Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af lovforslag nr. L 96:

Forslag til lov om ændring af lov om detailsalg fra butikker m.v. (Liberalisering af reglerne om åbningstid).

Af økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen).

(Fremsættelse 17.12.2009).

Forhandlingen er åbnet. Venstres ordfører, hr. Jacob Jensen.

Det er jo en glædens dag, kan vi vel godt tillade os at kalde det, at vi nu førstebehandler lovforslaget fra økonomi- og erhvervsministeren om en yderligere liberalisering af lukkeloven. Det er i hvert fald en glædens dag for os, som støtter op omkring, at familierne får en større valgfrihed og større mulighed for at tilrettelægge deres dagligdag. Det er en glædens dag for os, som også synes, at det er vigtigt, at vi politikere ikke blander os i alting, trods alt, og at vi overlader noget til både familier og butikker og andre ude i det danske samfund, så de kan finde ud af, hvordan tingene fungerer bedst lokalt.

Derfor vil jeg også udtrykke min glæde over, at vi formodentlig kan få et flertal – eller det ved jeg vi kan – for netop at afskaffe store dele af den eksisterende lukkelov og så liberalisere yderligere.

Vi har et familie- og arbejdsmønster, som er mere fleksibelt, end det har været for lad os sige 5, 10, 15, 20 år siden, og den fleksibilitet skal selvfølgelig også udmøntes i den lovgivning, som vi laver her på stedet. Det er den liberalisering af lukkeloven, som vi nu behandler her, et udtryk for.

Jeg skal ikke gå ned i detaljerne om, hvordan indholdet er, for det har jo været diskuteret vidt og bredt. Jeg vil blot sige, jeg også synes, det er fint, at forslaget her i det store og hele flugter med det kompromisforslag, som detailhandelen selv kom ind på tidligere – nu er det jo så sidste år – hvor man havde sat sig sammen for at finde nogle løsninger på, hvordan man fra detailhandelens side syntes, at det her kunne lade sig gøre. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der har været meget forskellige opfattelser af, hvordan det her skulle være. Men man satte sig sammen konstruktivt og fandt en løsning på det. Og det er så det udgangspunkt, vi tog, da vi politisk skulle forhandle for at finde en politisk løsning. Så det er vi også meget tilfredse med, herunder også den overgangsordning på et par år, inden vi kommer helt hen til mållinjen, i forhold til den fulde udrulning af lovforslaget. Vi synes også fra Venstres side, at det er vigtigt, at butikkerne og de ansatte får lidt tid til ligesom at kunne tilpasse sig de nye muligheder, som ligger med liberaliseringen, sådan at det ikke kommer som en tyv om natten.

Der har selvfølgelig også lydt lidt kritik i forhold til de ansattes arbejdstider – hvordan skal det nu gå alt sammen? Til det vil jeg sige, at det jo ikke er et ukendt fænomen i dag, at man har såkaldte – i citationstegn – skæve arbejdstider. Der er omkring 30 pct. af arbejdsstyrken, der allerede i dag arbejder på forskellige tidspunkter. Jeg tror sådan set også, det er en styrke i det danske arbejdsmarked, at man netop har den fleksibilitet. Vi er jo ikke ens alle sammen. Der er nogle, der eksempelvis ser søndagen som hellig. Nogle ser fredagen som hellig, og andre ser lørdagen. Det er et eksempel. Og der er nogle, der sådan set bare synes, det er dejligt at kunne arbejde på nogle tidspunkter og så have fri på andre tidspunkter.

Men alt sammen skal jo efter vores opfattelse være noget, som man lokalt i de enkelte butikker og i forhold til de aftaler, man laver på arbejdsmarkedet, kan tilrettelægge. Det er ikke noget, vi herindefra behøver at være bedrevidende om.

Den anden del, hvis vi nu skal tage kritikken for ligesom at tage den up front, er, at lukkeloven i hvert fald for nogle vil betyde en bekymring for butiksdød i yderområder, i de tyndtbefolkede områder. Til det vil jeg sige: Jamen jeg tror, man undervurderer lokalsamfundets opbakning til nogle af de butikker, der ligger. Det er det første. Der er jo rundtomkring eksempler på, at man faktisk bakker meget fint op om de butikker, der er.

For det andet er der jo netop en konkurrencefordel i at være lokal, ligge tæt på, hvor borgerne bor, og have noget kendskab til kunderne i al almindelighed. Det er nogle elementer, som jeg tror sagtens kan spille sammen med de andre muligheder, som der så i givet fald måtte være med, at man får nogle yderligere åbningstider andetsteds.

Jeg har så også noteret mig den politiske tilkendegivelse fra De Radikales side, og den vil jeg også gerne kvittere for. Jeg glæder mig også til mere indgående at diskutere de forslag, der ligger. Jeg skal her hverken sige til eller fra. Jeg er i udgangspunktet lidt skeptisk over for noget af det, som De Radikale foreslår, men vil være åben over for at snakke med dem om det i udvalgsarbejdet.

Men som forslaget ligger her, kan vi fra Venstres side fuldt og helt bakke op om det. Det er, som jeg nævnte til indledning, en glædens dag.

Fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge hr. Jacob Jensen, hvad begrundelsen er for, at man ikke ønsker en evaluering efter første fase, når man nu efter udvidelsen til flere åbne søndage og længere lørdage har set, hvilke konsekvenser det får, både for det spørgsmål, som hr. Jacob Jensen selv rejser om butiksdød, og det med, at vi andre nu måske kan male fanden på væggen. Kunne regeringen ikke have et behov for så at få undersøgt, om det faktisk vil få effekt, når vi får de flere søndage, før man sætter anden fase i gang? Og hvis man ikke ønsker en evaluering, hvad er så begrundelsen for, at man ikke ønsker en evaluering, så man måske kunne blive lidt klogere?

Ordføreren.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi gerne ser den her liberalisering, og vi tror på, at det vil være et gode for familierne og sådan set også for konkurrencen og dermed priserne og den tilrettelæggelse, man kan gøre. Så når man ligesom ønsker noget væk, hvorfor skulle man så, når det sker, tage det op igen og måske tilbageføre det?

Vi har sådan set haft en lang, lang tradition, kan man sige, for ligesom at tage bid for bid af lukkeloven, og der har man også i den proces kunnet se eventuelle positive og eventuelle negative sider af den udvikling. Og når vi er så tæt på nu, at der stort set ikke er mere tilbage, andet end at der bliver sådan nogle helligdage, ja, og det er vi fint tilfredse med – det er, som det skal være – så ser vi sådan set ikke, at der på det grundlag er et behov for det. Men der er jo aldrig noget til hinder for, at man på et senere tidspunkt siger: Nå ja, skal vi så prøve at tage en snak om det.

Men som det ligger her, vurderer vi altså, at vi er så langt henne, at det måske er at skyde gråspurve med kanoner.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg stiller mig lidt undrende over for, at man så ikke bare laver full-blown liberalisering fra starten. Hvorfor deler man det så op i fase et og fase to, hvis man i virkeligheden ikke har tænkt sig at lære af fase et? Det er jo normalt sådan, når man sætter noget i værk, at man bagefter kan sige: O.k., nu vil vi gerne lige undersøge, om det har haft en effekt, før vi fortsætter. Det er normalt det kloge at gøre. Det er ligesom, når man siger til sine børn, at de skal gøre det, det og det, og så finder man ud af, at det måske ikke var det klogeste, man havde sagt til dem, og så ændrer man adfærd hen ad vejen. Det er måske præcis det samme, man har brug for her. Men hvis man alligevel siger, at man vil have den fulde liberalisering, hvorfor er det så ikke bare det, man har gjort fra starten?

Ordføreren.

Som jeg sagde i min indledning, er det jo netop ud fra en betragtning af, at vi godt vil tilrettelægge de her ting på en måde, der er så hensigtsmæssig som muligt. Vi har også lyttet til, hvad bl.a. detailhandlen har sagt, nemlig at den gerne ser, at der skal være en overgangsfase, inden man tager skridtet fuldt ud. Der er nogle ting, som kan gøres relativt snart, allerede i år, men der har været et ønske i forhold til planlægning, investeringsprofil og andre ting og også med hensyn til medarbejderne, der selvfølgelig skal tilrettelægge nogle ting ud fra den mulighed, der ligger, og det vil man gerne have et par år til.

Det er sådan set ud fra den betragtning, at vi laver den overgangsordning. Det er ikke ud fra en betragtning af, at vi så skal lære af fase et, for fase et og fase to har ikke så meget med hinanden at gøre; det er sådan set bare et skridt videre i den retning, som vi gerne ser, nemlig at give markedet yderligere frit og lade familierne komme til at bestemme noget mere selv.

Hr. Orla Hav for en kort bemærkning.

Jeg røber jo ikke nogen større hemmelighed ved at afsløre, at Venstre i mange år har gjort sig til talsmand for de mindre samfund og deres interesser. Jeg mangler nogle reelle svar på, hvad det er for nogen svar, Venstre vil give til de mindre samfund, som i øjeblikket oplever, at de nok har en enkelt dagligvarebutik tilbage, men med den totale liberalisering, der lægges op til – og som hr. Jacob Jensen giver udtryk for er så god – må se i øjnene, at den bliver hårdt truet og bliver svær at overdrage. Hvilke trøstens ord har hr. Jacob Jensen til de udkantsområder?

Ordføreren.

Vi tror sådan set ikke, at lukkeloven, som den ligger i dag, inden vi nu går ind og ændrer den, er den, der beskytter små butikker ude i yderdistrikterne. Jeg tror, at det, der beskytter de små butikker, er den lokale opbakning; det er ønsket om at have en lokal butik, en dagligbrugs, eller hvad det nu kunne være. Jeg bor selv i et lokalområde, hvor vi netop har en meget velfungerende dagligbrugs, og den bakker vi selvfølgelig også op om, i den udstrækning vi kan gøre det. Og sådan tror jeg, at der er eksempler rundtomkring i landet, hvor det faktisk har vist sig, at det er muligt, at man ved at bakke op om det, der ligger – hvis det er det, man ønsker i et lokalsamfund, både i forhold til en detailhandelsituation og selvfølgelig også andre ting – faktisk kan få det til at lykkes. Det tror jeg sådan ikke at vi behøver have en lukkelov for. Lad det være op til forbrugerne selv, både i de store byer og i de små byer, hvordan de her ting skal fungere.

Dertil kan man også sige, at der allerede i den nuværende lov er nogle muligheder for med mobile forretninger og andet, at man kan komme ud og servicere helt tæt på – ikke kun inden for et par kilometer, men helt tæt på – eksempelvis på et ældrecenter eller andet, hvor der er folk, der måske ikke kan bevæge sig så langt. Så den mulighed ligger der jo allerede i dag.

Hr. Orla Hav.

Jamen erfaringsgrundlaget er jo indhentet. Vores svenske naboland har i meget høj grad realiseret det, som hr. Jacob Jensen synes er så god en idé. Det, vi har kunnet se i Sverige, er, at man stort set er uden specialforretninger i bymidterne. De er samlet i store centre uden for bymidterne, og man har i høj grad tømt lokalområderne for forsyninger med dagligvarer. Er det svaret, som udkantsområderne kan regne med, nemlig at det er det, Venstre har stået værn om ved at sige: Det, vi ønsker, er totalliberalisering?

Vi synes jo også, at det er fint, at forbrugerne skal have nogle valgmuligheder – det er helt godt, og det skal også gerne være på markedets betingelser – men vi kan bare konstatere, at selv der, hvor sympatien for de lokale butikker er stor, lukker de. I Nørholm, som jeg ikke bor så langt fra, har man haft en virksomhed, som ikke engang har skullet virke på rent kommercielle vilkår, og den lukker, fordi den ikke kan stå distancen, og nu får vi en totalliberalisering. Er det det værn, Venstre vil give?

Ordføreren.

Ja, vi vil i hvert fald give et værn i forhold til danske familier, som har en stresset hverdag, familier, som ikke kan nå hjem og få handlet ind, få hentet børn, spist aftensmad og få gjort de ting, man skal nå, inden Sigurd Barret eller andre gode folk ruller over skærmen på DR. Der vil vi give det værn, at der skal være mulighed for, at butikkerne – hvis de vel at mærke synes, det er en god idé fra butikkernes side og i øvrigt selvfølgelig i samarbejde med de ansatte, for ellers giver det jo ikke mening – kan holde yderligere åbent, eksempelvis på en søndag eller på andre tidspunkter. Den mulighed skal være til stede. Efter vores opfattelse er det ikke noget, vi fra Folketingets side behøver at blande os i. Det kan man sagtens styre ude i lokalsamfundene.

Derfor synes jeg i hvert fald, som jeg startede med at sige, at det her er en glædens dag for os, der vil det frie valg.

Hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Jeg synes jo, det fremgår, at der er butiksdød i udkantsområderne også under den nugældende lukkelov, og derfor kan man sige, at den ikke har været det værn, som nogle måske havde håbet på.

Men det, der så er spørgsmålet, og det, som jeg synes hr. Jacob Jensen undgår at svare på, er: Hvad vil man så gøre for at sikre en detailhandelsstruktur i udkantsområderne? Der synes jeg det er vigtigt at få et svar fra Venstre i dag. Er man klar til at lave en handlingsplan for detailhandelen i udkantsområderne?

Der er jo ingen tvivl om, at lukkeloven er en helt fundamental rammelovgivning for detailhandelen i Danmark, og når man er klar til at tage skridt i en retning, som kan være fornuftig nok, bør man måske også være klar til at tage andre skridt for at kompensere for den butiksdød, som vi kan se er fremherskende. Derfor vil jeg gerne spørge hr. Jacob Jensen, om Venstre er klar til også at tage hånd om detailhandelsstrukturen i udkantsområderne f.eks. igennem en forpligtende handlingsplan.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om hr. Morten Østergaard nåede at komme til stede Folketingssalen, men det kan være, at han har hørt det andetsteds. For i min indledning kvitterede jeg også for De Radikales meldinger i bl.a. Berlingske Tidende vistnok i dag. Jeg sagde sådan set også der, at vi selvfølgelig – det er vi jo altid fra Venstres side – ville være åbne over for konstruktive forslag, som vi kan se noget fornuft i.

Nu vil jeg godt lige gå lidt dybere ned i det, og vi kan så bruge udvalgsarbejdet til at få uddybet det. Men jeg vil så sige til hr. Morten Østergaard mere konkret: Mere generelt ligger arbejdet jo i ministerierne nu. Det ligger jo i ministerierne nu, forankret i Social- og Indenrigsministeriet i forhold til et Danmark i balance. Der ligger jo en række elementer, der bliver arbejdet med, og det arbejde bliver så udmøntet i nogle konkrete planer her senere på året, så vidt jeg forstod. Så der kan man sige, at der også der vil være nogle elementer i den her sammenhæng.

Men konkret i forhold til lukkeloven, som også hr. Morten Østergaard selv siger, vurderer vi altså ikke, at det her er værnet mod den butiksdød, som nogle bekymringer går i retning af.

Hr. Morten Østergaard.

Det er vel også tilladt at stikke en finger i jorden og ligesom fornemme, hvad det er for en utryghed, der er, når man diskuterer lukkeloven. Og selv om man kan se, at den nuværende lukkelov ikke har været et værn mod butiksdød, er det jo der, hvor det måske synes, at timingen er rigtig, hvis man, når man går ind og afskaffer lukkeloven, fordi man synes, at den i hvert fald er mere til gene end til gavn, så sikrer en samtidighed i de ting, der foregår. Altså, mens man udfaser, så indfaser man til gengæld nogle andre ting, der kan sikre, at der er en butiksstruktur i nogle af de tyndt befolkede dele af landet.

Der synes jeg måske, at bare at henvise til et Danmark i balance ikke er nok. Det er jo, må man sige, et efterhånden, synes jeg, noget langstrakt projekt. Vi ved ikke rigtig, hvor det ender. Der tror jeg at det vil være klogt at komme med et mere håndfast svar på, hvad man vil gøre, når man behandler en liberalisering af lukkeloven.

Ordføreren.

Man kan sige, at udfasningen af lukkeloven jo ikke er noget, vi starter med i dag. Det er noget, der er foregået over ganske mange år, og vi har taget det i forskellige tempi i forskellige omgange. Nu kommer der så endnu et skridt, som vi jo som bekendt synes er positivt, og der er så også, som jeg også nævnte, og som det også fremgår af lovforslaget, et par år, inden man kommer helt hen og får den fulde konsekvens af det lovforslag, der ligger her.

Så det er jo ikke sådan, at vi står i dag eller i morgen og skal til at tage stilling til, hvad der så skal ske som alternativ. Så vi har dog noget tid. Det er derfor, at det egentlig nok passer meget godt, altså samtidigheden, som hr. Morten Østergaard selv siger, i forhold til det projekt og det arbejde, som ligger i Social- og Indenrigsministeriet, for et Danmark i bedre balance. Så jeg er sådan set meget tryg ved, at det arbejde kommer til at give det resultat, som vi nok begge ønsker.

Tak til ordføreren. Herefter er det Socialdemokraternes ordfører, hr. Orla Hav.

Lukkeloven igen igen, vil man fristes til at sige. Forud er gået et noget sælsomt forløb. Ifølge en bred politisk aftale bag den nuværende lukkelov var det aftalt, at det skulle vurderes, hvad der havde været godt, og hvad der havde været skidt. Vores forventning var, at det ville blive indarbejdet i en vurdering af fremtidsvirkningerne af de samme elementer. Herefter kunne man så forsøge at få en aftale, en bred aftale, om en kommende lov, hvor man styrede efter de gode elementer, som var i den gamle lov, og styrede uden om de mindre gode elementer. Analysen blev fremlagt og præsenteret for Folketingets partier, der gav deres umiddelbare holdninger til kende.

Traditionelt er der blevet lyttet meget til de forskellige synspunkter, der knytter sig til lovforslaget. Det er hensyn som en fornuftig servicering af borgerne, en fornuftig indtjening til de handlende, en struktur i både dagligvare- og udvalgsvarehandelen, der tilgodeser både større bysamfund og tyndtbefolkede områder, en struktur, der understøtter gode oplevelser for både turister og fastboende, levende byer med et alsidigt handelsliv, fornuftige arbejdstider, fornuftig balance mellem den offentlige service, der understøtter handelslivet, og de offentlige udgifter, blot for at nævne nogle af de mere markante hensyn.

Interessenterne har haft tradition for at afstemme synspunkter og fremlægge anbefalinger til kommende lovgivning med udgangspunkt i en høj grad af konsensus. Denne i øvrigt ganske smukke, demokratiske tradition er denne gang blevet kortsluttet af den del af handelen, der har størst interesse i en total liberalisering eller ophævelse af lukkeloven, og det siger sig selv, at det er de stærkeste økonomiske kræfter i handelen bestående af de store private kæder og deres organisationer. Herved udelukkede man de mindre handlende, handelsliv i udkantsområderne og de ansattes interesser. Nu kunne ministeren og folketingsflertallet jo have rådet bod herpå ved at inddrage synspunkter fra disse grupper. Det er desværre ikke sket. Ministeren gjorde totalliberalisternes forslag til sit og forhandlede det på plads med den sædvanlige snævre kreds af partier. Resultatet er et ret ensidigt lovforslag, der skal føre frem til afskaffelsen af lukkeloven. Der er dog en fase et med nogle mindre skridt i form af udvidelse af søndagsåbningsmulighederne og visse andre dele.

Det har ikke skortet på advarsler mod en totalliberalisering. Vi får svenske tilstande, hvor handelen samles i store centre, væk fra byernes midte, altså døde bycentre. Vi risikerer en totalafvikling af specialforretninger, der jo ofte er m/k-butikker uden noget stort kapitalgrundlag, men hvilende på en stor arbejdsindsats fra ejernes side. Hvordan vil en underlægning af centeroverenskomster være for de små butikker i en kommende liberaliseret lukkelov? Generationsskifte vil blive vanskeliggjort, mange butikker vil ikke kunne realisere det.

Vi har noteret os, at der er kommet rigtig mange fornuftige forslag til forbedringer i den høringsfase, der er gennemført. Mange har peget på de negative konsekvenser af at afskaffe lukkeloven. Men der er også et forståeligt krav fra både landets kommuner, forbrugere, butikker og medarbejdere om, at man ikke afskaffer lukkeloven uden først at have undersøgt de helt konkrete konsekvenser af en udvidelse af åbningstiderne. Det er nogle yderst rimelige krav, som bør indarbejdes i det kommende arbejde.

Fra socialdemokratisk side havde vi gerne deltaget i forhandlingerne om tilretning af den nuværende lov, og vi vil gerne tilsige støtte til fase et og vil også gerne her proklamere, at vi vil stille forslag om at opdele lovforslaget, sådan at vi får en fase et, der kan komme til afstemning, og en fase to med totalliberaliseringen. Vi kunne ønske os, at ministeren ville genbehandle sagen og sikre den bredest mulige opbakning bag vedtagelsen, alternativt støtte til den opdeling, som vi vil stille forslag om, og vi pointerer, at en kommende socialdemokratisk ledet regering vil stå frit i forhold til at afskaffe lukkeloven. Vi vil ikke genindføre gamle regler, men vi vil have stoppet, at man afskaffer en lov, der faktisk fungerer utrolig godt og sikrer et spændende handelsliv med mangfoldighed og butikker både i vore byer og uden for i vore yderområder.

Hr. Jacob Jensen for en kort bemærkning.

Jeg vil bare spørge hr. Orla Hav om, hvilket hensyn hr. Orla Hav vægter tungest. Er det hensynet til familierne, som har svært ved at få tingene til at hænge sammen i en stresset hverdag, hvor man skal hjem fra arbejde, nå at handle ind, hente børnene, lave mad, få puttet børnene, inden man så selv lige har en halv time, før man selv skal i seng, eller er det hensynet til at understøtte den efter min mening ubegrundede bekymring, der måtte være for butikker, som ikke kan klare en fri konkurrence?

Ordføreren.

Jamen hvis hr. Jacob Jensen hørte godt efter, ville han have hørt, at jeg sagde, at der var flere hensyn, der skulle tages højde for i forbindelse med en god ramme omkring butikkernes åbningstider. Der skulle tages højde for en fornuftig servicering af borgerne, og vi er jo helt oplagt med på, at borgerne skal have gode muligheder for at købe ind. Men mig bekendt har den nuværende lukkelov jo sikret ganske udmærkede muligheder for familier, som har arbejdstider, som strækker sig ud over 7-16. Så der kunne være fornuft i at lytte til, at den nuværende lov udgør en fornuftig ramme, som stadig væk ville kunne tage hensyn til både familierne og til udkantsområderne. Men det ønsker man jo ikke, man ønsker de frie kræfters spil, og så ved vi jo godt, hvad risikoen er.

Hr. Jacob Jensen.

Jo, men nu kan vi jo se, at der faktisk er en efterspørgsel fra de danske familier og indkøbere og forbrugere i al almindelighed. Når der laves undersøgelser og der bliver spurgt rundtomkring, om man kunne forestille sig, at der var et behov, så er svaret: Ja, det er der. Det kan man så også se, for der er mange, der går hen til de butikker, hvor det i dag er tilladt at have søndagsåbent, og det er der selvfølgelig nok en grund til.

Når der nu er den efterspørgsel efter at have en åbningstid, der er mere fleksibel end den, vi kender i dag, hvorfor er det så hr. Orla Havs hensyn at understøtte nogle butikker, som eventuelt ikke kan klare sig i den fri konkurrence, og som ikke har den mulighed for at kunne levere den service, som kunderne efterspørger? Hvorfor vil hr. Orla Hav hellere understøtte det frem for at understøtte familiernes mulighed for at undgå den stressede hverdag, som rigtig mange er bekymrede for, og som er gældende i dag? Der er mange, der ikke kan nå at få handlet ind og få passet de ting, de skal, og de ønsker udvidede åbningstider, hvorfor vil hr. Orla Hav ikke støtte det?

Ordføreren.

En væsentlig forklaring på, at de butikker i dag har mulighed for at have søndagsåbent, er jo det omsætningsloft, der tilsiger, at en del butikker får lov til at have åbningstider, som de store kæder, som har et stort kapitalgrundlag i ryggen, ikke nødvendigvis kan få lov til at have. Dermed har man jo sikret en konkurrencefordel for de mindre, der så kan tillade sig at have lidt andre åbningstider og give en noget bedre service. Dermed får man en servicering, som hviler på både de store kæder, som har åbent inden for mainstream-åbningstiderne, og på dem, der lever godt af at ligge i læ ved at have et omsætningsloft, som tilsiger, at de kan have en noget mere udvidet åbningstid.

Det synes vi sådan set har vist sig at være ganske fornuftigt, for dermed får man tilgodeset både udkantsområderne, og man får tilgodeset de bysamfund, som hr. Jacob Jensen også gerne vil have tilgodeset, og som vi også gerne vil tilgodese.

Fru Colette L. Brix, kort bemærkning.

Jeg vil spørge hr. Orla Hav, om hr. Orla Hav mener, at det er lukkeloven, der har beskyttet de små butikker, sådan at der stadig er nogle, der har overlevet. Mener hr. Orla Hav, at det er den nuværende lukkelov, der har beskyttet butikkerne derude?

Ordføreren.

Jeg mener bestemt, at lukkeloven er en forklaring på en del af det faktum, at vi stadig væk har en alsidig forsyning af butikker spredt godt ud over landet. Det er naturligvis ikke den eneste forklaring. Der er selvfølgelig også dygtige og initiativrige forretningsfolk, som sørger for at udfylde rammerne godt, men det er nu engang Folketingets opgave at forsøge at skabe nogle gode rammer, som er med til at sikre de hensyn, som vi gerne vil sikre. Og vi vil jo gerne have sikret tilstedeværelsen af butikker både i de mindre bysamfund i udkanten af de store bysamfund, vi vil gerne sikre specialbutikkerne, og vi vil selvfølgelig også sikre, at børnefamilierne har nogle alternativer til de tidspunkter, som butikkerne måske har svært ved at overholde inden for en strammere åbningstid. Og det har vi jo netop gjort. Det har jo vist sig, at den nuværende lov er en ganske udmærket ramme om de her hensyn. Men lukkeloven er naturligvis ikke den eneste forklaring.

Fru Colette L. Brix for yderligere en kort bemærkning.

Det er jo netop sådan, at om man ligger i udkantsområder eller man ligger inde i byen, så er det ikke lukkeloven, der har reddet en, nej, det er kunderne. Det er kunderne, der stemmer med fødderne. Vil de købe de varer, man har, kommer de der ofte nok, lægger de penge nok? Det er det, det hele handler om i dansk detailhandel, og ikke alt det andet bøvl, der kommer nu.

Det, det drejer sig om, er simpelt hen, om man har omsætning nok. Har man omsætning, så man kan betale sine ansatte, sin husleje, sin telefon, sine lys- og gasregninger, så har det noget at gøre med, om kunderne kommer. Jeg vil sætte et billede op for hr. Orla Hav, hr. Orla Hav kender det sikkert godt: Vi tager nu en stor skobutik med masser af sko. Det er en flot butik. Lige pludselig har den ophørsudsalg. Så strømmer kunderne jo til og køber, og så spørger hr. og fru Jensen og fru Sørensen: Hvorfor lukker I? Hvor er det dog ærgerligt, det er jo en dejlig butik. Ja, siger ejeren så, men jeg ligger her jo ikke for sjov. I har jo ikke handlet her i flere år.

Derfor lukker butikkerne. Hvis kunderne søger andre steder hen og køber andre steder, så lukker butikkerne. Det er ren konkurrence. Ligegyldigt hvad vi vil gøre, og vi vil jo gerne gøre alt for at sikre de små, så kan vi det ikke. Hver fjerde butik inde i byen, hvad enten det er en lille eller en mellemstor, er i øjeblikket på vej til at lukke. Sådan er det. Så den holder ikke, vil jeg sige til hr. Orla Hav.

Ja tak, tak, fru Colette L. Brix. Så er det ordføreren.

Jeg bliver bare nødt til at sige til fru Colette L. Brix, at når vi laver nogle rammer omkring konkurrence, som vi er store tilhængere af skal fungere godt og ordentligt, så kan vi jo godt gøre det, sådan at vi tager hensyn til, at nogle butikker ikke påføres den voldsomme konkurrence i de ydertidspunkter, hvor de så kan hente en meromsætning, der gør, at det er muligt for dem at betale deres ansatte. Det er jo faktisk den virkning, vi har set af den nuværende lukkelov, og det er jo det værn, som Dansk Folkeparti nu er med til at fjerne med en total liberalisering. Så vil de store kæder jo vælge at gå på banen og udkonkurrere dem, der i dag har søndagsåbent beskyttet af det omsætningsloft, der ligger på nuværende tidspunkt.

Så vi kunne godt have tilgodeset den konkurrence og også have sikret kunderne fornuftige indkøbsmuligheder.

Hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

Jeg vil kort spørge hr. Orla Hav: Hvorfor synes Socialdemokraterne, det er vigtigere at beskytte de ansatte i en butik mod at skulle arbejde ekstra, end det er at give dem, der ikke har mulighed for at handle inden for de normale åbningstider, den her mulighed for at handle uden for almindelig åbningstid? Hvorfor er det vigtigere at beskytte den branche frem for at give muligheder for både butiksindehaverne og brugerne, altså kunderne?

Ordføreren.

Nu var det faktisk ikke en særlig stor del af min ordførertale at argumentere om de ansattes vilkår. De ansatte har tilkendegivet, at de synes, at fase et af den her ændring i loven kunne være ganske udmærket. De synes faktisk, det er en reel, god ramme, som den nuværende lukkelov udgør, så det er ikke fra de ansatte, at de største betænkeligheder har været her.

Vi har haft nogle betænkeligheder, der går på, at når de ansatte skal arbejde over længere stræk i løbet af ugen, bliver der mindre tid til familien for deres vedkommende. Det synes vi faktisk er et hensyn, som Folketinget også burde tage. Det reducerer i betragtelig grad de ansattes muligheder for at være sammen med deres børn, eftersom de skal arbejde i weekenderne, hvor børnene har fri fra skole, og til gengæld skal børnene jo være i skole de dage, hvor forældrene så har fri. Det giver ikke et bedre familieliv, og det synes vi faktisk er noget, som Folketinget kunne have taget hensyn til, men det har man ikke valgt.

Hr. Mike Legarth.

Jeg synes, det er et enormt paradoks, at man siger, at man godt vil acceptere første led, men ikke andet led, da det jo stort set er den samme målsætning.

Men kan jeg få bekræftet af hr. Orla Hav, at han ikke vil være med til at give den lille købmand i udkantsområdet mulighed for at servicere sin lokalbefolkning med en friere åbningstid, sådan at han kan bevare sin butik?

Ordføreren.

Jeg kan ikke få øje på det paradoks, som hr. Mike Legarth taler om, for fase et er jo en mindre udvidelse af de forhold, vi kender i dag, og som har udgjort en ganske fornuftig ramme om handelslivet. Hvis den mindre købmand er under omsætningsloftet og dermed defineret som en mindre købmand, har han jo netop nogle bedre muligheder, end han vil få, hvis han skal leve med konkurrencen fra den store kæde, som jo sikkert vil sætte voldsomt ind for at sikre, at den får den størst mulige markedsandel. Det er jo sådan, markedet fungerer, og det ved hr. Mike Legarth måske bedre, end jeg gør.

Tak til ordføreren, og så er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Colette L. Brix.

Dette lovforslag har været heftigt diskuteret, siden økonomi- og erhvervsministeren i starten af august måned sidste år kom med regeringens udspil. Nu er vi så endelig fremme ved målstregen, hvor der er fremsat et gennemarbejdet lovforslag.

Lukkeloven er om noget en ting, der kan sætte sindene i kog, ikke mindst når vi liberaliserer loven. Det er også sket denne gang, men det blev faktisk aftalt for 5 år siden, i 2005, da vi sidst reviderede loven, at den skulle til gennemsyn for yderligere liberaliseringer og åbninger. Sidst var det Dansk Folkeparti og regeringen, som stemte lovforslaget hjem, og det bliver det måske også denne gang, selv om det da kunne være rart med lidt bredere opbakning.

For 5 år siden blev vi skældt ud, fordi der kom ca. 20 søndage, hvor butikkerne kunne holde åbent. Fra mange sider blev det opfattet som en katastrofe, at forbrugerne skulle have mulighed for at købe ind på søndage. Argumenterne var lige fra, at danskerne burde sidde på kirkebænken, til, at det var synd for de ansatte i butikkerne, at de skulle på arbejde på en søndag.

Når vi så kigger lidt tilbage, tror jeg, at de fleste vil sige, at de er glade for, at vi også kan vælge at købe ind på de søndage, hvor lukkelovsreglerne ikke gælder. Kirkegangen er jo de fleste steder slut kl. 11.00, og mange familier føler det afslappende og mindre stressende, at der kan handles ind på søndage, hvis man f.eks. skal en tur omkring et byggemarked eller skal købe havemøbler. Jeg tror også, at mange hellere vil arbejde på en søndag frem for at gå arbejdsløse.

Det er jo lidt ligesom med broerne. Når der planlægges og bygges, er der en modstand, men de fleste ender jo med at holde af dem og vil ikke undvære dem, når de først er opført. Der er heller ikke tvivl om, at der igen vil være kritiske røster, når vi i to omgange lukker op for, at butikkerne kan holde mere åbent.

For det første er det jo et valg. Butikkerne skal ikke holde åbent. Det er en mulighed, vi giver dem.

For det andet ved vi bl.a. fra Økonomi- og Erhvervsministeriets undersøgelse af forbrugernes anvendelse af lukkeloven, at især børnefamilier i byerne efterlyser flere muligheder for at handle ind på lukkedage. En yderligere udvidelse af åbningstiderne vil gavne en del fortravlede småbørnsfamilier. Nogle vil sikkert sige, at ikke alle efterlyser en yderligere udvidelse af åbningstiderne, men går vi efter den laveste fællesnævner, sætter vi jo hele samfundsudviklingen i stå.

For det tredje kan vi se af ministeriets analyse af detailhandelen, der kom i oktober sidste år, at der mangler konkurrence i dagligvarehandelen. Her vil mere liberalisering kunne øge konkurrencen og dermed være med til at holde priserne i ave.

Så er der kritikken fra de ansatte i butikkerne. For øjeblikket stiger arbejdsløsheden – desværre – med over 5.000 personer om måneden. Alene inden for HK – det er jo de butiksansattes arbejdsløshedskasse – er ledigheden blevet fordoblet i løbet af 2009 fra lidt over 5.000 personer til 10.000 personer. Erfaringerne viser, at den samlede omsætning stiger, jo mere forbrugervenlige åbningstiderne er. Samtidig er omsætningen også lavere pr. ansat, jo længere tid butikkerne har åbent. Det betyder jo alt andet lige flere butiksansatte, i forhold til at butikkerne f.eks. må have åbent færre timer. Med andre ord skaber en mere liberaliseret lukkelov grundlag for, at butikkerne kan have flere ansatte, og det synes vi er positivt.

Med disse bemærkninger skal jeg sige, at Dansk Folkeparti støtter forslaget.

Hr. Orla Hav for en kort bemærkning.

Selv med en liberalisering af lukkeloven vil vi opleve mekanismer, som kommer til at virke. Vi kender centeroverenskomsterne, som jo ofte er overenskomster mellem dem, der bebor et stort indkøbscenter, og hvor der typisk er en stor magnet i form af en dagligvareforretning. Disse centre laver centeroverenskomster, som i høj grad forpligter til at have bestemte åbningstider. Hvordan stiller Dansk Folkeparti sig til at regulere den del af en kommende lovgivnings muligheder eller manglende regulering på området? Jeg vil godt høre Dansk Folkepartis holdning til det.

Ordføreren.

Overenskomster er jo noget, de selv finder ud af derude; det er ikke noget, vi skal gå ind og blande os i.

Men jeg vil sige til hr. Orla Hav, at jeg godt forstår, hvad det er hr. Orla Hav mener, nemlig at der vil stå, at de butiksansatte skal tage den søndag, de skal det og det, de skal gå på arbejde der, og de skal arbejde længere tid. Jeg vil sige til hr. Orla Hav, at det ikke foregår sådan i dag. Vi lever altså ikke i den tid længere; vi er kommet over Ruder Konges tid.

Jeg vil gerne sige, at i dag er der ingen butikker, der ikke forsøger at gøre alt for, at deres ansatte er tilpasse, for ellers mister de dem – man mister dem simpelt hen, og det er der ikke råd til i dag. Vi har brug for alle de bedste, der er i detailhandlen, og jeg kan godt love hr. Orla Hav, at vi går så langt, at vi serverer frisk frugt, vi sørger for vitaminpiller og alt, hvad vi overhovedet kan, for at de ansatte vil være der. Vi sørger for fitnesskort og alt, hvad vi overhovedet kan finde på, for det er så vigtigt, at vi beholder alle de gode mennesker, der vågner friske og raske op hver dag og passer og servicerer vores butikker. Det er så vigtigt!

Hr. Orla Hav.

Jeg beklager, at fru Colette L. Brix og jeg ikke helt forstår det samme ved centeroverenskomster. En centeroverenskomst er en overenskomst, som et butikscenter laver med de handlende, der ønsker at etablere en butik inde i centret. De handlende skal som regel skrive under på, at de vil leve op til at have åbent lige så lang tid som den store magnet i centret, vel vidende at det på de skæve åbningstider, det vil give, ikke kan sikre den handlende en fornuftig indtjening. Vil Dansk Folkeparti acceptere, at de små handlende dermed får lov at lide den kranke skæbne, som fru Colette L. Brix beskriver er sket med masser af butikkerne? Er det en klog måde at regulere det på at overlade det til markedet, at den mindre handlende er nødt til at skrive under på en centeroverenskomst for overhovedet at kunne have et sted at handle og sikre sin indtjening?

Ordføreren.

Det er jo sådan i dag, at der er en centeroverenskomst, når man lejer sig ind i et center. Der må man så vælge, om man vil ligge inde i centeret som en lille forretning, eller om man vil være uden for centeret i en lille forretning. Heldigvis er det jo da sådan, at man kan vælge at gå udenfor, for der er masser af steder, hvor der desværre ikke er nogen butikker i dag.

Men jeg forstår godt, hvor hr. Orla Hav vil hen, nemlig om man stadig væk skal have de centerkontrakter, der forefindes, hvor man siger, at butikkerne skal have så og så meget åbent. Der har man jo sagt og man har undersøgt, at hvis man f.eks. laver det fleksibelt og siger til folk, at de selv må vælge, så vil det blive sådan, at den ene halvdel af centeret ikke har åbent, mens den anden halvdel har åbent. Det vil så sige, at man, hvis man f.eks. har lavet en stor kampagne i aviserne, ikke trækker de kunder, man skal. Men jeg har da også været i centre, hvor jeg har set, at der ikke lige har været nogen på nogle af de ekstra dage. Det er altså noget, de selv må aftale; vi kan ikke gå ind og bestemme de ting. Det kan vi ikke.

Fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Jeg vil spørge, om det ikke gør indtryk på Dansk Folkeparti, når nogle af de små erhvervsdrivende siger: Det her gør det rigtig svært for os. Det bliver rigtig svært for os, for allerede i dag har vi åbent alle de her dage, fordi vi vil konkurrere med de store butikker. Vi holder så fri om søndagen, for det er ligesom der, vi skal samle nogle kræfter, og det har vi råd til, så længe de store butikker ikke også har mulighed for at holde åbent om søndagen, for vi mister jo nogle af kunderne, der så vælger de store butikker, hvis vi ikke også holder åbent samme dag som dem. Er I slet ikke bekymrede for de små erhvervsdrivende, der råber vagt i gevær og beder om hjælp?

Ordføreren.

Det er altid bekymrende, når de små selvstændige råber vagt i gevær, og jeg er helt sikker på, at vi kunne lave mange ting herinde for i hvert fald at forsøge at redde deres liv.

Jeg bliver nødt til igen at sige til fru Pia Olsen Dyhr, at det ikke er lukkeloven, der beskytter dem. Det handler ikke om, hvad vi sidder her og finder ud af på papir. Det handler om konkurrencen derude, og den er benhamrende hård. Den er hård for alle de små butikker i dag. Fru Pia Olsen Dyhr kan gå ud og kigge i de små byer og lidt i de store byer og se, hvor mange gange der står »Ophør« på vinduerne. Det er katastrofalt, men det er ikke lukkelovens skyld. Det er i dag et spørgsmål om, hvor folk handler, og hvis folk slet ikke handler, jamen så er det jo endnu værre.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg er sådan set ikke uenig med fru Colette L. Brix i, at den finansielle krise er med til at gøre det sværere for de små erhvervsdrivende, det er der ingen tvivl om. Men de små erhvervsdrivende siger her i høringssvarene, f.eks. Danske Slagtermestre, at det her vil betyde en total undergravning af deres branche, for de kan ikke hamle op med de store butikscentre. Lad mig komme med et eksempel: Slagteren nede i Stege vil, hvis han skal kunne konkurrere med Dansk Supermarked i Vordingborg, være nødt til også at have åbent om søndagen for netop at kunne matche det tilbud, som Dansk Supermarked har i Vordingborg. For folk vil køre og handle om søndagen, og når slagteren så ikke har åbent i Stege, kører de til Vordingborg. Det vil sige, at han mister sin omsætning, og det betyder på sigt, at han kommer til at lukke. Er det det, Dansk Folkeparti i virkeligheden er interesseret i?

Ordføreren.

Jeg bliver nødt til at sige, at jeg faktisk selv har været i branchen i 25 år. Hvis min forretning havde problemer, ville den ikke have været reddet, selv om jeg havde været der en søndag. Det havde heller ikke ødelagt min omsætning, fordi jeg fravalgte de søndage, hvor jeg ellers havde chancen for at holde åbent. Til alt det der, der hele tiden bliver sagt om de små selvstændige, og om, hvordan de skal klare sig, er jeg ked af, at jeg er nødt til at sige, at det er ren konkurrence derude. Og er man ikke med i konkurrencen, og lurer man ikke på, hvad de andre tager for varerne, og er man ikke prisdygtig eller er der på de tider, hvor kunderne vil handle, så har man ingen forudsætning, for så kan man ikke klare sig. Jeg er ked af at sige det, men sådan er det altså i dag.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Det hele er op til konkurrencen. Kunne man tænke sig, at de, der har rigtig mange penge i ryggen, står lidt stærkere i konkurrencen end dem, der kun har sig selv?

Ordføreren.

Sådan er det jo hele vejen rundt. De, der er lidt stærke økonomisk, har nemmere ved mange ting. Der er også nogle, der er så stærke økonomisk, så de slet ikke behøver at åbne overhovedet. Måske har de en lille antikvitetsforretning, som går glimrende, de bytter, og de sælger, og der har de åbent to gange om ugen. Det er også sådan, at hvis man har penge nok, så behøver man slet ikke gå på arbejde, så behøver man slet ikke møde op om morgenen. Sådan er livet jo. Det ved vi jo godt. Gid vi alle sammen havde så mange penge, at vi selv kunne bestemme det hele.

Hr. Frank Aaen.

Jo, men det har vi altså ikke. Og derfor kunne man jo godt forestille sig – det er i hvert fald sådan noget, vi går ind for i Enhedslisten – at dem, der ikke har så mange penge, hjælper man, hvorimod at de, der har masser af penge, godt kan klare sig selv. Men jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti har det modsatte synspunkt, altså at man ikke skal hjælpe dem, der er svage, man skal bare lade konkurrencen bestemme det hele. O.k., så synes jeg bare, at det er fint at sige det.

Ordføreren.

Nej, det skal vi ikke, og det har vi heller ikke gjort. Vi bekymrer os meget i Dansk Folkeparti om de små selvstændige, det ved hr. Frank Aaen udmærket godt. Er der et parti, der slås for de små, hver gang der er et lovforslag, så er det Dansk Folkeparti. Lad være med det der. Men vi skal lade være med herindefra at romantisere det at være en lille selvstændig, for det er ikke romantisk. Det er hamrende hårdt at have en lille butik og skulle møde op hver dag og skulle betale alle sine ting. Og med alle de love og regler, som vi også presser ned over dem herindefra med blanketter, og hvad ved jeg, så har de ikke tid til rigtig at finde ud af, hvad det er, de skal sælge, hvad det er, der i øjeblikket er in, for der bruges så meget tid i dag på det administrative bøvl, at ingen aner det. Og det er en hæmsko. Det er noget, vi skal tage fat i. Vi skal gøre det lettere for dem, vi skal gøre det meget lettere for dem. Det er en af vejene, vi skal gå herindefra.

Tak til ordføreren. Der er ikke mere endnu. Så er det SF's ordfører, fru Pia Olsen Dyhr.

SF kan ikke støtte regeringens forslag til afskaffelse af lukkeloven, og vi stiller os mildest talt undrende over for regeringens behov for at presse begge faser igennem med et hug. Første fase træder i kraft til sommer, og derefter burde der finde en evaluering sted, før resten af lukkeloven afskaffes. Det er lidt underligt, at regeringen vælger at opdele lovforslaget i to, når det reelt ikke har nogen konsekvenser. Her bør der finde en evaluering sted, før man liberaliserer yderligere, men nej, det ønsker hverken regeringen eller Dansk Folkeparti.

Regeringen og dens støtteparti har i hele dette forløb nærmest opført sig som tre små aber, hvor en ikke vil høre, en ikke vil se og en ikke vil tale med nogen som helst – tør jeg godt tilføje. Ikke desto mindre er det en fortsat kilde til forundring, at regeringen til stadighed vælger at gennemføre sin politik med det snævrest mulige flertal, især når det gælder et område, som har så stor betydning for ganske mange familier, herunder dem, der er ansat i et af butikserhvervene eller måske ejer en lille butik.

Hele processen omkring denne liberalisering er billedligt talt foregået i et lukket røgfyldt lokale, hvor stort set ingen ud over Dansk Folkepartis forhandlere har været taget med på råd. Hverken de butiksansatte, mennesker, der er bosiddende i yderdistrikterne, de ældre med langt til nærmest butik, specialbutikkerne, kommunerne, der har skullet holde længere åbent i daginstitutionerne, eller for den sags skyld den politiske opposition har fået et ben til jorden i regeringens tromlepolitik. Og på den baggrund vil vi ikke som regeringen og Dansk Folkeparti med hovedet under armen iværksætte fase 2 af lovforslaget, der betyder, at lukkeloven på nær nogle enkelte helligdage fra og med 1. oktober 2012 liberaliseres helt. I SF finder vi det faktisk barokt at iværksætte den totale liberalisering, når ingen kender konsekvenser af den delvise liberalisering.

Jeg vil gerne pege på 4 konsekvenser, hvis karakter og rækkevidde kræver omhyggelig bevågenhed.

1: Regeringen ser stort på, at risikoen for omfattende butiksdød blandt mindre butikker og special- og detailhandelsbutikker. Enhver ansvarlig regering ville være bekymret for det her fremtidsperspektiv, men nej, ikke den her regering. Og det er på trods af, at specialbutikkerne i regeringens egen rapport, »Butikkernes anvendelse af lukkeloven«, udtrykker frygt for omsætningstilbagegang i forbindelse med en yderligere liberalisering af lukkeloven.

2: Regeringen ignorerer risikoen for spøgelsesbyer i Udkantsdanmark. Hr. Orla Hav ville nok sige til mig, at det hedder yderområderne i Danmark. Med kommunalreformen sparkede regeringen og Dansk Folkeparti jo gang i en centralisering i Danmark, og selv om reformen på f.eks. sygehusområdet kan medføre et generelt kvalitetsløft, har den generelle konsekvens jo også været en udsultning af landdistrikterne i form af lukning af skoler, biblioteker og andre kulturinstitutioner. Det er en udvikling, der går stik imod regeringens egne målsætninger for 2001, hvor man talte om udflytning af statslige institutioner til resten af Danmark.

3: Regeringen ser stort på risikoen for øgede kommunale udgifter til f.eks. børnepasning. For ganske kort tid siden var alle kommuner igennem endnu en blodig budgetomlægning, hvor menuen for mange lokalpolitikere stod på at indskrænke driftsbudgetter. Med en fuldstændig liberalisering af lukkeloven smider regeringen og Dansk Folkeparti endnu en byrde i skødet på kommunerne, eftersom øget søndagsåbent vil lægge et pres fra forældrene på at få åbnet daginstitutioner også om søndagen.

4: Regeringen tromler hen over forbrugernes holdning til lukkeloven. Ifølge Erhvervs- og Økonomiministeriets egen undersøgelse er forbrugernes holdning til lukkeloven, at de danske forbrugere er godt tilfredse med de eksisterende muligheder for at handle. De kan jo nærmest handle, når som helst de har lyst til det. Hvorfor vælger man så at lave om på en lov, når de fleste faktisk er tilfredse?

Vi er selvfølgelig bitterlig klar over, at regeringen vanen tro solo vil køre sin lovgivning igennem med Dansk Folkeparti, men ikke desto mindre vil vi appellere til regeringen og deres støtteparti, Dansk Folkeparti, om, inden lovforslaget vedtages, at få drøftet igennem, om ikke det ville være hensigtsmæssigt sideløbende med en delvis liberalisering at nedsætte en politisk følgegruppe eller en evalueringsinstitution, der kan kigge nærmere på konsekvenserne af de nye liberaliseringstiltag. Det vil klæde regeringen og Dansk Folkeparti at tro så meget på deres egen lovgivning, at man tør udsætte den for analyse og debat.

Hr. Jacob Jensen for en kort bemærkning.

Nu brugte fru Pia Olsen Dyhr en del – ikke det hele, men en del – af sin tale på det sådan proceduremæssige, det forhandlingsmæssige forløb, evaluering og sådan nogle ting. Jeg vil godt bare, for at vi er sikre på, hvor vi har SF i den her sag, spørge, om SF så bakker op bag det, man kalder første fase af lovforslaget, altså de ændringer og de liberaliseringer, der ligger indtil 2012. Det kunne måske være meget rart at vide. Vi kunne forstå, at Socialdemokratiet bakker op bag det, men er det også noget, som SF bakker op, altså den liberalisering, der ligger i første fase?

Ordføreren.

Det, Socialdemokraterne og SF har sagt, netop fordi vi ikke synes, der skal være usikkerhed ude i butiksmiljøet og hos de ansatte, er, at når første fase er gennemført, vil vi ikke rulle den tilbage, når vi får en ny regering i 2011 med SF og Socialdemokraterne.

Hr. Jacob Jensen.

Det, jeg hørte fru Pia Olsen Dyhr sige, var, at SF sådan set godt kan gå med til nogle af de her liberaliseringer, der ligger i det, hvis der så bare kommer en eller anden form for evaluering undervejs. Så det er sådan set ikke liberaliseringen, der er noget i vejen med, men mere det, at man ikke får en evaluering undervejs. Skal jeg forstå det sådan?

Ordføreren.

Vores bekymring handler om, at vi gerne vil beholde den lille ostehandler, som ligger i storbyen, og vi vil også gerne beholde specialbutikken, der ligger i en by som Stege. Jeg nævnte Stege tidligere, og det er et passende eksempel, fordi det er en by med de der 8.000-12.000 indbyggere, hvor der stadig væk bør være specialbutikker. Dem vil vi gerne bevare. Og vi vil gerne kigge på forskellige instrumenter, der kan sikre, at de bliver bevaret.

Vi er helt enige i, at lukkeloven ikke er den eneste saliggørende løsning, og vi mener, at vi skal snakke om skattelovgivning, boliglovgivning, planloven osv. og tale om alle de her instrumenter. Men det skal vi jo gøre på en begavet måde, og det vil være oplagt at kigge på, hvad konsekvenserne har været, når vi har fået de 30 søndage, og så få kigget på det samlede resultat efterfølgende.

Fru Colette L. Brix for en kort bemærkning.

Jeg har været herinde siden 2001, vil jeg sige til fru Pia Olsen Dyhr, og vi i Dansk Folkeparti har jo taget et stort ansvar for de ting, der er blevet lavet, og de lovforslag, der er blevet vedtaget. Når vi nu sidder som den eneste forhandler og stemmer et lovforslag igennem og beslutter, at det skal genforhandles nogle år senere, mener fru Pia Olsen Dyhr så ikke, at det er rimeligt, at Dansk Folkeparti selvfølgelig bliver inviteret med til forhandlingsbordet? Og hvis Dansk Folkeparti gør det godt nok og har mange, mange gode ting, der kan komme ind i lovforslaget, som pynter, og som man synes virker ordentligt, når det kommer ud, synes fru Pia Olsen Dyhr så ikke, det er helt i orden, at man vælger at sige: Jamen nu er det godt, nu lægger vi det ud, og så kan folk stemme for det?

I Socialistisk Folkeparti plejer man jo at stemme nej til meget, for så kan man stå og bræge og hæve fingeren og sige: Ih, hvor er det her dårligt, det er noget skidt, I kommer med, og vi har ikke ansvar for det her. Så har man jo den pointe hele tiden, at man i hvert fald kan stå derude på sidelinjen og sige: Det er vi i hvert fald ikke med til, nu vasker vi vores hænder.

Vi er med, og når man er med, har man også indflydelse, og vi styrter ikke ud ad døren og ind ad døren igen, vi bliver siddende på vores pladser.

Ordføreren.

Jeg er glad for, at Dansk Folkeparti siger, at de tager ansvaret for butiksdøden i Danmark. Jeg er glad for, at Dansk Folkeparti siger, at de tager ansvar for de ting, de går og laver, når de er med til at ødelægge den finansielle situation i Danmark, er med til, at der er flere arbejdsløse osv. Jeg er glad for, at Dansk Folkeparti tager det ansvar. Det vil vi ikke tage, for vi vil have en anden udvikling i Danmark, så vi ønsker selvfølgelig ikke at sige: Jamen gå bare i gang med at få flere arbejdsløse, lad os bare få flere lukkede butikker. Det er vi ikke interesseret i, vi ønsker en anden politik, så selvfølgelig støtter vi ikke det her.

Grunden til, at jeg har kritiseret processen – for jeg kritiserer ikke, at Dansk Folkeparti prøver at få indflydelse, det kan jeg godt forstå, det skal man som støtteparti til en regering, og det er godt arbejde – er, at regeringen ikke har valgt at gennemføre det med et bredt politisk flertal. Når jeg kritiserer det, er det ikke kun for at diskutere proces for processens skyld, men fordi butikslivet og de ansatte bør have en eller anden form for tryghed, med hensyn til at det her også vil gælde i fremtiden. Og ved at man gør det med det smallest mulige politiske flertal, er der en ret stor sandsynlighed for, at vi ændrer det, fordi vi ikke er bundet af det.

Fru Colette L. Brix.

Lad os nu se, om man får ændret noget. Det må vi se, før vi tror det.

Men derudover vil jeg gerne sige, at fru Pia Olsen Dyhr koncentrerer sig og bekymrer sig meget om yderområderne, udkantsområderne, og det kan jeg godt forstå. Netop derfor er der jo også taget tiltag til Den Grønne Fond på 760 mio. kr., som virkelig kommer udkantsområderne til gode. Der skal skabes arbejdspladser, og vi skal prøve at redde nogle af arbejdspladserne. Er Socialistisk Folkeparti med i Den Grønne Fond, og er Socialistisk Folkeparti glad for det tiltag, der er taget herindefra, om 760 mio. kr. til de områder, som er virkelig hårdt ramt?

Ordføreren.

Jeg synes, Dansk Folkeparti skal være opmærksom på, at hele diskussionen om »Grøn Vækst« har været dybt problematisk, også set med SF's øjne, i forhold til landdistrikterne. Men det er jo en diskussion for sig, det her handler helt konkret om lukkeloven, og det, der er væsentligt for os, er, at vi kigger meget nuanceret på det her, så vi kan sikre de små erhvervsdrivende i fremtiden. Det har været vores bekymring.

Vi er villige til at kigge på alle mulige lovgivningsinstrumenter, men vi har bare oplevet, at der har været en lukket dør hos regeringen og hos Dansk Folkeparti, når det har drejet sig om at kigge på nogle af de andre bolde, man kunne kaste op i luften for at sikre, at vi også har små erhvervsdrivende i fremtiden. Det er vores bekymring. Jeg ønsker at beholde min ostehandler på Brønshøj Torv, og jeg ønsker, at vi stadig væk skal have en isenkræmmer i Stege. Det tager vi meget alvorligt, og det kan jeg høre at Dansk Folkeparti ikke gør.

Tak til ordføreren. Herefter er det den konservative ordfører, hr. Mike Legarth.

Tak, hr. formand. Vores konservative holdning er den, at vi ikke kan eller bør sætte grænser for, hvornår en butiksejer kan holde åbent, ligesom vi ikke skal gøre os til herre over, hvornår borgerne skal kunne handle.

I gamle dage gav det bedre mening at forsøge at regulere, hvornår butikkerne skulle holde åbent. Så sikrede os, at ingen blev udnyttet, og at alle fik mulighed for at holde fri om søndagen. Men i dag, i en moderne tid, hvor vi taler om globalisering og nedbrydning af handelsbarrierer, og hvor man kan handle på internettet døgnet rundt, virker det ærlig talt forstokket, hvis vi med lov forsøger at begrænse salgs- og købsmulighederne i de fysiske butikker.

Vores måde at leve på har ændret sig meget i de seneste årtier, og lovgivningen bør selvfølgelig følge med. Vi er bedst tjent med, at vi kontinuerligt justerer vores politiske synspunkter og holdninger og ikke forsøger at holde udviklingen tilbage. Den bedste måde at holde gang i det lokale butiksliv på er ved at handle i butikkerne, ikke ved at opsætte begrænsninger for konkurrencen, for hvis kunderne er tilfredse, handler de også hos den lille købmand.

Åbningstid er bestemt ikke det eneste parameter for, hvornår danskerne handler, og det, de lægger deres indkøbstur efter. Vi lægger som borgere stor vægt på nærhed, service, pris, atmosfære, sortiment, og så er vanens magt selvfølgelig også vigtig og betyder meget. For mig at se er det altså helt bagvendt, at en butiksejer i dag ikke må udvide sin åbningstid for at øge sin omsætning og få større succes med sin livsdrøm. Hvor frit et samfund har vi så?

Vi er som Konservative til daglig behjælpelige med at give gode rammevilkår for erhvervslivet som helhed, herunder især også de handlende, og tilstræber altid, at det sker på ens betingelser under fairness. Vi skaber muligheder, incitamenter, og så er det op både til de erhvervsdrivende og kunderne at udnytte de muligheder, der er. Derfor er det naturligt, at vi skaber motivation og baner vejen, og ikke, at vi detailstyrer og trækker en bestemt adfærd ned over hovedet på det enkelte menneske.

Hvad er det så, vi gør? Vi ændrer i første led fra den 1. juli i år antallet af søndage, hvor man kan holde åbent, fra 20 til 30. Nu bliver det altså tilladt at holde åbent hver den første søndag og den sidste søndag i måneden. Det giver et vist overblik for befolkningen, så der ikke er det kaos, som der er i dag, hvor ingen ved, hvornår der er åbent. Så må man holde åbent alle søndage i december, og så har man i øvrigt fire søndage, man frit kan placere. Det må så ikke være på en helligdag. Derudover må man øge sin åbningstid om lørdagen fra kl. 17 til kl. 20. Og så undtager vi de butikker, som folk har en naturlig adgang til at skulle kunne handle i altid. Det er altså byggemarkeder, det er bagere, det er butikker/centre, som har med hus og have at gøre – alt sammen meget fornuftigt. Til den 1. oktober 2012 bliver det så fuldstændig frit, og så er det kun de her helt officielle helligdage, hvoraf der er 13½, hvor man ikke må handle.

Det giver overblik, det giver frihed, det giver konkurrence, det giver bedre priser, og det giver bedre service, og det er simpelt hen til gavn for alle, både de erhvervsdrivende og især kunderne. Derfor hilser vi de nye vilkår og den her lovgivning meget velkommen. Solid støtte, selvfølgelig, fra Det Konservative Folkeparti.

Fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Der står i Økonomi- og Erhvervsministeriets egen analyse, som blev udarbejdet for netop at have denne diskussion om lukkeloven, at forbrugerne faktisk generelt er meget glade for den eksisterende lukkelov. Hvad er så De Konservatives baggrund for at ønske at ændre på lukkeloven?

Ordføreren.

Det er, at vi anerkender, at der er nogle, der gerne vil have lov til at handle om søndagen uden for almindelig åbningstid. Der er folk, der arbejder på skæve tidspunkter. Vi har jo set, at hvis folk skulle stemme efter, hvad de rent faktisk gør, nemlig udnytter den udvidede åbningstid, er det også det, man ønsker.

Vi har ikke den frygt og det skræmmebillede, at det her vil betyde en forværring af muligheden for at bevare en butik i et udkantsområde, som vi har set Socialistisk Folkeparti rejse rundt og optræde med. Det passer ikke, det viser alle videnskabelige undersøgelser, og det er ikke de parametre, som det her lovforslag omhandler, altså nogle ekstra udvidede åbningstider, der afgør, om en butik kan bestå eller ej.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Nu deler jeg tydeligvis skræmmebillede med mange konservative vælgere, herunder en tidligere transportminister, Flemming Hansen, som også mener, at det her vil betyde, at de små erhvervsdrivende går nedenom og hjem. Så det er åbenbart ikke et skræmmebillede, der befinder sig alene hos SF.

Når nu vi kan se, at de eneste, der i undersøgelsen mener, at vi skal have udvidet lukkeloven yderligere, er børnefamilier i Storkøbenhavn, og ellers er forbrugerne sådan generelt faktisk meget godt tilfredse med det, vil jeg spørge, om De Konservative fokuserer på børnefamilierne i Storkøbenhavn og fremover laver politik ud fra det, eller om det bare er i det her tilfælde.

Ordføreren.

Først om henvisningen til min kollega hr. Flemming Hansen. Han har jo et væld af butikker og har sit på det tørre, og jeg tror ikke, han kommer til at lide nogen nød. Jeg har da talt med ham på det seneste, og hans bekymring trådte ikke frem.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver til gavn for vores samfund. Det her giver muligheder for en butiksindehaver at holde åbent, når han eller hun synes, det er bedst for vedkommende selv. Det er jo det, der er afgørende for os. Når man har en butik af en vis størrelse, er man reguleret for, hvornår man må holde åbent. Det synes vi ikke er fair, for selv om man har en lidt større butik, er det ikke ensbetydende med, at man også har en stor indtægt og kan leve af den. En butik, der har en lidt større størrelse end de eksisterende omsætningsgrænser, kan jo godt have behov for at holde åbent om søndagen for at beholde sine kunder – ellers vil de rejse til nabobyen – eller for at få en tilstrækkelig omsætning, så man kan få en rimelig løn for sin indsats. Vi vil bare gerne give gode vilkår for dem, der driver butikkerne, og dem, der ejer butikkerne, og også for kunderne.

Hr. Orla Hav for en kort bemærkning.

Jeg kan jo forstå, at hr. Mike Legarth og De Konservative ikke er optaget af at sikre de konkurrencefordele, som de mindre handlende har haft og endnu har i dag. Det er jo så et nybrud i forhold til konservative holdninger hidtil.

Så jeg er nødt til at spørge hr. Mike Legarth: Hvordan står De Konservative i forhold til eventuelt at ville regulere muligheden for at lave nogle centeroverenskomster, som jo bliver det næste led, som de store kapitalinteresser på det her område vil underlægge de små butikshandlende?

Ordføreren.

Der er ikke nogen, der tager de små selvstændiges vilkår mere alvorligt, end vi gør. Det har Det Konservative Folkeparti altid gjort. Der er også andre partier, der har det som en vigtig dagsorden, det anerkender jeg, men det har vi altså især i Det Konservative Folkeparti. Det vil vi blive ved med at have. Og selvfølgelig er vi interesseret i at sikre de bedst mulige rammevilkår for ikke bare detailhandelen, men for enhver form for erhvervsliv, og det gælder også udkantsområder. Vi har en detaljeret plan for, hvordan vi synes vi skal skabe balance i vores land. Og vi har en regionalpolitik, og i det hele taget tager vi i alle de beslutninger, vi træffer i Det Konservative Folkeparti og dermed også i regeringen, hensyn til at tilgodese udkantsområderne mest muligt.

Med hensyn til overenskomsterne har vi jo netop sagt, at med de her udvidede åbningstider kan man ikke pålægge butikkerne i forbindelse med de overenskomster at være forpligtet til at holde åbent om søndagen.

Hr. Orla Hav.

Det sidste skal jeg lige have hr. Mike Legarth til at udlægge. Det betyder, at De Konservative er indstillet på at lave et værn for de mindre butiksdrivende, så de ikke havner i nogle skrappe centeroverenskomster, som pålægger dem at holde åbent på tidspunkter, hvor der simpelt hen ikke kan skaffes omsætning til at have en skotøjsbutik efter kl. 21, eller hvornår det nu er, det store center gerne vil have åbningstider.

Jeg vil gerne have, at De Konservative tilkendegiver, at man er indstillet på i hvert fald at sikre, at det kunne være ét lille værn for de mindre butiksdrivende, som jo naturligvis vil søge hen, hvor der er noget omsætning at gå efter, men som ikke kan bemande på fuldtid ligesom de store supermarkeder.

Ordføreren.

Nu fremstår det ikke helt lysende klart, hvilken problemstilling det er, hr. Orla Hav her adresserer. Derfor må vi tage det under udvalgsbehandlingen helt specifikt.

Men helt overordnet set: Den generelle lovgivning siger jo, at de her åbningstider om søndagen ikke automatisk er gældende for overenskomsterne. Men ellers vil jeg jo ikke sætte aftaleretten ud af spil. Der er en aftaleret mellem de handlende og organisationerne og parterne i øvrigt. Så det vil jeg ikke give et løfte om.

Det, der er afgørende for os i forbindelse med den her lovgivning, er, at vi skaber øget mulighed for at handle for kunderne, og at vi giver øget mulighed for – uanset hvilken form for butik, man har, størrelse osv. – at man også selv har en indflydelse på, hvornår man vil holde åbent. Det er først og fremmest for at kunne bevare sin kundekreds, men også for at kunne tiltrække en ny kundekreds, og som det sidste led for at øge konkurrencen, så vi også får bedre priser og bedre service.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Det der med, hvordan man vil beskytte de små butikker i et center, kunne vi ikke lige komme lidt tættere på det? Det er jo et af de helt centrale spørgsmål ved behandlingen af det her lovforslag, nemlig hvordan man beskytter de små butikker inde i bymidten, men også hvis de så er rykket ud i et center.

Skal der være en begrænsning af aftalefriheden mellem butikker i et center, eller hvad havde De Konservative tænkt sig?

Ordføreren.

Jeg betragter spørgsmålet som et opklarende spørgsmål, og min tilkendegivelse er, at det, jeg har redegjort for omkring lukkeloven her, er det, jeg mener om den generelt, altså at sådan skal det være.

Hr. Frank Aaen.

Det vil sige, at når De Konservative siger, at de vil beskytte de små butikkers muligheder i f.eks. et center, så har De Konservative ikke noget som helst bud på, hvordan det skal ske, tværtimod vil de nu stemme for en lov, der fjerner de små butikkers muligheder for at kunne beskytte sig mod de store butikker.

Ordføreren.

Næh, min opfattelse er, at man skal aftale sig til, hvilke præmisser ens butik skal drives på i fremtiden i centrene osv. Der er jo en aftaleret dér. Jeg siger bare, at det, vi jo har sikret os her, er, at vi ikke med den her lovgivning ændrer de eksisterende aftaler. Men jeg mener, at det der med beskyttelse er sådan en Frank Aaen-terminologi, der jo udspringer af et kommunistisk synspunkt om, at det er staten, der skal bestemme. Forestiller hr. Frank Aaen sig så også, at der skal placeres et slags Bilka i alle de mindre byer, som så skal finansieres af staten, og som skal konkurrere mod resten af butiksnettet? Det ville være det glade vanvid, og det er jo ikke den model, vi går ind for. Det er jo fri konkurrence, der optager os, og gode muligheder for kunderne først og fremmest.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, hr. Morten Østergaard.

Den nuværende lukkelov har ikke forhindret, at der er butiksdød i udkantsområderne. Retail har lavet en analyse for Erhvervsministeriet, der viser, at der i de senere år er sket en nedgang i antallet af dagligvarebutikker, særlig specialbutikker, og at faldet er størst i byer med under 20.000 indbyggere.

Omvendt kan man sige om lukkeloven, at den er ugennemsigtig, forbrugerne har svært ved at forstå den, og den er særlig til gene for børnefamilier og dem, der bor, hvor butikkerne har en størrelse, så de reelt er berørt af lukkeloven. Det er klart, at man, hvis man bor et sted, hvor butikkerne er undtaget for lukkeloven, selvfølgelig ikke oplever den manglende fleksibilitet, man vil opleve andre steder.

Derfor må vi sige, at det, der er den radikale interesse, selvfølgelig er, kan man sige, at tilfredsstille flest mulige. Jeg tror, at det, der må gøre sig gældende, er, at de, der bor i de store områder, og børnefamilierne ønsker lukkeloven ophævet, fordi det giver den størst mulige fleksibilitet og mulighed for at handle. Det gælder formentlig også de mange grupper i det danske samfund, der arbejder på forskellige tidspunkter, som gør, at de har vanskeligt ved at nå at købe ind inden for de almindelige åbningstider. De vil opleve det som en fordel at kunne handle på andre tider, end de kan i dag. Omvendt synes vi, at det er et helt reelt samfundshensyn, at der er en detailhandelsstruktur i udkantsområderne, og at der alle steder i det danske samfund er tilgængelighed til dagligvarer inden for ganske kort afstand.

Det, vi kan konstatere, er, at når det kommer til det sidste, går udviklingen i den gale retning – også under den eksisterende lukkelov – og når det kommer til det første med at sikre fleksibilitet, står lukkeloven i vejen.

Vi er klar over, at medarbejderne i detailhandelen er bekymrede, men selvfølgelig er det også rimeligt at bekymre sig for dem, som føler, at lukkeloven begrænser deres muligheder. Det, jeg synes er interessant at holde sig for øje, er, at der tilsyneladende ikke er noget i de undersøgelser, der er lavet, der tyder på, at man i detailhandelen i almindelighed forventer en omsætningsfremgang som følge af ændringerne i lukkeloven. Så medmindre man har tænkt sig at få en indtjeningsnedgang, bliver der jo altså ikke mere arbejde, og derfor må man fordele det på en anden måde. Der tror og håber jeg, at man bl.a. fra medarbejderorganisationernes side vil være i stand til at forhandle nogle overenskomster, der gør, at også medarbejderne fortsat kan have nogle rimelige arbejdsvilkår.

Jeg vil gerne vende tilbage til, at lukkeloven altså har vist sig som et utilstrækkeligt redskab til at imødegå butiksdød i udkantsområderne. Vi synes derfor, det er på tide, at der kommer en handlingsplan for detailhandelen i udkantsområder, hvor vi laver nogle konkrete tiltag, der kan gøre, at vi om ikke får en forsyningssikkerhed så i hvert fald en rimelig vished for, at der er adgang til dagligvarekøb inden for en rimelig afstand alle steder i det danske samfund.

Hvad kan man så gøre? Ja, jeg siger ikke, at vi har alle svar, men vi har forsøgt at ridse nogle ting op, man kunne gøre.

Vi ved jo, at der er rigtig mange ældre, som gerne vil have adgang til dagligvarer inden for kort afstand. En af måderne at gøre det på er at sige, at man inden for den almene sektor, hvor mange jo bor i ældrebolig, får nogle lidt lempeligere krav inden for de såkaldte sideaktivitetsregler, der gør, at man f.eks. kan stille lokaler til rådighed for en butik, som på den måde får en anden omkostningsstruktur og bedre kan eksistere i et udkantsområde.

Det kan også være, at man skal se på mulighederne for f.eks. gennem en pulje at have nonprofitbutikker, altså såkaldte socialøkonomiske virksomheder. Det kan også medvirke til at skabe et rummeligt arbejdsmarked på steder, hvor tilbuddene er få, og hvor man altså måske som led i beskæftigelsesprojekter eller i rehabiliteringsprojekter for folk, der kommer tilbage efter sygdom, har nogle butikker, som drives på nonprofitvilkår, men som er med til at sikre, at kunderne kan få ½ l piskefløde uden at skulle rejse over store distancer.

Endelig kunne man forestille sig, at man lavede fremskudt borgerservice. Vi kender jo alle sammen butikker, der har posthus eller apoteksudsalg. Man kunne forestille sig, at man i udkantsområder også hjalp til med nogle offentlige opgaver, f.eks. fremskudt skranke for biblioteket med indlevering og med udlevering af bøger, der er bestilt, og den type ting. Så skal der selvfølgelig også være en afregning, og det kan igen være med til at påvirke omkostningssammensætningen for de her udkantsbutikker, som ville gå ned, hvis de bare skulle eksistere på almindelige markedsvilkår.

Ligeledes er det vigtigt at holde sig planloven for øje. Som også direktøren for De Samvirkende Købmænd siger i dagens udgave af Berlingske Business, er planloven et helt afgørende instrument for at sikre en alsidig butiksstruktur i Danmark.

Derfor er konklusionen fra Det Radikale Venstres side, at vi er klar til at støtte det her lovforslag, både fase et og fase to, men vi er altså noget forbavsede over, at økonomi- og erhvervsministeren ikke har gjort sig større bestræbelser for at skabe en bred opbakning til lovforslaget. Der har været holdt et enkelt møde, hvor vi blev orienteret, men det havde jo været en fordel for alle parter, hvis der var skabt en tryghed gennem et bredt forlig, hvor man kunne være enig måske med alle partier om nogle ting og med andre partier om nogle flere ting, for så havde man vidst, hvordan det ville blive for tid og evighed. Der synes jeg det er ærgerligt at der er gået blokpolitik i den.

Derfor vil jeg gerne her afslutningsvis opfordre til, at vi nu benytter tiden mellem første- og andenbehandlingen til at få en grundig politisk drøftelse og prøver at se, om vi ikke kan opnå en bredere enighed i Folketinget, der kan gøre, at det her lovforslag bliver langtidsholdbart. Lad det være en opfordring fra Det Radikale Venstre, som så i øvrigt har tænkt sig at støtte lovforslaget, men håber, at vi kan få en aftale om det, så vi kan sikre det en langtidsholdbarhed.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, hr. Frank Aaen.

De fleste siger, de kan huske den dag, de blev medlem af Folketinget. For mit vedkommende var det både Enhedslisten og mig selv, der kom ind i Folketinget første gang i 1994. Jeg ved så ikke, om alle kan huske, hvad der var det første spørgsmål, de fik stillet dagen efter, men for mit vedkommende var det Ekstra Bladet, der ringede og spurgte, hvad Enhedslisten mente om lukkeloven. Jeg var nødt til at indrømme, at det skulle jeg lige tænke over, for det var ikke lige et af de spørgsmål, jeg havde brugt mest tid på i selve valgkampen. Det var selvfølgelig en fejl, men jeg fandt jo hurtigt ud af, at det selvfølgelig var ud fra hensynet til de ansatte i butikkerne, at vi var imod en liberalisering af lukkeloven. Så det var ret hurtigt og nemt at svare på, og siden dengang har vi været en af de nærmeste allierede for HK og de ansattes fagforeninger. Det er jo ikke overraskende for sådan et parti som Enhedslisten.

Det, der var mere overraskende, var, at vi hurtigt fandt ud af, at vi var meget tæt allieret med de små erhvervsdrivende, med de små butikker, som lobbyede os og kom og bad os om at holde fast og sagde, at det var meget vigtigt for at kunne have specialbutikker, for at kunne have butikker ude i landområderne, at vi stod fast på, at man ikke skulle liberalisere lukkeloven. Det har vi så også gjort, så vi fik på det tidspunkt nogle venner, som vi ikke havde drømt om at vi ville få.

Vi opdagede også lige pludselig, at dem, der tog sig af landområderne, mere var Enhedslisten, end det var partiet Venstre. Man kunne ellers godt have troet, at det var sådan, at det var Venstre. Så lige pludselig var det altså dem, der traditionelt blev betragtet som værende konservative, eller dem, der normalt blev betragtet som værende tilhængere af Venstre eller for den sags skyld Dansk Folkeparti, der lige pludselig opdagede, at deres venner i Folketinget ikke var de her tre partier, men at det var Enhedslisten. Det var meget spændende både for dem og for os, og det har vi så også arbejdet på lige siden.

Desværre må vi sige, at den regering, vi dengang støttede, SR-regeringen, jo startede den lavine, der nu har udviklet sig. Vi sagde dengang, at det var meget uklogt at liberalisere lukkeloven. Det blev så vedtaget alligevel sammen med de borgerlige partier. Det var vi kede af. Vi sagde, at det var en salami, man havde skåret den første skive af. I dag står vi så og er i gang med at skære den sidste skive, og salamien er fuldstændig væk. Der var tidligere nogle allierede ude i samfundet – jeg har nævnt landdistrikterne og de små butikker, og vi havde jo også engang som allieret i den her sag kirken, som sørgede for, at der ikke skulle være åbent i kirketiden. Det er også forsvundet. Det hele er ligesom faldet sammen, og det er vi meget kede af, for vi synes, at det er ærgerligt, at det hele skal være koncentreret i centre, hvor det er de store kapitalkæder, der bestemmer, og at de små butikker mere eller mindre bliver lukket ned.

Jeg vil dog sige, at vi, dengang vi havde debatten med SR-regeringen, også var med til at føde det forslag, der går ud på, at man skal beskytte de små butikker og give dem udvidet åbningstid. Vi foreslog, at det skulle være antallet af kvadratmeter, der skulle gælde, altså at det skulle være butikker af en vis størrelse, der skulle have lov til at holde åbent, lige så meget som de havde energi til. Det blev så til en omsætningsgrænse. Det virkede jo faktisk. Det er faktisk lykkedes at have små butikker i nærområderne på grund af den regel, men det hele skal åbenbart nedlægges på nuværende tidspunkt.

Jeg må sige, at det er stærkt beklageligt, at man bare vil liberalisere det hele. For som jeg prøvede at sige før i debatten, er det sådan, at når man liberaliserer det hele, dvs. fjerner en masse regler, er det den stærkeste, der vinder, og de stærkeste her er altså to-tre kæmpemæssige kapitalkæder. Jeg synes, det er ærgerligt, at vores fremtidige butiksstruktur skal bestemmes af kapitalkæder og ikke ud fra, hvad der er bedst for kunderne, og hvad der er bedst for de små samfund.

Tak til ordføreren. Økonomi- og erhvervsministeren.

Jeg vil gerne indlede med at takke for en, synes jeg, rigtig god debat her i dag. Vi havde jo planlagt, at lukkeloven skulle revideres i dette folketingsår, det følger af en bestemmelse i gældende lov, og det, som regeringen har valgt at lægge sig fast på, er jo det, som vi ønsker, nemlig at give forbrugerne flere valgmuligheder og større frihed til at tilrettelægge deres hverdag, som det passer dem bedst.

Der er mange gange i løbet af debatten i dag blevet henvist til en undersøgelse, der er foretaget af Økonomi- og Erhvervsministeriet, om forbrugernes syn på lukkeloven, og det, der vises ret tydeligt i den rapport, der er blevet udarbejdet, er, at særlig børnefamilierne ofte oplever det som en udfordring at få hverdagen til at hænge sammen.

Vi tror også, at den lempelse af reglerne, som vi lægger op til, kan have en positiv økonomisk konsekvens for butikkerne, fordi de får et større grundlag for at øge deres omsætning. Men hvad der også er væsentligt at få understreget i dag, og som jeg måske ikke helt synes har afspejlet sig under debatten i dag, er, at det jo står butikkerne fuldstændig frit for, om de vil udnytte de nye muligheder. Samtidig er der for mig at se ingen tvivl om, da jeg jo også er turismens minister, at det er en fordel i forhold til turismen og derigennem også for vores økonomi, at turisterne nu får mulighed for at handle i vores butikker om søndagen.

Jeg er derfor rigtig glad for det lovforslag, som jeg præsenterer i dag, og som altså lægger op til en gradvis liberalisering af lukketidsreglerne, i første omgang her i 2010, og en egentlig ophævelse i 2012, undtagen på helligdage og enkelte andre særlige dage.

Samtidig mener jeg, at det er afgørende, at vi for det første klart og utvetydigt får forklaret, hvad det er for en udvikling, der kommer, hvordan reglerne vil være i løbet af det næste par år, og at vi for det andet giver både butiksejerne og de ansatte, ikke mindst, mulighed for at have god tid til at omstille sig til de nye regler. Liberaliseringen skal ske over en årrække, så alle får mulighed for at tilpasse sig de nye vilkår. Lovforslaget medfører jo, at butikkerne fra den 1. juli i år får mulighed for at holde åbent 30 søndage mod i dag 20 søndage. Desuden kan de holde åbent lørdage til kl. 20.00. Derudover får byggemarkeder og bagere mulighed for at holde åbent uden begrænsninger. Også mindre butikker, der sælger udsalgsvarer til hus og have, undtages fra lukketidsreglerne, og det vil altså sige de butikker, som har en årlig omsætning på under 30,5 mio. kr. Og fra den 1. oktober 2012 kan alle butikker holde åbent alle dage undtagen på helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag efter kl. 15.00, altså i alt 13 ½ dag.

Jeg synes, det har været en god debat, der har været her i dag, men der er blevet rejst visse spørgsmål undervejs i debatten, og dem vil jeg forsøge at adressere her afslutningsvis.

For det første har der været et spørgsmål vedrørende de små butikker, der ligger i centrene i dag, nemlig hvorledes deres beskyttelse vil være fremover. Det er sådan, at vi i dag har regler i både lejeloven og erhvervslejeloven, som sikrer, at ingen forretningsdrivende i lejekontrakter eller lignende kan tvinges til at holde åbent på hverdage efter kl. 20.00, lørdage efter kl. 17.00 og på søndage, og de regler fastholder vi uændret. Det betyder altså, at hvis en erhvervsdrivende i et center skal til at holde længere åbent, end det i dag er tilfældet, er det noget, den erhvervsdrivende positivt selv skal indgå en aftale om. Ellers er reglerne sådan i dag, at den lille butik, men sådan set også den store butik, er beskyttet af de regler, der er i lejeloven og erhvervslejeloven, og dem agter jeg ikke at ændre. Så den beskyttelse vil der fortsat være.

Det næste spørgsmål, der blev rejst fra såvel Socialdemokratiets som Socialistisk Folkepartis side, var den der besynderlige idé om, at lovforslaget nu skal deles op i 2 dele, for godt nok er man modstander af en liberalisering, men alligevel lidt tilhænger, og så vil man godt være med til lidt, men man vil ikke være med til det hele. Altså, magen til makværk har jeg aldrig nogen sinde hørt tale om. Det vil skabe en utrolig usikkerhed for både butikkerne og de ansatte, hvis vi giver os i kast med et projekt og siger: Nu tager vi skridtet halvt, så svæver vi der i luften, og så er der ingen, der aner, hvor det ender. Jeg må sige, at jeg ellers har stor respekt for fru Pia Olsen Dyhrs logiske argumentation, som vi ofte hører her i Folketingssalen, men at det da er besynderligt at høre Socialistisk Folkeparti på den ene side stå og argumentere for en undersøgelse, der viser, at forbrugerne er udmærket tilfreds med loven, som den er i dag, hvorefter Socialistisk Folkepartis konklusion på den anden side er: Derfor vil vi gerne være med til at lave reglerne om. Altså, enten må argumentationen være, at man synes, reglerne er gode nok, og så står man fast, eller også må argumentationen være: Jamen vi tror faktisk på, at vi skal forandre for at bevare, og at det derfor er afgørende at sikre forbrugerne bedre muligheder. Og der synes jeg altså, at vi mangler enhver form for sagligt svar fra både Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti på, hvorfor man godt vil være med noget af vejen, men ikke hele vejen.

Et andet spørgsmål, der har været rejst, har været, om man ikke bare kunne gå noget af vejen og lade det være fuldstændig uvist, hvordan fremtiden bliver, men så måle på, hvordan reglerne virker. Hvordan i alverden havde man forestillet sig det? Vi lever i dag i en verden, der er påvirket af finanskrise, økonomisk krise. Hvordan skulle man kunne adskille det i forhold til at måle på, hvilke butikker der åbner og lukker, og hvem der overlever?

Noget andet er så, og det har slet ikke fyldt noget under debatten i dag, hvilket egentlig undrer mig, er, at flere og flere forbrugere benytter sig af internettet og af e-handel. Og en af grundene til, at jeg personligt mener, at det her er det rigtige for de mindre, gode specialbutikker, er, at der er rigtig meget handel, der lige nu flytter over på internettet, fordi der, hvor forbrugerne har tid til at købe ind – og det er altså typisk i weekenden og om søndagen – holder de butikker, som de helst vil købe deres varer i, lukket, og så køber de dem på nettet. Der vil jeg sige, at det altså er helt umuligt, hvis man forestiller sig, at man skal lave en undersøgelse, der skal kunne dele op, hvorfor forbrugerne køber det på nettet og ikke ude i en butik, og hvorfor de køber det det ene sted eller det andet sted. Det tror jeg simpelt hen ikke holder, og derfor vil jeg sige, at jeg ikke har nogen planer om at begynde at lave en eller anden form for midtvejsanalyse, som jeg simpelt hen ikke tror kan give et retvisende billede af situationen, hvis det, der er ønsket, er at fortælle noget om, hvorfor der er nogle butikker, der lukker, og nogle, der ikke lukker. Jeg mener nemlig, at fru Colette Brix har fuldstændig ret i, at det, der er afgørende, er, om man sælger de rigtige varer i sin butik. Og der vil jeg sige til fru Pia Olsen Dyhr, at jeg, hvis vi skal tage en butik som en slagter i Stege som eksempel, sådan set tror, at det vigtigste for den slagterbutiks overlevelse er at have gode varer i butikken, rigtig, rigtig gode produkter, som forbrugerne efterspørger, men at det da måske, da Møn er et af de steder, hvor rigtig mange mennesker tager på weekendferie, også er at holde åbent, når der er ekstra mange kunder der. Derfor tror jeg – og der taler jeg af erfaring, jeg kommer fra Nordjylland, hvor der er rigtig mange, der opholder sig i weekenden, og hvor der er rigtig mange turister – at det, der kan sikre butikkernes overlevelse, altså er, at man kan holde åbent, når der er flest mulige kunder, der går rundt i gaderne.

Jeg vil så også sige til hr. Morten Østergaard, at jeg er meget glad for de tilbagemeldinger, der er kommet fra Det Radikale Venstre, og det positive tilsagn, der er kommet. Jeg vil så give et mindst lige så positivt tilsagn om, at vi meget gerne vil gå ind i et konstruktivt forløb nu om at se på, hvad vi yderligere kan gøre for at sikre udkantsområderne, yderområderne, og de butikker, der ligger der, bedre overlevelsesmuligheder. Jeg tror, at vejen dertil selvfølgelig er at sørge for at følge med tiden og have de gode varer i butikkerne, men jeg tror bestemt også, hr. Morten Østergaard har en rigtig pointe i, at man for at lokke kunderne til måske skal have et større udbud af andre aktiviteter, der gør, at de siger, at så ordner de det hele lokalt. Nogle af de ting, som hr. Morten Østergaard allerede har peget på, er sådan noget som biblioteksbetjening, pengeinstitutservice og borgerservice via opstilling af pc'er. Allerede i dag ved vi jo, at udlevering af håndkøbsmedicin, salg af tips og lotto og postekspedition er nogle af de ting, der kan være med til at have en slags multibutik, der kan mange ting. Noget af det, jeg også selv synes er meget spændende, er de såkaldte netnærbutikker, der er et netværk af internetbaserede landbutikker med et stort socialt indhold, altså at man prøver at putte andre typer opgaver ind i butikkerne, og det vil vi som sagt meget gerne arbejde konstruktivt videre med og prøve at finde nogle gode, fornuftige løsninger på, herunder også se på, hvilke regler der måtte være en hindring for det, så butikkerne får en mulighed for at kunne klare sig.

Jeg synes måske også, det er værd at få understreget under debatten her i dag, uanset hvad vi gør – for jeg er meget enig med Det Radikale Venstre i, at vi skal tænke i, hvordan vi kan bevare noget liv ude i landdistrikterne – at det jo så også er vigtigt at få sagt til de mennesker, der bor derude, at de også selv skal være med til at tage et medansvar. Hvis de vælger at købe ind i et storcenter på vejen hjem, er de sådan selv skyld i, at butikkerne til sidst lukker.

Der vil jeg gerne fremhæve et rigtig godt eksempel fra Nordjylland. Der har beboerne i Nørholm, en mindre by, der ligger 12 km fra Aalborg, faktisk valgt at lave en ordning, så de hver har en lille bog liggende hos købmanden. Hver måned sætter man 1.000 kr. ind på den, og hver gang man går ned til købmanden og handler, bliver der så trukket på den. Det har man simpelt hen gjort som en konsekvens af, at man ønskede, at den købmand skulle blive ved med at være der, og at man var klar over, at man også lokalt skulle tage et medansvar, for at den kunne være der, og den slags lidt mere kreative løsninger synes jeg faktisk at vi skal gøre noget for at udbrede mange steder.

Så jeg vil sige, at jeg synes, det har været en god debat i dag. Jeg synes måske, den har været lidt præget af, at dem, der er modstandere af loven og ikke har villet støtte lovforslaget – med undtagelse af hr. Frank Aaen, som man må sige meldte klart ud, hvorfor han ikke er tilhænger af en liberalisering – ikke rigtig har så mange saglige argumenter for, hvorfor de ikke vil være med hele vejen. Jeg synes, at det her med at være med halvvejs er noget mærkeligt noget, men fred være med det. Jeg håber, at der under udvalgsbehandlingen vil være en bred opbakning til, at dette lovforslag også får en bred tilslutning ved tredjebehandlingen. Og det er der jo meget der tyder på i dag, når man har hørt de forholdsvis positive toner, der ud over fra regeringspartierne selvfølgelig også har lydt fra Dansk Folkeparti, men også fra Det Radikale Venstre.

Fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne skabe klarhed for økonomi- og erhvervsministeren. Der er ingen tvivl om, at SF mener, at den nuværende lukkelov er god nok, men eftersom vi jo kan se, at det her bliver sat i værk, og at det bliver sat i værk lige om lidt her i sommeren 2010, så vil vi, når vi kommer til regeringsmagten i 2011, gerne sikre, at erhvervslivet ikke skal tro, at vi lige pludselig begynder at rulle tingene tilbage. Vi vil netop gerne skabe tryghed, selv om vi ikke – hvad jeg tror det ender med – stemmer for det. Det er simpelt hen, for at også de skal vide, at vi altså ikke lige pludselig kommer til at skabe en masse hurlumhej bagefter. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at jeg hører ministeren sige, at hun gerne vil kigge på andre ting for at sikre mod erhvervsdød, altså at små virksomheder eller specialbutikker eller butikkerne rundtomkring i landet dør. Der er nogle steder, hvor de er beskyttet, f.eks. i kystbyer. Så vidt jeg husker, kommer ministeren selv fra Hirtshals, og der er nogle særlige regler, der gælder i kystbyer. Men man kan måske kigge på andre elementer, man kan kigge på boligloven, man kan kigge på planloven, man kan kigge på skattelovgivningen for netop at lave en eller anden form for kompleks, som sikrer både de små specialbutikker, som vi alle sammen gerne vil bevare, samt måske også sikrer specialbutikkerne i mellemstore byer.

Ministeren.

Nu vil jeg sige til fru Pia Olsen Dyhr, at man jo lige skal vinde valget, før man kan begynde at regere, så lad os tage den diskussion på det tidspunkt. Men jeg synes nu, at det er mærkeligt holdningsløst, men et eller andet sted også helt i tråd med den politiske vandring, som Socialistisk Folkeparti har været igennem, at man egentlig siger, at man er fuldstændig modstander af det her, men at hvis de andre gennemfører det, nå ja, så gør man ikke noget ved det, så er man tilhænger af det, og så sker der ikke noget. Det er mærkeligt holdningsløst, og på en eller anden måde synes jeg også, at det jo ikke harmonerer med det, som Socialistisk Folkeparti normalt står for, nemlig at være på forbrugerens parti. For det er klart til forbrugerens fordel, at butikkerne har åbent, når forbrugeren har tid til at handle.

Men jeg vil sige, at vi selvfølgelig er helt indstillet på efter mange af de gode tanker, som hr. Morten Østergaard er fremkommet med, at prøve at se på, om der er noget, man kan gøre for at fremme udviklingen, også i udkantsområderne, og et af de eksempler, som hr. Morten Østergaard nævnte, som jeg ikke har undersøgt til bunds, men som jeg jo synes lyder meget spændende, er hele ideen om f.eks. i forbindelse med plejehjem og andet at lade butikker have åbent, hvor der kan være behov for det på grund af de ældre, for at understøtte dem med gode butiksmuligheder.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Nu skal vi jo ikke diskutere, hvad Socialdemokraterne og SF kommer til at gøre i en kommende regering, for det tror jeg ikke vi kan blive enige om, og det er der sådan set heller ingen grund til at blive enige om. Vi har bare gerne villet sikre en vis ro hos de erhvervsdrivende, også i fremtiden, og derfor har vi sagt, som vi har gjort; det synes jeg faktisk ikke at der er noget odiøst i overhovedet. Ministeren burde faktisk i stedet sige, at det er ansvarligt.

Når ministeren siger, at SF er forbrugernes parti, så er det ganske rigtigt. Vi er interesseret i forbrugernes ve og vel, og derfor noterer jeg mig også i den her undersøgelse, at forbrugerne generelt siger, at de faktisk er ganske tilfredse med de nuværende regler. Det er rigtigt, at der er nogle børnefamilier, der siger noget andet, men generelt siger forbrugerne, at de er glade for de eksisterende regler. Derfor ser jeg ikke nogen grund til at ændre på dem. Man har ikke spurgt forbrugerne i undersøgelsen, hvilket jeg synes er en mangel: Hvordan vil du have det, hvis nu lukkeloven medfører, at din specialbutik kommer til at lukke? Vil du have det godt med det? Det spørgsmål er jo ikke stillet, og jeg tror også, at det er i forbrugernes interesse, at der er små specialbutikker i deres nærområder.

Så er det ministeren.

Jeg vil gerne starte med at sige til fru Pia Olsen Dyhr, at hvis Socialistisk Folkeparti ønsker at skabe ro for de erhvervsdrivende, så kan man da i hvert fald starte med at aflyse de voldsomme skattestigninger, man lægger op til, hvis der skulle ske den ulykke, at man vandt det næste folketingsvalg. De 18-19 mia. kr., som erhvervslivet og de hårdt plagede danske skatteydere skal diske op med, er noget, der skaber utryghed, som ødelægger konkurrencen og flytter arbejdspladser til udlandet. Så der kunne man starte. Og jeg må sige, at det er i forbrugernes interesse at skabe bedre muligheder. Det er ikke lukkeloven, der lukker specialbutikkerne, det er mangelen på kunder, der lukker specialbutikkerne, og der tror jeg, at det, at specialbutikkerne nu kan matche og konkurrere mod internetbutikkerne, faktisk gør, at flere af dem vil overleve på sigt, hvis de vel at mærke følger forbrugernes ønsker og krav. Det er den vej, det skal gå.

Jeg er også helt overbevist om, at når den nye lukkelov er endeligt implementeret, vil man også opleve, at forbrugerne er endnu mere glade over de nye regler.

Så er det hr. Orla Hav for en kort bemærkning.

Jeg skal bare lige have slået fast: Er det ikke sådan, at omsætningen i de små specialbutikker, som ministeren gerne vil tage hensyn til, er således, at de allerede i dag kan holde åbent stort set på de tidspunkter, de ønsker, fordi de reddes af omsætningsloftet? Lad os lige få det på det rene.

Det andet er, at ministeren problematiserer, at vi har et fase 1- og fase 2-forslag på det her lovforslag. Der er dog ganske stor forskel på at have et sæt regler eller ikke have et sæt regler. Derfor har vi ønsket om en faseopdeling.

Må jeg så spørge ministeren: Er det ikke korrekt, hvis vi taler centerkontrakter – det er rigtigt, at lejeloven forbyder det, hvis det er mod lejerens interesser eller mod lejerens vilje – at hvis ikke centerkontraktindehaveren eller centerindehaveren kan lave en kontrakt med en, så kan han måske med den næste, og dermed er der ikke så stor beskyttelse for den enkelte.

Så skal jeg bare opdatere ministeren om det seneste om butikken i Nørholm. Det er ifølge Nordjyske, at den desværre er under afvikling.

Så er det ministeren.

Jeg vil starte med at sige til hr. Orla Hav, at der jo desværre er masser af butikker, der er over omsætningsloftet og derfor ikke kan holde åbent. Det er jo sådan set det, der er hele pointen. Hvis vi ønsker, at handelen stadig væk fysisk skal være ude på gader og stræder og i udkantsområderne, er der altså behov for at lave en liberalisering.

Som jeg har sagt, er reglerne sådan i både lejeloven og i erhvervslejeloven, at der er en beskyttelse af de små butikker i centrene, men det er naturligvis klart – sådan er det, vi lever i et frit samfund – at hvis man underskriver en kontrakt og aftaler sig frem til noget andet, er der mulighed for det. Det kunne jeg ikke drømme om at forhindre. Hvis der er en lille urmager i et storcenter, der gerne vil holde åbent om søndagen og holde åbent sammen med alle de andre butikker, så skal vi da ikke til at lave regler for det. Han skal da have lov til at konkurrere på lige vilkår med alle andre. Men hvis man ikke ønsker det, er der en beskyttelse. Så kan man sige, at man ikke vil underskrive den kontrakt.

Jeg skal sige, at hvis det om Nørholm er rigtigt, er det selvfølgelig meget beklageligt. Ikke desto mindre synes jeg, at det er den rigtige vej at gå. Vi politikere her på Christiansborg kan jo ikke være med til at sikre, at hver enkelt lille butik overlever. Vi kan give nogle gode rammer, herunder også følge det, som Det Radikale Venstre i dag har peget på, med at se på ekstramuligheder, men det er forbrugerne selv, der skal være med til at lægge pengene lokalt, hvis man skal overleve lokalt.

Så er det hr. Orla Hav for yderligere en kort bemærkning.

Det sidste er jeg naturligvis enig med ministeren i, og derfor er det også helt afgørende, at Folketinget påtager sig at lave nogle rammer, som tager hensyn til de meget forskelligartede interesser. Det er jo det, vi synes at den totale liberalisering ikke vil gøre. Den vil sætte de mindre erhvervsdrivende under så voldsomt et pres, at de vil blive truet på overlevelsen, og et generationsskifte vil næsten være umuligt. Det er ærgerligt, at man ikke vil tage de hensyn.

Med hensyn til undersøgelserne af, hvilke ændringer man ønsker fra eksempelvis børnefamiliernes side, så er der jo en forudsætning om, at handelsmønsteret eller butiksstrukturen forbliver uændret, hvis der laves ændringer i lukkeloven. Sådan er det jo ikke. Der vil komme voldsomme strukturtilpasninger, som vil ramme de samme, der i dag ønsker ændringer. Det vil jeg godt spørge om ministeren ikke kan se problematikken i.

Så er det ministeren.

Jeg vil sige til hr. Orla Hav, at her faktisk er et punkt, hvor jeg tror, vi deler analysen, nemlig at der er utrolig mange faktorer udefra, der hver især presser hele butiksstrukturen, både det, at folk arbejder på mere og mere skiftende tider, har differentierede arbejdstider, og også det krav, der er om, at både mor og far arbejder, og som altså gør, at man har en meget presset hverdag, samt det, at der bliver mere og mere e-handel, altså mere og mere handel over internettet, hvor man får leveret sine varer og sine gaver osv. via internettet. Det er alt sammen noget, der sætter butiksstrukturen og butikkernes overlevelse under pres. Og der kan man vælge enten at holde butikkerne i et jerngreb og sige, at de bare må følge de regler, der er, og så lukke øjnene for, at folk altså kan købe gaver over internettet 24 timer i døgnet, og at de kan bestille varer, eller man kan prøve at give butikkerne en mulighed for at kunne konkurrere i en virtuel verden, hvor der også er internethandel. Og der tror jeg, at den rigtige vej frem, hvis vi ønsker specialbutikker og i det hele taget et levende butiksmiljø, både i store byer og små byer, er at liberalisere og sætte tingene fri.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.