Det sidste punkt på dagsordenen er:

3) Forhandling om redegørelse nr. R 2:

Redegørelse om det nordiske samarbejde 2008-2009.

(Anmeldelse 08.10.2009. Afgivelsesform 08.10.2009. Meddelelse om forhandling 08.10.2009).

Forhandlingen er åbnet. Fru Marion Pedersen som Venstres ordfører.

Jeg vil gerne starte med at takke ministeren for et godt og konstruktivt samarbejde i Nordisk Råd og for en god og indholdsrig redegørelse.

Det nordiske samarbejde har jo med årene vokset sig større og større, hvilket betyder, at samarbejdet i dag kan betegnes som meget bredt. Der samarbejdes på områder lige fra klimaforandringer til ligestilling, og samarbejdet har nu også bredt sig ud til de baltiske lande, efter at de er blevet optaget i EU.

Som det fremgår af redegørelsen, eksisterer der rigtig mange samarbejdsområder inden for det nordiske samarbejde. Rammerne for dagens program efterlader ikke mulighed for, at vi kan nå at diskutere dem alle eller komme ind på alle emner enkeltvis. Derfor vil jeg forsøge at ridse de overordnede linjer op, og her vil jeg fokusere på nogle af de emner, hvor jeg mener det nordiske samarbejde er og fortsat vil være af meget stor betydning for alle i Norden.

Jeg har fremhævet vigtigheden af det nordiske samarbejde, og de nordiske lande har mange styrkeområder, som kan være af fælles karakter, eller som kan komplettere hinanden. I de nordiske lande deler vi også et kulturelt og værdimæssigt fællesskab samt et fælles syn på demokrati, som der fortsat skal værnes om. Derfor giver det absolut mening at beholde og videreudvikle det nordiske samarbejde, og det giver også mening at samarbejde med de baltiske lande. Vi er hver for sig rimelig små lande i verdenssammenhæng, men sammen står vi stærkere.

Det nordiske samarbejde er ydermere vigtigt, fordi det breder sig over så mange samarbejdsområder, og de områder får glæde af det nordiske budget, hvorved mange borgere og virksomheder berøres positivt af de mange resultater, samarbejdet medfører. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat videreudvikler det nordiske samarbejde.

Det nordiske globaliseringsinitiativ står i de her år særlig centralt i det nordiske samarbejde – det var vi også inde på sidste år, da vi havde den her redegørelse. Vi står i de nordiske lande over for mange udfordringer i forhold til den globalisering, der for alvor har vundet indpas i det internationale samfund. Den fællesnordiske globaliseringenindsats, vi har, har til formål at ruste Norden til bedre at kunne håndtere de udfordringer og drage nytte af de muligheder, som globaliseringensbølgen medfører. Og så skal vi jo ikke glemme, at det globaliseringsinitiativ, som er i Nordisk Råd, faktisk i sin tid blev startet op af Nordisk Råds medlemmer.

Grænsehindringerne er et andet område, hvor vi fortsat skal bruge mange kræfter. Vi skal på det område intensivere det nordiske samarbejde. En fjernelse af grænsehindringer i Norden er afsindig vigtigt for alle de nordiske borgere. Personligt ville jeg ønske, at det gik meget, meget hurtigere, end det gør. Jeg ved fra mine år i nordisk samarbejde, at det foreløbig har stået på i 20 år – meget er blevet nået, men der kommer hele tiden nye regler til, som lægger hindringer i vejen. Arbejdet skrider fortsat fremad, og Ole Stavad står nu i spidsen som repræsentant for dem, der skal følge op på initiativerne og skubbe på, og det har jeg stor tillid til.

Et andet sted, der også binder det nordiske samarbejde sammen og som for alvor er på dagsordenen i denne tid, er den nordiske klimaindsats. På klimaområdet er der etableret en særlig COP15-gruppe, der skal virke som tovholder og drivkraft for de fællesnordiske initiativer frem mod klimakonferencen i København i december. Det er vigtigt, at vi i Norden bibeholder det image, vi har, som foregangslande på det klimapolitiske område, og at vi fortsat påtager os et nordisk klimaansvar.

Ud over klimakonferencen i København, der gerne skulle udmønte sig i en fælles klimaaftale, vil situationen i det arktiske område også kræve opmærksomhed. På grund af de klimaforandringer, der er, vil trafikken i området på sigt blive meget udbygget, i forhold til hvad den er i dag. Her er det vigtigt, at det nordiske samarbejde står stærkt mod de store lande, der også støder op til det arktiske område. Et fokus på det nordiske klimaansvar skal derfor bevares.

Et ansvar, der også skal bevares, er ansvaret for en fortsat bekæmpelse af menneskehandel. Det nordiske samarbejde bygger på et værdifællesskab, der ikke accepterer nogen form for slavehandel, og handel med mennesker er slavehandel. Derfor er det vigtigt fortsat at samarbejde på tværs af regionerne i Norden og med nabolandene i de baltiske lande om en fælles og aktiv indsats mod de grusomheder, der finder sted på dette område.

Det nordiske samarbejde bygger, som jeg tidligere sagde, på demokrati og folkelig forankring, og det skal vi holde fast ved. Det nordiske samarbejde skal fortsat være stærkt, og det bliver det kun, hvis alle lande vægter samarbejdet højt. Det indebærer både borgere, virksomheder og det politiske niveau. Kort sagt er det vigtigt, at vi fortsat knytter de nordiske bånd. Det vil være til gavn for både de enkelte lande i Norden og for vores globale og internationale forhold. Tak.

Tak. Jeg skal lige bede ordføreren blive stående, for der er en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Jeg er jo fuldstændig enig i det, ordføreren sagde om indsatsen mod menneskehandel eller slaveri, som jeg tror vi skal til at kalde de. Derfor vil jeg høre, om ordføreren er enig med mig i, at vi skal prøve at se, om vi under det danske formandskab næste år kan sikre, at der kommer mere fokus på menneskehandel og slaveri, end der desværre har været de sidste par år i det nordiske samarbejde, for det er et meget, meget alvorligt problem. Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål drejer sig om, at vi jo igen og igen hører om, hvor vigtigt det folkelige engagement og den folkelige forankring er. Mener ordføreren ikke, at det også giver os en forpligtelse til at sørge for, at det kan fortsætte, herunder at vi sikrer, at Foreningen NORDEN får bevillinger, og at der er projekter i det nordiske, der handler om at sikre det folkelige engagement og den folkelige forankring?

Tak. Så er det ordføreren.

Tak. Jeg foretrækker også selv at kalde menneskehandel for slaveri, for det er det, det reelt er – en moderne form for slaveri. Jeg vil gerne være med til at presse på over for vores minister for, at vi også tager det med. Det er jo sådan, at vi i BSPC, som er den baltiske forsamling, hvor Nordisk Råd også er med, har nedsat en arbejdsgruppe, som skal arbejde specifikt med det her spørgsmål det næste år, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at når der bliver meldt tilbage fra den, vil det også få indflydelse på vores program.

Med hensyn til den folkelige forankring vil jeg sige, at den skal vi bibeholde, for den er hjørnestenen, kan man sige. Det hjælper ikke meget, at vi nordiske politikere går og holder møder, hvis ikke folk føler, at det har nogen som helst værdi eller indflydelse på deres hverdag, så derfor er det vigtigt. Om det så lige skal være gennem Foreningen NORDEN, ved jeg ikke. Vi har jo nogle budgetter, vi skal vedtage i forbindelse med vores session i næste uge, når vi skal til Stockholm, men det er klart, at det vil være nogle af de ting, der vil komme ind over i den forbindelse.

Tak. Så er det fru Line Barfod for endnu en kort bemærkning.

Nu er Foreningen NORDEN jo ikke på det nordiske budget, men på vores eget danske budget. Men det andet, jeg nævnte, var jo spørgsmålet om, hvorvidt vi skal sikre, at de projekter, som trods alt en gang imellem bliver lavet i nordisk regi, og samarbejdet på tværs af grænserne mellem folk i Nordplus, Nordjobb og andet, har en forankring i de folkelige organisationer, eller om det skal foregå i de forskellige ministerrådssekretariater osv. Det har jo afgørende betydning, også for de folkelige organisationer, for, om det får den folkelige forankring, som kan være vigtig.

Det handler jo også om, hvorvidt vi i forbindelse med de projekter, vi laver, bl.a. under globaliseringsinitiativet, har fokus på, at der ikke kun skal være topmøder for eliten, men at det er vigtigt, at vi også får lavet arrangementer, der sikrer den folkelige forankring. Jeg vil høre, om ordføreren vil være med til at arbejde for, at der ikke kun er fokus på eliteprojekter, men at der også kommer nogle projekter med, der handler om den folkelige forankring.

Tak. Så er det ordføreren.

Tak. Jamen det vil jeg bestemt gerne være med til. Jeg var jo formand for globaliseringsgruppen, da den blev startet i Nordisk Råd, og derfor brænder mit hjerte meget for det. En af de ting, vi sagde, da vi lagde op til, at der skulle være sådan nogle topmøder hvert år, var, at det ikke skulle være professorer og videnskabsfolk alle sammen, ngo'erne skulle også med, for de er en vigtig del af det, og de er en vigtig del af, at det stadig væk har fokus ude hos folk. Så det vil jeg selvfølgelig være med til arbejde for.

Tak til Venstres ordfører. Så er det den socialdemokratiske ordfører, hr. Niels Sindal.

Ved sidste års forhandling vedrørende det nordiske samarbejde beskrev jeg den nye udvikling, man kunne opleve i Norden. Jeg husker tydeligt en efterfølgende kommentarer fra en journalist, nemlig: Var det nu ikke at tage munden for fuld? Er det ikke sådan, at man giver tilskud til dit og dat, og så gør vi ellers, hvad der passer os i vores hjemlande? Man kan med rette være bekymret, når man udtaler sig om fremtiden og et anderledes Norden, men jeg føler, at jeg får ret. Vi kan i dag konstatere, at det nordiske samarbejde er mere bæredygtigt; det udvikler sig og bidrager således ikke kun til et fællesskab, men også til en nordisk dimension i de enkelte lande.

Jeg vil gerne takke for samarbejdet med ministeren. Jeg vil også takke for samarbejdet med den danske delegation og medarbejderne, for når vi i dag skal hakke af, hvad vi egentlig talte om ved sidste redegørelse, må man sige, at vi faktisk er nået langt, og det synes jeg skyldes et godt samarbejde. Jeg skal nævne enkelte sagsområder.

Sidste år havde vi en række drøftelser om globaliseringsinitiativet og finansieringen. På det tidspunkt mente vi, at der var grundlæggende problemer, og det var der.

Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd er efter min opfattelse nået frem til en værdig procedure. Nordisk Råds budgetgruppe inddrages nu langt tidligere og på en mere konstruktiv måde. Men som ministeren er klar over – og måske også er enig i – mangler vi et overblik over antallet af projekter, der er kørende. Jeg tror, vi er klar til at se på en omkalfatring af budgettet: Hvad skal gå som drift? Hvad skal vi tage ud for at kunne gøre noget andet? Jeg vil foreslå, at Nordisk Råd og ministerrådet i den kommende budgetprocedure er åbne og konstruktive i en fælles analyse af, hvad vi skal bruge pengene til – vi skal jo være enige – ikke som et spareprojekt, men som en metode til at komme videre. Med sidste års introduktion af globaliseringsinitiativet in mente kunne det være gjort bedre; det var for let bare at sige globalisering.

Grænsehindringer: Arbejdet med at løse disse problemer skrider efter min opfattelse godt frem. Man har fået identificeret en række væsentlige problemfelter i den sammenhæng. Med det efterhånden store fælles arbejdsmarked, vi har i Norden – virksomheder med afdelinger her og der – er det en nødvendighed at forhindre barrierer, der begrænser en fælles nordisk vækst, forhindre barrierer, der begrænser nordiske borgere i at virke sammen. I den sammenhæng vil et øget nordisk samarbejde om implementeringen af EU-direktiver være et ønske. På det område har Nordisk Råd sat dagsordenen for år tilbage. Det har været et stort ønske at virke sammen i EU-processen.

Jeg finder den fælles nordiske støtte til Island særdeles vigtig; det giver også et godt perspektiv i forhold til EU. Men bedst af alt er, at det understreger en fælles vilje til også at være opmærksom på det nordatlantiske, det tryghedsskabende i det vestnordiske.

Siden den sidste redegørelse har vi fået den såkaldte Stoltenbergrapport, en redegørelse, der beskriver muligheder og udfordringer i forhold til en fælles nordisk tilgang til forsvars- og sikkerhedspolitik, og jeg understreger »tilgang«; det er ikke nødvendigvis en lovgivning. Det er endnu et eksempel på muligheder for en ny nordisk dimension. Der vil blive en forespørgselsdebat den 12. november her i Tinget. Men allerede på sessionen i næste uge vil Nordisk Råd drøfte rapporten, og jeg skal ikke undlade at udtrykke mine forventninger til gode og konstruktive debatter, såvel i Stockholm som senere her i Tinget.

Nordisk Råd er også en del af det arktiske samarbejde og Østersøsamarbejdet. Disse arbejdsområder bliver stadig vigtigere. Ministerråd og parlamentarikere bliver bl.a. via disse institutioner aktører i det europæiske, i det globale. Nu er det arktiske for tiden meget omtalt – alle ved hvorfor – og jeg vil gerne benytte lejligheden til at rose fædre og mødre, der tog initiativ til dette samarbejde for år tilbage. Nogle af de bedste videnskabelige arbejder er en direkte udledning af dette samarbejde.

I forhold til Østersøsamarbejdet har vi også en idé om, at vi skulle snakke infrastruktur og energi osv. Derfor vil jeg benytte lejligheden til at stille et spørgsmål til ministeren: Hvad er det, der gør, at Danmark anerkender Nord Stream, og at Sverige ikke gør? Er det en regeringsbeslutning, eller er det en administrativ beslutning?

Nord Stream er en gasledning, der går fra Rusland til Tyskland, og vi ved fra Østersøsamarbejdet, at de baltiske lande og polakkerne er meget mod det. Danmark har godkendt, at den kommer igennem dansk farvand. Svenskerne er imod det. Det er et eksempel på et område, hvor vi måske skulle have brugt lidt flere kræfter på at tale sammen.

Til slut vil jeg minde ministeren om, at det nordiske også er kultur, sprogforståelse, forbrugere – alle de mere daglige ting, som er med til at skabe nordisk samhørighed. Vi kan godt bevæge os mod en ny tid i det nordiske samarbejde, det vil jeg rigtig gerne være med til, men vi skal så sandelig også huske det oprindelige og det, som er hjørnestenen i det nordiske, nemlig det folkelige.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det fru Anita Knakkergaard som ordfører for Dansk Folkeparti.

Først vil jeg sige tak for den skriftlige redegørelse om det nordiske samarbejde for 2008-2009 til ministeren for det nordiske samarbejde.

Island har haft formandskabet for Nordisk Ministerråd for året 2009, hvor det nordiske kompas har fokuseret på den nordlige globaliseringsindsats, som har været central i det nordiske samarbejde siden kursskiftet på Nordisk Råds session i København 2006. Island har under sit formandskab valgt at understøtte omlægningen af det nordiske samarbejde hen imod et Norden med større slagkraft i en globaliseret verden.

Formandsprogrammet har lagt vægt på fire områder: Der er Nordens drivkraft med et tværfagligt samarbejde om forskning og innovation mellem myndigheder, institutioner og virksomheder. Der tages på undervisningsområdet også udgangspunkt i globaliseringsprocessen, og grænsehindringer skal bekæmpes bl.a. vedrørende sundhedstjeneste, retsvæsen og lægemidler.

Der skal gøres brug af Nordens styrker såsom demokrati, ligestilling, fælles værdigrundlag, ansvar for borgernes velfærd og sundhed. Kreativiteten og innovationsevnen skal også bruges i det fælles fremstød.

Nordens klimaansvar lægger Island især vægt på at der bliver en aftale om i december, hvor FN afholder sin klimakonference, da det er af væsentlig betydning for verdenssamfundet, at der indgås en klimaaftale. Vi skal bruge Nordens ekspertise inden for vedvarende energi og modvirke udslip af drivhusgasser, og miljørigtig energitransport skal også prioriteres højt.

Det sidste punkt er et globaliseret Norden, hvor Island vil prioritere samarbejdet om havenes beskyttelse og arktiske forhold, herunder havene og klimaændringerne. Rammerne inden for Arktisk Råd bliver vægtet højt.

Jeg vil kort nævne konkrete tiltag, der er lanceret og iværksat i 2008-2009. Der er Nordisk Topforskning, der i første omgang fokuserer på klima, energi og miljø. Her er afsat 400 mio. kr. i basisfinansieringen, og her skal man udbygge samarbejdet med bl.a. erhvervslivet. Dansk Folkeparti er tilfredse med forskning på disse områder, som er til stor gavn for alle. Så er der innovationsrepræsentation i Asien, en projektfinansieringspulje, som den nordiske repræsentation i Asien kan søge til fælles innovationsprojekter. Så er der fælles nordisk EnergiExpo , og så er der verdensudstillingen, Expo 2010 Shanghai. Her planlægges der nordiske aktiviteter inden for klima, fødevaresikkerhed, landskabsarkitektur, turisme og børnekultur. Alle tre tiltag er til gavn for erhvervslivet i hele Norden, og vi håber i Dansk Folkeparti på, at det kan være med til at skabe nye arbejdspladser.

Så er der globaliseringsforum, der bliver afholdt på Island i februar, vedrørende finanskrisen. Så er der nordisk engagement om indspil til de internationale klimaforhandlinger; COP15-gruppen har taget initiativer til klimaforhandlingerne. Så er der fjernelse af grænsehindringer i Norden. Her er blevet varetaget socialforsikringsspørgsmål, anerkendelse af kvalifikationer, skatteområdet, byggebranchen og national lovgivning. På disse områder er vi i Dansk Folkeparti enige i at man skal fjerne grænsehindringer, da det gavner befolkningen samt erhvervslivet, men vi ønsker fortsat betydelig bedre grænsekontrol, bl.a. grundet i den meget narko- og menneskehandel, der pågår.

Der er en overordnet plan for udvikling af NORIA, og der er en plan for fremme af højere uddannelse i Norden, herunder projektplan for god oplæring for unge og voksne, studie- og erfaringsudvikling vedrørende øget gennemførelse af ungdomsuddannelser, udviklingssamarbejde inden for faget iværksætteri, udviklingssamarbejde om voksenbasiskompetencer og oprettelse af et lære- og dialogforum på området. Det er alt i alt rigtig gode initiativer.

Så er der en projektplan for udvikling af profilering af Norden som center for kreative industrier, og så er der belysning af konsekvensen af klimaændringer for primærerhvervene i Norden. Formålet er at generere nordisk viden om klimaændringernes effekt på udbredelse og udnyttelse af naturressourcer og fødevareproduktion. Projektplanen for harmonisering af det nordiske elmarked skal sikre et effektivt og bæredygtigt elmarked med højere grad af forsyningssikkerhed.

Så er der afsnittet om nordisk kultur i verden, og her har det været initiativer, der indeholder nordiske film, nordisk arkitektur og nordisk litteratur. Endvidere arbejder man så med seks nye globaliseringsinitiativer. Som det ellers fremgår, er der taget en mængde gode initiativer siden kursskiftet i København i 2006. Dansk Folkeparti mener, det er lykkedes at omlægge samarbejdet, så Norden er blevet mere dynamisk og har fået større slagkraft, hvilket vi i Dansk Folkeparti selvfølgelig er meget positive over for.

Norden har sat en ny dagsorden i 2007 for det nordiske samarbejde og sat nogle mål i forhold til omverdenen. Vi ser frem til at nå disse mål og få resultater med hensyn til projekter og tiltag, der allerede er igangsat i det nordiske samarbejde.

Under den del, der handler om uddannelse og forskning, fremgår det, at der er underskrevet en tillægsaftale om en uændret forlængelse af den nordiske overenskomst om adgang til højere uddannelse. Overenskomsten sikrer optagelse på en videregående uddannelse i et andet nordisk land på lige vilkår med landets egne ansøgere. Her vil jeg gerne spørge ministeren, om han mener, det er rimeligt, at et land, når det selv har stor mangel på læger, så skal modtage studerende fra andre lande på dette studium. Vi kan måske have de udenlandske lægestuderende til at gå på vore universiteter, men hjemlandet bør selv sørge for den kliniske basisuddannelse i hjemlandet. Hvad mener ministeren om denne løsning? Eller hvad er ministerens egen løsning på problemet?

Endvidere er der også den løsning, som Dansk Folkeparti tidligere har foreslået i et beslutningsforslag, nemlig at de færdiguddannede læger – ligesom forsvarets piloter bliver i forsvaret – bliver på de danske hospitaler som fuldt uddannede læger i 5 år.

Det var sådan set det, jeg havde at sige nu.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det SF's ordfører, hr. Kristen Touborg.

Jeg vil gerne starte med at takke ministeren for redegørelsen om det nordiske samarbejde.

Der hersker vist ingen tvivl om, at den globale finanskrise har sat dybe spor både i Danmark og i de øvrige nordiske lande, herunder vel i særlig grad i Island, hvor den i den grad har rystet den islandske befolkning. Vi har i lang tid oplevet, at islændingene hver lørdag stod foran Altinget og demonstrerede på grund af deres frustrationer over den siddende regering, som ikke selv havde formået at styre landets finanser og heller ikke havde formået at holde alle finanshajerne i skak.

Finanskrisen er det bedste bevis på, at markedet har spillet fallit og derfor skal styres. Ligheden mellem de nordiske lande betyder, at vi kan og skal støtte hinanden i sådanne situationer. Og derfor er det vigtigt, at vi kan støtte hinanden i at sikre mere gennemsigtighed i den finansielle sektor, bedre styring af kapitalfonde og andre spekulanter, så vi ikke påvirkes af hinandens kriser.

SF er f.eks. ganske godt tilfreds med, at det i 2008 og 2009 er lykkedes at indgå bilaterale aftaler med Jersey, Bermuda, De Britiske Jomfruøer m.fl. Kapitalfonde og andre snu spekulanter har alt for længe kunnet score kassen og leve det søde liv i skattely de nævnte steder og dermed helt undgå at bidrage en døjt til den fælles samfundsøkonomi.

SF er helt enig i, at den fællesnordiske globaliseringsindsats skal gøre Norden bedre til at håndtere globaliseringens udfordringer og muligheder. Det kræver selvsagt veludviklede uddannelsessystemer, ekspertise og forskning samt evne til at udnytte informationsteknologi, kreativitet og innovationsområder. Men ord er jo bare ikke nok. Det kræver simpelt hen, at vi er parate til at nyinvestere og ikke blot hente pengene fra andre indsatsområder, bl.a. kulturområdet, som er det bærende fundament i det nordiske samarbejde. Vi skal samtidig hele tiden have for øje, at det nordiske samarbejde skal hvile på en folkelig forankring, ellers giver det ikke rigtig nogen mening.

Når vi taler om en globaliseringsindsats, kommer vi ikke uden om at se på vores uddannelsessystemer på alle niveauer. Det er af allerstørste betydning, at vi får uddannet vores ungdom, fordi den udgør det råstof, der i fremtiden skal bringe os i en stærk førerposition, så vi kan videreudvikle vores velfærdssamfund og dermed være med til at skabe en bedre livskvalitet for vores unge.

I SF er vi stærkt bekymrede over, at restgruppen af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, er meget stor, og at det nærmest ser ud, som om regeringen ikke magter at få vendt denne uheldige udvikling. Vi synes, det er en falliterklæring, hvis man taber en generation af unge, der som minimum ikke får en ungdomsuddannelse.

Det glæder mig ganske meget, at ministeren for ligestilling på vegne af de nordiske ligestillingsministre har sat fokus på køn og klimaforandringer, men hvor ville det dog være en fornyelse, hvis ministeren for ligestilling bare en enkelt gang ville lade sig inspirere af sine nordiske kollegaer. Danmark halter i den grad bagefter i forhold til de øvrige nordiske lande. Kvinder er stadig væk økonomisk afhængige af deres mænd og tjener i gennemsnit 18 pct. mindre end mænd. Der er kun 10 pct. kvindelige professorer på universiteterne, og det er faktisk stadig væk over 90 pct. af barslen, der tages at kvinder.

Ministeren for ligestilling burde på det punkt rette blikket mod Island, hvor de den 20. april i år vedtog at kriminalisere sexkøb. I Norden er det nu kun Danmark og Finland, der tillader sexkøb. Det er da fuldstændig uacceptabelt, at man i et civiliseret samfund som det danske synes, at det er i orden at købe et andet menneske.

Et andet indsatsområde, som vi gerne ser opprioriteret, er det nordiske samarbejde i kampen mod menneskehandel. Hvis vi vil stoppe menneskehandel, er det helt nødvendigt, at vi kriminaliserer prostitutionskunderne, inden Danmark bliver et mekka for sexhandel.

Der er som sagt nok at tage fat på for ligestillingsministeren, men der sker bare ikke så meget.

I SF er vi meget optaget af samarbejdet i Østersøregionen, ikke mindst fordi de nordiske lande og de øvrige Østersølande har brug for at skabe en fremtid i fællesskab.

Omkring en femtedel af EU's befolkning bor omkring Østersøen, og Østersøregionens udvikling har derfor stor indflydelse på EU's fremtid. Landene omkring Østersøen står over for enorme udfordringer på adskillige områder, bl.a. miljø, økonomi, sikkerhed, mobilitet, uddannelse og forskning. Desuden er de baltiske lande og til en vis grad Rusland også blevet hårdt ramt af den økonomiske krise og kæmper derfor med store problemer.

Når det gælder fiskeri, havbrug, jordbrug, fødevarer og skovbrug, er det positivt, at man også i nordisk regi har inddraget en handlingsplan for kost og motion samt overvægt og fysisk aktivitet, alt sammen borgernære områder, som det er vigtigt at der bliver sat politisk fokus på.

Jeg har bemærket, at det fælles nordiske ernæringsmærke, Nøglehulsmærket, også har fået plads i ministerens redegørelse. Her mener vi i SF, at det kunne man have gjort meget bedre. Problemet med Nøglehulsmærket er jo, at det udelukkende fokuserer på de positive fordele, men slet ikke forholder sig til de negative. Det er efter vores opfattelse en meget selektiv udvælgelse.

Det er også yderst relevant, at der har været aktiviteter omkring dyrevelfærd. Det er i høj grad tiltrængt, eftersom produktionsformerne er med til at presse dyrene til det maksimale for indtjeningens skyld.

Når det gælder klima og miljø, har vi alle rettet blikket mod FN's klimakonference i København i december, hvor vi håber på et godt resultat. Derfor har det også været vigtigt at få Norden til at være en vigtig medspiller i hele processen og i særdeleshed at få synliggjort konsekvenserne af klimaændringerne i Arktis, således at såvel befolkningen generelt som de globale beslutningstagere har et seriøst grundlag at træffe beslutninger på.

Når man læser ministerens redegørelse for det nordiske samarbejde, indeholder redegørelsen rigtig mange fornuftige ting, men ting koster altså. Derfor vil jeg godt advare ministeren om, at hvis vi flytter mange midler væk fra de traditionelle områder i Nordisk Råds regi til globalisering, sådan som regeringen lægger noget op til i redegørelsen, får vi altså – risikerer vi i hvert fald at få – et Norden på discount.

Tak til SF's ordfører. Så er det hr. Jørgen S. Lundsgaard som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Det nordiske samarbejde er blevet mere betydningsfuldt, fordi Norden har et klimaansvar, og derfor skal vores klimakonference i København føre til en aftale. Den nordiske ekspertise inden for vedvarende energi og miljø skal vi udnytte, i særdeleshed fordi vi har et ansvar for et af verdens mest følsomme områder, Arktis.

Enhver kan konstatere, at isen i Arktis smelter. Det skal selvfølgelig bremses, men det gør også Arktis sejlbar. Vi ser både en nordøst- og en nordvestpassage begynde at åbne sig og derfor blive væsentlig mere interessant for skibsfart, militær, råstof og turisme. Samtidig er området domineret af to store nationer, Canada og Rusland, og så de nordiske lande.

Det giver det nordiske samarbejde et særligt perspektiv og et særligt ansvar. Vi skal derfor sammen forsvare og beskytte vores område. Og katastroferne lurer! Det er ikke, om der sker uheld, men hvornår der sker uheld. Når som helst kan et militær-, turist- eller fragtskib forulykke, og vi har intet rednings- eller miljøberedskab i dette enorme område. Faktisk bør skibene sejle to eller flere sammen for dog at have noget redningsberedskab. Derfor har Nordisk Ministerråds arktiske samarbejde særdeles høj prioritet, og Danmark har lige overtaget formandskabet for Arktisk Råd i april.

Det danske formandskab skal prioritere arktiske klimaændringer og deres lokale, regionale og globale konsekvenser. Her bør man derfor fra dansk side fremme nogle af de forslag, der er fremkommet i Stoltenbergrapporten, og som senere er blevet støttet fra både dansk og norsk side. Af disse kan nævnes øget nordisk samarbejde om arktiske spørgsmål, en indsatsenhed for militær og civil stabilisering, som er en særlig dansk prioritet, og så er der lige luftovervågning over Island, som af Stoltenberg blev betegnet som lakmusprøven på viljen til nordisk samarbejde. Vi skal have et nordisk havovervågningssystem og satellitovervågningssystem og en slagkraftig maritim indsatsenhed og en nordisk katastrofeenhed. Det kræver bl.a. et tættere samarbejde mellem udenrigstjenesterne – en dansk prioritet, som der også lægges vægt på fra svensk side. Vi bør også have et øget militært samarbejde ud over det allerede eksisterende, omfangsrige nordiske samarbejde. Endelig gør et forslag om solidaritetserklæring sig gældende, for landene har forskellige sikkerhedspolitiske udgangspunkter, bl.a. i forhold til NATO.

Nogle af disse forslag kan faktisk gennemføres i nordisk regi, andre kræver samarbejdspartnere som USA, Canada, Rusland, f.eks. forslagene om havovervågning, indsatsenhed og etablering af en katastrofeenhed. Jeg håber, at ministeren og Nordisk Råd vil støtte og styrke disse tiltag. Tak.

Jeg skal bede ordføreren blive her. Der er lige en kort bemærkning fra hr. Niels Sindal.

Det er ikke, fordi jeg er uenig med taleren, min kollega hr. Jørgen Lundsgaard. Det, der bare er talt om nu her i dette indlæg, er i høj grad en del af Stoltenbergrapporten, som jeg selv personligt synes meget godt om.

Det, der er interessant, er jo, at vi her i salen den 12. får mulighed for at gå dybere ind i det, som er sagt fra talerstolen lige nu. Som formand for delegationen har vi ikke haft mulighed for at drøfte det inden, så det er svært for os, når vi kommer til Stockholm, at have en speciel dansk holdning til det.

Derfor vil jeg gerne bede taleren om at gå ind i debatten om det her område, når vi nu kommer til Stockholm. Jeg er helt enig i, at det er et meget, meget vigtigt område. Så det var egentlig ikke et spørgsmål, men en kommentar.

Tak. Så er det ordføreren.

Det vil jeg gerne. Det vil jeg glæde mig til.

Vi siger tak til ordføreren, og så er det fru Bente Dahl som ordfører for Det Radikale Venstre.

Jeg vil starte med at sige tak for redegørelsen for det nordiske samarbejde. Heldigvis har ministeren også i årets nordiske redegørelse holdt det på forholdsvis få sider. Når jeg tænker på redegørelserne for et par år siden, så havde de en anselig størrelse. Det er en meget bedre størrelse, vi har foran os i dag. Og den indeholder jo det, den skal, som jeg ser det.

Overskriften for samarbejdet er, at det skal tjene til nordisk mernytte, merværdi. Når vi lægger vores befolkninger sammen, er vi godt 25 millioner, og med det befolkningsgrundlag kan vi løfte meget mere, end med hver vores cirka 5 millioner. Forskningssamarbejde, anden

uddannelse, sundhedssamarbejde – tænk, hvis vi i langt højere grad brugte hinandens sygehuse, hinandens sundhedspersonale, for slet ikke at snakke om det helt fundamentale, nemlig kultursamarbejdet. Når vi arbejder sammen, opnår vi en højere grad af fleksibilitet og en meget højere grad af udnyttelse af vores ressourcer.

Et eksempel på et godt samarbejde er de små håndværksfag, kulturhåndværkene. I Det Radikale Venstre ser vi for os, at vi kunne oprette en portal, hvor unge mennesker kan se, hvor i Norden uddannelserne og arbejdet er, og hvor arbejdsudbyderne kan se, hvor de, der kan det pågældende håndværk, befinder sig. Så kunne vi få sikret dels en ordentlig, valid uddannelse for de små håndværk, dels kunne vi få sikret en ordentlig næringsvej for de håndværkere, der udøver de her håndværk. Vi behøver de små håndværk. Jeg taler om håndværk som urmager, sølvsmed, møbelpolstrer, væver, stukkatør, violinbygger etc.

Igennem de sidste 25 år er der blevet lavet undersøgelse på undersøgelse, og vi ved godt, hvad det er for håndværk, vi taler om, og hvilke håndværk der er i fare for at forsvinde. Den generation, der sidder nu med den viden, er i pensionsalderen, så det haster med at få overgivet viden til næste generation.

En ting i forbindelse med at samarbejde om de små kulturhåndværk kunne være, at pengene kunne følge de unge rundt i Norden. Nogle af landene har taxametersystemer, nogle har ikke – ikke endnu. Der er åbenlyse fordele ved at se Norden som en samlet helhed i rigtig mange sammenhænge.

Redegørelsen gør bl.a. rede for de fire prioriterede områder, som Island har haft søgelyset rettet imod i 2009.

For det første: Nordens drivkraft, tværfagligt samarbejde om forskning og innovation mellem myndigheder og institutioner og virksomheder.

For det andet: Nordens styrke som demokrati – ligestilling, fælles værdigrundlag og ansvar for borgerens velfærd og sundhed.

For det tredje: Nordens klimaansvar. Island har lagt stor vægt på klimatopmødet i København og har også lagt vægt på, at der skulle prioriteres økonomiske midler til det.

For det fjerde: et globaliseret Norden. Fokus på ministerrådets nye retningslinjer for samarbejdet med Nordvestrusland og de baltiske lande. Og samarbejdet inden for rammerne af Arktisk Råd er også vægtet.

I Det Radikale Venstre mener vi, at de fire områder er vigtige, og vi støtter prioriteringen, som den har været.

Når vi arbejder sammen, er det, som om to og to bliver fem. Kultursamarbejdet, som jeg har nævnt, er et af de allervigtigste samarbejdsområder. Men netop i kultursamarbejdet er der et lille problem, som ikke må vokse sig for stort. Det bliver mere og mere tydeligt, og derfor vil jeg opfordre ministerrådet til at tage fat på det, inden det bliver for stort. Det handler om den omlægning af kultursamarbejdet, der fandt sted i 2007. Det har åbenbart medført, at amatører og det frivillige foreningsliv har fået vanskeligere ved at søge støtte til deres aktiviteter. Det bør ændres, også inden den egentlige evaluering finder sted i 2011.

I Nordisk Råds kultur- og uddannelsesudvalg var vi initiativtagere til en høring her på Christiansborg i forsommeren 2009, og svarene fra kulturområdet var entydigt, at der manglede muligheder for at opnå støtte til amatører og det frivillige foreningsliv. Det var jo ikke meningen med den nye struktur. Tværtimod var et af argumenterne, et vægtigt argument, at der skulle flere penge ud i området – flere penge, som ikke skulle bindes af administration, men skulle ud at arbejde.

Det har desværre vist sig, at det ikke helt fungerer så optimalt, som hensigten var, for amatører og de frivillige. Så vi vil opfordre Nordisk Ministerråd til at se på dette område inden evalueringen i 2011. Det kan jo gøres bedre.

Nordens behov for at kunne udnytte globaliseringens muligheder og håndtere dens udfordringer er bl.a. blevet tydeligt under den internationale finanskrise. I forbindelse med krisen har de øvrige nordiske lande ydet en ekstra indsats, ekstra støtte til Island, hvilket vi i Det Radikale Venstre finder vigtigt og vældig godt – et vældig godt eksempel på et godt samarbejde igen i Norden.

Norden har behov for et redefinere sin politiske rolle hele tiden. Der opstår nye udfordringer, som skal besvares med nye måder at tackle dem på. Således har den tidligere norske udenrigsminister i det forgangne år lavet en glimrende rapport, Stoltenbergrapporten, om de muligheder, der ligger i et øget nordisk samarbejde om forsvar og sikkerhed. Stoltenbergrapporten hilser vi i Det Radikale Venstre rigtig velkommen.

I Det Radikale Venstre ser vi også det nordiske samarbejde i europæisk sammenhæng. Vi er danskere, vi er nordboer, vi er europæere, vi er verdensborgere. De landvindinger, vi har gjort i Norden, behøver EU jo ikke at opfinde igen. De kan jo lære af Norden. Den måde, vi arbejder sammen på i Norden, kan EU tage til sig. De behøver ikke at opfinde den dybe tallerken en gang til.

Nordisk Ministerråd og Ugebrevet Mandag Morgen udgav for nogle år siden en debatbog, hvor der var analyser og undersøgelser, der afdækkede de otte områder, de værdier, som vi kan betegne som nordiske kerneværdier. For det første drager vi omsorg for hinanden, det er lighedsprincippet. For det andet: Vi stoler på hinanden, har tillid til hinanden. For det tredje: Vi møder hinanden i lav øjenhøjde, der er lille magtdistance. For det fjerde: Vi vil have alle med – inklusion. For det femte: Vi er fleksible. For det sjette: Vi har respekt for naturen og hinanden. For det syvende: Vi finder mening i at arbejde, vi har en god arbejdsmoral. Og det ottende, Norden som vinderregion kommer ind på, er vor æstetik.

Jo, der er meget at bygge videre på. Vi har fundamentet i orden. Det viser dagens redegørelse, og vi er i Det Radikale Venstre positive over for det.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Line Barfod, Enhedslisten.

Det nordiske samarbejde er et utrolig vigtigt internationalt samarbejde. Jeg synes, det er fint, at vi har debatten her en gang om året. Jeg kunne godt tænke mig, at vi måske nogle gange havde en lidt mere livlig debat, men det må vi jo så prøve at finde ud af hvordan vi kan gøre.

En af de meget vigtige diskussioner, vi skal have på det nordiske område, er jo om Stoltenberrapporten. Den skal vi have en særskilt forespørgsel om, så den vil jeg ikke sige mere om her.

Jeg vil så til gengæld sige, at vi jo er rigtig gode til at fortælle om, hvor godt det nordiske samarbejde er, og hvor vigtigt det er. Så er det jo afgørende, at vi ser på, når det så virkelig gælder, hvordan det fungerer. Man må sige, at sidste år, da Island kom ud i vel den værste krise, noget nordisk land økonomisk har været i, siden Danmark nærmest gik statsbankerot, gik det ikke så godt med det nordiske samarbejde. Det har det ligesom ikke rigtig gjort siden. Jo, Færøerne var der med det samme og ydede straks Island et lån, men de øvrige nordiske lande var ikke villige til at bruge det nordiske samarbejde til at gå ind og sikre, at Island kunne overleve med en nordisk velfærdsmodel.

I stedet har de andre nordiske lande via Den Internationale Valutafond været medvirket til, at der bliver stillet nogle krav til Island, som befolkningen i Island simpelt hen ikke tror på at de kan leve op til. Det forhandles jo stadig i Island, og vi venter at se, hvad reaktionerne bliver på den seneste udgave af den aftale, der skal indgås med Storbritannien og Holland. Men det har jo været voldsomme protester, der har været i Island i et år snart. Der er ingen tvivl om, at man i Island også er nødt til at bære sin del af byrden for, at man havde valgt en regering, der gennemførte en total nyliberalistisk dagsorden, som mente, at det afgørende var at give spekulanterne så frie hænder som muligt, og som troede, at hvis den bare lavede nogle kæmpe bobler og lavede alt så stort som muligt, ville det blive ved med at gå godt.

De lyttede heller ikke til de advarsler, der bl.a. kom fra Den Danske Bank, men også fra andre, om, at den her bobleøkonomi simpelt hen ikke kunne hænge sammen. Derfor gik det rigtig, rigtig galt. Men man må også sige, at de spekulanter, der investerede i de islandske banker, og som troede, at de kunne blive ved med at få kæmpe renter, også burde bære en del af ansvaret.

Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at det alene er de islandske borgere, der de næste mange, mange år skal betale ved at få skåret dybt i deres velfærd, at der overhovedet ikke ligger noget ansvar på nogen af alle de andre, der har været med til at sige, at det er den her måde, man skal drive økonomi på. Jeg har svært ved at forstå, at vi ikke i det nordiske samarbejde kunne gå ind og støtte Island i forhold til at finde en model til at komme videre i den her situation, som indebar, at de også kunne fortsætte med at have et velfærdssamfund i Island og ikke de næste mange år fremover skal aflevere en meget, meget stor del af bruttonationalproduktet og kommer til at skære dybt i velfærden med risiko for, at de ryger ud i fattigdom, og det derfor tager dem mange flere år at komme på fode, end hvis der blev sikret en mere rimelig afvikling over længere tid.

Det siger jo også noget om, hvordan det er vi tackler de kriser, vi står i. Vi står med en kæmpe udfordring både i forhold til den økonomiske krise og i forhold til klimakrisen. Vi har alle muligheder i Norden for virkelig her at gå ind og gå foran i forhold til resten af verden og vise, hvordan vi skal bruge den situation til at skabe grønne job, til for alvor at investere i vedvarende energi, til at gøre os uafhængige både af gas og olie.

Derfor har jeg, ligesom hr. Niels Sindal og andre har været inde på, lidt svært ved at forstå det her med gasledningen. Jeg håber, at ministeren kan redegøre lidt nærmere for den russiske gasledning, og hvad det er, der kommer til at ske på det område, og hvad det er, der er baggrunden for, at man ikke fællesnordisk har fundet en måde at håndtere den sag på. Det virker i hvert fald besynderligt og noget urovækkende, hvad det er, der kommer til at ske på det område.

Hr. Kristen Touborg var inde på ungdommen i forhold til krisen. Det bliver jo også noget af det, vi skal diskutere på sessionen, fordi vi i velfærdsudvalget har stillet et forslag om, at vi bliver nødt til at se på – og det er fuldstændig afgørende – hvordan vi får et bæredygtigt arbejdsliv. Vi har herunder foreslået, at vi ser på, hvad vi gør for at sikre, at vi ikke taber en hel generation af unge på gulvet med den nuværende eksploderende arbejdsløshed, lærer af hinanden, i forhold til hvad vi kan gøre for at sikre, at de unge kommer i gang med uddannelse og arbejde og ikke kommer til at gå uden arbejde i lang tid.

Vi skal også se på, hvordan vi får videreudviklet bæredygtighedsbegrebet, så det ikke kun omfatter miljø, men også omfatter mennesker. Hvordan sikrer vi, at man kan komme til at holde til et helt arbejdsliv, at man ikke bliver slidt ned alt for hurtigt og så ikke kan bidrage hele arbejdslivet, men faktisk kan holde til hele arbejdslivet og endda have så mange kræfter tilbage, at man, når man når pensionen, stadig væk kan løfte sine børnebørn?

Det mener jeg er en udfordring, som vi bør have i Norden, og hvor Norden vil kunne gå forrest og være med til at kræve det. Det ville være oplagt, at vi udvikler Svanemærket til også at omfatte forhold for mennesker, også fordi vi har set eksempler på, at produkter, der er Svanemærket, måske nok er i orden i forhold til miljøet, men ødelægger de mennesker, der arbejder, bl.a. hvis de står i gift til knæene, mens de laver batterier.

Det er jo noget, som ville være oplagt også at tage ind i forhold til globaliseringen, altså vise helt konkret, at når vi snakker globalisering i Norden, så ønsker vi en globalisering, som forbedrer vilkårene for mennesker, som sikrer, at der bliver bedre levevilkår og bedre arbejdsvilkår for mennesker over hele verden, og som ikke bare betyder, at vi får billigere varer i Norden, og at der så er nogle i andre dele af verden, der skal have det dårligere. Det tror jeg ikke der er nogen der vil sige at de ønsker, og derfor bør vi også gøre det konkret, så vi kan sikre, at man tværtimod får hævet de vilkår, man har i andre dele af verden.

I forhold til globaliseringen bliver der jo sagt nogle fine ord om folkeligt engagement i Norden, men det er lidt besynderligt, når man så ser på, at der ikke er nogen konkrete projekter, som handler om at sikre det folkelige engagement. Der er ikke noget, hvor man går ind og siger: Lad os styrke foreningerne Norden, der er dem, der hidtil i den grad har sikret det folkelige engagement, den folkelige opbakning til Norden. Tværtimod har man fjernet nogle af de projekter, der tidligere lå i foreningerne Norden, og som var med til at sikre, at folk kendte til det nordiske samarbejde og lærte deres nabolande at kende.

Hvis vi skal gå ind og se på vores budget i det nordiske for at flytte ting fra forskellige andre projekter over til de nye ting, vi gerne vil, så er det fuldstændig afgørende, at vi også er i stand til at gennemskue budgettet. Derfor håber jeg meget, at ministeren i sit svar om lidt vil kunne love os, at det er noget af det, Danmark vil sætte sig i spidsen for under formandskabet, altså at vi faktisk får et budget, som vi kan forstå, og at vi kan regne med fremover at kunne få svar, når vi spørger til, hvorfor de samme poster bliver ved med at stå der i årevis, hvad de indeholder, hvad de dækker osv., så vi ikke, som vi f.eks. oplevede i velfærdsudvalget, skal risikere, at der i flere år står en halv million kr. til et tsunamiprojekt, som aldrig nogen sinde er blevet gennemført, og som man ikke har planer om at gennemføre.

Vi bliver nødt til som folkevalgte at kunne vide, hvad pengene bliver brugt til, og vi skal kunne få svar på det, så vi kan beslutte, at vi gerne vil flytte penge til noget andet. For vi vil hellere gå ind og fjerne nogle ting fuldstændigt og flytte pengene til noget andet, end vi vil være med til, at man bliver ved med at bruge grønthøstermetoder, der bare udhuler de forskellige projekter mere og mere.

Til slut vil jeg bare sige, at jeg mener, det er afgørende, at vi i Norden får gjort op med slaveri, og jeg tror, det er vigtigt, at vi går over til at kalde det slaveri, hvad det er, frem for at kalde det menneskehandel. For det er vigtigt, at vi fokuserer på den udnyttelse, der ligger af de mennesker – det er slaveri – frem for kun at fokusere på, at de på et eller andet tidspunkt i deres liv er blevet handlet.

Der, hvor den store indtjening ligger for bagmændene, er på udnyttelsen af slaverne, og det bliver vi nødt til at gøre op med. Vi burde sætte os en målsætning om, at der om 20 år ikke længere er slaver i Norden. Det burde være muligt for os at opnå, og det ville være en flot målsætning at få sat i det kommende år, hvor Danmark har formandskabet.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen markeringer for korte bemærkninger. Jeg ser heller ikke flere ordførere i salen, så jeg skal lige tjekke op på, om det kan være rigtigt.

Det ser ud til at være rigtigt, og næste taler er derfor ministeren. Værsgo.

Hvis vi ikke havde det nordiske samarbejde, måtte vi straks opfinde det. Det er så stor en succes, at det ofte kniber med at få det omtalt i medierne. Det er det samme med det europæiske samarbejde: Det kan komme ud i medierne, når der er strid, men når der er samarbejde og resultater, er det svært at få fokus på det. Derfor skal vi, der arbejder med det nordiske, overalt, hvor vi kommer frem, fortælle, hvor meget vi skylder det nordiske samarbejde, i hvor høj grad vi i de nordiske lande har givet borgerne rettigheder på tværs af grænser, og hvordan vi på den måde på mange felter er gået foran i det europæiske samarbejde og har gjort Norden til en øvelsesplads for internationalt samarbejde til gavn for borgernes frie bevægelighed og til gavn for borgernes rettigheder.

Hvad angår globaliseringsstrategien, må man sige, at når man ser tilbage på starten af Nordisk Råds session i 2006, har den virkelig udviklet sig. Der er iværksat 15 konkrete projekter, syv nye er på bedding, og det er i øvrigt et mere, end der er nævnt i min redegørelse, idet der er sket ændringer, siden redegørelsen gik i trykken. Forslaget om finansieringen af indenlandsk udbygning af energiinfrastrukturen er blevet erstattet af et forslag om e-science – en videreudvikling af det nordiske forsknings- og innovationsområde NORIA.

Et nyt projekt er kommet til, nemlig nordisk støtte til afholdelse af et første forhandlingsmøde for en ny international kviksølvkonvention i FN-regi. Herudover vil jeg blandt de nye projekter også nævne kultur og kreativitets-projektet, som også omfatter intellektuelle rettigheder, og innovationsprojektet. Nye projekter er også energi og transport-projektet samt sundhed og velfærds-projektet – her bliver der grebet fat om kompetenceudvikling og bekæmpelse af livsstilssygdomme. Globaliseringsindsatsen er blevet et helt centralt redskab i det nordiske samarbejde. Det går her i vidt omfang fra at være et fællesskab til netop at være et redskab.

Sådan noget er altid lettest i begyndelsen, nu kommer vi til den svære gennemførelsesfase. Nyhedens interesse er væk, og der er endnu ikke mange spektakulære resultater at vise frem. I den fase er det ekstra vigtigt, at vi skubber på i fællesskab – parlamentarikere og regeringer. Vi skal fastholde både interessen og opbakningen fra alle involverede; det må ikke løbe ud i sandet.

Derfor må vi også være åbne om, at der må gives og tages. Pengene til globaliseringsindsatsen kommer jo bl.a. fra nogle af de eksisterende programmer, men netop projektet vedrørende kultur og kreativitet er jo et eksempel på, at kulturområdet har bidraget, men kulturområdet vil også få.

Arbejdet vedrørende grænsehindringer er også helt centralt efter min mening. Der er en række gener for europæiske borgere og virksomheder, som vi kan fjerne. Vi kan ikke fjerne alle grænsehindringer. Det ligger i sagens natur, at fem demokratier eller otte demokratier jo har mulighed for at vedtage ordninger, som ikke passer med hinanden, og det vil man også gøre i fremtiden, men man skal i det mindste vide det, når man kommer til at vedtage noget, som kan skade det nordiske samarbejde.

Justitsministeren vil skrive til de øvrige ministre og minde om, at de skal have øje for lovgivningen i de andre nordiske lande, når de laver love. Men et stort tabernakel, hvor man i hvert eneste lovforslag skal skrive en lang smøre om konsekvenserne for andre nordiske lande samt om, hvad man gør i andre nordiske lande, synes vi er for voldsomt. Nu skriver justitsministeren til dem og minder dem om det, og jeg skal nok som nordisk minister minde mine kollegaer om det og har i øvrigt allerede gjort det, og så ser vi, om det ikke er tilstrækkeligt.

Når det gælder fjernelse af grænsehindringer, går det jo ud på, at man skal tænke det nordiske med, at der er nogle, der skal acceptere, at en ordning, som måske er nedarvet, for sådan har det altid været, justerer vi, af hensyn til at borgerne skal kunne bevæge sig frit, f.eks. kunne tage et job i andre nordiske lande. Noget af det første, vi fik på nordisk plan, var det nordiske arbejdsmarked. Det har været til usigelig gavn, både for de nordiske økonomier, for de nordiske borgere og også for den nordiske gensidige forståelse. Jo flere, der i en del af deres liv har opholdt sig i et andet nordisk land, jo mere har vi forståelse for vigtigheden af at holde fast i det nordiske samarbejde.

Der var en stewardesse, som beskrev, hvordan det kun tog hende 14 dage, efter at hun var ansat i SAS, at forstå alle de nordiske sprog. Nu var det blevet en del af hendes egen familie, hendes egen hjemmebase. Det er derfor, at vi har en sprogdeklaration, som jeg i egenskab af undervisningsminister er ved at arbejde med i forbindelse med det kommende danske formandskab, som jeg i øvrigt ikke skal udtale mig om, fordi det gør formandskaber ikke midt inde i et foregående lands formandskab.

Island har været nævnt. Fru Line Barfod synes ikke, at vi har vist tilstrækkelig solidaritet. Jeg synes nu, at der alt i alt har været vist solidaritet, både i den store målestok og også i den lille målestok, hvor vi f.eks. har sikret en god hjælp til islandske studerende i andre nordiske lande. Det var vigtigt, fordi den islandske uddannelsesstøtte jo ikke rakte langt, efter den islandske krone var blevet meget mindre værd. Så både i det store og i det små synes jeg, at der har været solidaritet mellem de nordiske lande, og det tror jeg også at man føler i Island.

Jeg blev spurgt af hr. Niels Sindal om Nord Stream, altså om ledningen, der går fra Rusland til Greifswald i Tyskland, og om, hvorfor Danmark har sagt ja og Sverige nej. Jeg mener, at det forholder sig sådan, at Danmark har sagt ja, og at Sverige ikke har svaret endnu. Hvis hr. Niels Sindal vil have at vide, hvorfor Sverige endnu ikke har svaret, eller hvorfor landene ikke har afgivet svar samtidig, må han stille spørgsmålet til den relevante minister. Jeg tør ikke byde ind på det her fra talerstolen. Jeg har ikke hørt, at der skulle være svenske indvendinger imod, at Danmark har sagt ja, men jeg kan jo have taget fejl.

Fru Anita Knakkergaard mente, at det var urimeligt, at vi har uddannet så mange svenske læger her i Danmark, og spurgte, om vi dog ikke kunne gøre noget ved det. Det gjorde vi sidste år, og det fik en effekt, men det er rigtigt, at der igen i år var rigtig mange svenske ansøgere og der var rigtig mange, der blev optaget. Jeg ved, at videnskabsministeren også er optaget af den sag. Det er i øvrigt ikke nogen ny sag. På det kollegium i Århus, hvor jeg tilbragte en del af min ungdom, var der lægestuderende, som tjente store penge i Sverige. Så også dengang leverede Danmark altså medicinsk arbejdskraft til Sverige.

Noget af det stammer helt tilbage fra den tid, hvor København var magneten for studerende fra hele Norden. Så kan man sige, at det skal vi da være kede af, men jeg synes egentlig, at vi skal være glade for det. Det er jo også noget, der bidrager til en vis forståelse for det underlige land Danmark og dets hovedstad, men det er jo også med til at sikre, at rigtig mange danskere kender jævnaldrende i andre nordiske lande.

Så det kan godt være, at det giver et problem på den måde, at nogle studiepladser derved ikke tilfalder danske ansøgere, men det giver altså også nogle fordele, og hvis man gør som fru Anita Knakkergaard foreslår, nemlig kræver, at de lægestuderende efter færdig uddannelse skal blive mindst 5 år i Danmark, har vi dermed skabt en hindring for fri nordisk bevægelighed. Så jeg synes, at vi skal forsøge noget andet.

Jeg er i øvrigt glad for alle de indlæg, der har været, og jeg synes da, at fru Line Barfod har fået opfyldt ønsket om en god debat. Jeg synes, at der er blevet sagt gode ting om nordiske kerneværdier. Jeg tror, det var fru Bente Dahl, der gjorde det, og fru Marion Pedersen var inde på noget lignende. Hr. Kristen Touborg nævnte, at vi skal passe på ikke at være for fedtede med budgetterne. Det har han ret i, men jeg synes, vi skal huske at være glade for det, vi har. Det er jo ikke småting, vi har fået ud af det, og jeg glæder mig til den kommende session, hvor vi alle sammen skal deltage.

Jeg vil godt slutte med at sammenligne det nordiske samarbejde nu med den gang, jeg som medlem af Folketinget var medlem af den danske delegation til Nordisk Råd. Jeg kan godt fortælle, at der dengang var flere møder, der var man ude at rejse i længere tid, der var der flere papirer og flere ord. Til gengæld var der betydelig mindre aktion, end der er i dag. Så altså mindre snak, færre papirer og mere handling er det, der har kendetegnet det nordiske samarbejde her på det seneste, og det er den udvikling, vi skal fortsætte på den kommende session, som jeg ser frem til, idet jeg takker alle ordførerne for deres indlæg.

Til ministeren kan jeg oplyse, at der foreløbig er tre indtegnet til korte bemærkninger. Den første er fru Bente Dahl. Værsgo.

Tak for det. Jeg er helt enig i ministerens sidste betragtning, nemlig at mere handling og atter mere handling er den vej, vi skal. Jeg vil gerne komme lidt ind på budgettet og budgetprioriteringerne. Der står her i redegørelsen, at det er besluttet, at udgiftsrammen for globaliseringsarbejde for 2010 udvides fra 60 mio. kr. til 70 mio. kr., og at pengene skal findes ved egentlige omprioriteringer i det budget, Nordisk Ministerråd har. Så er mit spørgsmål: Hvad er planerne for udviklingen af rammerne? For hvis man bliver ved med bare at ændre og omlægge værdierne, omlægge midlerne, så vi skal bruge dem til globaliseringssamarbejdet, så er det jo en væsentlig udhuling af det nordiske arbejde, som netop er baseret på det folkelige samarbejde, som jeg forstår det. Så hvad er planerne for udviklingen af rammerne, er der et maksimumbeløb, eller taler vi om en omlægning?

Værsgo til ministeren.

Jeg må være ærlig og sige, at vi først og fremmest taler om en omlægning, og det har ligget i globaliseringsstrategien lige fra starten. Det førte så til, at en række ministerområder skulle reduceres med enten et par procent eller med lidt mere. Det så så i en periode ud til, at det skulle gå ud over f.eks. kulturområdet, men som jeg nævnte for et par minutter siden, er kulturområdet jo også et af de områder, hvor der kommer nye spændende forslag og tilhørende penge, nemlig i form af det program, som hedder »Kultur og kreativitet«. Så det er først og fremmest omprioritering. Men denne omprioritering kan udløse ekstra private midler. Det ligger jo i topforskningsinitiativet, at ved at de nordiske lande slår pjalterne sammen og satser på noget, som man i den private sektor finder interessant, så kan det også medføre penge derfra samt fra forskningsfonde og deslige.

Fru Bente Dahl for den anden korte bemærkning.

Tak for det. Det, jeg egentlig mente i forbindelse med omlægningen, var, at det, som jeg ser er foregået, er, at det nordiske samarbejde er etableret på baggrund af befolkningernes samarbejde i de her 50 år. Så har man oprettet Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd, som kanaliserer penge ud til befolkningernes samarbejde. Jeg må huske at sige, at jeg synes, globaliseringsarbejdet er et vigtigt arbejde, ingen tvivl om det, men jeg ser det også sådan, at 70 mio. kr. er tilstrækkeligt til den form for samarbejde.

Mit spørgsmål er så: Er det planerne, at det næste år skal være 100 mio. kr., der skal lægges til det, der hedder globaliseringssamarbejdet? For i globaliseringssamarbejdet er der i vid udstrækning tale om en markedsføring, hvor jeg mener, at det samarbejde, vi i øvrigt har i Norden, er et folkeligt samarbejde. Der er et indhold, som selvfølgelig skal markedsføres, men ikke for mere end 70 mio. kr. i hvert fald.

Værsgo til ministeren.

Jeg mener ikke, at vi her og nu skal tage stilling til, om Danmark skal gå ind for en yderligere stigning i omprioriteringerne. Min umiddelbare holdning er, at det skal vi, men det er jo også noget, som statsministrene vil tale om, når de mødes, og det er jo nok klogt af samarbejdsministrene at lytte til statsministrene, før de tager stilling til den slags.

På det sidste statsministermøde i Island om globaliseringsstrategien var det ganske klart, at alle statsministrene bad om en yderligere omprioritering med deraf følgende konsekvenser for samarbejdsministrene og ressortministrene, og når vi ser tilbage på, hvad der er kommet ud af det, synes jeg ikke, at vi skal være kede af den drivkraft, det skub, vi derved har fået. Det skub byder jeg velkommen.

Den næste for korte bemærkninger er hr. Henrik Brodersen, værsgo.

Først vil jeg starte med at takke ministeren for både den skriftlige og den mundtlige redegørelse. Den skriftlige synes jeg er letforståelig og letlæselig, og som en af ordførerne var inde på, har den tidligere været et digert værk, der kunne være lidt svært at forstå. Til gengæld er jeg faldet over en lille passus om ligestilling, som jeg gerne vil bede ministeren uddybe en lille smule og måske forklare, hvilket niveau vi ligger på. Det er den, hvor der står, at ministeren for ligestilling på vegne af de nordiske ligestillingsministere har sat fokus på køn og klimaforandringer med udgangspunkt i følgende: Kvinder og mænd påvirker miljøet forskelligt, og de to køn påvirkes forskelligt af klimaforandringerne. Jeg vil bare vide, om man kan få forklaret, hvilket niveau vi diskuterer det på.

Værsgo til ministeren.

Som samarbejdsminister modtager man bidrag fra de forskellige ministre, og det, der her blev læst op, er altså fra ligestillingsministeren. Jeg er sikker på, at hun kan svare på, hvad hun mere præcist tænker på. Hvis det er en global betragtning, tror jeg, at det har at gøre med bl.a. kvinder i den tredje verden. Hvis det handler om det nordiske, kan man jo gætte på, hvad der tænkes på, men jeg synes, at det bedste er, at hr. Henrik Brodersen spørger ministeren for ligestilling. Jeg er sikker på, at hun kan skrive noget rigtig klogt om, hvad hun mener med den formulering.

Hr. Henrik Brodersen for anden korte bemærkning.

Nu står det jo i redegørelsen fra ministeren for nordisk samarbejde, og det er derfor, jeg tænker, at der må være en vis viden om, hvad der står. For jeg tænker på, at det er rigtigt, hvad ministeren siger, nemlig om det er globalt, eller det er i Norden, eller hvordan og hvorledes? Er det helt nede på et plan, som jo nok ville undre befolkningen lidt, hvor man siger, at mænd påvirker i én retning, fordi de har en tendens til at køre i store biler? Er det, fordi kvinderne flyver mere, eller er det, fordi de generelt vasker mere tøj? Det er bare det, jeg tænker på.

Jeg kunne bare godt tænke mig at få forklaret, hvad niveauet er for det, vi diskuterer her.

Ministeren.

Vi lever jo i en periode, hvor man tænker klima ind i alting. Det kan jeg tale med om som undervisningsminister. Det er jo, fordi vi har besluttet, at det vil vi gøre. Og jeg synes ikke, der er noget galt i, at man her siger, man vil sætte fokus på køn og klima. Der står jo ikke, hvad resultatet skal være, man vil sætte fokus på det.

Noget af det, som jo er et kæmpeproblem i mit Undervisningsministerium, er de utrolig store forskelle, der er på mænds og kvinders valg, når de skal vælge fag og studier, hvor det virkelig er et problem, at alt for få kvinder interesserer sig for naturvidenskab, og naturvidenskab hænger jo sammen med klima. Så jeg kunne godt gætte mig til forskellige sammenhænge, men jeg vil hellere lade være. Jeg vil hellere have ligestillingsministeren til at gøre det. Hvis det ønskes, skal jeg sørge for, at hun uddyber det afsnit.

Den næste til korte bemærkninger er fru Line Barfod.

Ministeren sagde lidt forskelligt om budget. Jeg vil bare høre, om ministeren som formand i det kommende år vil sætte sig i spidsen for, at vi får lavet et budgetarbejde, der gør, at vi er i stand til at gennemskue budgettet, så vi tydeligt kan se, hvad der er kortvarige projekter, og hvad der er noget, der løber over lang tid, og så vi kan få svar på vores spørgsmål, når vi gerne vil vide, hvad en budgetpost dækker over, så vi reelt har mulighed for at gennemskue, hvad det er, pengene bliver brugt til, og om der er noget, vi ønsker at omprioritere. Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er, om ministeren vil være med til at sætte menneskehandel, eller slaveri, som vi nok skal kalde det, højt på dagsordenen i det nordiske samarbejde, og om ministeren mener, at vi faktisk har noget at kunne gå ind og være med til også fra nordisk side på det område.

Det sidste spørgsmål er, om ministeren vil være med til at sikre det folkelige engagement, herunder sikre, at vi også får styrket det folkelige engagement i forhold til globaliseringsindsatsen.

Ministeren.

Jeg skal inden længe have en drøftelse med generalsekretær for Nordisk Ministerråd Halldór Ásgrímsson, og jeg vil gerne viderebringe det synspunkt på budgettet, som fru Line Barfod her har nævnt, og som hun også nævnte i sin tale. Jeg noterede det faktisk, for jeg vil godt gå det efter med mine egne øjne for at få den samme oplevelse som fru Line Barfod, og så vil jeg snakke med hr. Halldór Ásgrímsson om, hvorvidt det er en nødvendighed, der gør, at det virker lidt uoverskueligt, eller om det kunne gøres bedre. Jeg forstår lige præcis, hvad fornemmelsen er. Altså, som politiker vil man jo gerne kende frihedsgraderne i budgettet. Hvor er det egentlig, man kunne flytte rundt på tingene? Det er i øvrigt noget, man også gerne vil vide som minister, kan jeg oplyse. Så jeg er ikke døv over for det.

Med hensyn til slaveri og folkeligt engagement vil jeg også gerne overveje det, der her er blevet spurgt om. Min taletid er udløbet, så fru Line Barfod må spørge igen, hvis hun vil have noget at vide her og nu.

Det får hun så lejlighed til, men dagen er jo ikke så lang endnu, så vi kan godt se lidt stort på sekunderne for at få de rigtige svar frem.

Jamen jeg vil gerne spørge igen for at få et svar vedrørende det folkelige engagement især i forhold til globaliseringsinitiativet og spørge til indsatsen i forhold til slaveri.

Værsgo til ministeren.

Med hensyn til det folkelige engagement har vi jo Foreningen NORDEN, som jeg synes gør et vigtigt arbejde. Det kan ikke stå alene. Som undervisningsminister er jeg meget optaget af, at vi lever op til det, der står i de danske læreplaner, som faktisk er betydelig mere omfattende end det, der står i de andre nordiske landes læreplaner. I Danmark er det nemlig sådan, at børnene skal møde de andre landes litteratur, og at det er en del af pensum. Går man ind på Undervisningsministeriets hjemmeside, vil man kunne se, at man kan støde ind i en svensk test, hvis man vil tage en test i dansk i Danmark, fordi norsk og svensk altså er en del af et pensum i Danmark. Og der findes jo nordiske udvekslingsprogrammer; vi har Nordplus. Folkeligt engagement skaber man ved at skabe folkelige muligheder, og det er dem, vi skal se på. Vi kan ikke trylle engagement op af jorden med ord eller med kampagner, men det kan vi med oplevelser – oplevelser, der skabes gennem muligheder.

Hvad angår indsatsen mod slaveri: Jeg synes, det er et oplagt spørgsmål at stille under sessionen. I EU er der jo et betydeligt samarbejde om det, også om kvindehandel. Jeg kan huske, hvordan jeg i starten ikke kunne begribe, at det var en sag for EU, men det skal jeg love for at jeg opdagede at det var. Og når det er en sag for EU, kan det selvfølgelig også være en sag for de nordiske lande. Vi skal finde ud af, hvordan vi tager de rigtige ting op, for vi skal jo ikke gøre det samme som i EU, men hvis EU arbejder med det, kan vi forberede os på at få en fælles stemme i EU, og hvis det er sådan, at EU forsømmer noget, kan vi jo prøve at gå foran i Norden.

Fru Line Barfod. Er det som ordfører? Der er faktisk en mere for en kort bemærkning, og derfor blev jeg lidt forvirret, da fru Line Barfod kom herop. Det er fint nok, vi tager runde to, men vi har en spørger mere, og det er fru Anita Knakkergaard. Værsgo.

Nu ved vi, der sidder i Velfærdsudvalget, at der mangler utrolig mange læger i alle de nordiske lande, og især inden for psykiatrien mangler der læger. Der tages bare læger ind fra udlandet, og vi ved, at man i bl.a. det nordjyske, hvortil der er kommet mange udenlandske læger, oplever, at der er sprogvanskeligheder. Jeg vil spørge ministeren, om det virkelig ikke er et problem, man kan løse inden for det nordiske samarbejde. Vi skal samarbejde og hjælpe hinanden og gøre så mange gode ting, lave rapporter og gøre videnskabelige tiltag med hensyn til issmeltning osv., men kunne man så ikke løse det problem, som vitterlig har været der i så mange år? Det er et problem for befolkningerne, og det ser vi i Dansk Folkeparti gerne bliver løst.

Derfor kommer vi med et forslag med hensyn til den kliniske basisuddannelse, så de studerende ikke bliver anderledes stillet der end på andre fagområder, hvor man selv skal skaffe sig en praktikplads. Vi foreslår, at de svenske studerende skal skaffe sig en praktikplads på et svensk sygehus, og det er vel ikke for meget forlangt, og så kan vi tage dem her, hvis de gerne vil læse her, vi kan så bare oprette nogle flere uddannelsespladser, men der, hvor presset ligger, er på den kliniske basisuddannelse, så der må Sverige jo tage sine egne studerende, og det må Norge jo også gøre. Er ministeren enig i det? Og hvad vil ministeren gøre?

Værsgo til ministeren.

Når jeg er lidt tilbageholdende med at komme med en lang forklaring, skyldes det, at det jo ikke er en nordisk sag. Det er en sag for videnskabsministeren og for videnskabsordførerne, det er en sag, som hr. Jesper Langballe skal drøfte med hr. Helge Sander, hvis han ikke allerede har gjort det. Det er en sag, som videnskabsministeren er meget optaget af. Men det er jo ikke en nordisk sag.

Hvis det var en nordisk sag, skulle et tiltag bestå i, at vi skulle lave en nordisk regulering. Det synes jeg bare ikke vi skal. Det er Danmark, der bestemmer over sin egen uddannelses- og optagelsespolitik, og der er fordele og ulemper ved at have den åbne optagelsespolitik, vi har; vi har ændret ved den, og vi kan måske også ændre den i fremtiden. Men jeg tror ikke, fru Knakkergaard mener, at vi skal afstå suverænitet til det nordiske samarbejde og lade Nordisk Råd træffe afgørelse om dansk uddannelsespolitik, og derfor er jeg tilbageholdende med at svare.

Fru Anita Knakkergaard for anden korte bemærkning.

Ja, det kan jeg godt forstå, men nu har jeg gentagne gange – jeg tror, det er tredje gang eller fjerde gang, jeg spørger ind til det, og jeg har også været hos videnskabsministeren, og der sker ikke noget – spurgt, om man ikke, ligesom andre mennesker gør, og ligesom man gør i erhvervslivet, lige kan tage en snak om, hvordan vi eventuelt kan løse problemet. Hvis videnskabsministeren ikke kan løse det, kunne det jo være, at den minister, der nu står på talerstolen, kunne løse det med sine samarbejdspartnere i stedet for, så man kunne finde en løsning for videnskabsministeren.

Værsgo til ministeren.

Jeg takker for den enorme tillid og forventning, der strømmer mig i møde, men jeg tror nok, videnskabsministeren vil foretrække, at det er ham, der kører Videnskabsministeriet, og mig, der kører Undervisningsministeriet – og spørgsmålet om lægestudier hører altså under Videnskabsministeriet. Og jeg ved, at han er optaget af det. Det kan man se af, at han har handlet vist endda indtil flere gange. Så sagen ligger godt hos ham.

Der er ikke flere spørgsmål til ministeren i denne omgang. Men fru Line Barfod har bedt om ordet for en anden omgang, og her er taletiden 5 minutter. Værsgo.

Tak. Det er ikke, fordi jeg skal trække debatten ud længe, men det er et spørgsmål om slaveri og menneskehandel, som flere af os jo er meget, meget optaget af, og jeg har forståelse for, at ministeren for nordisk samarbejde selvfølgelig ikke kan kende alle de mange områder, der er i det nordiske samarbejde. Men menneskehandel har stået meget, meget højt på den nordiske dagsorden i flere år. Desværre ser det ud, som om at det, fordi vi ikke løbende med spørgsmål er blevet ved med at rejse diskussionen, er røget ned ad dagsordenen, og jeg tror, at det her skal være en påmindelse til os om, hvor vigtigt det er, at vi bliver ved med også fra Nordisk Råds side at stille spørgsmål og komme med forslag osv.

Det er selvfølgelig rigtigt, at EU gør noget, og vi skal kigge på, hvad EU gør, og være med til det arbejde. FN gør rigtig meget og har jo lavet den grundlæggende konvention på området. Europarådet har lavet en meget vigtig konvention, som har betydet, at også ofre for menneskehandel i Danmark nu har 30 dage til lige at komme sig i, inden de bliver sendt ud af landet.

Men det, som er helt særligt for det nordiske samarbejde, er selvfølgelig dels som på andre områder af det nordiske samarbejde, at vi kan lære af hinanden, dels i høj grad også, at vi for flere år siden på initiativ fra Nordisk Råd fik lavet et samarbejde med de baltiske lande, for der er jo desværre rigtig mange, der bliver handlet fra de baltiske lande til de nordiske lande. Vi har derfor fået etableret noget, som jeg tror er unikt i forhold til resten af verden, hvor der er direkte erfaringsudveksling mellem dem, der arbejder med menneskehandel – både politiet og socialarbejdere – og mellem de baltiske og de nordiske lande, så de lærer af hinanden.

Vi støtter beskyttelsetilbud i de baltiske lande. Fredsinstituttet på Åland er i gang med at sikre, at der er pigegrupper i de baltiske lande, så de dér lærer, hvordan de skal modstå den måde, hvorpå menneskehandlerne prøver at komme i kontakt med dem og få dem lokket til de nordiske lande, og man prøver at vise dem, at de har mulighed for uddannelse og arbejde osv. Så der er rigtig mange måder, vi i det nordiske samarbejde kan arbejde med det her område på, og jeg mener, at det er noget, som hører hjemme meget højt på dagsordenen, fordi det simpelt hen er så forfærdeligt, at vi har fået slaveri igen i verden, og at vi i dag har slaver i de nordiske lande. Det burde simpelt hen ikke kunne finde sted, så udviklet som vores samfund ellers er.

Tak til ordføreren. Og værsgo til ministeren.

Det er ubestrideligt, at der er et problem. Og som jeg sagde, troede jeg oprindelig, at man måtte kunne klare det på nationalt plan, men jeg er helt med på, at det kræver et internationalt samarbejde, og jeg synes, at der her blev givet et rigtig godt eksempel, nemlig i forhold til de baltiske lande, hvor der jo desværre rekrutteres en hel del slaver.

Jeg kan mærke, at fru Line Barfod ved meget mere om dette, end jeg gør, og derfor vil jeg gerne ønske hende held og lykke med at rejse sagen også i nordisk sammenhæng. Jeg lytter med interesse til, hvad hun siger, og det kan jo være, at der kan komme noget konkret ud af det, når det har været vendt endnu en gang på den kommende session.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og det vil sige, at forhandlingen er sluttet.