Spørgsmål A

”Udvalget ønsker at få klargjort, uddybet og drøftet ministe-rens svar på genopretningspakkens L 218 - spm. 1-10 og L219 - spm. 1- 10.”

Svar:

Udvalget har stillet 10 spørgsmål til hvert af de to lovforslag.Disse spørgsmål har ministeren besvaret. Udvalget ønsker atfå klargjort og uddybet disse besvarelser og har i den forbin-delse fremsendt 9 uddybende spørgsmål: samrådsspørgsmålB-J. Disse spørgsmål besvares nedenfor.

Spørgsmål B:

”Skal ministerens svar på de skriftlige spørgsmål forstås så-dan, at ministeren ikke accepterer, at der stadig kan findeskommuner, der oplever udgiftspres af f.eks. demografiske for-skydninger og udvikling i udgifter på overførelsesområdet, ogsom derfor stadig har et behov for at hæve skatten ekstraordi-nært - og/eller ønsker ministeren, at disse problemer i stedetskal ignoreres og føre til yderligere besparelser i kernevelfær-den?”

Svar:

Det anerkendes fuldt ud, at der er forskelle i udviklingen i deforskellige kommuner, og at dette kan føre til, at nogle kom-muner kan få behov for at tilpasse skatten. Det skal ikke igno-

reres, og det fremgår da også direkte af besvarelsen afspørgsmålene. I spørgsmål 4 fremgår således:”Der er ikke en ensartet udvikling i hele landet. Det betyder,at nogle kommuner kan komme i en situation, hvor de har be-hov for at sætte skatten op. Og det er der også mulighed for,selv om den samlede kommunale skat ikke må stige. Noglekommuner kan sætte skatten op, hvis andre sætter den tilsva-rende ned.Det skal i den forbindelse bemærkes, at de årlige økonomiaf-taler indebærer, at bloktilskuddet tilpasses, så der samlet set erfinansiering af de aftalte udgiftsrammer for kommunerne un-der ét.Samlet set er der således ikke behov for ekstra skattefinansie-ring i den kommunale sektor, men der kan som nævnt væreforskelle, som betyder, at nogle vil have behov for at sætteskatten op, mens andre tilsvarende har mulighed for at sætteskatten ned.”

Spørgsmål C:

”Vil L 218 ikke, som KL anfører i sit høringssvar, reelt føre tilen stopper for det kommunale selvstyre til selv at lægge etskatteniveau, der matcher det ønskede velfærdsniveau i denenkelte kommune?”

Svar:

Regeringen er stærk tilhænger af det kommunale selvstyre.Men det kommunale selvstyre betyder ikke, at kommunernesøkonomi er løsrevet fra landets samlede økonomi. Kommu-nernes økonomi skal fungere inden for de rammer, som sam-fundsøkonomien giver mulighed for.Derfor aftaler regeringen og KL også hvert år de overordnederammer for kommunernes udgiftsniveau og beskatningsni-veau. Lovforslaget skal ses som en støtte til den selvstændigekommunale skatteudskrivning. Men den kommunale skatteud-skrivning må ske inden for de rammer, der aftales med rege-ringen.

Der er som hidtil mulighed for, at nogle kommuner kan sætteskatten op, hvis andre sætter den tilsvarende ned. Det forud-sætter naturligvis et vist kommunalt samarbejde om at over-holde den aftalte ramme for skatteudskrivningen. Og her måKL påtage sig en vis rolle i forbindelse med koordineringen afde kommunale skatteforhøjelser og skattenedsættelser.I et kollektivt aftalesystem er det væsentligt, at kommunernekan være en troværdig forhandlingspartner og at regeringenkan stole på, at aftalerne overholdes for kommunerne under ét.Forslaget skal derfor også ses som en ønske om at understøttedet kollektive aftalesystem.

Spørgsmål D:

”Nu hvor ministeren i sit svar på L 218 - spørgsmål 8 ind-rømmer, at de eksisterende sanktioner ikke har virket optimalt,hvad får så ministeren til at forlænge og udvide ordningenuden at have en reel viden om, hvad der har virket, og hvadder ikke har?”

Svar:

Det er naturligvis rigtigt, at den eksisterende ordning ikke harvirket optimalt. Ellers ville regeringen jo ikke have fremsat etændringsforslag.Men det er regeringens indtryk, at den eksisterende ordninghar haft en ganske betydelig virkning. Den har uden tvivlmedvirket til at begrænse de kommunale skattestigninger.Det kan jo ikke med sikkerhed fastslås, hvordan kommunerneville have gjort, hvis ordningen ikke havde været der. Mensidste år var der aftalt en skattepulje på 500 mio. kr., og dervar 42 kommuner, der søgte om tilladelse til skattestigningerpå i alt 2,1 mia. kr.Resultatet var dog ikke skattestigninger på 2,1 mia. kr., menpå 769 mio. kr. Det tyder på, at ordningen har haft en betyde-lig virkning med hensyn til at begrænse skattestigningerne.Men den faktiske skatteforhøjelse på 769 mio. kr. var desvær-Side 3 af 9Dokument: c:\docume~1\webudv~1\locals~1\temp\bcl technologies\easypdf 5\@bcl@a8008d47\@[email protected]

re stadig en overskridelse med 269 mio. kr. af den aftalte skat-tepulje.Der er således grund til at tro, at ordningen har betydning,men at der er behov for en justering for at sikre, at aftalen bli-ver helt overholdt. Der sigtes i den forbindelse også mod atstyrke kommunernes incitament til at nedsætte skatten gen-nem en opdatering af den såkaldte ”frit lejde” ordning.

Spørgsmål E:

”Hvad forhindrer, at ministeren lader de eksisterende sankti-onsordninger evaluere som planlagt?”

Svar:

Efter den gældende lov skulle loven om nedsættelse af bloktil-skuddet ved kommunale skatteforhøjelser revideres i folke-tingsåret 2011-12.Nu foreslås loven ændret med virkning fra 2011, og samtidigforeslås revisionsbestemmelsen ændret, så revisionen i stedetfinder sted i folketingsåret 2013-14.I den oprindelige revisionsbestemmelse var det forudsat, atder ville være erfaringer fra tre år med den hidtidige ordning,dvs. 2009, 2010 og 2011. Men da ordningen nu ændres, villeder i det kommende folketingsår i stedet være erfaringer fra toår med den hidtidige ordning og et år med den ændrede ord-ning.På den baggrund skønnes det mere hensigtsmæssigt at udsky-de revisionen til folketingsåret 2013-14, således at revisionenkan baseres på erfaringer fra tre år med den ændrede ordning,dvs. årene 2011, 2012 og 2013.

Svar:

Formålet med L 219 er at tilskynde kommunerne til at over-holde de aftalte udgiftsrammer. I første omgang skal det sik-res, at kommunerne budgetterer inden for de aftalte rammer,og i anden omgang skal det sikres, at de også overholder deresbudgetter.Den første del må nødvendigvis være kollektiv. Der aftales enramme for kommunerne under ét. Men hvis rammen ikke bli-ver overholdt, vil det ikke kunne fastslås, hvem der har brudtrammen. Det ville forudsætte et system, hvor der blev aftaltindividuelle rammer for hver enkelt kommune.Men hensyn til den anden del af ordningen, som vedrørerbudgetoverholdelsen, ville der i princippet kunne anvendesindividuelle bloktilskudsnedsættelser. For den enkelte kom-mune kan det jo konstateres, om den har overholdt sit budget.Men en individuel modregning ville være forbundet med enrække udfordringer af teknisk karakter:

Der vil på baggrund af ændrede forudsætninger i løbet afbudgetåret skulle foretages en række korrektioner tilkommunernes budgetter, hvor det kan være forbundetmed betydelige udfordringer at fordele disse på tværs afkommunerne. Det kan fx dreje sig om:a)Ændret lovgivning.En række lovforslag vedtages iløbet af året og indgår derfor ikke i de vedtagnebudgetter. Konsekvenserne af lovforslag kan haveforskellig betydning på tværs af kommunerne. Der-med vil en fordeling på baggrund af bloktilskuds-nøglen (indbyggertallet) alene være skønsmæssig.Ændrede pris- og lønforudsætninger.Tilsvarendekan forudsætningerne vedr. pris- og lønudviklingen,der ligger til grund for økonomiaftalen, ændre sig.Aftalte niveauløft.Der er i flere tilfælde i forbindel-se med forhandlingerne om kommunernes økonomigivet udgiftsløft med henvisning til udgiftsudviklin-gen i indeværende år. Udgiftsniveauet i 2009 blevSide 5 af 9

fx hævet med 800 mio. kr. i forbindelse med aftalenfor 2010 med henvisning til det specialiserede soci-alområde.Der er tale om forhold, som kan løses, men som dog ville in-debære et element af skøn i forbindelse med beregning af denindividuelle modregning.Samlet set er det vurderet, at kommunerne har gode mulighe-der for at samarbejde om overholdelse af aftalen på udgiftssi-den. Og en kollektiv ordning vil være mest enkel og givestørst sammenhæng, idet den del af ordningen, der vedrørerbudgetterne, nødvendigvis må være kollektiv.

Spørgsmål G:

”I sit svar på L 219 - spørgsmål 8 bekræfter ministeren, at enkommune, der har overholdt alle aftaler, alligevel kan risikereat skulle bøde med op til 500 kr. pr. indbygger, fordi de fore-slåede straffemekanismer er kollektive. Hvordan vil ministe-ren forklare den enkelte borger i en sådan kommune, at det erretfærdigt?”

Svar:

Der er en almindelig forståelse for, at når man indgår en afta-le, skal den overholdes. Det gælder også, når kommunerne ifællesskab indgår en aftale med regeringen.Når kommunerne indgår aftaler i fællesskab, forudsætter det,at de er indstillet på at samarbejde om at overholde aftalerne.Den situation, der er skitseret i spørgsmålet, vil kun blive rea-liseret, hvis der er tale om ganske betydelige overskridelser.Det vil sige en situation, hvor kommunerne ikke har prioriteretat samarbejde om at overholde den aftale, som de i fællesskabhar indgået.Det er jo en forudsætning for kollektive aftaler, at den enkeltekommune ikke kun har ansvaret for sin egen økonomi, men atkommunen også påtager sig et ansvar for at samarbejde medde andre kommuner om at overholde den fælles aftale.

Spørgsmål H:

”Ministeren afviser i sit svar på L 219 - spørgsmål 9, at detbliver nødvendigt for en kommune at budgettere med en 'buf-fer' til dækning af evt. straffe, men hvordan forestiller ministe-ren sig, at disse kommuner skal kunne finde pengene, hvisuheldet er ude, og anerkender ministeren ikke, at der fortsatfindes områder i den kommunale økonomi f.eks. hele anbrin-gelsesområdet, som er et ikke-styrbart område?”

Svar:

Det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 9, at det ville være enuhensigtsmæssig adfærd, hvis kommunerne begynder at di-sponere ud fra en forudsætning om, at aftaler og budgetter ik-ke bliver overholdt. Hvis systemet, hvor der indgås kollektiveaftaler med kommunerne, skal kunne opretholdes på længeresigt, må det forudsætte, at kommunerne er en troværdig for-handlingspart. Det forudsætter, at kommunerne er indstillet påat samarbejde om at overholde aftalerne, det vil sige at bud-gettere i overensstemmelse med det aftalte og herefter at sam-let set overholde det budgetterede.Der har i de første år efter kommunalreformen været proble-mer i nogle kommuner med at styre udgifterne på det speciali-serede socialområde, men hverken regeringen eller KL aner-kender, at området ikke er styrbart.Der kan i den forbindelse henvises til, at KL, Finansministeri-et og det daværende Indenrigs- og Socialministerium i juni2009 udsendte pjecen: ”Det specialiserede socialområde –redskaber til styring og prioritering”. Samlet sit viser pjecen,hvorledes den enkelte kommune inden for gældende lovgiv-ning kan styre og prioritere opgaveløsningen og udgiftsudvik-lingen på området.

Spørgsmål I:

”I sit svar på L 219 - spørgsmål 10 påstår ministeren, at kom-munerne tilskyndes til at budgettere realistisk, men er der ikkeogså netop i sparetider et behov for at budgettere endog sær-deles ambitiøst, og er det set i dette lys ikke et problem, at enkommune, der budgetterer ambitiøst, risikerer en straf, selvomSide 7 af 9Dokument: c:\docume~1\webudv~1\locals~1\temp\bcl technologies\easypdf 5\@bcl@a8008d47\@[email protected]

den stadig holder sig inden for de økonomiske rammer, der erindgået aftale om, og vil en sådan ordning ikke blot føre til, atden såkaldte realistiske budgettering lægger sig tæt op af detaftalte for at sikre kommunen størst muligt råderum, selvomkommunen i udgangspunktet havde en forventning om at kun-ne styre budgetområdet billigere i mål?”

Svar:

Det er en forkert forudsætning, når det i spørgsmålet forsøgesat give indtryk at en modsætning mellem et realistisk og etambitiøst budget.Ambitionen må være at lægge et budget, der kan realiseresuden overskridelser og som holder sig inden for de aftalterammer.Ordningen lægger ikke op til – som det antydes i spørgsmålet- at den enkelte kommune tilskyndes til at overbudgettere. Detville være uhensigtsmæssigt for kommunen selv i forhold tilstyringen af de enkelte forvaltninger og institutioner, og detville være uhensigtsmæssigt for kommunerne under ét, for detville trække i retning af en overskridelse af den aftalte udgifts-ramme for kommunerne under ét. Og hvis kommunerne sam-let set budgetterer over det aftalte niveau, vil bloktilskuddetblive reduceret.

Spørgsmål J:

”Hvis en kommunalbestyrelse skal vælge mellem at følge lov-givningen i forhold til f.eks. minimumstimetallet i folkesko-len, hjemmehjælp til ældre, hjælp til handicappede, hjælp tilsocialt udsatte, eller at overholde de økonomiske rammer forikke at blive ramt af regeringens sanktioner, hvad mener mini-steren så skal stå højest?”

Svar:

Lad mig starte med at understrege, at der selvfølgelig ikke ertale om en prioritering mellem lovkrav og økonomi. Det er enfalsk modstrid der sættes op. Kommunerne skal følge loven,og det er de økonomiske rammer også fastsat efter.

Reglerne er således udformet på den måde, at hver gang Fol-ketinget pålægger kommunerne nye opgaver og krav, følgerder ekstra penge med via bloktilskuddet. Det følger af det så-kaldte ”DUT-princip”.Det er også vigtigt at huske, at kommunernes økonomi i entid, hvor konjunkturerne svigter, i vidt omfang er afskærmetmod krisen. Bl.a. gennem en budgetgaranti i forhold til sti-gende udgifter til eksempelvis kontanthjælp og aktivering. Ogkommunerne kan vælge en statsgaranti for skattegrundlaget.I øvrigt medvirker kommunerne til at afbøde virkningen afkrisen. Eksempelvis er der afsat midler til en betydelig udbyg-ning og renovering af kommunernes infrastruktur og instituti-oner i 2010.Samlet ligger kommunernes budgetter for 2010 på et historiskhøjt niveau. Det er resultatet af, at regeringen har prioriteretforbedringer af den kommunale service og via økonomiafta-lerne med KL, er der år for år blevet afsat ekstra midler til enforbedret service.Fremadrettet står vi en situation, hvor der er en regning, derskal betales, og hvor der er behov for at genskabe balancemellem de offentlige indtægter og udgifter. Derfor har rege-ringen fremlagt en ansvarlig økonomisk politik, der indebæ-rer, at det samlede offentlige forbrug for kommuner, regionerog stat under ét skal holdes i ro i perioden 2011-2013.

Notat

om

besvarelse af samrådsspørgsmål A-J til L 218 og L 219

Spørgsmål A

Svar:

Spørgsmål B:

Svar:

Spørgsmål C:

Svar:

Spørgsmål D:

Svar:

Spørgsmål E:

Svar:

Spørgsmål F:

Svar:

Spørgsmål G:

Svar:

Spørgsmål H:

Svar:

Spørgsmål I:

Svar:

Spørgsmål J:

Svar: