Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forhandling om redegørelse nr. R 10:

Indenrigs- og sundhedsministerens regionalpolitiske redegørelse 2010.

(Anmeldelse 29.04.2010. Redegørelsen givet 29.04.2010. Meddelelse om forhandling 29.04.2010).

Forhandlingen er åbnet. Fru Sophie Løhde som ordfører for Venstre.

Et Danmark i balance er et samfund, hvor alle dele af landet udvikler sig positivt. Det er et samfund, hvor udviklingen ikke kun er begrænset til de store byer eller til områder, der er bundet sammen af jernbaner og motorveje. Det er et samfund, hvor vi i fællesskab tager ansvar og arbejder målrettet for at skabe viden, vækst, velstand og velfærd i alle dele af landet. Vi ønsker et Danmark i bedre balance.

Udviklingen af alle dele af landet kommer ikke af sig selv, og vi må erkende og tage ansvar for, at der i nogle dele af landets kommuner og regioner forekommer større udfordringer end i andre. Her tænker jeg specielt på udkantskommunerne. En række af disse områder har været og oplever stadig at være hårdt præget af den internationale økonomiske krise. Det er en udfordring, der bestemt ikke bliver mindre af befolkningsudviklingen, herunder den generelt stigende urbanisering, der ikke kun foregår i Danmark, men hvor tendensen er den samme i en række af de øvrige europæiske lande.

I den forbindelse er det dog væsentligt at fremhæve, at danske yderområder er præget af stærke lokale kræfter, der ikke beder om at blive sat på støtten, men beder om øget frihed til at skabe vækst og velstand. På den baggrund bidrager den regionalpolitiske redegørelse, som vi i dag behandler her i Folketinget, og hvor der især er lagt stor vægt på udkantskommunerne, med vigtig baggrundsviden for dels at følge udviklingen tæt, dels at igangsætte nye initiativer til at opnå udvikling og vækst i hele landet.

Som det fremgår af den regionalpolitiske redegørelse, er der en række store udfordringer forude. Men redegørelsen illustrerer dog også samtidig rækken af initiativer, der tilsammen og hver for sig bidrager til vækst og udvikling og dermed bidrager til at opfylde regeringens regionalpolitiske målsætninger i relation til bl.a. erhvervsfremme, innovation, landdistrikter, sundhed og uddannelse.

Men som det indledningsvis også er understreget, har også den økonomiske krise sat sine spor i de egne af Danmark, som i forvejen er præget af befolkningstilbagegang, lavere uddannelsesniveau og færre beskæftigelsesmuligheder. På den baggrund er det i sig selv positivt, at der i analysen i redegørelsen er grund til en vis forsigtig optimisme. Det er positivt, at den omfattende kriseindsats ser ud til at virke, og der er bl.a. med kreditpakken og erhvervspakken blevet skabt bedre lånemuligheder og adgang til risikovillig kapital, ligesom Fødevareministeriet desuden har forbedret lånemulighederne for mindre virksomheder i landdistrikterne ved at lempe reglerne for udlån gennem de danske indkøbsforeninger. Det er positivt, at vi så småt ser begyndende tegn på økonomisk fremgang, men der er fortsat store udfordringer forude.

Eksempelvis har ikke mindst den økonomiske krises negative indvirkning været hård ved landbrugets og fødevareerhvervets økonomiske situation. På den baggrund besluttede regeringen og Dansk Folkeparti for en lille måneds tid siden at tage en række initiativer gennem »Grøn Vækst 2.0«, der kan forbedre beskæftigelsen og væksten i landbrugs- og fødevaresektoren i forhold til de 139.000 danskere, der hver dag arbejder i sektoren. Landbruget og fødevareerhvervet er et ekstremt vigtigt erhverv ikke mindst også for yderområderne, hvor 13 pct. af arbejdsstyrken i landdistrikterne er beskæftiget inden for landbrug, skovbrug, fiskeri og udvikling af råstof. Oven i det kommer så hele fødevareindustrien, produktion af landbrugsmaskiner osv.

139.000 danskere er i dag dybt afhængige af, at landbrugs- og fødevareerhvervene står stærkt og støt. Vi skal derfor sikre udvikling frem for, som S og SF foreslår, afvikling af landbrugs- og fødevareerhvervet med ekstra skatter for mindst 1,1 mia. kr. og en lang række nye restriktioner, som blot vil betyde, at produktionen flytter til udlandet, og dermed vil det være et stort tab for alle de mange danskere, der vil miste deres arbejde. Det er i sig selv også uheldigt for fødevaresikkerheden, men det er først og fremmest trist, at oppositionen på den måde stiller sig parat til en eksport af danske arbejdspladser, hvis de får magt, som de har agt.

I regeringens regionalpolitiske redegørelse er der også et stort fokus på fremme af bosætning i landdistrikterne. Jeg vil da bl.a. gerne fremhæve puljen til områdefornyelse på 50 mio. kr. samt indsatspuljen på 150 mio. kr., hvoraf sidstnævnte blev afsat som led i kommuneøkonomiaftalen for 2010, og som yder tilskud til medfinansiering af kommunernes indsats til bl.a. nedrivning af faldefærdige bygninger. Puljen er nu blevet uddelt til 34 kommuner, og i Venstre ser vi meget gerne, at puljen gentages i de kommende aftaler om kommunernes økonomi for 2011, herunder at listen af krav til kommunerne i forbindelse med nedrivning af bygninger gennemgås kritisk med henblik på at lette proceduren for landets kommuner.

I redegørelsen er der endelig også stort fokus på transport og mobilitet for at gøre det mere attraktivt for personer, der arbejder i de større byer, at bosætte sig i yderkommunerne samt fastholde erhvervsaktive, der allerede bor der. Via skattereformen blev der derfor fra VK-regeringen og Dansk Folkepartis side truffet beslutning om en forhøjelse af befordringsfradraget for lavtlønnede og om en særlig kompensation for langdistancependlere, og endelig blev den midlertidige ordning med forhøjede befordringsfradrag i yderkommuner forlænget fra 2013 til 2018.

Det er for Venstre helt centralt, at vi fortsat bestræber os på at øge jobmobiliteten samt at tiltrække og fastholde arbejdskraft i landets yderkommuner.

Endelig vil jeg gerne trække sundhedsområdet frem. Her sættes der ind for at styrke det akutte beredskab i især yderkommunerne. I disse år sker der mange og store ændringer af sygehusstrukturen, som betyder, at de højt specialiserede afdelinger samles på færre enheder, og dermed at en række borgere fra især de tyndest befolkede områder får væsentlig længere til sygehuset.

Det er forståeligt, at regionernes nye sygehusplaner kan skabe utryghed for indbyggerne i de pågældende områder, herunder ikke mindst i de tyndtbefolkede områder. Derfor skal vi naturligvis sikre, at alternative tilbud er troværdige i forhold til at skabe den nære tryghed omkring akutberedskaber. Det har ikke mindst Bent Hansen og Region Midtjylland et stort ansvar for at sikre, når de senere på måneden fremlægger deres forslag til akutplaner i Region Midtjylland.

I Venstre ser vi dog ikke mindst også med stor tilfredshed på, at regeringen i samarbejde med Dansk Folkeparti har afsat 600 mio. kr. til at styrke akutindsatsen i områder med langt til akutmodtagelser. Og i relation til hele sundhedsområdet er det jo også glædeligt, at regeringen nu her for nylig har godkendt etableringen af lægeuddannelsen ved Aalborg Universitet. Placeringen af lægeuddannelsen på Aalborg Universitet understøtter universitetets kompetencer på en lang række områder. Samtidig vil en lægeuddannelse i Nordjylland betyde, at det bliver nemmere at rekruttere læger og andet sundhedsfagligt personale til hele Nordjylland. Beslutningen er et konkret eksempel på, at regeringen tager udfordringerne med at skabe et Danmark i bedre balance alvorligt.

I Venstre ser vi desuden også gerne, at regionerne overvejer, hvorvidt en del af de eksisterende fastholdelsestillæg kan omprioriteres til et opstartstillæg til læger, der er interesseret i at starte eksempelvis lægepraksis i yderkommunerne, ligesom vi også gerne ser, at regionerne overvejer en mulig omlægning af betalingen til de praktiserende læger, så man kan se på mulighederne for at indføre et decideret udkantstillæg.

Der er mange andre områder og initiativer i den regionalpolitiske redegørelse, som også kunne være værd at fremhæve, eksempelvis alle initiativerne inden for uddannelsesområdet, men samlet set er vi i Venstre meget positive over for rækken af initiativer, som redegørelsen illustrerer, og som aktivt er blevet taget for at skabe et Danmark i bedre balance.

Vi er dog også i Venstre samtidig overbeviste om, at der kan gøres mere. Derfor har vi også i Venstre haft igangsat et stort arbejde, som nu har resulteret i en række løsningsforslag og initiativer, som vi i onsdags præsenterede i vores nye oplæg, »Danmark i bedre balance«. I Venstres oplæg sætter vi fokus på at levere svar på en lang række af de udfordringer, som yderområderne aktuelt står over for. Vi lægger bl.a. op til, at nye statslige arbejdspladser som udgangspunkt skal placeres i provinsen, medmindre entydige faglige argumenter taler imod. Det budskab understøtter den regionalpolitiske redegørelse ikke mindst også.

VK-regeringen har allerede med succes gennemført flytninger af større offentlige og statslige arbejdspladser fra de store byer til yderområder i Danmark, bl.a. i 2006, da SKAT's nye betalingscenter blev placeret i Ringkøbing med 242 arbejdspladser til følge. I den forbindelse kan man endvidere i regeringens regionalpolitiske redegørelse konstatere, at antallet af statslige arbejdspladser er steget i alle landsdele undtaget København siden kommunalreformen. Stigningen har i øvrigt været højst i landsdelene vest for Storebælt.

Udflytningen af statslige arbejdspladser fra København er dermed allerede godt i gang. De seneste par år er der kommet 3.300 flere statslige arbejdspladser i yderområderne, mens udviklingen går den modsatte vej i det centrale København. Faktisk er antallet af statslige arbejdspladser i yderområderne på det højeste niveau i et par årtier.

Den positive udvikling ønsker vi i Venstre, at der skal følges op på, sådan at det kan være med til at sikre en fortsat positiv udvikling i Danmarks yderkommuner. For selv om væksten i statslige arbejdspladser allerede finder sted i udkantskommunerne, så kan og skal vi gøre det endnu bedre. Det handler kort sagt om et Danmark i bedre balance.

I den forbindelse er det jo så også en anelse trist at konstatere, at bl.a. Københavns overborgmester Frank Jensen og Århusborgmesteren Nikolai Wammen i en fælles pressemeddelelse kræver, at styrelser og embedsmænd skal forblive i storbyerne. De to S-politikere tilføjer endda, at det ikke bliver uden kamp, hvis regeringen beslutter at flytte flere statslige arbejdspladser ud af storbyerne. Det virker i sig selv en anelse utroværdigt, at Socialdemokraterne tilsyneladende ikke er helt enige med sig selv, og vi vil derfor anbefale, at Socialdemokraterne starter med at tage kampen internt, inden man trækker i hver sin retning i medierne.

Vi har også bemærket, at en række af oppositionspartierne ligesom Venstre er kommet med forslag til de udfordringer, som yderkommunerne aktuelt står over for. Jeg må da også indrømme, at en række af de gode intentioner klinger lidt hult, når man samtidig tager andre forslag fra oppositionen i betragtning, herunder ikke mindst forslaget om at hæve selskabsskatten og forslaget om generelt at pålægge ikke mindst borgerne i udkantskommunerne nogle væsentlige, store omkostninger for at køre i deres egen bil.

Men alt i alt synes vi, at den regionalpolitiske redegørelse tilsammen illustrerer rækken af gode initiativer, som er taget, og herunder også danner grobund for fremadrettet at tage nogle flere gode initiativer for at skabe et Danmark i bedre balance.

Der er en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Man kan vel sige, at Venstres ordfører sådan set meget klart fik præciseret, hvad Venstres politik går ud på, da hun talte om, at den store indsats for øget bosætning går ud på tilskud til at nedrive boliger. Venstres udspil kan vel karakteriseres sådan, at man giver nogle små tilskud, som reelt ikke hjælper noget i forhold til den store politik, Venstre fører. F.eks. centraliserer man i den grad med kommunalreformen både i forhold til uddannelser og sygehuse osv., og så har man givet lidt skattelettelser nu her for at sætte et lille plaster på såret.

Men kunne ordføreren ikke fortælle mig, hvordan de skattelettelser, man nu giver til godsejerne, hjælper i forhold til arbejdspladser i yderområderne? Sikrer det en eneste slagteriarbejder mod, at hans arbejdsplads bliver flyttet til Tyskland, hvor underbetalte kolonnearbejdere fra Rumænien så udfører slagtning af danske svin?

Ordføreren.

For det første vil jeg da gerne fremhæve – og det vil jo i øvrigt også fremgå, hvis man læser den regionalpolitiske redegørelse – at initiativerne i forhold til bosætning ikke bare handler om indsatspuljen på de 150 mio. kr. Der er også taget en række andre initiativer, ikke mindst for at gøre det mere attraktivt for folk at flytte til yderkommunerne og kunne pendle frem og tilbage.

Så nævner fru Line Barfod, at kommunalreformen var en stor centralisering. Må jeg ikke i al stilfærdighed minde om, nu man konkret nævner uddannelsesinstitutionerne, at gymnasierne fik selveje. Det kalder man normalt ikke for en centralisering. Kommunerne har aldrig varetaget så mange opgaver med de borgernære ydelser, som de har fået med kommunalreformen. Det er jo ikke udtryk for en centralisering. Det er tværtimod udtryk for, at vi flytter opgaver ud til kommunerne, sådan at de dermed også flytter tættere på borgerne i nye, stærke, bæredygtige enheder.

Fru Line Barfod.

Når det er embedsmændene på Slotsholmen og regeringen, der styrer det meste, og man ikke har noget at skulle have sagt som borger i yderområderne eller i nogle andre kommuner for den sags skyld, så er det svært at påstå, at det er en decentralisering. Når gymnasierne er underlagt en økonomisk model, der gør, at mange af gymnasierne i yderområderne ikke kan holde økonomisk, og slet ikke når man lukker busruterne derude, så er det svært at se, at det skulle være en decentralisering.

Men jeg fik ikke svar på mit spørgsmål om slagteriarbejderen. Hvordan kan han være sikker på, at hans arbejde bliver bevaret, ved at man giver skattelettelser til godsejeren, og at hans arbejdsplads ikke flytter ned på et slagteri i Tyskland, hvor der bliver brugt rumænske kolonnearbejdere til 20-30 kr. i timen? Hvis meningen er, at man skal kunne bo i yderområderne, så skal der vel også være arbejdspladser? Hvordan vil Venstre sikre, at de arbejdspladser ikke bare flytter til udlandet?

Ordføreren.

Han kan i hvert fald først og fremmest være sikker, hvis han undlader at stemme på oppositionspartierne, for det her illustrerer jo netop den helt afgørende forskel på regeringen og oppositionen. Vi ønsker, at fødevareerhvervet skal stå stærkt, at landbruget skal stå stærkt, fordi de beskæftiger 139.000 mennesker i Danmark, ikke mindst i udkantskommunerne og landdistrikterne. Derfor er det naturligvis afgørende, at vi giver dem nogle bedre udviklingsmuligheder og ikke pålægger dem endnu flere restriktioner som dem, oppositionen har foreslået. Så hvis man vil være sikker på, at der også fremadrettet er en stærk fødevaresektor i Danmark, så skal man i hvert fald ikke stemme på fru Line Barfod.

Hr. Rasmus Prehn for en kort bemærkning.

Det er jo den hårde retorik, der rulles ud her fra morgenstunden af, må man sige: en stor beskyldning mod oppositionen. Men er sagen ikke den, at regeringen simpelt hen i spørgsmålet om den regionale udvikling har sovet tornerosesøvn? Når man læser den rapport, der er lagt frem her, er det jo ét langt skønmaleri, et skønmaleri, som jo slet, slet ikke stemmer overens med den virkelighed, man oplever i Udkantsdanmark, hvor man jo har følt det nødvendigt at lave sit eget parti, Fælleslisten, for overhovedet at blive hørt.

Man har jo skønmalet og skønmalet og skønmalet fra regeringens side, samtidig med at man har nedlagt den ene busrute efter den anden og i øvrigt har centraliseret. Virker det så ikke en anelse patetisk, at man nu her i ellevte time, når der er pres på det med Udkantsdanmark, så kommer og lover guld og grønne skove? Så giver man 0,5 mia. kr. i skattelettelser til dem, der har landbrug og planteskoler, og så lover man i øvrigt det helt store, nemlig skiltning til gårdbutikker. Altså, er det ikke panik før lukketid, vi her ser fra regeringens side?

Ordføreren.

Der er hverken nogen tornerosesøvn eller skønmalerier her. Redegørelsen illustrerer jo rækken af initiativer, som er taget inden for en lang række områder. Og der synes jeg jo, at noget, som er meget positivt og centralt, bl.a. er ledighedsudviklingen, som vi vel kan være enige om er noget, der kan have de allerallerstørste menneskelige omkostninger, og jeg synes da, det er positivt, at redegørelsens analyser demonstrerer, at der er grund til en vis optimisme. Det er positivt, for det viser, at kriseindsatsen har hjulpet.

Men redegørelsen demonstrerer også, at der fortsat er store udfordringer forude. Dem løser vi ikke hen over natten; det vedkender vi os fuldstændig i Venstre, men vi påtager os også et ansvar for hele tiden fremadrettet at fremlægge nye forslag og initiativer til, hvordan vi kan skabe et Danmark i bedre balance.

Hr. Rasmus Prehn.

Den her debat er jo en debat, der har været taget de seneste mange år, og hvor vi jo fra socialdemokratisk side har advaret imod den udvikling, der var i gang. Vi har sagt, at det er problematisk, når man nedlægger busruter, det er problematisk, når man centraliserer, det er problematisk, når man skubber ting væk fra Udkantsdanmark. Og der er det altså, at regeringen har sovet tornerosesøvn, og vi kan også se, at man i redegørelsen prøver at male skønmalerier, og først nu her, hvor Venstre er presset på grund af Fælleslisten, og hvor der er mediefokus, skynder man sig så at trylle nogle forslag frem, der skal lyde godt.

Det er meget mærkværdigt, men Venstre har simpelt hen som en af tingene i ramme alvor fremlagt forslag om, at det, der kan redde Udkantsdanmark, er, hvis der kommer bare en lille smule bedre skiltning af gårdbutikker; så vil det hele blive revolutioneret, det vil være helt fantastisk, det vil være et spring ind i fremtiden.

Ordføreren.

Det sidstnævnte er simpelt hen for patetisk. Hvis ordføreren havde gjort sig selv den tjeneste at læse det oplæg, vi har præsenteret, ville han vide, at spørgsmålet om skiltning med gårdbutikker er et lillebitte initiativ af en lang række initiativer i et oplæg, jeg i øvrigt mener er på 16-17 sider, og som forholder sig til de udfordringer, vi står over for.

Men hvis udviklingen med Socialdemokraternes øjne er så problematisk, er det jo i sig selv bemærkelsesværdigt, at Socialdemokraterne i den grad lægger sig i selen for, at vi skal have nedlagt nogle af de 139.000 arbejdspladser, som findes inden for fødevare- og landbrugssektoren, for det er det, man vil. Når man foreslår at påføre erhvervet, fødevaresektoren, nye skatter for mindst 1,1 mia. kr. og øgede restriktioner, så er det direkte lig med punkt 1: en dårligere fødevaresikkerhed, og punkt 2: eksport af danske arbejdspladser til udlandet. Den udvikling er vi ikke enig med Socialdemokraterne i, som jo i øvrigt også forlod »Grøn Vækst«-forhandlingerne, fordi man ønskede at reducere kvælstofudledningen med mellem 40.000 og 45.000 t. Det synes jeg man skal rejse lidt mere, når man er rundt at besøge landområderne, og spørge, hvordan landdistrikterne forholder sig til det forslag fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti.

Fru Julie Skovsby for en kort bemærkning.

I dag diskuterer vi regeringens skriftlige redegørelse om den regionalpolitiske udvikling, og vi som partier forholder os til det materiale, vi har fået i hånden.

Det er jo sådan, at der hvert eneste år er et punkt i den regionalpolitiske redegørelse, som hedder status på kommunalreformen, og vi kan læse af det fra sidste år, at man vil gå ind og se på, hvordan kommunalreformen har virket. Men det vil man ikke gøre fremover.

Jeg er overrasket over, at vi ikke i dag fra Venstres ordfører hører, at det her er problematisk. Hvordan forholder Venstre sig til, at man ikke fremover skal diskutere, hvad virkningerne af kommunalreformen er?

Ordføreren.

Det er noget vås at påstå, at jeg skulle have sagt, at vi ikke synes, udviklingen er alvorlig i forhold til de udfordringer, man står over for i udkantskommunerne. Det gjorde jeg sådan set meget ud af at understrege i min tale.

Samtidig vil jeg da gerne sætte fokus på det, som fru Julie Skovsby rejser i forhold til kommunalreformen. Der er det jo netop positivt, at trækker man de redegørelser frem af skufferne, som har været behandlet sidste år og forrige år, vil man faktisk se – og det fremgår klokkeklart af de seneste års redegørelser – at kommunalreformen har været med til at styrke landdistrikterne på den politiske dagsorden. Det er blevet opprioriteret lokalt. Det fremgår tydeligt af den analyse. Det er klart, at vi har store udfordringer, men vi har også i Venstre stor tillid til, at det kommunale selvstyre er klar til at forvalte det ansvar, det har fået, også for landdistrikterne.

Fru Julie Skovsby.

Jeg spurgte, om ordføreren mente, at det er et problem, at vi ikke fremover skal se på kommunalreformen i denne debat. Det kan jeg forstå åbenbart ikke er noget problem, for kommunalreformen har ifølge Venstre været en decentraliseringsproces. Der må jeg bare sige, at jeg oplever det fuldstændig modsat.

Som tidligere medlem af regionsrådet har jeg set det hav af ministerbeføjelser, der er, og hvilken centralisering der har været, særlig når det handler om økonomistyring, og jeg kan slet ikke følge Venstre i, at man mener, kommunalreformen virkelig bare har bidraget til, at det her problem er blevet mindre igennem de sidste 8-9 år.

Ordføreren.

Det er efterhånden ved at være en hel del år siden, at en række partier her i Folketinget vedtog en ny struktur for danmarkskortet, en kommunalreform. Det er danmarkshistoriens største decentralisering, for der er aldrig nogensinde før i danmarkshistorien flyttet så mange opgaver ud i landets kommuner.

Før kommunalreformen havde jeg selv æren af at sidde i amtsrådet. Her varetog vi en række borgernære opgaver, bl.a. i forhold til den specialiserede undervisning, handicapområdet, socialområdet og andet, og man kan med god grund stille sig selv spørgsmålet: Var de borgere tættere på beslutningerne, ved at opgaverne blev varetaget af amterne, end i dag, hvor de kan henvende sig til byrådet? Jeg tror ikke, at de 14 amtsgårde rundt i Danmark bidrog særlig meget til at skabe nærhed på socialområdet, på handicapområdet osv., men det diskuterer jeg meget gerne videre.

Fru Karen J. Klint for en kort bemærkning.

Det sidste skal jeg passe på med ikke at forfalde til, for jeg har jo nogle ældre historier ude fra det amtslige og det handicapmæssige, og der var amterne faktisk en ret stor frelser for handicapområdet, der fik en gevaldig vækst, netop fordi der var den passende armslængde, uden at armen blev for lang. Det var nu ikke det, jeg ville spørge om.

Det, jeg har undret mig over de sidste par dage ud over at se det pæne maleri – og der sker da også nogle positive ting – er, om det så er på grund af kommunalreformen eller på trods af kommunalreformen, men det får så være. Men jeg har faktisk lyst til at spørge Venstres ordfører, fru Sophie Løhde, om den enighed, hun så efterlyser i de socialdemokratiske kredse, er til stede i fru Sophie Løhdes egen parti. Vi hører jo også hr. Fabrin og andre Venstreborgmestre sige nogle ting om, at det ikke går helt så godt endda.

Et af de sidste beviser på, at det ikke går helt så godt, er, at Carl Holst, regionsformand i Region Syddanmark, faktisk har sendt et tiggerbrev til EU om at få 75.000 kr. pr. langtidsledig i det sønderjyske for at undgå, at de bliver langtidsledige. At man går til EU og beder om hjælp, er vel ikke det bedste bevis på, at det går godt?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at EU rent faktisk bidrager – det illustrerer redegørelsen sådan set også – med en række initiativer i forhold til de problemstillinger, der er forbundet med udkantskommunerne, og yder aktiv hjælp for at løse nogle af de problemer.

Med den regionalpolitiske redegørelse fortæller regeringen jo meget klart på spørgsmålet om statslige arbejdspladser, at man sådan set er positiv over for den udvikling, man har stået bag. Det har været en succes, at man har udflyttet så mange statslige arbejdspladser, og man ønsker også den udvikling fremadrettet. Den tråd har vi taget op i Venstre, for vi synes, at det er vigtigt, at vi også hele tiden kritisk overvejer med os selv, om der er nogle arbejdspladser, som ikke nødvendigvis behøver at ligge inde på stenbroen.

Fru Karen J. Klint.

Det var jo ikke det, jeg spurgte om, men jeg er jo ikke uenig i, at man godt kan flytte rundt på arbejdspladser. Hvor meget der så reelt bliver flyttet rundt, ved at embedslægen eller statsamtet bliver flyttet fra Vejle til Åbenrå – det er jo sådan set inden for den samme storkreds i hvert fald, at man så flytter arbejdspladserne – er jo nok med en begrænset effekt.

Det, jeg spurgte ind til, og det var ikke kun ud fra det generelle til EU, er, at det her altså er en ekstra støtte på grund af lukning af arbejdspladser. Det er en ekstra støtte til folk, der er ledige, og som har risiko for at blive langtidsledige. Det står i den pressemeddelelse, som vi fik i går, og som er et tiggerbrev til de 13 danskere, som sidder i Europa-Parlamentet. Der står der, at nu har man sendt en ansøgning for et par måneder siden – i første omgang for de ledige i Sønderborg – og så vil man bagefter følge op, fordi der også er problemer med ledighed på grund af Lindøværftets lukning på Fyn og også en glasfiberfabrik i det sønderjyske, så det er vel ikke tegn på, at det går så godt.

Ordføreren.

Jeg må lige korrigere, for ordføreren for Socialdemokraterne spurgte mig faktisk indledningsvis, om man var enig, og derfor synes jeg bare, at jeg skulle illustrere, at Venstres folketingsgruppe sådan set er fuldstændig enig med regeringen oven i købet i et oplæg, som Venstres bagland og dermed kommunalpolitikere alle sammen aktivt har bidraget til.

Når hr. Carl Holst har sendt et givent brev, som jeg i øvrigt ikke har haft lejlighed til at læse, viser det jo bare og cementerer ud fra det, som ordføreren her illustrerer, hvorfor det er så afgørende, at vi for at skabe vækst er nødt til at få sat turbo på udviklingen frem for afviklingen af danske arbejdspladser.

Det er jo derfor, at vi bl.a. lægger meget stor vægt på de 139.000 danskere, der er beskæftiget inden for fødevaresektoren. Vi synes, at det er vigtigt, at de arbejdspladser bliver i Danmark frem for at pålægge dem, som Socialdemokraterne foreslår, øgede afgifter for mindst 1,1 mia. kr., flere restriktioner, som blot betyder, at de mange arbejdspladser flytter til udlandet.

Fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge til Venstres holdning på uddannelsesområdet. Det er nævnt flere gange i redegørelsen, at man har gjort noget, men ikke desto mindre er tendensen jo forkert. Der bliver stadig væk lukket uddannelsessteder rundtomkring, og jeg oplever, at det er direkte i modstrid med det, der var vores fælles ønske, da vi bl.a. lavede lov om professionshøjskoler, nemlig at hele landet skulle være uddannelsesdækket. Hvis ikke folk kan uddanne sig, flytter de efter uddannelse, og det kan blive ganske vanskeligt at trække dem tilbage til der, hvor skolen mangler lærere, sundhedshuset mangler sygeplejersker eller læger, eller hvad det nu kan være.

Derfor vil jeg høre, hvad der egentlig er Venstres holdning til det. Jeg kan godt blive i tvivl, når jeg ser på håndteringen af gymnasiernes ønske om, at store succesfulde gymnasier kan vokse endnu mere på bekostning af andre gymnasier. Hvad er egentlig Venstres holdning til uddannelsernes placering i fremtiden?

Ordføreren.

Vi synes, det er vigtigt, at der er gode uddannelsesmuligheder i alle dele af Danmark. Derfor er det også vigtigt, at meget store gymnasier ikke kan få lov at kvæle andre unges muligheder for at få en ungdomsuddannelse tæt på, hvor de bor.

Det var sådan set også bevæggrunden for, at man i sin tid med den tidligere undervisningsminister, nu indenrigs- og sundhedsminister, indførte udkantstaxameteret på de almene gymnasiale uddannelser. Nu lægger vi oven i købet op til, at vi også meget gerne nu og her ser indført et udkantstaxameter på erhvervsuddannelserne. Så ja, jeg synes, at det går den rigtige vej. Det illustrerer profilmodellen i øvrigt også med den seneste opgørelse, nemlig at godt nok har vi en stor udfordring, men det går den rigtige vej.

Der vil jeg da i den forbindelse meget gerne fremhæve bl.a. Lemvig Kommune, som jo er ekstremt dygtige til at få unge til at tage en ungdomsuddannelse, på trods af at de har alle odds imod sig, hvis man ellers ser på de normale parametre. De er jo et kerneeksempel på, at det godt kan lykkes, og de gode erfaringer ser vi meget gerne udbredt til flere kommuner i Danmark.

Fru Margrethe Vestager.

Jeg tror, at ordføreren blander tingene lidt sammen, for jeg tror ikke, at ordførerens mulige vælgere vil være særlig glade for at høre, at det går den rigtige vej der, hvor uddannelsesstederne lukker, og det er, uanset om det er på Sydfyn eller det er i det vestjyske, for professionshøjskolerne foretager en regional centralisering. Det betyder, at der ikke længere kan uddannes folk rundtomkring, og den meget store bekymring er, at der ikke er tilstrækkelig økonomi til at opretholde mindre uddannelsessteder. Der har jeg meget svært ved at se, hvad der er Venstres fremadrettede politik.

Fru Sophie Løhde viser hele tiden tilbage til noget, man har gjort for 2 eller 3 år siden, men den udvikling, der er aktuelt, er jo, at der bliver truffet beslutninger om centralisering af uddannelsesudbuddet, og det er stik imod det, der var den fælles bestræbelse i sin tid, og stik imod det, der er interessen, fordi uddannelse trækker så mange andre gode ting med sig. Det gør det selvfølgelig, når det er ungdomsuddannelse, men også, når det er videregående uddannelse, for professionshøjskolerne er med til at sørge for, at alle de mange, mange funktioner, som man er helt afhængig af, uanset hvor man bor i landet, kan betjenes.

Ordføreren.

Fru Margrethe Vestager har på intet tidspunkt hørt mig sige, at jeg synes, det er positivt, at der er nogle uddannelsesinstitutioner, som lukker i et givent område. Jeg fremhævede tværtimod, hvor centralt det er for Venstre, at der er gode uddannelsesmuligheder i alle dele af Danmark. Derfor påpegede jeg som et konkret eksempel, at vi har indført udkantstaxameteret på de gymnasiale uddannelser.

Så siger fru Margrethe Vestager: Ja, ja, det nytter ikke noget bare at kigge tilbage, der skal også være noget fremad. Ja, og derfor fremhævede jeg sådan set også i mit forrige svar, at vi nu konkret er gået ind og har sagt, at vi ønsker at skabe et udkantstaxameter på erhvervsuddannelserne. Det er jo netop for at tilgodese nogle af de uddannelsesinstitutioner, som måske har svært ved at tiltrække elever.

Men vi skal da aktivt gøre noget mere for, at langt flere unge får en ungdomsuddannelse og en videregående uddannelse. Her må jeg notere mig, at det går den rigtige vej i en række kommuner, og jeg fremhævede oven i købet Lemvig som værende et rigtig godt eksempel på en kommune, der er ekstremt dygtig til at få unge til at tage en ungdomsuddannelse. Det synes jeg er positivt, og Lemvig Kommune fortjener al mulig respekt og anerkendelse for de gode resultater.

Hr. Flemming Bonne for en kort bemærkning.

Jeg bemærkede mig, at fru Sophie Løhde i sit indlæg fremhævede den regionalpolitiske redegørelses afsnit om statslige arbejdspladser, og det er jo rigtigt, at der er en statistisk opgørelse, som viser, at der er sket en vis udflytning af statslige arbejdspladser.

Jeg har så bemærket mig, at partiet Venstre har sat navne på 16 kommuner, som skal have nogle særlige gunstige vilkår. Kan ordføreren fortælle mig, hvor mange af de 16 kommuner der er blevet begunstiget med nye statslige arbejdspladser? Vi taler jo her om nogle af de kommuner, som er absolut hårdest ramt; de står med stor fraflytning, dårlig kommuneøkonomi osv. Hvad har de fået af statslige arbejdspladser?

Ordføreren.

Jeg må først og fremmest aflive den myte, at vi skulle have siddet og sat navne på 16 kommuner. Vi har ikke siddet derhjemme med en kuglepen og sagt: Vi tager de 16. Vi har sådan set taget udgangspunkt i den definition i den regionalpolitiske redegørelse fra sidste år, som udpeger 16 kommuner som værende yderkommuner, de 16 kommuner, som har de allervanskeligste vilkår. Der har jeg i min tale fremhævet en lang række initiativer, som regeringen har taget. Jeg har også fremhævet en lang række initiativer, som vi i Venstre gerne ser bliver fremmet fremadrettet.

Derudover påpegede jeg, at udviklingen går i den rigtige retning, når det gælder statslige arbejdspladser. Det synes vi er positivt. Den udvikling ser vi gerne fortsat, og det er sådan set det, regeringen har tilkendegivet, og det, jeg som ordfører for Venstre har tilkendegivet. Men jeg kan forstå, at der en vis uenighed om, hvorvidt det er en god idé at foretage udflytning af statslige arbejdspladser eller ej. Det synes jeg ærligt talt man skal afklare med sig selv internt først, inden man begynder at forholde sig til alt muligt andet.

Hr. Flemming Bonne.

Jeg tror nu nok, at man i Folketinget kan finde et flertal, der synes, det vil være en god idé at lave en strategi for, hvordan man kan sprede arbejdspladserne noget bedre. Så det behøver ikke blive et diskussionstema.

Det er o.k. Nu har vi fået afklaret, at de 16 kommuner er taget fra en af figurerne i redegørelsen, men jeg vil stadig væk gerne stille et spørgsmål. De 16 kommuner er jo blandt nogle af de allerhårdest ramte kommuner, og det er nogle af de kommuner, som virkelig har behov for at få en økonomisk indsprøjtning, mere uddannelse, flere arbejdspladser osv. Hvor mange statslige arbejdspladser har de 16 kommuner modtaget?

Ordføreren.

Det er nemlig lige præcis de 16 kommuner, som er allerhårdest ramt ifølge den regionalpolitiske redegørelse fra sidste år. Den går nemlig ind ud fra en række parametre i relation til demografi, herunder befolkningsudvikling, uddannelsesniveau og andet og siger: Hvor er de kommuner, der har de største udfordringer? Det er så de 16 kommuner. Vi anerkender det store analysearbejde, der ligger bag, og sår sådan ikke tvivl om det, og derfor synes vi, at de 16 kommuner skal have nogle helt særlige udviklingsmuligheder.

Forudsætningen for, at der er gode beskæftigelsesmuligheder i de 16 kommuner, er jo, at vi skaber udvikling frem for afvikling, herunder i særdeleshed – som jeg nu efterhånden har nævnt adskillige gange – i fødevaresektoren, der beskæftiger 139.000 mennesker, hvoraf 13 pct. direkte bor i landdistrikterne. Der er det jo vigtigt, at vi ikke som oppositionen foreslår øgede afgifter og skatter for mindst 1,1 mia. kr. samt en lang række restriktioner, der bare betyder, at de mange arbejdspladser flytter til udlandet og dermed forårsager, at der er endnu færre arbejdspladser til udkantskommunerne.

Tak til ordføreren. Fru Julie Skovsby som socialdemokratisk ordfører.

Tak for at vi i Folketinget igen får mulighed for at debattere regeringens redegørelse om den regionalpolitiske udvikling. Det er jo en tilbagevendende begivenhed, som vi gentager hvert år.

Dagens politiske emne er vigtigt for os Socialdemokrater, fordi den handler om fordelingen af goder i vores samfund. Det handler om lighed, og det handler om lige adgang.

Det er et problem, når unge særlig i et område ikke får en ungdomsuddannelse. Det er et problem, når kommunernes økonomi er så presset, at de må nedlægge skoler og biblioteker. Og det bliver et problem, når den praktiserende læge går på pension. Det er også et problem, når muligheden for transport svækkes så meget, at der findes områder, hvor man godt kan ringe efter en taxa, men man kan ikke få taxaen til at komme. Det er også et problem, når gamle industriarbejdspladser nedlægges og ikke erstattes af nye grønne vidensarbejdspladser. Det er nogle store problemer, som vi Socialdemokrater tager utrolig seriøst.

Den regionalpolitiske udvikling handler om det, som vi i daglig tale kalder for udkantsområderne, og selve ordet udkant eller udkantsområde eller for den sags skyld Udkantsdanmark bryder jeg mig egentlig ikke om, fordi ordet ikke fortæller om mulighederne, men derimod sætter en stopklods op. Ordet Udkantsdanmark giver et billede af, at man er tæt på udkanten, at man står på afgrundens rand med risiko for at falde ud over kanten. Men ordet udkant bliver brugt af mangel på et bedre ord, og kan vi i den her debat finde et bedre ord, er alle vi, der ser potentialet og mulighederne i alle dele af Danmark, nået rigtig langt.

Interessen for at debattere udkantsområder og skævvridning i Danmark har været svingende igennem de sidste år og har til tider været helt fraværende. Ser vi på den regionalpolitiske redegørelse, som regeringen har fremlagt i år, kan det overordnet konkluderes, at der i redegørelsen tegnes et meget lyserødt billede af den regionale status og udvikling. Her kan det være gavnligt for os alle og også for regeringen at kaste et blik på sidste års debat om den regionalpolitiske redegørelse, for her finder vi i et nyttigt citat af den socialdemokratiske ordfører fru Lene Hansen. Det er fra den 14. maj 2009, og det lyder:

»Da jeg læste redegørelsen igennem, slog det mig, at der overhovedet ikke er omtalt nogen form for problemer eller fejlslagne projekter – alt er godt.«

Samtidig med at et sådan citat selvfølgelig giver stof til eftertanke med hensyn til, hvor lidt regeringen faktisk lytter til debatten i Folketinget, kan vi i år gentage fru Lene Hansens ord: Alt er godt; det er kun ganske få steder i redegørelsen, at det indrømmes, at der har været en mindre gunstig udvikling, ellers negligeres betydningen af den.

Det kan derfor undre, at særlig Venstre på det seneste er blevet særligt opmærksom på udkantsområdernes vilkår, senest ved at komme med udspillet »Et Danmark i bedre balance«, for det er i hvert fald ikke med baggrund i den regionalpolitiske redegørelse 2010, at der kan findes belæg for, at der er behov for at gøre en ekstra indsats.

Debatten om den lige adgang til den borgernære velfærd er simpelt hen vigtig. Derfor er det ikke i orden, at regeringens regionalpolitiske redegørelse ikke beskæftiger sig med de mest påtrængende problemer, som udkantsområderne står over for.

Af dette års redegørelse fremgår det, at 2010-redegørelsen bliver den sidste, der indeholder et selvstændigt afsnit om status på kommunalreformen. Det er uden sammenligning, synes jeg, den mest fejlslåede sætning i hele redegørelsen.

Vi Socialdemokrater mener, at der fortsat bør være et selvstændigt afsnit i redegørelsen om status på kommunalreformen, for der er tale om en stor og omfattende omstrukturering af den offentlige sektor med en voldsom centralisering og et uhørt højt antal ministerbeføjelser, og derfor er det så vigtigt at følge virkningerne og ikke mindst bivirkningerne af kommunalreformen. Som mange måske ved, er det et selvstændigt punkt for Socialdemokraterne at få en samlet evaluering af kommunalreformen. Det er der ikke flertal for i Folketinget, og her i den regionalpolitiske redegørelse får vi jo trods alt en status, men det er slut efter i år.

Danmark var et af de første lande i verden, som via demokratiet fik skabt en balance mellem by og land. Men den balance er ved at blive afviklet, og det ender med et skævt Danmark – et skævt Danmark, hvor adgangen til sundhedsvæsenet, til uddannelse, til fast arbejde og til transport er afhængig af, hvor i landet man bor. Det er dybt urimeligt, og det er et udtryk for en skævvridning af vores velfærdssamfund, som vi ikke skal acceptere.

Hvordan forestiller regeringen sig at det skal være muligt at skabe bedre vilkår i udkantsområderne og et Danmark i balance, når den i det kommende år står på hestekur og nedskæringer i den offentlige sektor? Kommunernes mulighed for at skabe gode forhold for familierne forringes, og det vil særlig gøre det sværere i udkantsområderne. Som den socialdemokratiske formand flere gange har påpeget, rammer krisen skævt i Danmark. Regeringens spareplan er således en chokkur, som vil svække fremgang og vækst. Den vil skære ind til benet i vores velfærdssamfund. Det er en chokkur, som vil koste arbejdspladser, og som vil skabe større ulighed og forlænge krisen i Danmark.

Antallet af ledige stillinger er siden folketingsvalget i november 2007 faldet voldsomt. Faktisk har vi oplevet et fald på næsten 60 pct. Det vil sige, at der simpelt hen er alt for få ledige job til at vende udviklingen. Derfor har Danmark brug for, at der kommer gang i væksten igen.

Vækst og arbejdspladser hænger sammen med uddannelse, og ser vi på regeringens uddannelsespolitik, kan vi se, at den har slået fejl. 2010-målsætningen kan ikke indfries, og det må anses som stort set umuligt at nå 2015-målene med den nuværende indsats. I dag gennemfører ca. 80 pct. af en årgang en ungdomsuddannelse. Målet i 2015 er 95 pct. I dag gennemfører knap 47 pct. en videregående uddannelse. Målet i 2015 er 50 pct. For begge tal er det gået den forkerte vej siden 2001.

Uden uddannelsesmuligheder kommer bosætningen og erhvervsmulighederne ud i en negativ spiral. Jo flere barrierer – f.eks. nedlæggelse af lokale busruter – der stilles op for de unges adgang til et uddannelsessted inden for en rimelig afstand, jo mere går det ud over uddannelsesniveauet i det her land, og det har vi da ikke råd til!

Når vi taler om uddannelse, bør det nævnes, at regeringens redegørelse mangler et fokus på praktikpladser. Skolepraktik skal sikres lokalt, især nu under krisen, som er særlig hård ved bygge- og anlægssektoren, og endelig mener vi Socialdemokrater, at voksenuddannelserne er vigtige at etablere i udkantsområderne, for at man kan videreudvikle og opkvalificere arbejdskraften lokalt.

På sundhedsområdet skal det også nævnes, at mangelen på praktiserende læger ikke nævnes med et ord. Det må simpelt hen siges at være for dårligt. For os Socialdemokrater er adgangen til lægehjælp en helt grundlæggende velfærdsydelse, som alle danskere har krav på, uanset hvor henne i landet de bor.

Vi Socialdemokrater ønsker, at der skabes lige vilkår i hele Danmark, men det kræver også, at kommunernes økonomi er i orden, og det er ikke tilfældet i dag. Derfor skal en god udkants- og regionalpolitisk strategi tænkes ind i en større økonomisk ramme. Og med de ord ser jeg frem til den videre debat.

Hr. Erling Bonnesen for en kort bemærkning.

Tak. Det må jo siges, at det var noget af en klagesang, vi sådan hørte her fra den socialdemokratiske ordfører – klager over det ene, klager over det andet. Men når det så kommer til at skulle lytte efter, hvad man vil prøve at gøre ved det, kan vi konstatere, at det rent faktisk er ny beskatning. Hvis vi så prøver at kigge lidt på fødevaresektoren, som er en af de meget vigtige, for ikke at sige måske næsten en af de vigtigste, kompetenceklynger, vi har, kan vi se, at man jo kort og godt vil øge beskatningen på jordbrugssektoren og dermed hele fødevareerhvervet, og det vil jo minimere antallet af arbejdspladser.

Hvordan vil den socialdemokratiske ordfører forklare 140.000 danskere, at deres arbejdspladser er i fare og står for fald, hvis man får gennemført klagesagen her fra Socialdemokraterne?

Ordføreren.

Jeg er ked af, hvis det bliver en klagesang, hvis det bliver for deprimerende, men det er jo sådan set også udviklingen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det her andet ord, som vi også har fået, og som jeg heller ikke bryder mig om, nemlig den rådne banan. Det er et ord, som er kommet til her de seneste 8-9 år, og derfor bliver vi nødt til at tage de her problemer alvorligt.

Når hr. Erling Bonnesen så siger, at det her handler om større beskatning for os Socialdemokrater, må jeg bare sige, at vi sammen med SF har fremlagt vores skattepolitiske oplæg »Fair Forandring«, og heri står det hele meget klart.

Hr. Erling Bonnesen.

Ja, det står meget klart, at det er en brandskatning af erhvervene og arbejdspladser – lige præcis det, vi skal leve af. Det er det mest klare svar, jeg har fået her i Folketingssalen igennem mange, mange måneder. Jeg vil næsten sige tak for et klart svar, men jeg er meget, meget ked af det på vegne af 140.000 danskere, som nu hver dag går på arbejde og knokler for at være med til at skabe noget produktion, noget vækst, beskæftigelse, eksport – netop lige præcis for at vi kan få nogle skattekroner i kassen til at betale velfærden med. Det er lykkedes godt under den regering, vi har nu, for vi har simpelt hen danmarkshistoriens suverænt største kommune- og velfærdsbudgetter nogen sinde.

Det er jo en ren konstatering, så klagesangen over fødevaresektoren må være svær at høre på, når man arbejder i fødevarevirksomheder og hver dag går på arbejde og knokler for at lave masser af gode produkter. Hvordan vil man forklare dem, at de altså skal beskattes ud af landet, at man vil flytte deres arbejdspladser til Tyskland og andre steder? Hvordan vil man forklare det i Socialdemokratiet?

Ordføreren.

Nu lyser min lampe også her, så hr. Erling Bonnesen må have mig undskyldt, hvis taletiden er brugt.

Jeg lagde godt mærke til, dengang vi i efteråret præsenterede vores »Fair Forandring«-udspil, at hr. Erling Bonnesen havde annoncer i Fyens Stiftstidende, som viste, hvordan danskerne skal være skræmt over det socialdemokratiske skatteudspil. Vi har debatteret det nu i snart lang tid, og jeg kan kun opfordre alle til at gå ind og læse »Fair Forandring« og se, hvad der virkelig står, og hvordan vi ønsker at prioritere folkeskolerne. For, netop når man taler om f.eks. det her område, hvad er det så, der sker ude i kommunerne lige nu? Det er sådan, at der er flere kommuner, der må lukke de små folkeskoler, og det er jo ikke den vej, det skal gå.

Nu lyser den røde lampe, så jeg stopper.

Fru Birgitte Josefsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Nu har vi jo her på det sidste kunnet se, at Socialdemokratiet er meget optaget af, at man har et valg mellem folkeskolen og de frie skoler, når man skal sende sine børn i skole, men jeg synes, at det, jeg hører fra talerstolen i dag, står i skærende kontrast til den melding. Det står også i skærende kontrast til det beslutningsforslag, der var fra Socialdemokratiet her for en lille uges tid siden, hvor man ville lukke 48 frie skoler, som alle ligger i yderområderne.

Hvordan harmonerer det med at stå på talerstolen i dag og sige, at vi nu virkelig skal gøre noget for Udkantsdanmark, når man vil lukke de frie skoler, som jo netop ligger i udkantsområderne, og hvordan hænger det sammen, når man vil brandbeskatte fødevareerhvervet, som jo også fylder mest i yderområderne?

Jeg vil gerne høre, hvad det er, Socialdemokratiet vil for de yderområder, for jeg ikke hørt det endnu. Jeg kan i hvert fald konstatere, at det, man vil i salen, er det modsatte, for det er det, vi behandler i det ene beslutningsforslag efter det andet.

Ordføreren.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at byrådspolitikere rundtomkring i landet lige nu har nogle meget, meget svære overvejelser. Deres økonomi er presset, og der, hvor jeg selv kommer fra, Assens Kommune, taler man om at nedlægge skoler, nedlægge biblioteker osv. Det er noget, som vi herinde på Christiansborg bliver nødt til at forholde os til. Det er et valg, som regeringen presser ned over kommunerne og ned over de medlemmer, der lige er blevet valgt til de nye byråd.

Fru Birgitte Josefsen.

Jeg fik ikke svar på mit spørgsmål. Hvorfor skal 48 frie skoler, som alle sammen ligger i yderområderne og har under 50 elever, lukke? Det er jo netop med til at tage eksistensgrundlaget væk fra yderområderne. Hvorfor vil Socialdemokratiet ikke være med til at tage initiativer, så man netop kan bevare taxaordningen ude i yderområderne? Hvorfor vil Socialdemokratiet ikke være med til at tage initiativer, så man kan finde nogle nye modeller for, hvordan man kan sikre, at den praktiserende læge også eksisterer i yderområderne? Jeg vil meget gerne høre, hvad det er, Socialdemokratiet vil, men jeg har ikke fået noget svar!

Ordføreren.

Jeg tager lige det sidste med udkantstakster først. Det, vi Socialdemokrater vil, er, at vi ønsker, at også handelsskolerne får et taxameter, som ikke bare er et udkantstaxameter, hvor de bare skal finde pengene inden for egen pulje, men hvor det er nye penge, der kommer til.

Hvis ordføreren vil lytte, vil jeg i forbindelse med folkeskoler og friskoler, som ordføreren mener Socialdemokratiet har krævet lukket, sige, at jeg jo ikke er uddannelsesordfører for Socialdemokraterne, og jeg kender ikke til den debat, at vi skulle have krævet friskoler lukket.

Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Til ordførerens oplysning vil jeg da gerne orientere lidt om den socialdemokratiske politik. Godt nok er jeg ikke selv uddannelsesordfører, men de fleste har da i hvert fald været opmærksom på, at der var et forslag fra Socialdemokraterne for 14 dage siden om, at friskoler med under 50 elever skulle lukkes, fordi man hellere ville have, at der skulle være 32 elever i en skole. Det ville så betyde, at de skoler, som havde mellem 32 og 50 elever ville få en decideret luk og sluk-klausul påklistret deres postkasse: Værsgo at lukke, I har ikke 50 elever mere, og derfor skal I lukke. Det var et socialdemokratisk forslag, som blev fremsat her i Folketinget. Det ville så betyde, at de 48 friskoler rundtomkring i Danmark, primært i yderegnene, måtte lukke.

Så vil gerne jeg spørge ordføreren om det her med udligningsreformen. Er det ikke rimeligt, at man kigger på, at der er gået et vist antal år, og at man derfor selvfølgelig vælger ikke at blive ved med hvert år at drage det ind i den her redegørelse?

Ordføreren.

Jeg siger jo helt åbent og ærligt, hvad det er, jeg præcist udtaler mig om. I forhold til folkeskolen vil jeg gerne slå fast, at for os Socialdemokrater er det så vigtigt, at vi lige nu får investeret i folkeskolen. Det er jo ikke det, der sker ude i kommunerne i dag, det er jo ikke det, byrådspolitikerne sidder og diskuterer. De diskuterer ikke, om de skal sætte den lokale folkeskole i stand, de taler ikke om, om man skal bruge de skattekroner, der nu allerede er delt ud, og få renoveret folkeskolerne i stedet for til at skabe vækst i Danmark. Det er det, som er så vigtigt for os Socialdemokrater, nemlig at vi bibeholder at få skabt nogle rigtig gode folkeskoler for vores børn.

I forhold til kommunalreformen vil jeg sige, at vi jo må erkende, at vi ikke er enige med Dansk Folkeparti om kommunalreformen, som Dansk Folkeparti jo sammen med regeringen har været med til at finansiere.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg stillede et spørgsmål om friskolernes situation, og ordføreren svarede hundrede procent på folkeskolernes situation, det må da siges at være noget af en signalforvirring. Men jeg vil gerne sige rent konkret om det med kommunalreformen, som vi også var kort inde på – jeg havde ikke mere tid i mit spørgsmål før – at hvis Socialdemokraterne ønsker en debat her i Folketinget om kommunalreformens præmisser, udviklingstendenser, plusser, minusser osv., så har Folketingets medlemmer jo altid både pligt og ret til at være aktive og engagerede f.eks. ved at lave samrådsspørgsmål, forespørgsler her i salen eller kræve en redegørelsesdebat. Vil ordføreren ikke anerkende, at det kan Socialdemokraterne bare gøre hvert år, hvis de har lyst? Så vil de selvfølgelig få den debat, de ønsker, om, hvordan det går med kommunalreformen, hvordan det ser ud med den decentrale struktur i Danmark, og hvordan levebetingelserne er for de danske kommuner.

Ordføreren.

Den debat har vi jo haft i Folketinget. Vi har haft en debat om, hvorvidt vi ikke havde brug for en evaluering af kommunalreformen, og regeringen og Dansk Folkeparti afviser det jo. Hvis Dansk Folkeparti synes, at det kunne være en god idé, skal jeg gerne personligt bringe debatten op igen og til afstemning, så vi kan få den evaluering af kommunalreformen, som der virkelig er brug for.

Hr. Kristian Jensen for en kort bemærkning.

Ordføreren havde et meget langt ordførerindlæg om alle de problemer, der er. Jeg sad og noterede ned, hvor mange problemer der blev nævnt, og jeg sad også og noterede ned, hvor mange forslag der kom til en løsning af problemerne. Der var ét forslag: Man skal omdøbe udkantskommuner til noget andet. Er det Socialdemokratiets eneste forslag til at ændre udviklingen? Hvad er det for nogle konkrete forslag, som ordføreren mener der blev nævnt i ordførertalen?

Ordføreren.

Vi Socialdemokrater mener ikke, at man bare kan knipse med fingrene og finde nogle mindre tiltag, som kommer til at løse alle de problemer, der er. Det her område skal tænkes ind i en større politik.

Det skal tænkes ind i eksempelvis skattepolitikken. Når man deler skattelettelser ud, hvor er det så, de skattelettelser bliver delt ud? For Fyns vedkommende ligger vi langt under gennemsnittet, og det er jo på den måde, man bliver nødt til at tænke dette område ind i en samlet politisk strategi og en samlet økonomisk ramme. Vi bliver nødt til at diskutere, hvor de nye arbejdspladser, vi ønsker at skabe, skal ligge, men vi bliver også nødt til at diskutere kommunalreformen.

Hr. Kristian Jensen.

Der var intet konkret i det, der blev sagt her – intet! Ikke ét eneste lille bitte bitte forslag.

Jeg kunne vende det om og spørge: Er ordføreren enig i, at man skal prioritere videregående uddannelser i udkantsområderne med højere taxametre? Er ordføreren enig i, at man skal give bedre rammevilkår for erhvervsudvikling i landområderne og dermed give mulighed for, at man bedre kan udnytte eksisterende bygninger? Er ordføreren enig med den nyslåede socialdemokratiske folketingskandidat i Thistedkredsen i, at man er nødt til at give udkantsområderne nogle bedre muligheder for at udnytte de muligheder for at skabe attraktive bosætningsmuligheder, der er?

Er ordføreren overhovedet enig i nogen af de konkrete forslag, der er blevet lagt frem, bl.a. fra Venstres side? Eller hvad er det helt konkret, Socialdemokratiet egentlig forestiller sig skal ske? Ikke overordnet med sammentænkning eller redegørelser eller andet, men helt konkrete forslag, for det er jo konkrete mennesker, der hver eneste dag oplever problemer i deres hverdag, bl.a. på baggrund af, at nogle af de regler, vi sætter op, virker snærende for, at den initiativlyst, der er, kan udfolde sig.

Ordføreren.

Lad mig give et helt konkret eksempel, når vi tager kommunalreformen og udkantsproblematikken.

Hvis vi tager sådan noget som transport, hvis vi tager sådan noget som busserne, er det jo sådan, at med kommunalreformen er det blevet organiseret på den måde, at både regionerne og kommunerne er med i busselskaberne, at der er en fletning af finansiering, og at der også kommer tilskud fra staten. Her er det vigtigt at gå ind og se på, at man har organiseret det på en måde, som ikke giver noget politisk ansvar, f.eks. for at busruter forsvinder i udkantsområderne, og at det bliver dyrere at køre med bus.

Her er det vigtigt, at vi går ind og kigger på kommunalreformen. Vi kan ikke bare sige, at så tager vi eksempelvis telebusser, og så er alle problemerne løst. Vi bliver nødt til at kigge på, hvorfor prisen på en busbillet stiger så voldsomt, og hvorfor der bliver nedlagt busruter, så man ikke længere kan komme til sit uddannelsessted, og så færre unge får en uddannelse.

Fru Sophie Løhde for en kort bemærkning.

Det giver jo stof til eftertanke, at fru Julie Skovsby ikke svarede på et eneste af de spørgsmål, som hr. Kristian Jensen lige spurgte om. Jeg vil egentlig godt hjælpe fru Julie Skovsby en lille smule, for der var et andet konkret forslag i ordførerens tale. Det var, at der var noget, der skulle have et andet navn, og så var det, at man fortsat ville have et selvstændigt afsnit om kommunalreformen i redegørelsen. Det var to forslag.

Det er Socialdemokraternes bud på og svar på, hvad man vil gøre for yderkommunerne. Så fik vi lige før bekræftet, at Socialdemokratiet med deres beslutningsforslag B 139 her for nylig i Folketingssalen har foreslået, at man skal lukke 40 små friskoler, fordi man ønsker at hæve elevtallet til 50. Det var så svaret.

Så vil jeg gerne bede ordføreren om at bekræfte, at det fremgår i »Fair Forandring« – også kaldet farlig forandring – at man vil pålægge landbrugs- og fødevareerhvervet ekstra skatter for minimum 1,1 mia. kr., og at man vil indføre en lang række nye restriktioner for fødevarebranchen, der i øvrigt beskæftiger 139.000 mennesker i Danmark. De er dybt afhængige af, at man ikke, som oppositionen ønsker, eksporterer alle arbejdspladserne til udlandet. Vil ordføreren bekræfte, at der af Socialdemokraternes skatteudspil fremgår nye afgifter for 1,1 mia. kr., ja eller nej?

Ordføreren.

Jeg ville rigtig gerne, at jeg blot med et ord og meget populistisk kunne løse hele det her problem, men det kan man altså ikke. Man bliver altså nødt til at tænke udkantspolitikken ind i en større sammenhæng. Man kan altså ikke bare gøre det til en eller anden enkel beslutning, som man kan svare ja eller nej til.

Man bliver nødt til at gå ind og kigge på udligningsreform, kommunalreform og den skattepolitik, der bliver ført i Danmark, hvor der bliver delt skattelettelser ud til de rigeste, og hvor vi ser områder i Danmark, som ikke nyder godt af regeringens skattelettelser. Man bliver nødt til at tænke det ind, når man taler om grønne arbejdspladser. Når vi tænker på eksemplet før med transport, der handler det eksempelvis om roadpricing, og hvad det betyder for folk, der bor i et område, hvor de altså er nødt til at have to biler, og hvor de altså ikke kan klare sig med en cykel, hvis bussen ikke kører.

Fru Sophie Løhde.

Det er jo næsten komisk at nævne, at det er problematisk, at der er nogle, der rent faktisk skal køre i to biler – det er jeg fuldstændig enig med ordføreren i – og så samtidig i næste sætning sige, at derfor må man gå ind og kigge på, at det er problematisk med roadpricing. Det er nøjagtig det, Socialdemokratiet har foreslået sammen med Socialistisk Folkeparti, nemlig øgede afgifter for dem, der skal benytte bilerne, herunder især dem, der har langt til deres arbejde, fordi de er bosiddende i udkantskommunerne. Det bliver konkret for en borger, der skal pendle fra Oxbøl til Kolding, en ekstraregning på 15.000 kr. om året. Så fik vi det på plads.

Men ordføreren har ikke svaret en eneste gang på de spørgsmål, der bliver stillet. Der bliver snakket noget om, at vi skal tænke udkantskommunerne og politikken ind i en større sammenhæng, eksempelvis i en skattepolitik, som ordføreren selv nævner. Derfor spørger jeg helt konkret nu for – jeg tror – ottende gang: Er det korrekt, at det fremgår af skatteudspillet fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, at man vil pålægge landbrugs- og fødevareerhvervet nye ekstraskatter for mindst 1,1 mia. kr. og foruden også pålægge dem en lang række øgede restriktioner, som betyder, at arbejdspladserne vil flytte til udlandet, ja eller nej?

Ordføreren.

De helt konkrete tiltag i »Fair Forandring«, som er et stort oplæg, kan læses på vores hjemmeside og i vores udspil. Der kan man helt præcis se, hvor der flyttes penge fra og hvorhen til. Det synes jeg at ordføreren skulle gøre.

Så vil jeg sige, at jeg sådan set er lidt ærgerlig over den måde, som den her debat bliver mødt på. Jeg ønsker, at vi får den her debat ind i en større sammenhæng, men det ønsker regeringspartierne ikke. Regeringspartierne ønsker åbenbart, at vi hvert eneste år skal diskutere nogle regionalpolitiske redegørelser, som tegner et rosenrødt billede af, hvordan det går i Danmark. Så kan man komme med nogle hurtige forslag en gang imellem, uden at der sker nogen forandring. Vi kan jo se, hvordan virkeligheden har tegnet sig igennem de sidste 8-9 år. Det er ikke noget kønt billede. Det er ikke et billede, der giver lighed i Danmark.

Hvis jeg lige må gøre en praktisk procedurebemærkning, er det jo en stor misforståelse hos mange af os politikere, at vi bedre kan placere vores pointer ved lang taletid end ved kort taletid.

Det forholder sig sådan, at Folketingets forretningsorden siger, at der til korte bemærkninger er 1 minut både til spørgerne og til svarerne, ingen nævnt ingen glemt. Hr. Jacob Jensen for en kort bemærkning.

Jeg skal gøre det kort: Hvis man beskatter et fødevareerhverv, som har de fleste af sine arbejdspladser ude i Udkantsdanmark, som det hedder, med 1,1 mia. kr. ekstra, vil det så medføre mere aktivitet eller mindre aktivitet?

Ordføreren.

Jeg mener, at regeringens landbrugspolitik er slået fejl. Jeg mener, at hvis man begynder at tro på, at man kan dele skattelettelser ud til landbruget og man derved kan redde danske arbejdspladser, så begår man en voldsom fejl. Den vej, jeg synes vi skal gå i Danmark, når det handler om landbruget, er, at vi skal gøre os konkurrencedygtige, ikke på laveste fællesnævner, ikke ved at det går ud over miljøet, ikke ved at det går ud over dyrevelfærden, men ved at skabe nogle innovative løsninger, som Danmark også kan leve af og kan eksportere. At give skattelettelser til landbruget mener jeg bestemt ikke er vejen frem.

Hr. Jacob Jensen.

Hvis man beskatter et fødevareerhverv, hvor langt de fleste arbejdspladser ligger i Yderkantsdanmark, med 1,1 mia. kr., vil det så skabe mere eller mindre aktivitet i fødevareerhvervet?

Ordføreren.

Altså, den påstand om, at Danmark går under på grund af vores beskatning, at landbruget går under, fordi vi har en skat i Danmark, køber jeg simpelt hen ikke. Jeg tror på, at hvis dansk landbrug skal udvikles og skal overleve, kræver det, at man begynder at tænke i nye baner og ikke bare konkurrerer på laveste fællesnævner, ikke konkurrerer med bønder i eksempelvis Polen, for den konkurrence taber vi. Men kan vi derimod skabe nogle rigtig gode landbrugsprodukter, som er innovative, som sikrer høj grad af dyrevelfærd, og som sikrer, at vi behandler vores miljø fornuftigt og rigtig godt, så er det noget, som Danmark kan leve af i fremtiden.

Hr. Henrik Brodersen for en kort bemærkning.

Jeg vil starte med at konstatere, at det heller ikke denne gang er lykkedes ordføreren at svare ja eller nej på et meget konkret spørgsmål fra den tidligere spørger.

Så vil jeg henlede opmærksomheden på ordførerens indlæg om den kollektive trafik, og hvor vigtigt det var at bevare busruterne i landdistrikterne, netop fordi folk, der bor derude, så kunne komme ind til købstaden og klare de indkøb og de fornødenheder, det nu engang er vigtigt at klare. Ud over selvfølgelig at blive bekymret over at høre resten af ordførerens tale om, hvor galt det egentlig stod til, så er jeg da også lidt bekymret over, at der ikke kom et eneste initiativ fra Socialdemokraterne til, hvad man så vil gøre. Jeg vil bare høre ordføreren bekræfte eller afkræfte, hvor vigtigt det er, at man har busruter rundtomkring i landdistrikterne, sådan at folk har mulighed for at pendle – også dem, der ikke har et privat befordringsmiddel.

Ordføreren.

Vi Socialdemokrater synes, at det er rigtig vigtigt, at der kører en bus, at der er busruter, og derfor synes vi, at det, der sker lige nu, hvor der bliver nedlagt busruter, er forfærdeligt. Det ved jeg at Dansk Folkeparti også mener, men der, hvor jeg bare ikke forstår Dansk Folkeparti, er, i forbindelse med at man har været med i kommunalreformen, at man har været med til at beslutte, at vi skal organisere bustransport på den måde i Danmark, at det er et stort virvar af finansiering. Kommunerne betaler noget, regionerne betaler noget, staten betaler noget, og ingen tager noget politisk ansvar for, at der ikke kører busser i udkantsområderne. Dansk Folkeparti burde gå ind og kigge på, hvad det er for en finansiering, man har lavet, af netop bustransporten i Danmark, og tage det ansvar, som man bør tage på sine skuldre, når man nu stemmer for en kommunalreform.

Hr. Henrik Brodersen.

Det er bare, fordi det har skabt lidt forvirring, for ordføreren var inde på, at der, hvor hun selv kommer fra, var det således, at man var begyndt at lukke skoler, hvad ordføreren beklagede meget.

Der, hvor jeg kommer fra, har vi et bystyre, som er ledet af Socialdemokraterne med opbakning fra SF. De har her ved det sidste møde, vi havde i kommunalbestyrelsen, fundet frem til, at man kunne spare 5,5 mio. kr. på den kollektive trafik i landdistrikterne. Det gik på nær en bybus alt sammen ud over transport i landdistrikterne. Hvis ikke det havde været, fordi brave Venstrefolk og DF’ere ude lokalt havde råbt vagt i gevær og fået trukket noget tilbage, så var det blevet sådan, at hvis en ældre dame bare skulle ind og have en ganske almindelig kort ambulant behandling hos en øjenlæge, så havde hun faktisk været nødt til at tage en overnatning på det lokale hotel. Jeg ved ikke, hvad ordføreren har at sige til det.

Ordføreren.

Nu kan man jo kende det igen. Åbenbart er alle problemerne ikke regeringen og Dansk Folkepartis skyld. Det er ene og alene socialdemokratiske byrådsmedlemmer, der har skylden. Jeg mener, at Dansk Folkeparti og ordføreren burde stille sig selv de spørgsmål: Hvorfor er det, at man skal spare 0,5 mio. kr. på busruter? Hvorfor er kommunerne kommet dertil, og hvem er det, der har lavet den finansiering af busselskaberne, som i dag betyder, at der netop nedlægges busruter? Hvem er det, der herinde i Folketinget har stemt for, at det tilskud, der gives til takstnedsættelser, skal være mindre, sådan at billetterne kommer til at koste mere? Hvem er det, der har stemt for det?

Hr. Henrik Rasmussen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg har siddet og lyttet godt til debatten her, og ordføreren siger, at det er synd for de nye kommunalbestyrelser, at de nu skal ud og spare. Er det egentlig ikke det, de er vant til? Er kommunalbestyrelserne ikke vant til at skulle prioritere, og at der kommer nogle eksempler frem om, hvordan og hvorledes man kan spare? Det er vel et eller andet sted udmærket, men er det ikke også lige præcis den forandring, der skal til? Og er det en forandring, Socialdemokratiet ikke ønsker?

Der bliver netop også sagt, at man ikke lytter til debatten i Folketinget. Jo, det gør man netop, og er det ikke rigtigt, at Socialdemokratiet faktisk også ønsker i større omfang at detailstyre kommunerne i mange af de beslutningsforslag fra Socialdemokratiet, vi har behandlet?

Ordføreren.

Vi Socialdemokrater ønsker at styrke det lokale demokrati. Jeg blev så spurgt om, om det ikke er sådan, at byrådspolitikerne er vant til at spare. Jeg tror, at rigtig mange byrådspolitikere vil nikke ja til det spørgsmål. Det er noget, som man har gjort i rigtig mange år, og det er jo også derfor, at regeringens chokkur og spareplan nu kommer til at virke utrolig voldsom. Man har jo ude i netop de her kommuner, vi taler om, allerede skåret ind til benet, og nu skal man som det seneste igen ud at finde 4 mia. kr. Det på Fyn kommer til at koste 700 kommunale arbejdspladser. Jamen hvad kommer det til at betyde for ældreplejen eksempelvis? Det skal byrådspolitikerne nu til at tage stilling til.

Jeg mener, at det, der er brug for i det her land, er, at regeringen og Dansk Folkeparti tager ansvar for de beslutninger, der bliver taget herinde, og så giver byrådspolitikerne deres kommunale selvstyre tilbage.

Hr. Henrik Rasmussen.

Læg mærke til, at jeg brugte ordet prioritere. Men lad os bare holde fast i lige præcis den her redegørelse og det, der er blevet sagt her.

Såfremt den evaluering, man mangler i forbindelse med kommunalreformen, og som man efterlyser, skal laves, hvem skal så bidrage til en sådan evaluering? Det skal kommunerne. Vil det sige, at kommunerne nu skal have flere administrative opgaver for nu også at skulle sidde og evaluere, hvordan og hvorledes man har gjort tingene, for at skabe sammenlignelige tal, sådan at man herindefra kan få et eller andet billede af det?

Jeg synes, det lyder mærkeligt, hvis Socialdemokratiet lige pludselig vil kanalisere flere penge over til administration i stedet for at lade pengene blive i kommunerne til varme hænder.

Ordføreren.

Jeg skal jo være fair og sige, at ordføreren brugte både ordet prioritere og ordet spare, men det er så sandelig også noget, som byrådspolitikerne er vant til.

Med hensyn til spørgsmålet om, om det så ikke bare vil føre til mere administration, hvis vi laver en evaluering af kommunalreformen, vil jeg sige, at jeg tror, at vi sådan set kan undgå administration, ved at vi går ind og kigger på, hvad der fungerer i kommunalreformen, og ikke mindst på, hvad der ikke fungerer.

Transportområdet har vi jo været inde på, men der er så mange andre områder, som der også er brug for at vi kommer ind og får undersøgt meget nærmere.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Hans Kristian Skibby som ordfører for Dansk Folkeparti.

Så har vi jo endnu en af de her årlige traditioner, som jeg synes det absolut er værd at deltage i, for her har vi lejlighed til at debattere den danske regionalpolitiske situation. Det gør vi så bl.a. ved at tage udgangspunkt i den regionalpolitiske redegørelse, som er blevet fremlagt af indenrigs- og sundhedsministeren.

Der er selvfølgelig forskellige måder at beskrive virkeligheden på, alt efter hvilken agenda man har, og alt efter hvilke synspunkter man har. Vi kunne eksempelvis læse i Ugebrevet A4, som i hvert fald ikke kan beskyldes for ikke at have en agenda, at det her drejer sig om rådne bananer.

Der er ordførere før mig, der har været inde på begrebet rådne bananer. Jeg bryder mig overhovedet ikke om, at vi kalder områder i Danmark for rådne bananer, og jeg synes, at vi måske skulle prøve, efter den debat vi har i år, hvor vi ikke kan undgå, at det bliver en del af debatten, at kalde dem det, de er, nemlig egne af Danmark. Der er nogle egne, der ligger tæt på hovedstaden, og der er nogle, der ligger lidt længere væk. Det burde måske være den måde, vi gør det på.

Men Ugebrevet A4 har i hvert fald fundet frem til, at der findes tre af den her slags bananer, som er over sidste salgsdato. Den ene er det meste af Nordjylland, den anden er hele det sydlige Danmark lige fra Tønder til Lolland-Falster og Bornholm, og den allersidste banan er så Vestsjælland. I Dansk Folkeparti synes vi måske godt, at vi kunne ønske os en lidt mere fair og nuanceret debat om, hvordan man fremlægger de problematikker og udfordringer, der selvfølgelig er i, at vi har yderdistrikter og landdistrikter og også har købstæder og en hovedstad i Danmark.

En anden informationskilde til det emne, som vi debatterer i dag, er den, der hedder statistikservice.dk, som faktisk har lavet en undersøgelse af de unges mobilitet. De unge er så dem mellem 18 år og 29 år; så ved vi det, er man 30 år, er man ikke mere ung. Men hvor flytter de hen, og hvor flytter de fra? Det er sådan noget, de har været inde at analysere.

Der skulle man selvfølgelig tro, at det kun var et problem for yderområderne i Danmark, at de unge mennesker fraflytter området. Men man kan omvendt sige, at det heldigvis ikke kun er fra landdistrikterne, at der er en frasivning af de unge.

Det er naturligvis en udfordring, og det er naturligvis et problem, hvis vi har egne med færre og færre unge. Men omvendt kan vi se, at et af de steder, hvor der er den største fraflytning af unge, faktisk er i Hørsholm, som jo ligger i Nordsjælland, og som ligger ret tæt på København. Der har der været en fraflytning på omkring 12 pct. i 2009. Det er nogenlunde samme tal som for Tønder og Lolland. Selv i Trekantområdet, hvor jeg kommer fra, hvor folk siger, at det er der, det hele suser hen, kan vi se, at der er fraflytning af unge mennesker på omkring 3 pct.

En rigtig god forklaring på den her fraflytning er naturligvis, at de unge mennesker vælger at søge hen, hvor de kan få en uddannelse, hvor de kan få en praktikplads, og hvor de kan få en videregående uddannelse, hvor de selvfølgelig også nogle gange bliver hængende, får arbejde og varig beskæftigelse, stifter familie osv., og så ser vi, at mange af dem også efterfølgende vælger at bosætte sig andre steder end i købstæderne og hovedstaden.

Det er naturligvis trist med denne stigende affolkning af de unge, men jeg synes ikke, at der alene er tale om en udkantsmæssig problematik, men der er naturligvis tale om en problematik og en udfordring, som vi alle har behov for at have fokus på at følge og stimulere udviklingen positivt de steder, vi kan fra landspolitisk side. Jeg synes f.eks., at vi har taget et godt initiativ ved at vælge at give et udkantstillæg til gymnasier og erhvervsskoler, som ikke alle sammen ligger i verden navle. Det er sådan set en del af de ting, som man kan diskutere.

Noget andet er jo så jobudviklingen i yderområderne. Der anerkender vi selvfølgelig, at det, at der suser en så stor verdenskrise hen over den samlede jordklode med recession, kursfald på aktier, vigende beskæftigelse, mindre samhandel mellem landene osv., selvfølgelig også betyder, at Danmark har kunnet se nogle nye udfordringer, som vi må prøve at løse så godt, som vi nu kan.

Men jeg synes også, at jeg i den anledning er nødt til at pointere, at hvis man kigger i regionalpolitisk redegørelse, er der faktisk fra 2007 til 2010 kommet 3.300 flere statslige arbejdspladser i den landlige del af Danmark. Vi kan så selvfølgelig altid tage en principiel diskussion om, hvordan vi håndterer et eventuelt ønske om at flytte andre job samme vej.

Der har vi jo i Dansk Folkeparti noteret os, at Venstre bl.a. har foreslået, at vi skal gå ind og vurdere mulighederne med hensyn til Kort- og Matrikelstyrelsen, Søfartsstyrelsen og Energistyrelsen, og Dansk Folkeparti har eksempelvis foreslået Vejdirektoratet, som også har 225 ansatte her i København, som mulige aktører til nogle job, som man med fordel kan outsource, så de ikke alle sammen ligger i de dyreste kontorbygninger og ikke alle sammen ligger i storbyen.

En anden, som har bidraget til den her diskussion, som vi er lidt inde på i dag, er professor i regional udvikling ved Aalborg Universitet Henrik Halkier, som siger, at hvis vi ønsker at modarbejde den her udvikling med, at der sker en udsivning af de unge årgange, som vælger at søge nogle grønnere græsgange, er der kun ét brugbart alternativ, og det er en genindførelse af stavnsbåndet. Det er professorens vurdering. Men jeg tror ikke på, at der er ret mange partier i Folketinget, der trods alt vil gå så langt i deres argumentation for at nå det mål.

Dansk Folkeparti vil i hvert fald ikke genindføre stavnsbåndet, men vi vil hellere forfølge det forslag, som mange ildsjæle fra danske yderområder har nævnt, nemlig at man bør påtage sig et ansvar lokalt, man skal smøge ærmerne op, og man skal være aktivt engageret i de enkelte landsbyers udvikling – der, hvor man bor. Den vinkel kan vi så fra landspolitisk side gøre, hvad vi kan, for at bakke op om og stimulere, bl.a. via tilskud fra de lokale aktionsgrupper, LAG-midlerne, og EU's landdistriktsmidler og andre fremmende tiltag som f.eks. puljetilskud til nedrivning af faldefærdige ejendomme. Det fik vi i 2010 fra Folketingets side sat 150 mio. kr. af til, og der er så oveni en lille kommunal medfinansiering på omkring 20 mio. kr., og det går til, at vi får bugt med en lang række af de saneringsmodne bygninger osv., som primært ligger i vores landdistrikter.

Ligeledes kan vi jo se, at vi har fået en forbedret låneadgang for mange af de små erhvervsdrivende, der er i landområderne, hvor man jo bl.a. vil få en øget adgang til favorable lån fra landbrugets indkøbsforeninger, og det er noget, som vi fra Dansk Folkepartis side mener i høj grad vil gavne de små lokale virksomheder rundtom i hele Danmark.

Så vil jeg sige, at Dansk Folkeparti jo igennem flere år – siden 2001 – har været aktive bidragsydere med hensyn til at være med i brugbare finanslove her i Folketinget, og vi har selvfølgelig også på finanslovene været med til at sikre nogle midler forskellige steder, som er gået til klare forbedringer for de danske landdistrikter og Danmark som helhed. Der er selvfølgelig også de årlige kommuneaftaler mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, som Dansk Folkeparti jo også følger nøje for at sikre, at regeringen indgår fornuftige aftaler med dem.

Af andre gode initiativer kan nævnes, som andre har gjort før, at vi netop har lavet en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om 600 mio. kr., som primært går til at styrke akutberedskabet i forbindelse med den nye sygehusstruktur, som er i gang og er i en videre proces i det danske samfund.

Endelig vil jeg også nævne Den Grønne Fond – den er der ikke så mange der har været inde på før – for vi har faktisk også indgået en aftale om Den Grønne Fond på 1,6 mia. kr., hvor der er sat penge af til fremme af innovation og iværksætteri. Og vi jo kan eksempelvis se, at en del nye job finder vej til Lindøværftet på Fyn, i forbindelse med at energiudviklingen gør, at der bliver flere job inden for den branche. Det er nogle ting, som vi synes er positive med hensyn til hele samfundsudviklingen, ikke bare i landdistrikterne, men selvfølgelig også bredere i forbindelse med ønsket om, at vi skal bevare og forsvare de beskæftigede, som vi har, og selvfølgelig også tiltrække og fastholde nye job i Danmark til gavn og glæde for hele samfundsøkonomien.

Det er ordene fra Dansk Folkeparti i den her redegørelsesdebat.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger, først er det fru Line Barfod.

Tak. Det kan jo godt virke lidt underligt, at Dansk Folkepartis politik med hensyn til arbejdspladser er, at man vil prøve at se, om man kan flytte et par hundrede arbejdspladser ud fra København til yderområderne, samtidig med at man er de afgørende stemmer for hele den centralisering, der sker, bl.a. i forhold til sygehusene, hvor det jo er flere tusinde arbejdspladser, de mister rundtom i yderområderne.

Men jeg vil gerne høre i forhold til arbejdspladser i landbruget: Er det Dansk Folkepartis holdning, at de arbejdspladser, der skal være i landbruget i yderområderne, skal være på danske løn- og arbejdsvilkår?

Ordføreren.

Det var jo i og for sig et pudsigt spørgsmål, for selvfølgelig er det det, og det ville da forhåbentlig også undre spørgeren, hvis man gik ud som ordfører og sagde: Vi går ikke ind for, at folk, der er beskæftiget i Danmark, skal overholde de arbejdsvilkår og lønvilkår, som der er i Danmark. Men et af de problemer, der bl.a. er med arbejdsmarkedets bevægelighed, er jo, at vi kan se, at en lang række danske virksomheder lader sig friste. Det er ikke fair, og det er ikke rimeligt, og det er selvfølgelig noget, man må tage hånd om politisk.

Fru Line Barfod.

Men så er det bare, jeg spørger: Hvordan i alverden skulle den politik, regeringen fører, og som Dansk Folkeparti støtter, sikre, at der dels ikke er en stor del af arbejdspladserne, der fortsætter med at flytte, sådan som vi har set det med slagterierne, der flytter til Tyskland, hvor man så har rumænske kolonnearbejdere til 20-30 kr. i timen til at stå for det, dels at der ikke kommer importeret arbejdskraft hertil, der får elendige vilkår, nogle gange slavevilkår, og som udfører arbejdet? Hvad er det helt konkret, Dansk Folkeparti vil gøre for at sikre, at der er arbejdspladser, også i yderområderne, på danske løn- og arbejdsvilkår?

Ordføreren.

Jeg vil i hvert fald forsvare, at vi ikke vil gøre det samme som Enhedslisten, som jo ønsker en statsliggørelse af de fleste arbejdspladser; man ønsker faktisk en statsliggørelse af de danske virksomheder, man ønsker faktisk, at alle produktionserhvervene også skal være statsliggjorte, sådan som vi jo kender det fra det gamle russiske system, hvor de havde statslige slagterier, statslige produktionsvirksomheder rundtomkring, de havde kollektiver i hele deres landbrugssektor. Det er den type virksomheder, som Enhedslisten så gerne vil have. Man vil putte det hele ned i små socialistiske bokse, man vil samfundsregulere på en helt anden måde, end Dansk Folkeparti vil.

Så er det fru Julie Skovsby for en kort bemærkning.

I den redegørelse, vi har fået, nævnes også, at ved sidste års finanslovforhandlinger var placeringen af fremtidens supersygehuse på bordet. Og ordføreren for Dansk Folkeparti var også lidt inde på selve den aftale, der blev indgået dengang.

I Region Syddanmark er det sådan, som ordføreren måske ved, at 40 ud af 41 regionsrådsmedlemmer har stemt for, at der skal være en akutmodtagelse på både OUH og Svendborg Sygehus. Så er det jo sådan, at regeringen har nedsat det her ekspertudvalg, som fuldstændig har overrulet den beslutning, og nu går man fra regeringens side ind for, at der ikke skal være en akutmodtagelse i Svendborg.

Det, jeg ønsker at spørge ordføreren om, er: Er det noget, som Dansk Folkeparti i år vil bringe op på bordet ved finanslovforhandlingerne?

Ordføreren.

Jeg vil anbefale ordføreren for Socialdemokraterne at stille et finanspolitisk spørgsmål til en finanspolitisk ordfører, og det er jeg altså ikke. Jeg er kommunalpolitisk ordfører.

Men jeg vil gerne sige, at med hensyn til sygehusstrukturen og med hensyn til akutberedskabet er der jo faktisk en proces i gang nu. Som jeg også nævnte i min ordførertale, har regeringen lavet en aftale med Dansk Folkeparti om at afsætte 600 mio. kr. til tilrettelæggelse og gennemførelse af de her meget klare forbedringer i forhold til det, der ligger nu, hvor der jo ikke var de 600 mio. kr. til at fremme akutberedskabet i de egne af Danmark, hvor man får længere til et sygehus med de specialer, der så er forbundet dermed. Så lad os nu lige se, hvad det ender med.

Fru Julie Skovsby.

Årsagen til, at jeg stiller spørgsmålet, og også årsagen til, at det er med i denne regionalpolitiske redegørelse, er jo, at spørgsmålet om, hvor fremtidens supersygehuse skal ligge, formelt set er et spørgsmål for regionsrådene, men Dansk Folkeparti valgte at tage det op i finanslovforhandlingerne. Derfor ved jeg, at rigtig mange især fynboer er interesseret i at vide, om Dansk Folkeparti også ønsker at støtte regionsrådet i Region Syddanmark, nemlig ved at sige ja til, at der skal være en akutmodtagelse på Svendborg Sygehus.

Ordføreren.

Hvad angår de ekstra mange milliarder, der kommer ud i regionerne nu til at bygge nye sygehuse for, synes jeg, det er fair, at man også fra deres side, som har været med til at finansiere det – det er jo altså staten – går ind og via det her sygehusudvalg er med til at bestemme, hvordan de sygehuse skal placeres osv.

Med hensyn til regionerne vil jeg sådan set sige, at vores politik hele tiden har været, at de danske regioner er overflødige. Vi synes ikke om, at vi har en tredelt politisk administration i Danmark. Vi mener, at kommunerne skal have alle de borgernære opgaver, og så skal sundhedsområdet ind under staten. Det er Dansk Folkepartis politik. Så sent som i går stemte vi også ja til et forslag fra Liberal Alliance om at nedlægge de danske regioner. Der kan man så undre sig over, at Det Konservative Folkeparti jo stemte for, at de skulle blive, selv om partiet ved alle festlige lejligheder går ud og siger, at man ønsker regionerne hen, hvor peberet gror.

Så er det fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning.

Først og fremmest vil jeg da ikke helt afvise, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten har noget tilfælles, hvis man skulle tro den noget fantasifulde udlægning af Enhedslistens socialisme. For ideen om at tage statslige arbejdspladser og flytte dem rundt efter forgodtbefindende er da planøkonomi, så det vil noget. Jeg ved så ikke, om det er efter russisk eller maoistisk forbillede, men i hvert fald er det jo en forestilling om, at hvis bare staten griber ind og viser muskler og flytter rundt på folk og akademikerne kan komme på landet, kan de, så er den hellige grav velforvaret.

Jeg må sige, at ordføreren forvirrede mig en lille smule, fordi hele første del af ordførertalen var en redegørelse for, at det egentlig gik meget godt i hele Danmark. Og anden del af ordførertalen var så en redegørelse for alt det gode, Dansk Folkeparti havde gjort, fordi det ikke gik så godt alligevel. Derfor kunne jeg godt tænke mig, at ordføreren ligesom giver en status: Går det, eller går det ikke? For jeg har forstået, at Dansk Folkepartis ledelse er på salgsturné i en række af de kommuner, som vi taler om her. Derfor synes jeg egentlig, at fru Julie Skovsby godt kunne få et præcist svar på spørgsmålet om, hvorvidt Dansk Folkeparti vil gribe ind i sygehusstrukturen og ændre placeringerne, sådan som de nu er fastlagt.

Ordføreren.

Jeg er da ked af, hvis det skulle ske, at jeg kom til at forvirre en radikal ordfører. Det er nok ikke første gang, man har oplevet en radikal blive forvirret i Folketinget, og det er måske heller ikke den sidste.

Men jeg vil gerne sige med hensyn til sygehusstrukturen, at jeg synes, det er fair nok, at dem, der er med til at finansiere de her mange milliarder kroner til de nye sygehusbyggerier, også er med til at bestemme, hvor de skal placeres til gavn og glæde for alle borgerne i de forskellige regioner.

Det betyder så, at der kan være nogle steder, hvor man er nødt til at gå ind og se på, om de beslutninger, som 41 regionsrådsmedlemmer kommer frem til, nu også er dem, der er fuldstændig de bedste for den regions fremtid, for dens samlede antal indbyggere, og ikke om den kun har baggrund i, hvor de 41 har deres bopæl i regionen. Man kan ikke gå ud og sige, at det ikke er rimeligt og sund fornuft at kigge på det, men det er jo ikke det samme som at sige, at vi meget gerne vil detailregulere hele processen. Vi lægger absolut også op til en inddragelse af alle dem, der skal være med til det.

Så jeg vil gerne sige, at det her med at spille med musklerne over for at flytte virksomheder og flytte arbejdspladser synes jeg ikke man kan sammenligne. For der er jo netop tale om, at vi kan se, at der er nogle egne af Danmark, hvor der er større behov for at stimulere beskæftigelsen end i andre egne. Derfor kan det være, at man på sigt og over mange år – det er jo ikke noget, man gør over en dag som en paladsrevolution – vil tilrettelægge en overflytning af statslige arbejdspladser. Det er da kun fair, at man tager en sund og fri diskussion om det.

Fru Margrethe Vestager.

Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti vil skabe usikkerhed og utryghed på alle statslige arbejdspladser i en rum tid fremover, fordi de altid skal være en mulig matadorbrik. Hvis Dansk Folkeparti mener, at der mangler aktivitet et eller andet sted i landet, så er man klar til at tage dem og flytte dem derhen, hvor man måtte ønske sig det. Hvis ikke det er planøkonomi, så ved jeg da ikke, hvad det er.

Lidt på samme vis er det jo en, synes jeg, himmelråbende mangel på respekt for andre folkevalgte end os, der er folkevalgt til Folketinget. Ordføreren sagde tidligere, at noget af det vigtigste, man kunne gøre for kommunerne i Danmark, var at respektere, når folk selv ønskede at smøge ærmerne op og tage fat og tage ansvar. Det er jeg fuldstændig enig i, men det må også gælde regionspolitikere.

Jeg vil gerne have, at ordføreren underbygger sin påstand om, at placeringen af sygehuse i Vestjylland i Region Midtjylland beror på regionspolitikernes egen bopæl. Hvad har ordføreren at bygge den efter min mening meget krænkende påstand på?

Ordføreren.

Jeg vil da gerne sige, at når diskussionen har været så stor i Region Midtjylland om en afstand på 20 km, kan det jo godt delvist bero på, hvor folk har deres bopæl. Men helt grundlæggende er det her en af de store forskelle på Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Vi synes jo bare, det er fair nok at sige, at når staten er med til at finansiere de her sygehuse, må staten også have lov til at være med til at bestemme, hvor de skal placeres. Det synes jeg er sund fornuft. Noget andet var da, hvis det var regionernes egne milliarder, for så skulle regionerne have lov til at bestemme. Men det er ikke regionernes milliarder, det er statens milliarder, og derfor er det fair nok, at man har en åben dialog om placeringen af de her sygehuse. Jeg synes, det er sund fornuft.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Rasmus Prehn.

Det sidste, vi får her, er godt nok en absurd historie, altså om det er regionernes milliarder, eller om det er statens milliarder. Det er vel samfundets penge, der skal bruges til fællesskabets bedste. Det er vel det, der er udgangspunktet, og ikke en eller anden form for abespil, hvor man prøver at skyde ansvaret ud mellem hinanden. Jeg synes, det er temmelig sigende, at Dansk Folkeparti benytter den her lejlighed, hvor der er en regional redegørelse, til at rette et frontalt angreb på folkestyret, at rette et frontalt angreb på de mennesker, der bruger masser af timer på at være regionale politikere. Det er jo ikke rimeligt. Det er et direkte angreb på dem, der prøver at løse den her opgave, alt imens Dansk Folkeparti turnerer hele Danmark rundt på en charmeoffensiv. Og hvis man skulle tro alt, hvad de lover, ville der jo nærmest være et supersygehus i hver udkantskommune. Situationen er bare den, at Dansk Folkeparti skuffer gang på gang, for der er ikke sammenhæng mellem, hvad man lover, og hvad man gør.

Lad os bare tage et andet eksempel, nemlig den regionale kollektive trafik. Hvordan kan det være, at Dansk Folkeparti, samtidig med at man gerne vil være talsmænd for Udkantsdanmark, har reduceret voldsomt på den infrastruktur, der skulle binde yderområderne sammen?

Ordføreren.

Den kollektive trafik ligger jo faktisk i regionerne. Det er regionerne, som har ansvaret for den. Nu er ordføreren, hr. Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne, inde på at sige, at Dansk Folkeparti turnerer rundt og lover et sygehus i hver en kommune. Det må være ordførerens egen kommentar og egen holdning. Det er ikke Dansk Folkepartis politik. Vi har ikke lovet et sygehus i hver en egn af Danmark, tværtimod. Vi har sagt, at vi står last og brast bag de ting, der skal foregå, for at sikre, at der også er fokus på det faglige med hensyn til, at dem, der har behov for lægelig hjælp, også får en så god og sund og faglig assistance som overhovedet muligt med de specialer, som er forbundet dermed. Men ordføreren begynder så at sige, at vi rejser rundt i landet på en salgsturné og lover sygehuse i alle kommuner. Det er simpelt hen nonsens.

Hr. Rasmus Prehn.

Ja, overdrivelse fremmer nogle gange forståelsen, og det burde Dansk Folkepartis ordfører vide bedre end nogen anden, for man er jo i gang med en salgsturne. Man rejser rundt til den ene kommune efter den anden og lytter og lover og lytter og lover, og hvad sker der så? Når det endelig kommer til målstregen, svigter man. Det er jo også det, det gør sig gældende, når vi taler om den kollektive trafik, den regionale infrastruktur. I den tid, Dansk Folkeparti har støttet den siddende regering, har man sparet og sparet. Billetpriserne er steget, ruterne blevet færre, så man har rettet et frontalangreb på Udkantsdanmark, mens Dansk Folkeparti har siddet med magten. Sådan er det bare. Så nytter det ikke noget, at man turnerer rundt og lover noget andet. Det er simpelt hen patetisk, og det burde Dansk Folkeparti holde sig for god til.

Ordføreren.

Altså, jeg må sige, at jeg ikke ved, hvad for en morgenmad, hr. Rasmus Prehn har fået, men den har ikke været særlig god og heller ikke særlig sund, for det er simpelt hen noget vrøvl, der bliver sagt fra spørgerens side. Vi turnerer ikke rundt i Danmark og lover en masse, som vi ikke kan holde. Hvis vi virkelig havde gjort det i Dansk Folkeparti siden 2001, er det da ganske underligt, at partiet er gået frem valg efter valg: i 2001, 2005, 2007 og ved lokalvalgene i 2009 osv.. Det ville da ikke være noget, der var sket i virkeligheden, hvis det viste sig, at man var et stort bluffparti, som ikke havde hold i de ting, man var med i.

Vi deltager engageret og motiveret i alle de aftaler, der har været i Folketinget siden 2001. Vi er så at sige med i alle forlig, vi påtager os et ansvar på godt og nogle gange også på ondt, hvorimod Socialdemokraterne gang på gang stiller sig skuffede med korslagte arme ude ved sidekanten og siger: Det vil vi ikke være med til, det vil vi ikke være med til, og det kan vi ikke lide. Og så er det eneste, man kommer med fra Socialdemokraternes side, en fair forandring, som siger, at nu vil vi til at brandskatte alle danske arbejdspladser, så konkurrenceevnen ryger fløjten og danske arbejdspladser må forsvinde til udlandet. Det er forskellen.

Så er det hr. Flemming Bonne for en kort bemærkning.

Centralisering er egnsudviklingsstøtte til store byer, det kan man vist godt påstå. De reformer, som Dansk Folkeparti har været med til at gennemføre, sundhedsreformer, strukturreformer, kommunalreformer og politireformer, og hvad det hedder alt sammen, kan man også påstå er egnsudviklingsstøtte til de store byer.

Dansk Folkeparti har støttet samtlige af de her reformer, og nu står vi så og diskuterer en regionalpolitisk redegørelse i dag, hvor vi skal prøve at finde løsninger på, hvordan vi kan genskabe balancen i Danmark og få noget udvikling tilbage til de yderområder, der har mistet. Så spørger jeg: Føler Dansk Folkeparti ikke et ansvar for at have deltaget i de reformer, som har skabt situationen? Vil Dansk Folkeparti positivt arbejde videre for at flytte noget udvikling tilbage?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at jeg i min ordførertale gør det ganske klart, hvad der er Dansk Folkepartis politik vedrørende de danske regioner, og også vedrørende de danske yderegne og landdistrikter i særdeleshed. Det synes jeg ikke der er noget nyt i. Og så vil jeg gerne sige, at centralisering jo var det ord, som hr. Flemming Bonne var inde på først. Jeg synes ikke, at man, hvis man kigger på sådan noget som kommunalreformen, kan kalde det for en centralisering. Jeg synes faktisk, at det er en decentralisering. Langt, langt flere opgaver bliver løst ude i kommunerne med byrådet som den direkte ansvarlige for de opgaver, som der ligger. Man har flyttet alt det, som man synes var optimalt at flytte fra amterne over i kommunerne. Vi har også efterfølgende flyttet beskæftigelsesområdet over til kommunerne. Der er kommet mange gode ting ind, som ligger borgernært og lokalt forankret i de enkelte kommuner, og Dansk Folkeparti synes faktisk, at det er ganske fornuftigt.

Så anerkender vi selvfølgelig også, at nogle af de her strukturændringer har medført gener og problematikker. Det ville være dumt ikke at erkende det. Der har vi selvfølgelig en opgave i at løse de problematikker hen ad vejen. Men jeg anerkender ikke ordførerens fremstilling af, at det er centralisme. Jeg synes afgjort, at det er decentralisme.

Hr. Flemming Bonne.

Kommunalreformen er en decideret centraliseringsreform, og det er den, fordi den jo nedlægger mindre, velfungerende skoler på landet og samler skolerne i store folkeskolefabrikker i de større byer, uden at undervisningen for så vidt bliver bedre. Det gør man ud fra nogle misforståede økonomiske hensyn, for jeg tror jo ikke, at det bliver bedre i længden.

Men at påstå som ordføreren, at kommunalreformen ikke er en centraliseringsreform, er altså helt forkert. Derfor vil jeg gentage mit spørgsmål: Vil Dansk Folkeparti være med til sådan mere målrettet at udbedre de værste skader?

Ordføreren.

Jamen jeg deler ikke ordførerens holdning, nemlig at der er en masse skader, som skal udbedres. Jeg vil sige, at der er nogle udfordringer i, at nogle ting skal tilrettelægges anderledes i forbindelse med de reformer, som vi har været igennem i de seneste mange år.

Nu nævnte hr. Flemming Bonne noget med »skolefabrikker«. Nu har vi godt nok hørt lidt om, hvad Socialdemokraternes folketingsmedlemmer synes om skoler i Ballerup f.eks., men jeg læste da en artikel her den anden dag, jeg tror faktisk, det var i B.T., hvor man interviewede et skolebarn fra den pågældende skole i Ballerup, hvor der er over 900 elever. Der spurgte man den dreng: Går du på en god skole? Ja, han var så glad for at gå på den skole. Altså, det er jo ikke skolefabrikker, bare fordi skoler bliver større. Skolerne er jo generelt større i de bysamfund, hvor der bor flere indbyggere mere koncentreret end ude på landet.

Så vil jeg gerne sige, at vi selvfølgelig nogle steder nu kan se, at der lukkes folkeskoler i forskellige kommuner. Men jeg vil altså have lov til at komme med den påstand, at det antal skolelukninger, vi ser nu, også ville have været der uden en kommunalreform.

Tak til hr. Hans Kristian Skibby. Der er ikke flere, der har ønsket korte bemærkninger. Så går vi videre i ordførerrækken, og næste ordfører er så hr. Flemming Bonne fra Socialistisk Folkeparti.

Regeringen siger, at den ønsker et Danmark i balance. Mulighederne for at bo samt for at skabe vækst og erhvervsudvikling skal være gode i hele landet. Sådan indledes den regionalpolitiske redegørelse for 2010. En lang række initiativer medvirker til at opfylde regeringens regionalpolitiske målsætning, skriver regeringen og peger herefter på nogle generelle tiltag som f.eks. skattelettelser og fremrykning af offentlige investeringer, herunder understøttelse af øget anlægsaktivitet i kommunerne.

Hertil skal blot noteres, at al erfaring og virkeligheden i øvrigt viser, at skattelettelser stort set kun virker i vækstområder og hos de mere velhavende. Yderområderne har ikke fået nogen reel andel i effekten af skattelettelserne.

Hvis man søger efter målrettede initiativer, som kunne have en særlig gunstig virkning på vækst og udvikling i hårdt ramte yderområder, har redegørelsen ikke noget nyt at byde på. Der er i redegørelsen en oversigt over kendte tilskudsordninger, men den ledsages ikke af effektmålinger, som viser, hvad der virker, og hvor meget det skaber af nye job, og hvor mange varige arbejdspladser der er skabt, eller om det bare er rapporter, der er tale om. Hvad er der f.eks. skabt af nye job i forbindelse med vækstforaenes udkantsforpligtelser? Det kunne være interessant at vide.

Den regionalpolitiske redegørelse falder lige midt i en meget intens regionalpolitisk debat om Udkantsdanmark, en meget vigtig debat, hvor helt almindelige mennesker får mulighed for at ytre sig, og hvor det viser sig, at frustrationerne i den grad får frit løb. Folk udtrykker i stort omfang begyndende politikerlede, de føler afmagt over for de reformer, som har skabt stor afstand mellem den enkelte og det politiske niveau.

SF er et folkeparti, hvor det at skabe udvikling og en ny politik til gavn for alle egne i Danmark er en integreret del af partiets værdigrundlag. I en tid, hvor vi debatterer, hvordan vi sikrer langtidsholdbarheden i dansk økonomi, og hvordan vi sikrer fremtidens hænder og hoveder, som skal tage over efter de store årgange, når de forlader arbejdsmarkedet, skal vi naturligvis udnytte alle menneskelige ressourcer i Danmark. Vi skal derfor tage stilling til, om udkantsområderne skal have del i væksten og udviklingen, eller om borgerne dér på længere sigt skal sættes på passiv forsørgelse.

SF vil vækst og udvikling i hele Danmark. Danmark er ikke så stort, at det kan retfærdiggøre så store strukturelle, økonomiske og sociale kløfter imellem vækstområderne og yderområderne, som der er tale om.

Vi ved, at forudsætninger for at skabe udvikling og vækst og lige muligheder er en varieret erhvervsstruktur, hvor der indgår en høj grad af kompetencearbejdspladser. Der skal være adgang til en bred palet af ungdoms- og kompetencegivende erhvervsuddannelser. Der skal være en god offentlig service med sygehuse, læger og politi og ikke mindst konkurrencedygtige kommuner, som er på samme økonomiske niveau som andre kommuner i landet. Og endelig skal der være god trafikal infrastruktur, kollektiv trafik og gode pendlervilkår.

Udkantskommunerne defineres som de kommuner, der oplever befolkningstilbagegang og stagnation, og udgør sammen med et mindre antal landdistriktskommuner ca. 25 kommunale enheder. Der bor ca. 800.000 mennesker, ca. 450.000 er på arbejdsmarkedet – nogle af dem er jo altså ledige – og blandt de 450.000 er 145.000 ufaglærte. Når vi skal diskutere, hvordan vi skal fremtidssikre langtidsholdbarheden i dansk politik, ved vi, at vi skal have øget uddannelsesniveauet, og derfor skal der gøres en ekstra en indsats i udkantsområderne for at løfte hele uddannelsesniveauet.

Udkantskommunerne taber befolkning, de har dårlig kommunal økonomi med høje skatter og lave udgifter til kommunal service. De har mistet på kommunalreformen og politireformen og sundhedsreformen. Der er en ensidig erhvervsstruktur med mange industriarbejdspladser, som forsvinder. Det er vanskeligt for nye virksomheder at opnå finansiering, hvis de vil opføre nye fabriksbygninger. Og så er der generelt et lavt uddannelsesniveau. Og vi kan vel også påstå, at der er dårlige pendlerforhold og lange afstande til vækstområderne. Jeg har nu tegnet et billede af, hvordan de virkelig problemfyldte yderområder i Danmark ser ud, og hvad det er for problemer, de slås med.

Udkantskommunerne har derfor ikke de forudsætninger, der skal være til stede for selv at skabe vækst. SF har derfor lavet et omfattende regionalt oplæg med mange forslag til, hvordan vi kan genskabe balancen i vores samfund. Vi foreslår bl.a., at der nedsættes en kommission, som skal arbejde med regional udvikling. Kommissionen skal analysere den regionale udvikling og udarbejde forslag til spredning af økonomi, vækst og offentlig service, så også udkantsområderne udvikler sig positivt.

Kommissionen skal også forholde sig til, hvordan en spredning af samfundets samlede aktiviteter kan skabe en mere effektiv udnyttelse af de samlede ressourcer. Kommissionen skal give bud på flere arbejdspladser og flere uddannelser i udkantsområderne. Vi skal tilføre flere arbejdspladser, både statslige, regionale og kommunale. Der skal ske en bedre spredning af de offentlige arbejdspladser.

Offentlig service, herunder sygehuse, sundhedstilbud, politi og kommunal velfærd, skal være på niveau med resten af landets. Infrastruktur, kollektiv trafik og pendlervilkår skal løftes. Landbrugets fremtidige rolle i forhold til arbejdspladser og naturforvaltning er en vigtig del af kommissionens arbejde. Den skal kigge på de muligheder, der ligger i højhastighedsbredbånd, og hvordan vi får rullet bredbåndet ud til hele landet. Samtidig skal den arbejde med forslag til nye digitale løsninger.

Landdistrikterne og de danske øer skal også kigges efter med hensyn til fremtidens job, uddannelse og service.

Men der er mange ting, vi kan gøre her og nu. Vi kan sikre udkantskommunernes økonomi i den kommende økonomiaftale, fordi dårlig lokal service ikke trækker borgere til. Opretholdelse og udvidelse af den lokale busdrift, som står over for flere lukninger, kan vi også gøre noget ved. Vi kan lokalisere nye statslige centre i forbindelse med den objektive sagsbehandling, hvor skal de ligge, hvis det besluttes? Skal de ligge i Sønderjylland, Thy, Vestsjælland eller hvor? Jeg har bemærket, at Venstre i deres udspil går så langt som til at sige, at de skal placeres i provinsen. Jeg vil gerne høre, om Venstre vil tage skridtet fuldt ud og sige: Lad os bruge sådanne centre, hvis de bliver til noget, til at understøtte beskæftigelsen i udkantsområderne.

Vi kan sikre, at CVU'erne i Udkantsdanmark får bedre vilkår. Vi kan støtte sikre støtte til oprettelse af offentlige lægepraksiser og sundhedscentre i udkantsområderne. Vi kan sætte mere fokus på placering af politistationer. Her er problemerne med fastholdelsen af politistationen i Løgstør et fremragende eksempel. Og så kunne man måske sætte spørgsmålstegn ved den aftale om lukkeloven, der blev indgået i går. Den gør det i hvert fald ikke lettere for den lille brugs i udkantsområdet at konkurrere. Så der er nogle handlemuligheder, vi har allerede nu, og dem skal udnytte, samtidig med at vi afventer resultatet af et kommissionsarbejde.

Ja tak. Der er ønsker om korte bemærkninger, og det er først hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, hr. formand. Hr. Flemming Bonne var lidt inde på det der med sygehusstruktur og også læger og politi, nemlig at det selvfølgelig er vigtigt, at vi har styr på de ting i Danmark. Jeg vil gerne spørge ordføreren om hr. Villy Søvndals udtalelser om det samme emne, som man bl.a. kan læse i B.T. i dag: Bølgen af fyringer på vores sygehuse fortsætter med uformindsket styrke, regeringen og Dansk Folkeparti taler så smukt om flere ressourcer til sundhedsvæsenet, men virkeligheden er massefyringer på vores fælles sygehuse. Det siger hr. Villy Søvndal på Facebook den 22. marts og i Politiken den 3. marts.

Jeg vil gerne spørge SF's ordfører: Deler SF's ordfører den påstand?

Ordføreren.

Jeg har ikke nogen grund til at rejse tvivl om det, min formand har udtalt sig om.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Hvis ordføreren ikke har grund til at drage sin formands sætninger i tvivl, har ordføreren i hvert fald brug for at bekræfte, at han drager Sundhedsstyrelsens tal i tvivl. Det må jo være det klare, logiske svar på spørgsmålet, for fakta er netop, jævnfør Sundhedsstyrelsen, at der i 2001 var 90.200 ansatte i sundhedsvæsenet, og i 2009 er der 102.200. Er det ikke en stigning?

Ordføreren.

Hvis jeg skal forholde mig til de to tal, må jeg erkende, at det er en stigning. Men det er jo ikke det, sagen drejer sig om. Det, hr. Villy Søvndal har udtalt sig om, er nogle fyringer, som er iværksat på samtlige sygehuse i Danmark og specielt på de store sygehuse omkring hovedstaden.

Så er der en kort bemærkning fra fru Sophie Løhde.

På SF's landsmøde bekendtgjorde hr. Villy Søvndal, at staten skal til at agere statsbank og låne penge til de virksomheder, der er afvist af bankerne i forbindelse med etablering i yderområder, og pengene hertil skal ifølge Socialistisk Folkeparti komme fra renteindtægterne fra bankpakke II, kan jeg forstå i diverse medier. Det var jo for så vidt fint nok, hvis det ikke var sådan, at Socialistisk Folkeparti ikke allerede sammen med Socialdemokraterne havde brugt pengene på børneområdet under mottoet »fra banker til børn«. Og derfor vil jeg egentlig bare bede ordføreren fra Socialistisk Folkeparti om at forklare mig, hvordan man i Socialistisk Folkeparti endnu en gang kan formå at bruge de samme penge to gange – det kan som bekendt kun lade sig gøre i hr. Villy Søvndals virkelighed – og derfor vil jeg jo også høre ordføreren, om det ikke er en lille smule pinligt og uansvarligt over for de mennesker, som tror, at Socialistisk Folkeparti kommer med en udstrakt hånd, men som i virkeligheden kun er en narresut?

Ordføreren.

Jamen jeg kan ikke genkende ordførerens billede af, at vi skulle uddele narresutter. Sandheden her er jo, at vi har haft situationer, hvor nye virksomheder ikke har været i stand til at kunne få finansieret deres fabriksbyggeri, selv om de gerne ville etablere sig og skabe nye arbejdspladser i den yderste del af Danmark, som i den grad mangler arbejdspladser. Det, vi så har sagt, er, at der skal være mulighed for, at man laver en form for udkantskaution, og det vil sige, at den del, som de private finansieringsinstitutter ikke tør tage risikoen for, må staten gå ind og gøre det for. Og det gør vi så med penge fra bankpakke II, altså renteindtægterne derfra.

Hvad der ellers har været fremme om, hvad de penge skulle bruges til, vil jeg ikke forholde mig til. Jeg vil bare sige, at jeg har været en del af det forslag, vi taler om her, med statsstøtte til yderområderne, og pengene ligger der.

Fru Sophie Løhde.

Fakta er, at Socialistisk Folkeparti sammen med deres forlovede, Socialdemokraterne, allerede har foreslået at bruge pengene på børneområdet. Det fremgår i en lang række artikler, men o.k., det går selvfølgelig et par måneder tilbage, og jeg er godt klar over, at man i oppositionen bare bruger pengene hele tiden, så det kan være svært at huske alle de mange løfter, man er kommet med.

Men vil ordføreren for Socialistisk Folkeparti ikke forklare mig, hvordan man kan love nogen 600 mio. kr. fra nogle renteindtægter, når man sammen med Socialdemokraterne allerede har brugt de penge på børneområdet? Hvordan kommer det til at ske? Kan man bruge pengene to gange?

Ordføreren.

Nej, man kan bruge de penge, der er til rådighed. Og der er penge nok til rådighed til at tjene begge formål.

Så er det hr. Erling Bonnesen for en kort bemærkning.

Tak. Arbejdspladser og erhverv er jo en vigtig grundforudsætning for udviklingen i landdistrikterne. Derfor vil vi gerne i Venstre give nogle bedre muligheder, også gennem planloven, til at man kan starte små virksomheder, og også til at de kan få lov at udvikle sig. Der får man jo et helt klart indtryk af at SF er imod. Der slår man hælene i. Hvordan kan det være, at man ikke vil være med til det i SF?

Ordføreren.

Jamen jeg tror nok, at vi til hver en tid i SF vil være med til at tage en diskussion af planlovens bestemmelser. Det har vi ikke noget imod. Hvis vi opdager, at der er voldsomme barrierer for, at udkantsområderne kan udvikle sig, tager vi gerne en drøftelse om det.

Hr. Erling Bonnesen.

Ordføreren svarer, at man gerne vil tage en drøftelse. Ja, den har vi haft masser af gange og masser af gange. Lige så mange gange har vi jo oplevet, at Socialistisk Folkeparti siger nej, når det kommer til konkrete initiativer lige præcis for at lette, at man kan få startet virksomhed i de overflødiggjorte bygninger, eller når man så er kommet i gang, kan få mulighed for også at udvikle sig til en lidt større størrelse, faktisk at få dannet en succes. Det er jo der, kæden ryger af, og vi ligesom så at sige også med henvisning til retorikken i det tidligere spørgsmål får narresut efter narresut. Man forsøger at tegne et glansbillede, og så falder det sammen, når det kommer til realiteter.

Ordføreren.

Hvis jeg nu siger, at SF gerne vil være med til at diskutere, hvordan vi kan udvide rammerne for at skabe nye muligheder for virksomheder i yderområderne og i landdistrikterne, må det vel formentlig være godt nok for ordføreren.

Så er det hr. Henrik Rasmussen for en kort bemærkning.

Jeg havde fornøjelsen af at høre hr. Villy Søvndals 1. maj-tale, og jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om han også er helt enig i det omkring massakre – regeringens massakre – på velfærdssamfundet. Jeg vil gerne høre, om det er sådan, at ordføreren her også benægter de tal, de faktuelle tal, som er kommet frem om, at der i dag er 5.200 flere læger og sygeplejersker i Danmark end for 9 år siden, at der sidste år gennemførtes 115.000 flere operationer i Danmark – det er altså 500 operationer mere hver dag end for 9 år siden – samt at i dag er ventetiden på hospitalet i gennemsnit blevet 27 dage mindre, end den var i 2001. Er hr. Flemming Bonne enig med sin formand i, at vi er ved at massakrere velfærdssamfundet med disse tal?

Ordføreren.

Jeg er helt enig med min formand i, at vi massakrerer velfærdssamfundet, hvis man gennemfører nedskæringer og besparelser på 24 mia. kr., som regeringen er i færd med at planlægge. Det er klart, at det ikke kan gøres, uden at det sætter nogle alvorlige skår i vores velfærd.

Hr. Henrik Rasmussen.

Tak. Jeg vil forlænge mit spørgsmål ved at sige: Vil man så også benægte, når man taler om det, at der er 24.000 færre ledige nu, end der var i 2001, og at vi samtidig bruger 12.000 kr. mere pr. person fra spæd til ældre i hele forløbet nu, end vi gjorde i 2001?

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at der i dagens Danmark er en ledighed på ca. 227.000, når vi tæller det hele med, når vi tæller de mennesker med, som er i aktivering, på kontanthjælp, og som ikke tæller med i statistikkerne, fordi de er røget ud af forsørgelsessystemerne. 227.000 – og det er en megastor opgave at få skabt beskæftigelse til de mennesker.

Tak til hr. Flemming Bonne. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det hr. Henrik Rasmussen som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Regeringen ønsker et Danmark, som er i balance. Mulighederne for at bo samt for at skabe vækst og erhvervsudvikling skal være gode i hele landet. Med de nye, store kommuner og den regionalt forankrede vækstindsats er der større kapacitet til at sikre udviklingen i udkantsområderne. Regeringen vil understøtte denne indsats ved at fremlægge et regionalpolitisk udspil. Udspillet skal bidrage til, at man også lokalt og regionalt kan udnytte mulighederne i en ny »Grøn Vækst«- økonomi, f.eks. i form af grøn turisme og udvikling og anvendelse af avanceret grøn teknologi. Generelle regler må ikke bremse lokale initiativer og virkelyst, men der må heller ikke gås på kompromis med samfundsmæssige hensyn til f.eks. natur og miljø. Regeringen vil understøtte denne udvikling med en mere differentieret planlov, f.eks. via en grøn udfordringsret for kommunerne.

Dette er ikke noget, jeg står her og finder på, det er noget, som der står i regeringsgrundlaget. Og man kan i hvert fald tydeligt høre, at her har der været en konservativ med ind over, og det er jeg i hvert fald ganske stolt over.

Hvad har regeringen så gjort?

Jamen regeringen har med bank-, kredit- og erhvervspakkerne taget de nødvendige skridt for at sikre den finansielle stabilitet i Danmark og modvirke, at der opstår en decideret kreditklemme. Regeringen følger ledighedsudviklingen tæt, og siden krisens indtræden er ledighedstallet steget, men det har ikke på noget tidspunkt kunnet konstateres, at det gælder mere for udkantsområderne. Og som sagt er ledighedstallet altså 24.000 mindre nu, end det var ved samme tid i 2001.

Regeringen har sikret regionale arbejdspladser og oprettet nye institutioner uden for hovedstadsområdet såsom Sikkerhedsstyrelsen, SKAT's Betalingscenter, Tinglysningsretten, og man er også ved at etablere et nyt fængsel på Falster.

Siden kommunalreformen har alle landsdele, bortset fra København, haft en fremgang i antallet af statsligt ansatte; den største fremgang har været landsdelene Vest- og Sydjylland, Østsjælland, Vest- og Sydsjælland og Bornholm.

Regeringen har liberaliseret lukkeloven, og jeg ved, det kan være svært at sige, om det har haft en decideret effekt. Jeg har den opfattelse, at det vil styrke det lokale handelsliv i yderområderne.

Regeringen har også styrket et akut beredskab for den præhospitale indsats ved at tilbyde hurtig og effektiv transport og tidlig livreddende indsats i form af ambulancer, akutbiler, lægebiler og også en lægehelikopter.

Tilgængeligheden af uddannelse afhænger i meget stort omfang af transportmuligheder og den infrastruktur, som naturligt også skal bringes til uddannelsesstederne. Investeringerne er blot nogle eksempler på, at man er ved at sikre et bedre og mere effektivt transportsystem i Danmark, en masse byer aflastes for trafik, og store dele af Danmark opnår en bedre opkobling til hovedinfrastrukturen, hvilket i høj grad kommer yderområderne til gavn.

Regeringen er også meget opmærksom på, at hele landet skal have adgang til de digitale ydelser, som der er behov for. Det er også klart, at det netop i disse tider med digitale hjemmearbejdspladser altså er vigtigt, at man har bredbåndsløsninger, som sikrer, at man, ligegyldigt hvor man er i Danmark, også kan kommunikere digitalt.

Regeringen arbejder også konstruktivt med den kommunale udligning, hvor formålet med det kommunale udligningssystem er at give kommunerne lige vilkår i hele Danmark, og det er vigtigt, og det er også sådan, man skal arbejde. Det er ikke mindst udkantsområderne, man kigger på for at sikre, at der er økonomisk lige muligheder.

Når jeg så læser disse initiativer op, som regeringen har sat i gang, og jeg kender målsætningen, så må jeg ærligt indrømme, at jeg synes, det er rigtig godt – det, regeringen gør – og jeg synes også, man har formået rigtig meget trods den økonomiske krise, som det private marked har haft.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger, og det er fra fru Julie Skovsby.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge den konservative ordfører, hr. Henrik Rasmussen, om Det Konservative Folkeparti – når nu det er sådan, at man i pressen kan læse, at vi står med problemer i forbindelse med mangel på praktiserende læger, altså i forbindelse med at der er områder i Danmark, hvor man ikke kan få en praktiserende læge, og jeg kan se, at ordføreren nikker – ikke mener, at det er et problem, at det forhold slet ikke er nævnt i den her skriftlige regionalpolitiske redegørelse.

Ordføreren.

Jeg kan konstatere, at der altså er 5.200 flere læger og sygeplejersker i Danmark, end der var for 9 år siden. Det synes jeg er et tal, som taler ganske udmærket for sig selv. Og jeg er også godt bekendt med, at det kan være svært at rekruttere en læge i et yderområde, men man kan altså ikke tvinge folk dertil, hvis ikke der er et vækstgrundlag. Det skal vi sikre at der er.

Fru Julie Skovsby.

Det, jeg spurgte ind til, var ikke vedrørende sygeplejersker osv. Der får jeg da i øvrigt lyst til lige at komme med den kommentar, at det vel er helt naturligt, at der, alt efter om der er flere, der bliver behandlet, så også kommer flere sygeplejersker til over en årrække. Og heldigvis for det, for vi får jo mangel på dem i fremtiden.

Nej, det, jeg spurgte til, var vedrørende mangel på praktiserende læger i yderområderne, og om Det Konservative Folkeparti ikke finder det problematisk, at det ikke engang nævnes i den redegørelse, som vi behandler i dag. For det handler jo om adgangen til lægehjælp, og finder Det Konservative Folkeparti ikke, at det simpelt hen er så afgørende, at vi kommer ind og får set på det problem – først får det belyst og så begynder at tale om, hvordan vi kan løse det?

Ordføreren.

Jeg synes, det er meget vigtigt at afholde den her debat også lokalt, for det, der er hele kunsten i det her, er at oprette nogle lægecentre, så man netop kan skabe nogle vækstfora. Det vil sige, at det ikke nødvendigvis bare er læger, der er placeret. Det er sådan, man gjorde det tidligere, men i dag vil man gerne have enhederne sammen, sådan at man også kan bruge hinandens faglige ekspertise. Og så nytter det jo ikke noget, at man, samtidig med at man har den politik, vil til at sprede læger rundt i det ganske danske land. Der er det altså op til kommunerne at sikre, hvor de lægecentre skal ligge, sådan at man kan tiltrække den nødvendige faglige arbejdskraft til de steder.

Så er der en kort bemærkning fra fru Margrethe Vestager.

Jeg skal spørge ordføreren, om man fra konservativ side er enig i, at det er et godt og virkningsfuldt redskab at flytte statslige arbejdspladser ud fra deres nuværende placering.

Ordføreren.

Det var et dejlig præcist spørgsmål. Vi kan jo kigge på, hvad man gør i Sverige, hvor man i øjeblikket er ved at flytte arbejdspladser til Gotland. Og man kan konstatere, at det koster næsten 800.000 kr. at flytte én arbejdsplads til Gotland, og jeg er i hvert fald villig til i den her debat at sige, at de 800.000 kr. kan bruges bedre og mere konstruktivt end ved decideret af tvangsflytte nogle arbejdspladser.

Fru Margrethe Vestager.

Jeg synes, det er en meget konstruktiv og realistisk tone fra De Konservatives side, som også er uden det sådan egentlig lidt trælse lefleri for vælgerne om, at hvis de har et problem, kan de få en statslig arbejdsplads. Det synes jeg er meget fremkommeligt.

Vil ordføreren så uddybe det andet, som ordføreren også har været fremme med, nemlig diskussionen om, om det giver mening at tale om udkantskommuner i lille Danmark, og at særbehandling i hvert fald ikke er vejen frem. Det er jo sådan lidt samme, synes jeg, meget stærke pointe, nemlig at vi har brug for vækst i hele landet. Jeg synes så til gengæld, at der er en kontrast til regeringspartnerens holdning i det her spørgsmål med fokus på de 16 kommuner med særlige tiltag for det ene, det andet, det tredje og det fjerde. Nu her som det seneste har man fundet anledning til at foreslå, at alderen for at køre på knallert skal sættes ned. Jeg ved så ikke, om det kun er i udkantskommunerne, eller om det skal gælde i hele Danmark; det kunne i hvert fald være spændende, hvis det kun gjaldt i udkantskommunerne.

Så vil ordføreren ikke uddybe det her spørgsmål om, om det giver mening at tale om udkantskommuner i lille Danmark.

Ordføreren.

Igen er det et godt spørgsmål. Danmark er jo ikke meget større end det, vi gør det til, og hvor er Udkantsdanmark? Jeg tror, det er meget vigtigt, at udkantsområderne ikke taler sig selv ned, for mange rykker nemlig til Udkantsdanmark – bare for at bruge det udtryk – fordi der er billigere huse, grønne områder og dejligt at være. Jeg synes også, det er vigtigt at kigge på, at vi har lavet en kommunalreform, og at en af intentionerne der var at skabe vækst i større byer; når der er vækst i større byer, vil det simpelt hen også have en spredningseffekt. Jeg synes, det er vigtigt at få den kommunalreform til helt at virke, før man begynder at tage yderligere tiltag.

Så er det fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne høre om de arbejdspladser, som De Konservative mener skal bevares i Danmark. Mener De Konservative, at det skal være arbejdspladser på danske løn- og arbejdsvilkår, og hvad vil De Konservative gøre for at sikre, at de arbejdspladser bliver på danske løn- og arbejdsvilkår, at man ikke enten fører arbejdspladserne til Tyskland til kolonnearbejdere dernede eller importerer billig østeuropæisk arbejdskraft til landbruget, som vi har set de senere år i stadig stigende omfang?

Ordføreren.

Jamen naturligvis skal vi prøve at sikre at bevare arbejdspladserne i Danmark. Det er meget vigtigt, og netop derfor fører regeringen en så fast skattepolitik som den, vi har. Det er nemlig en af grundene til, at arbejdspladserne bliver i Danmark.

Fru Line Barfod.

Det forstår jeg simpelt hen ikke. Hidtil har vi set, at regeringens politik stort set kun er gået ud på at give skattelettelser, og det betyder bare, at prisen på landbrugsjorden stiger, og at godsejerne får flere penge. Men det har jo ikke omsat sig i, at man har bevaret arbejdspladser på danske løn- og arbejdsvilkår. Tværtimod har vi set det ene slagteri efter det andet lukke, og at svinene i stedet bliver kørt til Tyskland og slagtet på tyske slagterier af rumænske kolonnearbejdere. Vi har også set flere og flere østeuropæiske mennesker komme hertil og blive misbrugt på elendige vilkår, nogle af dem på slavevilkår, så hvordan mener De Konservative, at skattelettelser er med til at sikre arbejdspladser på danske løn- og arbejdsvilkår?

Ordføreren.

Man kan sige, at vi bliver inspireret af forskellige, og jeg kan forstå på fru Line Barfod, at vi hver dag skal høre om slagteriarbejderne. I går observerede jeg en taxachauffør, og han fortalte, at ih hvor er det dejligt, at den borgerlige regering sikrer, at jeg ikke skal betale så meget i skat. Hvis jeg skulle betale mere i skat, gad jeg nemlig ikke køre taxa. Det synes jeg et eller andet sted var et meget godt budskab at få, for ellers havde vi et menneske siddende derhjemme, som egentlig ikke havde lyst til at lave noget, fordi det ikke kunne betale sig. Så ja, lavere skat har den meget klare effekt, at det også giver en øget arbejdsglæde.

Tak til hr. Henrik Rasmussen. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, og næste ordfører er fru Margrethe Vestager for Det Radikale Venstre.

Et Danmark, vi kan leve i, og en udvikling, så det også er muligt for vores børn og børnebørn at vælge at bo andre steder end i byområderne. Det er jo det, vi tager stilling til i disse år.

Forudsætningen for at kunne bo et sted er jo, at man er i en vis nærhed af sit arbejde, at der er uddannelsesmuligheder for børn og for en selv som voksen, at der kan købes ind, at man kan komme fra A til B, og at der er adgang til grundlæggende offentlig service, f.eks. praktiserende læge og mulighed for at få akut hjælp – den type ting, som jeg tror vi alle sammen regner for selvfølgeligheder.

Derfor er Det Radikale Venstre optaget af rammerne for vækst. Når tusindvis af private arbejdspladser nedlægges, er svaret ikke, at et par hundrede statslige arbejdspladser kan blive placeret her i stedet for. Det er altså udtryk for en eller anden form for maoistisk planlægningstænkning i stedet for at forfølge mulighederne for vækst. Mulighederne for vækst kan man give et politisk bidrag, og jeg synes, at nogle af de positive takter, der har været i debatten i dag, har været viljen til at anerkende de kræfter, der er, det ønske om vækst, der er, og den styrke, der ligger i landets mange kommuner.

Hvis man ser på erhvervsområdet, synes jeg, det er oplagt at skære igennem det rosenrøde skær for kreditmuligheder og se meget klart på, at det er vigtigt, at der kan ydes kaution til de virksomheder, som har svært ved at få lån i dag. Vi hører igen og igen og igen, at det ikke kan gøres. Vi ønsker, at der oprettes en fond for erhverv i yderområderne. Man kan f.eks. skyde ½ mia. kr. i fonden, og staten kan her kautionere for små og mellemstore virksomheder, hvis de har særlig svært ved at skaffe finansiering eller kaution hos projekter fra bankerne.

Som en anden form for bidrag til erhvervsudvikling kan vi sikre en effektiv brandingstrategi, der bygger på nogle af de ting, som vi kan. Hvis jeg skal give et enkelt og konkret eksempel, kunne det f.eks. være cykelturisme. Jeg tror, det er Dansk Cyklist Forbund, der har vurderet, at hvis vi fordobler cykelturismen i Danmark, vil det øge omsætningen med 3,6 mia. kr. og give i omegnen af 6.000 arbejdspladser. Pointen er at dyrke det, der er særligt for os, og at give folk en grund til at komme hertil.

Når det handler om erhverv, kan vi også afsætte midler til at udvikle det økologiske landbrug. Verdens bedste restaurant ligger i Danmark, den har skabt sit navn ved at genopfinde det nordiske køkken, og på samme måde bør det være muligt at markedsføre danske råvarer i Danmark og resten af verden. De gode historier står jo allerede i kø, f.eks. Refsvindinge Ale over Valsølillejuice til Aarstiderne. Der er ikke tale om dyrere eller mere markedsføring, men om at rendyrke det danske brand.

Uddannelse er en forudsætning; det gælder uanset om det er folkeskole eller videregående uddannelse, og det er vigtigt, at vi igen få set på den måde, taxametersystemet fungerer på. Taxametersystemet virker meget, meget træt, og det virker i hvert fald på den måde, at vi kan se, at der ikke kun nationalt, men også regionalt sker centralisering, og det gavner ikke kommunerne og regionerne, hvis de unge ikke kan uddanne sig der. Det gælder jo især, når det er lærere, sygeplejersker og pædagoger, altså alle de mennesker, der sørger for, at det, som er en del af fundamentet for bosætning, er til stede.

Jeg vil nævne, at infrastrukturen har brug for øgede trafikinvesteringer, også når det drejer sig om at få vores jernbaner elektrificerede, og det bør gøres med en kort tidshorisont. Vi må også se på, hvad det egentlig er, der gør, at så mange busruter lukkes i øjeblikket; om det kun er på grund af manglende penge, eller om det også skyldes den lidt underlige konstruktion, som blev gennemført med strukturreformen.

En anden del af infrastrukturen er bredbåndsløsninger. Det drejer sig om at sørge for, at de 20 pct., som Højhastighedskommissionen ikke kunne finde ud at få bredbånd ud til, faktisk også får det, for det er der rigtig meget erhvervsudvikling i. Vi foreslår, at der laves et udbud, så vi også kan få bredbåndet ud til de sidste 20 pct. Det er der erhverv i, og det er der muligheder i.

Hvis man ser på sundheden, har flere ordførere allerede været inde på, hvor afgørende en ting den er, og derfor er der nødt til at blive gjort noget, fordi lægemangelen er stærkt truende i en række regioner. Det er ikke acceptabelt, at man ikke kan blive tilknyttet en praktiserende læge. Jeg tror, det er vigtigt at afsætte midler til at støtte regionernes forsøg med sundhedshuse. Det, at man kan komme et sted, hvor der både er apotek, praktiserende speciallæger, praktiserende læger, genoptræning og kommunens sundhedstilbud i øvrigt og selvfølgelig den akutklinik, som man må forvente, behandlersygeplejersker, lægebil, anden præhospital indsats eller det at kunne få taget et røntgenbillede, gør tingene enkle for den enkelte og er også en bedre udnyttelse af ressourcerne.

Der er med andre ord meget at gøre for at sikre, at vores land er til at bo i. Jeg anerkender gerne nogle af de ting, som står i den regionalpolitiske redegørelse, men jeg synes ikke, den er særlig fremadrettet eller særlig idérig, når det handler om rent faktisk at sikre vækst i hele landet. Det er de grundlæggende ting, vi diskuterer: kapital, markedsføring, udnyttelse af de styrker, der er, men vi skal også sørge for, at det grundlæggende, altså sundhed, uddannelse og transport, er tilgængeligt.

Jeg har givet nogle eksempler på de radikale ideer til løsningsforslag, og vi deltager meget gerne i alle drøftelser om vækst i hele Danmark.

Der er en kort bemærkning fra hr. Erling Bonnesen.

Tak. Arbejdspladser og beskæftigelse er jo vigtige grundforudsætninger for udvikling i landdistrikterne, og fødevareerhvervet er et meget stort erhverv i Danmark med 130.000-150.000 arbejdspladser. Der ser vi så nu, at Socialdemokraterne og SF med deres eget forslag vil lægge ekstra beskatning på fødevareerhvervet. Det vil med usvigelig sikkerhed fjerne arbejdspladser fra landdistrikterne. Er De Radikale enige i, at det er helt tosset at pålægge fødevareerhvervet ekstra skatter i sådan en situation?

Ordføreren.

I Det Radikale Venstre har vi jo lavet vores eget skatteforslag, og det har vi, fordi vi synes, der er en række ideer, som det vil være godt at gennemføre. Noget af det er f.eks. det at gå måske mere direkte til værks, end regeringen har været klar til, også på hele afgiftsområdet og på det grønne område. For vi tror stadig væk, at der er mange miljøgevinster at hente, at der er meget teknologisk udvikling at hente, og at der er meget at hente i, at landbruget udvikler sig, for vi kan ikke konkurrere på pris. Derfor har vi valgt lidt andre veje end Socialdemokratiet og SF.

Til gengæld er vi, ligesom andre ordførere før mig har sagt det, stærkt imod forslaget om at sætte skatten ned, for der vil ske det, at det vil virke som en gave til de nuværende jordbrugere, fordi det kapitaliseres med det samme. Og jeg synes simpelt hen, det er et helt utrolig spild af penge, at man vil gøre det på den måde.

Jeg synes også, at det, at man som erhvervsparti – jeg tror, at både Venstre og Konservative definerer sig som sådan – finansierer det ved at beskatte bankerne hårdere, ligner sådan helt almindelig bank bashing i stedet for sund erhvervspolitik.

Hr. Erling Bonnesen.

Vi ser jo i øjeblikket en debat om vandplaner og mange andre ting, som også er nogle grundlæggende vilkår, som skal være på plads, så vi ikke bare har balancen i forhold til at sikre miljøet, men også undgår at komme til så at sige at jage erhvervsarbejdspladser ud af landet. Hvordan stiller Det Radikale Venstre sig til det?

Skal vi sådan mere i retning af, som vi synes i Venstre, at sikre dansk landbrug nogle mere lige konkurrencevilkår ved at give på de forskellige parametre til det? Er det nogle synspunkter, som Det Radikale Venstre vil støtte, eller vil man fortsætte ad de andre veje ved at sige, at der er andre hensyn, der går forud, som vi hidtil har set det?

Ordføreren.

Vi har i Det Radikale Venstre en vision om et dansk landbrug, som konkurrerer på kvalitet. For hvis man taler om en konkurrence på det, spørgeren kalder lige vilkår, så må man sige, at der er lande, med hvem vi aldrig nogen sinde kommer til at konkurrere, fordi der er dårlige vilkår for medarbejderne i bedrifterne, og fordi der er nogle helt, helt andre kapitalvilkår end dem, der er i et land som Danmark.

Jeg må sige, at når jeg f.eks. er blevet oplyst om nogle af de ting, der foregår rundtomkring i landet på miljøområdet, bliver jeg altså meget bekymret over, hvad det er for et land, vi giver videre. Jeg har fået at vide, at Det Økologiske Råd har vundet 28 klagesager over kommunerne, og at Danmarks Naturfredningsforening har fået medhold i 21 af 21 sager. Det er godt nok mange, og det tyder altså på, at der er en særdeles lempelig holdning, når det kommer til balancen mellem erhverv og miljø. Og lige præcis når det kommer til miljøet, må man sige, at det altså er de kommende generationers muligheder, vi bliver nødt til at overveje.

Jeg er meget åben over for at diskutere det, men bare ikke at det sker på bekostning af en kvalitetsorienteret udvikling af dansk landbrug.

Så er det fru Sophie Løhde for en kort bemærkning.

Når det er nødvendigt at spørge ind til oppositionens skattepolitik, er det jo, fordi man ikke kan blive enig om noget som helst. Det Radikale Venstre har deres forslag, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne har et andet forslag, og jeg tør slet ikke at tænke på Enhedslistens forslag, for så bliver forvirringen simpelt hen fuldstændig komplet.

Derfor er vi jo også nødt til at spørge, om Det Radikale Venstre støtter forslaget fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti om at påføre fødevareerhvervet ekstra skatter for 1,1 mia. kr. samt øgede restriktioner. Er Det Radikale Venstre enige i det – ja eller nej?

Ordføreren.

Man kan jo godt tage forslagene et ad gangen og se, om man er enig eller uenig. Det, der var min pointe i det tidligere svar, var, at vi har en politik over for erhvervet, som ikke handler om, at vi partout vil øge beskatningen, men den handler sandelig heller ikke om det modsatte, nemlig at uanset hvad det så i øvrigt betyder, skal den sænkes.

Når jeg fremhæver det med, at vi ser meget nøgternt på, at vandplaner skal gennemføres, forureningen skal mindskes, og nabogenerne minimeres, hvis man overhovedet kan det, er det jo for at sige, at vi ikke tror, at dansk landbrug får lettet deres vilkår, så de kan konkurrere med lande, som jeg ikke tror og heller ikke kan forestille mig at fru Sophie Løhde synes dansk landbrug skal konkurrere med.

Det er for at få en måske mere nøgtern diskussion af dansk landbrugs fremtid end den diskussion, der handler om, at den eneste lykke er gjort, ved at Venstre får lejlighed til at sætte skatten endnu mere ned, end man allerede har foreslået.

Fru Sophie Løhde.

Vi begynder at nærme os noget, der ligner et svar. Fru Margrethe Vestager siger, at skatten ikke partout – ikke partout – skal stige for landbrugs- og fødevareerhvervet. Betyder det, at man er enig i forslaget fra Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne om at pålægge landbrugs- og fødevaresektoren ekstra skatter for 1,1 mia. kr. til skade for de 139.000 mennesker, der er beskæftiget i sektoren, og at vi dermed vil se, at danske arbejdspladser flytter til udlandet? Er man enig eller uenig i det udspil, som vi mange gange i den her debat har forstået fremgår så tydeligt og klart af »Fair Forandring«?

Vi har tidligere hørt fru Helle Thorning-Schmidt sige, at fru Margrethe Vestager ikke kunne få ændret så meget som et komma, så det ville være meget rart for os her i dag i salen at vide, hvor Det Radikale Venstre rent faktisk står.

Ordføreren.

Jeg skal ikke motivforske i spørgerens grund til at spørge på den måde. Men jeg oplever ikke, at der er et ønske om at deltage i en debat om landbrugets vilkår. Fru Sophie Løhde synes at være meget optaget af at se, om hun på en eller anden måde kan illustrere en splittelse i oppositionen.

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at mit vigtigste valgkampsredskab skulle være et spejl, som jeg kunne holde op for Sophie Løhde og andre VKO-politikere og spørge dem om, hvordan de egentlig selv synes det går. For den her fra hånden til munden-landbrugspolitik, hvor man bare nedsætter skatten, vel vidende at det kapitaliseres lige med det samme, og derfor ikke er nogen langsigtet politik for dansk landbrug, synes jeg er helt besynderlig.

Jeg synes, det er meget afslørende for, at det her ikke handler om interessen for dansk landbrug eller rigtig mange arbejdspladser, for så ville man lave en udvikling for dansk landbrug, som var baseret på kvalitet, og som var konsolideret, i stedet for bare at drive gold oppositionspolitik over for oppositionen. Det ville klæde ordførerne at opføre sig som et regeringsparti.

Så er det fru Birgitte Josefsen for en kort bemærkning.

Her i debatten om den regionalpolitiske redegørelse har landbruget jo en central rolle at spille, da det er der, de mange arbejdspladser er – specielt i yderområderne.

Nu står vi så i den situation, at vi som De Radikale er meget optaget af, at der føres en ansvarlig miljøpolitik, men at der også skabes nogle gode rammer for dyrevelfærd og for landbrugs- og fødevareerhvervet i det hele taget. Hvordan har fru Margrethe Vestager det så med, at De Radikale blokerer for, at vi kan få kørt husdyrloven igennem i Folketingssalen, så landmændene netop kan bygge til deres stalde og give bedre dyrevelfærd og bedre miljøvilkår i forbindelse med det arbejde, de går og udfører hver eneste dag. Det er jo Det Radikale Venstre, der blokerer for det på nuværende tidspunkt. Det betyder også, at håndværkeren ikke kan komme i gang med det arbejde, der skal udføres derude, og det koster arbejdspladser hver eneste dag. Alle miljøgodkendelser er gået i stå.

Ordføreren.

Jeg kan høre, at spørgeren ikke er velorienteret. Det Radikale Venstre har naturligvis givet fuldt tilsagn om, at husdyrloven kan fremsættes i den her samling, så vi kan lave de ændringer, som er foreslået der. Så er der en række andre ting, som regeringen gerne vil have gennemført i samme omgang, som vi er mere kritiske over for, fordi vi tror, at det kan have nogle kedelige miljømæssige konsekvenser. Men for så vidt angår husdyrloven, er vi helt klar til at lade den behandle.

Fru Birgitte Josefsen.

Jeg sidder selv i Miljøudvalget og har selv i sin tid været med til at forhandle husdyrloven på plads. Men det er jo en kendt sag, at det er Det Radikale Venstre, der blokerer for, at vi kan få loven frem, fordi man ikke vil være med til at indføre anmeldeordning; så man kan komme til at bygge til sine staldbygninger; så man kan forbedre miljøforholdene; så man kan forbedre dyrevelfærden ude på landet; og så man derigennem netop får skabt arbejdspladser, ved at håndværkerne kan komme i gang med at stable mursten, og hvad der ellers skal gøres. Så hvordan har fru Margrethe Vestager det med, at De Radikale blokerer for den udvikling?

Ordføreren.

Jeg har det rigtig godt med, at de forhandlinger, vi har haft med ministeren, fuldstændig utvetydigt og klart dokumenterer, at vi er helt klar til at gennemføre de forandringer af husdyrloven, som snævert knytter sig til husdyrloven. Hvis fru Birgitte Josefsen havde vidst det, havde vi nok kunnet undgå hele den jeremiade, som vi lige har været udsat for.

Jeg synes til gengæld, at det er tankevækkende, at landbrugets ansøgninger om udvidelse og kommunernes tilladelse til samme ikke følger den nuværende lovgivning. Som sagt før er jeg blevet oplyst om, at når tingene prøves ved Miljøklagenævnet, så taber kommunerne. Det Økologiske Råd har vundet 28 sager over kommunerne. Danmarks Naturfredningsforening har vundet 21 af 21 sager.

Jeg synes, at vi skulle have ordnet husdyrloven i den her samling og så taget det andet i god ro og orden til gavn for et kvalitetsorienteret landbrug, som gerne vil miljøet det godt, og det miljø, som vi skal give videre til vores børn og børnebørn.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Jacob Jensen.

Hvis det stærkeste redskab, fru Margrethe Vestager vil præsentere, er et spejl, frygter jeg ikke den næste valgkamp. Det gjorde jeg nu ikke alligevel, for vi tør godt se os selv i spejlet med den politik, som vi har ført, også i forhold til Udkantsdanmark, og også i forhold til hvordan bl.a. fødevaresektoren kan agere. Det er sådan, at fødevaresektoren jo er den sektor om nogen, som har arbejdspladserne og aktiviteterne ude i de områder, som vi jo alle sammen ønsker at gøre en særlig indsats for. Derfor skal mit korte spørgsmål lyde: Mener fru Margrethe Vestager, at det, hvis man beskatter fødevareerhvervet ekstra med 1,1 mia. kr., så vil generere mere aktivitet eller mindre aktivitet i fødevaresektoren?

Ordføreren.

Jeg bliver lidt i tvivl om, hvad der her er Venstres dagsorden. Så vidt jeg husker, er det her en regionalpolitisk debat, og for så vidt angår skatten, er jeg ikke i nærheden af hverken at ville love eller for den sags skyld udelukke, hvordan Det Radikale Venstres politik over for landbrugserhvervet vil være i de kommende år. Vi har en politik.

Det ville tjene ordføreren, hvis man tog en diskussion om, hvad vi kan gøre for at styrke det erhverv på andre måder end ved at sænke skatten, som umiddelbart kapitaliseres over i jordpriserne som en kontant gave i hånden på de mennesker, som har det rigtig, rigtig svært i øjeblikket, men som måske kunne have brug for perspektiv i deres udvikling, i stedet for at man bare tog pengene fra bankerne og førte dem over til landbruget.

Hr. Jacob Jensen.

Jamen jeg ved ikke, hvor meget perspektiv der så er i i givet fald at sætte skatten op med 1,1 mia. kr., for det er jo det, som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har foreslået. De vil øge beskatningen de steder, hvor fødevareerhvervet opererer. Det er jo ligegyldigt, om det er i Ringkøbing, eller det er i Odsherred, eller hvor det er. De vil jo øge beskatningen.

Derfor spørger jeg bare igen inden for rammen af den regionalpolitiske redegørelse, som er væsentlig, og hvor fødevareerhvervet jo fylder meget: Vil en aktivitet blive øget eller sænket af en ekstra beskatning på fødevareerhvervet med 1,1 mia. kr.?

Ordføreren.

Blandt de forslag, jeg nævnte under mit ordførerindlæg, var bl.a. et forslag om at give en massiv støtte til en omstilling af dansk landbrug, en omstilling til et landbrug, der bygger på de kvaliteter, der er i dansk landbrug, og dem er der rigtig, rigtig mange af; vi ved, at dansk landbrug mange steder er anerkendt for sin kvalitet. Vi synes, man skal omlægge i økologisk retning. Vi mener også, at der er brug for forenkling af noget af skattelovgivningen, fordi der er nogle gamle regler, som er nedarvede. Vi mener også, der er brug for at se på hele den måde, afgifterne fungerer på, se på, hvad vi kan fremme, og hvad vi kan mindske – apropos vandmiljøplaner.

Hvis hr. Jacob Jensen vil gøre det her til en skattedebat, synes jeg ikke, han gør ret meget for forestillingen og visionen om at udvikle dansk landbrug til noget, der fortsat er et godt bidrag til det her, for det her handler jo ikke om landbrug eller om regionalpolitik for hr. Jacob Jensen, det her handler om oppositionen, og derfor ender vi igen i den situation, at regeringspartierne er i opposition til oppositionen i stedet for at begrunde og forsvare og bidrage til, at regionalpolitikken faktisk bliver en aktiv, levende politik.

Så er det hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Nu behøver vi jo ikke spole tiden ret meget tilbage her i Folketinget, for så sent som i går eftermiddag havde vi en debat om et beslutningsforslag, hvor De Radikale støttede det og syntes, det var meget vigtigt, at vi i Danmark fik det, der blev kaldt en sammenhængende ungepolitik. Det lyder meget fromt og fint og i orden: en sammenhængende ungepolitik.

Så vil jeg gerne spørge ordføreren: Er det så ikke også fair, at vi begynder at få kigget på, om der var en sammenhængende skatte- og afgiftspolitik i det alternativ, som Det Radikale Venstre i hvert fald påstår de er en del af, såfremt det skulle ske, at man vinder det næste valg, hvor man jo så har nogle planer om at sætte skatter og afgifter i vejret?

Ordføreren.

Jeg forstod ikke helt spørgsmålet og heller ikke henvisningen til gårsdagens debat.

Det er en kendt sag, at S og SF og Radikale Venstre ser forskelligt på skattespørgsmålet. Radikale Venstre har lavet et forslag, som retter op på nogle af de ting vi synes er meget problematiske i den skattereform, som regeringen og Dansk Folkeparti har lavet, fordi vi ikke synes, at den i tilstrækkelig grad giver folk en tilskyndelse til at arbejde, og det uanset hvor man er i skattespillet. Og vi mener også stadig væk, at der er meget at gøre, når det drejer sig om at bruge skatten som et aktivt redskab på hele det grønne område – og det er nu engang vores politik.

Mit bud er, at der også er forskel på Dansk Folkepartis politik og Venstre og Konservatives politik, ligesom der er forskel på Venstres og Konservatives politik. Men hvis hr. Hans Kristian Skibby vil påtage sig at fremlægge, hvordan skattepolitikken fra VKO skal se ud og der ikke er nogen forskel, jamen så byder jeg det velkommen, jeg synes bare ikke, det er så interessant; jeg synes, det er interessant at vide, hvad partierne står for, og ikke hvad der bliver mindste fællesnævner.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jamen det gør jo netop det hele meget interessant, når vi kan se, at der i »Fair Forandring« – altså hos de partier, som De Radikale står og læner sig kraftigt op ad – klart står defineret, at man ønsker at hæve skatter og afgifter over for landbruget, de produktionserhverv, der ligger inden for landbruget, med 1,1 mia. kr., plus at man egentlig er modstander af, at der er tilbageført 500 mio. kr. tidligere.

Så spørger jeg i mindelighed ordføreren, om ikke man godt kan se, at der måske var en vis rimelighed i, at man prøvede at fremlægge en samlet skattepolitik, for hvad er det for et alternativ, vi kan se frem til i Danmark, hvis De Radikale får flertal sammen med Enhedslisten? Vi synes jo bare, at der er så stor en bredde og forskellighed i synet på afgifter, skatter og efterløn hos de fire partier, som påstår, at de kan det hele meget bedre.

Ordføreren.

Der er i hvert fald et par ting, som har været meget vigtige for os som Radikale, når vi har lavet vores skatteforslag, og det er først og fremmest, at skatten virker, at den gør noget for at tilskynde flere til at arbejde, og at vi også får et lille bidrag til vækst og innovation via skattesystemet. Det er det ene. Og det andet er, at skattesystemet virker, når det kommer til det grønne. Det er derfor, jeg ikke vil love noget som helst, når det kommer til det her, for det er vigtigt, at vi fortsætter udviklingen af et kvalitetsorienteret landbrug, som faktisk er i samspil med det omgivende miljø.

En af de forskelle, som jeg så vil nævne på S-SF's »Fair forandring« og Radikale Venstres »Skat der virker«, er, at fra radikal side har vi ikke nogen ambitioner om at opkræve et højere samlet provenu, ud fra devisen, at danskerne betaler nok i skat. Og man kan jo sige, at det så er en diskussion værd.

Det, jeg synes er tankevækkende ved meget af dagens politiske debat, er, at den går ud på, at folk skal være ens; jeg troede, den gik ud på at finde ud af: Hvad er forskellene? Det, spørgeren jo kan se blandt oppositionens partier, er viljen til at finde løsninger, i stedet for bare viljen til at være ens og finde mindste fællesnævner. Egentlig tror jeg heller ikke, det er det, der er Dansk Folkepartis ambition i samarbejdet med V og K.

Tak til fru Margrethe Vestager. Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører bliver fru Line Barfod fra Enhedslisten.

Fra Enhedslistens side ønsker vi et Danmark, hvor man kan bo og arbejde overalt. Hvis vi reelt skal kunne leve op til det, er der mange forudsætninger, der skal være på plads. Vi skal sikre, at der er nogle boliger, der er til at betale. Der skal være en velfungerende kollektiv transport, så man kan komme til og fra. Der skal være lokale skoler og børnehaver. Der skal være lokale butikker, forsamlingshuse osv. Der skal i området være uddannelsesmuligheder. Der skal være adgang til sundhedsydelser, både til praktiserende læger, til sygehuse, til tandlæger, til et sted, hvor man kan føde sine børn osv. Og så skal der først og fremmest være arbejdspladser, hvis vi ikke ønsker, at de, der bor uden for byerne, bare skal være nogle, der bor der, og som så skal pendle ind til byerne for at arbejde.

Desværre kommer vi længere og længere væk fra et billede af sådan et Danmark. Med den kommunalreform, der blev gennemført af regeringen og Dansk Folkeparti, og som er den største og mest gennemgribende reform nogen sinde i Danmark, hvor man vendte op og ned på stort set alt, valgte man jo ikke at følge den strukturkommission, som man selv havde nedsat. Man valgte ikke at leve op til sine egne pæne ord om, at der skulle ske en decentralisering. Tværtimod gennemførte man en model, som regeringens egne eksperter kaldte for en statsmodel, og vi har tydeligt set konsekvenserne af den. Desværre har konsekvenserne af kommunalreformen vist sig at være nærmest endnu værre end det, som vi frygtede, da vi diskuterede den og den blev gennemført.

Der er sket en voldsom centralisering, hvor beslutningerne bliver truffet på Slotsholmen af regeringen og embedsmændene. Eller også er det styret af markedskræfter, så politikerne i både kommunerne og regionerne i stort omfang er blevet reduceret til at være administratorer. De får præsenteret nogle kæmpestore bunker af papirer fra alle de mange administrative medarbejdere, der er blevet ansat for at kunne håndtere hele det bureaukrati, som regeringen og Dansk Folkeparti kræver der bliver udført. Så kan de sige ja eller nej til de her kæmpe bunker papir, men reelt har de meget lidt indflydelse på, hvordan pengene bliver brugt, fordi det er fastsat meget detaljeret af regeringen og Dansk Folkeparti.

Det gør det svært at få lavet den lokale og regionale udvikling, der skal til, hvis det skal sikres, at man kan bo og arbejde overalt i Danmark. Derfor er der ingen tvivl om, at noget af det, der er allervigtigst at få gjort, når vi får et nyt flertal, er igen at få demokrati i Danmark, at få skabt meget, meget mere demokrati, end der er i dag, at få sikret, at man faktisk lokalt og regionalt har mulighed for at træffe beslutninger og skabe en udvikling. Vi skal igen have lavet en decentralisering af beslutningerne. Vi skal sikre, at der igen er mulighed for at have lokale skoler, sygehuse, busruter, gymnasier og alle de andre ting, der skal til, for at man kan have et lokalområde, der fungerer.

Så skal vi have arbejdspladser. Vi tror altså hverken meget på ideen om at flytte rundt på statslige arbejdspladser eller regeringens statsstøtte til at flytte arbejdspladser ud af landet. For det er i høj grad det, man har gjort. Man har givet statsstøtte til A.P. Møller til at lukke Lindøværftet og flytte sine ordrer til skibsværfter i Kina. Man har givet landbruget en kæmpe milliardstøtte, som bliver brugt til, at svinene bliver produceret i store mængder og så kørt til Tyskland og dernede nedslagtet på store slagterier af rumænske kolonnelønarbejdere med en timeløn på 20-30 kr. Det tror vi ikke på.

Vi tror også, at det kan være lidt svært på forhånd at beslutte, hvad der skal blive kæmpestore megavirksomheder i fremtiden. Hvis man havde spurgt nogle for 50 år siden, tror jeg ikke, der var mange, der havde peget på vindmøller, stomiposer, høreapparater, økologisk ost eller andet som store eksportsucceser. Men fordi der var nogle mennesker, der faktisk gik i gang med at bruge tid på de ideer, de havde, og som troede på, at vi skulle imødekomme de behov, der var, og fordi der var nogle offentlige og private, der kunne gå sammen om at skabe nogle gode løsninger, så kom der faktisk nogle gode arbejdspladser ud af det.

Derfor tror vi også, at det er den vej, vi skal fremover. Vi skal først og fremmest skabe arbejdspladser, der imødekommer de lokale behov. Vi mener i øvrigt også, at det er fuldstændig urimeligt, at man flytter produktionen af en stor del af de ting, vi skal bruge i Danmark, til andre lande, hvor man så tvinger arbejdere til at fremstille dem på elendige løn- og arbejdsvilkår og i øvrigt også til stor skade for miljøet, både der, hvor de bliver produceret, og når de skal transporteres til Danmark.

Vi tror i stedet, at vi skal satse meget målrettet på at sikre, at vi kan opfylde en stor del af vores egne lokale behov med lokal produktion i høj grad ved at sikre lokale arbejdspladser inden for landbruget og inden for fiskeriet, og sikre, at vi igen kan have mange små mejerier, slagterier, ægpakkerier, fiskerifabrikker osv. Det kan man gøre ved at sikre, at de lokale kommuner og regioner kan indgå aftaler om, at de vil aftage en stor del af de produkter, der kommer.

På den måde vil man sikre, at der faktisk er et marked for det, der bliver produceret. Man vil kunne sikre, at vores børn, vores ældre, vore syge og alle de mange ansatte får mad af høj kvalitet. Vores børn vil også, fra de er små, lære, hvordan gode fødevarer smager. Hvis man sørger for, at der også er tid til at spise maden, så vil man faktisk også lære, hvor meget måltidet betyder. Man vil lære, hvordan det er at være med til at lave mad, og dermed har vi grundlaget for at få en rigtig god fødevareproduktion i Danmark og for også at få produceret nogle højkvalitetsprodukter, som man kan eksportere. For at tro, at vi skal konkurrere med Asien og Østeuropa om at kunne producere fødevarer billigst muligt, er total utopi. Ligegyldigt hvor meget man giver af skattelettelser, og hvor meget man forringer løn- og arbejdsvilkår, kommer vi aldrig ned på de vilkår, som man har i Rumænien. Det er altså ikke det, vi kan konkurrere på i Danmark, og det er heller ikke den vej, vi skal.

Tilsvarende kan vi satse på lokal produktion af vedvarende energi, lokal produktion af byggematerialer, så vi kan få klimarenoveret vores bygninger og kan få bygget nyt, som faktisk lever op til de ting, der er nødvendige for at sikre dem i forhold til klimaet. Vi ved også, at vi skal have masser af elbiler i fremtiden. Det kan vi da også gå i gang med at skabe produktion af i Danmark, ikke alene dele til elbilerne, men jo også alle de mange biler, vi har i dag, som skal omstilles til elbiler. Der er masser af automekanikere, ingeniører og andre, der kan være med til at sikre, at vi kan få bygget bilerne om, så de i stedet kan være elbiler. Det ligger der masser af arbejdspladser i.

Der ligger altså også masser af arbejdspladser i velfærd. Hvis man sørger for, at vores velfærd fungerer, at vi har ældrepleje, børnehaver, skoler osv. lokalt, så ligger der arbejdspladser i det, ikke mindst på sygehusene. Det er ret patetisk at høre regeringen og Dansk Folkeparti stå og tale om, at så skal den og den statslige arbejdsplads med 100 eller 200 mennesker flyttes ud, samtidig med at man vil lukke sygehuse med flere tusinde arbejdspladser. Det er da bedre at bevare en række sygehuse, som både har arbejdspladserne og sikrer, at der er adgang til sygehuse i nærheden af lokalområdet. Der er intet fagligt belæg for, at samtlige specialer i dette land skal samles på 2-5 sygehuse. Der er belæg for, at specialer skal samles, men ikke at de alle sammen skal være på det samme sygehus. Derfor kan man sagtens sikre, at vi har en række sygehuse rundtom i landet, hvor der både er specialer og akutbehandling til lokalområdet.

Tilsvarende er uddannelsesinstitutioner fuldstændig afgørende for at have et velfungerende lokalområde, og samtidig giver de også arbejdspladser. Så der er mange ting, vi kan gøre, men det kræver først og fremmest, at vi får sikret demokratiet, at vi igen får en situation, hvor man lokalt og regionalt er med til at bestemme udviklingen, og hvor man også har en økonomi, der hænger sammen i forhold til at sikre det lokale. Det gælder også, at kommunerne skal have mulighed for at samarbejde med de lokale virksomheder. Vi skal have fjernet de regler, der ligger i statens centrale indkøb, som gør, at det er forbudt for kommunerne at lave aftaler med deres egne lokale virksomheder, og at de i stedet er tvunget til at købe hos kæmpestore firmaer, som ikke producerer produkter, som svarer til det lokale behov, men som tager en hyldevare, som faktisk ofte ikke kan bruges, og som har ført til den ene it-skandale efter den anden. Der er virkelig brug for, at kommunerne får en større frihed til at kunne lave et lokalt samarbejde.

Der er brug for langt større støtte til, at man lokalt kan starte nye virksomheder. Der er brug for større støtte til, at kommunerne f.eks. også kan gå ind og sikre, at der er lokale butikker og andet. Det kræver langt mere frihed end det, som regeringen og Dansk Folkeparti vil sikre, og det sker først og fremmest lokalt, i modsætning til når regeringen og Dansk Folkeparti gerne vil fremme private virksomheder og de så gør det ved tvangsprivatiseringer, og ved at det offentlige skal til at styres som en privat virksomhed og alting skal måles og vejes. Det fører kun til mere bureaukrati, som vi har set med de mange nye, der er ansat i kommuner og regioner til at udføre bureaukrati og til at udfylde masser af kontrolskemaer, som der reelt ikke er nogen der har nogen som helst gavn af.

Så demokrati er det bærende, hvis vi skal have en udvikling i Danmark, hvor man kan bo overalt.

Tak. Der er en kort bemærkning, og det er fra hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg må altså indrømme, at jeg lige en overgang var ved at tro, at jeg var havnet i en stor fiskeridebat, for det var jo alt godt fra havet, vi hørte fra Enhedslisten – alt godt fra havet: Statsstøtte til dit, statsstøtte til dat. Hvor kommer pengene fra?

Ordføreren.

Jeg talte om statsstøtte, men det var regeringens og Dansk Folkepartis statsstøtte, jeg mente. Det er regeringen og Dansk Folkeparti, der har givet statsstøtte til A.P. Møller, der har lukket Lindøværftet og i stedet får produceret sine skibe i Kina. Det er regeringen og Dansk Folkeparti, der har givet statsstøtte til de store landbrugsvirksomheder, som flytter slagtningen af svinene ned til rumænske kolonnearbejdere. Det er regeringen og Dansk Folkeparti, der giver masser af statsstøtte og skattelettelser, som resulterer i, at jobbene at flyttes til udlandet.

Vi vil den stik modsatte vej. Vi vil give kommunerne og regionerne frihed til, at de sammen med virksomhederne lokalt kan sikre, at der sker en udvikling, og kan sikre, at der er arbejdspladser i Danmark, vel at mærke på danske løn- og arbejdsvilkår.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg vil nu gerne fastholde, at det, som ordføreren var inde på, var massiv statsstøtte til alt mellem himmel og hav. Ordføreren nævnte bl.a. lokale arbejdspladser i produktionsfagene, og ordføreren nævnte også støtte til butiksdrift, skoler og indkøb – alle de her såkaldte centraliseringstendenser, der har gjort sig gældende siden 2001, skulle tilbagerulles.

Jeg vil gerne spørge Enhedslistens ordfører, om Enhedslisten har bare den mindste flig af et regnestykke, som fortæller om, hvor mange tusind milliarder der skulle til for at tilbagerulle alle de her ting. Alle de her statsstøttekroner skal finansieres – er det statsobligationer, vi taler om, er det udlandsgæld, eller hvad er det?

Så vil jeg gerne spørge til sidst: Er alle de her job, ordføreren taler om, offentlige job eller private job?

Ordføreren.

Enhedslisten har gang på gang fremlagt regnestykker, bl.a. i vores finanslovudspil, hvor de investeringer, vi foreslår at foretage, er fuldt finansierede.

Men i modsætning til Dansk Folkepartis og regeringens politik, som fører til masser af bureaukrater, som fører til, at det koster, og som oparbejder en kæmpe gæld i form af misligholdelse af bygninger, i form af børn, der er vokset op i fattigdom og derfor har brug for massiv hjælp, i form af masser af mennesker, der kommer til skade på deres arbejde og derfor får brug for hjælp i mange år fremover, gør de investeringer, vi foreslår, at det i løbet af en kortere årrække vil blive langt, langt billigere, end det er i dag.

Det er en fuldstændig anden måde at tænke på, som jeg godt er klar over er helt fremmed for Dansk Folkeparti, nemlig at man skal investere. Fra Enhedslistens side mener vi, at det er nødvendigt, at man i Danmark investerer, og at man også investerer i at have danske arbejdspladser på danske løn- og arbejdsvilkår.

Tak til fru Line Barfod. Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Så er det indenrigs- og sundhedsministeren.

Siden arilds tid har danskerne i stigende grad klumpet sig sammen i byområder – måske med undtagelse af en kort periode omkring landbo-reformerne og ophævelsen af landsbyfællesskabet. Det betyder, at der er nogle danskere, som får lidt længere til naboen, og vores opgave er, at der ikke må blive for langt til lægen for borgerne, at der ikke må blive for langt til skole, ikke for langt til uddannelse og frem for alt ikke for langt til arbejdspladser.

Der skal være reelle valgmuligheder, på den måde at ønsker man at bo i landsbyer i tyndt befolkede områder, skal det være muligt; man skal have den samme service som andre steder; jobmulighederne skal være der; der skal være adgang til kapital. Derfor er det vigtigt med den håndsrækning til landbrugserhvervet, som har været drøftet her i dag, og så er der i øvrigt også masser af statslige puljer og EU-puljer, som man kan bruge i den forbindelse.

Der har været talt om lægehuse, og da jeg også er sundhedsminister, vil jeg sige lidt om sundhedsområdet.

Der er jo bred folkelig forståelse for, at vi er nødt til at klumpe hospitalernes avancerede operationsafsnit sammen på færre adresser i landet. Det er der en bred accept af. Det rejser så spørgsmålet om, hvad vi gør der, hvor der bliver længere til et hospital. Det har topprioritet for regeringen og for Dansk Folkeparti, som har aftalt at afsætte 600 mio. kr. til engangsudgifter til sikring af et akutberedskab i områder langt fra de nye, store hospitaler.

Når det gælder lægehusene, de praktiserende læger, er det rigtigt, at der er nogle borgere i udkantsområderne, som i dag ikke kan få en fast læge, og der er udsigt til, at problemet med lægemangel i landdistrikter kan blive værre. Derfor er det godt, at vi har denne pulje, hvoraf eventuelt en del kan bidrage til at sikre udbygning af lægehuse, så der kan være en sygeplejerske eller to ekstra, for derved bliver det muligt for de pågældende læger at have betydelig flere patienter. Der er jo læger nok i Danmark, som hr. Henrik Rasmussen sagde, men de har også en tendens til at klumpe sig sammen i store byer, og derfor er det godt, at vi giver et skub til, at lægehusene kan tage flere patienter, ved at de udbygges, også med sygeplejersker. Og der er måske også brug for at finde nye veje til, at man uden for de store sygehuse kan løse flere opgaver, end man gør i dag.

Mangelen på lære- og praktikpladser har været nævnt. Den er desværre landsdækkende, men jeg er førstehåndsvidne på, at der er aftalt indtil flere meget brede forlig, senest den 27. november, hvor vi besluttede, at regioner og kommuner skulle oprette 1.650 nye praktikpladser. Den sag holder regeringen under skarpeste opsyn.

Jeg vil så i øvrigt sige til slut, at det har været dejligt at høre, at der indimellem har været ordførere, som har talt om muligheder i stedet for kun at tale om problemer og begrædeligheder. Gid Danmarks Radios uendelige føljeton, som kun kan skabe mismodighed og opgivelse, ville blive suppleret med eksempler på nogle, der gør det godt, landsbyer, der blomstrer, initiativer, som tager fat i den nye it-udvikling. Kort sagt mere fokus på muligheder. Det tror jeg skal være en del af strategien.

Jeg har haft besøg af Landdistrikternes Fællesråd, som præsenterede mig for initiativet Blomstrende landsby, og jeg forstår, at den første blomstrende landsby er blevet Bregninge på Ærø, men der er utallige kandidater til den titel.

Tidligere har Landsforeningen Landsbyerne i Danmark udnævnt årets landsby. Det er også en god måde, hvorpå man kan få fokus på dem, der gør en indsats for at skabe sammenhold, for at der bliver liv i landsbyen, og for at der også bliver erhvervsliv i landsbyen.

Så min afsluttende bemærkning skal være: Lad os nu også huske at få fokus på gode eksempler, på opmuntrende eksempler, på folk, der lokalt gør en kæmpe indsats for at få ting til at gro og blomstre. Det er jo det, der er vejen, og ikke, at man stirrer sig blind på nogle af de problemer, som kan være vanskelige at gøre noget ved, fordi – som jeg startede med at sige – der sker en afvandring fra land til by. Sådan har det været i 1.000 år. Det gælder bare om at afbøde konsekvenserne af det og sikre, at Danmark ikke knækker over, og at man fortsat kan leve en tilværelse på lige fod med alle andre, selv om der er blevet lidt langt til naboen.

Tak. Og der er korte bemærkninger til ministeren. Der er foreløbig tre, der har meldt sig, og den første er fru Julie Skovsby.

Jeg vil gerne takke ministeren for også at huske os alle sammen på, at der generelt er rigtig mange dejlige steder i Danmark – og på Ærø og på Fyn i særdeleshed.

Så vil jeg også sige, at jeg er glad for, at ministeren her mundtligt kommer ind på problemet med mangelen på praktiserende læger. Jeg ville have ønsket, det havde stået i redegørelsen, men at ministeren her mundtligt nævner problemet og siger, at man er opmærksom på det, synes jeg er godt – også at praktikpladsproblemet blev nævnt.

Det, som jeg jo gerne vil spørge ministeren om, er, at vi har debatteret det her med, at kommunalreformen udgår af den her skriftlige redegørelse: Har ministeren nogen tanker om, at det på anden måde skal evalueres, hvordan kommunalreformen har virket?

Ministeren.

Jeg hørte godt debatten om, hvorvidt det var en god idé at lade kommunalreformen udgå. Min holdning er, at det kan være lidt ligegyldigt, om den udgår, for jo længere tid, der går efter kommunalreformen, jo mere ligegyldigt bliver det, om der nu er et problem, der er opstået på grund af kommunalreformen, eller om det er opstået af andre grunde. Så skal vi ikke bare være enige om, at vi skal have fokus på nogle af de problemer, der også blev berørt af kommunalreformen, men som siden den tid er blevet berørt af så meget andet, bl.a. finanskrisen.

Fru Julie Skovsby.

Jeg må indrømme, at jeg synes, at regeringen taler med to tunger. Altså, på den ene side er man ude at sige til kommunerne, at vi skal have best practice, man skal lære af de bedste, og alle kommuner skal ned på samme gennemsnitsniveau, men når det så på den anden side handler om, hvordan Danmarks største reform, kommunalreformen, har virket – og man burde gå ind og se på, hvad der virker, at hvad der ikke virker – så ønsker man ikke at undersøge det nærmere. Det virker da helt grotesk. Og er det virkelig helt alvorligt ment fra regeringens side at kommunalreformen nu bare skal skubbes til side, og så glemmer vi alt om det? Har man ingen som helst planer om bare på et tidspunkt at gå ind og lave en eller anden form for evaluering af kommunalreformen?

Ministeren.

Hvis jeg kender os alle sammen ret, er der intet, der ikke vil blive undersøgt. Det, der kan være lidt ligegyldigt, er, om man vil se på det med kommunalreformbriller, eller om man blot vil se på det med nutidige briller. Jeg synes, det kan være ret ligegyldigt.

Men jeg kan forsikre fru Julie Skovsby om, at der ikke vil være noget kommunalt emne, som vil være udebatteret, og om ikke andet er jeg sikker på, at det vil hr. Rasmus Prehn sørge for under det næste punkt på dagsordenen.

Jeg vil blot lige gøre opmærksom på, at regeringens politik ikke er, at alle kommuner skal ned på det samme gennemsnit. Der er nemlig kommunalt selvstyre, og kommunerne har lov til at sige: Her hos os ønsker vi, at den løsning skal være dyr og den løsning skal være mindre dyr. Det er et led i det kommunale selvstyre. Så vi vil ikke forhandle os frem til nogle fælles standarder med kommunerne. Det ville ligge regeringen fjernt.

Hr. Rasmus Prehn for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå på ministeren, at vi skal til at fokusere på lyspunkterne. Vi skal have party i provinsen, ikke i den ironiske form, som Danmarks Radio bruger, men reelt. Det er jo sådan set bare et festfyrværkeri derude. Når der bliver dannet fælleslister og andet, er det bare, fordi de ikke har fået øje på, hvor godt det går. Det er helt fantastisk derude, der er virkelig party i provinsen.

Altså, kan ministeren ikke se, at der rent faktisk er en meget alvorlig bekymring her – at der er nogle folk, der bekymrer sig om deres område; at der er affolkning, at der er minusvækst osv. i de her områder? Skulle man ikke tage det mere alvorligt end det her? Er det i virkeligheden ikke, fordi regeringen fører en direkte begmandspolitik? Hver gang der er nogen, der prøver at tage et initiativ, prøver at se lyst på tilværelsen, er regeringen, ikke mindst med ministeren selv i spidsen, klar med en begmand. Bare tag den kollektive trafik: Hvordan er det ikke gået med billetpriserne? De er gået op, antallet af ruter er gået ned. Det er jo ikke mærkeligt, at det er svært at se lyspunkter, når man, hver gang man prøver at gøre noget godt, får en begmand af regeringen.

Ministeren.

Vi har alle sammen bemærket, at hr. Rasmus Prehn i alt, hvad han gør og ser, har svært ved at se lyspunkter. Det har vi alle bemærket, og det vil også komme frem under næste punkt på dagsordenen.

Jeg synes, hr. Rasmus Prehn skulle lytte til sin kollega og partifælle, fru Julie Skovsby. Jeg synes faktisk, hendes kommentar til min tale var mere afbalanceret, i forhold til hvad jeg sagde, end hr. Rasmus Prehns kommentar. Jeg er glad for, at hr. Rasmus Prehn ikke er folketingsreferent; jeg kender ingen, der er så dårlig til at referere, hvad jeg siger, som hr. Rasmus Prehn. Jeg håber ikke, det er lige så slemt, når han refererer, hvad andre siger.

Hr. Rasmus Prehn for en kort bemærkning.

Nu er der jo op til flere eksempler på, at ministeren på skriftlige spørgsmål har måttet korrekse sig selv, fordi ministeren har sagt forkerte ting i Folketingssalen. Så jeg tror, at ministeren skulle skrue lidt ned for charmen lige præcis med den retorik.

Jeg stillede faktisk et helt konkret spørgsmål om det med den kollektive trafik. Altså, hvordan skal man holde gang i Udkantsdanmark, når det er sådan, at billetpriserne går op og antallet af ruter går ned? Er det ikke dybt bekymrende, og kan det ikke gøre det sværere for unge mennesker at køre til teknisk skole og tage en uddannelse osv., at man har lavet et direkte angreb på den kollektive trafik i Udkantsdanmark?

Ministeren.

Jeg ved som undervisningsminister indtil for et par måneder siden, at der er en særdeles livlig debat om den kollektive trafik mange steder i landet. Det er altså noget, som ikke ligger på regeringens og transportministerens bord; det er noget, man diskuterer lokalt. At man så, hver gang der er problemer, siger ligesom hr. Rasmus Prehn, at det skyldes staten, kan vi jo ikke forhindre. Jeg kan bare se på de notater, jeg har med, at staten har løftet kommunernes samlede bevillinger i faste kroner og øre med mellem 1½ og 2 mia. kr. hvert eneste år. Så det kan jo da ikke være det, der er årsag til, at der er problemer vedrørende transporten.

Fru Line Barfod.

Ministeren sagde, at vi skal se på muligheder. Vil ministeren så give kommunerne frihed til at bruge de muligheder, de mener der er? Vil ministeren give kommunerne frihed til, at de f.eks. kan styrke en landsby ved at bruge den lille butik, der måske endnu ikke er lukket, til forskellige kommunale formål, uden at de dermed kommer i strid med regeringens regler om konkurrence og andet? Vil ministeren sikre, at kommunerne kan bruge den mulighed, der er, for at lave indkøb hos lokale mindre og mellemstore virksomheder i stedet for at være tvunget til at bruge statens meget store virksomheder i statens indkøbsordning?

Ministeren.

Der er hele tiden et hensyn at tage til dem, som skal drive virksomhed i konkurrence med andre; som skal svare enhver sit, og som har problemer, hvis der er nogen der får særfordele, hvormed de så eventuelt kan udkonkurrere dem, der må klare sig selv. Måske forstod jeg ikke helt spørgsmålet. Vi har jo ofte haft diskussionen om, hvorvidt f.eks. erhvervsskoleelever må producere til salg. I meget begrænset omfang sker der måske ikke noget ved det, men det siger sig selv, at hvis man giver los på det punkt, sker der uholdbare ting. Det samme kan jo ske, hvis man laver alt for mange særordninger, altså hvis man gør landsbyer til små Christianiaer, der må alt muligt, som man ikke må andre steder i landet.

Men Venstre har jo i et debatoplæg peget på, at der på visse felter kan være mulighed for at lempe regler af udkantshensyn. Så i princippet kan det tænkes på visse områder, men jeg er ikke klar til at uddybe det her.

Fru Line Barfod.

Men den politik, Venstre har ført, giver jo statsstøtte til, at man flytter arbejdspladserne til udlandet, hvad enten det nu er landbruget, der flytter til slagterier i Tyskland, eller det er fiskeriet, der flytter til Asien, eller det er A.P. Møller, der flytter bygning af skibe til Asien.

Man kunne i stedet lade kommunerne og regionerne få lov til at købe hos lokale virksomheder, frem for at de af regeringen bliver tvunget til at købe ind hos meget store virksomheder, der på den måde får totalt monopol og dermed kan fastsætte priserne, som det passer dem, som vi f.eks. har set med KMD, der har hævet prisen med over 100 mio. kr., som de så har delt ud til deres aktionærer. Vil ministeren åbne for, at kommunerne kan få den mulighed?

Ministeren.

Indkøbsaftaler, som kan føre til storindkøb og dermed billigere indkøb, er regeringen varm tilhænger af.

Hvad angår job, der flytter til udlandet, er der en forskel, en velbegrundet forskel, imellem den hjemstavnssocialisme, som fru Line Barfod bekender sig til, og så den positive holdning over for globaliseringen, som heldigvis det kæmpestore flertal af danske borgere inklusive lønmodtagere bekender sig til.

Tak til ministeren i dette hjemstavnsparlament.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er dermed sluttet.