L 130 - 2009-10 - Endeligt svar på spørgsmål 4: Spm. om baggrunden for, at der ikke indgår et lægsmandselement i Patientombudet, til indenrigs- og sundhedsministeren

Spørgsmål nr. 4:’’Hvad er baggrunden for, at der ikke indgår et lægmandselement i Patientom-budet?”Svar:Med lovforslaget foreslås det, at Patientombudet afgør såvel klager oversundhedsvæsenets faglige virksomhed (”forløbsklager”) som klager over visseaf regionernes, kommunernes, Søfartsstyrelsens og Sundhedsstyrelsens ad-ministrative afgørelser og beslutninger efter sundhedsloven.Jeg vil indledningsvis gøre opmærksom på, at ingen har rejst kritik af forslagetom, at Patientombudet afgør klager over administrative afgørelser og beslut-ninger efter sundhedsloven.Jeg går derfor ud fra, at der med spørgsmålet sigtes til baggrunden for, at for-løbsklager, der er en nyskabelse, ikke foreslås afgjort af et nævn med delta-gelse af bl.a. lægmandsrepræsentanter.Det skal ses i sammenhæng med, at forløbsklager ikke vil kunne give grundlagfor kritik af enkelte sundhedspersoner. Afgørelser i forløbsklager har såledesikke samme betydning for de sundhedspersoner, der har været involveret i etbehandlingsforløb, som en afgørelse fra Patientklagenævnet (fremover Disci-plinærnævnet) om sundhedspersonens faglige virksomhed. En afgørelse, hvornævnet udtaler kritik af en sundhedsperson, kan få betydning for, om Sund-hedsstyrelsen finder grundlag for at iværksætte tilsynsforanstaltninger over forden pågældende sundhedsperson, ligesom nævnets afgørelser i et nærmerebestemt omfang offentliggøres uden anonymisering af den pågældende sund-hedsperson.Der er derfor ikke af hensyn til de sundhedspersoner, der har været involvereti de pågældende behandlingsforløb, behov for en nævnsbehandling af for-løbsklagerne.

En eventuel kritik i forløbsklagerne vil rette sig mod myndigheder og institutio-ner m.v. Hensynet til disse myndigheder og institutioner taler efter min opfat-telse heller ikke for en nævnsbehandling af forløbsklagerne.Erfaringerne fra Patientklagenævnet viser desuden, at det kun er en ganske lil-le andel af sager, hvor nævnets afgørelse af, om sundhedspersonen har hand-let kritisabelt eller ej, afviger fra sekretariatets indstilling til afgørelse. Ennævnsbehandling af forløbsklagesagerne kan derfor i praksis næppe eller kuni meget beskedent omfang antages at indebære, at sagerne vil få et andet ud-fald, end hvis sagerne afgøres af Patientombudet uden nævnsbehandling.Samtidig vil en nævnsbehandling af forløbsklagerne i sig selv forlænge sags-behandlingstiderne.Det skyldes, at der ved afgørelsen af de enkelte sager i givet fald – ligesom iPatientklagenævnet – også bør medvirke fagligt uddannede medlemmer, derrepræsenterer den faggruppe eller de faggrupper, som har været involveret ibehandlingen. I Patientklagenævnet medvirker læger således ved afgørelsenaf klager over læger, sygeplejersker medvirker ved afgørelsen af klager oversygeplejersker m.v. Af både praktiske og økonomiske årsager sørger Patient-klagenævnets sekretariat derfor for at klargøre og samle et passende antalsager vedrørende en bestemt faggruppe til nævnets afgørelse, før nævnet kanindkaldes. Fra det tidspunkt, hvor sagerne fra sekretariatets side foreligger klartil afgørelse, kan der således gå en vis tid, inden nævnsmedlemmerne indkal-des til møde. Samtidig medgår der tid til udsendelse af mødemateriale tilnævnsmedlemmerne i passende tid inden nævnsmødet. Det forekommer og-så, at sager ikke kan afsluttes i det pågældende nævnsmøde, og derfor skalafgøres ved skriftlig votering blandt nævnsmedlemmerne.Patientklagenævnets sekretariat har skønnet, at nævnsbehandlingen af klagerover enkelte sundhedspersoner forlænger sagsbehandlingstiden med 4-8uger.Hertil kommer, at et krav om nævnsbehandling giver ringere muligheder for ensmidig tilrettelæggelse af sagsbehandlingen, idet adgangen til delegation in-den for myndigheden vil være mere begrænset, hvis kompetencen til at træffeafgørelser i forløbsklager henlægges til et nævn, end hvis kompetencen erhenlagt til Patientombudet.Nævnsbehandling vil desuden indebære omkostninger til honorering afnævnsmedlemmerne. Til eksempel var omkostningerne til honorering afnævnsmedlemmer i Patientklagenævnet på 2,5 mio. kr. i 2009 og i 2010 for-ventes udgiften at blive 3,7 mio. kr. Det anslås, at omkostningerne til ennævnsbehandling af forløbsklagerne som minimum vil være i størrelsesorde-nen 3-4 mio. kr. årligt.Under hensyn til, at forløbsklagerne ikke kan give anledning til kritik af enkelt-personer, kan patientklagesystemet på den baggrund efter regeringens opfat-telse mest effektivt og smidigt indrettes ved, at afgørelser af forløbsklager træf-fes af Patientombudet uden nævnsbehandling. Det er samtidig med lovforsla-get sikret, at Patientombudet ved behandlingen og afgørelsen af forløbskla-gerne er helt uafhængigt på samme måde som det ville være tilfældet, hvis