Mange tak for de fremsendte svar fra ministeren. Til dem vil vi gerne bemærke følgende:1. Ministeren nævner, at udvalget om bygningsbevaring har overvejet muligheden for at frede samlinger afbygninger. Det er imidlertid (som nævnt) vor opfattelse, at fredninger er nødvendige, men ikke tilstrækkelige tilat løse problemet med den løbende ødelæggelse af bymiljøer:på den ene side er der brug for at beskytte bygninger, som næppe nogensinde vil kunne fredes (og hellerikke bør fredes) - bl.a. fordi de ikke har nogen speciel arkitektonisk værdi, eller fordi de ikke længerefremstår i deres originale stand - ogpå anden ene side ville fredninger af disse bygninger være et større indgreb, end formålet kanretfærdiggøre (bl.a. fordi bygningerne fortsat bør kunne ændres, f.x. indvendigt).

Der er netop

ikke

brug for en præcis og omhyggelig fredningsbeskrivelse for hver enkelt bygning, ej heller afbygningens samspil med omgivelserne; mindre kan gøre det, og de berørte bygninger har for mangesvedkommende ikke de kvaliteter, som en fredningsbeskrivelse normalt vil omhandle. Det er væsentligt atfastholde, at bymiljø og arkitektur ikke altid følges ad (ligesom naturmiljø ikke blot drejer sig om botanik). Derer brug for generelle begrænsninger i eller retningslinier for retten til at ændre (eller nedrive) bygninger i et heltbyområde. Ministerens svar retter sig imod samlinger af bygninger, som – betragtet undet ét – vil kunne leve optil fredningskriterierne, og hans svar adresserer derfor ikke det væsentlige i vort forslag.2. Ministeren nævner endvidere, at der er lagt op til et udvidet samarbejde mellem Kulturarvsstyrelsen ogkommunerne om bygningskulturarven, og at hensynet til de større bygningsmiljøer naturligt vil indgå heri. Deter prisværdigt, at samarbejdet udvides. Men styrelsen vil næppe kunne fremtvinge nogen særlig ændring ikommunernes handlemåde. Et eksempel herpå er allerede leveret: Styrelsen har udnævnt Halsnæs Kommune tilat være én af 6 kulturarvskommuner i Danmark. Alligevel blev der sidste år imod lokale protester nedrevet huse(og givet tilladelse til flere nedrivninger) i Frederiksværk for at give plads til et Liedl supermarked. I år nedriveset gammelt hotel og en gammel købmandsgård i Hundested for at give plads til en Superbrugs og en Fakta, igenimod lokale protester. (Hundested har i forvejen 4 supermarkeder). De to nævnte byer har kun meget sparsommebymiljøer, men alligevel har kommunen (på trods af sin status som kulturarvskommune) besluttet sig fornedrivningerne. Når man tager de to byers ringe størrelse i betragtning, skulle man tro, at supermarkedernekunne være flyttet nogle få hundrede meter, så bykernerne kunne være sparet. Man må konstatere, atkommunalpolitikere i mange kommuner ikke har nogen særlig viden om eller forståelse for værdien af de dembetroede bymiljøer (og det kan man vel heller ikke forlange). Dette gælder ikke bare for mindre kommuner, menogså for København (som råder over lige så mange attraktive byområder som hele resten af landet tilsammen).Da bystyret her efter kommunalvalget i 2005 erklærede, at man ville gøre op med 100 års byggepolitik og tilladehøjhusbyggeri overalt – også i den indre by - kontaktede vi (gennem den til formålet stiftede forening ’TivolisVenner’) de fleste af de 55 borgerrepræsentanter. Vi konstaterede en særdeles beskeden viden om byens

nyklassicistiske og meget harmoniske arkitektur (som ellers er internationalt anerkendt). Ej heller i Aarhus, hvor’Den Gamle By’ ligger, er forståelsen til stede; man har således opført højhuset ’Prismen’ klos op ad ’DenGamle By’, hvorved dennes bymiljø aldeles forstyrres. Og lige uden for rådhusets vinduer har man for få årsiden opført et kontorhus og nedrevet fine gamle huse, der lå over for Ridehuset.3. På mødet i Kulturudvalget d. 17/3-2010 nævnte Hr. Troels Christensen behovet for lokale ’vagthunde’.Æstetisk Raads medlemmer har sammenlagt gennem 20-30 år frivilligt brugt tusindvis af timer på at agerevagthunde i enkeltsager om ødelæggelser af bymiljøer. I de sager, som vi har ’vundet’, er vi blevetopmærksomme på byggeplanerne i tide, vi har kunnet skabe lokal debat, og vi har vi haft adgang til at gøreindsigelse i henhold til en lokalplan. Det er så lykkedes os med vore argumenter at få kommunen til at skiftemening (og endda ved flere lejligheder at høste anerkendelse fra kommunen). Men vi har så godt som aldrig haftsucces i de tilfælde, hvor der ikke var en lokalplan. I sådanne sager kommer vi for sent, og bygherren vil ofteallerede have en byggeret, som man ikke kan eller vil fratage ham.

Hvis vore bymiljøer skal undgå yderligere ødelæggelser, skal der tænkes nyt. Dette behov dokumenteres af desidste 50 års bedrøvelige udvikling. Bevarende lokalplaner vil være et beskedent (men nødvendigt) skridt. Pånaturmiljøets område er man heldigvis nået langt videre. Vi kan ikke garantere, at bevarende lokalplaner vilvirke, idet det bliver kommunerne, der skal give dem indhold (forhåbentligt i samarbejde medKulturarvsstyrelsen) og forvalte dem med respekt. Men vi kan med baggrund i vor ganske omfattende erfaringmed temmelig stor sikkerhed forudsige, at uden bevarende lokalplaner vil ødelæggelserne fortsætte ogvagthundene føle sig magtesløse. Retsstillingen (bevisbyrden) må vendes om, således at det ikke længere ervagthundene, der skal tage initiativ og føre endeløse kampe imod hvert eneste ødelæggende indgreb ibymiljøerne, men derimod den, der med sine byggeplaner vil skade bymiljøer, som skal fremføre sinebegrundelser og søge om dispensation for at få tilladelse. Dette vil kunne anspore bygherrer til at lade være medat købe gamle bygninger for at rive dem ned, men i stedet planlægge deres byggerier et andet sted, hvor de ikkegør skade.

Svar:

Jeg har med interesse læst de relevante overvejelser, som Æstetisk Raad gør sig om den bedst mulige sikring afmiddelalderlige bykerner i 75 danske købsteder.For så vidt angår de betragtninger, som Æstetisk Raad anfører vedrørende beskyttelse af disse særlige bymiljøer,vil jeg henvise til svar på spørgsmål 9 fra Kulturudvalget. Heraf fremgår det, at udvalget om bygningsbevaringhar overvejet, om der burde skabes mulighed for at frede samlinger af bygninger. Der var imidlertid ikkeenighed i udvalget om, hvilke redskaber der skulle kunne bringes i anvendelse. Med lovforslaget er lagt op til, aten beskyttelse af samlinger af bygninger bør kunne varetages ved en præcis og omhyggelig fredningsbeskrivelsefor den enkelte bygning, herunder bygningens samspil med omgivelserne.Jeg henviser også til, at der er lagt op til et udvidet samarbejde mellem Kulturarvsstyrelsen og kommunerne ombygningskulturarven, og at hensynet til de større bygningsmiljøer naturligt vil indgå heri.

Folketingets Kulturudvalg.

Vedr. spørgsmål nr. 19 -

ikke

Spørgsmål 19:

Svar: