Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af lovforslag nr. L 75:

Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig udskydelse af betalingsfristerne for indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag samt moms. (Forlængelser af ordning om midlertidig udskydelse af betalingsfristerne for indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag).

Af skatteministeren (Kristian Jensen).

(Fremsættelse 18.11.2009).

Forhandlingen er åbnet, og også her er det hr. Jacob Jensen som ordfører, der får ordet først.

Tak for det. Mange danske virksomheder er presset på likviditeten som følge af den nuværende internationale krise. Derfor har regeringen jo som bekendt også løbende taget en stribe initiativer for at hjælpe virksomhederne med at komme igennem en ellers vanskelig situation, både ved at stimulere økonomien mere generelt og direkte ved tidligere på året at udskyde virksomhedernes frist for betaling af moms og indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. På den måde har man selvfølgelig stimuleret likviditeten i virksomhederne betydeligt.

Imidlertid har den internationale krise jo holdt ved, og derfor er det efter Venstres opfattelse hensigtsmæssigt, at vi fastfryser forlængelsen af betalingsfristerne for den indeholdte A-skat og arbejdsmarkedsbidraget på det nuværende niveau i stedet for at fortsætte den nedtrapning, som vi allerede er i gang med, til det niveau, der var, inden fristerne blev forlænget tidligere på året. Ved at fastholde forlængelsen for indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag og ikke momsbetalingerne som tidligere bliver indsatsen faktisk målrettet mod virksomheder, der har ansatte, og dermed kan man sige, at initiativet her bliver en positiv indsats – endnu en positiv indsats – i forhold til at sikre beskæftigelsen i Danmark.

Betalingsfristerne blev først på året forlænget med 30 dage. De er så siden august i år gradvis blevet forkortet med 6 dage måned for måned, og på nuværende tidspunkt er betalingsfristerne for indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag således gennemsnitligt 12 dage længere end efter de – kan man sige – sædvanlige regler, der gjaldt, før vi ændrede på det. Det er altså det niveau, som det bliver foreslået at vi skal fastholde endnu et år frem, det vil sige til november 2010. Herefter skal de forlængede kredittider gradvis afvikles over de følgende 2 måneder, hvorved betalingsfristerne for december 2010 vil være tilbage på niveauet, fra før vi udskød fristerne tidligere i år. Forslaget skønnes at udskyde betalinger fra virksomhederne på i omegnen af 22 mia. kr. om måneden i 2009 og på godt 21 mia. kr. om måneden i 2010.

Provenutabet, det vil sige rentetabet, for staten er vurderet til at være i omegnen af 500 mio. kr. som følge af de længere kredittider for virksomhederne. Men det er min og Venstres vurdering, at tabet for staten faktisk kunne være blevet langt større som følge af tab på debitorer i en krisetid, hvis der ikke blev gjort en ekstraordinær indsats a la den, som vi nu gør her for at hjælpe de mest trængte virksomheder på likviditeten. Og derfor hilser vi i Venstre selvfølgelig forslaget her meget, meget velkommen. Vi har brug for at holde et konstant fokus på virksomhedernes situation, så vi undgår de allerværste negative konsekvenser af krisen med flere ledige og mindre produktion og mindre eksport til følge. Likviditet er naturligvis afgørende for, at virksomhederne kan løbe rundt, og forslaget her er som sagt endnu et positivt bidrag fra regeringens hånd, og det støtter vi naturligvis i Venstre.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra hr. Anders Samuelsen.

Nu brugte skatteministeren, da han var talerstolen for lidt siden, så malende billedet af, at han i en tidligere lovgivning var kommet til at komme en alt for stor prop i et hul. Det her kan man så sige næsten er det modsatte. Her kommer man en meget, meget lille prop i et hul, en meget, meget lille lap på et hul, som er kæmpestort, nemlig et hul, der hedder finanskrisen, og det, som den gør ved de danske virksomheder. Der er jo ikke nogen, der har nogen som helst forestilling om, at det her lillebitte forslag er det, der løser finanskrisen for Danmarks vedkommende, at det er det, der virkelig mildner luften for de klippede får og de danske virksomheder.

Kan vi ikke høre fra hr. Jacob Jensen, hvad Venstres bud er på, hvad der virkelig skal til? Jeg tvivler på, at man mener, at det, som Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har leveret i forbindelse med finansloven, er det, der løser krisen. Hvad er det for nogle bud, man har i skuffen – også som opfølgning på statsministerens nylige ti bud?

Ordføreren.

Jeg vil nu ikke give hr. Anders Samuelsen ret i, at det her er et lillebitte forslag. Altså, vi taler trods alt om et forslag, som følger op på det forslag fra tidligere i år, hvor man gav et likviditetsløft på i omegnen af 50 mia. kr. Nu har man så vurderet – og jeg er enig i den vurdering – at krisen selvfølgelig ikke er overstået endnu, og at virksomhederne stadig væk har brug for et løft i forhold til likviditeten. Og at kalde et 22 mia. kr.s løft i likviditeten for et lillebitte forslag synes jeg måske er en underdrivelse.

Men når det så er sagt, er det da rigtigt, at det her ikke vil løse krisen. Det står jeg heller ikke og påstår, og det tror jeg heller ikke at der er nogen andre der gør, men jeg siger blot, at det er et betydeligt positivt bidrag til de mange virksomheder, som er lige på kanten af at kunne klare de daglige regninger – at man altså får en udskydelse af sine indeholdte skatter og arbejdsmarkedsbidrag til netop at få den luft, der skal til, og netop dermed sikre virksomhedens overlevelse. Vi udskyder det nu i første omgang med et år, og så må man jo så vurdere på det tidspunkt – lige præcis på det her specifikke punkt – om der er behov for yderligere.

Hr. Anders Samuelsen.

Se, jeg vil gerne gøre ordføreren opmærksom på, at det her forslag hedder forlængelse af kredittider. Det er jo ikke noget, der på den måde styrker kreditværdigheden i de danske virksomheder, for det er jo bare et spørgsmål om, at man forlænger nogle kredittider. Så det der med at give et billede af, at man nærmest har givet en gave på op imod 50 mia. kr. til de danske virksomheder, er jo ikke en realitet, der har noget som helst med virkeligheden at gøre.

Men det var jo sådan set ikke her, jeg forsøgte at bore. Jeg forsøgte at bore i nogle konkrete bud. Altså, hvad med selskabsbeskatningen? Kunne vi forestille os, at Venstre kom med et forslag om at halvere den? Eller hvad med nogle reformer i forhold til de strukturreformer, som man har peget på fra vismændenes side er helt nødvendige – her, hvor Venstre igen er tavs som graven, hvor der ikke kommer nogen bud, hvor der ikke rigtig er nogen offensiv? Altså, man løber defensivt, og så kaster man en lillebitte lap efter et kæmpemæssigt hul.

Så her er det, at jeg bare gerne vil høre Venstre og Venstres ordfører, som trods alt har regeringsansvaret – ikke ordføreren, men Venstre – om man har nogle konkrete bud eller kun taler om overskrifter.

Ordføreren.

Jo, men man kan vel stadig væk holde fast i at sige, at det her er et af buddene. I øvrigt vil jeg apropos selskabsskatten sige, at den har vi jo sat ned indtil flere gange i den her regerings tid. Jeg kan så forstå, at venstrefløjen er interesseret i at sætte den op igen. Så jeg ved ikke, hvilken retning hr. Anders Samuelsen foretrækker, hvis det er sådan, at han skulle vælge. Jeg er ret sikker på, at han vil foretrække vores vej.

Derudover kan man sige, at vi også allerede har taget en stribe initiativer, som jo selvfølgelig også i de kommende måneder og år vil få en betydelig positiv effekt på arbejdsudbuddet. Vi har lavet en skattereform, en historisk nedsættelse af skatterne, herunder skatten på den sidst tjente krone. Vi har fremført og fremrykket offentlige investeringer for et stort milliardbeløb. Vi har frigivet SP-midlerne. Vi har lavet en erhvervspakke til over 4 mia. kr. osv. osv.

Derudover har vi en af de mest ekspansive finanslove og finanspolitikker, der er ført i danmarkshistorien i de sidste 30 år – en af de mest ekspansive finanspolitikker i hele Europa. Så jeg synes måske, det er at sætte det lidt på spidsen at sige, at vi ingenting gør. Tværtimod handler vi dag for dag og kigger eksplicit på det, og så ser vi selvfølgelig også på det i forhold til virksomhedens likviditet, som er et specifikt område, og hvor det her har vist sig tidligere at kunne løse et meget, meget stort problem, og hvor vi nu fortsætter endnu et år.

Tak til hr. Jacob Jensen. Som ordfører er det nu hr. Nick Hækkerup.

Udgangspunktet for den her behandling er jo, at krisen i Danmark stadig er en realitet. Arbejdsløsheden var i september på 113.500 fuldtidsledige, hvilket er små 10.000 ekstra i forhold til august måned. Antallet af tvangsauktioner ude i landet er det højeste siden maj måned 1995, og i oktober var der ikke mindre end 537 konkurser – det højeste niveau, siden man begyndte at lave statistik over det i 1979. Underskuddet på statens finanser forventes at blive omkring 90 mia. kr. – eller det største underskud siden statsbankerotten i 1813 – og BNP forventes at falde med op mod 5 pct. i 2009 sammenlignet med året før.

Kreditkrisen er også stadig en realitet. Nationalbankens seneste opgørelser viser, at der er et fald i udlånet til de ikkefinansielle virksomheder, altså til helt almindelige danske virksomheder, på omkring 50 mia. kr. på et enkelt år. Alt sammen taler for at hjælpe virksomhederne til den nødvendige likviditet, så krisen kan overkommes, så fyringer undgås og arbejdspladser sikres.

Med det foreliggende forslag har regeringen og Dansk Folkeparti valgt at gå til den opgave ved at udskyde betalingsfristen for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag med cirka 12 dage igennem det kommende år. Det koster staten over ½ mia. kr. Udgiften på rentetab er i lovforslaget opgjort til 525 mio. kr., og hertil kommer så et tab, som vi må konstatere, på de virksomheder, som nu får udsættelsen, og som alligevel ikke klarer den og går konkurs, og hvor pengene så ikke kommer hjem igen.

Når kreditten bliver givet på den måde, som den gør, kan den dybest set komme tre slags virksomheder til gode – eller man kan opdele de danske virksomheder i tre slags: Der er dem, som under alle omstændigheder ville bukke under – dem, for hvem den her forlængelse kun trækker pinen lidt ud. Og så er der dem, som på grund af den her forlængelse måtte klare krisen, og for hvem håndsrækningen altså er helt, helt relevant og rigtig. Endelig er der den tredje gruppe, nemlig dem, som sejler i relativt smult vande eller under alle omstændigheder er i en situation, hvor de ville have klaret krisen uanset hvad og derfor ikke har brug for kreditforlængelsen.

Det er Socialdemokratiets opfattelse, at når vi bruger det offentliges penge, skal vi gøre det så målrettet som muligt, og derfor skal vi selvfølgelig prøve at sikre, at pengene kommer derhen, hvor de faktisk gør en forskel. Den foreslåede ordning, som den er nu og foreslås fortsat, rammer bredt, rammer alle tre grupper. Efter Socialdemokratiets opfattelse har vi en forpligtelse som Folketing og som regering til at passe på samfundets midler, en forpligtelse til at anvende dem så effektivt som muligt. Det er usundt, når regeringen og Dansk Folkeparti, bare fordi der er tale om skattekroner, drysser dem ud med løs hånd i stedet for at anvende dem målrettet.

Vi må jo imidlertid konstatere, at der er tale om en del af finansloven for 2010, aftalt mellem regeringen og Dansk Folkeparti, hvorfor håbet om ændringer i virkelighedens verden er til at overskue. Så når man nu ikke kan få den, man elsker, må man elske den, man kan få, og på det grundlag går vi positivt ind i behandlingen af det her lovforslag. Vi har også noteret os ministerens ønske om en hurtig behandling af forslaget. Det støtter vi, så vi ikke en gang til skal igennem et pinefulde grundlovsbrud, som vi kom det i foråret, netop i forbindelse med det her lovforslag.

Tak til hr. Nick Hækkerup. Der er ikke nogen, der har bedt om ordet til korte bemærkninger. Men det gør hr. Mikkel Dencker som ordfører.

Lovforslaget her, L 75, er jo en del af den aftale om finanslov for 2010, som er indgået mellem Dansk Folkeparti og regeringen. I Dansk Folkeparti ligger det os ikke bare meget stærkt på sinde generelt at give erhvervslivet her i landet nogle rigtig gode rammevilkår, men også at vi her, når vi befinder os i krisetider, gør, hvad vi kan fra politisk side for at afhjælpe konsekvenserne af den økonomiske krise på bedst mulig vis til gavn for både erhvervslivet og samfundet generelt og især for de borgere, som er ansat i kriseramte virksomheder.

Derfor lå det os stærkt på sinde, at vi i forbindelse med de finanslovforhandlinger, der blev afsluttet her for et par uger siden, gik ind til forhandlingerne med ønsket om, at vi skulle have forbedret rammevilkårene for erhvervslivet, især så man tager højde for den økonomiske krise. Derfor er det meget glædeligt, at vi har fået den her aftale i stand med regeringen om, at vi forlænger udskydelsen af betalingsfristerne for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, som vi allerede et par gange før har aftalt med regeringen at gøre.

Helt konkret i det her tilfælde udskyder vi simpelt hen den aftrapning, som i forvejen var aftalt og skrevet ind i lovgivningen, i og med at aftrapningsordningen sættes i bero et års tid, så de betalingsfrister, vi kører med i øjeblikket, fortsætter det næste hele år. Det er glædeligt, at vi på den her måde kan tage et skridt i den rigtige retning og være med til at hjælpe nogle virksomheder igennem krisen, som måske ikke havde overlevet.

Det er klart, at virksomheder, som ikke overlever krisen, desværre kommer til at kaste deres medarbejdere ud i ledighed, og ledighed er et stort problem ikke bare for samfundet, men især for den enkelte ledige og for den lediges familier. Så det er Dansk Folkepartis håb, at vi med lovforslaget her og den aftale, vi har lavet med regeringen om finansloven med de yderligere tiltag, der er der, kan tage et rigtig godt skridt i den rigtige retning, og det er da vores håb, at når vi næste år går ind til finanslovforhandlingerne, er det i et langt bedre økonomisk klima, hvor der ikke er brug for de tiltag, som der her er tale om.

Tak til hr. Mikkel Dencker. Så er det hr. Jesper Petersen som ordfører.

Vi står som bekendt midt i en meget alvorlig økonomisk krise udløst af den liberaliserede finansielle sektors åbenlyse fallit og kollaps. Den utøjlede liberalisme førte til en fuldstændig oppustet finansiel sektor – de finansielle markeder frøs til is, verden blev kastet ud i arbejdsløshed, og pensionsværdierne er raslet ned. Det kan man godt synes er morsomt, men det tror jeg ikke man synes blandt de mange mennesker, der er blevet arbejdsløse som følge af den finansielle krise. Det har altså også ført til nogle store likviditetsmæssige vanskeligheder for danske virksomheder.

Man burde bruge en meget mere effektiv medicin i Danmark mod finanskrisen. Man kunne gøre meget mere for at undgå, at så mange bliver arbejdsløse, men man har altså valgt den medicin, man nu har, og en af lapperne, som såmænd er positiv nok, men som er en mindre lap, er det her forslag om at forlænge virksomhedernes kredittider. Bankerne holder på pengene, kreditinstitutterne vil ikke låne ud til ellers sunde projekter, og særlig i randområderne er det svært at få lån; også over for hinanden strammer virksomhederne deres kritikvilkår, og det er svært for mange virksomheder. De finansielle markeder fungerer stadig ikke ordentligt, og det skaber også store problemer for sunde virksomheder. Som det blev refereret før, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik, at antallet af konkurser er himmelhøjt, rekordhøjt: 537 konkurser alene i oktober, 490 måneden før, altså ca. 250 mere om måneden end for bare et år siden.

SF har faktisk hele vejen igennem støttet en forlængelse af fristerne for indbetaling af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms. Sammen med Dansk Erhverv var vi i sin tid sådan set langt tidligere ude med forslaget, end regeringen var. Og da regeringen var alt for langsom til selv at komme i arbejdstøjet og fremsætte forslaget, blev ordningen altså i sidste samling sat til at virke af skatteministeren, før loven var blevet vedtaget – det, der førte til det her grundlovsbrud og den meget berømte næse til skatteministeren. Samtidig kom loven også for sent til at gøre noget for de små virksomheder i starten af året, for deres frist for betaling var simpelt hen overskredet dengang. Den langmodighed kunne vi ikke forstå. Og da vi i juni behandlede lovforslaget om en overgangsordning til at komme tilbage til de almindelige kredittider, var vi flere, der her fra talerstolen ligesom forberedte hinanden på, at det nok var sandsynligt, at de forlængede kredittiderne skulle blive ved med at være forlængede.

SF har også længe ment, at regeringen strammede kredittiderne for hurtigt igen, og foreslog, at de vedblev at være forlængede. Det er fornuftigt, at der bliver slækket på kredittiderne, og eftersom begrundelsen for at gøre det, nemlig den finansielle krise, de likviditetsmæssige vanskeligheder for virksomhederne, aldrig er forsvundet, er det sådan set mærkeligt, at regeringen ikke for længst har kunnet se behovet for, at forlængelsen fortsætter. Hvorfor skulle vi vente på et forlig om finansloven, der blev indgået meget sent i år? Det skulle vi, fordi Dansk Folkeparti op til regions- og kommunalvalget skulle have maksimal profileringsvaluta, så det tog jo en evighed at blive færdige med det forslag.

Nu kommer så forslaget om forlængelse, og det vil SF støtte, men det har jo en pris for samfundet. Det har allerede kostet flere hundrede millioner kroner for staten at forlænge kredittiderne, og nu vil det i henhold til bemærkningerne koste yderligere ca. 525 mio. kr. Hvor kommer de penge fra? De kommer fra den kasse, som regeringen i forvejen lader milliarderne fosse ud af. Eller hvad? Hvad er det for områder, der ikke får penge, når regeringen vil betale for den ekstra kassekredit til virksomhederne?

Vi har foreslået at lægge rentebetaling på den forlængede kredittid, så virksomheder med god likviditet stadig væk vil betale i ordentlig tid, og ikke pålægge samfundet ekstra renteomkostninger. På den måde kunne man gøre det, uden at det kom til at koste så meget, og bruge pengene til noget mere fornuftigt til noget, der også skabte endnu flere arbejdspladser. Nærmest alle høringssvarene peger på et ønske om, at også momsfristen fortsat skal forlænges, og også det kunne man gøre med en rentebetaling, så staten ikke ville tabe penge, og forslaget ville så i endnu højere grad være til gavn også for mange små virksomheder.

Summa summarum støtter SF forslaget, men vi synes, det kunne have været meget bedre, og at det kunne være kommet langt tidligere. Så sent som i dag kan man jo se annoncer i aviserne om, at man nu skal huske, hvordan kredittiderne er, men dem er vi så ved at lave om nu – noget sent, når man tænker på, hvor snart det er, at pengene faktisk skal betales. Men det er godt, at det overhovedet kommer, og det vil SF selvfølgelig støtte.

Ja tak til hr. Jesper Petersen. Så er det hr. Mike Legarth som ordfører.

Tak, hr. formand. Hos os Konservative betragter vi det som den vigtigste opgave at medvirke til at føre Danmark så nænsomt og skånsomt igennem krisen, som vi nu kan. I de bestræbelser har vi søsat en lang række tiltag for at minimere effekterne for den enkelte dansker, for familien, for virksomhederne og på bundlinjen for statskassen, altså vores samlede danske økonomi. I den række af tiltag har vi senest her under finanslovforhandlingerne forhandlet os frem til, at vi forlænger betalingsfristerne for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, og det gør vi jo for at øge likviditeten.

Så hører vi fra oppositionen, at det ikke har den store betydning, at det ingen betydning har. Selv hr. Samuelsen er fremme med stærk kritik af det. Det er fuldstændig uforståeligt. Det her er én hjælpepakke, en hjælpende hånd, blandt mange. Effekten er en likviditetsforbedring på samlet set 22 mia. kr. Det har en stor betydning. Samtidig sørger vi for, at hjælpen til den enkelte virksomhed ikke er for stor, eftersom det kun er en betalingsfrist, man forlænger. Så vi opbygger altså ikke alt for stor kredit i den enkelte virksomhed, som så ikke kan betales tilbage.

Virkningen er størst hos dem, som har ansatte, og derfor tilskynder vi altså de virksomheder, som har ansatte, med en hjælpende hånd. Vi medvirker til at skabe vækst og beskæftigelse, som jo er hovedsigtet med at give en hjælpende hånd til erhvervslivet.

Så kan man sige, at det koster noget. Ja, det her forslag koster ca. 500 mio. kr., og derfor er det uforståeligt for mig, at oppositionen så punker os for, at det koster noget, fordi man samtidig siger, at vi gør for lidt, og at vi skulle give meget større beløb. Når vi så gør det, får vi skyld for at gøre noget. Det taler jo direkte imod sig selv.

Vi har jo også tilført økonomien 50 mia. kr. mere til næste år via skattereformen og de sænkede renter. Så alt i alt gør vi jo en masse ting for at skabe vækst og bevare de arbejdspladser, der er, og sikre, at så få som muligt bliver ledige. På den her måde giver vi likviditet, og det gør jo så også, at virksomhederne har et mindre træk på bankerne, som så kan give finansiering til andre ting. På den måde er det en hjælpende hånd hele vejen rundt.

Ja tak. Der er ønsker om korte bemærkninger. Først er det hr. Jesper Petersen.

Det, som hr. Mike Legarth ligesom hentyder til, er jo den her diskussion, vi har haft om, hvordan man håndterer krisen bedst, og hvad det betyder, at man har et statsunderskud, og hvordan de penge bliver brugt. Bliver de brugt på en måde, der gør, at man mindsker arbejdsløsheden?

Det er rigtigt nok, at vi gerne ville have brugt flere – med vismændene i ryggen ville vi gerne have brugt flere – men vi ville jo have brugt dem på en helt anden måde. Det er jo det, der er afgørende: hvordan man gør det, hvordan man modarbejder krisen. Er det noget, der på sigt ville betyde, at vi faktisk fik en bedre økonomi, at færre blev arbejdsløse? Det er det. Regeringen har valgt den mest ineffektive medicin, så flere bliver arbejdsløse, end der burde være blevet. Det synes jeg man må have svært ved at forsvare over for de mennesker. Det er effekten af regeringens politik.

Det, som jeg egentlig ville frem til, var, at hr. Mike Legarth får sagt, at oppositionen brokker sig over det her forslag. Det vil jeg nødigt have siddende på mig. Faktisk har vi tænkt os at stemme for det. Som jeg sagde i mit indlæg, foreslog vi det sådan set også før regeringen. Men det, der undrer mig, er, at vi skulle vente så længe på, at det kom. Begrundelsen er jo, at der stadig er finanskrise og dårlig likviditet. Vidste regeringen ikke i oktober måned, i september måned, at der også nu i de kommende år ville være vanskelige likviditetsvilkår?

Ordføreren.

Det, der er vigtigt, er at forholde sig til, at vi løbende forholder os til de problemstillinger, der er i erhvervslivet. Det hjælper jo ikke noget, som hr. Jesper Petersen og Socialistisk Folkeparti gerne vil, at brænde alle pengene af på en gang og så lukke øjnene og håbe, at det hjælper. Vores strategi har været, at vi identificerer en problemstilling, og så doserer vi den med den rigtige hjælpepakke. Det har vi gjort, og vi har sørget for at have penge i banken, sådan at vi kan blive ved med at gøre noget, hvis krisen varer længere, end vi tror.

Hr. Jesper Petersen.

Hr. Mike Legarth svarer ikke rigtig på mit spørgsmål. Det bliver sagt, at regeringen løbende tager stilling til, hvilke initiativer der skal tages, løbende tager stilling til, hvordan situationen er. Jeg kan bare konstatere, at det løb foregår helt enormt langsomt. Det foregår nærmest, som når man ser en dvd den forkerte vej. Vidste man ikke i f.eks. september måned, at der også det næste år ville være et likviditetsproblem i virksomhederne, sådan at man var nødt til at lave et forslag som det her?

Vi synes, det skal være der, men hvorfor skal virksomhederne vente til nu med at få at vide, at deres kreditvilkår er sådan her i det kommende år? Man kunne jo sagtens for lang tid siden have bebudet det her forslag. I stedet skulle vi vente med det til nu, kort før fristen er der, mens der er annoncer i aviserne, der kan forvirre virksomhederne, om, hvad kredittiderne i virkeligheden er.

Hvorfor kommer det her forslag først nu og ikke i september-oktober måned? Vidste regeringen ikke dengang, at der også ville være likviditetsproblemer det kommende år? Er det en overraskelse?

Ordføreren.

Nej, vil jeg sige til hr. Jesper Petersen, og vi vedtog jo forlængelse af betalingsfristerne på det tidspunkt. Så jeg fatter slet ikke kritikken. Det, vi nu gør, er, at vi forlænger tilbagebetalingen. Så hvor er kritikken? Der er jo ikke noget at have kritikken i.

Vi gør det rigtige, fordi vi løbende forholder os til økonomien. Vi har jo søsat mange andre initiativer: bankpakke 1 og bankpakke 2, eksportkreditfonden, og på andre måder har vi sørget for at sikre kapital til banksektoren, til finansieringssektoren, sådan at der er kapital til rådighed for erhvervslivet.

Men nu kan vi altså se, at det ville være hensigtsmæssigt at give en hjælpende hånd brutto til nationaløkonomien, sådan at vi er med til at skabe den vækst, der er på vej, fordi der jo er kommet et vendepunkt. Vi har nået bunden, vi er nu på vej opad igen. Uanset hvor mange skræmmeeksempler oppositionen, som maler fanden på væggen, nu forsøger at fremmane, så er sandheden, at der er mange lyspunkter, som vi nu kan håbe slår fuldt igennem, sådan at vi på kort sigt, om et års tid eller to, kan være tilbage i en positiv økonomi.

Så er der korte bemærkninger, og de er fra hr. Anders Samuelsen.

Jeg skal bare lige have afklaret, hvem der har ret; om det er den konservative ordfører eller det er Venstres ordfører. For Venstres ordfører var heroppe lidt tidligere og nævnte tal på 20 og 50 mia. kr. som hjælp til erhvervslivet, men den konservative ordfører – og jeg mener faktisk, at den konservative ordfører har ret her – påpegede, at vi taler om noget i størrelsesordenen ca. 500 mio. kr. netto. Hvem har ret – De Konservatives ordfører eller Venstres ordfører?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg er nødt til at bede hr. Anders Samuelsen lytte lidt bedre efter. Det, vi sagde, både hr. Jacob Jensen fra Venstre og jeg, var, at vi forbedrer virksomhedernes likviditet med 21,5 mia. kr., og at det koster staten et rentetab på 500 mio. kr.

Hr. Anders Samuelsen.

Ja, og det er jo rentetabet, som er den reelle hjælp. Det andet er bare et tal på et stykke papir. Det handler jo om, hvilken effekt det her har ude på virksomhederne. Her taler vi om en udskydelse, og det er jo det eneste, vi taler om i det her tilfælde. Det er derfor, det er så presserende nødvendigt, at man kommer med nogle andre bud, også fra den konservative ordførers side, på, hvad der skal til for at løfte os ud af krisen.

Jeg har da hele tiden fornemmet, at De Konservative trods alt var en lille smule mere offensive end Venstre, også i kommentarerne til statsministerens tale forleden om de ti gyldne bud på, hvad der skal føre Danmark videre. Men i den tale og i de indlæg, der har været indtil nu i dag, har vi heller ikke hørt noget nyt fra De Konservatives ordfører. Tør man noget på det her område, som virkelig rykker noget for virksomhederne i forhold til selskabsskatten, i forhold til momsen, i forhold til skatten på arbejde? Tør man noget, eller har man lagt sig lunt i svinget af statsministeren?

Ordføreren.

Jeg er ked af at være en anelse kantet, men jeg tror, at hr. Anders Samuelsen ville have godt af at komme ud at arbejde i en virksomhed og have ansvaret for ledelsen af den. For hvis man tror, at en uges indtægt ikke har nogen betydning for kassekreditten, når der skal betales regninger, især i små og mellemstore virksomheder, så har man fuldstændig misforstået, hvor svært det er at drive virksomhed. Og det, vi her giver virksomhederne, er jo en uge mere til at inddrive tilgodehavender, sådan at de er i stand til at betale deres deres A-skat og deres arbejdsmarkedsbidrag. Det er en hjælpende hånd, for hvis man ikke kunne det, ville man jo komme i betalingsstandsning og blive erklæret konkurs. Så det er en stor hjælp.

Ved siden af det giver vi den likviditet til virksomhederne her fra statskassen på knap 22 mia. kr., og samtidig aflaster vi banksektoren med 22 mia. kr., sådan at de kan låne dem ud til andre nye spændende projekter, sådan at vi kan stige på toget, når nu væksten er på vej lige om hjørnet.

Tak til hr. Mike Legarth. Så er det fru Bente Dahl som ordfører.

Da den radikale ordfører er forhindret i at være til stede, er det mig, der skal redegøre for den radikale holdning til L 75.

Det Radikale Venstre stemte ikke for forslaget om forlængelse af betalingsfristerne i marts i år, eller da loven blev ændret i juni. Vi undlod at stemme. Det Radikale Venstre indser som alle andre, at mange virksomheder har problemer med likviditeten, og at bankerne er yderst tilbageholdende med långivningen. Men vi mener fortsat ikke, at forlængelse af betalingsfrister er den rette vej at gå. Nogle får en midlertidig lettelse, andre skubbes i virkeligheden længere ud på planken, når betalingsfristen skal tilbage til det normale. Derfor regner regeringen i forslaget også med en forøgelse af tab på debitorer. Frem for lovgivning, der flytter betalingsfristerne frem og tilbage flere gange om året, var der brug for en velgennemtænkt, veltimet vækstpakke, der sigtede imod energibesparelser og andre langsigtede forbedringer.

Vi noterer, at V, K og O ikke foreslår, at der skal ske en forlængelse for momsens vedkommende. Her skal alle virksomheder tilbage til de normale regler pr. 31. december i år. En række erhverv har presset på, for at også fristerne for momsbetalingen skulle være omfattet af denne lov, og momsen tegner sig jo da også for størstedelen af de beløb, som virksomhederne tilbageholder. Men her har finansministeren sat foden ned. Det er for dyrt, i forhold til hvad man får ud af det. Det ville jo koste snesevis af milliarder kroner andetsteds på statens regnskab i 2009.

Vi vil da i udvalgsarbejdet spørge til, hvad det ville have kostet, hvis også momsen havde været med i denne lovgivning. Vi forstår i øvrigt udmærket finansministerens holdning. Rentetabet for staten i 2009 og 2010 som følge af denne lovgivning er opgjort til 525 mio. kr. Vi mener i Det Radikale Venstre, at man kunne få mere vækst og beskæftigelse for pengene på andre måder, så vi undlader at stemme.

Tak til fru Bente Dahl. Så er det hr. Frank Aaen som ordfører.

Det her lovforslag er i forlængelse af den helt forfejlede krisepolitik, regeringen hele tiden har stået for, forstået på den måde, at hvis vi nu tager de milliarder og atter milliarder, der er hældt ud til bankvæsenet, kan man jo se, at det har haft den virkning – det skal regeringen have – at aktionærerne i bankerne har tjent penge. Aktiekurserne er steget dramatisk i bankerne på grund af regeringens bankpakker, men det samme er arbejdsløsheden.

Arbejdsløsheden er ikke faldet, den er steget, og det illustrerer jo meget godt, at dem, man har ønsket at hjælpe, er bankaktionærerne og ikke almindelige mennesker, så de kan beholde deres arbejde. Det forslag her er helt af den samme type. Det kan godt hjælpe nogle aktionærer i nogle virksomheder, det vil jeg ikke udelukke, for det er jo mange penge, det drejer sig om – 22 mia. kr. og godt ½ mia. kr. i tabt renteindtægt for staten – men vil det skabe nogen beskæftigelse? Man skriver i kommentarerne til lovforslaget, at der stadig væk er en likviditetskrise, men det er jo ikke en likviditetskrise, vi står i. Det er jo en ordrekrise, det er en beskæftigelseskrise. Det er jo det, der er problemet.

Det at give likviditet skaber ikke en eneste ny arbejdsplads. Der er jo ingen, uanset hvor mange penge de har i kassen, der sætter gang i beskæftigelse og produktion, hvis ikke de har en køber. Det er jo det, der er problemet. Der er ingen købere. Det er jo ikke, fordi bankerne ikke har penge nok. Hvis der kommer et godt projekt, der har en køber, er der også penge i banken, for hvis der er noget banker gerne vil, er det jo selvfølgelig at tjene penge. De vil bare være sikre på, at de tjener penge og ikke taber dem. Det er derfor, at der er nogle, der får nej i banken, men det, man gør her, er jo bare at losse 22 mia. kr. ud, og så håber man på, at det skaber arbejde, og det gør det ikke.

Jeg vil godt have at vide af ministeren, hvad beskæftigelseseffekten er af det her. Hvad anslår man beskæftigelseseffekten til? Den er jo stort set lig nul, og derfor skulle man jo bruge pengene på en helt anden måde, nemlig ved at gå ud at skabe vedvarende energi, gå ud at skabe beskæftigelse i den offentlige sektor, hvor der er brug for mere beskæftigelse, hvor der er brug for mere velfærd, og hvor der er brug for renovering af skoler osv. Man skulle sørge for at få sat gang i klimarenoveringer over en bred front, så vi både fik skabt beskæftigelse og bedre klima, altså det, som vi hele tiden har foreslået, i stedet for at tro på, at bare man hælder pengene ud i banker og erhvervslivet, får man løst krisen på den måde. Det gør man ikke.

Så vil jeg lige sige en ting mere til den debat om, hvorfor forslaget først kommer nu. Ikke alene er det noget sjusk i forhold til virksomhederne, for det er det jo uanset hvad, altså at de i dag læser i aviserne, at de skal betale i morgen, og i morgen kan de læse i aviserne, at de først skal betale senere, det jo noget sjusk, men det er også noget lovsjusk, fordi fristerne, som vi har her i Folketinget for, hvordan vi behandler lovforslag, og hvilke frister der er mellem fremsættelse, første behandling, anden behandling og tredje behandling, jo er overtrådt i det her tilfælde. Hvorfor er de det? Hvorfor har man ikke kunnet holde almindelige frister? Der er jo ikke noget argument i det her lovforslag for, at det her ikke kunne have været fremlagt i ordentlig tid. Der er måske hensynet til Dansk Folkeparti. Det ved jeg ikke, men så er det Dansk Folkeparti, der har ansvaret for lovsjusk. Det kommer jo bare oven i så meget andet, så skidt med det. Men jeg forstår altså ikke, hvorfor man ikke har fremsat lovforslaget, når man nu ville have det igennem, i så ordentlig tid, at det kunne behandles ordentligt, så virksomhederne vidste, hvad de havde at rette sig efter. Men det er bare en biting.

Vi kan ikke støtte forslaget, vi stemmer imod, og vi synes, at det er en dårlig brug af skatteydernes penge.

Tak til hr. Frank Aaen. Så er det hr. Anders Samuelsen.

Beregninger viser, at regeringens og Dansk Folkepartis vækstpakke vil sikre, at der er 2.500 danske arbejdspladser færre end ellers, som vil forsvinde næste år. 2.500. Det skal lige holdes op imod, at vi har udsigt til at miste 63.000 arbejdspladser.

Det fortæller jo lidt om, at det simpelt hen er oversalg, når Venstres ordfører og Konservatives ordfører står her på talerstolen og får det til at lyde, som om man med det her forslag simpelt hen redder det samlede danske erhvervsliv. Det gør man selvfølgelig ikke.

Man får en udskydelse, som svarer til, at man altså udskyder for 20 mia. kr., men det er jo stadig væk kun en udskydelse. Pengene skal jo ind, og det er derfor, at nettovirkningen af det her er 500 mio. kr., hverken mere eller mindre.

Så det er et slag i luften, som selvfølgelig ikke reelt set styrker virksomhedernes kreditværdighed, når de skal ned i banken, for banken kigger jo på, hvordan det ser ud på lang sigt og ikke bare på kort sigt, og på lang sigt skal pengene selvfølgelig i statskassen.

Det er derfor, at vi fra Liberal Alliances side hele tiden efterlyser, at regeringen kommer i offensiven i forhold til virkelig at lave nogle tiltag, som betyder noget for danske virksomheder; gør noget i forhold til momsen, gør noget i forhold til selskabsbeskatningen, gør noget i forhold til skatten på arbejde. Man bør lave en offensiv vækstpakke i stedet for det her, hvor man kommer med et bidrag, som begrænser tabet af danske arbejdspladser med 2.500 maksimalt, men med udsigt til, at der er 63.000 arbejdspladser, der forsvinder.

Det kan da ikke være rigtigt, at man bare sidder her. Man har oven i købet haft 7-8 år i ministerstolene til at være i offensiven, til ligesom at forberede sig på, at der jo kunne komme en situation, hvor man virkelig skulle trække nogle ting op af skuffen. Og så kommer man med det her. Det er bare ikke godt nok.

Tak til hr. Anders Samuelsen. Så er det skatteministeren.

Jeg havde sådan håbet på, at jeg kunne have brugt den samme indledning ved lovforslaget her som ved det forrige lovforslag, nemlig at glæde mig over den brede opbakning til forslaget. Men samtidig med en sådan set egentlig meget bred og positiv tilslutning til intentionerne fra langt hovedparten af Folketingets partier lå der alligevel en underliggende vrissen tone af, at det her jo ikke er godt nok, for forslaget kan ikke være nok til at gøre en indsats for at modvirke den økonomiske krise, Danmark er i, og det er jeg sådan set enig i.

Jeg er sådan set enig i, at forslaget her ikke var nok, hvis det stod alene. Men det er, som om hele venstrefløjen tror, at det ene forslag, vi snakker om her, er det eneste, der overhovedet har været af initiativer fra regeringens side her i efteråret og i finanslovaftalen, som forslaget er en del af. Det er jo stik forkert, det ved venstrefløjen sådan set også godt, og derfor er det et fejlagtigt billede, man bevidst søger at tegne.

Sagen er jo, at regeringen tager en stribe initiativer inden for en bred kreds af indsatsområder for at sikre, at vi følger en stærk og offensiv linje for at imødegå den økonomiske krise, som har berørt Danmark så kraftigt, og derfor er forslaget her ikke en enkeltstående indsats. Det er en del af en større flerstrengethed, hvor vi tager fat med en lang række initiativer.

Når vi tager fat med initiativet her, er det, fordi det stadig væk er vores opfattelse, at den finansielle sektor er så berørt af de opstramninger, der skete i lyset af den meget snævre økonomiske ramme, den finansielle sektor havde, at likviditetsmarkedet endnu ikke er normaliseret. Vi mener, at for ikke at se endnu flere berørte virksomheder lukke og dreje nøglen om, er der stadig brug for, at vi forlænger likviditeterne på A-skatte-, beskæftigelses- og arbejdsmarkedsområdet for netop at sikre, at der er flere penge at arbejde med. Alternativet til forslaget her ville være, at flere virksomheder ville dreje nøglen om, at flere danskere ville blive arbejdsløse, og at den økonomiske krise ville blive større.

Heldigvis er det her ikke det eneste forslag. Regeringen arbejder med flere offentlige investeringer, og vi har med finanslovaftalen med Dansk Folkeparti aftalt en lånepulje til kommunerne på yderligere 3 mia. kr., så kommunerne kan igangsætte endnu flere offentlige investeringer. Det betyder, at 2010 bliver det år, der inden for de seneste årtier vil rumme den største mængde af offentlige investeringer, altså en øget indsats for, at den offentlige sektor er med til at tage over de steder, hvor den private byggesektor ligger stille.

Det er sådan, at vi ønsker at give danskerne flere penge mellem hænderne. Det gør vi, som hr. Anders Samuelsen og Liberal Alliance efterlyste, ved at sænke skatten på arbejdsindkomst for at imødegå krisen, og det har vi allerede gjort – desværre uden at Liberal Alliance stemte for, men heldigvis med en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Det betyder, at næste år bliver marginalskatten sat markant ned, og danskerne får 13 mia. kr. mere mellem hænderne.

Et andet initiativ angår selvpensioneringskonti – der er ikke længere ret mange, der kan huske, hvad det er, for de blev oprettet og muligheden afskaffet for lang tid siden. Men der står 4,5 mia. kr. på selvpensioneringskonti, og med finanslovaftalen bliver der åbnet en mulighed for, at de kan blive frigivet.

Det er helt rigtigt, som hr. Frank Aaen siger, at det, der egentlig ligger som et problem her, er en ordrekrise, som delvis kan løses med øget indenlandsk efterspørgsel. Men det store problem er jo, at dem, som krisen har ramt hårdest, har været vores eksportvirksomheder, og det er ikke muligt at tage en dansk beslutning om, at tyskerne skal øge deres køb af danske varer. Det er heller ikke muligt at træffe en dansk folketingsbeslutning om, at japanerne, kineserne, inderne, amerikanerne eller nogen andre folkeslag skal øge deres køb af danske varer. Det, vi kan gøre noget ved, er den indenlandske situation, plus at vi kan arbejde sammen gennem det forpligtende samarbejde i f.eks. EU om at sikre, at andre lande ikke lægger hindringer i vejen for, at væksten kommer tilbage, gennem skadelige toldordninger eller handelshindringer.

Vi gennemfører en lang række initiativer i finansloven, herunder nogle af de initiativer, der belønner private, som investerer i at erstatte oliefyr med mere vedvarende energi, så vi bruger den nødvendighed, som krisen har påtvunget os, til at skabe en positiv situation, hvor vi erstatter CO 2 -udledende oliefyr med mere miljørigtige og klimarigtige opvarmningsformer.

Vi investerer, vi prioriterer, vi hjælper, og vi igangsætter en lang række initiativer for at løfte Danmark ud af krisen, så kunne vi ikke godt blive fri for det fejlagtige billede, som venstrefløjen forsøger at tegne af, at forslaget her skulle være det eneste, regeringen havde på tapetet?

Når alt det er sagt, er det faktisk et godt forslag. Det giver likviditet til virksomhederne, i alt ca. 20 mia. kr., og det svarer til en hjælpende hånd til rentebesparelser på godt 0,5 mia. kr., som modsvarende bliver statens rentetab. Men det er penge, som jeg mener er givet godt ud, for de vil medvirke til, at flere virksomheder har en mulighed for at overleve. Derfor er det et godt forslag, og jeg glæder mig over, at et flertal i Folketinget bakker det op.

Tak til skatteministeren.

Der er ingen, der yderligere har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Skatteudvalget, hvis ingen gør indsigelse, og det er ikke tilfældet.