Spørgsmål nr. 24 vedrørende forslag til lov om ændring af straffelo-

ven og lov om politiets virksomhed (Styrket indsats mod omfattende

forstyrrelse af den offentlige orden m.v.) (L 49):

”Ministeren bedes kommentere høringssvar fra Institut forMenneskerettigheder, jf. REU L 49 - bilag 8.”

Svar:

1.

Institut for Menneskerettigheder kritiserer bl.a. den korte høringsfristvedrørende udkastet til lovforslag, og at lovforslaget hastebehandles afFolketinget. Instituttet opfordrer endvidere politiet til at fokusere på atsikre en fredelig afvikling af det kommende klimatopmøde. Efterinstituttets opfattelse bør det i lovforslagets bemærkninger nærmerepræciseres, hvilke ”typesituationer” lovforslaget retter sig imod, ogpolitiet bør tage konkrete skridt til at sikre, at reglerne anvendes medforsigtighed og alene i tilfælde, hvor det med stor sikkerhed kan læggestil grund, at de pågældende havde det fornødne forsæt. Instituttet finderogså, at der i lovforslagets bemærkninger bør redegøres nærmere for detgældende strafniveau i sager om overtrædelse af straffelovens § 119, stk.3, og om hærværk efter straffelovens § 291. Instituttet bemærker i denforbindelse, at der i juni 2009 skete en forhøjelse af strafferammen istraffelovens § 119, stk. 3, så strafmaksimum nu er fængsel i 1 år og 6måneder. Instituttet finder endelig, at der i lovforslagets bemærkningerbør redegøres for de foreslåede reglers betydning for anvendelsen afvaretægtsfængsling. Instituttet har endelig en række bemærkninger om deforeslåede reglers forhold til bl.a. Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention.

2.

Justitsministeriet skal hertil bemærke, at lovudkastet er sendt i høringden 19. oktober 2009 med anmodning om, at høringssvarene snarestmuligt sendes til Justitsministeriet, således at de så vidt muligt kunnesendes til Folketingets Retsudvalg inden førstebehandlingen.Lovforslaget er fremsat nu med henblik på, at de foreslåede regler i givetfald også vil kunne anvendes i forbindelse med det kommendeklimatopmøde i december 2009.Den skærpelse af strafferammen for overtrædelse af straffelovens § 119,stk. 3, der skete ved lov nr. 501 af 12. juni 2009, var et led i regeringensbandepakke, og det fremgår af bemærkningerne til det pågældendelovforslag, at hensigten er, at det skal være muligt at idømme hårderestraffe i grove tilfælde, hvor f.eks. politi og brandvæsen mv. forhindres i2

at udføre sit arbejde frit og sikkert, og hvor hindringen kan medførealvorlige følger for mennesker eller ejendom. Med det nu fremsattelovforslag lægges der som led i en styrket indsats for at forebygge ellerstandse omfattende forstyrrelse af den offentlige ro og orden mv.herudover op til en skærpelse af straffen for visse lovovertrædelser,herunder af straffelovens § 119, stk. 3, som begås i forbindelse med grovforstyrrelse af den offentlige ro og orden.Politiet lægger vægt på, at hele arrangementet omkring klimatopmødetkan foregå fredeligt og roligt med fokus på klimaforhandlingerne. Politietsøger bl.a. aktivt at indgå i dialog med arrangører af demonstrationer mv.med henblik på at undgå, at de udvikler sig til uroligheder. Der har væretafholdt adskillige forberedelsesmøder, hvor man har været i dialog medforskellige ikke-statslige organisationer, og politiet har udarbejdet ved-lagte folder til brug for uddeling navnlig til personer, som gennem de ik-ke-statslige organisationer kommer til København i forbindelse med kli-matopmødet.Med hensyn til anvendelsesområdet for de foreslåede strafskærpelsesbe-stemmelser henvises til lovforslagets bemærkninger, som indeholder ennærmere redegørelse herfor, herunder med eksempler på, hvornår de fo-reslåede regler vil kunne finde anvendelse. Som det fremgår heraf, er deten betingelse for at anvende de foreslåede strafskærpelsesbestemmelser,at de pågældende personer havde forsæt (f.eks. kendskab) til, at der i om-rådet foregik grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Det beror påen konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag, om den på-gældende må anses for at have handlet forsætligt. Hvis anklagemyndig-heden ikke kan føre det fornødne bevis for, at den pågældende har hand-let forsætligt, vil strafskærpelsesbestemmelsen ikke kunne anvendes. Derhenvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Rets-udvalg vedrørende lovforslaget.Med hensyn til det nuværende strafniveau for overtrædelse af straffelo-vens § 119, stk. 3, om at hindre bl.a. politiets arbejde og § 291 om hær-værk henvises ligeledes til det, der er anført i lovforslagets bemærknin-ger. Som det fremgår heraf, straffes overtrædelse af straffelovens § 119,stk. 3, i dag normalt med en bøde, jf. dog ovenfor om grovere overtræ-delser af bestemmelsen, og hærværk efter straffelovens § 291 straffesafhængig af forholdets grovhed med bøde eller fængsel. Der er stor varia-tion i de konkrete straffe for hærværk, som afhænger af omstændighe-derne i den enkelte sag, herunder f.eks. værdien af det ødelagte (som kan3

variere betydeligt fra sag til sag), gerningsmandens eventuelle forstraffe,og om der er tale om organiseret eller systematisk hærværk.Lovforslaget indeholder ingen ændringer af retsplejelovens regler omvaretægtsfængsling. I de sager, som er omfattet af de foreslåede straf-skærpelsesregler, vil der kunne ske varetægtsfængsling, hvis reglerneherfor i øvrigt er opfyldt, jf. retsplejelovens § 762. Det gælder i givet faldbl.a. i sager om overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, om at hindrepolitiets arbejde, som sker i forbindelse med, at der i området er grov for-styrrelse af den offentlige ro og orden, og hvor der er forudsat, at der ta-ges udgangspunkt i et strafniveau på 40 dages fængsel i førstegangstil-fælde.Efter retsplejelovens § 762, stk. 1, kan der ske varetægtsfængsling, hvisder er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en forbry-delse af en vis grovhed, og de øvrige betingelser for varetægtsfængslinger opfyldt, f.eks. at der efter det om den sigtedes forhold oplyste er be-stemte grunde til frygte, at vedkommende på fri fod vil begå nye lovover-trædelser (gentagelsesfare).Det er retten, der på baggrund af en konkret vurdering af den enkelte sagsomstændigheder tager stilling til, om der bør ske varetægtsfængsling. By-rettens afgørelse i sagen kan kæres til landsretten.

3.

Med hensyn til de foreslåede reglers forhold til Den Europæiske Men-neskerettighedskonvention bemærkes følgende:Instituttet henviser i forbindelse med omtale af strafskærpelserne til dethjemmelskrav, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskon-vention.Hjemmelskrav findes bl.a. i konventionens artikel 7 (ingenstraf udenretsregel)og indebærer bl.a. visse kvalitative krav til lovhjemlen, herun-der at hjemlen skal være formuleret så tilstrækkeligt klart og præcist, atman med en rimelig grad af sikkerhed – om nødvendigt med passendejuridisk bistand – kan forudsige retstilstanden. Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstols praksis er imidlertid ikke til hinder for, at der i ge-nerelle retsregler benyttes formuleringer, som i større eller mindre grader vage, og hvor fortolkningen og anvendelsen vil afhænge af praksis (sef.eks.Cantoni mod Frankrig,dom af 15. november 1996).4

Som beskrevet ovenfor finder de foreslåede strafskærpelsesregler anven-delse, hvor ”forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af,at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligtsted”, og eksempler på anvendelsesområdet for de foreslåede bestemmel-ser er nærmere beskrevet i lovforslagets bemærkninger. Det bemærkesendvidere, at der ikke foreslås kriminalisering af handlinger, som ikke erstrafbare i dag. Justitsministeriet finder på den baggrund ikke, at de fore-slåede bestemmelser rejser spørgsmål i forhold til hjemmelskravet i kon-ventionens artikel 7.Instituttet anfører endvidere, at forslaget findes betænkeligt, idet den fo-reslåede forhøjelse af bødestraffen for overtrædelse af ordensbekendtgø-relsen vil kunne få negativ betydning for udøvelsen af ytrings- og for-samlingsfriheden.Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, atindgreb i ytringsfriheden, herunder en eventuel strafudmåling, skal væreproportional. Domstolen har endvidere i nogle sager lagt vægt på dendæmpende virkning (”chillingeffect”),som uproportional straf kan have iforhold til deltagelse i den offentlige debat (se f.eks.Kudeshkina modRusland,dom af 26. februar 2009).Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, vil fastsættelsen af bø-destraffen – uanset de angivne udgangspunkter for strafniveauet – i dekonkrete sager fortsat bero på domstolenes vurdering i det enkelte tilfæl-de, og de angivne strafniveauer vil fortsat kunne fraviges i op- eller ned-adgående retning, hvis der i den konkrete sag er omstændigheder, dertaler herfor. Justitsministeriet finder endvidere ikke, at det foreslåedestrafniveau, hvorefter bøden for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens§§ 3, stk. 1, og 4, stk. 1, som udgangspunkt bør være 3.000 kr. i første-gangstilfælde og ved samtidig overtrædelse af begge bestemmelser somudgangspunkt 5.000 kr., er af en sådan karakter, at det vil udgøre endæmpende virkning (”chillingeffect”)i forhold til ytrings- og forsam-lingsfriheden.Instituttet har endelig anført, at den foreslåede forlængelse af grænsen forfrihedsberøvelsers varighed efter politilovens §§ 8 og 9 bl.a. rejserspørgsmål i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventionsartikel 5 (rettil frihed og sikkerhed),10 (ytringsfrihed) og 11 (forsam-lings- og foreningsfrihed).5

Som omtalt i lovforslagets bemærkninger kan politiet allerede i dag imedfør af bestemmelserne i politilovens §§ 8 og 9 efter visse nærmereangivne betingelser frihedsberøve personer i forbindelse med forsamlin-ger og opløb med henblik på at afværge forstyrrelse af den offentlige or-den mv. eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Efterde nuværende regler må en sådan frihedsberøvelse så vidt muligt ikkeudstrækkes ud over 6 timer.Med lovforslaget foreslås det, at denne 6-timers grænse forlænges til 12timer. Som anført i lovforslagets bemærkninger har der i praksis værettilfælde, hvor personer har måttet løslades efter 6 timer, selv om friheds-berøvelse i realiteten fortsat måtte anses for nødvendig for at afværge denkonkrete fare for den offentlige orden og sikkerhed mv., som gav anled-ning til frihedsberøvelsen, f.eks. fordi der fortsat var uro, opløb eller lig-nende, som de pågældende måtte forventes at ville deltage i. Det er Rigs-politiets vurdering, at en forlængelse af fristen til 12 timer i praksis i stortset alle tilfælde vil være tilstrækkelig til at varetage de hensyn, som be-grunder frihedsberøvelsen efter politiloven.Lovforslaget indebærer ingen ændringer i betingelserne mv. for at iværk-sætte frihedsberøvelse efter politilovens §§ 8 og 9. Frihedsberøvelse vilfortsat kun kunne ske, hvis det er nødvendigt i den konkrete situation, oghvis mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværgefaren. Frihedsberøvelsen skal desuden fortsat være så kortvarig og skån-som som muligt. Selv om tidsgrænsen foreslås forlænget til 12 timer,skal personen endvidere fortsat løslades, så snart de omstændigheder, dergav anledning til frihedsberøvelsen, ikke længere er til stede. Dette erudtryk for et almindeligt proportionalitetsprincip, hvorefter en frihedsbe-røvelse og dens varighed i det konkrete tilfælde skal være proportional iforhold til den fare, der søges afværget med frihedsberøvelsen. Proporti-onalitetsvurderingen må i den forbindelse antages bl.a. at afhænge af fri-hedsberøvelsens varighed, således at vurderingen alt andet lige skærpes,jo længere frihedsberøvelsen varer.Spørgsmålet om forholdet mellem Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions artikel 5 og politilovens regler om administrative frihedsbe-røvelser er nærmere behandlet i det oprindelige lovforslag til politiloven,jf. Folketingstidende 2003-2004, Tillæg A, side 5885-5887, samt i denbagvedliggende betænkning (Politikommissionens betænkning nr.1410/2002).6

Som der nærmere er redegjort for i det oprindelige lovforslags bemærk-ninger, er det Justitsministeriets opfattelse, at muligheden for at foretagefrihedsberøvelse efter bl.a. politilovens §§ 8 og 9 må anses for at være ioverensstemmelse med konventionens artikel 5.Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har flere gange haft lejlig-hed til at overveje spørgsmålet om politiets frihedsberøvelse af personermed henblik på at afværge fare for den offentlige orden.I sagenSteel m.fl. mod Storbritannien,dom af 23. september 1998 – somogså er omtalt i instituttets høringssvar – fandt Domstolen, at det var ioverensstemmelse med konventionens artikel 5 og 10, at britisk politifrihedsberøvede en person, som i forbindelse med en protestaktion modjagt – på trods af politiets advarsler – var gået ind foran en jæger og hav-de forhindret ham i at skyde, og en person, som i forbindelse med en pro-testaktion mod udvidelsen af en motorvej var brudt ind på en byggepladsog havde stillet sig foran en gravemaskine for at forhindre udførelsen afarbejdet. Frihedsberøvelserne skete på grund af henholdsvis forstyrrelseaf den offentlige orden og adfærd, der sandsynligt vil fremkalde en for-styrrelse af den offentlige orden. En sådan adfærd var efter britisk retstrafbar, og Domstolen fandt, at frihedsberøvelsen var i overensstemmel-se med konventionens artikel 5, stk. 1, litra c.Derimod fastslog Domstolen i samme sag, at det udgjorde en krænkelseaf både artikel 5 og 10, at tre personer, som foran et konferencecenter,hvor der blev afholdt en konference om kamphelikoptere, bl.a. havde ud-delt flyveblade imod våbensalg, blev anholdt og frihedsberøvet i ca. 7timer, fordi Domstolen ikke fandt, at der forelå beviser for, at klageresprotest var andet end fredelig, eller at deres opførsel havde givet politietgrundlag for at frygte, at de var til fare for den offentlige orden. De briti-ske domstole havde ikke haft lejlighed til at tage stilling til, om de på-gældende klagere ved deres handlinger havde overtrådt den britiske lov-givning, idet politiet havde opgivet påtalen mod dem. Domstolen udtaltei den forbindelse følgende (præmis 64):”Having itself considered the evidence available to it relating to the ar-rests of these three applicants, the Court sees no reason to regard theirprotest as other than entirely peaceful. It does not find any indicationthat they significantly obstructed or attempted to obstruct those attend-ing the conference, or took any other action likely to provoke these oth-ers to violence. Indeed, it would not appear that there was anything in7

their behaviour which could have justified the police in fearing that abreach of the peace was likely to be caused.”Dommen synes således at forudsætte – således som også påpeget i Insti-tuttets høringssvar – at frihedsberøvelsen ville have haft hjemmel i artikel5, hvis der konkret havde været grundlag for at frygte, at demonstranter-ne ville være til fare for den offentlige orden.For så vidt angår artikel 10 udtalte Domstolen i forhold til den første kla-ger, at der ikke var tvivl om, at frihedsberøvelsen udgjorde et alvorligtindgreb i ytringsfriheden, men at Domstolen ved bedømmelsen også måt-te tage hensyn til de farer, der var indeholdt i klagers aktiviteter, og tilrisikoen for uroligheder. Domstolen fandt derfor ikke, at anholdelsen ogdet at fjerne klager fra demonstrationsstedet var uproportionalt. Den fort-satte tilbageholdelse af klager skete med henblik på at forebygge yderli-gere forstyrrelser af den offentlige orden og for at sikre, at hun blevfremstillet for en dommer. Frihedsberøvelsen varede i 44 timer, men hen-set til klagers adfærd under protestaktionen, som risikerede at kulmineremed uroligheder og vold, og navnlig under hensyn til risikoen for hendesgenoptagelse af protestaktiviteterne i tilfælde af løsladelse og de muligekonsekvenser heraf, fandt Domstolen heller ikke, at varigheden var upro-portional. Med en tilsvarende begrundelse accepterede Domstolen endvi-dere en frihedsberøvelse på 17 timer i den anden klagers tilfælde. For desidste tre klageres vedkommende var der sket en krænkelse af artikel 10,allerede fordi frihedsberøvelsen af dem som nævnt ovenfor ikke havdetilstrækkeligt grundlag, da klagerne ikke havde overtrådt den britiskelovgivning.I sagenChorherr mod Østrig,dom af 25. august 1993, havde klager del-taget i en antimilitaristisk demonstration i forbindelse med en militærpa-rade. Tiltalte og en anden demonstrant havde båret rygsække påsat plaka-ter, hvilket havde blokeret andre tilskueres udsyn og havde forårsaget uroblandt tilskuerne. Ifølge politiet oplyste de klager og meddemonstrantenom, at de forstyrrede den offentlige orden, og bad dem standse demon-strationen. Da de nægtede, blev de anholdt, og der blev indledt straffesagmod dem. Klager blev løsladt efter 3½ time.Domstolen prøvede ikke sagen i forhold til artikel 5, da Østrig har tagetforbehold til denne bestemmelse. Ved bedømmelsen af frihedsberøvelseni forhold til artikel 10 udtalte Domstolen, at klager, da han valgte at udfø-re demonstrationen i forbindelse med militærparaden, måtte have indset,at dette kunne føre til uroligheder, der nødvendiggjorde indgreb. Endvi-8

dere havde de nationale domstole godkendt indgrebene med henvisningtil, at de tilsigtede at forebygge forstyrrelser af den offentlige orden ogikke at forhindre klagers ytringsfrihed. Domstolen fandt derfor, at fri-hedsberøvelsen ikke udgjorde en krænkelse af artikel 10.Endvidere kan der henvises tilLucas mod Storbritannien,afvisningsaf-gørelse af 18. marts 2003, om frihedsberøvelse af en demonstrant. Klagerhavde deltaget i en demonstration ved en flådebase i Skotland mod denbritiske regerings beslutning om at beholde atomvåbenubåde. Klagerhavde sammen med en række meddemonstranter sat sig på en offentligvej, der førte til flådebasen. Politiet anmodede gruppen om at fjerne sigog advarede dem om, at de ville blive anholdt, idet de ville tilsidesætteden offentlige orden ved at sidde på vejen. Da klageren nægtede at fjernesig, blev hun anholdt i 4 timer og tiltalt for at have overtrådt lovgivnin-gen. Domstolen fandt, at en national regel om, at det var strafbart at udvi-se en adfærd, der var ”genuinely alarming and disturbing” opfyldtehjemmelskravet i artikel 5, og at det var lovligt efter den britiske lovgiv-ning at anholde klager under de angivne omstændigheder, hvorfor anhol-delsen var i overensstemmelse med artikel 5 og i øvrigt ikke vilkårlig.Menneskerettighedsdomstolen lagde i den forbindelse vægt på, at klage-ren var blevet advaret to gange, før hun blev anholdt og tilbageholdt iomkring 4 timer, som Domstolen ikke fandt, var en uproportional langperiode.I sagenEpple mod Tyskland,dom af 24. marts 2005, var de ”7.LindauKaosdage”på øen Lindau blevet forbudt af hensyn til den offentlige sik-kerhed og orden, idet afholdelsen af ”kaosdage” tidligere havde medførttalrige lovovertrædelser. Politiet antraf klager på øen i forbindelse meden forestilling, der blev radiotransmitteret, og klager blev på grund af sinpunkfrisure og det forhold, at han bar en badge, der lignede den, som re-præsentanter for radioen bar, bedt om at forlade stedet, indtil forestillin-gen var slut, hvilket han imidlertid nægtede. Efter at have konstateret, atklager tidligere havde deltaget i ”kaosdage”, blev han nu bedt om at for-lade øen og ikke vende tilbage før efter weekenden. Klager nægtede fort-sat og blev derfor ført til politistationen, hvor han var frihedsberøvet tilden følgende dag, hvor en dommer løslod ham efter 19 timer.Menneskerettighedsdomstolen fandt ikke, at selve anholdelsen af klagerudgjorde en krænkelse af konventionens artikel 5, stk. 1, litra b, og hen-viste i den forbindelse til, at politiet to gange havde anmodet klager om atforlade stedet, hvilket klager havde nægtet, og at anholdelsen var en kon-9

sekvens heraf. Derimod fandt Domstolen, at frihedsberøvelsens længde(19 timer) havde været uproportional og derfor var i strid med artikel 5.Som det fremgår af den ovenfor nævnte retspraksis, er det i overens-stemmelse med konventionens artikel 5, stk. 1, litra c, når politiet anhol-der og tilbageholder personer, der deltager i en demonstration og i denforbindelse begår en strafbar handling, som f.eks. overtrædelse af straffe-lovens §§ 119, 134 a, 244 eller § 291, med henblik på at fremstille de på-gældende for en dommer, jf. konventionens artikel 5, stk. 3. Endviderekan politiet anholde og tilbageholde personer, der deltager i en demon-stration, og hvor der er rimelig grund til at anse det for nødvendigt atskride til anholdelse for at hindre dem i at begå overtrædelse af f.eks.straffelovens §§ 119, 134 a, 244 eller 291 med henblik på at fremstille depågældende for en dommer, jf. konventionens artikel 5, stk. 3.Det fremgår ligeledes af retspraksis, at politiet kan anholde og tilbage-holde en person, der deltager i en demonstration, der foregår under bety-delig forstyrrelse af den offentlige orden, men som ikke vil opgive sitnavn til politiet, jf. nedenfor om sagenVasileva mod Danmark,dom af25. september 2003.I tilfælde, hvor en eller flere personer – som ikke har foretaget eller for-søger at foretage strafbare handlinger – ønsker at deltage i en demonstra-tion, der allerede foregår under betydelig forstyrrelse af den offentligeorden mv., kan politiet efter politilovens §§ 8, stk. 4, og 9, stk. 3, fri-hedsberøve disse personer for at afværge faren. Som det fremgår af detoprindelige lovforslags bemærkninger til politilovens § 5, kan frihedsbe-røvelsen dog alene ske, hvis mindre indgribende midler, herunder navn-lig påbud, legemsbesigtigelse og fratagelse af genstande, ikke er tilstræk-kelige til at afværge faren. Politiet kan således efter politiloven ikke skri-de til frihedsberøvelse, hvis de pågældende efterkommer politiets påbud iden givne situation. Efter bemærkningerne til det oprindelige lovforslags§ 5 vil et påbud oftest være en mundtlig ordre rettet mod en eller flerepersoner, men kan også bestå i fysiske afspærringer af områder ved op-stilling af barrierer mv. eller ved, at politiet stiller sig i en kæde og der-med tilkendegiver, at et område er afspærret. I disse tilfælde vil en fri-hedsberøvelse være i overensstemmelse med konventionens artikel 5, stk.1, litra b, hvorefter frihedsberøvelse kan ske for at sikre opfyldelsen af enved lov foreskrevet forpligtelse. Hvis en person således nægter at efter-komme politiets påbud om at fjerne sig fra et bestemt sted, hvorefter po-litiet frihedsberøver den pågældende, vil der være tale om en lovlig fri-10

hedsberøvelse efter konventionens artikel 5, jf. ovennævnte domEpplemod Tyskland.For så vidt angår spørgsmålet om varigheden af en frihedsberøvelse efterpolitilovens §§ 8 og 9, bemærkes det – som også omtalt i lovforslagetsbemærkninger – at der efter konventionens artikel 5 gælder et genereltkrav om, at frihedsberøvelsen skal være proportional i forhold til detformål, der søges opnået med frihedsberøvelsen.Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at der ved bedøm-melsen af, om en frihedsberøvelses varighed er forenelig med konventio-nen, altid vil være tale om en konkret vurdering. I hvilket omfang en fri-hedsberøvelse opfylder konventionens krav til proportionalitet, vil såle-des afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen. Det er således ikkemuligt at angive en bestemt tidsgrænse på forhånd.Det nærmere indhold af proportionalitetskravet i konventionens artikel 5er bl.a. belyst i sagenVasileva mod Danmark,dom af 25. september2003, som omhandlede politiets tilbageholdelse af en ældre dame, derhavde taget bussen uden at indløse billet og nægtede at oplyse sit navn tilbilletkontrolløren, hvorefter politiet blev tilkaldt. Da hun heller ikke villeoplyse sit navn til politiet, som hun har pligt til efter retsplejelovens §750, blev hun anholdt og anbragt i detentionen natten over. Hun varsammenlagt frihedsberøvet i 13½ time. Domstolen fandt, at det efter om-stændighederne havde været rimeligt begrundet – og således i overens-stemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b – at politiet havde frihedsberøvetklager, idet det var nødvendigt med henblik på at fastslå hendes identitet.Derimod vurderede Domstolen, at det havde været uproportionalt at fri-hedsberøve klager i så lang tid, da der kun var tale om en bødesag, og dadet allerede efter nogle timer stod politiet klart, at frihedsberøvelsen ikketjente noget formål, da den pågældende ikke var i besiddelse af identi-tetspapirer og i øvrigt ikke ønskede at udtale sig til politiet.Som det fremgår af Vasileva-sagen, vil proportionalitetsvurderingen ikonventionens artikel 5 både afhænge af sagens karakter og af, om detfortsat tjener et formål at opretholde frihedsberøvelsen.Efter Justitsministeriets opfattelse er disse hensyn fuldt ud afspejlet i lov-forslagets bemærkninger, som bl.a. fastslår, at den frihedsberøvede skalløslades, så snart de omstændigheder, der gav anledning til frihedsberø-velsen, ikke længere er til stede, ligesom de omhandlede bestemmelser i11