Spørgsmål nr. 21 vedrørende forslag til lov om ændring af straffelo-

ven, retsplejeloven og lov om erstatning fra staten til ofre for forbry-

delser (Ungdomskriminalitet) (L 164):

”Hvornår forventer ministeren at kunne sikre, at alle børn ogunge under 18 år ikke sidder i voksenfængsler?”

Svar:

Jeg er helt enig i, at unge lovovertrædere under 18 år, der varetægts-fængsles eller skal afsone en ubetinget frihedsstraf, som udgangspunktbør placeres uden for fængsler og arresthuse, f.eks. i en sikret institutionfor børn og unge. Det følger bl.a. også af FN’s Børnekonvention. Detfremgår således af konventionens artikel 37 b, at anholdelse, tilbagehol-delse eller fængsling af unge under 18 år skal følge lovens forskrifter ogkun må bruges som en sidste udvej og for det kortest mulige passendetidsrum, og at en enhver ung under 18 år, der er berøvet friheden, skalholdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses attjene den unges tarv.Frihedsberøvelse af unge i alderen 15-17 år i forbindelse med en straffe-sag kan ske enten ved varetægtsfængsling, mens sagen behandles, ellersom led i afsoning af den idømte straf.

1.

For så vidt angår spørgsmålet om varetægtsfængsling af unge lovover-trædere i alderen 15-17 år, har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fraRigsadvokaten, der har oplyst følgende:

”Retsplejelovens

almindelige regler i § 762 om varetægtsfængslingfinder tilsvarende anvendelse over for unge lovovertrædere i alderen15-17 år, således at betingelserne for varetægtsfængsling af unge un-der 18 år er de samme som for varetægtsfængsling af voksne.Det følger dog også af retsplejelovens § 762, stk. 3, at varetægts-fængsling ikke kan anvendes, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misfor-hold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagensbetydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyl-dig. Ved denne proportionalitetsafvejning kan det således indgå, atsigtede er under 18 år.Endvidere følger det af retsplejelovens § 765, stk. 1, at retten medsamtykke fra sigtede kan træffe bestemmelse om varetægtsfængsling isurrogat, hvis betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling er tilstede, og hvis varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindreindgribende foranstaltninger. Retten kan i den forbindelse bl.a. be-2

stemme, at sigtede skal tage ophold i egnet hjem eller institution, jf.retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3.I alle tilfælde, hvor spørgsmålet om varetægtsfængsling eller opret-holdelse af en anholdelse af en 15-17-årig er aktuelt, skal anklage-myndigheden i medfør af denne regel nedlægge påstand om anbrin-gelse på en sikret døgninstitution, hvis den sigtede samtykker i en så-dan anbringelse. En påstand om anbringelse i varetægtssurrogat kandog undlades, såfremt sigtelsen angår særlig grov eller farlig krimina-litet. Der henvises herom til Rigsadvokatmeddelelse nr. 4/2007, afsnit3.3.2.Når politiet vurderer, at en ung skal anbringes på en sikret døgninsti-tution i varetægtssurrogat, skal politiet rette henvendelse til den sikre-de institution, hvor den unge ønskes anbragt. Er der ikke plads på denpågældende institution, overtager institutionen herefter opgaven medat finde den bedst egnede alternative placering.Der er ikke altid pladser til rådighed som varetægtssurrogater på desikrede døgninstitutioner, og anbringelsesmulighederne bør derfordrøftes med den sikrede institution, inden den unge fremstilles igrundlovsforhør, således at der hurtigst muligt kan findes en egnetplads.Det er imidlertid ikke en hindring for en afgørelse om varetægts-fængsling, at det grundet pladsmangel ikke er muligt at anbringe denunge i en egnet institution. Det bør således ikke føre til løsladelse, atder ikke er plads med det samme, men politiet skal sikre, at den ungeefter varetægtsfængslingen overføres til en institution så snart, der eren plads, jf. herved også Højesterets kendelse af 3. juli 2008 (gengiveti Ugeskrift for Retsvæsen 2008, side 2412).I den pågældende sag blev to 16-årige drenge begæret varetægts-fængslet sigtet for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, moden 14-årig dreng. Begge de sigtede havde givet samtykke til anbrin-gelse i varetægtssurrogat, men på tidspunktet for byrettens kendelsevar der ikke ledige pladser på en sikret institution, idet der først næstedag var en enkelt ledig plads, mens det var uoplyst, hvornår en yderli-gere plads kunne forventes ledig. Byretten og landsretten fandt, at be-tingelserne for varetægtsfængsling i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr.3, om påvirkningsfare var opfyldt, men løslod begge sigtede underhenvisning til, at de sigtede på grund af deres alder og sagens omstæn-digheder ikke burde varetægtsfængsles i arresthus. Højesterets flertaludtalte følgende:”Under hensyn til karakteren og grovheden af det påsigtede forholdsammenholdt med de omstændigheder, der efter byrettens og lands-rettens kendelser begrundede anvendelsen af fængslingsbestem-melsen i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, finder vi, at det ikkeville have været i strid med proportionalitetsreglen i § 762, stk. 3,at træffe bestemmelse om varetægtsfængsling af de sigtede, selv3

om der på tidspunktet for byrettens kendelse af 23. oktober 2007ikke var pladser i en sikret institution for unge, hvor de sigtedekunne anbringes i surrogat i medfør af retsplejelovens § 765. Der erherved tillige henset til, at der allerede dagen efter byrettens ken-delse var plads til den ene af de sigtede i en sikret institution, og atretten – evt. i forbindelse med at varetægtsfængslingsperioden iførste omgang blev fastsat til f.eks. 7 dage – kunne have truffet af-gørelse om, at de sigtede skulle overføres til en sikret institution forunge, så snart pladsforholdene tillod dette.”Udgangspunktet er således, at unge under 18 år, der varetægtsfængsles,ikke anbringes i et fængsel, men på en særlig sikret institution for unge.Kun hvor der er tale om særlig alvorlig kriminalitet, eller hvor anbringel-se i fængsel sker midlertidigt med henblik på overførsel til en sikret insti-tution for unge, træffes der afgørelse om varetægtsfængsling af unge medanbringelse i et arresthus.

2.

For så vidt angår afsoning fremgår det af straffuldbyrdelseslovens §78, stk. 2, at fængselsdømte, der er under 18 år, anbringes på hospital, ifamiliepleje, i egnet hjem eller institutionen mv., medmindre afgørendehensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel ogarresthus.De afgørende hensyn til retshåndhævelsen, der kan tale imod en anbrin-gelse uden for fængsel, kan f.eks. vedrøre kriminalitetens art, den dømtesfarlighed samt erfaringer fra tidligere institutionsophold, hvor den ungemåske har optrådt voldeligt eller er stukket af.Når personer i alderen 15-17 år skal afsone ubetinget fængselsstraf, sen-der Direktoratet for Kriminalforsorgen en høring til den lokale afdelingaf Kriminalforsorgen i Frihed. Afdelingen anmodes om at vurdere, hvil-ken af følgende afsoningsformer der skønnes at være mest relevant forden unge:1) anbringelse på en institution mv. uden for Kriminalforsorgen eller i enaf Kriminalforsorgens pensioner efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens§ 78, stk. 2,2) afsoning i fængsel eller arresthus, hvis afgørende hensyn til retshånd-hævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel eller arresthus, eller3) afsoning på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (elektro-nisk fodlænke) efter straffuldbyrdelseslovens § 78 a, hvis dommenslængde er på 3 måneder eller derunder.

Kriminalforsorgens afdeling etablerer hurtigst muligt kontakt til den un-ges bopælskommune med henblik på at finde et egnet afsoningssted tilden unge. Direktoratet for Kriminalforsorgen tager herefter på baggrundaf en indstilling fra afdelingen stilling til, hvor den unge skal anbringes.Udgangspunktet er altså, at unge under 18 år, der skal afsone en ubetin-get frihedsstraf, anbringes uden for fængslerne, medmindre afgørendehensyn til retshåndhævelsen taler imod det.

3.

Som jeg har redegjort for, bør unge under 18 år, som varetægtsfængs-les, eller som idømmes en ubetinget frihedsstraf, som udgangspunkt pla-ceres uden for fængslerne. Men der kan opstå situationer, hvor det ernødvendigt at placere en ung under 18 år i et fængsel, f.eks. fordi afgø-rende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fæng-selssystemet.Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 2 samt spørgsmål 12fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslaget.