Jeg siger mange tak for tilslutningen og for de faldne bemærkninger, debat er så meget sagt, men det er jo også en udvikling, hvor man roligt kan sige at Kirkeministeriet igennem en del år, og længe inden jeg blev minister, har været foran med det digitale, og Kirkeudvalget har også i mine forgængeres tid flere gange fået forelæsninger om det her.
Det er gået ganske gradvis, og det går også så gradvis nu, at den konservative kirkeordfører, som jo skal føde om ganske kort tid, heller ikke kan nå at få fornøjelse af det.
Vi skal selvfølgelig have tingene praktisk på plads, som det også fremgår.
Fru Karen J.
Klint var inde på gloserækkefølgen vedrørende CPR-nummer og kirkebøger.
Nu må jeg sige, at jeg sådan set med vilje har forlangt ovre i ministeriet, at det med det kirkelige skulle komme først.
For nu har jeg i årevis fået tudet ørerne fulde af, at det er meget vigtigt at få understreget, at fødselsanmeldelser altså fortsat indberettes af kirkekontoret og af præsten.
Det er fortsat en folkekirkelig opgave, og derfor har jeg nævnt det først.
Selv om jeg forstår fru Karen J.
Klints positive, venlige hensigter, må jeg ganske brutalt sige, at dem, der ikke kan tåle at høre ordet kirke, kan jeg ikke hjælpe, og jeg har heller ikke i sinde at gøre det.
Det må jeg sige.
Altså, dem, der er utilfredse, som fru Charlotte Dyremose sagde, vil blive ved med at være det.
Det, der er vigtigt, er, som hr.
Jesper Langballe også sagde det i starten, at det her for så vidt er et praktisk forslag.
Man går fra noget manuelt, fra postvæsenet, til det digitale.
Der sker ikke nogen ændringer i noget som helst, og derfor kan jeg også berolige hr.
Jesper Langballe.
Hr.
Jesper Langballe og andre præster og vi andre vil jo stadig væk have den der tvivl, der nogle gange nager, om, hvorvidt den kirkelige begravelse var ønsket eller den ikkekirkelige begravelse var ønsket.
Det har bare ikke noget med det her lovforslag at gøre.
For det er fortsat præsten, der er begravelsesmyndighed.
Det ligger fuldstændig klippefast, og det er klart, at man tager en samtale med de pårørende, når de kommer og bestiller begravelse.
Bestiller de ikkebegravelse, er der de problemer, som der også er i dag.
Det ved vi godt sker en sjælden gang, og vi kunne herinde få en lang diskussion om, hvilken vej formodningsreglen skal gælde.
Men jeg vil sige, at der altså ikke sker noget nyt med denne lov, for myndigheden ligger præcis det samme sted, som den hele tiden har gjort, og der gælder fortsat det, at hvis man vil være helt sikker på at få den begravelse, man ønsker sig, så skal man tænke sig om, hvis man vil melde sig ud af folkekirken, og man skal tænke sig om, når man laver testamente, så man får de ting fuldstændig klaret, for at gøre det lettest muligt for både de pårørende og begravelsesmyndigheden.
Det vil jeg godt benytte lejligheden til at sige i dag, men det har bare intet med det her lovforslag at gøre.
Men det er en sag, som er blevet vanskeligere for præsterne.
Det ved vi godt, i og med at der også er medlemmer, der melder sig ud, fordi de vil slippe i skat.
Og så er formodningen selvfølgelig, at når man har meldt sig ud af folkekirken i et land med ansvarlige borgere, er det ment alvorligt.
Så ønsker man ikke en kirkelig begravelse, medmindre præsten altså mener, at der kunne være en bevisførelse, som går den anden vej, og som han skal tage hensyn til.
Det ændres der overhovedet ikke ved med det her.
Man kan sige, at det, der jo er fordelen ved det her for de pårørende, er, at de kan få papirerne hurtigere.
Der sidder et par præster her, og så står der her på talerstolen en tidligere kordegn, som jo ved, at det nogle gange kan være et problem at få de papirer frem, og enhver præst i min barndom talte om det her scenarie med, at man ikke havde fået papirerne og derfor ikke måtte foretage en jordpåforkastelse.
Nu bliver tingene lettere.
Man kan hurtigere få papirerne frem og komme i gang med at diskutere begravelsen.
Så jeg mener, at jeg hermed har svaret på de spørgsmål, der er, men jeg lægger selvfølgelig op til, at jeg meget gerne tager en diskussion i Kirkeudvalget eller i samråd, eller hvad man ellers ønsker.
Jeg fornemmer ikke, at Kirkeudvalget, da det nu har været så mange gange i Kirkeudvalget, har brug for en mere grundig orientering om det tekniske, men der står vi selvfølgelig til rådighed i Kirkeministeriet, hvis man skulle ønske det.
Jeg siger tak for tilslutningen.