Det sidste punkt på dagsordenen er:

22) 1. behandling af lovforslag nr. L 77:

Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion og lov om erhvervsuddannelser. (Justering af præmie, løntilskud og bonus, adgang til skolepraktik og til skoleundervisning og tilskud til praktikvirksomheder).

Af undervisningsministeren (Bertel Haarder).

(Fremsættelse 18.11.2009).

Den første på talerlisten er fru Anne-Mette Winther Christiansen som ordfører for Venstre.

Det her er jo et lovforslag, som viser, at når vi kerer os om nogle meget specifikke temaer, er det også muligt at handle meget hurtigt. Og det synes jeg er rigtig vigtigt. Lovforslaget her udmønter aftalen, som blev indgået i globaliseringsforligskredsen i oktober, om en ungepakke, og den sigter mod at fremme indgåelsen af nye praktikpladsaftaler.

Forslaget her er kommet til på grund af finanskrisens negative påvirkning af praktikpladsområdet. Med lovforslaget forhøjes satserne, og nu bliver det lidt teknisk, men jeg synes, at det er vigtigt at få det nævnt. Satserne forhøjes for præmier og bonus til arbejdsgivere, der indgår en uddannelsesaftale i forbindelse med en erhvervsuddannelse fra samlet op til 16.000 kr. til samlet op til 50.000 kr. pr. aftale. Præmien, der hidtil lå på 2.000 kr. pr. måned i de første 3 måneder, som jo altså svarer til prøvetiden for den unge, som har indgået aftalen, bliver forhøjet til 6.000 kr. pr. måned. Endvidere forhøjes også satsen for bonus til 32.000 kr., og den udbetales i to lige store rater henholdsvis efter prøvetidens udløb og 90 dage efter, at første rate er udbetalt, forudsat at uddannelsesaftalen fortsat er i kraft. Det er direkte taget fra lovforslaget, men jeg synes, at det er meget væsentligt også at få det præciseret her.

Endelig indebærer lovforslaget, at elever, der uforskyldt mister en uddannelsesaftale på en uddannelse, der ikke udbydes med skolepraktik i 2010, kan optages i skoleundervisning uden at have indgået en uddannelsesaftale. Det er et meget væsentligt lovforslag, for det viser virkelig konkret, at regeringen og globaliseringsforligskredsen har et fælles ønske om at gøre krisens konsekvenser så få som overhovedet muligt for de unge, som skal ud og have en erhvervsuddannelse.

Det har været drøje forhandlinger, vi var igennem flere forskellige forløb. Jeg vil gerne kvittere for, at vi fik en aftale på plads. Og det er også meningen, at vi fortsat følger det meget tæt. Globaliseringsforligskredsen vil mødes igen ret snart for at følge op på flere tiltag, hvis det bliver nødvendigt. Jeg synes, det vil være meget godt, hvis vi i hvert fald kunne mødes og få lavet en aftale, der vil have stor betydning for de unge, der har brug for praktikpladser.

Venstre støtter lovforslaget, og jeg skal meddele, at De Konservative også støtter det.

Der er en enkelt kort bemærkning til ordføreren, fra hr. Carsten Hansen.

Tak. Jeg vil også som fru Anne-Mette Winther Christiansen kvittere for, at vi fik en aftale.

Men jeg vil egentlig gerne spørge Venstre, hvad anledningen er til, at man nu sår tvivl om den uddannelsesgaranti, vi aftalte i 2006, hvor vi jo sagde, at det var o.k., at vi trindelte uddannelsen – at det ikke gør noget, at der er nogle, der kan få kortere uddannelser – men at det var helt afgørende vigtigt, at der var en garanti for, at man kunne få en hel uddannelse, altså også at vende tilbage og få den.

Hvorfor har Venstre og ministeren sået tvivl om den her uddannelsesgaranti? Er det ikke korrekt, at analyser viser, at vi kommer til at stå og mangle 150.000 faglærte og nu står med 150.000 ufaglærte? Hvorfor skabe denne utryghed omkring vores erhvervsuddannelsessystem, så der ikke er garanti for, at man kan få hele uddannelser, men kun til det halve trin?

Ordføreren.

Jeg oplever ikke, at der skabes en utryghed direkte afledt af, hvad ministeriet gør. Jeg betragter den globale krise som værende den udfordring, der har skabt utrygheden og usikkerheden, og det er derfor, vi går ind og hjælper til.

Jeg vil faktisk allerhelst se, at det er reelle praktikpladser, der er i virksomhederne, og jeg vil også helst se, at det er direkte ud i erhvervslivet, at man kommer i sit arbejde. Så den utryghed, der sås her, oplever jeg altså ikke, men det er jo netop derfor, jeg siger, at jeg kvitterer for og gerne ser, at vi mødes igen og forfølger det her nøje. Jeg er godt klar over, at det har været en problemstilling, som er blevet rejst i forhandlingerne af eksempelvis Socialdemokraterne, og som teksten er lavet, er aftalen, at vi mødes igen.

Hr. Carsten Hansen.

Siden 2006 har ministeriet og samtlige erhvervsskoler i det her land administreret ud fra, at der var garanti for inden for hver indgang, at man kunne gøre sin uddannelse færdig, hvis man havde bestået grundforløbet – måske ikke på den uddannelse, man ønskede sig, men inden for en af de 12 nye indgange, vi fik etableret.

I foråret og sommeren, da vi forhandlede en tillægsaftale om flere skolepraktikpladser, begyndte Venstre og Venstres minister sammen med Dansk Folkeparti at så tvivl om, om det var hele uddannelser, man kunne få garanti til, eller kun til trin 1. Hvorfor går Venstre ind for, at man kun kan få garanti til at blive undervognsmekaniker eller gipstømrer?

Hvorfor skabe denne usikkerhed i en tid, hvor det er helt afgørende for vores erhvervsuddannelser, at man kan få en hel uddannelse, når vi har haft en katastrofal nedgang i antallet af unge, der har søgt vores erhvervsuddannelser? Tror fru Anne-Mette Winther Christiansen ikke, at det skyldes, at de borgerlige partier og Dansk Folkeparti har skabt usikkerhed om uddannelsesgarantien?

Ordføreren.

Jeg betragter det som en fortolkning fra skoleverdenen. Vi har på andre områder oplevet, at man har tolket anderledes end den tekst, der reelt var skrevet. Og det har været en fortolkning, der har gjort, at man på skolerne har oplevet, at der var en uddannelsesgaranti, men det har aldrig stået nogen steder, at begge trin var dækket ind. Men vi siger jo, at man i hvert fald nu har mulighed for at blive færdig med sin uddannelse.

Så er der en kort bemærkning fra fru Christine Antorini.

Det er jo rigtigt, at vi har en meget uheldig fortolkningsstrid om, hvorvidt de unge kan få lov til at gøre en erhvervsuddannelse færdig eller ej. Men det var sådan set ikke det, som hr. Carsten Hansen spurgte Venstres ordfører om. Det, som vi er interesserede i hos Socialdemokraterne, er at vide, hvad det rent faktisk er, Venstre mener politisk. Støtter Venstre, at det skal være sådan, at hvis et ungt menneske vælger at gå erhvervsuddannelsesvejen og vedkommende er kommet ind på hovedforløbet, så skal vedkommende kunne gøre det helt færdigt? Er det det, som er Venstres mål for perspektivet, hvis man ønsker at vælge erhvervsuddannelsesvejen?

Ordføreren.

Inden for de 12 indgange har man mulighed for at blive færdig, men der er ikke nogen, der garanteres, at det bliver hundrede procent det forløb, man er startet på, hvis det viser sig, at der ikke er en praktikplads, eller hvis det viser sig, at der sker noget andet. Det er den fortolkning, jeg ikke har været i tvivl om, og det er den fortolkning, jeg forstår at skoleverdenen har reageret anderledes på.

Fru Christine Antorini.

Den virkelighed, som unge mennesker står i i dag, når de er færdige med folkeskolen, er, at de skal vælge en ordinær ungdomsuddannelse. Hvis de vælger den gymnasiale vej, ved de, de har ret til at gøre den gymnasiale uddannelse færdig. Hvis de vælger erhvervsuddannelsesvejen, synes vi hos Socialdemokraterne, at det er lige så vigtigt, at de ved, at når de starter på den, kan de gøre den færdig. Det var derfor, vi kæmpede for at få en færdiggørelsesgaranti i den globaliseringsaftale, der er.

Derfor har jeg brug for at vide – ikke hvordan vi fortolker den aftale, for den diskussion skal vi nok få – om fru Anne-Mette Winther Christiansen faktisk støtter, at unge skal have mulighed for at gøre deres erhvervsuddannelse færdig, dvs. en fuld uddannelse. Eller er det, der i virkeligheden er Venstres politik, at man synes, at unge skal kunne tage en halv uddannelse? Hr. Carsten Hansen kom med en række eksempler på det, der hedder trin 1-uddannelser, hvor eleverne ikke er fuldt ud færdigfaglærte. Er det det, der er Venstres vision, nemlig at man i virkeligheden tænker: Fint, når vi er ovre 2010, er der ikke en uddannelsesgaranti, for det er fint, at der er flere, der får en kort uddannelse? Er det det, som Venstre arbejder for?

Ordføreren.

Venstre ville gerne, at det var 100 pct. af virksomhederne i Danmark, der tog praktikanter ind. Venstre ville gerne, at det var et fælles ansvar for os alle sammen at få disse unge mennesker til at være dem, der er klar til at overtage, når mester er så gammel, at han er nødt til at stoppe, så der var unge, friske folk klar.

Jeg bliver nødt til at være realistisk. Tallene viser jo, at det på ingen måde – og det er rigtig langt fra at være tilfældet – er alle virksomheder, der tager elever ind, og som derfor sørger for at lære de næste op. Så har vi sagt: O.k., der må vi jo da så lige hjælpe lidt til, og det er det, der sker, og det er også det, der er sket siden 2006.

Men vi må da alle sammen kunne huske, hvornår krisen startede på globalt plan. Det var altså meget senere end 2006, og derfor har vi altså p.t. en ageren, der har en betydning, men stadig væk vil jeg sige, at vi så hurtigt som muligt er tilbage ved et system, hvor det er virksomhederne selv, der sørger for levering af praktikpladser til de unge, de har brug for.

Der kommer endnu en kort bemærkning fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg synes ikke, der kom svar på fru Christine Antorinis spørgsmål, nemlig om man er tilfreds med en halv uddannelsesgaranti, eller om man fra Venstres side ønsker, at unge faktisk får en fuld uddannelsesgaranti. Altså, der blev snakket sådan lidt i forskellige retninger, men der kom ikke et svar på det meget konkrete spørgsmål, som fru Christine Antorini stillede: Er man tilfreds med en halv uddannelsesgaranti?

Ordføreren.

Det meget konkrete spørgsmål blev besvaret med, at jeg virkelig ville ønske, at samtlige virksomheder selv påtog sig ansvaret, og så er det ikke nødvendigt at gå ind og have en skoleverden, der dækker det hele ind for dem. Nu laver vi formodentlig – det håber vi i hvert fald – en økonomisk hjælp til at motivere virksomheder til at tage unge ind, og den vej vil så gøre, at vi i hvert fald får det antal praktikpladser, vi har behov for. Men det må være reelle arbejdspladser, der må være sigtet – det må være ad den vej, man får sin uddannelse – og det er det, som er vores sigte. Derfor skal det være så kort som muligt – altså i øjeblikket snakker vi 2010 – og så mødes vi endda ret tidligt i 2010 for at drøfte videre, hvordan situationen aktuelt ser ud.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Så konklusionen er, at man endnu en gang fralægger sig ansvaret. Altså, frem for at sige, at det selvfølgelig er en politisk opgave at sikre en hel uddannelsesgaranti, siger man, at man ville ønske, at erhvervslivet osv. osv. Konklusionen er, at man ikke ønsker en fuld uddannelsesgaranti til unge i Danmark.

Ordføreren.

Konklusionen er, at lovforslaget her viser, at vi tager ansvaret meget på os. Det viser, at vi ønsker at være aktive i at få lavet så mange praktikpladser i det reelle erhvervsliv som overhovedet muligt. Derfor er præmien forhøjet, og konkret betyder det, at flere kan komme i gang. Og med hensyn til dem, som ikke kan komme i gang, sørger vi for, at der er en skolepraktik til dem.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg siger tak til ordføreren, og vi går videre i rækken til den næste ordfører, hr. Carsten Hansen fra Socialdemokratiet.

Se, det, vi hørte her for et øjeblik siden, er et skoleeksempel på, hvorfor folk ikke gider beskæftige sig med politik, nemlig fordi man intet klart svar kan få. Er det sådan, at de borgerlige partier i det her Folketing ønsker at skabe usikkerhed om, hvorvidt de unge mennesker kan få en hel uddannelsesaftale? Jeg tror, vi alle sammen er opmærksomme på, at man i øjeblikket stort set ikke tager lærlinge derude. Vi har forhandlet en globaliseringsaftale igennem, hvor vi har sagt, at der kommer 1.500 ekstra skolepraktikpladser. Vi håber på, at præmieringsordningen giver et par tusind eller mere, men vi ved det ikke. Der er jo også her risiko for snyd, og der er alt muligt andet. Men nu har vi forhandlet det igennem, og så skal det offentlige oprette nogle flere praktikpladser.

Men analyser viser, at der har været et katastrofalt lavt optag på vores erhvervsuddannelser i år, og hvorfor har der været det? Jeg kan da godt forstå et ungt menneske, der vælger en hel htx-uddannelse, hhx-uddannelse, hf-uddannelse eller gymnasial uddannelse. Efter i sommer blev ministeren, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti enige om, at det er sådan på trods af en aftale, vi har, om, at vi kan trindele uddannelser – ingen af os har noget imod, at man kan stå af midt i en uddannelse – men at der er ret til at få en hel uddannelse. Den aftale er man lige pludselig løbet fra. Hvis man kun kan blive undervognsmekaniker eller gipstømrer eller halvbager, forstår jeg da godt, at det er vigtigere at få en hel hf-uddannelse eller en hel htx-uddannelse. Det er fuldstændig urimeligt, og jeg forstår ikke, at Dansk Folkeparti, som jo mange gange vil være med her omkring de faglige uddannelser, synes, at det er rimeligt, man kun giver garanti for halve uddannelser på vores erhvervsuddannelser. Det er urimeligt, det virker modsat af det, der er intentionen.

Lad mig komme med et eksempel: Jeg sidder i bestyrelsen for en af Danmarks største tekniske skoler. Vi havde for 2 år siden 2.400 private praktikpladser ude i erhvervslivet. Det tror jeg vi alle sammen går ind for er det rigtige. I år har der været 700. Hvor skal de gå hen, hvis de ønsker at få en hel uddannelse, når ministeriet og de borgerlige partier siger, at de hver eneste gang vil genforhandle, om de kan give en hel erhvervsuddannelsesgaranti? Nu fik vi det ind efter kraftigt pres i 2010, men nu skal vi slås om det en gang til her i foråret. Forstår man ikke fra de borgerliges side, hvad det er for nogle signaler, man sender til de unge mennesker, der gerne vil have en erhvervsuddannelse: I er ikke gode nok, I kan kun få en halv uddannelse, hvis der ikke er en mester, der stiller en praktikplads til rådighed? Det virker fuldstændig urimeligt.

Vi er selvfølgelig glade for, at vi fik tilført de tekniske skoler 430 mio. kr. ekstra og fik dem på taxameteret. Det er jo en del af den praktikaftale, vi har lavet. Jeg vil også sige, at vi selvfølgelig vil følge de aftaler og implementeringen nøje. Det har vi også fået ind i aftalen. Men vi forstår som sagt stadig væk ikke den usikkerhed, som Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative med undervisningsministeren i spidsen har forsøgt at skabe om de aftaler, vi har.

Nu har vi aftalt, at vi skal lave sådan et stykke arkæologisk arbejde og have samtlige papirer om 2006-aftalen frem. Det vil vi så gøre, vi vil studere dem grundigt. Jeg husker nøje forløbet, nemlig at forudsætningen for det, vi sammen med fagbevægelsen og sammen med arbejdsgiverne gik med til – at trindele uddannelsen – var, at man kunne tage en hel uddannelse inden for hver indgang. Ellers havde vi aldrig lavet den aftale. Der er ingen af os, der ønsker halve uddannelser på uddannelsesgarantien. Og ministeriet administrerede efter det i 3 fulde år. Samtlige bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger sagde 3 år; man kunne få en hel uddannelse på skolepraktik, hvis man ønskede det, når man havde gennemført et grundforløb og i øvrigt var kapabel til at gå det igennem. Og så kommer man guddødemig i foråret og siger, at det nu kun er til trin 1. Jeg forstår godt, at de unge mennesker vælger noget andet. Jeg forstår det godt, og jeg forstår ikke den usikkerhed, man forsøger at skabe om vores erhvervsuddannelsessystem.

Lad mig til sidst sige: Vi har et af verdens bedste erhvervsuddannelsessystemer. Det tror jeg ikke der hersker tvivl om, når vi sammenligner med andre lande. Men vi er også ramt af, at det erhvervsuddannelsessystem i høj grad er konjunkturrettet, nemlig med hensyn til hvor mange praktikpladser vi kan oprette. Vi er alle sammen enige om, at rigtige praktikpladser er det bedste.

Men vi er nødt til på sigt, tror jeg, at sætte os sammen og finde ud af, hvordan vi sikrer en fornuftig skolepraktik, der er til at betale. Derfor er jeg glad for den forsøgsordning, der er kommet ind. Vi er også nødt til at kigge på, om vi kan blive ved med at leve med, at så mange unge mennesker ikke kan gennemføre deres uddannelse, på grund af at konjunkturerne vender. Vi ved, at vi har brug for mindst 150.000 ekstra dygtige faglærte håndværkere. Vi ved, vi kommer til at stå med rigtig mange ufaglærte, og vi kan se, at optaget på vores erhvervsuddannelser er katastrofalt lavt, og frafaldet er katastrofalt. Jeg tror, de her partier i det her Folketing ville have godt af at sætte sig sammen og lave en analyse af hele situationen og lave nogle langsigtede løsninger, som er holdbare, og som man så i øvrigt vedstår og ikke løber fra efter 3 år.

Jeg siger tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til fru Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti.

Som en konsekvens af den økonomiske krise, som Danmark ligesom resten af verden i øjeblikket gennemgår, er der opstået problemer for mange unge med at få en praktikplads, hvor de kan færdiggøre den praktiske del af deres uddannelse. Det er gået ud over en række unge, bl.a. unge, der vil være tømrere, og mange andre.

Det er ikke sjovt at være ung og stå uden en uddannelsesaftale og uden en praktikplads. Det giver usikkerhed om fremtiden: Hvor er jeg på vej hen, og hvor kan jeg sikre mig en uddannelse? De vil så gerne, men de bliver mødt af lukkede døre i virksomhederne, som i øjeblikket står i en økonomisk trængt situation. Disse unge, der så gerne vil tage en uddannelse, skal vi selvfølgelig ikke tabe på gulvet. Vi skal sikre dem en praktikplads, således at de kan færdiggøre deres uddannelse.

Der er ingen tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti ikke ser med begejstring på de såkaldte skolepraktikpladser, hvor de unge kommer i en konstrueret og uvirkelig praktik på et uddannelsessted og altså ikke i en rigtig virksomhed. Dansk Folkeparti er dog gået med til midlertidigt at oprette flere skolepraktikpladser, som en nødvendighed i en tid, hvor Danmark er ramt af en økonomisk krise. Denne tid er slet ikke sjov for de unge, som står uden praktikplads, hvor den økonomiske krise netop bliver en stopklods for dem med hensyn til at få en praktikplads.

I Dansk Folkeparti ser vi selvfølgelig positivt på det her lovforslag, fordi der med forslaget og aftalen bag det skabes større incitament til, at virksomheder optager elever, og en praktikplads i en virksomhed er og bliver den bedste uddannelse, som den unge kan få. På en virksomhed deltager den unge i arbejdsmarkedet og stifter på nært hold bekendtskab med det, samtidig med at den unge i praksis lærer de mange opgaver, som f.eks. en tømrer står over for på arbejdspladsen, hvis den unge er tømrerelev. Virksomhedspraktik er og bliver det bedste tilbud, vi kan give de unge. Og i Dansk Folkeparti er vi ikke et øjeblik i tvivl om, at virksomhederne også helst vil ansætte faglærte, der er udlært i en virksomhed og ikke i en konstrueret virkelighed på en skole.

Dansk Folkeparti ser positivt på lovforslaget, men det er også vigtigt for Dansk Folkeparti at understrege, at der er tale om en midlertidig ordning, fordi den økonomiske krise også er en midlertidig krise, der ikke vil fortsætte. Vi har derfor også en klar forventning om, at når den økonomiske krise vender og Danmark igen oplever fremgang og vækst, vil antallet af rigtige praktikpladser igen stige.

Vi står i en tid, hvor mange mangler en praktikplads, og det er vigtigt, at vi skaber disse praktikpladser. Det gør vi med dette lovforslag og aftalen bag det. Det er en meget vigtig sag, for det handler om de unges fremtid. Mange unge, der ønsker en praktikplads, møder i dag en stopklods. Stopklodsen er ikke deres egen manglende lyst eller vilje til at gennemføre en uddannelse. Nej, stopklodsen er den finansielle krise. Med det lovforslag, som vi behandler her i dag, øger vi muligheden for, at de kan få en praktikplads i en virksomhed, men der er selvfølgelig også andre elementer i den aftale, som vi har indgået, som vi med garanti på et andet tidspunkt skal behandle her i salen.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Den første er fra hr. Carsten Hansen.

Jeg tror, at vi alle, der er ordførere på den her sag, er enige om, at skolepraktik jo ikke er nummer et, men jeg vil gerne spørge Dansk Folkeparti, hvordan man skal leve op til en uddannelsesgaranti, hvis det er sådan, at man ikke har skolepraktik, og er fru Marlene Harpsøe, som jeg ved selv har en faglig uddannelse, ikke enig i, at det er dybt ulykkeligt, at så mange unge mennesker fravælger erhvervsuddannelserne, fordi der ikke er den fornødne uddannelsesgaranti? Og kan fru Marlene Harpsøe se andre steder, hvor vi kan sikre, at vi har den dygtige fagligt uddannede arbejdskraft til stede, hvis vi ikke har skolepraktikken? Hvorfor så skabe usikkerhed omkring uddannelsesgarantien?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at hr. Carsten Hansen nævner, at jeg selv er erhvervsuddannet faglært. Nu er jeg så kontorassistent. Det er jeg glad for at ordføreren nævner, fordi det selvfølgelig har en betydning, at jeg selv har været igennem systemet på en erhvervsskole. Jeg synes da også, at det ville være rigtig, rigtig ærgerligt, hvis jeg stod uden en praktikplads og måtte gennemføre i en skolepraktikordning.

Jeg synes, at det allerbedste ville være, hvis både jeg – og det gjorde jeg jo – kom ud i en virksomhed og også dem på mit hold, som stod uden en rigtig praktikplads, men i en konstrueret virkelighed, nemlig skolepraktik, kunne komme ud i en rigtig virksomhedspraktik. Jeg kan så forstå, at der er lidt uenighed omkring den såkaldte uddannelsesgaranti, og jeg kan forstå, også på den aftale, vi lavet om ungepakken, at det er noget, som vi skal drøfte nærmere i forligskredsen og få en nærmere afklaring af.

Hr. Carsten Hansen.

Sjældent har jeg hørt så meget udenomssnak fra en politikers side, som jeg har hørt nu – jo, fra fru Anne-Mette Winther Christiansen før. Går Dansk Folkeparti ind for, at der er skolepraktik til de unge mennesker, der ikke kan få en praktikplads ude i en virksomhed? Det er ganske simpelt: Går man ind for det, eller skal man bare lade de unge sejle deres egen sø? Det er sådan set vigtigt, og husk nu på, at vi har brug for rigtig mange faglærte, gode faglærte. Jeg skal i øvrigt sige, at jeg selv er uddannet og faglært. Det er ikke som kontorassistent, men som smed, så vi er nogle stykker, der har taget en rigtig faglig uddannelse, og det synes jeg vi skal være stolte over. Det kan jo føre til alt, bare man holder op i tide.

Men når det så er sagt, vil jeg gerne høre: Går DF ind for, at de unge mennesker skal have en garanti for deres uddannelse i form af en skolepraktikplads, eller skal vi bare sløjfe det her og nu, hvor der er en katastrofal nedgang i andelen af almindelige praktikpladser?

Ordføreren.

Jeg synes slet ikke, jeg taler udenom. Jeg synes da, at jeg leverer nogle meget klare svar, men jeg skal da gerne uddybe Dansk Folkepartis holdning til det her.

Dansk Folkeparti mener – og det er ikke udenomssnak – at virksomhedspraktik er den allerallerbedste løsning, men nu står vi jo også med en finansiel krise i Danmark, som gør det svært for mange at blive optaget som elever i en virksomhed, som jo er det rigtige udgangspunkt at få.

Derfor mener vi også – og det er vi også gået med til med den her aftale, som vi har lavet, om flere praktikpladser – at der skal oprettes midlertidige skolepraktikpladser. Det er vi jo gået med til, fordi vi har set, at der har været behov for det. Det har været en nødvendighed for de mange unge, som har stået uden en rigtig virksomhedspraktikplads, og det er jo bedre for de unge at komme i skolepraktik end at stå uden noget som helst.

Den næste korte bemærkning er fra fru Christine Antorini.

Jeg forstår ikke, hvad det er, Dansk Folkeparti siger. Fru Marlene Harpsøe har sagt i sin ordførertale i forhold til skolepraktikken, at det, som skolepraktik tilbyder, er en – og jeg citerer – konstrueret og uvirkelig praktik. Det kan ikke bruges til noget som helst. Der er ikke nogen, der vil have dem, og Dansk Folkeparti så helst, at skolepraktik derfor var afskaffet, fordi det er bedre, hvis man kommer ud i en rigtig virksomhed.

Til det sidste kan vi jo bare gentage for titusinde gang, skulle jeg til at sige, at vi alle sammen synes, at det er bedst, hvis de unge kommer ud i en rigtig praktik. Virkeligheden er bare, at det kan de ikke få. Hvis vi kigger på bygge- og anlægssektoren er der inden for det sidste år indgået 50 pct. færre aftaler. Dansk Byggeri, som er arbejdsgiverorganisationen, håber, at der bliver åbnet for mere skolepraktik, fordi de kommer til at mangle de unge.

Derfor vil jeg bare spørge fru Marlene Harpsøe, om hendes budskab til Dansk Byggeri, arbejdsgiverorganisationen for hele bygge- og anlægssektoren, er, at hvis de her unge skal blive uddannet inden for skolepraktik, er det en konstrueret og uvirkelig praktik, som de ikke kan bruge til noget som helst. Er det det, der er svaret til Dansk Arbejdsgiverforening her?

Ordføreren.

Svaret til Dansk Arbejdsgiverforening, som er det samme som til Folketingets partier, er, at vi i Dansk Folkeparti mener, at skolepraktik, som jeg også var inde på i min ordførertale, og jeg gentager det gerne, er konstrueret. Det er jo en konstrueret virksomhedspraktik på en skole. Det er bare ikke den ægte vare. Den ægte vare er altså ude i virksomhederne. Det er der, hvor de rigtigt kan tage fat og lære, hvad det vil sige at arbejde i en virksomhed, f.eks. som elev i en salgsafdeling, hvor de kan lære, hvad det vil sige at have daglig kontakt med kunderne og det ene og det andet. Så det er noget helt, helt andet.

Men jeg kan så også forstå, og det er jo noget af det, vi er gået med til i Dansk Folkeparti med den aftale, som vi har lavet for nylig, at vi skal drøfte det her nærmere. For der er åbenbart en uoverensstemmelse mellem et par partier i forligskredsen om, hvad det her egentlig vil sige, og hvad det går ud på. Derfor må vi tage en nærmere drøftelse af det i forligskredsen.

Fru Christine Antorini.

Jeg synes, vi har brug for et klart svar på et enkelt spørgsmål. Støtter Dansk Folkeparti, at man kan bruge skolepraktik de steder, hvor de unge støder imod en mur, for at citere ordføreren selv, eller er det i virkeligheden sådan, at Dansk Folkeparti ikke ønsker skolepraktikken, og så har de unge ikke nogen uddannelsesvej?

Ordføreren.

I Dansk Folkeparti ville vi da synes, at det var dejligt, hvis der slet ikke var behov for skolepraktik. Det er da klart, fordi den ægte vare er ude i virksomhederne. Men samtidig ser vi også, at der er en økonomisk krise i øjeblikket, hvor vi har haft behov for at oprette nogle flere midlertidige pladser, altså nogle flere skolepraktikpladser, som et alternativ til virksomhederne. Som et alternativ til virksomhedspraktikpladser synes vi at skolepraktikpladser er bedre end intet som helst for de unge.

Der er et par korte bemærkninger mere. Den første er fra fru Nanna Westerby.

Nu sidder vi i SF jo desværre ikke med i de forligsforhandlinger, der er lige nu om, hvordan hele det her praktikområde skal se ud, og i alle de drøftelser, som vi har hørt, der bl.a. også er om trindeling af uddannelsesgarantien, altså at man ikke længere skulle have garanti for hele uddannelsen, men at man kun har en garanti for at kunne færdiggøre trin 1. Derfor ved vi jo heller ikke helt, hvad Dansk Folkeparti mener om de drøftelser. Det har jeg i hvert fald ikke hørt noget om.

Nu hører jeg, at ordføreren er meget bekymret for, om de, der kommer ud af skolepraktik, kan få et job bagefter, og for hvor attraktive de er på arbejdsmarkedet. Det er selvfølgelig noget, der er vigtigt. Det, jeg så også kunne tænke mig at høre, er, om ordføreren også er bekymret for dem, der kommer ud efter at have taget trin 1 i en uddannelse, hvor vi hører fra arbejdsmarkedets parter om rigtig mange af de uddannelser, der er trin 1 til, at dem er der ikke tilstrækkeligt arbejdsmarked til. Så deler Dansk Folkeparti den bekymring? Og hvor står Dansk Folkeparti i det hele taget i den her diskussion om man har uddannelsesgaranti for hele uddannelsen, eller om man nu kun har uddannelsesgaranti til at blive halvt eller kvart murer eller tømrer?

Ordføreren.

Det er korrekt, at der jo har været en del debat om det her, fordi der er nogle partier i Folketinget, som anfører, at den her såkaldte uddannelsesgaranti skal gælde alle trin inden for en indgang på erhvervsuddannelserne. Når vi i Dansk Folkeparti kun er gået med til – jeg synes ikke, det er »kun«, jeg synes faktisk, det er meget – trin 1 i forhold til at oprette det til skolepraktik, nu hvor vi ikke ønsker at udvide det til også at gælde trin 2, jamen så er det netop, at vi har et lovforslag, som vi behandler her i salen i dag, som skal gøre op med den virksomhedsrettede indsats, hvor vi sætter fokus på, hvordan vi kan sørge for, at de, som måske står til at skulle have et skolepraktikophold, i stedet kan komme ud i en virksomhed. Jeg synes inderst inde, at det er urimeligt for de unge, hvis vi bare sender dem igennem en hel indgang og alle trin på skolepraktik. Det tror jeg bestemt ikke er det bedste for de unge. Det bedste ville være, at de også kom ud og oplevede den rigtige, den ægte vare.

Fru Nanna Westerby.

Jeg forstår det ikke. Er Dansk Folkepartis ordfører ikke meget bekymret for dem, som kommer ud med en skolepraktik nu kun fra trin 1? Jeg mener, at de da må være exceptionelt meget dårligere stillet end dem, som trods alt har en hel uddannelse. Altså, jeg mener, at en kvart tømrer er der vel ikke særlig meget behov for på arbejdsmarkedet og da især ikke, hvis vedkommende kun har taget sin uddannelse i skolepraktik. Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor Dansk Folkeparti vil acceptere, at man laver halve uddannelser, og at man simpelt hen siger, der er uddannelsesgaranti på alle andre områder, bare ikke lige på det her, der gælder den ikke for hele uddannelsen, der gælder den kun for en fjerdedel eller halvdelen af uddannelsen.

Jeg skal også høre, om Dansk Folkeparti ikke er lidt bekymret for, hvad det gør ved de attraktive erhvervsuddannelser. Jeg mener, der er da rigtig mange unge, og det ser vi jo også på optagetallene lige nu, som ikke har lyst til at starte på en erhvervsuddannelse, hvor man ikke engang har garanti for at kunne gøre den færdig. Optagetallene til erhvervsuddannelserne er jo styrtdykket.

Ordføreren.

I Dansk Folkeparti er vi faktisk meget bekymret for hele det her område lige i øjeblikket. Ikke nok med, at vi kæmper imod en enorm frafaldsprocent på erhvervsuddannelserne, vi står også over for en økonomisk krise, hvor der er rigtig mange unge mennesker, som har svært ved at få en praktikplads og især en virksomhedspraktikplads.

Der har jo selvfølgelig været en del drøftelser frem og tilbage om, hvad den her uddannelsesgaranti gælder, og der er nogle uoverensstemmelser mellem flere partier, og det er vi jo selvfølgelig nødt til at nå til enighed om.

Derfor har vi jo også fået skrevet ind i aftalen, at det netop er noget, som vi skal tage op i forligskredsen, når den tid kommer. Men jeg kan så forstå, at SF ikke er med i forligskredsen, og det er jo selvfølgelig rigtig, rigtig ærgerligt for SF, men i Dansk Folkeparti vil vi i hvert fald gøre, hvad vi kan, for at sætte vores præg på, at de, som ikke har muligheden for på trin 1 at komme ud i en rigtig virksomhedspraktikplads, kan komme i skolepraktik som en midlertidig ordning, nu hvor der er finanskrise.

Den foreløbig sidste korte bemærkning er fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Hvis man kan se, at der ikke er nogen udsigt til, at man kan gøre sin uddannelse færdig, fordi der ikke er nogen praktikplads at få, er det måske ikke så underligt, at folk falder fra.

Hvis vi skal have en reel uddannelsesgaranti, er skolepraktik en af løsningerne, et af redskaberne, også selv om vi alle sammen gerne vil have, at elever får en praktikplads i en virksomhed; det er der jo fuldstændig enighed om. Altså, der er bred, bred enighed om, at vi helst vil have, at elever kommer i praktik i en virksomhed, men hvis vi skal kunne give en garanti, er et af de redskaber, vi bliver nødt til at benytte, skolepraktikken. Og vi har altså endnu ikke hørt et klart svar fra ordføreren for Dansk Folkeparti på, om Dansk Folkeparti generelt vil støtte en hel uddannelsesgaranti og dermed generelt vil støtte skolepraktikken.

Ordføreren.

I Dansk Folkeparti støtter vi skolepraktik som et alternativ til rigtig virksomhedspraktik, og det er også derfor, at vi gået med til den aftale, som blev lavet af flere partier her i Folketinget, om, at man kan få skolepraktik på trin 1, hvis man ikke har en virksomhedspraktikplads, og der skal man selvfølgelig også leve op til EMMA-kriterierne.

Men at sende et ungt menneske, altså en elev, igennem en hel erhvervsuddannelse med skolepraktik, synes jeg næsten er uansvarligt, for jeg mener i høj grad, at der er behov for, at de unge, som så gerne vil tage en uddannelse, rigtig gerne vil have en uddannelse, kommer ud i rigtig praktik, ud der, hvor det sker, og hvor de virkelig kan tage fat sammen med kollegaer. Det er det, det handler om. Jeg synes ikke, at det andet er den rigtige vej at gå.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

At sende et ungt menneske ud af skolesystemet, ud af uddannelsessystemet, ud til en situation som ufaglært – det er uansvarligt. Altså, vi er enige om, at vi helst vil have, at unge kommer i praktik i virksomheder. Det er ikke den bedste løsning at komme i skolepraktik, men er ordføreren ikke i det mindste enig med mig i, at det er bedre at komme i skolepraktik end at blive smidt ud af skolesystemet?

Derfor vil jeg gerne gentage mit spørgsmål: Kan ordføreren generelt støtte skolepraktikken, fordi det er et af de redskaber, vi har behov for, for at kunne give unge mennesker en reel uddannelsesgaranti?

Ordføreren.

Nu er jeg selv faglært, så jeg ved, hvad det betyder, at man har en uddannelse med sig i rygsækken, når man skal ud at ansøge om et arbejde. Det er jo klart, at når man er faglært og især fra en virksomhed, er man jo en af dem, som står forrest i køen til et arbejde, fordi man så kan dokumentere over for den virksomhed, hvor man forhåbentlig skal ansættes, hvilke virkelighedsreelle kvalifikationer man har.

Som jeg også har sagt tidligere, og det vil jeg gerne gentage, har vi i Dansk Folkeparti jo været med til en aftale og indgået forlig om – og det støtter vi selvfølgelig – at vi opretter nogle flere midlertidige skolepraktikpladser. Det er ikke vores kop te, men det er nødvendigt i den her tid, hvor der er så mange unge mennesker, som går uden en praktikplads, og som ikke kan komme igennem trin 1 uden at tage en skolepraktikplads. Det er bedre end ingenting. Det er bedre, end at de bare går på gaden, så derfor støtter vi selvfølgelig også op om lovforslaget.

Jeg siger tak til ordføreren, og vi går videre i ordførerrækken, og den næste er fru Nanna Westerby som ordfører for SF, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Da vores ordfører, hr. Karsten Hønge, ikke kan være her i dag, vil jeg redegøre for SF's holdning til det her lovforslag.

I SF mener vi, det er på høje tid, der gøres noget for de tusindvis af unge, der lige nu står og mangler en praktikplads for at kunne gøre deres uddannelse færdig. Det er uddannelsesmotiverede unge, der står i kø til at tage en uddannelse, og vi burde gribe dem og sætte dem i gang lige med det samme. Så det ville være dumt ikke at støtte det her forslag. Det er jo helt urimeligt, at unges mulighed for at få en uddannelse skal være underlagt tilfældige udsving i de økonomiske konjunkturer, og vi risikerer at tabe mange unge på gulvet, hvis ikke der gøres noget lige nu.

SF har selv fremlagt en række forslag, der vil give ungdommen en reel uddannelsesgaranti, og som går ud på, at der bl.a. åbnes op for skolepraktik på flere indgange, end det er tilfældet i dag, netop for at sørge for, at unges uddannelse ikke er afhængig af op- og nedture på arbejdsmarkedet. Så vil vi i SF også i højere grad se på, hvordan vi kan få oprettet flere reelle praktikpladser i virksomhederne. Det kan f.eks. gøres, ved at det offentlige kræver, at alle firmaer, der udfører arbejdsopgaver eller leverer ydelser, har medarbejdere under uddannelse. SF har også tidligere foreslået en forhøjelse af støtten til de virksomheder, der tager elever, så vi er derfor tilfredse med, at virksomheder med det her forslag får et større incitament til at tage lærlinge.

Midt i begejstringen må jeg dog sige, at regeringen altså har været meget langsommelig i arbejdet for at skaffe flere praktikpladser. Det er uforståeligt, at der er gået så lang tid, før regeringen er kommet ud af starthullerne. Problemet med de manglende praktikpladser har været kendt i rigtig lang tid, mere end et år nu faktisk. Den 1. juni lavede regeringen det første forslag, der skulle skaffe flere praktikpladser. Det var meget sent, og desuden kunne man allerede dengang se, at det forslag forslog som en skrædder i Helvede. Derfor er det igen meget sent, når man først kommer med næste omgang forslag nu. Lige nu er det sådan, at ungdomsarbejdsløsheden går op og uddannelsesniveauet går ned. Det er jo helt bagvendt. Hvad der skulle gå op, går ned, og hvad der skulle gå ned, går op. Vi kan selvfølgelig derfor støtte det forslag, som er fremsat.

Jeg må dog sige – det ligger så ikke direkte i det her forslag – at vi ikke er tilhængere af, at der tages penge fra Arbejdsmarkedets Feriefond. Den fond har et godt formål at bruge de penge til, nemlig ferieoplevelser til børn og unge, der ellers har svært ved at få de oplevelser. Finansieringen kunne i stedet klares, ved at erhvervslivet selv kom til at betale via AER. Det er kun rimeligt, at virksomheder, der selv senere skal have fornøjelse af de faglærte, kommer til at bidrage til at skaffe flere praktikpladser.

Samtidig vil jeg så også bruge den her lejlighed til at sige, at vi er helt enige med Socialdemokratiet i, at det er håbløst, at man vil skrotte en i forvejen tvivlsom uddannelsesgaranti ved at sige, at den nu kun skal gælde for trin 1. Det er at reducere erhvervsuddannelserne til halve uddannelser. Jeg er rigtig bekymret for, om det vil gøre erhvervsuddannelserne mindre attraktive i forhold til andre uddannelser, hvor man har en hel uddannelsesgaranti, og jeg er også bekymret for, at vi kommer til at sende nogle af dem, der kun kommer igennem trin 1 nu, ud til arbejdsløshed, fordi der altså ikke er så mange job til dem.

Men SF støtter alt i alt det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Vi går videre til den næste i ordførerrækken, og det er fru Marianne Jelved fra Det Radikale Venstre.

Ja tak. Det Radikale Venstre støtter lovforslaget her. Vi er ikke særlig varme på at give præmie og bonus til arbejdsgivere for at tage praktikanter, men vi har kapituleret fuldstændig i den alvorlige situation, vi er i, og støtter altså forslaget om at forhøje tilskuddet fra 16.000 kr. til 50.000 kr. pr. aftale. Vi synes også, den måde, det er disponeret på, er fornuftig med 6.000 kr. pr. måned i 3 måneder i prøvetiden, ligesom fordelingen af de sidste penge til to rater, første gang efter prøvetidens ophør og anden gang efter de næste 90 dage, er fornuftig. Det vil sige, at pengene falder inden for det første år i praktikperioden. Det er jo spændende at se, om det virker. Det plejer det at gøre i begyndelsen af den slags ordninger, men om virkningen vil holde, ved vi ikke, men det håber vi den gør.

Så gælder aftalerne også, og det synes jeg er rigtig klogt og forudseende, fra den dag, vi indgik aftalen, den 5. november, og til den 31. december 2010. Det vil sige, der ikke er en mekanisme, der gør, at man udskyder at finde en praktikplads, fordi man allerede kan få bonus og præmie fra det øjeblik, vi har lavet aftalen.

Så er det også godt, at elever, der uforskyldt mister en praktikplads inden for de nævnte datoer, kan gå direkte i et skoleforløb, hvis ikke der er skolepraktik på den pågældende uddannelse. Det er også en rigtig god idé, at de elever, som kan gå på skolepraktik, kan gå ind og tage skoleforløbet i stedet for først.

Så noterer jeg mig også ihukommende den debat, der har været med de foregående ordførere, at man altså i den her omgang kan gøre sin uddannelse færdig via skolepraktik, hvis det første trin er påbegyndt inden den 31. december 2010. Så lige nu kan man jo ikke tale om halve uddannelser, for jeg synes godt nok, det hænger sammen, og vi støtter det.

Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er fru Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten.

Mangelen på praktikpladser er måske et af de største, hvis ikke det største problem for unge i Danmark lige nu. I lang tid har tusindvis af unge oplevet usikkerhed, i forhold til om de havde mulighed for at gøre deres uddannelse færdig eller ej.

En af de grupper, vi måske skal være særlig bekymret for, er unge med anden etnisk baggrund, som vi ved har ekstra svært ved at få praktikpladser. Men vi skal selvfølgelig være bekymret for alle, der ikke kan gøre deres uddannelse færdig og som mangler praktikplads.

Derfor er Enhedslisten selvfølgelig også meget positivt indstillet over for det her forslag, der skaffer flere praktikpladser. Det gælder både skolepraktikpladser, hvor det jo er godt, at vi ser oprettelsen af 1.500 pladser, og det gælder hævelse af den præmie, der bliver givet for uddannelsesaftaler til arbejdsgivere. Det er klart et skridt i den rigtige retning.

Spørgsmålet er så, om det, der bliver gjort, er nok. Det tvivler jeg på. Pr. 1. oktober i år stod 5.400 unge uden praktikplads, og det er altså en stigning på 62 pct. i forhold til samme tidspunkt sidste år, på trods af at krisen på det tidspunkt faktisk allerede var begyndt at bide. Derfor håber vi også i Enhedslisten, at Folketingets partier er åbne for at gå ind og se på yderligere initiativer i det nye år, hvis det viser sig, at de tiltag, man her vedtager, ikke er gode nok, det vil sige udvidelse af skolepraktik, det kunne være en generel hævelse af arbejdsgivernes elevrefusion, og vi kunne se på, om der kunne skabes yderligere praktikpladser i det offentlige eller hos de selskaber, som får kontrakter med stat og kommune.

Men selve forslaget er vi altså meget positivt indstillet over for. Vi synes til gengæld i forhold til finansieringen, at det er kritisk, at man henter 47 mio. kr. fra Arbejdsmarkedets Feriefond. Vi ser sådan set ikke nogen grund til, at det indirekte er lønmodtagerne, som skal betale for de her initiativer. Det ville være oplagt, at erhvervslivet selv betalte via Arbejdsgivernes Elevrefusion. Samlet støtter Enhedslisten forslaget.

Tak til ordføreren. Undervisningsministeren.

Jeg fik brev fra Håndværksrådet i går. Håndværksrådet takkede varmt for den ordning, som vi foreslår og behandler i dag. Den giver et usædvanlig kraftigt skub til dem, som kunne tænke sig at oprette en praktikplads – næsten en tredobling af beløbet. Tanken bag det er, at vi vil give det så stort et skub, at det virkelig kan mærkes, at det virkelig bliver synligt, og at det vil få rigtig mange til at ræsonnere, at det så gælder om inden udløbet af 2010 at få ansat nogle flere elever, i takt med at finanskrisen ebber ud.

Vi kan ikke vide, hvor kraftigt det virker. Jeg føler mig helt dækket ind af alt, hvad fru Marianne Jelved sagde her fra talerstolen. Vi ved ikke, hvor kraftigt det vil virke, og det vil være umuligt at skønne, hvordan det ville være gået, hvis ikke vi havde haft den ordning. Men vi i regeringen synes ikke, at noget bør lades uforsøgt i denne forbindelse. Derfor foreslog vi denne tredobling af præmien eller bonussen til dem, der tager elever.

Derfor var vi også meget fleksible, da hr. Carsten Hansen og fru Christine Antorini ønskede, at vi skulle garantere retten til både trin 1 og trin 2 i skolepraktikken. Jeg skal ikke rejse den debat igen. Jeg synes, at de samme spørgsmål er blevet stillet 20 gange og besvaret lige så mange gange. Jeg vil bare sige, at mit mål er, at vi i løbet af foråret kommer til enighed om en model, hvor vi i alle partier godkender visse trin som værende fuldgyldige uddannelser. Hvorfor skulle vi ikke det, i betragtning af hvor kort en erhvervsuddannelse kan være, og i betragtning af hvor lang et trin 1 på en almindelig erhvervsuddannelse kan være?

Vi må kunne finde et kompromis, men jeg må indrømme, at i den sidste times tid er jeg så alligevel kommet i tvivl om, hvorvidt vi kan finde et kompromis. Jeg synes, at hr. Carsten Hansen er så uforsonlig og ude af stand til at høre, hvad vi andre siger, og det synes jeg også at han var under forhandlingerne, så jeg har ingen illusioner, men jeg kan love hr. Carsten Hansen, at jeg vil gøre, hvad jeg kan for at lytte til, hvad han siger, der, hvor jeg synes at han har et godt argument, og det har han i forbindelse med visse uddannelsers første trin, men til gengæld bør man jo forvente, at han så også kan se, at nogle af de første trin faktisk har et arbejdsmarked og derfor bør betragtes som uddannelser på lige fod med andre.

Det er i hvert fald det håb, jeg har, og uanset om jeg bliver skuffet eller ej, vil jeg forsøge. Det afgørende, når vi giver en uddannelsesgaranti, er, at det så skal være til noget, hvor der er et arbejdsmarked for den unge. Det må være det, der er kriteriet, det må være det, vi skal finde frem til.

Så er jeg i øvrigt fuldstændig enig med fru Anne-Mette Winther Christiansen og med fru Marlene Harpsøe i, at det, det gælder om, er at få genereret rigtige pladser. Det er det, der er formålet med erhvervsuddannelserne. Adelsmærket er, at man kommer ud på rigtige arbejdssteder i selskab med mennesker, der har rigtige job. Det er det, der er formålet, og det synes jeg at vi, der tilhører flertallet i Folketinget, skal holde fast i, samtidig med at vi prøver at lytte til hr. Carsten Hansen, når han har et argument. Lad os se, om ikke det lykkes, hvis ellers han kan andet end at sige de samme ting 20 gange i træk.

Der er bedt om en enkelt kort bemærkning fra hr. Carsten Hansen.

Jeg skal indrømme, at jeg mildest talt blev forbløffet, da vi mødtes i foråret 2009, i maj måned, og skulle lave en aftale om flere praktikpladser. Det var 6.000 unge mennesker – eller på daværende tidspunkt 5.000 – der manglede en praktikplads, og som fra dag til dag blev mødt med krav om, at det kun skulle være til trin 1. Den tur har vi jo taget adskillige gange, men jeg synes også, det er godt, at det kommer i salen, så vi kan diskutere det, og jeg forstår simpelt hen ikke, at regeringen vil skabe den usikkerhed for de unge mennesker. Er ministeren ikke enig i – skal jeg så spørge – at der har været et katastrofalt lavt optag på vores erhvervsuddannelser i år? Og hvad mener ministeren så, skyldes det ikke den usikkerhed, der er skabt om, at man kan få en hel uddannelse?

Ministeren.

Jeg tror, vi alle har hørt hr. Carsten Hansen sige det, han lige har sagt her, så mange gange, at vi efterhånden kan sige det udenad. I modsætning til hr. Carsten Hansen forsøgte jeg at ræsonnere, jeg forsøgte oven i købet at opfordre hr. Carsten Hansen til at diskutere, hvad kriteriet er på, om en uddannelse er en uddannelse, og jeg forsøgte mig med: Er kriteriet ikke, at der er et arbejdsmarked? Men det får jeg ikke nogen reaktion på. Jeg får bare den samme smøre en gang til, som vi allerede har hørt 20 gange – næh, nu er det 21 gange – og det er jeg skuffet over. For jeg vil gerne ræsonnere med hr. Carsten Hansen, men jeg gider ikke høre på bulder; undskyld, jeg siger det.

Hr. Carsten Hansen.

Nu er det sådan, at jeg håber, at regeringen er ordholdende, indtil andet er bevist, men vi har måttet slås for den uddannelsesgaranti hver gang og forstår ikke argumentationen for det. Når det så er sagt, vil jeg sige, at vi selvfølgelig altid går ind i forhandlinger, og vi er også indstillet på at tage de forhandlinger.

Men nu vil jeg gå over til et andet spørgsmål – jeg tror, vi har været nok inde over det her, men jeg forstår ikke argumentationen; det må jeg sige. Det er sådan, at vi i år har set, at der var 5.000, der gerne ville ind at være SOSU-hjælpere og -assistenter, og vi har i år sagt, at der over forligsårene fra 2010 og frem til 2012 i alt skulle afsættes 1.650 ekstra pladser. Vi har set, at kommuner og regioner ikke har levet op til den tidligere aftale, man har lavet. Ministeren har jo mulighed for at gå ind og overrule kommunerne og regionerne, hvis det er sådan, at de ikke opretter det fornødne antal praktikpladser. Agter ministeren at benytte sig af sin ret, hvis kommuner og regioner ikke lever op til den aftale? Det er vel ikke til at holde til, at der står 5.000 unge mennesker, der gerne vil have en uddannelse på et område, hvor vi ønsker at de skal komme ind, men at man ikke lever op til aftalerne.

Ministeren.

Jeg er forhandlingens mand, især over for kommuner og regioner. Og det er ikke længere end en uge siden, jeg sad med kommunernes og regionernes formænd – det var faktisk dagen før kommunevalget – hvor vi fandt enighed om en formulering, som sikrer, at vi får langt flere pladser til SOSU-medhjælpere og SOSU-assistent-elever i kommunerne og i regionerne, og den aftale skal selvfølgelig overholdes. Vi har for en ordens skyld aftalt en mekanisme, som indebærer en sanktion, hvis den ikke overholdes. Det synes jeg var nødvendigt, fordi vi, som hr. Carsten Hansen rigtigt sagde, har oplevet, at vi ikke har fået det antal pladser, der var aftalt. Nu skal vi have det, og eftersom der nu er et stort element af statslig AER-bonus involveret, hver gang man tager en SOSU-elev, er det klart, at de jo ikke skal have de penge, hvis de ikke tager det antal elever, som vi har aftalt. Det er parterne gået med til, og det vil jeg respektere dem for og takke dem for, og så vil jeg ikke true dem med dekreter eller andet. Jeg vil gerne holde mig til aftaler, også med hr. Carsten Hansen.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.