”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 2. februar2010 fra Finans og Leasing, jf. L 91 - bilag 6.”

Svar:

Finans og Leasings kommentarer vedrørende visse bestemmelser i kre-ditaftalelovens kap. 10Finans og Leasing anfører i henvendelsen, at den gældende bestemmelsei kreditaftalelovens § 41 ikke er forenelig med direktivets artikel 14 og16. Finans og Leasing henviser til, at det af forbrugerkreditdirektivetsartikel 14 fremgår, at forbrugeren har en frist på 14 kalenderdage til atfortryde en kreditaftale uden nogen begrundelse. Finans og Leasing anfø-rer nærmere, at kreditaftalelovens § 41 medfører, at fortrydelsesrettenkommer til at gælde i hele lånets løbetid. Finans og Leasing anfører end-videre, at bestemmelsen i kreditaftalelovens § 41 er i strid med forbru-gerkreditdirektivets artikel 16, hvorefter forbrugeren i forbindelse medførtidig indfrielse er forpligtet til at betale det lånte beløb tilbage.Af kreditaftalelovens § 41, jf. § 35, fremgår, at kreditgiveren ved forbru-gerens misligholdelse af aftalen, når der er taget ejendomsforbehold i densolgte genstand, som udgangspunkt skal søge sig fyldestgjort ved tilbage-tagelse af den solgte genstand. Betaling af et evt. overskydende beløbkan kun kræves i det omfang, særlige omstændigheder taler derfor, navn-lig hvis forbrugeren har udvist forsømmelighed ved brugen eller opbeva-ringen af det købte eller har lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsesfor-retningen.Kreditaftalelovens §§ 35 og 41 omhandler kreditgiverens adgang til fyl-destgørelse ved forbrugerens misligholdelse af en aftale om kreditkøbmed ejendomsforbehold. Der er således ikke tale om en ret for forbruge-ren til at levere den købte genstand tilbage, men om regler for, hvilkenadgang til fyldestgørelse kreditgiveren har, når forbrugeren misligholderkreditaftalen.Bestemmelsen i direktivets artikel 16 vedrører forbrugerens ret til frivil-ligt at indfri sine forpligtelser i henhold til en kreditaftale helt eller del-2

vist, mens direktivets artikel 14 vedrører forbrugerens ret til at fortrydekreditaftalen inden 14 dage.Da forbrugeren ikke har adgang til at levere varen tilbage efter kreditafta-lelovens § 41, og da den udbetaling, der efter § 34, stk. 1, skal erlægges,ikke betales tilbage efter bestemmelsen, er der således efter Justitsmini-steriets opfattelse ikke tale om hverken en ret til førtidig indfrielse elleren fortrydelsesret.Af betragtning 35 i forbrugerkreditdirektivets præambel fremgår endvi-dere, at direktivet ikke berører medlemsstaternes regulering af spørgsmålvedrørende tilbagelevering af varer eller dermed forbundne spørgsmål ide tilfælde, hvor en forbruger fortryder en kreditaftale, i tilknytning tilhvilken vedkommende har modtaget varer, navnlig en aftale om afbeta-lingskøb eller en leje- eller leasingaftale, ifølge hvilken der gælder enkøbeforpligtelse.Direktivet harmoniserer således ikke regler om tilbagetagelse af varer,selv hvor en forbruger fortryder en kreditaftale, dvs. på et område, hvordirektivet dog indeholder regler. Heri ligger endvidere efter Justitsmini-steriets opfattelse, at kreditgiverens adgang til fyldestgørelse i de levere-de varer ved forbrugerens misligholdelse – et område direktivet som an-ført ikke indeholder regler om – så meget desto mindre kan anses for om-fattet af direktivets totalharmonisering.Det kan endvidere anføres, at det af betragtning 10 fremgår, at definitio-nerne i direktivet bestemmer rækkevidden af harmoniseringen. Af artikel1 i direktivet fremgår, at direktivet har til formål at harmonisere visseaspekter af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser omaftaler om forbrugerkredit. Det fremgår af artikel 3, litra c, at en kreditaf-tale er defineret som en aftale, hvorved en kreditgiver yder eller givertilsagn om at yde en forbruger kredit i form af henstand med betalingen,lån eller anden tilsvarende form for finansiel facilitet, undtagen aftalerom løbende levering af tjenesteydelser eller varer af samme art, hvor for-brugeren betaler for ydelserne eller varerne i rater, så længe de leveres.Det fremgår således såvel af direktivets formålsbestemmelse som af de-finitionen af en kreditaftale, at området for direktivets harmonisering erden aftaleretlige regulering af kreditaftaler. I modsætning hertil er derikke fastsat regler i direktivet om kreditgivers adgang til fyldestgørelse ianledning af forbrugerens misligholdelse af kreditaftalen. Hertil kommer,3

at tidligere forslag til nyt forbrugerkreditdirektiv, der blev fremsat af Eu-ropa-Kommissionen, indeholdt specifikke regler om misligholdelse afkreditaftaler, men at disse regler udgik inden vedtagelsen af direktivet.Det er på denne baggrund Justitsministeriet vurdering, at kreditaftalelo-vens § 41 ikke er uforenelig med forbrugerkreditdirektivet.Finans og Leasings kommentarer vedrørende forslaget til bilag 2, pkt. 3Finans og Leasing anfører i henvendelsen, at det er foreningens opfattel-se, at de 6 rækker med oplysninger, der fremgår af forslaget til bilag 2under overskriften ”Tilknyttede omkostninger”, kun skal udfyldes, hvisde pågældende oplysninger ikke er medregnet i de årlige omkostninger iprocent (ÅOP).Af forslaget til kreditaftalelovens § 7 a, stk. 2, nr. 9, jf. lovforslagets § 1,nr. 7, fremgår, at de oplysninger, der gives før en forbruger bindes af enkreditaftale, skal omfatte – hvor det er relevant – omkostningerne i for-bindelse med forvaltning af en eller flere konti til registrering af både be-talingstransaktioner og udnyttelser af kreditmuligheden, medmindre detikke er obligatorisk at åbne en konto, tillige med omkostningerne vedanvendelse af et betalingsmiddel i forbindelse med både betalingstrans-aktioner og udnyttelser af kreditmuligheden, andre omkostninger i for-bindelse med kreditaftalen og betingelserne for en eventuel ændring afdisse omkostninger.Af betragtning nr. 22 i forbrugerkreditdirektivets præambel fremgår, at ide medlemsstater, hvor kombinerede tilbud, der kræver, at forbrugeren iforbindelse med kreditaftalen opretter en bankkonto eller indgår en aftaleom en anden accessorisk tjenesteydelse eller betaler udgifter eller hono-rarer i forbindelse med sådanne bankkonti eller andre accessoriske tjene-steydelser, er tilladt, bør forbrugerne, før kreditaftalen indgås, underrettesom eventuelle accessoriske tjenesteydelser, som er obligatoriske foroverhovedet at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annonce-rede vilkår og betingelser. Omkostningerne, der skal betales for sådanneaccessoriske tjenesteydelser, bør indgå i de samlede omkostninger i for-bindelse med kreditten; alternativt bør forbrugerne, hvis sådanne om-kostninger ikke kan beregnes i forvejen, forud for aftaleindgåelsen havefyldestgørende oplysninger om, at der skal påregnes omkostninger. Kre-ditgiveren skal antages at have kendskab til omkostningerne i forbindelsemed accessoriske tjenesteydelser, som han selv tilbyder forbrugeren, eller4

som han tilbyder forbrugeren på vegne af tredjemand, medmindre prisenafhænger af forbrugerens specifikke særpræg eller situation.Det er Justitsministeriets vurdering, at betragtningens formulering om, atforbrugerne ”alternativt” forud for aftaleindgåelsen bør have fyldestgø-rende oplysninger om, at der skal påregnes omkostninger, taler for, at depågældende felter kun skal udfyldes, hvis de tilknyttede omkostningerikke indgår i ÅOP i forbindelse med kreditten.Finans og Leasings kommentarer vedrørende forslaget til bilag 2, pkt. 4Finans og Leasing anfører, at en oplysningsrække i direktivets bilag erudgået i bilag 2 til den foreslåede lov.Justitsministeriet kan oplyse, at i forbindelse med konvertering af direk-tivets bilag er to af rækkerne i direktivets bilag II flettet sammen i bilagettil den foreslåede lov, ligesom typografien på visse punkter afviger fradirektivets. Justitsministeriet vil stille et ændringsforslag til lovforslaget,således at bilagene kommer til at stemme overens med direktivets bilag.Finans og Leasing anfører endvidere, at det er uklart, hvordan felterne”Søgning i database” og ”Ret til et udkast til kreditaftale” skal udfyldes,herunder om det i alle tilfælde er nødvendigt at udfylde de pågældendefelter.Justitsministeriet kan generelt bemærke, at oplysningerne, der fremgår afforslaget til kreditaftalelovens § 7 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, skal givesved hjælp af formularen i bilag 2 til den foreslåede lov. Hvilke oplysnin-ger, der skal gives i bilaget, vil således afhænge af omfanget af oplys-ningsforpligtelsen i forslaget til kreditaftalelovens § 7 a.For så vidt angår felterne ”Søgning i database” og ”Ret til et udkast tilkreditaftale” er det Justitsministeriet opfattelse, at det i lyset af den sy-stematik, der i øvrigt benyttes i bilaget, herunder at de øvrige felter i bi-laget skal udfyldes, vil være mest overskueligt for forbrugeren, hvis det ide pågældende felters højre kolonne anføres, at forbrugeren har de på-gældende rettigheder.I øvrigt fremgår det af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 27, ved-rørende feltet ”Søgning i database”, at det skal angives, hvis der ikke ersøgt, men dette påtænkes.5

Af forslaget til kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1, nr. 17, jf. lovforslagets §1, nr. 7, fremgår, at forbrugeren skal have oplysning om retten til omgå-ende underretning uden omkostninger i henhold til § 7 c, stk. 3, om resul-tatet af databasesøgninger, der er foretaget med henblik på vurdering afden pågældendes kreditværdighed. Bemærkningerne til lovforslagets § 1,nr. 27, skal derfor forstås således, at der i feltet ”Søgning i database” skaloplyses om den ret, som forbrugeren har efter forslaget til kreditaftalelo-vens § 7 c, stk. 3.Af bemærkningerne i lovforslaget til feltet ”Søgning i database” fremgårdet endvidere, at det skal angives, om der er søgt i databaser, og i givetfald resultaterne heraf.Oplysningerne, der skal gives på bilag 2, skal gives forud for indgåelsenaf kreditaftalen. På dette tidspunkt vil der ofte endnu ikke være foretageten eventuel søgning i en database med kreditoplysninger. Det vil såledesi disse tilfælde ikke være relevant at give disse oplysninger. Hvis der pådet pågældende tidspunkt er foretaget en søgning i en database, skal kre-ditgiveren opfylde forpligtelsen til at underrette ved afslag, jf. forslagettil kreditaftalelovens § 7 c, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 7. I den forbin-delse skal persondataloven sammen med eventuelle særregler iagttages,når forbrugeren i givet fald underrettes. De nævnte bemærkninger til be-stemmelsen skal således forstås i lyset af denne forpligtelse.Finans og Leasings kommentarer vedrørende forslaget til bilag 2, pkt. 5Finans og Leasing anfører, at felterne vedrørende ”Kreditgivers repræ-sentant i den medlemsstat, hvor De bor” og felterne vedrørende retsreg-ler, lovgivning og sprog i bilag 2, pkt. 5, kun kan være relevante vedgrænseoverskridende aktivitet, og at felterne således skal slettes ved renindenlandsk aktivitet. Det anføres endvidere, at feltet om fortrydelsesret ialle tilfælde er relevant, hvorfor det virker som en fejl, at ordene ”Hvisrelevant” indgår.Bilag 2, pkt. 5, angår, som det fremgår af bemærkningerne til lovforsla-gets § 1, nr. 27, oplysningsforpligtelser efter artikel 3, stk. 1 og 2, i direk-tiv 2002/65/EF om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerneog skal udfyldes i tilfælde af fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Derer således tale om en oplysningsforpligtelse, der følger af forbrugeraftale-lovens §§ 11 og 13, som ikke foreslås ændret.

Af forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 1, jf. § 13, stk. 1, fremgår, atden erhvervsdrivende inden der indgås en fjernsalgsaftale om en finansieltjenesteydelse, skal give forbrugeren oplysning om navn, erhvervsmæs-sige hovedaktivitet, fysiske adresse samt, hvis der er tale om en uden-landsk erhvervsdrivende, der har en repræsentant her i landet, eller hvisleverandøren i øvrigt er repræsenteret af en anden, relevante oplysningerom denne repræsentant, herunder dennes fysiske adresse.Feltet ”Kreditgivers repræsentant i den medlemsstat, hvor De bor”, skalsåledes ikke udfyldes, hvis der er tale om en dansk erhvervsdrivende, derikke udøver grænseoverskridende aktivitet.Af forbrugeraftalelovens § 13, stk. 1, nr. 3, fremgår, at den erhvervsdri-vende, inden der indgås en fjernsalgsaftale om finansiel tjenesteydelse,skal give forbrugeren oplysning om fortrydelsesfristens begyndelsestids-punkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brugaf fortrydelsesretten, herunder om, til hvilken adresse meddelelse om for-trydelse skal sendes.Heri ligger, at det som altovervejende hovedregel vil være relevant at ud-fylde feltet om fortrydelsesret i bilag 2, pkt. 5. Imidlertid vil der være til-fælde, hvor feltet ikke skal udfyldes, jf. forslaget til kreditaftalelovens §19, stk. 7, hvorefter der ikke er fortrydelsesret ved lån med pant i fastejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse.Af forbrugeraftalelovens § 13, stk. 1, nr. 6, fremgår, at den erhvervsdri-vende, inden der indgås en fjernsalgsaftale om finansiel tjenesteydelse,skal give forbrugeren oplysning om en eventuel lovvalgs- eller værne-tingsklausul i aftalen.Det vil således være relevant at udfylde feltet vedrørende lovgivning i detomfang, der i kreditaftalen er en lovvalgs- eller værnetingsklausul.Af forbrugeraftalelovens § 13, stk. 1, nr. 7, fremgår, at den erhvervsdri-vende, inden der indgås en fjernsalgsaftale om finansiel tjenesteydelse,skal give forbrugeren oplysning om, på hvilket sprog aftalevilkårene ogforhåndsoplysningerne gøres tilgængelige, og på hvilket sprog leverandø-ren påtager sig at kommunikere i aftaleperioden.Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. L 220 fremsatden 31. marts 2004 (vedtaget som lov nr. 451 af 9 juni 2004 om visse7

forbrugeraftaler) må bestemmelsen antages at tage sigte på tilfælde, hvorder er tale om handel over landegrænserne, og hvor det ikke giver sigselv, hvilket sprog der vil skulle anvendes under aftaleforholdet. Det kanderimod ifølge bemærkningerne ikke antages, at den erhvervsdrivendevil skulle give denne oplysning også i tilfælde, hvor sprogvalget må an-ses for helt selvfølgeligt, f.eks. hvor en dansk erhvervsdrivende alene ret-ter sin markedsføring mod danske forbrugere.Hvornår det vil være relevant at udfylde felterne vedrørende hvilketsprog, aftalevilkårene og forhåndsoplysningerne skal gøres tilgængeligepå mv., må således skulle afgøres ud fra en konkret vurdering.

Spørgsmål nr. 14 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til

lov om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring

(Ændringer som følge af forbrugerkreditdirektivet) (L 91):

Svar: