Det næste punkt på dagsordenen er:

17) Forhandling om redegørelse nr. R 12:

Udenrigsministerens redegørelse om Europarådets virksomhed og Danmarks deltagelse heri.

(Anmeldelse 05.05.2010. Redegørelsen givet 05.05.2010. Meddelelse om forhandling 05.05.2010).

Forhandlingerne er åbnet. Den første, der får ordet, er Venstres ordfører, og det er hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det. Jeg kan ærligt sige, at jeg er stolt, når jeg står her i dag og endnu en gang skal tale om Europarådets arbejde. Jeg er stolt, fordi jeg ser det som en ære som formand for den danske delegation til Europarådet at få lov til i blot en årrække at være en del af en international organisation, som har eksisteret i over 60 år og endnu er stærk og af vital betydning.

Det er en organisation, der i dag har 47 medlemslande af forskellig størrelse og karakter, og som siden slutningen af anden verdenskrig har kæmpet for de grundlæggende værdier, som vores europæiske samfund er bygget på, og som såvel Venstre som jeg personligt har en meget stærk tro på, nemlig demokrati, menneskerettigheder og retsstat.

Selv om værdierne er de samme, er tiderne det dog ikke. Når Europarådet er ved at være en ældre dame, er det dermed også klart, at viljen til at reformere organisationen har en central betydning for Europarådet og ikke mindst dets kronjuvel, Menneskerettighedsdomstolens videre overlevelse. At den fornødne vilje til reformer af såvel Rådet som domstolen heldigvis findes på højeste niveau i selve Europarådet har i det forgangne år fremgået tydeligt af såvel de skiftende formandskaber som den nye generalsekretær, nordmanden Thorbjørn Jaglands, udmeldinger og visioner. Vi kan ikke andet end at bifalde dette, da sådanne reformer kan være med til at fremtidssikre begge organisationer og gøre dem til endnu mere effektive vagthunde for demokrati og menneskerettigheder i det unikke fællesskab af såvel EU- og ikke EU-lande, som Europarådet nu engang er.

En begivenhed, der mere end noget andet har hjulpet dette fællesskab på rette vej i året, der er gået, er Ruslands længe ventede ratificering af protokol 14 til den europæiske menneskerettighedskonvention. Reformen er den højest betydningsfulde af den dybt overbelastede Europæiske Menneskerettighedsdomstol og har gennem længere tid været yderst tiltrængt. Til illustration er jeg nødt til at fremhæve nogle tal fra udenrigsministerens redegørelse, nemlig den 17,3 pct.s stigning i sagsbyrden, som domstolen oplevede fra 2000 til 2009, hvor antallet af sager steg fra godt 119.000 til over 139.000. Dermed bliver det en glædelig dag, når protokol 14 træder i kraft den 1. juni 2010 efter 4 års ventetid.

Det står klart, at den vil have yderst positive følger for domstolens virke med initiativer som færre dommere til flere sager, ingen bagatelsager og muligheden for, at blot en enkelt dommer kan vurdere, om en sag skal behandles af domstolen. Det er noget, som vi fra politisk side har set frem til, da det vil være til stor gavn for dem, som det hele i virkeligheden drejer sig om, nemlig borgerne og den fælles europæiske retssikkerhed.

Noget af det, som jeg talte om sidste år, men som desværre også fylder min tale i år, er konflikten mellem Rusland og Georgien. Den sidste bølge af denne mangeårige konflikt rejste sig som bekendt i forbindelse med Ruslands anerkendelse af de to udbryderrepublikker, nemlig Sydossetien og Abkhasien, og indtrængningen på georgisk territorium tilbage i august 2008, men det er jo desværre stadig væk relevant den dag i dag. Selv om medierne for længst har mistet interessen for konflikten, er den nemlig langtfra slut. Her står det igen klart, at Rusland stadig er den store uartige elev i klassen, der mener, at han blot på grund af sin overlegne størrelse altid kan vælge at ignorere de andre 46 lande i klassen og sabotere deres arbejde efter forgodtbefindende.

Jeg har før understreget, at jeg naturligvis ikke vil vende det blinde øje til det faktum, at situationen er mudret, og at den historiske baggrund for de to landes uenigheder går langt tilbage. At hverken Rusland eller Georgien for den sags skyld er mønsterelever, når det kommer til overholdelse af Europarådets principper, er en kendsgerning. Det er jo også derfor, at begge lande fortsat bliver overvåget af Den Parlamentariske Forsamling for at sikre, at de lever op til deres forpligtelser i forhold til konventionerne. Men med det sagt bygger et medlemskab af Europarådet som udgangspunkt i høj grad på intentioner og vilje til at forbedre sig. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Rusland gang på gang blot vender ryggen til demokratiets vogtere, mens Georgien omvendt fortsat viser vilje til at samarbejde med Europarådet. Eksempelvis er det absurd, at Rusland i en konflikt med kun to parter nægter at påtage sig nogen skyld for konflikten, overhovedet. Igen bliver det tydeligt, at et medlemskab af Europarådet blot er en pæn symbolsk fjer i Ruslands hat, som landet stolt kan vise frem og vifte med, hvis nogen betvivler landets tro på menneskerettigheder, demokrati og retsstat, men som i virkeligheden kun betyder lidt for den russiske bjørn.

For at forsøge at komme denne lovløshed til livs har jeg i det forgangne år personligt været med til at præsentere en resolution på vegne af en lang række medlemmer, der havde til hensigt at suspendere Rusland deres stemmeret i Den Parlamentariske Forsamling med henblik på at få såvel den russiske delegation som regeringen tilbage i Moskva til at forstå alvoren i Europarådets fortsatte anmærkninger mod Ruslands adfærd. Desværre fik resolutionen ikke nok stemmer i Den Parlamentariske Forsamling til at blive vedtaget. Men jeg mener stadig, at den var et vigtigt symbol på den utilfredshed, utålmodighed og vrede, egentlig også, der hersker i de fleste lande i forbindelse med Ruslands mangel – faktisk dybe mangel – på respekt for Europarådets vigtige universelle principper. Som tidligere nævnt er dette altså en problematik, vi er nødt til at blive ved med at have fokus på.

For at opsummere anerkender jeg, at der bestemt er sket vigtige fremskridt i Europarådet i det forgangne år. Dette skal tillægges stor betydning, da Europarådet er en yderst vigtig international organisation, der også fortsat skal beskytte og cementere vores kerneværdier i Europa. Ruslands ratifikation af protokol 14 repræsenterer en vigtig symbolsk erkendelse af såvel Europarådets som Menneskerettighedsdomstolens betydning, og vigtigere endnu et vigtigt skridt for domstolens videre eksistens og udvikling.

Som jeg har redegjort for, er der dog stadig meget at kæmpe for, og det er det, Europarådet og domstolen vil gøre med fornyet styrke i de kommende år, og forhåbentlig kan jeg stå her om et år igen og tale om de gode resultater. Tak for det.

Der er lige et par korte bemærkninger. Det er først hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, hr. formand. Som ganske ventet handlede det meste af ordførerens tale om utrolig gode og vigtige emner, bl.a. manglende demokrati i Rusland, Menneskerettighedsdomstolens arbejde og om de konflikter, der er mellem Rusland og Georgien.

Ordføreren nævnte også, at der er tale om en ældre dame, og at vi skal passe godt på hende. Det anerkender Dansk Folkeparti også, men jeg vil gerne spørge ordføreren, for vi kan jo se, at Europarådet også bruger tid på at lave en konkurrence om at finde den smukkeste minaret i medlemslandene: Hvad synes Venstre om, at man går ind og laver konkurrencer, hvori der står, at kåringen af den flotteste minaret skal imødegå frygt for og fordomme over for islam? Er det noget, som Europarådet bør bruge deres tid og økonomiske ressourcer til?

Ordføreren.

Svaret til hr. Hans Kristian Skibby er, at jeg synes, at Europarådet bruger alt for meget tid og kræfter og for den sags skyld penge på en lang række projekter, som Europarådet ikke burde bruge penge og tid på.

Derfor støtter jeg varmt generalsekretær Jaglands intentioner om at prøve at strømline Europarådet til det, det startede med at være, nemlig demokratiets vogter i Europa. Det synes jeg at vi skal bruge alle kræfterne og ressourcerne på i stedet for at lave tilfældige konkurrencer. Det er lige meget, om det så ligger gode intentioner bag eller ej fra dem, der foreslog dem. Det synes jeg ærlig talt ikke at man skulle bruge penge på.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Man kan så langt hen ad vejen tolke det på den måde, at Venstre tilsyneladende deler Dansk Folkepartis opfattelse af, at de simpelt hen skal gå væk fra at bruge tiden på noget så tåbeligt som fotokonkurrencer om, hvilket land der har den pæneste minaret.

Et andet spørgsmål drejer sig om det her med Europarådets anbefalinger af spærregrænser i de forskellige medlemslandes demokratier, hvor vi jo kan se, at bl.a. Rusland og mange andre lande har en meget højt spærregrænse. Hvad synes Venstre om, at vi ved det danske valg til Europa-Parlamentet sidste år kunne se, at vi i Danmark har en spærregrænse på 7,7 pct.? Det ligger langt over det, man kritiserer andre lande for. Synes Venstre ikke også, at vi skal have sat spærregrænsen ned ved valg til EU?

Ordføreren.

Det synes ordføreren ikke. Vi så heldigvis, at valget til Europa-Parlamentet var fuldt demokratisk. Vi så faktisk, at vi havde en af de højeste stemmeprocenter i nyere tid til europaparlamentsvalget. Det kunne selvfølgelig spille ind, at der på samme tidspunkt var en folkeafstemning. Det skal jeg ikke afvise. Men jeg synes, at det var fuldt demokratisk.

Der, hvor Europarådet skal være sin opgave voksen, er ikke mindst i de østeuropæiske lande, hvor vi stadig væk har en monitorering, da det er nødvendigt at sørge for at sikre, at demokratiet kommer fuldt til udtryk. Jeg har været valgobservatør i en lang række lande, senest i Moldova, hvor der så at sige virkelig var noget at komme efter. Derfor skal Europarådet gøre det. Jeg synes ikke, at vi skal have Europarådets observatører ved de danske valg. Det synes jeg ikke at der er behov for, heller ikke til europaparlamentsvalg.

Hr. Mogens Jensen.

Nu trak Venstres ordfører jo sin gamle traver op af spanden, nemlig det her med, at Rusland nu skal smides ud af Europarådet, hvorved man jo dels ville isolere Rusland, dels ikke ville få muligheden for at føre den nødvendige kritiske dialog med Rusland. Men det har vi jo hørt ordføreren sige mange gange.

Jeg skal bare lige bede ordføreren bekræfte, at ordføreren her taler helt for egen regning, og at det jo er den danske regerings holdning – som vi jo i øvrigt deler fra socialdemokratisk side – at der ikke er grundlag for at smide Rusland ud af Europarådet, da det i øvrigt ville forværre mulighederne for at føre en kritisk dialog med landet.

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, som hr. Mogens Jensen også godt ved som næstformand for den danske delegation til Europarådets Parlamentariske Forsamling, at det er en parlamentarisk forsamling, som jeg er formand for delegationen til. Derfor er det også den parlamentariske forsamling, der diskuterede forslaget om, om vi skulle suspendere Ruslands stemmeret i forsamlingen, som var det, jeg stillede et konkret forslag om sammen med en lang række andre medlemmer. Det står jeg stadig væk bag, og det står en lang række andre medlemmer – inklusive nogle fra hr. Mogens Jensens egen partigruppe i Europarådet – bag, og det vil vi blive ved med at arbejde for. Det er ikke noget, som Ministerkomiteen skal gå ind og diskutere; det er den parlamentariske forsamlings endegyldige diskussion, og der står vi selvfølgelig vagt om det, vi gør, og heldigvis er jeg glad for have opbakning fra en lang række andre medlemmer, også flere danske medlemmer for den sags skyld.

Hr. Mogens Jensen.

Det er sådan set bare for at få det klarlagt, for det er jo fuldstændig korrekt, at hr. Michael Aastrup Jensen kan gøre, hvad han vil, som parlamentariker nede i Europarådets Parlamentariske Forsamling. Så det er bare lige, for at man bliver helt klar over, at ordføreren her taler helt for egen regning. Der er ikke opbakning til den holdning i regeringen, forstår jeg, og heller ikke i Venstres folketingsgruppe. Er det korrekt forstået?

Ordføreren.

Nu er det sådan en gang imellem, at vi ikke i Venstres folketingsgruppe drøfter forskellige resolutioner i Europarådets Parlamentariske Forsamling, for så skulle Venstres folketingsgruppes møder være en del længere end det, de allerede er i dag. Vi har på en gængs session sådan cirka i størrelsesordenen 15 resolutioner, hvis jeg nu skal tage dem på stående fod, så dem har vi mange af at diskutere. Så der var en lang række af Venstres medlemmer af Europarådets Parlamentariske Forsamling – faktisk alle – der stod bag den her resolution. Der var også et enkelt radikalt medlem, kan jeg afsløre, der skrev under, og der var også en repræsentant for Dansk Folkeparti, der skrev under, ud over en lang række andre europæiske kollegaer.

Så lad nu være med, vil jeg sige til hr. Mogens Jensen, at prøve at tegne et eller andet mærkeligt billede. Det er en parlamentarisk forsamling, hvor parlamentarikere diskuterer, og det synes jeg også at der skal være plads til. Jeg synes ikke, at Ministerkomiteen skal have hele banen for sig, og det tror jeg egentlig heller ikke at hr. Mogens Jensen ønsker.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Hr. Mogens Jensen som ordfører for Socialdemokraterne.

Jeg vil gerne starte med at takke ministeren for en god og fyldestgørende redegørelse, som giver en god anledning til her i Folketinget at sætte fokus på arbejdet i Europarådet med hensyn til at fremme menneskerettigheder, retssikkerhed og demokrati i de 47 lande, som i dag er medlemmer af Rådet.

Organisationen har jo netop fået ny generalsekretær, Norges forhenværende socialdemokratiske statsminister Thorbjørn Jagland, som også fik Danmarks støtte i kampvalget mod den tidligere polske statsminister Cimoszewicz. Jagland gik til valg på at ville gennemføre de nødvendige reformer i Europarådets arbejde, reformer, som er nødvendige for at sikre, at Rådet fokuserer sit arbejde og også kan få økonomien til at hænge sammen.

Jaglands reformprogram indebærer en lang række forandringer: Antallet af projekter under Rådet reduceres; unødvendige interne kampagne- og informationsaktiviteter, og herunder kunne jeg jo godt forestille mig også fotokonkurrencer om minareter, bliver skåret væk; Europarådets flere kontorer, som de har i mange lande, samles i et kontor i hvert land, og der gennemføres lønomlægninger i hele organisationen – alt sammen med ét formål: at styrke det, man kan kalde Europarådets basisaktiviteter. Således tilføres Menneskerettighedsdomstolen flere ressourcer, Europarådets menneskerettighedskommissær styrkes, Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance styrkes, ligesom der etableres en reservefond, der giver Europarådet mulighed for at iværksætte større initiativer, som der aktuelt og pludseligt måtte blive behov for, bl.a. som da konflikten mellem Georgien og Rusland brød ud.

Socialdemokraterne mener, at det er uhyre vigtigt, at også den danske regering bakker op om denne reformdagsorden, men det var også, hvad jeg forstod på udenrigsministerens redegørelse. Særlig vigtigt er det, at Menneskerettighedsdomstolen, som er Europarådets allervigtigste institution, får forbedret sine arbejdsforhold. Alene i 2009 var der 57.100 nye sager til 47 dommere; det er en stigning på 14½ pct. i forhold til året før. Således var der altså ved udgangen af 2009 139.300 sager til behandling, hvoraf de 120.000 stadig væk afventer svar på, om de kan optages eller ej. Det er klart, at der her er behov for at få styrkede ressourcer og bedre arbejdsprocedurer.

Som Venstres ordfører var inde på, er det også glædeligt, at Rusland som det sidste land og efter i mange år at have obstrueret processen nu har ratificeret den såkaldte Protokol 14, som kan føre til en lettelse af domstolens processer og arbejde. Den træder i kraft i år den 1. juni og forventes at kunne øge domstolens produktivitet med 25 pct. Men der er behov for yderligere initiativer og ressourcer for at nedbringe sagsmængden, og også her er det en socialdemokratisk forventning, at udenrigsministeren går forrest i arbejdet for at sikre Menneskerettighedsdomstolen ordentlige arbejdsbetingelser.

Jeg vil også godt her igen, som jeg gjorde det under sidste års debat, fremhæve, at vi i Europarådet har en menneskerettighedskommissær, Thomas Hammarberg, som er fantastisk dygtig og fantastisk hårdtarbejdende, og som holder et skarpt øje med overholdelsen af den europæiske menneskerettighedskonvention i alle medlemslandene. Det er et utrolig vigtigt arbejde, og jeg synes, vi på alle mulige måder må påskønne det, og det håber jeg også at udenrigsministeren gør på Danmarks vegne. Det gælder ikke mindst også hans fokus på vilkårene for nogle af de seksuelle minoriteter, som har meget vanskelige vilkår i en række af Europarådets medlemslande. Det gælder lande som Polen, Litauen, Rusland, Serbien og Bosnien-Hercegovina, hvor helt grundlæggende rettigheder som forsamlings- og ytringsfrihed trædes under fode, foruden at der gennemføres diskriminerende lovgivning. Det er naturligvis helt uacceptabelt, og vi må gøre alt for at få de lande til også at leve op til deres forpligtelser i henhold til menneskerettighedskonventionen.

Der er derfor også grund til at glæde sig over, at Europarådets Ministerkomité har vedtaget en klar rekommandation til medlemsstaterne om at gennemgå deres lovgivning med hensyn til at bekæmpe diskrimination og sikre respekt for lesbiskes, bøssers, biseksuelles og transseksuelles menneskerettigheder. Ligeledes har Den Parlamentariske Forsamling på deres seneste møde vedtaget en resolution og anbefalinger i præcis samme retning. Det er et klart og entydigt signal. Her vil jeg også gerne bede udenrigsministeren tage en tak med til de danske ambassader i en række af de her lande, hvor de faktisk bidrager aktivt til at støtte op om mindretallenes rettigheder.

Den danske delegation til Europarådet har her i foråret gennemført et besøg i Georgien. Anledningen har selvfølgelig været den militære konflikt mellem Rusland og Georgien, som har medført og stadig medfører uacceptable menneskelige lidelser og overtrædelse af menneskerettigheder for utrolig mange civile borgere i de berørte områder. Besøget gav delegationen lejlighed til at møde repræsentanter for det georgiske parlament, men også til at tale med EU-observatører i området. Det er klart, at det er en udfordring for Europarådet som institution, når to medlemslande tager skridt til en væbnet konflikt og hermed også overtræder en række af de konventioner, de selv har tilsluttet sig i Rådet. Det burde ikke ske, det må ikke ske, og her har Europarådet fortsat en rolle at spille for at sikre bedre rammer for at forebygge og sikre fred og stabilitet i det europæiske rum, ikke mindst med hensyn til at lægge pres på Rusland for at sikre de humanitære forhold og sikre internationale observatørers adgang til konfliktområdet. Desværre er det ikke lykkedes, og der er ingen tvivl om, at selv om der i den her konflikt er ansvar på begge sider, er det særlig Rusland, som ikke lever op til de krav, der er stillet af en lang række europæiske institutioner, herunder Europarådet. Derfor er der også god grund til – det er jeg enig med Venstres ordfører i – at skærpe tonen over for Rusland, skærpe dialogen og fortsætte et stærkt internationalt pres, som kan føre til, at vi får et gennembrud i den fastlåste situation.

Som medlemmer af den parlamentariske forsamling gør vi jo hver især et arbejde i de forskellige udvalg, vi sidder i i Parlamentet. Jeg har i det seneste år haft den ære at være udpeget til at fremlægge en rapport med tilhørende resolution og rekommandationer vedrørende islam, islamisme og islamofobi i Europa. Rapportens fokus er på, hvordan vi lever side om side i Europa med forskellige religioner under respekt for fælles europæiske værdier som demokrati, ligestilling, respekt for menneskerettigheder, men også på, hvordan vi bekæmper ekstremisme både i islam og imod islam. Rapporten skal drøftes på den parlamentariske session i Strasbourg her i juni med vedtagelse af resolution og anbefaling, og jeg glæder mig selvsagt meget til den diskussion.

Det sidste, jeg skal fremhæve, er det arbejde, der gøres i Europarådet i forbindelse med at sende valgobservatører til valg i en række europæiske lande, et arbejde, som den danske delegations medlemmer jo deltager aktivt i. Det er utrolig vigtigt, og jeg er ikke sikker på, at alle danskere er klar over, at dette at fungere som valgobservatør faktisk er en vigtig opgave for Europarådets parlamentarikere. Men det er altså også en vigtig demokratisk institution i det europæiske rum, som man nødvendigvis må bruge de nødvendige ressourcer på.

Til sidst vil jeg sige tak for et godt samarbejde i den danske delegation til Europarådet, både i delegationen selv, vores repræsentation i Strasbourg og ikke mindst vores sekretariat her i Folketinget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Tak. Jeg vil gerne knytte en kommentar via et spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører. Jeg var også lidt inde på det over for Venstres ordfører. Det er i forbindelse med, at vi selvfølgelig alle sammen hylder demokratiet, både i alvor og ved festlige lejligheder. Og vi har jo kunnet se, at netop Europarådet gentagne gange har rejst kritik af medlemslande, hvor man har spærregrænser på 5, 6 og 7 pct. ved valg til parlamenter, altså hvor man vælger folkevalgte politikere. Samtidig er vi selv medlem af Europa-Parlamentet, hvor man har en spærregrænse på omkring 7,7 pct. Så synes jeg jo, at man godt må have lov til at stille dette spørgsmål: Synes ordføreren så ikke også, det ville være rimeligt, at man tog den kritik til sig, når vi selv er med i en politisk forsamling, hvortil der er en væsentlig højere spærregrænse, end der er i mange af de medlemslande, som vi har kritiseret og kritiseret?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, om det er min opgave her som ordfører i en sag om Europarådet at stå og tage stilling til, hvad spærregrænsen skal være for valg til Europa-Parlamentet. Jeg konstaterer, at Europa-Parlamentet er en anden konstruktion og har en anden sammensætning, end nationale parlamenter har, og derfor synes jeg også, det er i orden, at man opererer med forskellige spærregrænser. Det kan jeg ikke se noget problem i.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Det vil sige, at man godt som socialdemokrat kan argumentere for, at det er helt fair, at vi har en spærregrænse til Europa-Parlamentet på 7,7 pct., men vi vil samtidig gerne være med til at kritisere østlige lande for, at de har spærregrænse på 7 pct. eller 6 pct. til deres parlamenter. Det synes Dansk Folkeparti virker lidt underligt, for det, der må være det helt bærende og grundlæggende element, må jo netop være demokratiet og demokratiets vilkår, nemlig de muligheder folk har for at blive hørt, i kraft af hvor mange der stemmer på forskellige partier ved de valg, folk bliver tilbudt at komme at stemme ved. Det virker jo en kende underligt, at vi forsvarer nogle udemokratiske spilleregler i Europa-Parlamentet med en meget høj spærregrænse, og vi så kritiserer andre åbenlyst for, at de har en lavere spærregrænse, og den synes man åbenbart skal endnu længere ned.

Ordføreren.

Som jeg sagde i mit første indlæg, så mener jeg, at der er forskel på at diskutere en spærregrænse i et nationalt parlament med et befolkningsunderlag på 5 millioner og så diskutere spærregrænsen i et parlament, som har et langt, langt større befolkningsunderlag. Der er nødvendigvis nødt til at være en højere spærregrænse, hvis ikke man skal sidde flere tusind mennesker i sådan et parlament. Så jeg ser ikke noget problem i forhold til, at man opererer med forskellige spærregrænser, hvad enten det gælder Europa-Parlamentet eller de nationale parlamenter.

Tak til ordføreren. Det er hr. Per Dalgaard som ordfører for Dansk Folkeparti.

Også jeg vil starte med at takke udenrigsministeren for en meget fin redegørelse om Europarådet. Det er jo en institution, der har gennemlevet det, som så mange andre offentlige og statslige organer også har, nemlig at den lige så stille har vokset sig langt ud over sit oprindelige formål. Europarådet har nu om dage påtaget sig så mange aktiviteter, at de resolutioner, der vedtages, ikke mere vinder gehør i de gamle landes parlamenter. Det er faktisk meget ærgerligt.

Det er Dansk Folkepartis holdning og overbevisning, at Europarådets oprindelige formål, nemlig at landene skal snakke sammen i stedet for at gå i krig mod hinanden, når de er uenige om et eller andet, er rigtigt. Det er både en civiliseret holdning, det er ædelt og nobelt, og det er selvfølgelig det helt rigtige at gøre, når uoverensstemmelser skal løses. Det kunne mange lande i den tredje verden i øvrigt lære meget af.

Europarådet har haft succes med det at undgå krig og få landene til at tale sammen – til en vis grad. Balkankonflikten, hvor vi igen måtte støtte os til USA, da EU ikke kunne blive enig om en fælles holdning, viste desværre noget andet, men det er der jo sådan set ikke noget nyt i.

Ser vi på alle de tiltag fra Europarådets side, er det glædeligt, at den nye generalsekretær, nordmanden Thorbjørn Jagland, nu tager over og vil rydde op i de alt for mange organer og aktiviteter, som slører Europarådets oprindelige formål. Han tager virkelig fat; ikke ved at rationalisere, for det virker yderst sjældent i de offentlige systemer, men ved med en fast hånd at skære funktioner og afdelinger væk, helt væk. Det er befriende, at der er kommet en person til, der erkender, at det er den eneste løsning på vildtvoksende bureaukrati – måske kunne vi lære noget af det i vores hjemlige institutioner, hvem ved?

Det er blot ærgerligt, at Jagland i sin tale til den parlamentariske forsamling den 27. april i år ikke konkret nævnte den største trussel, de vestlige demokratier er udsat for, nemlig truslen fra islamistisk fundamentalisme over alt i Europa, og dette på trods af at han endog har udtrykt bekymring for ytringsfriheden i forhold til både tegneren Kurt Westergaard og svenskeren Lars Vilst. Begge har jo for nylig været udsat for uacceptable overfald fra den nævnte kulturkreds' rabiate elementer.

Den demografiske ændring, som Europa står over for med en større og større skare af tilflyttende mennesker, der ikke deler vores fælles demokratiske værdier, er for mig at se den største udfordring, vi står over for i vor tid. Denne trussel nævnte Thorbjørn Jagland ikke, selv om varetagelsen af menneskerettigheder i hans tale havde stor opmærksomhed.

Netop den øgede andel af folk i Europa, der ikke deler vores værdigrundlag eller vores syn på, hvad et godt samfund er og fredeligt skal bestå af, kunne nemt og med stor berettigelse have været flettet ind i hans tale. Men den politiske korrekthed, som i vid udstrækning præger Europarådets daglige arbejde, har helt sikkert gjort sit til, at dette emne ikke blev nævnt. Det finder jeg og Dansk Folkeparti meget ærgerligt. På trods af den udbredte skyhed over for dette emne vil jeg i mit arbejde dernede ved enhver lejlighed påpege disse enorme udfordringer.

Jeg er også noget kritisk over for den organisation, der hedder ECRI, European Commission against Racism and Intolerance. Det er den organisation, der har udtrykt bekymring over den afstemning, der sidste år fandt sted i Schweiz, hvor man stemte for et forbud mod minareter. Det betyder jo rent faktisk, at denne europarådsorganisation finder, at et land ikke selv må bestemme, hvordan det vil være, hvordan det vil bygge sine elementer, hvordan det vil bygge sin virksomhed. Jeg finder det meget foruroligende, at andre skal bestemme over sådan nogle forhold.

Typisk er der aldrig kritik fra Europarådets side, når kristne forfølges og har dårlige vilkår i muslimske lande, som f.eks. er medlemmer af Europarådet. Det var også den organisation, der søgte at skjule rapporter om racistisk baserede overfald, da det viste sig, at det primært var muslimske unge, der overfaldt jøder. Det var ikke lige det, den politiske korrektheds parnas ønskede at få i den rapport, så den skjulte man, indtil den blev gravet frem af andre. Men sådan er der så meget i disse menneskerettighedstider, hvor det kun går den ene vej.

Ordet pligt mangler ganske enkelt i diskussionen om menneskerettigheder. Det er helt fint, at vi har menneskerettigheder – det skal vi have, og vi kan næsten ikke få nok af dem – men nogle gange kunne jeg ønske, at der også fulgte ordet pligt med, så når man havde en menneskerettighed, havde man rent faktisk også en pligt til at opføre sig på anstændig vis i det land, man frivilligt har valgt at slå sig ned i. Uanset om det pågældende land nu har en anden styreform, end der hvor man kommer fra, så bør det jo være sådan, at man ligesom indordner sig til et vist niveau. Det er det, jeg ser, at menneskerettigheder handler om, nemlig at det er en gensidig proces, hvor Europarådet skal tage sig af, at menneskerettighederne bliver overholdt, og det gør de, men det gør de desværre kun ensidigt.

Dansk Folkeparti støtter de reformer, som Europarådet skal gennemgå, og vi tager redegørelsen til efterretning med de bemærkninger, som jeg her har fremført.

Tak for det. Fru Pernille Frahm for en kort bemærkning.

Jeg vil bare spørge ordføreren for Dansk Folkeparti, hvad det er for en rapport, han snakker om, for mig bekendt er den fra menneskerettighedsinstituttet i Wien, og den har ikke noget særligt med Europarådet at gøre, altså den rapport, ordføreren nævnte om racistiske overfald på jøder. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at jeg vil spørge ordføreren, om han er bekendt med, at når Europarådet kommer med kritik af medlemsstaterne, er det med udgangspunkt i aftaler, som medlemsstaterne frivilligt har indgået med hinanden.

Ordføreren.

Den rapport, der er tale om, kommer fra den organisation, der hedder ECRI. Det er den organisation, hvor en kendt Beate Winkler var forkvinde i nogle år. Hvad hendes fortid har været, vil jeg undlade at komme ind på. Det er en rapport, de har lavet. Mig bekendt er det en underorganisation af Europarådet.

Med hensyn til at landene jo skal overholde de ting, der bliver undersøgt, og at man monitorerer menneskerettighedernes overholdelse i de forskellige lande: Ja, selvfølgelig skal man det. Desværre er det jo sådan, at det ikke altid er det, de lige gør. Men jeg håber da på, at når det gang på gang påpeges, kan det også få en effekt.

Fru Pernille Frahm.

Jamen jeg vil kigge på, hvad det er for en rapport, ordføreren taler om.

Men den anden ting, bare for lige at få det helt specifikt præciseret: Når der så kommer en henstilling fra Europarådet til f.eks. Schweiz angående forbud mod at bygge minareter eller moskeer, eller hvad det nu er, er vi så ikke enige om, at det sker med udgangspunkt i en aftale, som Schweiz frivilligt har indgået med de øvrige europarådslande?

Ordføreren.

Det er faktisk ikke korrekt. Altså, der var en afstemning i Schweiz om, hvorvidt man skulle tillade bygning af minareter eller ej, ja eller nej, og schweizerne sagde, at det ville de ikke tillade. Jeg er ikke bekendt med, at der har været en aftale før den afstemning mellem Schweiz og Europarådet om, at det skulle man have lov til. Det tror jeg faktisk ikke er rigtigt.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Det er fru Pernille Frahm som ordfører for SF.

Tak. Tak til udenrigsministeren for redegørelsen og tak til de medarbejdere ved Europarådet, som laver et kæmpe stykke arbejde, og til de medarbejdere her i huset også, som laver et stort stykke arbejde for at få hele det arbejde, som vi parlamentarikere prøver at udføre i forhold til Europarådet, til at fungere på bedst mulige måde.

Den redegørelse, vi har i dag, er jo efter min opfattelse en meget god gennemgang af, hvad der foregår i Europarådet. Man kan nærmest bruge den som en håndbog. Det er lige før, at det er et undervisningsmateriale i, hvad Europarådet er, hvordan det arbejder, og hvordan situationen er lige nu.

Men jeg synes måske, at det andet område omfattet af den anden halvdel af titlen: »og Danmarks deltagelse heri« mangler lidt fyld. Det er nok det, jeg gerne vil komme lidt ind på i min tale. Europarådet er netop en frivillig forening, som landene frivilligt melder sig ind i. Man gør det, på baggrund af at man frivilligt tilslutter sig en række aftaler om menneskerettigheder, om retsstaten, om god regeringsførelse, om demokrati og omkring en masse ting om, hvordan man udvikler de her begreber, og hvordan man på bedst mulig måde gør det. Alt gøres jo ad frivillighedens vej. Der er ingen lande, der er tvunget ind i Europarådet.

Det er jo derfor, man kan sige, at Europarådet har sin legitimitet til efterfølgende at gå ud at kritisere de enkelte medlemsstater, hvis de foretager sig noget, som f.eks. når Schweiz laver sådan en beslutning, som strider med de principper, som et land som Schweiz f.eks. frivilligt har tilsluttet sig.

På side 7 i rapporten er et lille citat, som jeg synes er rigtig godt og siger utrolig meget om, hvad det er: »Europarådet er i realiteten den eneste paneuropæiske organisation, som har et papirfæstnet fælles norm- og værdisæt (i form af eksempelvis menneskerettighedskonventionen m.v.).« Det synes jeg er en vigtig overskrift for, hvad det er for et forum, vi arbejder med. Netop det, at det er paneuropæisk, at det stort set er hele Europa, vi har med, vi mangler kun Hviderusland i det her samarbejde, er det, der gør, at det er så unikt og det er så vigtigt. Det er også derfor, at det er så vigtigt, at et land som Danmark, som jo har været med næsten fra starten, hele tiden sikrer, at vi giver det her arbejde den højest mulige prioritet, fordi det er der, vi kan samarbejde om menneskerettighedssituationen, om demokrati, om udvikling af retssikkerhed og retsstaten i hele Europa.

Derfor er der også nogle ting, som er bekymrende. Det er, at man kan få en fornemmelse af, at Danmark på linje med andre lande i Europarådet, som også er medlemmer af EU, er ved ligesom at nedprioritere engagementet ved Europarådet. Vi ved f.eks., at i hvert fald p.t. har vi ingen ambassadørpost ved Europarådet. Det er ikke, fordi arbejdet bliver udført dårligere eller bliver udført af personer, der udfører det dårligere, end det gjorde tidligere, men det er et signal i en forkert retning, i forhold til hvordan netop et land som Danmark, der også er medlem af EU, prioriterer Europarådet. Følgen af det er jo, at vi giver en alt for stor legeplads efter min opfattelse til andre lande.

Hvis vi som EU-lande gav Europarådet den prioritet, det fortjente, ville det være bedre stillet til at vægte i vores retning. F.eks. synes jeg, at Rusland får meget stor plads i Europarådet, og der er meget lidt modspil, der er meget lidt vilje til virkelig at gå i kødet på nogle af de problemer, der er omkring Rusland f.eks. i forbindelse med krigen mellem Rusland og Georgien, hvor den tidligere generalsekretær jo har lavet en række rapporter, og hvor der er en række henstillinger til Rusland, som Rusland ikke har fulgt. Der er det så ikke nok, at Rusland nu har ratificeret Protokol 14, så vi kan få gang i domstolen. Der er en række andre spørgsmål omkring den konflikt, hvor jeg synes at man burde være lidt bedre rustet – lidt hårdere i filten måske – fra dansk side. Det er, som om man spiller på flere heste. Man siger et politisk, men man gør noget andet. Vi har lige lavet en aftale med Rusland om gasleverancer f.eks., og det virker, som om vi nu er bedste venner, selv om vi måske også der skulle have været en smule kritiske over for dem.

Jeg vil vende tilbage til domstolen, for vi har haft en række år, hvor vi har oplevet, at domstolen har været ved at blive proppet til af sin egen succes. Det, at vi har en unik europæisk domstol, hvor den enkelte borger i Europarådets lande kan anlægge sag og på den måde få sin ret i forhold til sin egen regering, er noget helt unikt og noget helt exceptionelt og noget, vi virkelig skal være stolte af. Vi har nu fået sat gang i udviklingen omkring Protokol 14, og man kan på den måde lette bureaukratiet omkring domstolen … Jeg vil også gerne have, at udenrigsministeren hører, hvad jeg siger, for det er også til hende.

Jeg skal bede om, at der er opmærksomhed, så ordføreren kan have mulighed for at koncentrere sig om sin tale. Det er det, vi er her for. Tak.

Når nu domstolen er blevet den succes og man får sat gang i arbejdet, ser det alligevel ud til, at budgettet er for stramt i forhold til den opgave, domstolen har. Der synes jeg måske at man skal overveje, hvorvidt man skal vise en større vilje til at give noget mere, for at sige det ligeud, til, at domstolen kan udføre sit arbejde, fordi det er så vigtigt for at sætte magt bag vores meget fine ord om menneskerettigheder, retsstat og demokrati.

Nu er der i redegørelsen en opgørelse over, hvor mange domme der har været i forhold til Danmark og i forhold til lande, som vi normalt sammenligner os med, og der ligger Danmark jo rigtig godt. Det synes jeg bestemt vi skal være glade for, men jeg synes også, at vi, når nu vi er stolte af det, så også skal overveje, hvordan vi reagerer i forhold til andre af Europarådets institutioner. Når f.eks. CPT eller ECRI, som blev nævnt heroppefra før, kommer med henstillinger til Danmark, kommer med kritik af forhold i Danmark, så ville det være klædeligt, at man ikke kom med en automatreaktion med, at her er ikke noget at komme efter, og at de alligevel ikke har forstand på, hvad der foregår i vores land, og at de ikke har forstået dybden i det, men at man måske var noget mere lydhør over for det og måske på den måde også viste vilje til at komme de her institutioner i Europarådet i møde på en bedre måde og dermed også var et godt eksempel over for andre medlemmer af Europarådet.

Et andet felt, hvor jeg gerne så at Danmark spillede en aktiv rolle, er netop i spørgsmålet om prioritering af, hvilke opgaver der ligger bedst i hvilket regi – altså Europarådet eller EU. Jeg er ikke modstander af, at EU arbejder med menneskerettigheder, tværtimod. Jo flere institutioner, jo flere organisationer globalt der tager sig af at arbejde med menneskerettigheder, jo bedre. Men det, som vi skal være opmærksom på, er, hvor vi ligesom har den bedste mulighed for virkelig at løfte menneskerettighedssituationen. Er det ved at lave konkurrerende systemer eller ved i langt højere grad at få EU til at benytte de institutioner, der allerede findes, og som har en betydning for hele Europa og ikke kun for EU's medlemslande?

Der er også andre områder, hvor EU på en eller anden måde går på skovhugst, eller hvad man kan kalde det, i Europarådets institutioner. Med hensyn til bekæmpelse af trafficking, altså handel med kvinder, har Europarådet en organisation, der hedder GRETA, som nu oplever, at EU er ved at duplikere de arbejdsområder, de opgaver og de institutioner, som Europarådet har. Det synes jeg er et problem.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra ministeren, hvad man gør i forhold til CAHVIO, hvor man lige nu arbejder med bekæmpelse af vold mod kvinder; hvilken rolle Danmark spiller i det her; hvordan hun ser udviklingen. Jeg vil gerne høre noget fra ministeren om udviklingsbankens udlånspolitik, som jeg også tog op sidste år under debatten. For det ser ud til, at udviklingsbankens udviklingspolitik i langt højere grad ligner enhver anden banks, og det skulle den jo sådan set ikke. Det her er en særlig bank. Det er Europarådets bank. Det er en bank, der i langt højere grad burde lægge sin udlånspolitik an efter, hvad Europarådets principper er. Så det håber jeg at ministeren kan sige lidt om, når hun kommer op og svarer til sidst. Tak for ordet.

Tak til fru Pernille Frahm. Det er fru Helle Sjelle som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Først og fremmest tak til udenrigsministeren for en interessant og god redegørelse om det sidste års arbejde i Europarådet. Europarådet er jo en af de vigtige internationale organisationer, som vi europæere grundlagde efter de to altødelæggende verdenskrige. Første og anden verdenskrig viste i al deres gru, at uoverensstemmelser og konflikter mellem lande bør løses gennem forhandlinger i internationale fora frem for på slagmarken. Det er også den tanke, som gennemsyrer Europarådet, ligesom den gennemsyrer EU, OSCE og de mange andre europæiske samarbejdsorganisationer, og som vi kun kan være glade for.

Europarådet blev grundlagt i 1949, og allerede året efter blev rådets vel nok vigtigste dokument, den europæiske menneskerettighedskonvention, underskrevet. Sammen med ni andre europæiske lande var Danmark blandt grundlæggerne, og det synes jeg faktisk er vigtigt at fremhæve. Siden er 37 andre lande så blevet medlem, så der i dag er hele 47 af dem. Formålet med Europarådet var fra begyndelsen af at fremme demokrati, menneskerettigheder og retsstat. Det er formålet den dag i dag, selv om nye målsætninger også er kommet til. Det drejer sig bl.a. om at styrke den sociale sammenhængskraft og den interkulturelle dialog. Derudover yder Europarådets forskellige institutioner indsatser i en række af de medlemslande, der, om man så må sige, har ondt i demokratiet, i retsstaten eller i menneskerettighederne.

Vi Konservative er af den klare overbevisning, at Europarådet med sine begrænsede ressourcer og meget forskelligartede medlemslande er bedst tjent med at fokusere på sit hovedformål, nemlig at fremme demokrati, menneskerettigheder og retsstat. Det er i sig selv en enorm opgave at udbrede disse for os danskere helt fundamentale værdier til lande som f.eks. Ukraine og Aserbajdsjan. Vi skylder befolkningerne i de lande, at deres politiske rettigheder og deres frihedsrettigheder bliver styrket.

Hvad er der så sket i Europarådet inden for de seneste år? Der er sket meget, men jeg vil bruge min taletid på nogle af de tiltag, som vi Konservative er særlig glade for. Vi kan som sagt ikke nå rundt om det hele på den korte tid, der er til rådighed her i dag. Et væsentligt tiltag er den reform af Europarådet, som den nye norske generalsekretær har lagt op til. Europarådet er i dag præget af et vist organisatorisk morads, om man så må sige, som nok kan tilskrives de mange medlemslande og de mange kompromiser, som det giver anledning til.

Den danske regering støttede også valget af Jagland som generalsekretær, og han blev heldigvis valgt med et stort flertal. Det giver ham et solidt mandat til at sætte gang i de reformer, som han gik til valg på. Han lægger bl.a. op til at øge styringen internt i Europarådet, og det vil i praksis især sige Ministerkomiteen, hvor repræsentanter for medlemslandene mødes omtrent hver uge. Derudover lægger generalsekretæren også op til en grundigere vurdering af de aktiviteter og programmer, som Europarådet har kørende i visse medlemslande. Det ser vi Konservative meget frem til, da det ligger fint i tråd med vores ønske om, at Europarådet fokuserer mere på sit hovedformål.

Endelig lægger generalsekretæren også op til en reform af Menneskerettighedsdomstolen, der oplever et stigende arbejdspres på grund af en konstant stigning i antallet af sager. De mange sager – næsten 140.000 sidste år – betyder, at sagsbehandlingstiden er for lang. Det er efter vores opfattelse altafgørende, at domstolen lever op til menneskerettighedskonventionens artikel 6, der giver alle ret til en retfærdig rettergang inden for en rimelig tid.

Så er der et andet væsentligt tiltag, som jeg også vil fremhæve, og det er den indsats for at forbedre ligestillingen mellem kvinder og mænd i medlemslandene, som blev sat i gang sidste år. Ligestilling er en del af menneskerettighederne og hører således klart under de områder, som Europarådet efter vores opfattelse har mandat til at beskæftige sig med. Mange af Europarådets medlemslande har enorme ligestillingsproblemer. I mange af de østlige medlemslande er vold mod kvinder, som andre også har været inde på i dag, uhyggelig udbredt, ligesom kvinder i de lande slet ikke har samme muligheder som mænd for at deltage aktivt på arbejdsmarkedet, sådan som de f.eks. også har det her i landet.

Alt i alt udfører Europarådet og Menneskerettighedsdomstolen således efter vores opfattelse et vigtigt stykke arbejde for at fremme demokrati, menneskerettigheder og retsstat, og med 47 meget forskellige medlemslande er der nok at se til. Vi Konservative bakker således fuldt og fast op om internationalt samarbejde, hvor det er muligt og meningsfuldt, men i forhold til Europarådet lægger vi stor vægt på, at fokus forbliver på kerneopgaver, og det vil sige at fremme demokrati, menneskerettigheder og retsstat.

Tak til fru Helle Sjelle. Hr. Jørgen Poulsen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Jeg vil også gerne starte med at sige tak for redegørelsen for Europarådets virksomhed. Det er jo, som det er sagt nogle gange, en af de allerfineste institutioner, vi har her i Europa, og en af de ting, som faktisk er med til at højne Europas omdømme i resten af verden. I global sammenhæng er det faktisk helt enestående, at det er lykkedes at forpligte 47 lande til at tage demokratiet, retsstaten og menneskerettighederne alvorligt og at have etableret en domstol, hvor den enkelte borger, der kommer i klemme i systemet, kan få sine rettigheder vurderet og bedømt, uanset om vedkommende bor i Ukraine eller på Bornholm. Det er absolut en af de institutioner, som Danmark må stå vagt om, og det mener jeg så også at skiftende regeringer altid har gjort.

Derfor kan det godt komme som lidt signalforvirring, at man nu har besluttet – jeg ved ikke, om det handler om at nedlægge posten ved Europarådet – i hvert fald at skære ned på bemandingen ved ambassaden i Strasbourg. Umiddelbart synes jeg, det virker som et forkert signal, men det er ikke noget, som man kan læse mere om i redegørelsen, så måske kan vi få ministerens forklaringer på det her i dag.

Til gengæld er jeg ikke sikker på, at jeg deler hele den bekymring, som blandt andre SF's ordfører, fru Pernille Frahm, kommer med, og som jo går ud på, at man er bekymret for, at EU efterhånden skal overtage flere og flere af Europarådets opgaver. Jeg synes kun, at det er godt, at EU sætter sin styrke og sin prestige bag de standarder for menneskerettighederne, som Europarådet har udformet. Jeg synes også, at det er positivt, at EU i forbindelse med implementeringen af Lissabontraktaten på et eller andet tidspunkt vil tiltræde menneskerettighedskonventionen. Det indebærer, at Menneskerettighedsdomstolen vil kunne efterprøve, om EU-lovgivningen nu også opfylder kravene i konventionen, og om de handlinger, som de forskellige EU-organisationer og EU-agenturer udfører, også lever op til kravene. Det ser jeg faktisk som noget positivt.

Så er det da klart, at der skal være en ordentlig kompetencefordeling, en klar opdeling mellem, hvad der er Europarådets opgaver, og hvad der er EU's opgaver. Det gælder også koordineringen af samarbejdet mellem Europarådet og andre internationale organisationer som OSCE og FN. Vi kan jo ikke komme udenom, at Europarådet til tider også tager emner op, som ikke ligefrem rammer skiven eller ligger inden for kompetence- og kerneområderne. Europarådet må blive bedre til at undgå overlapninger og at filtrere de opgaver fra, som ikke falder ind under kerneområderne. Det er så også, hvad vi har forstået at den nye generalsekretær, Thorbjørn Jagland, er gået i gang med, og det er absolut en opgave, som vi fra dansk side må støtte alt det, vi kan.

Den store udfordring for Europarådet er stadig, hvordan man får medlemslandene til at efterleve de konventioner, som de selv har vedtaget, herunder hvordan man får dem til at efterleve de afgørelser, som domstolen træffer. Og her må vi jo så igen – desværre – konstatere, at mange medlemslande ikke lever op til deres forpligtelser; det er dybt beklageligt.

Konflikten mellem Rusland og Georgien truer stadig med at sætte hele Europarådets troværdighed på spil. Der er ingen tvivl om, at begge medlemslande har krænket Europarådets statutter. Alene det, at to medlemslande kommer i krig, er jo nærmest absurd. Men selv om begge lande kan klandres, er Ruslands ringe vilje til at følge Europarådets anbefalinger under al kritik, og der er i høj grad grund til at hæve og skærpe tonen over for Rusland. Rusland har også længe forhindret implementeringen af den såkaldte Protokol 14, som skulle lette domstolens arbejde eller i hvert fald lette presset på domstolen. Nu forstår jeg så, at Rusland langt om længe har ratificeret Protokol 14, og at den træder i kraft her ved månedsskiftet. Det må vi så sige er en vældig positiv ting.

Men jeg vil ligesom alle andre ordførere også godt spørge ministeren her, om der dog ikke er et eller andet, vi fra dansk side kan gøre for at styrke netop domstolen. Vi nærmer os jo 150.000 sager, og selv om det letter med Ruslands ratifikation, synes jeg, at vi fra dansk side måske kunne gøre noget mere, skaffe lidt flere ressourcer til domstolen.

Tak fra mig.

Tak til ordføreren. Udenrigsministeren.

Jeg vil også gerne takke for en saglig og konstruktiv debat. Det er min opfattelse, at vi er enige i mangt og meget, at vi er enige om, at Europarådet er en særlig organisation, ikke alene fordi det er en organisation med de tre specifikke kerneværdier menneskerettigheder, demokrati og retsstat, men selvfølgelig også, fordi den har hele 47 medlemsstater med, som mange af ordførerne også har været inde på i dag. Dermed er der god grobund for omfattende politiske diskussioner i den parlamentariske forsamling.

Jeg kan også konstatere, at vi er enige om, at de problemer, som Europarådet har med at få budgetmidler og -mål til at passe sammen, skal løses.

Hvis vi skal tænke et år frem, synes jeg, at der er god grund til at være optimistisk. Der er god grund til at tro, at organisationen vil fremstå stærkere og mere fokuseret på kerneområderne, end tilfældet er i dag. Jeg er meget enig i det, hr. Jørgen Poulsen sagde om, at man nok skal have tilpasset emnefeltet lidt. Der skal måske ikke være så mange varer på hylden, men de varer, der er, skal være varer af høj kvalitet.

Når man kan tillade sig at være optimistisk, skyldes det den reformproces, som i øjeblikket finder sted i Europarådet, hvor hele organisationen står over for forandringer. Denne proces fik nyt liv med valget af den nye generalsekretær Thorbjørn Jagland, og jeg vil sige til hr. Mogens Jensen, at Danmark aktivt støtter hans reformarbejde.

Jeg vil sige til debatten her i dag, at der er mange temaer, der har fyldt noget. Noget af det, jeg måske synes er vigtigt at få fremhævet her, er, at arbejdet for demokrati er et af Europarådets kerneområder, ikke mindst på grund af vores unikke medlemskreds, som ikke blot består af vesteuropæiske lande, men også af nye demokratier i Central- og Østeuropa. Det gør Europarådet til et helt centralt organ. Derfor er det vigtigt, at Europarådets virksomhed med også at overvåge, at demokratiet går i den rigtige retning, fungerer. Et godt eksempel er det demokratiudviklingsarbejde, der laves i Moldova. Det bliver fulgt nøje af Europarådet. Der blev også afholdt parlamentsvalg, hvor Europarådet bistod.

Omkring fremme af retsstatsprincipperne vil jeg sige, at jeg bestemt også synes, at det er et af de områder, som er meget væsentligt for os at have fortsat fokus på. Jeg vil sige, at jeg faktisk synes, at 2009 var et år, hvor der blev opnået gode resultater i det europæiske arbejde bl.a. ved at lave standarder for kontrol af kriminalitet og nationale fængselssystemer.

Men som mange ordførere har været inde på i dag, er der ingen tvivl om, at noget af det, der fylder rigtig meget, er domstolen. Det vigtigste normsættende organ er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Og som der står i redegørelsen, modtog domstolen i 2009 mere end 57.000 klager, 15 pct. flere end året før. Man afgjorde under 36.000 af de mange klagesager, og alle kan jo se, at det er en uholdbar udvikling. Vi har arbejdet hårdt fra dansk side – det er både svar til fru Pernille Frahm og hr. Jørgen Poulsen, der spurgte til det – på, hvordan man så kan styrke domstolen. Og vi har arbejdet hårdt, faktisk også med en vis succes, på at få tilført flere ressourcer til domstolen. Domstolens budget blev øget i 2009, og antallet af medarbejderne ved domstolen er næsten fordoblet siden 2002.

Derudover tror jeg også, at det måske er vigtigt at sige her, at vi sådan set er indstillet på, at domstolen skal tilføres flere midler, men det må ske inden for det samlede budget, der nu engang er. Der er finanskrise og opstramninger rundtomkring i mange af medlemslandene, og jeg tror ikke det er af denne verden at forestille sig, at der bliver tilført mange ekstra midler udefra. Men jeg mener også, at man skal turde prioritere og sige, at det er domstolen, der skal have pengene, for det er altså dér, normerne bliver sat.

Derudover støtter vi også Interlakenerklæringen, som betyder, at der er igangsat en proces for yderligere at hjælpe domstolen ved at få sorteret sager fra, som der ikke er noget behov for at domstolen tager sig af. Det bliver en af prioriteterne for Europarådet i 2010 at få sat den proces yderligere på plads.

Vi har drøftet spørgsmålet om EU og Europarådet, og der er ingen tvivl om – fru Pernille Frahm var også inde på det – at det drejer sig om den her balancegang mellem på den ene side at sørge for, at vi komplementerer hinanden i det, vi gør, og på den anden side ikke at opfinde den dybe tallerken den ene gang efter den anden, altså at vi ligesom hjælper hinanden i det gode arbejde, der bliver gjort.

Jeg tror så personligt på, at det, at EU's institutioner tiltræder menneskerettighedskonventionen, er et skridt i den rigtige retning. Det betyder også, at hele det, man kan sige institutionelle system i EU arbejder inden for det samme regelsæt, som medlemslandene gør. Men derudover er jeg meget enig i, at vi skal passe på ikke at lave for meget copy-paste i forhold til hinanden, for de ressourcer, der er til rådighed, er nu engang dem, der er. Og der er det lidt tosset, hvis man forsøger at lave konkurrerende projekter frem for at samarbejde om dem.

Noget af det, der har fyldt lidt under debatten her i dag, har været Danmarks repræsentationsforhold i Strasbourg. Der er jeg da glad for at kunne sige, at den souschef, som har fungeret i stillingen som vores faste repræsentant siden den 1. marts, hvor vores hidtidige ambassadør gik på pension, vil blive anmeldt som Danmarks faste repræsentant i Strasbourg, og han vil få titel af ambassadør. Så jeg vil sige, at det er i en proces, og det håber jeg også vil glæde Tingets medlemmer og de ordførere, der har lagt vægt på, at vi sender et vigtigt signal ved at have en ambassadør tilknyttet.

Flere af ordførerne, bl.a. fru Helle Sjelle, men også fru Pernille Frahm, har været inde på spørgsmålet om ligestilling og vold mod kvinder og det vigtige arbejde og de kampagner, der bliver iværksat fra Europarådets side. Det er jeg meget enig i. Som bekendt ligger der nu et konventionsudkast, som skal gennemgås i arbejdskomiteen. Jeg forventer, at det arbejde vil skulle forestås bl.a. her i løbet af juni måned. Til fru Pernille Frahm kan jeg sige, at vi deltager aktivt i det arbejde. Justitsministeriet og Ligestillingsafdelingen er repræsenteret i ad hoc-komiteen, der hedder Prevention and Combatting Violence Against Women and Domestic Violence.

Vi har endnu ikke haft formel mulighed for at tage stilling til konventionsteksten, fordi den ikke har været forelagt Ministerkomiteen. Komitéarbejdet skal altså først afsluttes, men når man har afsluttet arbejdet på sit møde her i juni måned, vil udkastet blive forelagt Ministerkomiteen, og så vil vi arbejde videre med det.

Det, jeg synes er vigtigt, er, at vi får et stærkt internationalt instrument, som skal beskytte dem, som bliver udsat for vold, og som bliver udsat for overgreb. Det er et vigtigt skridt i forbindelse med beskyttelsen af menneskerettighederne i Europa, så til fru Pernille Frahm og fru Helle Sjelle kan jeg sige, at vi i hvert fald er meget optaget af lige præcis den her konvention, det er en, vi holder meget nøje øje med og deltager aktivt i udarbejdelsen af.

For så vidt angår spørgsmålet om trafficking og bekæmpelse af menneskehandel, har vi fra dansk side i vidt omfang efterlevet de anbefalinger, der var i den nye handlingsplan, og vi håber selvfølgelig også på, at den kampagne, der er blevet skudt i gang, og som har løbet over en årrække, vil være med til at sætte medlemslandene under pres for også at løfte den dagsorden.

Fru Pernille Frahm havde også et spørgsmål til Europarådets Udviklingsbank, som jeg faktisk var meget glad for at fru Pernille Frahm stillede, for vi deler fuldt ud fru Pernille Frahms opfattelse af, at det simpelt hen går for langsomt. Det går for langsomt med at ændre bankens udlånspolitik med hensyn til at yde lån til de fattigere og svagere lande. I dag er det mest de vesteuropæiske lande, der nyder godt af bankens aktiviteter, og vi ønsker altså, at man i højere grad skal koncentrere sig om de fattigere og svagere lande i Central- og Østeuropa, på Balkan og i Kaukasus.

Det er især ikke-EU-landene, der har meget svært ved at få adgang til lån. Derfor støtter vi også bestræbelserne på at reformere bankens politik og procedurer, uden at den mister sin kreditværdighed. Den skal i højere grad bistå de lande i Europa, der ikke selv kan optage lån på så gunstige vilkår, som de har i banken. Så jeg vil sige, at vi er meget enige i det, og vi følger altså den linje, som jeg har redegjort for her.

Der har været flere, der har været inde på de her overvågningsorganer, som f.eks. ECRI, altså Den Europæiske Kommissionen imod Racisme og Intolerance, som holder kritisk øje med alle stater, herunder også med Danmark. Jeg vil sige, at vi er helt tilfredse med det arbejde, der gøres, og medvirker aktivt i de drøftelser, der er med ECRI på området. Jeg har i min tidligere kapacitet som justitsminister også haft samtaler med ECRI på områder, som havde ECRI’s opmærksomhed. Det, der selvfølgelig har været meget afgørende for os, er jo, at man har en dialog om tingene, og at vi får forklaret, hvorfor vi indretter vores lovgivning på den måde, vi gør, og hvad det betyder osv., så der ikke er misforståelser, der gør, at de skriver en rapport, som man efterfølgende er uenige om, fordi man har forskellige måske saglige eller tekniske udgangspunkter for den.

Jeg må sige, at jeg er helt enig med fru Pernille Frahm i, at hvis vi vil vende et kritisk blik mod andre, er det afgørende, at vi også selv tåler et kritisk blik. Det gør det i hvert fald mere troværdigt, når vi udtaler kritik, at vi også selv tåler den og ikke bare siger, jeg tror, fru Pernille Frahm brugte formuleringen der er ikke noget at komme efter – det er ikke en formulering, jeg har hørt i meget lang tid, men jeg vil i hvert fald sige, at jeg synes, at man skal være ydmyg og lytte til det og faktisk med det gode eksempel vise, at man også selv vil indrette sin lovgivning anderledes, hvis man bliver bedt om det, for netop at vise, at der ikke er dobbeltstandarder.

Jeg vil sige, at jeg synes, at det har været en rigtig spændende debat i dag, fordi hver ordfører har hver sin mærkesag lige fra vores forhold til Rusland, til Georgien, spørgsmålet om kvinders ligestilling og til spørgsmålet om seksuelle mindretals rettigheder. Der har været rigtig mange forskellige spændende emner oppe til debat her i dag.

Jeg tror faktisk på, at netop det, at der er en levende, fri debat, og også, at de parlamentarikere, der aktivt deltager i Europarådets arbejde, hver især har nogle kæpheste, som de er bannerførere for, er garanten for, at Europarådet også går en god fremtid i møde. Vi kan og skal inspirere hinanden i arbejdet, og jeg er faktisk blevet meget inspireret af de talere, jeg har hørt her i dag, fordi jeg måske selv har haft meget fokus på de traditionelle hovedområder, men jeg kan høre her, at der også er en levende debat på mange af de områder, vi har behandlet i redegørelsen.

Jeg tror, at vi her i salen i dag kan blive enige om, at domstolen, overvågning af indgåede forpligtelser og gennemførelse af Europarådets standarder er det, der er det centrale ved den organisation, og det skal vi holde fast i. Jeg ser selvfølgelig også frem til fremover at drøfte, hvordan vi bedst sikrer Europarådet en god politisk, men også en mere fokuseret rolle. Så endnu en gang vil jeg sige tak for debatten.

Tak til udenrigsministeren. Der er lige et par korte bemærkninger, først fra fru Pernille Frahm.

Man skal rose, når der er en chance for det, og især når der er en chance for at rose regeringen, skal man huske at gøre det. Så jeg vil gerne sige tak for nogle af de svar, ministeren kom med, først og fremmest selvfølgelig om, at vi får en ambassadør igen. Det er et utrolig vigtigt signal, men det har jeg understreget før.

Så mener jeg også, at ministeren har sagt et par andre gode ting. Det her med, at vi skal have færre varer på hylderne, men at de skal være af en bedre kvalitet, tror jeg at de fleste af os er enige i. Men derfor er det jo netop så vigtigt, at Danmark er med til at sikre, at man ikke i EU duplikerer det, man i forvejen laver i Europarådsregi. Alle EU-medlemslandene er medlemmer af Europarådet, og i stedet for at begynde at duplikere tingene skulle man prøve at bakke op om det, så man måske netop får en måde at forholde sig til alle de her ressourceproblemer på, som vi alle sammen er trætte af. Så jeg vil gerne spørge, om ministeren vil gøre noget for det.

Ministeren.

Jeg vil sige, at det er jeg fuldstændig enig i. Jeg mener, at man skal komplementere hinanden i det arbejde, der gøres. For sammen og ved at komplementere hinanden fremmer og beskytter man faktisk de fælles værdier, som EU og Europarådet jo er enige om. Jeg vil sige, at det samarbejde, der er i EU, under ingen omstændigheder skal ske på bekostning af det samarbejde, der er i Europarådet. Derfor tror jeg også, at det i hvert fald er meget afgørende for det videre forløb – og det er både sagt til fru Pernille Frahm og til andre, der deltager i debatten her i dag – at hvis danske parlamentarikere, der er medlem af den parlamentariske forsamling, får kendskab til eller hører om, at der er områder, hvor man ligesom synes, der begynder at være en skævvridning i den forkerte retning, så vil jeg gerne gøres opmærksom på det, for det er min mulighed for at rejse det over for mine EU-kolleger. Vi sidder jo alle sammen med det problem, at vi har stramme budgetter og skal prøve at få pengene til at række lidt længere, og jeg vil meget gerne være med til at facilitere, at man i hvert fald ikke i EU starter nogle ting op, som man i forvejen kan i Europarådet, og som ligger bedst der. Til gengæld tror jeg også, at det er vigtigt, at det går den anden vej, altså at de danske politikere, der deltager i Europarådets arbejde, også tør sige fra over for at beskæftige sig med for mange forskellige områder. Men det er et fuldt tilsagn til fru Pernille Frahm om, at vi begge veje skal forsøge at undgå dybe tallerkner, der bliver genopfundet.

Fru Pernille Frahm.

Vi skal ikke genopfinde dybe tallerken, det var et rigtig godt udtryk. Men jeg kan nævne et eksempel. Ministeren kan starte med at dykke ned i, hvad der sker omkring duplikeringen af GRETA, altså enheden omkring bekæmpelse af trafficking, handel med kvinder.

Så vil jeg sige to andre ting. Ministeren siger, at det går for langsomt med udviklingsbanken. Jamen det er jo ikke bare det – det går forkert. Det er det, der er problemet. Problemet er, at det går i den forkerte retning nu. Udviklingsbanken burde, som ministeren siger, låne ud til de fattigste regioner, og den burde jo låne ud til det, som er i forlængelse af Europarådets kærneydelser, og ikke til noget, der har med noget helt andet at gøre i den her verden. Det vil jeg gerne have at ministeren skriver sig bag øret. Og så er jeg glad for, at ministeren siger, at man skal tage kritikken alvorligt, når den kommer, hvis man ønsker, at andre skal tage kritikken alvorligt. Det håber jeg meget at regeringen husker i 2011, hvis den altså stadig væk er regering til den tid.

Ministeren.

Jeg vil først sige til fru Pernille Frahm, at nu kender jeg ikke noget til, hvad det er, der skulle være sket i EU-systemet, der gør, at GRETA og EU-systemet lige pludselig skulle kunne konkurrere mod hinanden. Jeg ved i hvert fald, at EU og EU's indenrigs- og justitsminister har haft en meget, meget fokuseret indsats, så lang tid jeg kan huske tilbage, mod menneskehandel og trafficking, så det undrer mig meget, at der skulle være nogen uoverensstemmelser mellem det stærke politisamarbejde og samarbejde mellem anklagemyndigheder, der er, om at optrevle menneskehandel, og det, der måtte høre med til det, på en eller anden måde skulle skabe problemer i forhold til Europarådet, men det må vi finde ud af.

Det, jeg sagde til fru Pernille Frahm om Europarådets udviklingsbank, var, at det går for langsomt med at ændre bankens udlånspolitik, og det er sådan set det, fru Pernille Frahm efterlyser. Så jeg tror også, at vi på dette punkt er enige.

Som sagt vil jeg sige, at jeg synes, man skal kunne tage imod kritik. Jeg tror, det er meget vigtigt, at ikke mindst vi i de vestlige lande, der jo også ønsker at få udbredt menneskerettighederne til resten af verden, og som tager nogle hårde kampe med andre regimer om det ved forskellige lejligheder, også selv tør lytte til kritik og også tager den til os.

Hr. Mogens Jensen.

Det er jo åbenbart rosernes dag i dag. Jeg vil sige, at de bemærkninger, jeg gjorde om de danske ambassaders indsats også i forbindelse med at støtte op om seksuelle minoriteters rettigheder der, hvor de bliver undertrykt i en række af Europarådets medlemslande, vil jeg gerne gentage, men det er også mere for at sige til ministeren, at det faktisk var en appel, som vi kom med til den tidligere udenrigsminister, en appel, som altså har givet genlyd ude på ambassaderne. Det er selvfølgelig også en indsats, som jeg tror og håber ministeren vil fortsætte med i det videre forløb.

Jeg vil spørge udenrigsministeren om det her med domstolens kapacitetsproblemer, for selv med de ekstra ressourcer, der måske kommer i forbindelse med Jaglands reformer og med protokol 14, der giver en produktionsfremgang på 25 pct., skriver ministeren selv, at det formentlig ikke er tilstrækkeligt til at løse domstolens problemer med de store sagsmængder. Hvad tænker ministeren og regeringen at gøre her?

Ministeren.

Jeg vil sige, at der er et kort sigt og et længerevarende sigt. Det er klart, at iværksættelsen af protokol 14 vil føre til en lettelse i sagsgangen. Færre dommere vil skulle deltage i behandlingen af ukomplicerede sager, og man vil indføre et nyt afvisningskriterium. Domstolen har tidligere anslået, at protokollens ikrafttræden vil øge domstolens produktivitet med ca. 25 pct.

Interlakenerklæringen, som det jo lykkedes for Schweiz at få vedtaget, er også en af hovedprioriteterne for formandskabet, og den fokuserer jo bl.a. på, at der skal arbejdes videre med at se på individuel klageadgang, national efterlevelse af konventionen, oprettelse af en filtreringsmekanisme samt overvågning af medlemsstaternes efterlevelse af domstolens afgørelser. Det vil man arbejde videre med, herunder også filtreringsmekanismen, som også kan have en positiv effekt.

Det er selvfølgelig klart, at der er en lang proces foran os, og derfor tror jeg også, at det reformarbejde, som Jagland har sat sig i spidsen for, der skal foregå på kort sigt, med at flytte flere ressourcer over og målrette domstolens arbejde, er nødvendigt.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til udenrigsministeren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.