Jeg vil gerne takke ordførerne for den positive modtagelse, det her lovforslag har fået her i Folketinget.
Ændringen af LG-loven har jo to formål, som det også er blevet nævnt, nemlig at sikre, at Lønmodtagernes Garantifond fremover skal kunne dække lønmodtagerens krav ifølge en fritvalgsordning, uden at lønmodtageren bliver ramt af det udbetalingsloft, der gælder for fondens udbetalinger.
Forslaget skal endvidere sikre, at Lønmodtagernes Garantifond kan videreudvikle et digitaliseret boanmeldersystem, som skal gøres obligatorisk at bruge i forhold til arbejdsgivere, bobestyrere og kuratorer.
Fritvalgsordningen blev jo som bekendt introduceret i forbindelse med fornyelsen af overenskomsterne på LO's og DA's område i 2007.
Ordningen bygger på, at der indgås en aftale mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren om fleksibel eller udsat udbetaling af løn.
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med, at justitsministeren også har fremsat lovforslag om at ændre konkursloven.
Formålet med dette lovforslag er at slå fast, at en opsparing på en sådan fritvalgsordning er omfattet af konkurslovens såkaldte lønprivilegium.
Uanset at der er aftalt en udskudt udbetaling, er der også tale om sædvanlig løn, og lønmodtageren får konkurslovens fortrinsret til at få opsparingen udbetalt, hvis virksomheden går konkurs.
Lønmodtageren vil dermed få dækket sit krav på den opsparede løn, inden virksomhedens almindelige kreditorer får del i virksomhedens midler.
LG-loven henviser til konkursloven.
Med ændringen i konkursloven står det dermed også klart, at opsparing på en fritvalgsordning er omfattet af lov om Lønmodtagernes Garantifond, der yderligere sikrer lønmodtageren dækning for sit lønkrav, uanset om der er midler i konkursboet til at dække kravet.
Lønmodtagernes Garantifond sikrer også en tidlig udbetaling, hvor lønmodtageren ikke behøver at vente på, at hele konkursboet er gjort op.
En yderligere garanti er nu, at vi med det her lovforslag ophæver betalingsgrænsen for LG's dækning af opsparet løn på en fritvalgsordning.
I dag kan LG kun dække et beløb op til 160.000 kr.
Selv om det kan menes, at det er ganske få, der på grund af en fritvalgsordning vil ramme LG's udbetalingsloft, er det vigtigt, at der bliver skabt sikkerhed omkring dette nye løninstrument, som parterne har aftalt som et vigtigt led i overenskomstforhandlingerne.
Hertil kommer, at indestående på fritvalgskonti kan overføres fra år til år.
Der vil altså med tiden blive tale om betydelige overskud, hvor det ikke er rimeligt, at lønmodtageren må gå i usikkerhed om, hvorvidt lønkravet bliver dækket ved virksomhedens konkurs.
Dernæst er der tale om, at vi med det her lovforslag indsætter en bemyndigelse til, at der administrativt efter indstilling fra Lønmodtagernes Garantifond kan fastsættes regler for fremgangsmåden, når fonden opkræver garantimidler fra arbejdsgiveren eller dennes bo.
Særlig skal der kunne fastsættes krav om, at kuratorer, bobestyrere og insolvente arbejdsgivere fremover skal benytte et digitalt selvbetjeningssystem.
Allerede i dag gør LG forsøg med en digitaliseret selvbetjeningsløsning, som fonden har udviklet sammen med Advokatrådet og Kuratorforeningen.
Selvbetjeningen betyder administrative og økonomiske fordele for såvel brugere som LG.
Ved at gøre systemet obligatorisk kan LG spare omkostninger ved ikke at skulle opretholde to systemer.
Det giver en mere smidig sagsbehandling og frem for alt en kortere ekspedition, som i sidste ende kommer brugerne til gavn.
Jeg ser frem til en forhåbentlig hurtig behandling i Arbejdsmarkedsudvalget, og det er klart, at Beskæftigelsesministeriet vil bistå i de spørgsmål, der måtte være af sådan mere lovteknisk karakter.