbestyrelser. Det, der er blevet sagt fra ordførerens side, er korrekt. Jeg vil ikke gentage mig selv, men blot sige: Lad os nu få fokus hen på, hvad det præcis er, vi kan gøre for at sikre større mangfoldighed i de børsnoterede virksomheders bestyrelser som i hele det danske erhvervsliv. For det er da ærgerligt, at vi går glip af halvdelen af den danske talentmasse, fordi man indtil videre kun har mobiliseret mænd.

Så jeg kan sige til De Konservative, at vi bestemt gerne fortsat vil diskutere forslaget og også hvilke sanktionsmuligheder, der er, og vi er meget, meget glade for, at det her har skabt en stor debat, som netop gør, at vi overhovedet får et ligestillingsemne på dagsordenen.

Tak til fru Julie Rademacher. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det Dansk Folkepartis ordfører, og det er fru Pia Adelsteen.

Tak. Jeg vil også godt starte med at kvittere for perspektiv- og handlingsplanen for 2010. Jeg synes, der er perspektiver i den, og jeg synes, det er en god fortsættelse af det, der ligger fra tidligere. Så har jeg selvfølgelig lidt kommentarer til de forskellige ting, men jeg vil prøve at gøre det kort. Vedrørende uddannelse bliver det mange gange nævnt, at det er rigtig vigtigt, at vi bruger hele paletten, hele uddannelsespaletten, og at vi får gjort op med den her måde at tænke fag på, herunder hvordan piger og drenge vælge deres uddannelse.

Der bliver selvfølgelig nævnt nogle muligheder i handlingsplanen, og jeg tror, det er vigtigt, at man kigger på uddannelsesvejledere, og jeg tror, det er vigtigt, at man tager fat, helt fra børnene er små. Det synes jeg egentlig også bliver nævnt i handlingsplanen, men jeg synes godt, jeg vil fremhæve det, fordi det jo viser sig, at mange drenge falder ud af uddannelsen, og at drenge har det svært i uddannelsessystemet. Jeg ved godt, vi ofte, når vi har ligestillingsdebatter, taler om, hvordan vi får flere kvinder i bestyrelser, men hvis vi skal undgå at tabe noget talentmasse, skal vi i hvert fald også sætte fokus på alle de drenge, der dropper ud af uddannelsessystemet, og som i mange tilfælde ikke får nogen uddannelse.

Det er vigtigt at træffe nogle utraditionelle valg, og jeg er enig i, at det er vigtigt, at uddannelsesvejlederne og skolerne faktisk bliver bedre til at oplyse om, hvilke muligheder der er for uddannelse.

Nu er jeg så tilpas gammel, at jeg gik i skole i 1970'erne, og jeg vil godt sige, at dengang fik vi også at vide, at vi som piger gerne skulle blive murere og tømrere, og drengene fik at vide, at de skulle blive børnehavepædagoger, men det skete ikke dengang. Det tror jeg såre simpelt er, fordi man har forskellige interesser, og det er altså svært at vippe totalt rundt på det. Hvad der skal til, ved jeg ikke, og jeg er heller ikke sikker på, jeg er enig i, at man kan gøre det. Jeg tror, det er vigtigt at lave oplysning, men jeg tror ikke, at man skal presse det ned over hovedet på hverken piger eller drenge.

Omkring mangfoldigheden i forsknings- og universitetsledelse vil jeg sige, at jeg også her synes, det er vigtigt, at man får brugt alle talenterne. Det er klart, at der kan være barrierer, som skal overvindes, men jeg bryder mig altså ikke om det med en økonomisk gulerod. Jeg ved, at ligestillingsministeren har været ude at sige, at man kunne give et økonomisk incitament, så der kom flere kvinder i ledelse og flere kvindelige professorer osv., og ligestillingsministeren har selv henvist til, at det er blevet gjort på universitetet, men jeg synes altså, det giver kvinderne et prædikat, og jeg synes, det er at opfatte kvinderne som ofre, og det bryder jeg mig ikke om. Jeg mener faktisk, at vi er stærke, at vi er godt uddannede, og at vi også godt selv kan. Jeg tror bare nogle gange, at vi prioriterer anderledes, og det synes jeg faktisk vi skal have lov til.

Den socialdemokratiske ordfører nævnte lidt tidligere, at kvinder skal selv. Jeg skal skynde mig at sige, at jeg tabte tråden, så nu tror jeg bare, at jeg fortsætter med noget andet i stedet for, og så kommer jeg nok tilbage til det.

Omkring indvandrerkvinder og indvandrermænd vil jeg sige, at det jo er rigtig vigtigt, at vi får fat i dem. Når de er her i landet, er det rigtig vigtigt, at vi får udbredt, at de skal have uddannelse, at de skal deltage i arbejdsmarkedet, og at de skal deltage i en større grad, end det sker i dag. Der er nogle kulturelle problemer – jeg ved ikke, hvilket ord jeg skal bruge, men der er i hvert fald nogle kulturelle barrierer, som jeg også synes fremgår af handlingsplanen, for selv om kvinderne får en uddannelse, vælger de faktisk familielivet, når de bliver gift.

Nu går jeg faktisk ind for, at man skal have lov til at vælge frit, men hvis barrieren er, at de bliver tvunget til det, synes jeg, det er et problem, og så synes jeg, der skal sættes ind, og det mener jeg er rigtig, rigtig vigtigt. Der er den her sociale kontrol, som også bliver nævnt, og den er i hvert fald en vigtig faktor. Jeg synes, det er godt, at der er skrevet i handlingsplanen, at man vil undersøge det og prøve at finde ud af, hvad det er, der gør det, og der er det vigtigt også at få mændene i tale, sådan at de forstår, at vores samfund altså er anderledes.

Der er sket noget på området, men jeg synes faktisk, det er et område, man bør fokusere utrolig meget på, for jeg mener, det er ret vigtigt, at alle kvinderne ved, hvad det er, de har ret til og muligheder for.

Så er der volden. Jeg synes, der er sket forbedringer. Det er klart, at når der er 28.000 kvinder og ca. 9.000 mænd, der er udsat for vold, så er det stadig væk et problem. 21.000 børn oplever vold i hjemmet. Det er ikke o.k., og det er selvfølgelig noget, man skal se på.

Jeg synes også, der er taget nogle initiativer, og jeg synes også, at man kan se på tallene, at der i hvert fald er sket en forbedring. Jeg synes, det er vigtigt, at man finder ud af, hvad det helt præcis er, der virker, og så fortsætter i det spor. Tak.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Yildiz Akdogan. Værsgo.

Tak for det. Ligestilling er jo en central værdi i et demokratisk samfund. Dansk Folkeparti har også flere gange nævnt, at ligestilling er en unik dansk værdi. Så vil jeg egentlig høre, om ordføreren ikke mener, at det er et problem, når vi nu benævner ligestilling som en specifik dansk værdi, at vi i et demokratisk samfund som vores har en lønforskel på op til 18 pct. mellem mænd og kvinder. Synes ordføreren ikke, at der er et eller andet, der strider imod hele den her værdiopfattelse, at der i et lige og demokratisk samfund alligevel er der så stor og markant forskel i lønforholdene for Anne eller Peter?

Så er det ordføreren.

Nu er det jo sådan, at vi i Dansk Folkeparti mener, at vi har ligestilling i Danmark. Vi erkender også, at der er en lønforskel, men i modsætning til venstrefløjen, til Socialdemokraterne, til SF, mener jeg ikke, at det er noget, som man kan gå ind at regulere helt specifikt.

Vi ved, at en del af lønforskellen, faktisk det meste af den, skyldes det kønsopdelte arbejdsmarked. Så er der 3, 4, 5 pct., der er uforklarlige. Vi ved også, at kvinder og mænd vælger forskelligt, og det synes jeg faktisk man skal acceptere.

En af de ting, der i hvert fald generer mig, når man taler lønforskelle, er, at vi har en ligelønslov, der fortæller, at hvis man laver det samme arbejde, skal have den samme løn, uanset om man er mand eller kvinde. Mig bekendt bliver den altså ikke brudt. Men der er helt tydeligt også nogle kvinder, der egentlig forventer, at de får lavere løn end mænd, og det kan man måske arbejde med – det synes jeg ville være klogt at arbejde med – og sige: Vi kan godt. Selvfølgelig skal vi have mere i løn.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Yildiz Akdogan.

Tak for det. Det glæder mig, at ordføreren erkender, at der er en lønforskel. Men at ordføreren så ikke har et konkret forslag til, hvad vi kan gøre ved det, er så hele spørgsmålet, for generelt savner jeg oprigtig talt et konkret forslag fra Dansk Folkeparti til, hvad de netop vil gøre i forhold til at få flere kvinder i bestyrelser, i forhold til den skævhed, der er i lønforholdene, og mange andre ting. Men lad det nu ligge.

Ordføreren nævnte i sin tale også, at ordføreren synes, det er vigtigt, at vi sætter fokus på vores nydanske kvinder, og det er jeg fuldstændig enig i. Vi skal motivere dem, og vi skal give dem nogle ambitioner og nogle visioner om at være med i det her samfund. Men når man så skal se på det netop i forhold til lønforholdene, er det lidt tankevækkende, hvis Aisha ikke har et forbillede i Anne, når Aisha allerede nu kan se, at Anne er bagud med helt op til 18 pct. i forhold til hendes mandlige kollegaer. Synes ordføreren så ikke, det er et demokratisk problem? Synes ordføreren ikke, der er et eller andet, der er skævt, der bør rettes op her?

Så er det ordføreren.

Jeg kunne jo fristes til at svare meget kort ved at sige nej. Grunden til, at jeg godt vil være sådan lidt bastant med det her, er, at hvis man går ud og vil have et job i en butik, går man ind og taler med en chef. Så siger chefen: Hvad kunne du så godt tænke dig i løn? Så er problemet, at kvinder vil have mindre end mænd. Hvis jeg har den her butik og i øvrigt synes, at kvinden er velegnet og god til der job og gerne vil ansætte hende, hvorfor skal jeg så som arbejdsgiver gå ind at sige: Hov, for resten, du skal så i øvrigt lige have 10 kr. mere i timen, fordi det får din mandlige kollega? Jo, hvis det er helt det samme arbejde, skal de have lige løn. Men der er altid nogle små nuancer, så vi skal have kvinderne til at forlange det mandlige niveau.

Med hensyn til det med at have et forbillede har jeg endnu ikke hørt om nogen, der siger: Jeg vil gerne ud at arbejde, men der er 18 pct.s forskel i lønnen, så jeg må bare forlange mindre, og det er et kæmpe problem. Jeg synes såre simpelt, at det er en mærkelig måde at anskue det på. Jeg føler i hvert fald ikke, at det er sådan, det foregår i virkeligheden.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Magnus Heunicke.

Tak for det. Nu kan man høre Dansk Folkepartis ordfører stå på talerstolen og sige, at vi har ligestilling i Danmark, og man gjorde endda en dyd ud af at sige, at det var Dansk Folkepartis opfattelse, mens oppositionen synes, at der er nogle problemer. Vi har ligestilling i Danmark, siger Dansk Folkeparti, og dermed er det også sagt, at debatten næsten er omsonst og ligegyldig. Nu er jeg inde på Dansk Folkepartis egen hjemmeside, og der står – og nu citerer jeg fra Dansk Folkepartis hjemmeside – at kvinder må »sætte hælene i for ikke at ligge under for den mandsdominans, som stadig findes på arbejdsmarkedet.«

Altså, hvis man mener, at der er en mandsdominans på arbejdsmarkedet, og skriver det ind i sin egen politik på hjemmesiden, hvordan hænger det så sammen med, at der er fuld ligestilling i Danmark? Er Dansk Folkeparti fuldstændig blind for, at når der er et problem og der er, som man selv skriver, en mandsdominans – ordføreren har selv været inde på lønforskelle – så skal man også gøre noget ved det.

Så er det ordføreren.

Tak. Når der er lønforskelle, hvor man ikke overholder ligelønsloven, så skal der gøres noget ved det. Men jeg ser altså ikke noget galt i, at en direktør, der er kvinde, og en anden direktør, der er mand, tjener noget forskelligt, fordi de har forlangt noget forskelligt. Det ser jeg ikke noget galt i, det betragter jeg tværtimod som vilkårene på det frie arbejdsmarked.

Det, vi kan gøre, hvis vi synes, kvinderne skal tjene noget mere, og synes, de forlanger for lidt – redegørelsen og handlingsplanen viser i hvert fald også, at kvinder ikke er særlig gode til at forlange den rigtige løn – er måske at træne kvinderne i det. Det er lidt sådan, at når vi søger et job og der står ti krav, så skal vi opfylde de ni, før vi søger jobbet, hvor mænd opfylder to og søger det. Der er en forskel i tankegangen der, og det kunne vi arbejde med.

Men jeg mener altså ikke, det er mandsdomineret. Det kan godt være, det står på vores hjemmeside, men så tror jeg, vi skal ind og have det rettet. Jeg mener ikke, vi har et mandsdomineret arbejdsmarked.

Hr. Magnus Heunicke for endnu en kort bemærkning.

Jamen held og lykke med at gå ind og rette i jeres egen politik. Det er da i hvert fald meget fornuftigt altid at sørge for, at den er i overensstemmelse med, hvad man mener.

Dansk Folkeparti, som jo taler meget om danske værdier, siger jo også i talen i dag – og det er jeg faktisk enig i – at noget, vi kan være stolte af, er, at der er nogle generationer før os, der har kæmpet ligestillingens sag og har sørget for, at Danmark er et af de mest ligestillede lande i verden på en lang række parametre, ikke på alle, men på en lang række parametre. Og det er en kamp, som jeg tror et bredt flertal i Folketinget er glad for og stolt over og også føler sig forpligtet til at videreføre.

Men så vil jeg spørge Dansk Folkeparti på et, kan man sige lidt mere filosofisk plan: Er den kamp vundet, ved at man har stået i Folketinget og andre steder og er kommet med opfordringer, er kommet med henstillinger og har sagt: Tag jer lidt sammen, gør lidt mere, kræv lidt mere! eller er den vundet ved, at man er gået ind konkret med lovgivning og har reguleret og er gået foran og har sagt: Sådan skal det her være, ellers går det ikke? Ligeløn, barselorlov, alle de ting, som findes, skyldes det lovgivning eller opfordringer? Det er jo det, der er det centrale her.

Så er det ordføreren.

Man kan så også vende det om, for det er klart, at der er noget lovgivning, der har været med til at bane vejen; det er vi ikke uenige om, og vi er bestemt heller ikke uenige om, at den kamp, der er foregået, har været vigtig og essentiel, men når man ser på situationen i dag, kunne jeg egentlig godt tænke mig sådan at vende det lidt om og så sige: Hvordan får vi ligestilling derhjemme, hvis vi ikke allerede har det? Hvem bestemmer, hvor skabet skal stå derhjemme? Man skal jo passe på med ironi herfra, men hjemme hos mig har min mand to kæmpe højtalere, som stammer tilbage fra 1970'erne med 15 tommer bas, og jeg kender ikke den kvinde med respekt for sig selv, som ikke kommer ind i vores stue og siger: Hvorfor finder du dig i, at de står her? Men så siger jeg: Det er, fordi det er vores hjem.

Ligestilling er mange ting, og jeg synes bare, man koncentrerer det om at være sådan noget med barsel og noget med løn, det er nogle helt konkrete ting, men ligestilling er også derhjemme, og det betyder, at det starter hos os selv. Det er meget vigtigt, synes jeg.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Kamal Qureshi.

Jeg må sige, at det er ganske imponerende at høre en ligestillingsdebat, som bliver gjort til en diskussion om, hvor højtalerne skal stå i hjemmet.

Det undrer mig også meget, at Dansk Folkeparti så åbenlyst siger, at det sådan set er kvindernes egen skyld, at der er den lønforskel, der er på arbejdsmarkedet. Er det virkelig det, som er budskabet fra Dansk Folkeparti, nemlig at kvinderne skal tage sig sammen og forhandle løn til et bedre niveau end det, de har i dag?

Er det virkelig budskabet med den massive lønforskel, der er på det massivt kønsopdelte arbejdsmarked – som er et af Europas mest kønsopdelte arbejdsmarkeder – i det danske samfund, at nu skal kvinderne altså tage sig sammen og forhandle, og at de i øvrigt skal tage en diskussion om, hvor højtalerne skal stå derhjemme?

Altså, kan vi ikke lige få proportionerne i den her ligestillingsdiskussion på plads: at der er en massiv lønforskel på det danske arbejdsmarked, at der er massive ligestillingsmæssige problemer i det danske samfund, både med hensyn til vold i hjemmet og med hensyn til lønforskelle m.m., og at der er meget at gøre stadig væk?

Så er det ordføreren.

Nu tror jeg aldrig, jeg har sagt, at kvinderne skal tage sig sammen og forlange noget mere i løn. Det, jeg har sagt helt klart, er, at der er – og det viser perspektiv- og handlingsplanen også – problemer med, at kvinder åbenbart forlanger mindre i løn end mænd, når de går ud på arbejdsmarkedet. Der kan vi træne kvinderne, uddanne kvinderne til at stille større krav og have mere tro på sig selv. Det er såre simpelt, det kan vi jo godt. Det er en af de ting, jeg har sagt.

Når der er den store lønforskel, er det et spørgsmål om det kønsopdelte arbejdsmarked. Som jeg sagde i min tale tidligere, blev jeg i 1970'erne opfordret til at blive murer frem for børnehavepædagog, for en murer tjente mere, men jeg ville ikke være murer, for så var håret ødelagt, når jeg gik ud. Altså, jeg er ked af at sige det, men det var sådan nogle ting, man tænkte på, da man gik i skole.

Jeg føler i hvert fald, at jeg forholder mig til virkeligheden, når det handler om, hvordan vi vælger fag. Så kan vi uddanne vores uddannelsesvejledere bedre, så de er bedre til at vise hele paletten, og hvad det reelt er, der foregår. For mange gange, når man vælger en uddannelse, er det jo lidt tilfældigheder, der gør, hvad man bliver, medmindre man er meget sådan målrettet, og det er der altså mange der desværre ikke er.

Så jeg mener ikke, jeg har sagt, at kvinderne bare skal tage sig sammen.

Der er endnu en kort bemærkning fra hr. Kamal Qureshi.

Tak. Nu ved jeg ikke, hvordan det er, at man får ødelagt håret af at være murer, men man får i hvert fald nogle gratis striber, kan man sige.

Jeg synes i hvert fald, at hvis man har en eller anden diskussion ud fra en erkendelse af, at der er en lønforskel – jeg går ud fra, at vi alle sammen erkender, at der er en lønforskel, og det kan så skyldes mange andre ting – giver det vel ikke nogen mening at tale om, at der er frit valg, når det handler om barselorlov. For hvis en familie skal vælge – og det er helt korrekt, at mange familier vælger, at det er kvinden, moderen, der skal være hjemme – er der jo ikke tale om et frit valg. Det er ikke sådan, at man sætter sig hen ved middagsbordet og siger: Hvad passer os bedst, hvordan gør vi det her? Når der er en massiv lønforskel på arbejdsmarkedet, står man altså bare i en situation, hvor der er mange tusinde kroner færre til husholdningen pr. måned, hvis det er manden, der bliver hjemme, end der er, hvis det er kvinden, der bliver hjemme.

Derfor kan man sige, at så længe den lønforskel er til stede, er der jo reelt set ikke tale om et frit valg. Så selv om faderen gerne vil være mere hjemme hos børnene, kan han ikke gøre det, for det koster simpelt hen for mange penge.

Så er det ordføreren.

Der er det så helt konkret, at vi synes, at det skal familien skal have lov til at vælge. Det er jo sådan, at der er nogle mænd og nogle kvinder, afhængigt af hvad de arbejder med, der har overenskomster, hvor der rent faktisk står, at de får fuld løn under barsel. Det er der faktisk nogle der gør. Det er der også nogle der ikke gør. Så lidt afhængigt af hvordan det er, er der nogle, der får fuld løn, og nogle, der ikke får. Det kan man selvfølgelig gøre mere ens, men jeg synes i bund og grund, at det ikke altid er pengene, det drejer sig om. Min opfattelse er helt klart, at når familierne sidder derhjemme, siger de: Hvad er det, vi synes er bedst?

Inden jeg gik i gang med at være karrierekvinde, var mine børn 10 år, og hvorfor? Fordi jeg ønskede at gå derhjemme. Børnene er til låns, og det var mit ønske, det var mit frie valg. Og det var det i øvrigt, uagtet hvor meget jeg tjente i forhold til min mand. Men det ønskede jeg. Havde min mand ønsket det, havde vi ordnet det på en anden måde, så havde vi delt det.

Så er der en kort bemærkning fra fru Julie Rademacher.

Jeg har egentlig aldrig brudt mig om det der med at blive kaldt karrierekvinde, og der er heller ikke noget, der hedder en karrieremand. Jeg mener heller ikke, at der er noget, der hedder en familiemor. Jeg mener ikke, at man skal vælge mellem det ene og det andet. Jeg mener netop, at vi skal inkludere, så man kan vælge begge dele.

Jeg har noget helt andet, jeg godt vil spørge Dansk Folkepartis ordfører om. Der står her i Information i dag, at regeringen har syltet direktiv i 8 år. Mener Dansk Folkeparti, at vi skal implementere EU's ligebehandlingsdirektiv fra 2002 og nedsætte et uafhængigt organ i Danmark, der kan vurdere ligestilling?

Så er det ordføreren.

Jeg tror, ordføreren godt kender min holdning lige på det her punkt. Vi er fra Dansk Folkepartis side lidt irriteret over, at EU blander sig i det her. Vi var også meget enige med fru Inger Støjberg, som i rigtig lang tid sagde, at hun mente, at Danmark har overholdt implementeringen af direktivet, og rigtig, rigtig kede af, at det blev vendt om, og at der nu skal laves noget specielt. Sådan er det.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Julie Rademacher.

Jeg blev stillet et spørgsmål, hvor jeg skulle svare ja eller nej. Nu vil jeg gøre det samme med Dansk Folkepartis ordfører.

Vil Dansk Folkeparti være med til at implementere det her ligebehandlingsdirektiv i Danmark, ja, eller vil Dansk Folkeparti ikke være med til at indføre det her ligebehandlingsdirektiv i Danmark, nej?

Så er det ordføreren.

Nej.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det SF's ordfører, og det er fru Pernille Vigsø Bagge.

Mange tak for perspektiv- og handlingsplanen. Den adresserer da helt bestemt nogle meget relevante problemstillinger, der er i det danske samfund i forhold til ligestilling. Jeg synes, det er rigtig prisværdigt, at ligestillingsministeren kigger på nogle af de områder, som oppositionen også i mange år har prøvet at fremhæve som problematiske på ligestillingsområdet. Når jeg synes, at perspektiv- og handlingsplanen kommer til at halte, er det, fordi de konkrete initiativer, der er nævnt i perspektiv- og handlingsplanen, meget begrænser sig til at være undersøgelser, kampagner og pjecer.

Det er sådan, at køn har en kæmpestor betydning i det danske samfund, og dem, der påstår andet, tager grueligt og grundigt fejl. Socialiseringen til et bestemt køn sker simpelt hen så utrolig tidligt, at der allerede i fosterstadiet er en socialisering til køn.

Vi kan læse en historie i aviserne i dag om, at både læger og jordemødre gerne vil have forbudt en kønstest, man nu kan tage før abortgrænsen, fordi de frygter, at man vil til at sortere på baggrund af køn allerede i forsterstadiet. Vi kan da også se, at Abortankenævnet i Danmark allerede sidste år fik 26 ansøgninger om abort efter abortgrænsen alene baseret på fosterets køn.

Det betyder altså, at der er mere fokus på køn i vores samfund, end der nogen sinde har været før. Og i stedet for at opbryde grænserne og rammerne for, hvordan man kan være mand og kvinde i det her samfund, bliver der en stadig større indsnævring af, hvordan man kan være mand, og hvordan man kan være kvinde. Det er et kæmpestort problem, og køn betyder utrolig meget.

Det er ikke uden grund, at ni ud af ti, der sidder i fængsel i det her land, er mænd, at dem, der involverer sig i bandekrige, er mænd, at dem, der i højeste grad er misbrugere, hjemløse osv., er mænd. Det er jo ikke en tilfældighed. Det er noget, der relaterer sig til kønnet, ligesom det også relaterer sig til kønnet på en eller måde for kvinder, at de ikke kan få lederposter, at de ikke kan få plads i virksomhedsbestyrelser, at de ikke kan komme frem og blive borgmestre i toppen af Danmark osv.

Det er derfor, jeg synes, det er så relevant med denne debat i dag at se på, hvad det er for nogle konkrete initiativer, der kan bløde op på, at køn betyder alt, alt for meget i vores samfund; at det betyder alt for meget for ens muligheder i samfundet, i tilværelsen, hvad det er for et køn, man har.

Jeg ved godt, at den nye ligestillingsminister faktisk er meget interesseret i at løse nogle af de udfordringer, der ligger, og det siger perspektiv- og handlingsplanen jo også. Men jeg er også bare nødt til at sige, at de initiativer, der baserer sig på undersøgelser, kampagner og pjecer, simpelt hen ikke er nok. Derfor vil vi fra oppositionens side jo også gerne skitsere nogle initiativer og konkrete løsninger på de her problemer, som ligestillingsministeren fuldstændig frit må benytte sig af. Og vil ligestillingsministeren og regeringen ikke det, kan jeg garantere for, at der under en ny regering med et andet flertal vil blive arbejdet rigtig aktivt på, at de her initiativer bliver til virkelighed.

For at starte ved starten synes jeg, at man kunne begynde med at kigge på, om det overhovedet skal være muligt i Danmark at få lavet sådan en kønstest inden abortgrænsen. Det har vi ikke haft til debat i Folketinget endnu, men jeg synes, det er skræmmende, at man nu vil til at sortere på fosterbasis på baggrund af køn.

Så synes jeg, man skal kigge på daginstitutionerne. I de andre nordiske lande har man uddannet de såkaldte genuspædagoger med fokus på køn. Jeg synes, man her i Danmark skulle lave et korps af fagkonsulenter med fokus på køn, som kunne supervisere og undervise pædagoger og lærere i daginstitutioner og folkeskoler, så vi på den måde allerede rigtig tidligt i børnenes liv kan få brudt med de kønsstereotypier, der i alt for høj grad præger både daginstitutioner og folkeskoler i dag.

Det er også superrelevant at øremærke en del af barselen til fædrene. Det har man gjort i de andre nordiske lande med stor, stor succes, og vi ved positivt, at børnene har stor glæde af, at far tager lang barsel, at far har stor glæde af at tage lang barsel, fordi han får en bedre tilknytning til barnet. Men undersøgelser viser rent faktisk også, at mænd, der har taget længere barsel, når de vender tilbage til arbejdet, har udviklet nogle kompetencer, de ikke havde før. Jeg ved ikke, om de har lært at multitaske, eller hvad de har lært, men i hvert fald viser det sig, at det har rigtig stor gavnlig effekt, at mænd tager barsel.

Det har også en stor gavnlig effekt for kvindernes mulighed på arbejdsmarkedet, at de ikke tager et helt års barsel, hver gang de skal have et barn, og at det rent faktisk giver en større ligestilling på arbejdsmarkedet, når det ikke kun er det ene køn, der konstant er væk fra arbejdsmarkedet i forbindelse med barsel- og forældreorlov.

Det er også superrelevant, at vi får kigget på den centrale barselfond for selvstændige, som ganske vist er etableret, men som overhovedet ikke er veludviklet nok til, at arbejdsgiverne benytter sig af den. Sidste år måtte vi sidde og forhandle om over uforbrugte 300 mio. kr. i den centrale barselfond, fordi arbejdsgiverne simpelt hen ikke gør brug af den her mulighed for at ligestille deres medarbejdere på arbejdsmarkedet.

Vi synes også, det er relevant at kigge på hele ligelønssituationen, og derfor har vi et helt konkret forslag her i Folketinget om ligelønsstatistikker. Det er ikke de ligelønsstatistikker, der blev vedtaget under tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, men rent faktisk ligelønsstatistikker, som dækker hele arbejdsmarkedet, som dækker selv små DISCO-kode-grupper på arbejdsmarkedet, så der bliver en reel synlighed omkring ligeløn og dermed et incitament til for virksomhederne at overholde den ligelønslov, der er over 30 år gammel.

Vi synes selvfølgelig også, at vi skal leve op til det EU-direktiv, vi har, og som ligger og sylter i øjeblikket, fordi vi stadig væk ikke har fået det uvildige organ, den uvildige instans, der både skal monitorere og forske i ligestilling.

Vi synes, det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi gør noget for at få kvinder i forskning, og jeg kan jo også se, at det er en del af perspektiv- og handlingsplanen. Og hvor er det dejligt, og hvor er det godt at vide, at ligestillingsministeren selv tidligere i sit arbejdsliv har taget nogle konkrete initiativer, der rent faktisk virkede, på Københavns Universitet i forhold til at banke til den her udvikling. Men det er jo ikke nok med tænketanke, udvalg og undersøgelser. Det er vigtigt med konkrete initiativer, puljer med rigtige menneskepenge i, som faktisk kan styrke denne udvikling.

I forhold til kvinder i bestyrelser og ledelse har vi jo haft kvotediskussionen stolpe op og stolpe ned, men jeg synes stadig væk, at der er god grund til at holde fat i fokus, at det er meget, meget pinligt, at vi har så lav en kvindeandel i de danske ledelser og virksomhedsbestyrelser. Jeg er nødt til igen at citere fra perspektiv- og handlingsplanen, som jeg også gjorde i mit spørgsmål til Venstres ligestillingsordfører, fru Ellen Trane Nørby, hvor der står:

»En undersøgelse fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen viser, at virksomhederne kan øge deres sandsynlighed for at innovere med 110 procent, hvis de øger andelen af kvinder fra 25 procent til 40 procent.«

Så er det da superrelevant at se, hvordan vi kan komme væk fra de 10 pct., vi sumper rundt på i øjeblikket. Det kan godt være, at man vil nedsætte endnu en tænketank, som perspektiv- og handlingsplanen skitserer, men vi har jo som sagt haft et Nørby-udvalg, som har kigget på mangfoldighed i bestyrelser, som har kigget på retningslinjer for god virksomhedsledelse, som er kommet med en række anbefalinger. Hvad skulle årsagen være til, at en ny tænketank skulle kunne løfte noget? Nej, vi må altså til at have noget konkret handling på området. Vi er nødt til også at have lovgivning her.

Vi har som sagt i oppositionen en lang række forslag, man med stor, stor succes kunne plukke som lavthængende frugter fra ligestillingsministerens side. Vi vil gerne deltage i forhandlinger. Vi vil gerne deltage i møder. Vi vil gerne deltage i en helt åben dialog om, hvordan vi kan løse de ligestillingsproblemer, som altså er i vores samfund med mændene, der falder ud i bunden, og kvinderne, der falder ud i toppen, med det faktum, at man altså reelt fra fosterstadiet til grav i dette land ikke har lige muligheder som mænd og kvinder, og at vi er i færd med at rendyrke nogle kønsstereotypier, som kun modvirker den reelle ligestilling.

Ministeren er velkommen til at indbyde oppositionen til en dialog om det her og ellers bare tage af vores forslag, som ministeren finder det for godt. I hvert fald synes vi i SF, at de konkrete initiativer, der ligger i perspektiv- og handlingsplanen, lugter lidt for meget af fine hensigtserklæringer, undersøgelser, kampagner og pjecer. Tak.

Tak til SF's ordfører.

Jeg skal her udsætte mødet til kl. 13.00, hvor det genoptages.

Mødet er udsat. (Kl. 11:57).

Mødet er åbnet igen, og forhandlingen vedrører redegørelse nr. R 6 om ligestilling.

Fru Helle Sjelle som konservativ ordfører.

Tak til ligestillingsministeren for redegørelsen om perspektiv- og handlingsplan 2010 for ligestilling, og også tak til ministeren for den store energi, hun allerede i sin korte tid som minister har lagt for dagen. Som det fremgår af redegørelsen, er vi nået rigtig langt med ligestillingen her i landet. Men det betyder ikke, at vi bare kan læne os tilbage og lade stå til, langtfra.

Som det også fremgår af redegørelsen, er der stadig mange problemer, vi skal have løst og arbejdet med. At forbedre ligestillingen mellem mænd og kvinder i Danmark kræver, at regeringen og vi folketingspolitikere yder en indsats. Vi skal argumentere, overbevise og være parate til at vedtage de nødvendige tiltag, der kan forbedre ligestillingen. Men vi må og skal holde fast i, at ligestilling i sidste ende handler om holdninger, om normer og om kultur, og den bedste måde at skabe reel ligestilling på er efter min opfattelse derfor at ændre de holdninger, de normer og den kultur, der i nogle tilfælde blokerer for den reelle ligestilling. Ændringer af holdninger, normer og kultur kan vi ikke gennemtvinge ved hjælp af simpel rigid lovgivning; det vender jeg tilbage til senere. Først vil jeg kommentere de fem indsatsområder i redegørelsen.

Det første indsatsområde er, at flere piger og drenge skal bruge hele uddannelsespaletten. De store årgange er i øjeblikket på vej på efterløn og pension. Sagen er derfor meget enkel: Der bliver brug for alle hænder og hoveder i fremtiden. Og derfor er det også vigtigt, at mange af de uddannelser, på hvilke de fleste studerende enten er kvinder eller mænd, bliver mindre kønsopdelte. Helt overordnet er et opgør med de kønsopdelte uddannelser vigtigt, fordi talentmassen skal udnyttes bedre. For at give et konkret eksempel på det vil jeg fremhæve folkeskolerne. Her er det vigtigt, at det ene køn ikke er i overtal blandt lærere; elever har brug for både kvindelige og mandlige rollemodeller. Jeg er derfor glad for de initiativer, som ministeren allerede har taget og fremover vil tage for at gøre unges uddannelsesvalg mindre kønsopdelt. Målet er ikke, at kønsopdelingen skal være fifty-fifty, men at muligheden skal være til stede, og at mangfoldigheden på de enkelte uddannelser bliver større.

Det andet indsatsområde er større mangfoldighed i forsknings- og universitetsledelse. I 2008 var kun 14 pct. af landets professorer kvinder, kan man læse i ministerens redegørelse. Vi kan også læse, at jo lavere man går ned på universiteternes karrierestige, desto større er andelen af kvindelige forskere. Heldigvis går udviklingen den rette vej: Der er i de senere år kommet flere kvindelige professorer og lektorer. Og den tendens fortsætter forhåbentlig, givet at de kvindelige studerende er i overtal. Men det skal ikke afholde os Konservative fra at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at flere af de mange dygtige kvindelige forskere bliver belønnet for deres anstrengelser i form af et lektorat eller et professorat.

Det tredje indsatsområde er større mangfoldighed i ledelse og bestyrelser. Danske kvinder er blandt de allerbedst uddannede kvinder i verden, og derfor er det paradoksalt, at kun omkring 5 pct. af toplederne i danske virksomheder er kvinder. Som ministeren skriver i sin redegørelse, er mere ligestilling i ledelsen af private og offentlige virksomheder – og jeg citerer – »sund fornuft og bedre udnyttelse af den samlede talentmasse«. Den betragtning er jeg helt enig i. Ofte tør kvinderne måske ikke selv tage springet og søge en lederstilling, fordi de frygter for presset på dem selv og deres familie. Omvendt er der sikkert også virksomheder, der måske helst ikke ansætter kvinder. Begge dele kan man forhåbentlig ændre ved at ændre de holdninger og normer, der ligger bag. Derfor synes jeg også, at ministeren har fat i den lange ende med de initiativer, hun nævner i redegørelsen. Der er charteret, ambassadørerne og et stærkere fokus på aktionærerne, der jo vælger bestyrelserne. Ligestilling handler nemlig om at ændre holdninger og normer.

Jeg er godt klar over, at oppositionen ønsker sig kvoter, så mindst 40 pct. af bestyrelsesmedlemmerne i landets virksomheder skal være kvinder, men det er efter vores opfattelse ikke vejen frem. Kvindekvoter skaber kvotekvinder, kvinder, der har fået en stilling på grund af deres køn og ikke på grund af deres kompetencer. Sagen er, at danske kvinder er blandt verdens mest veluddannede; at indføre kvoter vil være at vise dem mistillid.

Det fjerde indsatsområde er, at hverken køn eller etnicitet må være en barriere for den enkeltes frie udfoldelse. Indvandrere og især indvandrerkvinder har desværre en erhvervsfrekvens, der ligger betydeligt under indfødte danskeres erhvervsfrekvens. Vi har brug for alle hænder og hoveder på arbejdsmarkedet, som jeg sagde før, og i den forbindelse udgør gruppen af indvandrere og efterkommere også et stort og uudnyttet potentiale, et potentiale, vi skal sætte fokus på. Heldigvis går det den rigtige vej for de unge indvandrerkvinder og deres efterkommere: De uddanner sig på livet løs. Men vi skal have alle med. Derfor sætter jeg også stor pris på den rettighedskampagne, som den tidligere ligestillingsminister satte i gang sidste år.

Det femte og sidste indsatsområde er et klart nej til vold i nære relationer. Stadig færre kvinder oplever partnervold, og det er godt, men tallene fra 2005, som er det seneste år, vi har data fra, viser, at der stadig er knap 30.000 kvinder, som hvert år bliver udsat for vold. Det er simpelt hen 30.000 for mange. Det har længe været en central prioritet for regeringen at bekæmpe vold mod kvinder og vold i det hele taget. I år lancerer ligestillingsministeren så en ny national strategi, som indeholder 30 initiativer, og den forventer vi os rigtig meget af.

Alt i alt må man sige, at der er meget at tage fat på, og vi Konservative ser frem til et fortsat godt samarbejde med resten af Folketinget og med ministeren.

Der er en række korte bemærkninger. Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning først.

Jeg kunne godt tænke mig at høre den konservative ordførers holdning til at få et egentligt ligestillingsudvalg her på Christiansborg.

Jeg kunne forstå på Venstres ordfører, at årsagen til, at man ikke ønskede sådan et udvalg, var, at ligestilling jo er noget, vi alle sammen skal forholde os til på alle politiske områder. Det er jo også rigtigt nok, at ligestilling er noget, at vi skal forholde os til i alle sammenhænge. Det samme gør sig vel gældende for miljø. Miljøet og hensynet til klimaet er noget, vi på alle politiske områder skal forholde os til, og alligevel har vi et særligt Miljøudvalg for at sørge for, at der er særligt fokus på det her område. Hvad er ordførerens holdning til, og hvad er Det Konservative Folkepartis holdning til, at vi får et ligestillingsudvalg her i Folketinget?

Ordføreren.

Man kan jo altid diskutere, om det er de rette udvalg, vi har her i Folketinget. Jeg hæfter mig nu ved, at vi har Det Politisk-Økonomiske Udvalg, som vi jo mere eller mindre, som også Venstres ordfører var inde på, har omdøbt til et ligestillingsudvalg. Man må jo sno sig, og det vil sige, at når der ikke er et egentligt ligestillingsudvalg, må vi jo bruge de muligheder, der er. Og det skal i hvert fald ikke afholde mig fra at diskutere ligestilling, at der ikke er et egentligt ligestillingsudvalg her i Folketinget.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Nej, heldigvis. Det skal bestemt heller ikke afholde mig fra at diskutere ligestilling, at der ikke er et egentligt ligestillingsudvalg her i Folketinget. Men det, jeg spurgte om, var, hvad Det Konservative Folkeparti ønsker, ikke hvordan status er nu. For det er rigtigt, at nu er vi tvunget til at diskutere det alle mulige andre steder. Vi har ikke et egentligt udvalg, desværre.

Mit spørgsmål gik på: Ønsker Det Konservative Folkeparti, at vi får et egentligt udvalg med fokus på ligestilling, præcis ligesom vi har f.eks. et Miljøudvalg?

Ordføreren.

I Det Konservative Folkeparti mener vi egentlig, at den udvalgsressortfordeling, der er på nuværende tidspunkt, er udmærket, men vi har også den holdning, at man jo løbende skal vurdere, om det er de rette udvalg, man har. Det ved jeg også at både Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen løbende drøfter, og så synes jeg da, at man hele tiden også må se på, hvordan det er relevant at placere ligestilling. Men jeg er også enig med f.eks. Venstres ordfører, når hun siger, at ligestilling skal man jo drøfte overalt.

Det er altså ikke sådan, at man kan parkere ligestilling i et udvalg, og så drøfter man det bare der. Jeg foretrækker helt klart, at vi drøfter det overalt, hvor vi færdes. Når vi så kommer til de mere praktiske ting, må de andre udvalg jo så også bare finde sig i, at vi også have ligestilling på dagsordenen en gang imellem.

Fru Pernille Vigsø Bagge for en kort bemærkning.

Nu er det jo sådan, at vi også løbende har en drøftelse af det EU-direktiv, der ligger, og som kræver, at vi får et uvildigt ligestillingsorgan. Det har vi ikke fået, og det trækker ud. Det er blevet syltet så meget af regeringen, at man godt kan forstå, at den konservative ordfører har forholdt sig særdeles kritisk over for regeringen på de åbne samråd, vi har haft om spørgsmålet. Fru Helle Sjelle, De Konservatives ligestillingsordfører, har udtalt, at vi jo faktisk skal leve op til de regler, vi selv har været med til at vedtage. Nu står vi med et akut problem, og vi risikerer en retssag ved EU-Domstolen, siger hun, og derfor må ministeren gøre noget. Hvad har fru Helle Sjelle tænkt sig at gøre for at få ministeren til at gøre noget?

Ordføreren.

Nu er det således, at det faktisk ikke er ligestillingsministeren, som har det overordnede ansvar for at implementere det her direktiv, det er beskæftigelsesministeren, der har det. Jeg taler også løbende med beskæftigelsesministeren om indførelsen og om, hvordan Danmark bedst lever op til det direktiv, som vi selv har været med til at vedtage. Jeg kan så forstå, at der har været nogle praktiske problemer med hensyn til at få tingene på plads, og at det er det, der har gjort, at vi ikke allerede i dag har tingene på plads.

Fru Pernille Vigsø Bagge.

Men det er svært for mig at forestille mig, at den konservative ordfører vil stille sig tilfreds med et svar, der hedder, at der er nogle praktiske problemer. Nu har det her stået på rigtig, rigtig længe, og det er gået så vidt som til, at vi har fået en åbningsskrivelse fra Domstolen, som jo er sidste skridt inden en retssag. Og derfor kunne jeg da godt tænke mig at vide, hvad den konservative ordfører har tænkt sig gøre i forhold til at sikre, at det her direktiv bliver gennemført, at vi får det her uvildige ligestillingsorgan, og at der bliver sat tilstrækkelig mange midler af.

Jeg vil gerne høre lidt om, hvad den konservative ordfører mener at tilstrækkelige midler kunne være til sådan et ligestillingsorgan, og om den konservative ordfører ikke kunne bakke op om sin egen udtalelse om, at nu må ministeren gøre noget, for uanset om det er ligestillingsministeren eller beskæftigelsesministeren, der sidder med det her, er det jo noget, der også vedrører ligestillingsministeren og den ligestillingsdebat, vi har i dag.

Ordføreren.

Jamen til forskel fra den socialdemokratiske ordfører – i forhold til det, hun svarede tidligere på dagen til et andet spørgsmål – så står jeg bestemt ved det, jeg tidligere har udtalt. Og det er også derfor, jeg har en løbende dialog med beskæftigelsesministeren om, hvordan det går med det her, med henblik på at vi også kan leve op til det direktiv, som vi selv har været med til at vedtage. Men jeg kan så forstå, at man er i gang med nogle forhandlinger med henblik på økonomien. Detaljerne er jeg ikke nærmere informeret om, og der må jeg jo så tro på det, ministeren siger, at der altså er nogle ting, som man stadig mangler at få på plads, og at der er nogle ting, som volder nogle vanskeligheder, og at det altså kræver lidt mere tid. Men jeg vil gerne slå fast, at det bestemt er intentionen, at Danmark lever op til det direktiv, som vi selv har vedtaget. Det er der slet ikke nogen tvivl om.

Fru Julie Rademacher for en kort bemærkning.

Jeg er glad for at høre, at ordføreren mener, at det er utrolig vigtigt, at vi sikrer rollemodeller i uddannelsessystemet. Det vil bl.a. være en rigtig god idé, at vi får flere mandlige lærere, så også vores drenge får nogle mandlige rollemodeller.

Vi var til møde på den norske ambassade forleden dag, hvor der også blev talt om Rip Rap Rup-effekten i forhold til, at mange mandlige erhvervsledere peger på mænd. Det er altså dem, som man identificerer sig med, man peger på – det er Rip Rap Rup-effekten. Ville det ikke være relevant, hvis man netop også tog fat i den her problematik med rollemodeller i erhvervslivet i Danmark og også fremhævede flere kvindelige erhvervsledere? Her var Stine Bosse, som netop var til stede i mandags, et eksempel , men der er også rigtig mange andre.

Hvad mener ordføreren om, at af de ti nye ambassadører, der er udvalgt fra Ligestillingsministeriet, er ni af dem mænd?

Ordføreren.

Jamen jeg er overbevist om, at de ti ambassadører, som ligestillingsministeren har udpeget, gør et ganske fortrinligt stykke arbejde. Jeg synes, det er rigtig flot, at de har sagt ja til at være ambassadører. Jeg kan så også forstå, at man inden længe sætter nogle nye skibe i søen, og jeg glæder mig meget til at se nærmere på, hvad det bliver for nogle initiativer.

Fru Julie Rademacher.

Det er jeg også fuldstændig enig med ordføreren i. Jeg er også rigtig glad for, at vi på en eller anden måde får mænd inkluderet i debatten om, hvordan vi får flere kvinder i erhvervslivet, men det er da lidt påfaldende, at man ikke har fået flere kvinder på netop de poster. Jeg synes, at ordføreren modsiger sig selv en lille smule, når det så er, at man netop ikke også ville ønske, at der i hvert fald kom lige så mange kvindelige rollemodeller i erhvervslivet, som man gerne vil have mandlige rollemodeller i uddannelsessystemet. Så jeg vil høre, om den konservative ordfører ikke mener, at vi skal have lige så mange kvindelige rollemodeller i det danske erhvervsliv, som vi har mandlige.

Ordføreren.

Jamen jeg vil rigtig gerne have nogle rollemodeller. Jeg vil gerne have nogle rollemodeller både i forhold til ledelse og nogle i forhold til uddannelsesvalg og nogle i forhold til indvandrere. Det mener jeg faktisk også at der er i dag. Jeg mener, at der er rigtig mange gode rollemodeller på de her områder, både blandt mænd og blandt kvinder. Så handler det naturligvis bare om at få dem frem i lyset, om man så må sige, således at de virkelig kan inspirere og vejlede og være til gavn og glæde for de yngre mennesker, som f.eks. netop står og skal tage nogle uddannelsesvalg eller overvejer, om de nu skal tage springet og blive ledere eller ej.

Fru Yildiz Akdogan for en kort bemærkning.

Tak. Nu er det jo på ottende år, vi har syltet EU's ligestillingsdirektiv, og ordføreren, der er både ligestillingsordfører, arbejdsmarkedsordfører og EU-ordfører, sagde sidste år følgende:

»Vi skal selvfølgelig leve op til de regler, vi selv har været med til at vedtage. Nu står vi med et akut problem, hvor vi risikerer en retssag ved EF-Domstolen. Derfor må ministeren gøre noget«.

Det sagde Konservatives EU-ordfører, ligestillingsordfører og altså også arbejdsmarkedsordfører fru Helle Sjelle. Jeg vil egentlig spørge: Synes ordføreren ikke, at det er lidt bizart, at vi på ottende år ikke overholder EU's direktiv om ligestilling?

Ordføreren.

Jeg synes, det er ganske væsentligt at slå fast, at beskæftigelsesministeren jo netop tog action og begyndte at se på de her ting i efteråret, da EU slog fast, at der skulle ske noget på det her område. Derefter har ministeren jo så netop udpeget Institut for Menneskerettigheder til at stå for de her ting, og det er jo så dem, man forhandler økonomi med i øjeblikket. Så der er bestemt lagt en køreplan for, hvordan man kan opfylde EU's ligestillingsdirektiv på bedst mulig måde. Jeg synes bestemt ikke, at man sylter nogen sag.

Fru Yildiz Akdogan.

Ordføreren siger, at der er sat en proces i gang, og at hun håber på, at der skal ske noget. Det håber jeg også der skal. Men hvis der ikke sker noget, vil ordføreren så fastholde sin kritik og arbejde for, at ligestillingsdirektivet bliver opfyldt?

Ordføreren.

Jamen jeg har løbende arbejdet for, at det her direktiv blev opfyldt, på den måde jeg nu kan, nemlig ved at tage kontakt til regeringen og sige: Vi bliver nødt til at gøre noget på det her område for netop at leve op til det her direktiv.

Jeg har naturligvis tænkt mig at forfølge det her – det er der da ikke nogen tvivl om, og det gør jeg altså også. Men jeg må jo så også stille mig tilfreds med, at ministeren har sat en proces i gang, og at ministeren siger, at det kræver lidt mere tid at forhandle de her ting på plads, end man umiddelbart havde regnet med. Det må jeg jo altså også lytte til.

Hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at snakke om noget lidt andet. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at få en klar melding fra De Konservatives ordfører om, hvorvidt hun er enig med mig i, at det er godt og bedst for et barn at være sammen med begge sine forældre i de første år af livet og sådan set også i de senere år af livet?

Grunden til, at jeg egentlig gerne vil have et meget – hvad skal man sige? – utvetydigt svar fra De Konservative er, at jeg synes, at den her debat med de andre borgerlige ordførere har gjort, at man nærmest får indtryk af, at det bedste for barnet sådan set er at være sammen med sin mor og ikke nødvendigvis sin far. Det er jeg selvfølgelig lidt ked af at høre, i og med at jeg jo egentlig synes, at det, at jeg har kunnet være sammen med mine børn under deres opvækst, har været mindst lige så vigtigt, som at de har kunnet være sammen med deres mor.

Ordføreren.

Jeg synes, det er vigtigt, at et barn har både en far og mor som rollemodeller, som vi netop talte om før. Men når det er sagt, tror jeg altså også, at det er væsentligt at slå fast – det føler jeg i hvert fald en vis trang til – at jeg altså må indrømme, at jeg tror, at det er bedst for barnet, lige efter at det er født, at være sammen med sin mor. Det må jeg ærligt tilstå. Jeg tror også, at det er bedst, at man giver moderen mulighed for at komme sig oven på den her fødsel.

Hr. Kamal Qureshi.

Jeg synes egentlig, det er en trist melding til de mange mænd, som faktisk er rigtig glade for at være sammen med deres børn, allerede fra de bliver født, og som gerne vil følge deres børns opvækst tæt, at vi har en ordfører, som oven i købet er ligestillingsordfører, og som stiller sig op her og siger, at det bedste for et barn er at være sammen med sin mor i den første periode af barnets liv. Det håber jeg i hvert fald ikke er den melding, der er, for det synes jeg ville være overordentlig trist.

Selvfølgelig er vi helt med på, at moderen skal have mulighed for at komme sig de første uger efter en fødsel, men vi kan forhåbentlig stadig væk sige, at i 2010 er begge forældre altså i stand til at varetage barnets tarv allerede fra starten.

Ordføreren.

Lad mig sige det ganske klart, og jeg siger det gerne en gang til: Jeg mener, at et barn har brug for både sin far og sin mor. Det er den ideelle verden, og så ved vi godt, at der nogle gange sker nogle ting, som gør, at det ikke kan være helt så ideelt, som det måske burde være, men sådan er livet også.

Jeg talte altså ikke om år, da jeg talte om, at i den første tid har barnet bedst af at være sammen med sin mor. Jeg mener naturligvis, at det er, lige efter at barnet er blevet født, og jeg mener i høj grad, at der handler det selvfølgelig om, at kvinden har mulighed for at komme sig – for jeg ved godt, at hr. Kamal Qureshi sigter til barselorloven – og at det lille nyfødte barn får mulighed for at være sammen med sin mor. Vi taler altså ikke om år.

Fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Nu tager jeg et emne op, som jeg slet ikke havde tænkt mig at tage op, og det handler sådan set om at forfølge det her.

Det, vi snakker om, er, at der i dag er 2 uger til moderen til at komme sig i. Det er obligatorisk, hun må simpelt hen ikke gå på arbejde. Så er der 12 ugers barselorlov til moderen, og hvis ikke hun tager dem, falder de væk, og det har fru Helle Sjelle jo selv stemt for.

Så undrer jeg mig bare over, at fru Helle Sjelle siger: Jamen jeg tror, at når vi diskuterer 12 ugers barselorlov til mænd, diskuterer vi inden for den her 1-års-periode.

Man kunne også forestille sig, at hvis der var masser af penge, kunne det lægges oveni, men det tror nu ikke rigtig på kan lade sig gøre.

Synes fru Helle Sjelle ikke, det ville være udmærket, hvis fædrene tog 12 ugers orlov inden for den her 1-års-periode?

Ordføreren.

Personligt synes jeg, at det er bedst, at der både er en mor og en far omkring det her barn, som bliver født. Det er der da ikke nogen tvivl om, men hvordan den enkelte familie vælger at indrette sig, vælger jeg altså at lade være op til den enkelte familie selv.

Jeg ved jo godt, at det, oppositionen fisker efter, er, om ikke vi skal gå ind og fordele i højere grad, end vi gør nu, og det mener jeg ikke vi skal. Jeg mener, det i høj grad skal være op til den enkelte familie selv at vurdere, hvad der er bedst for den i den situation, lige præcis den familie befinder sig i, med hensyn til fordelingen af barselorloven.

Fru Lone Dybkjær.

Altså, vi regner overhovedet ikke med, at fru Helle Sjelle på nogen måde kan overtales. Vi har jo heller ikke kunnet overtale hende i en del af de andre forslag, som vi har haft itil behandling, og som vedrører noget med ligestilling, f.eks. ligestilling til adoption. Der var vi heldige, at der var nogle Venstremedlemmer, der ligesom syntes, at det kunne være en god idé. Jeg har ikke nogen drøm om, at fru Helle Sjelle kan rokkes.

Det, som jeg bare undrede mig over, var, at når man snakker så meget om en mor og en far og så meget om, hvor nyttigt det er for barnet at have en mor og en far – og det gør man jo i alle andre sammenhænge – så synes man ikke, at man på det her område vil tage en konsekvens, der reelt sikrer, at faren har muligheder, og reelt sikrer, at faren ikke skal kæmpe med sin arbejdsgiver eller for den sags skyld moren.

Ordføreren.

Man kan jo diskutere, om man skal opdele barslen i højere grad, end man har opdelt den på nuværende tidspunkt. Det mener vi ikke at man skal. Vi mener, at man skal sørge for, at det er den enkelte familie selv, der får mulighed for at vælge, hvordan den vil indrette sig.

Tak til ordføreren. Så er det fru Lone Dybkjær som ordfører for De Radikale.

For lige at tage den sidste bemærkning op vil jeg sige, at jeg synes, det er nødvendigt at understrege, at den enkelte familie jo ikke kan vælge selv, fordi moderen obligatorisk har de 2 uger og de 12 uger, der kommer efter. Så der er ikke noget frit valg for kvinden eller for den sags skyld for familien. Nå, det var ikke det, jeg ville have startet med.

Jeg ville sådan set starte med officielt at sige velkommen til den nye minister. Jeg skal lade være med at ytre mig om forgængeren, så man ikke sætter den nye minister i forlegenhed. Og så vil jeg sige tak for redegørelsen.

Jeg vil så også sige, at jeg synes, det, som ministeren indleder med, er fint. Det fremgår af forarbejderne, at det med efterlysninger og sådan noget er noget, som ministeren virkelig selv har været med inde over. Jeg er meget enig i det, der står i begyndelsen af redegørelsen:

»I Danmark er vi kommet langt med ligestilling, men vi må også erkende, at vi ikke er i mål.«

Det er jo dejligt, at det står der, selv om der så er et enkelt parti – det, der støtter regeringen – der mener, at vi har ligestilling her i landet. Det synes jeg ikke vi har, og jeg er også glad for, at ministeren heller ikke mener, at det er sådan.

Så synes jeg til gengæld, det er lidt symptomatisk, at der, når vi kommer ned i fjerde afsnit, står:

»Konkret vil vi efterlyse drengene, der for tiden ofte taber terræn i uddannelsessystemet«.

Det er sådan set rigtigt nok, og jeg synes også, det er fint, at man er fremsynet. Jeg havde på den anden side været glad, hvis der havde været den samme bekymring på et lidt tidligere tidspunkt i historien over, at kvinderne ikke kom frem, selv om de fik uddannelse, og selv om de kom ud på arbejdsmarkedet, og at man f.eks. var bekymret over det med ligelønnen. Den bekymring var der ikke, men så snart der er en dreng, der er ved at komme i klemme, så skal det sandelig fremhæves. Nå, nok om det.

Det, jeg så i øvrigt vil sige, er, at jeg stadig væk synes, at den nye minister er meget præget af pjecer og konferencer, udvalg og alt muligt. Det gør det jo ikke alene, og det gør jo ikke noget, at man også bruger lovgivningen til at understøtte en udvikling. Det synes jeg jo regeringen har excelleret i på andre områder. Lad os bare tage retsområdet. Med hensyn til straffe er der jo ikke det, man ikke mener lovgivningen kan gøre, ved at man laver strengere straffe, for slet ikke at tale om, at man forhøjer straffen i forbindelse med burkaer fra 2 til 4 år, selv om det ikke er et rigtigt problem her i landet. Så der mener man åbenbart godt, at man kan bruge lovgivningen. Men det mener man altså ikke man skal gøre her.

Jeg vil så også i lyset af den debat, der har været, sige, at det jo selvfølgelig ikke kun drejer sig om lovgivning, for det drejer sig også om en lang række andre initiativer. Nu er jeg jo i den situation, at jeg kan se en generation tilbage, og jeg vil sige, at jeg tror, det er nyttigt, at man får anvendt lovgivning, hvis ikke man skal vente en generation til.

Et af de eksempler, vi har haft, er jo 12 ugers øremærket barselorlov til mændene. Nøjagtig ligesom moderen har en øremærket barselorlov, synes vi bare, at faderen skal have en øremærket barselorlov. Længere er den sådan set ikke. Det er faktisk af hensyn til barnet. Det gør så ikke noget, at det også hjælper ligestillingen, men det er jo primært af hensyn til barnet, fordi vi er nogle, der tror, at det er vigtigt, at faderen kommer meget tidligt ind i billedet, og at han ikke nødvendigvis skal kæmpe med både arbejdsplads, normer i samfundet og eventuelt også moderen for at få den barselorlov.

Ellers vil jeg lidt overordnet sige, at Det Radikale Venstres synspunkt er, at vi tror, at ligestilling skaber et bedre samfund. Vi tror, det skaber et bedre samfund generelt, men også for de enkelte mennesker, hvis de kan få lov til at udfolde sig på en anden måde uden hele tiden at skulle være oppe imod kønsstereotypier. Igen kan jeg jo tage min alder i betragtning. Jeg har jo mange gange hørt, jeg var en dårlig mor, fordi jeg ville fastholde arbejdet, og det kan man vel sige er en norm, der heldigvis er blevet ændret, men den har dog været der.

Så vil jeg lige tage fat på et par af de kapitler, som ministeren kom ind på. Piger og drenge skal bruge hele uddannelsespaletten. Det er jeg meget enig med ministeren i, men jeg synes bare ikke, det er nok, at man laver en hjemmeside. Når man vil have børnene til at ændre deres valg, vil man i 2010 lancere en hjemmeside med viden til unge.

Det er altså andet og mere, der skal til. Der er det jo interessant og mærkeligt – det er da godt, at ministeren selv har fokus på det – at vi her i Danmark har en situation, hvor pigerne ikke vil vælge naturfag, mens de i en lang række andre lande udmærket vil vælge naturfag. Derfor må vi meget mere grundigt spørge os selv: Hvad pokker er det, der foregår, hvorfor i alverden bliver naturfagene valgt fra hos pigerne? Jeg mener, vi skal dybere ind i det end ved hjælp af hjemmesider.

Der har jeg så også kigget lidt på en af ministeriets publikationer »Flere end to slags børn« – den er altså lavet af nogle andre, men det er jo fint nok, at man har rekvireret den. Der kigger man altså på, hvad der foregår i daginstitutionerne, altså før skoletiden, og jeg tror ganske som fru Pernille Vigsø Bagge, at vi skal sætte ind på et meget tidligt tidspunkt, og at vi er langt mere kønsfokuserede, end vi sådan set tænker over i almindelighed.

Derfor vil jeg egentlig anbefale ministeren at gå ind i det her og prøve at se på: Hvilke initiativer kunne man forestille sig på baggrund af den her rapport? Jeg tror, at pædagoger er fint uddannede, jeg tror, de er mægtig gode for vores børn, jeg har selv haft enormt glæde af dem, og de er jo klart meget bedre til en lang række ting, end normalforældrene er, tror jeg, men jeg tror ikke, de er storvidende om det her med normerne, og hvad det egentlig er, der skal til for at præge dem. Og det er det, der fremgår af den her publikation både direkte og indirekte, og det handler om normerne i samfundet og alt muligt, som vi alle sammen er præget af. Og hvis ikke man har nogle værktøjer – det er sådan set det, der står her – kan man næppe ændre på tingene. Derfor skal min anbefaling være, at ministeren går ind og kigger lidt nærmere på den her rapport, for jeg tror, vi faktisk skal starte der.

Det er interessant, at i samme kapitel kommer ministeren ind på lønforskellene. Man kan jo putte lønforskellene ind mange steder, og det kommer ligesom til at virke, som om det er, fordi kvinderne på en eller anden måde vælger forkert uddannelse, men det er jo ikke alene det, vi snakker om, når vi snakker om lønforskelle; der snakker vi altså om en række uforklarlige ting. Men den debat vil jeg lade ligge, for nu kommer der jo noget fra Lønkommissionen, og så kan vi jo få en diskussion, desværre ikke i Folketinget i første omgang, men så kan vi tage den i et af udvalgene, f.eks. PØ-udvalget.

Så er der spørgsmålet om forskningen og universiteterne osv., og der kan jeg godt mærke, at det er noget, ministeren har et vist hjerte for ikke at sige et stort hjerte for, og det skal ikke komme hende til skade. Jeg synes, det er fint, at man har fokuseret på det. Blot vil jeg sige, at når man refererer til Aalborgundersøgelsen, burde man også have refereret til den udvikling, der er sket, for der kommer jo nogle konkrete tal her, og det er sådan set godt nok, men det interessante ved Aalborgundersøgelsen er jo, at i løbet af 25 år var der ikke sket en bønne, der var ingen udvikling; det er klart, at der var kommet mange flere personer ind på feltet, men procenten og procentfordelingen var nøjagtig den samme. Det er jo det virkelig skræmmende, at til trods for at vi har snakket og ævlet om det, så var der på 25 år ikke sket noget som helst på Aalborg Universitet. Det er der, hvor de snakker om den her rørledning og alt det her.

Derfor synes jeg, man må tage meget fat på, hvad det er, der skal til, og det kan godt være, det er nogle puljer, der skal til, og det kan være, det er forskellige andre ting, men det er nok også noget mere grundlæggende, som refererer til det første, jeg sagde, nemlig det der med, at kvinderne ikke vil have naturvidenskab, for stillingerne på Aalborg Universitet var ikke kommet på humaniora, de var jo kommet på de naturvidenskabelige områder, eller det, vi kalder de hårde områder.

Så er der spørgsmålet om større mangfoldighed i ledelser og bestyrelser; det er der jo nogle, der har været inde på. Vi er jo tilhængere af kvoter, og det er vi, om jeg så må sige, for at fremme mangfoldigheden hurtigere, end det ellers ville ske. Nørbyudvalget har jo foldet sig ud, og det viser jo, at vores rekrutteringsgrundlag, altså den danske rekruttering, til bestyrelser har været mildest talt meget ringe, og at man derfor, hvis man vil have mere mangfoldighed, skal gå langt mere åbent ud. Og det er ikke kun et spørgsmål om mænd og kvinder, det er også et spørgsmål om, at vi f.eks. har været meget lidt internationale, bare for at tage noget. Og det er jo så noget af det, som Nørbyudvalget også kigger på.

Så ville jeg have sagt en hel masse mere om det, men jeg kan jo også godt se, at tiden går, så jeg vil sige tak for den ligestillingsredegørelse – den nåede trods alt frem i går – fra kommunerne og også med lidt tal fra staten, og der vil jeg med det samme sige, at den vil vi indkalde ministeren til samråd om, for det er en meget interessant redegørelse. Men apropos det, Venstres ordfører sagde for et stykke tid siden om, at mainstreaming jo er det fuldstændig afgørende, så vil jeg anbefale ministeren og måske også Venstres ordfører at læse nederst på side 9:

»Størstedelen af kommunerne, svarende til 75 pct., har ikke en samlet strategi, procedure eller plan for deres arbejde med kønsmainstreaming eller ligestillingsvurdering.«

Så kan det vel ikke siges tydeligere. Den går ikke med, at vi bare lader stå til, og derfor er man nødt til at kigge mere på det.

Omkring råd og nævn er den også helt gal i kommunerne. Der er ikke sket noget. Til gengæld vil jeg sige, at der er sket noget i staten. De sidste par år er det faktisk blevet bedre i 79 pct. af de statslige organisationer , for staten har faktisk formået at udnævne meget mere ligeligt mellem mænd og kvinder i de sidste år, og det er da en god ting.

Der var mange andre ting, man kunne tage fat på i sådan en debat, men det kan man selvfølgelig ikke nå, og derfor har jeg valgt at fokusere på de her områder, som jeg har nævnt. Tak.

Tak til ordføreren. Fru Johanne Schmidt-Nielsen som Enhedslistens ordfører.

Jeg vil først indlede med at rose ministeren. Det er ellers ikke så tit, synes jeg, at jeg går op på den her talerstol og starter med at rose ministeren, men det vil jeg gøre, fordi jeg synes, det er befriende, at vi har fået en minister, som anerkender, at vi har problemer i form af manglende ligestilling i det danske samfund, og at vi har fået en minister, som anerkender, at de problemer, vi har med ligestilling, vedrører hele det danske samfund – alle danske kvinder og alle mænd i det danske samfund. Det vedrører også økonomien, for vi taber fælles penge på at være rigtig dårlige til ligestilling. Det er befriende at have en minister, som anerkender, at det hele ikke kun handler om kvinder med indvandrerbaggrund.

Når det er sagt, vil jeg selvfølgelig konstatere, at der er rigtig mange ord i den her plan, som man kan være enig i, og at der er forbavsende lidt handling. Det er ikke, fordi jeg synes, de konkrete initiativer, der er, er dårlige, jeg synes, de er fine, der er bare ikke nok af dem. Overskriften på ministerens indledning er »Efterlysning!«. Ministeren efterlyser så bl.a. nogle, der har været med til at bryde tabuet om vold i hjemmet. Den efterlysning vil jeg gerne tilslutte mig, men vi kunne efterlyse mange andre ting.

Jeg vil f.eks. gerne efterlyse diskussionen om ligelønnen, hvor blev den af? Som både Dansk Sygeplejeråd og Kvinderådet påpeger, er det lidt mystisk, at man ikke tager mere fat på den manglende ligeløn. Det er muligt, der kommer noget interessant ud af Lønkommissionens arbejde, men lige som Kvinderådet er også jeg temmelig overbevist om, at vi stadig væk vil have et ligelønsproblem, også efter at kommissionen har fremlagt sit arbejde. Det faktum, at kvinder i Danmark tjener 18 pct. mindre end mænd – 18 pct. er jo helt vildt, de burde holde fri en dag om ugen – burde regeringen da tage langt flere initiativer over for og dermed gøre noget ved det. Jeg synes, det er meget svært at forstå.

I forlængelse af det vil jeg sige, at det er positivt, at ministeren tager fat i problemet med den systematiske frasortering af kvinder, der sker på forskningsområdet. Det er jo fakta, og vi har over mange, mange år kunnet se, at der simpelt hen er den her rørledning, og selv om man propper kvinder ind i den ene ende, falder de altså fra, de kommer ikke ud i den anden ende. Som ministeren selv skriver, taber vi guld på gulvet. Det har vi ikke råd til, og vi kan ikke være det bekendt, fordi vi faktisk lever i et samfund, hvor vi bekender os til ligestilling. Derfor undrer det mig også, at man er så smålig med de konkrete initiativer her. Jeg synes, man er noget smålig.

Jeg vil også gerne her komme med en efterlysning, jeg vil nemlig efterlyse handling. Ministeren ved fra egne erfaringer på Københavns Universitet, at hvis der for alvor skal ske noget, skal der penge på bordet. Ministeren har så gode erfaringer fra Københavns Universitet med økonomisk at belønne de institutter, der gør noget aktivt for at få flere kvinder ind i forskningen. Hvorfor genopretter man så ikke Frejaprogrammet, som vi havde i 1990'erne, en pulje afsat til det underrepræsenterede køn i forskning, et program, der betød, at rigtig mange kvinder fik en vej ind i forskning? Det fungerede glimrende. Det ville være at vise handling, det ville være at følge op på de gode ord, der står i planen her. Men jeg synes jo altså ikke, det er nok at erkende, at man har et problem, man skal også gøre noget ved det, når man så har erkendt det.

Endnu et område, som er værd at efterlyse, er jo mainstreaming. Som Kvinderådet også skriver, er mainstreaming stort set ikke nævnt i handlingsplanen, og der er jo ellers en række eksempler på, synes jeg, at man fra regeringens side ikke har taget opgaven med mainstreaming alvorligt. Skattereformen er et konkret eksempel. Det er en reform, som betyder, at den økonomiske ulighed i samfundet mellem mænd og kvinder er vokset betydeligt. Alligevel har man ikke vurderet fra regeringens side, at det var relevant at se på kønsforskelle i forhold til den her lovgivning.

Jeg havde statsministeren, som på det tidspunkt ikke var statsminister, i Folketingssalen og spurgte til det faktum, at uligheden mellem mænd og kvinder altså bliver øget som følge af den her skattereform. Ministeren svarede så, at hjemme ved ministeren delte de jo. Det er jo et helt vildt gammeldags syn på, hvordan vi skaber ligestilling. Vi har jo tværtimod et mål om, at vi faktisk skal være økonomisk uafhængige af hinanden. Vi ønsker ikke et samfund, hvor det er i orden, at kvinder får mindre end mænd, fordi man jo deler derhjemme. Vi ønsker ikke et samfund, hvor kvinder er økonomisk afhængige af deres mænd, og det er bl.a., fordi vi synes, at kvinder skal have mulighed for at smutte fra de der mænd, hvis ikke de har lyst til at være sammen med dem mere. Det skal være noget andet end pengene, der gør, at man bliver sammen.

Et andet eksempel, hvor mainstreaming mangler, er i forbindelse med pointsystemet i den seneste udlændingepakke. Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, LOKK, har i årevis råbt op om, at det, der hedder 7-års-reglen, og som betyder, at man først kan opnå ophold efter 7 år, har betydet, at man har fastholdt kvinder med indvandrerbaggrund i voldelige forhold, fysisk vold og psykisk vold. Nu kommer man med et pointsystem, der betyder, at kvinder potentielt set kan blive fastholdt i de her forhold på livstid, fordi de ikke har muligheden for at opnå de tilstrækkelige point. Det var da også et område, hvor det var relevant at se på de kønsmæssige konsekvenser. Så mainstreamingen vil jeg også meget, meget gerne efterlyse.

Så vil jeg slutte af med at konstatere, at det her virkelig er et område, hvor der kommer til at ske meget, meget store ændringer, når vi får et nyt flertal i Danmark, og det tror jeg også er kommet til udtryk i løbet af debatten. For meget kort tid siden kom der en ny svensk rapport, der viste, at for hver måned, faderen tager barselorlov, stiger kvindens årsløn med næsten 7 pct. 7 pct.! I oppositionen vil vi øremærke 3 måneders barsel til faderen, præcis ligesom vi øremærker barsel til moderen. Jeg kan slet ikke forstå den der argumentation om, hvad det er for noget pludselig at blande sig i familielivet. Jamen det gør vi jo i forvejen. Vi har øremærket barsel til moderen, og det, vi så tillader os at sige fra oppositionens side, er, at det er rimeligt – også af hensyn til faderen – at der også er øremærket noget barsel til ham.

Vi vil have lønstatistikker, der rent faktisk kan bruges til noget. Det er igen et område, hvor det er meget, meget svært at forstå regeringens argumentation. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor man ikke vil have et ordentligt arbejdsredskab i form af lønstatistikker, der reelt viser, hvor problemerne ligger. Det får vi ikke ligeløn af med det samme, men det er et redskab til at komme hen til ligelønnen.

Der er mange andre konkrete initiativer, jeg kunne nævne. Lad os få et udvalg på Christiansborg, der rent faktisk beskæftiger sig med ligestilling. Jeg kan godt høre det, der bl.a. fra Venstre og De Konservative bliver sagt om, at vi skal diskutere ligestilling over det hele. Ja, selvfølgelig skal vi det, men når det ligger over det hele, er der en risiko for, at det bliver glemt. Der er jo også en årsag til, at vi faktisk har et Miljøudvalg, som jeg sagde i mit spørgsmål tidligere. Det er jo ikke, fordi vi ikke synes, der skal diskuteres miljø i alle andre sammenhænge, men det er, fordi vi synes, det er så vigtigt et område, at det fortjener sit eget udvalg.

Jeg vil slutte af med at sige, at der er mange gode ord, og at jeg klart foretrækker den nuværende ligestillingsminister frem for både den forrige og ministeren før igen, men at vi altså mangler handling. Jeg synes ikke, det er nok at erkende, at man har et problem, jeg synes også, man skal gøre noget ved det.

Fru Pernille Vigsø Bagge for en kort bemærkning.

Tak for en god og veloplagt tale fra Enhedslistens ordfører. Jeg er simpelt hen nødt til at spørge, om ikke Enhedslistens ordfører er enig med mig i, at det, at hverken den konservative ordfører eller Venstres ordfører er til stede i salen og ikke har været det i længere tid, er et rigtig godt billede på, hvor højt den nuværende regering vægter ligestilling i Danmark?

Jo, så absolut, det er klart. Man ønsker ikke et ligestillingsudvalg. Vi diskuterer den her redegørelse en gang om året, og når vi så endelig har lejlighed til at tage den diskussion – og det er faktisk sjældent, vi har det – mener man altså ikke engang, det er relevant at møde op. Man dukker op og holder sin egen tale, men det der med at lytte til de andre er åbenbart ikke en prioritet.

Jo, vil jeg sige til fru Pernille Vigsø Bagge, jeg mener bestemt, at det i den grad viser, hvad det er for et syn på ligestilling, der er, og hvor lavt ligestilling er prioriteret hos de borgerlige partier.

Tak til ordføreren. Så er det ministeren for ligestilling.

Tak. Lige med hensyn til det første kan jeg hilse fra fru Ellen Trane Nørby og sige, at hun er på vej. Hun sidder ovre i Kulturministeriet og diskuterer mediepolitik.

Så vil jeg også minde om, at vi i hvert fald sidste gang, vi diskuterede ligestilling her i salen, jo havde en meget, meget livlig debat, hvor vel at mærke samtlige partier kastede sig ind i debatten. Så jeg tror ikke, man skal tage det som værende tegn på mangel på engagement, at de to ordførere ikke er til stede lige her og nu.

Tak for mange gode kommentarer og en god diskussion allerede. Lad mig starte med at rulle tiden en anelse tilbage. For 160 år siden skrev den danske forfatterinde Mathilde Fibiger bogen »Clara Raphael«. I bogen skriver Mathilde som en af de første kvindelige forfattere om ulighed mellem kønnene og kvinders manglende udviklingsmuligheder. I bogen spørger hun bl.a. igennem hovedpersonen, Clara, om det virkelig kan passe, at Gud har skabt kvinderne, så de er ringere end mænd.

Der må vi sige, at vi er kommet langt, rigtig langt, med ligestillingen i Danmark. Vi har historisk udmærket os ved at være frontløbere, når det kommer til ligestilling mellem kønnene. Danmark var f.eks. et af de første lande til at indføre stemmeret for kvinder i 1915, og Nina Bang blev den første kvindelige minister i verdenshistorien, da hun i 1924 blev undervisningsminister hos Stauning. Vi er også den dag i dag kendt for en høj grad af ligestilling mellem mænd og kvinder, f.eks. har danske kvinder opnået et meget højt uddannelsesniveau, og danske kvinders beskæftigelsesfrekvens er den højeste i hele Europa. Så vi har meget, som vi kan være stolte af og vel at mærke stolte af i fællesskab.

Som det så også fremgår, er vi jo også slået ind på den rigtige vej, og jeg har noteret mig en række resultater. Tag et emne som vold mod kvinder, hvor det jo så igen i fællesskab og via satspuljemidlerne er lykkedes at komme frem til væsentlig bedre resultater, end vi havde før. Men det betyder jo ikke – flere har også refereret til, at jeg har det synspunkt – at vi bare kan læne os tilbage og sige: Det var så det. Der skal gøres en aktiv og målrettet indsats for at sikre lige muligheder for alle uanset køn, etnicitet og uddannelsesmæssig baggrund. Vi har ganske enkelt brug for alle talenter, hvis Danmark skal styre fri af krisen og i 2020 være blandt de ti rigeste lande i verden. Det er regeringens ambition, at danske skolebørn skal være blandt de dygtigste i verden, og at mindst ét dansk universitet skal ligge i topti.

De mål kræver, at vi i endnu højere grad får alle talenter i spil, både piger og drenge, mænd og kvinder, Danmark vil kun kunne klare sig i det her hjernekapløb med folk fra Kina, Indien osv., hvis vi får det fulde udbytte af alle gode kræfter. Alt andet er simpelt hen, som der også blev refereret til, det samme som at smide guld på gaden.

Så må man så spørge, hvad det så egentlig er, den her debat drejer sig om. Den drejer sig, som jeg her har prøvet at sige, først og fremmest om, hvad Danmark skal leve af. Det, der er det vigtige, er, at vi får diskuteret kompetence og får startet den debat. Men debatten drejer sig jo også om lige muligheder, altså at køn ikke må være en barriere for den enkeltes valg. Nu var fru Pia Adelsteen lidt inde på, om man så skulle tvinge nogen til noget, de ikke ville. Det er bestemt ikke min grundfilosofi her, at vi skal det.

Min grundfilosofi er den, at det gælder om at sprænge de barrierer væk, som stadig måtte blokere for, at den enkelte er i stand til at realisere sine drømme. Man kan sige, at det er det andet ben i den her debat. Det første er jo naturligvis overordnet kompetence, hvad Danmark skal leve af, og det andet er altså så at sikre sig, at den enkelte har mulighed for at udleve de drømme, som den enkelte måtte have. Og der skal vi selvfølgelig have respekt for forskellighed og ikke gøre os til dommere over det og sige, at nu skal man som kvinde læse det ene eller det andet, men vi skal være i stand til at påpege, hvad uddannelsespaletten er og få det bredt ud, så vi på den måde bliver i stand til at få den enkelte til at se, at der altså er de her drømme, som man kan realisere.

Så har det jo været et gennemgående træk, at der er meget, som vi er enige om, og det har jeg med stor glæde noteret mig. Jeg vil da også kvittere for de pæne ord både vedrørende min egen person og i høj grad og primært vedrørende perspektiv- og handlingsplanen.

Der er også blevet spurgt, om ikke vi skal fortsætte dialogen. Det opfordrer jeg jo meget til i mit forord, og det vil jeg så sandelig gerne give håndslag på her i dag ved at sige, at jeg meget gerne vil indkalde ordførerne og have en debat om mange forskellige emner. Der har været nævnt konkrete ting, f.eks. nævnte fru Lone Dybkjær hele spørgsmålet om, hvordan vi får flere kvinder til at søge ind på en naturvidenskabelig uddannelse. Det kunne da være et oplagt emne, at vi satte os sammen og diskuterede det, men også emnet om drenge, og hvordan vi får flere drenge igennem vores uddannelsessystem.

Til fru Lone Dybkjær vil jeg sige, at når jeg i min indledning også nævner det med drengene, skal det jo ikke opfattes på den måde, at jeg ikke er lige så bekymret for de piger, der ikke kommer igennem uddannelsessystemet. Jeg synes bare, det er vigtigt fra starten af at få cementeret, at jeg altså ser ligestilling som værende noget, der går begge veje. Det skal jo altså gælde begge køn, og der har måske været lidt en tendens til, at ligestillingsdebatten har været en debat om kvinder og for kvinder. Uden at træde nogen for nær kan vi jo også se, at der i hvert fald blandt dem, der har sagt noget indtil videre, har været et flertal af kvinder. Der var sådan set det, der var pointen, nemlig at den debat altså skal gå begge veje.

Så kan man jo så også her sige, at når vi skal have den her debat, skal vi selvfølgelig have debat i Folketinget, men vi skal selvfølgelig også især sørge for at få gjort det her til en samfundsdebat. Vi skal simpelt hen sikre os, at vi får debatten ud af siloen, så det netop ikke bliver en debat om og for kvinder, men så vi netop får diskuteret, hvordan vi får alle talenterne i spil. Og der må man jo konstatere, at der fortsat i det danske samfund er normer og traditioner, som blokerer, og som gør, at vi jo, selv om vi har formel ligestilling på mange områder, stadig har nogle uformelle diskriminationsmekanismer – for nu at benytte mig af det udtryk.

Lad mig bare lige nævne tre normer og traditioner, som spiller ind. For det første – det tror jeg fru Pia Adelsteen var lidt inde på – må vi jo konstatere, at kvindelige naturvidenskabelige studerende forlanger 3.000 kr. mindre i løn end deres mandlige medstuderende. Hvad sker der lige der? Der må man sige, at det jo altså er noget, der har med normer at gøre, når man siger, at man ikke behøver at bede om lige så meget i løn. Det er selvfølgelig noget, der spiller en rolle.

Det andet, vi kan konstatere, er, at en spritny analyse viser, at hele 51 pct. af danske mænd og kvinder mener, at kvinder er mindre interesserede i ledelse, og det tal er altså langt under det, vi ser i resten af Europa. Hvorfor er det lige det? Hvorfor ser vi, at man tror, at kvinder ikke vil lige så meget ledelse som mænd? Det er jo selvfølgelig også noget, der får konsekvenser for vores overordnede fødekæde.

For det tredje ser vi på det akademiske område, at det kun er ved hver fjerde akademiske stilling, at der både er en mandlig og en kvindelig ansøger. Så der sker altså noget i den her selektionsproces, der gør, at kvinderne simpelt hen ikke kommer frem til bordet og ikke søger stillingerne. Så der er altså mange ting her, som netop knytter sig til normer og traditioner, og det er dem, vi skal diskutere, det er dem, vi skal have en samfundsdebat om.

Her nærmer vi os naturligvis så det, der har været den principielle skillelinje, og jeg kan kun give Enhedslistens ordfører hundrede procent ret i, at der her er tale om et emne, hvor der vil være stor forskel mellem den nuværende regering og en eventuel ny regering, for skillelinjen går netop ved, om man tror, det er lovgivning, der er vejen frem, eller om man tror, at det snarere er et spørgsmål om det her med normer og barrierer. Med den her strategi vælger jeg at sige, at der ikke findes nogen Harry Potter-tryllestav her, vi bliver nødt til at have en meget, meget bred tilgang til den her overordnede debat.

Så er der flere gange blevet sagt, at jeg som ligestillingsminister skal træde i karakter. Jeg skal undlade at komme ind på Lille Lykke og Store Lykke og alle de der ting og sager, men kun sige, at ligestilling naturligvis er et emne, som jeg vil fokusere intenst på. Så håber jeg så bare, at det er muligt, at vi – som jeg nu opfordrer til – kan få en dialog, hvor vi så accepterer, at der er forskelle i vores holdninger, i forbindelse med hvad det er for en værktøjskasse, vi skal benytte os af. Men det betyder jo ikke, at vi ikke kan få en frugtbar dialog. Det nytter bare ikke noget at starte en dialog med at sige, at man kun vil gå i dialog, hvis ens succeskriterium indfries, når den anden part ikke er i stand til at indfri det. Der er mange ting, vi kan diskutere, og ligesom der er mange ting mellem himmel og jord, er der så sandelig også mange ting mellem at gøre ingenting og så at indføre kvoter – for nu bare at tage det som et eksempel.

Sidst vil jeg lige kommentere det her med Elvis, som fru Julie Rademacher var inde på, nemlig a little less conversation, a little more action, altså lidt mindre samtale og konversation og mere handling, og her blev det lidt antydet, at der ikke var nok handling i perspektiv- og handlingsplanen, og at der var meget med gentagelser, bl.a. af det med en tænketank og det ene og det andet. Spørgsmålet var så, hvor handlingerne var henne. Igen må jeg gå tilbage til den overordnede præmis og også gå tilbage til skillelinjen: Fordi man ikke vil indføre kvoter eller øremærke barsel eller forskellige andre forslag vedrørende lovændring, betyder det jo ikke, at man ikke gør noget, eller at man ikke ønsker at handle på det her felt. Det er bare en anden værktøjskasse, vi benytter os af.

Så vil jeg kort knytte et par bemærkninger til nogle af initiativerne. Når jeg nu nedsætter en tænketank, der skal se på flere kvinder i især bestyrelser, er der ikke tale om en pendant til Nørbyudvalget, sådan at vi nu bare gør det en gang til. Nej, der er sådan set tale om, at jeg konkret nu samler rekrutteringskæden og ser på ejerne og aktionærerne, headhunterne osv. og får dem til i fællesskab at diskutere igennem, hvad der skal til, for at vi kan højne procenten. Og ikke mindst håber jeg, det er muligt i fællesskab så at blive enige om, at den enkelte virksomhed og den enkelte ejer skal forpligte sig til, hvor meget procentsatsen så skal gå op. Men det er vel at mærke selvregulering, som jeg her gerne vil facilitere. Det var det ene, jeg lige ville knytte en kommentar til.

Så var der fra Lone Dybkjær spørgsmålet om uddannelsesområdet. Jeg har allerede været lidt inde på det, men jeg vil bare lige præcisere en ting, for jeg tror sådan set ikke, vi er særlig meget uenige på det punkt. Selvfølgelig er hjemmesider ikke tilstrækkeligt – hundrede procent enig! Derfor er det jo også kun et af elementerne, et af initiativerne på det her punkt. Som der f.eks. også klart står, har Danmark og regeringen jo ambitionen om, at vi skal være en grøn IQ-magnet, og det betyder naturligvis, at vi skal have flere kvinder til at læse naturfag og tage klimauddannelser, og derfor har jeg jo så allerede med videnskabsministeren nedsat et såkaldt grønt dialogforum, hvor vi konkret kommer til at diskutere, hvordan vi kan få flere kvinder til at søge ind på de her uddannelser. Mit håb vil være, at det vil blive muligt at blive enige om en form for rekrutteringskampagne, eller at vi simpelt hen kan have nogle uger, klimauger, hvor man så samler erhvervsliv, ministerier, universiteter og får folkeskoleelever, gymnasieelever til at komme på besøg og komme igennem et ugeforløb. Det kan være det, der kan være med til, at vi får flere piger til at søge ind på de her uddannelser. Og igen glemmer jeg ikke drengene, men lige netop på det her punkt har vi så et akut problem vedrørende pigerne.

Så vil jeg vedrørende det forskningspolitiske område sige, at der så sandelig også er handling der i form af to helt konkrete initiativer. Hvad har virket? Det er blevet sagt fra flere steder, at der jo har været flere universiteter, der har været i stand til at levere resultater. Hvad kan de universiteter lære af hinanden, og hvad kan vi ikke mindst også lære fra udlandet? Et andet initiativ går på, at vi jo altså også skal sørge for at få flere kvinder på ledelsesposter inden for universitetsverdenen. Så der er også et helt konkret initiativ der.

Helt afslutningsvis vil jeg komme ind på spørgsmålet om, hvorvidt jeg vil fortsætte arbejdet, hvad angår indvandrerkvinder og for den sags skyld også indvandrermænd. Jeg kan kun sige: Ja, det vil jeg naturligvis. Det fremgår af det punkt i perspektiv- og handlingsplanen her, som så er punkt nr. 4, hvor der står, at hverken køn eller etnicitet må være en barriere for den enkeltes frie udfoldelse. Tak.

Fru Yildiz Akdogan for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil gerne kreditere ministeren for de gode hensigter, for det har hun; det kan man høre. Men jeg ville også ønske, at det var mere end hensigter, at der også var nogle meget mere ambitiøse og konkrete målsætninger og handlinger bag de her gode hensigter, som ministeren udtrykker.

Ministeren nævnte i sin tale bl.a. Nina Bang, og ministeren talte om, at vi har en god og lang tradition i vores ligestillingspolitik og -udvikling, men så nævnte ministeren også nogle normer og traditioner, som et eller andet sted kan være lidt hindrende for processen, bl.a. lønforholdene for kvinder indenfor de naturvidenskabelige fag.

Jeg har et meget konkret og enkelt spørgsmål: Hvis man ser på det i et tidsperspektiv fra det øjeblik, kvinderne fik mulighed for at blive valgt, til i dag, og på den udvikling, der er sket på hele ligestillingsområdet, mener ministeren så, at den udvikling ville være kommet af sig selv ud fra gode hensigter, eller om det har været nødvendigt med de konkrete lovforslag, der er blevet gennemført, for at nå dertil, hvor vi er i dag?

Ministeren.

Nu kan man jo så helt overordnet sige, at det selvfølgelig har været nødvendigt at indføre lovgivning for at få skabt formel ligestilling i Danmark. Det mener jeg også at vi må fastholde at vi har i Danmark. Det, der på mange punkter er udfordringen, som jeg prøvede på at sige, er, at det kniber med den reelle ligestilling, f.eks. når vi ser, at der er en eller anden form for uformel selektionsmekanisme, som f.eks. inden for universitetsverdenen bevirker, at kvinder så ikke søger stillingerne.

Så man skal altså skelne mellem den formelle ligestilling og den reelle ligestilling, og der er mit grundsynspunkt det, at når det gælder den formelle ligestilling – det siger næsten sig selv – skal der selvfølgelig lovgives, men når det gælder den reelle ligestilling, er der altså nogle andre knapper, vi skal dreje på, og det gælder især om at få skabt en samfundsdebat om de her ting.

Fru Yildiz Akdogan.

Jeg er enig. Det er nødvendigt med en samfundsdebat. Men nu har vi jo diskuteret det i rigtig lang tid. Venstres ligestillingsordfører var oppe at sige, at der er en meget målrettet politik i forhold til netop at skabe mangfoldighed i bestyrelser og ledelser, og vi har, siden regeringen er kommet til, diskuteret lønforhold, men der er ikke rigtig sket noget; der er ikke rigtig noget, der har rykket sig på nogen af områderne. Vi har stadig væk under 10 pct. kvinder på bestyrelsesposterne.

Nu var ministeren selv inde på, at det er vigtigt med innovation og vækst og at tænke bredt og mangfoldigt. Så vil jeg bare spørge: Er tiden så måske ikke inde til, at vi begynder at bruge andre instrumenter end bare debat og gode hensigter?

Ministeren.

Nu må man til det sige, at det selvfølgelig er vigtigt at handle, men jeg går ud fra, at fru Yildiz Akdogan er enig med mig i, at man også skal gøre det rigtige. Det er jo det, der så igen her er en del af skillelinjen. Er det f.eks. det rigtige at indføre kvoter? Det mener jeg ikke. Jeg er enig i, at det selvfølgelig vil være et tegn på handling. Det er jeg enig i. Men det løser jo ikke det grundlæggende, og en del af det grundlæggende er jo så netop hele fødekædeproblemstillingen.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Hvad er årsagen til, at man i regeringen mener, at det er i orden at øremærke barselorlov til mødre, men at det ikke er i orden at øremærke barselorlov til fædre?

Ministeren.

Nu er det jo sådan, at vi i Danmark har en af de mest fleksible barselorlovsordninger overhovedet, som netop giver mulighed for, at den enkelte familie kan gøre, som den enkelte familie ønsker at gøre. Min egen grundlæggende holdning til det her er, at det simpelt hen er op til den enkelte familie, hvordan man vælger at organisere sig.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Der er to ting, og jeg forventer også to svar.

For det første er der jo god grund til, mener jeg, at vi får en mere ligelig fordeling af barselorloven. Det vil være rigtig godt for kvindernes løn, deres muligheder på arbejdsmarkedet og deres pensionsopsparinger; det vil være godt for fædrene, som får mulighed for at være sammen med deres små børn, og det vil være godt for børnene, som vil opleve, at både mor og far kan være den primære omsorgsperson. Så det første spørgsmål er: Mener ministeren ligesom jeg, at vi i Danmark har behov for en mere ligelig fordeling af barselorloven, eller er det slet ikke noget, politikere skal forholde sig til? Er det ministerens mål, at vi får en mere ligelig fordeling af barselorloven?

Det andet er, at ministeren siger, at det må være op til den enkelte familie. Det er det jo ikke i dag. I dag er det sådan, at man øremærker barselorloven til møderne, og af en eller en grund har regeringen noget imod, at man øremærker barselorloven til fædrene. Så er det, at jeg spørger: Hvorfor vil man gerne øremærke barselorlov til mødre, men ikke til fædre?

Ministeren.

Jeg bliver spurgt, om jeg ønsker en mere ligelig fordeling af barselorloven. Jamen jeg ville da synes, at det ville være glimrende, og jeg vil da også gerne være med til at facilitere, at flere virksomheder erkender, at det, at en arbejdsplads tilbyder den rette balance mellem familieliv og arbejdsliv, er blevet et konkurrenceparameter i Danmark. Det ønsker jeg da bestemt at støtte. Det ønsker jeg bestemt at facilitere. En række danske virksomheder har jo allerede kastet sig ud i det her. Tag f.eks. TDC og B&O, og der er også en række kommuner, f.eks. har Københavns Kommune noget, som de kalder »Far Forever«. Så på den måde vil jeg meget gerne gå ind og arbejde med den her problemstilling.

Men vi er tilbage ved det grundlæggende, nemlig om det er ved lovgivning, eller om det er ved hjælp af en mere samfundsmæssig debat, at man skal forsøge at rykke det her. Der går der altså en skillelinje. Og som ordføreren meget rigtigt sagde, vil der være forskel på denne regering og en eventuel ny regering.

Fru Julie Rademacher for en kort bemærkning.

Vi er enige med ministeren i meget, og det har ministeren nu også konkluderet. Ministeren siger: Jamen vi vil ikke kun det her ved lov, nej, vi mener at det hele bare skal gå af sig selv.

Ligestillingsredegørelsen er fuldstændig fattig på helt konkrete målsætninger, helt konkrete initiativer. For at få flere drenge i uddannelsessystemet skal man have en hjemmeside; det er altså ikke godt nok. Vi skal have gjort mere end det, og derfor er jeg glad for, at der bliver lagt op til dialog.

Vi har også et hængeparti i forhold til mainstreaming af ligestillingen i Danmark. Hvad har ministeren af kommentarer til det her om § 4 i ligestillingsloven, der fuldstændig bliver overset på samtlige lovområder i Danmark? Så vil jeg gerne høre, om ligestillingsministeren kunne tænke sig et ligestillingsudvalg i Folketinget? Og så i forhold til det her med ligestilling for indvandrerkvinder, der har været regeringens mærkesag: Hvad har man gjort på det område?

Ministeren.

Med hensyn til det sidste kan jeg jo bare referere til de initiativer, der også fremgår af perspektiv- og handlingsplanen, bl.a. mentorprogrammet, rettighedskampagnen; og de initiativer, som jeg også var inde på i mit indlæg, vil jeg naturligvis fortsætte. Så det er altså ikke korrekt at sige, at der ikke er nogen initiativer eller nogen konkrete ting i perspektiv- og handlingsplanen, og at det, når det gælder uddannelse, udelukkende drejer sig om en hjemmeside.

Der tror jeg altså også bare, at vi lige skal være opmærksomme på, at når jeg f.eks. her foreslår, at vi skal lave en analyse, der gælder drengene, så hænger det også sammen med, at vi ikke har den viden. Vi ved ikke, hvor de går hen, og hvorfor de ikke søger ind på uddannelserne. Og der går jeg ud fra, at vi er enige om, at det så nok er klogest lige at undersøge det, før vi kaster os ud i alle mulige initiativer.

Fru Julie Rademacher.

Jeg er glad for, at vi i det hele taget også får nogle undersøgelser på det her område – det var ikke sådan, det skulle lyde – men der er stadig væk ikke nogen konkrete målsætninger f.eks. for mangfoldighed i bestyrelser og heller ikke generelt ud over det her med charteret om kvinder i ledelse. Det er nu den tredje ligestillingsminister, der taler om det – jeg kan snart ikke huske, hvor mange der har talt om det her – men vi må da kunne mere end det i Danmark.

Meget af det her handler i bund og grund om, at vi har et ekstremt kønsopdelt arbejdsmarked i Danmark, og hele arbejdsmarkedsdelen indgår stort set ikke i ligestillingsministerens redegørelse. Det undrer mig meget, for Undervisningsministeriets område, altså uddannelse, nævnes på et tidspunkt. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, om ligestillingsministeren mener, at hun også skal bidrage til, at vi får bugt med det kønsopdelte arbejdsmarked.

Ministeren.

Jo, det indgår jo bl.a. også, når vi ser på hele uddannelsessystemet, nemlig at der skal løftes hele vejen igennem for på den måde så forsøge at komme nogle af de problemer til livs.

Nu var der jo altså mange forskellige kommentarer her, og jeg ved ikke, om jeg kan nå at svare på alle, inden lampen begynder at lyse.

Jeg tror, at en af de andre skillelinjer jo netop går på, om man kan sætte tal på. Nej, der ikke her nogen konkrete tal på, hvor mange flere kvinder der skal være i bestyrelser, eller hvor mange flere kvinder der skal det ene eller det andet, for det er simpelt hen ikke den måde, jeg ser det på, altså at ligestilling er et spørgsmål om tal, er et spørgsmål om fifty-fifty.

Jeg satser på, at vi kan øge mangfoldigheden, at vi kan få talenterne mere i spil, og at vi kan realisere de enkeltes drømme. Det er da fuldstændig normalt, at det jo ikke er sådan, at kvinder og mænd er ens og på den måde nødvendigvis har de samme drømme, og det skal vi jo altså også være opmærksomme på i denne debat.

Fru Lone Dybkjær.

Det er til det, ministeren sagde lidt længere tilbage i debatten, om, at der har været fokuseret meget på pigerne og kvinderne i ligestillingsdebatten. Det er der jo sådan set ikke noget mærkeligt i. Altså, arbejderklassen var også meget fokuseret på arbejderne selv, og der var jo ikke så mange direktører, der deltog, vel? Det er jo, om jeg så må sige, den undertrykte part i sagen, der gerne er tilbøjelig til at bringe sine forslag frem og få dem diskuteret, ikke? Så det synes jeg ikke er mærkeligt.

Når vi snakker så meget om barselorlov og øremærket barselorlov til mænd, er det, fordi både ministeren og jeg og andre jo ved, at mændenes rolle i forhold til børnene har været underbedømt – underestimeret, kan jeg vel godt tillade mig at sige – og det er derfor, at vi også fokuserer på at give mændene nogle rettigheder, hvilket jo i sin tid startede med rettigheder i forbindelse med skilsmisse, fælles forældremyndighed og alt muligt andet.

Ministeren.

Jeg er enig i, at det ikke er mærkeligt, at der er mange kvinder, der deltager i denne debat, og for øvrigt glæder jeg mig da også kun over, at der er det engagement. Min pointe var bare, at vi er i 2010, og der har vi jo altså nu også udfordringer, hvad angår drenge, som jeg har været inde på flere gange, og derfor bliver vi nødt til at få debatten til at gå begge veje. Det var det ene.

Det andet var sådan set bare, at når man skal gøre det her til en samfundsdebat og få alle med sig, ikke mindst jo mange virksomhedsledere, jamen så bliver vi selvfølgelig også nødt til at få dem ind i debatten og få gjort den her debat relevant for dem – ellers kommer vi jo ikke videre. Vi har været inde på – og nogle har refereret til Rip, Rap og Rup – at vi jo nok må konstatere, at mange af dem er mænd.

Fru Lone Dybkjær.

Nu er der ingen diskussion om, at det går begge veje. Jeg nedlagde i 1969, tror jeg det var, kvindeudvalget på Det Radikale Venstres landsmøde, fordi jeg sagde, at det skulle være et ligestillingsudvalg, og så er der ikke sket en bønne siden. Altså, jeg må bare konstatere, at jeg dengang var naiv og troede, at nu kom kvinderne med, men de er stadig ikke kommet med. Det er det ene.

Det andet, jeg godt lige ville høre om, kom ministeren ikke ind på. Ministeren siger, at hun også gerne vil diskutere med andre end regeringspartierne, og det er da en hånd eller en handske, eller hvad det nu hedder, vi gerne vil tage imod. Det er en opfordring, vi gerne vil tage imod. Det vil vi, for i tidligere tider var der altså en bredere debat om de her spørgsmål. Og det tror jeg simpelt hen er sundt, for jeg tror, at alle kan bidrage med noget.

Men det, som jeg egentlig godt ville spørge ind til, og som ministeren ikke kom ind på, var det her, jeg sagde om de grundlæggende ting allerede i forbindelse med daginstitution og børnehave. Det var også lidt relateret til fru Pernille Vigsø Bagges indlæg om, at kønnet er en meget vigtigere faktor, end vi tror. Kunne vi ikke også tage en diskussion om det og prøve at kigge på, om der her er noget, vi skal sætte ind over for?

Ministeren.

Jeg kvitterer endnu en gang for også fru Lone Dybkjærs interesse for debatten og ønsket om at fortsætte denne diskussion uden for denne sal og fortsætte den ud over debatten om alene perspektiv- om handlingsplanen. Jeg vil meget gerne indkalde ordførerne til et møde, hvor vi diskuterer nogle af de her emner. Jeg synes stadig væk, det kunne være oplagt at tage udgangspunkt i det, fru Lone Dybkjær var inde på før, nemlig uddannelsessystemet og hvordan vi får flere piger til at læse f.eks. naturvidenskab.

Men det emne, som fru Lone Dybkjær nævner nu, synes jeg da bestemt også er et relevant emne, og jeg er da sikker på, at det er rigtigt, at der også sker noget i børnehaven med hensyn til normer, som på en eller anden måde forplanter sig højere op i systemet. Jeg noterede mig, hvis jeg må sige en ting sådan mere ud i legetøjsafdelingen, at producenten af barbiedukker nu har produceret en barbiedukke, der er ingeniør. Tidligere havde de altså kun en, som signalerede: Barbie, matematik er svært. Det er jo selvfølgelig en lille ting. Jeg siger ikke, at vi skal begynde at regulere, hvilket legetøj der skal produceres, men det reproducerer da nogle traditioner og nogle normer.

Fru Pernille Vigsø Bagge for en kort bemærkning.

I kølvandet på den bemærkning kunne man måske hæfte sig ved det, vi var inde på før, om fædrebarslen. Der er så utrolig meget positivt at sige om de erfaringer, der er fra de andre nordiske lande, hvor fædrene tager lang længere barsel end herhjemme. Det har virkning på arbejdsfordelingen i hjemmet. Det har virkning på hele arbejdsmarkedet. Det har noget at sige for løndannelsen på arbejdsmarkedet. Det har noget at sige for, hvordan kvinders og mænds karrieremuligheder former sig, at fædre tager længere barsel.

Derfor er jeg simpelt hen nødt til at få et svar fra ligestillingsministeren på, hvorfor det er rimeligt, at vi øremærker en del af barslen til mødrene, men ikke en del af barslen til fædrene.

Ministeren.

Jamen det har vi jo allerede været inde på et par gange, hvad angår barselorloven. Vi har i Danmark en af de mest fleksible barselorlovsordninger, så på den måde giver det den enkelte familie mulighed for at organisere sig, som den enkelte familie ønsker at gøre.

Fru Pernille Vigsø Bagge.

Grunden til, at vi har været inde på det her så mange gange, er, at ligestillingsministeren bliver ved med ikke at ville svare på spørgsmålet. Hvorfor er det i orden at øremærke en del af barslen til mødrene, men ikke at øremærke en del af barslen til fædrene?

Den fleksible barselorlov, vi har i Danmark, har rent faktisk vist sig at modarbejde ligestillingen på arbejdsmarkedet og sågar i hjemmene. Det påvirker da forhåbentlig ligestillingsministeren på en eller anden måde, at det forholder sig sådan.

Ministeren.

Nu tror jeg, at det er alment kendt, at det jo ikke er ligestillingsministeren, der har lovgivningen, hvad angår barsel. Men en af årsagerne til, som jeg forstår det, at man har øremærket noget til kvinderne, er, at der også er noget biologisk her, der spiller ind.

Hr. Magnus Heunicke for en kort bemærkning.

Tak. Vi har kunnet høre i medierne op til den her debat, at ministeren citerer en gammel Elvisklassiker: »A little less conversation, a little more action ...«

Ud over at vi godt kan lide Elvis, glæder vi os til debatten i dag og ikke mindst til fra ministerens side at høre, hvad det er for en action. Det, vi kan forstå nu her, er, at der er rigtig mange gode og pæne ord, som vi også i oppositionen er enige med ministeren i. Men vi mangler jo lidt mere action. Vi mangler lidt mere at høre: Hvad er så de konkrete mål?

På ministerens andre ressortområder er der jo masser af konkrete mål, og derfor må jeg spørge: Kan der virkelig ikke komme nogen konkrete mål for ligestillingen i Danmark? Eller måske spurgt på en anden måde: Hvis der ikke sker noget, hvis der nu ikke sker nogen udvikling her, kommer der så til at ske en konkret handling ud over at tale om det gode eksempel og fremme det gode eksempel?

Ministeren.

Der er vi jo igen tilbage ved en af de overordnede skillelinjer. Jeg accepterer simpelt hen ikke præmissen for spørgsmålet, som er, at man kun handler, hvis man er villig til at ty til lovgivning. Det er den afgørende skillelinje, som vi har været inde på her i dag, og ellers er der, som det blev sagt, mange ting, vi er enige om. Så det er ikke rigtigt, at der ikke handles. Der handles bare på en anden måde. Jeg har redegjort for mange af de forskellige eksempler bare inden for universitetsområdet, inden for uddannelsesområdet, bare lige for at nævne nogle. Så er der selvfølgelig også centrale områder vedrørende vold mod kvinder og bekæmpelse af den.

Hr. Magnus Heunicke.

Så kunne det være spændende at høre den forholdsvis nyudnævnte minister redegøre for sit syn på, hvordan vi er kommet så langt, som vi trods alt er kommet i Danmark i ligestillingskampen. For der er jo succeser, som vi kan være glade for i dag, og det er dem, vi skal følge op. Jeg synes endda, vi er forpligtet til at følge dem op. Derfor kunne det være interessant at få at vide: Når ministeren analyserer de foregående generationers kamp for ligestilling, mener hun så, at succeserne er kommet med den type politik, som ministeren står for, på den side af skillevejen, ministeren står på, eller er det ved lovgivning om barsel og om ligeløn? Det er jo ikke ved hjemmesider, for de var ikke opfundet dengang. Er det ved lovgivning, at de vigtige syvmileskridt fremad er taget inden for ligestilling, eller er det ved det andet? Det kunne være spændende at få at vide.

Ministeren.

Altså, den bemærkning var jo lidt udtryk for en historieløs betragtning forstået på den måde, at uanset hvad der måtte være sket gennem historien, uanset hvilke resultater man måtte have opnået, uanset hvilke formelle barrierer man har fået fjernet, så skal man fortsat føre den samme politik. Det hænger jo simpelt hen ikke sammen. Min pointe var den, at vi netop har fået skabt formel ligestilling via lovgivning. Nu gælder det om at gå skridtet videre og så fokusere på mange af de normer, der fortsat blokerer for den reelle ligestilling.

Fru Anne Baastrup for en kort bemærkning.

Nu har jeg fulgt debatten sådan lidt på anden hånd, og jeg kunne godt tænke mig at høre ministerens opfattelse af, hvad det logiske er i, at hvis moderen ikke tager de 12 ugers barselorlov efter de første 14 dage, falder de væk. Hvorfor kan man så ikke ved samme lejlighed sige, at manden skal tage X antal uger, som så falder væk, hvis manden ikke tager dem?

Det, vi jo begge har som mål, er, at kvinderne kommer på ud arbejdsmarkedet og bliver der og ikke på forskellig måde rykker sig selv væk. Og der er det naturligt, at man så siger: Hvorfor ikke gøre det samme for mænd og prøve på en eller anden måde at gøre de her to parter ligeværdige?

Ministeren.

Jamen jeg må igen referere til, at det jo ikke er mig, der er den ansvarlige minister for barselordningen, så jeg tror ikke, at jeg på den måde ønsker at uddybe det svar yderligere i forhold til det, som jeg kom med i første runde.

Fru Anne Baastrup.

Nu har ministeren altså – måske desværre for ministeren – den position, at hun er ligestillingsminister. Og når man er ligestillingsminister, har man også forpligtelsen til at sørge for, at regeringen samlet set fører en politik, der fremmer ligestillingen mellem mænd og kvinder. Hvor svært kan det være?

Derfor må jeg endnu en gang bede ministeren om at komme med sin egen holdning til, hvad det er, der skal til for at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder, når vi kan se, at de unge kvinder i dag rask væk tager et helt års barselorlov. Har vi så ikke et ligestillingsmæssigt problem?

Ministeren.

Jeg ønsker bestemt ikke at fralægge mig ansvaret for at være ligestillingsminister og netop også at diskutere de her ting igennem med mine kollegaer. Det fremgår jo også klart af perspektiv- og handlingsplanen.

Så går spørgsmålet på, hvordan vi får flere mænd til at tage barselorlov. Det ene har jeg jo allerede været inde på ved at sige, at virksomheder i endnu højere grad, end de gør i dag, skal sætte det her på dagsordenen og sørge for, at det bliver en del af virksomhedskulturen. TDC og B&O er allerede i gang, men det er ikke nok, det skal vi have flere til at gøre. Den proces vil jeg gerne facilitere.

Endelig er det her jo igen en samfundsdebat. Det er jo også en debat, man må tage på hjemmefronten og forhåbentlig da også, inden man får sit første barn.

Tak til ministeren. Jeg ser ikke flere ønsker om korte bemærkninger fra de dynamiske ordførere – med korslagte arme – så vi siger tak til ministeren. (Ministeren for ligestilling (Lykke Friis): Ja, tak for en rigtig god debat).

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen om redegørelsen afsluttet.