L 123 Forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love samt ophævelse af lov om registreret partnerskab

(Ægteskab mellem to personer af samme køn).

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2009-10
Status: 3. beh./Forkastet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 05-02-2010
1. behandlet / henvist til udvalg 26-03-2010
Betænkning afgivet 27-05-2010
2. behandlet/direkte til 3. behandling 01-06-2010
3. behandlet, forkastet 03-06-2010
Ministerområde:
Justitsministeriet
Resumé:
Formålet med lovforslaget var at lave en ægteskabslovgivning, som ligestillede homoseksuelle par med heteroseksuelle par. Samtidig skulle loven sikre ligestilling i retsvirkningerne af et indgået ægteskab, uanset om der var tale om homoseksuelle eller heteroseksuelle.

Baggrunden for forslaget byggede på en sammenligning af loven om registreret partnerskab og ægteskabslovgivningen, hvor der var en række rettigheder, som registrerede partnere ikke opnåede sammenlignet med ægtefolk. Det var f.eks. ikke muligt at indgå registreret partnerskab i en kirke.
Med lovforslaget ville forslagsstillerne bl.a. ophæve de lovgivningsmæssige forhindringer, der var for ligestilling af ægtefolk, uanset om der var tale om heteroseksuelle eller homoseksuelle ægtepar. Forslagsstillerne ville ikke blande sig i, om den enkelte præst ønskede at vie ægtefæller af samme køn.
Afstemning:
Lovforslaget forkastet, idet 52 (S, SF, RV, EL, LA, Pia Christmas-Møller (UFG) og Christian H. Hansen (UFG)) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod.