Tak.
Forslaget er jo blevet en nødvendighed efter kommunalreformen, hvor amterne forsvandt og regionerne ikke kom til at overtage de opgaver, så det er ligesom et af de der forslag, man ikke kan sige nej til, for hvad i alverden skulle vi ellers gøre?
Det er også et forslag, vi støtter, men der er nogle ting, som jeg synes man burde have taget op, når man nu alligevel var inde på museumsområdet.
Jeg har talt lidt med kulturministeren om det, men jeg vil alligevel godt lige nævne det her.
Jeg synes, der er behov for, at vi generelt kigger på museernes forhold i Danmark, hvad angår bl.a.
de fysiske forhold.
Nu hørte vi for nylig om, hvordan de fysiske rammer er på museerne, og at de formentlig er blandt dem, der er med til virkelig at belaste vores CO
2
-balance, fordi museerne er dårligt isolerede, opvarmningsmulighederne og alle de fysiske rammer er ikke i orden – for nu at sige det ligeud.
Vi burde også kigge på, om der er de magasiner, der er brug for, altså om magasineringsmulighederne på museerne er i orden, og vi skulle måske også tænke det ind i en CO
2
-model.
Måske skulle vi netop bruge tiden nu, hvor der er finanskrise og arbejdsløshed, på at sætte noget arbejde i gang omkring de fysiske forhold.
Endelig burde vi også kigge på, hvordan registreringen er af de ting, vi har liggende rundtomkring på vores museer.
Vi har brug for at få et bedre overblik over, hvad der egentlig er, hvad der er hvor, og hvorfor det er dér, hvor det er, om vi har for mange ting liggende for mange steder; vi kunne direkte spørge, om der måske er noget, der ikke behøver at ligge på f.eks.
de store statslige museer i ganske mange udgaver, og om det kunne flyttes ud på nogle af de mindre museer.
Vi burde også kigge på digitaliseringen.
Der kom en stor rapport for ikke så længe siden om digitaliseringen af kulturarven, og det burde vi også have taget op.
Vi burde også kigge på museernes muligheder for at låne genstande ud, sådan at de forskellige egne af landet kan komme til at nyde godt af de dele af kulturarven, som stammer fra de områder, hvor de er fundet.
Vi sætter jo alle sammen pris på, at de ting er fundet, og de egne, hvor de er fundet, skulle have en bedre mulighed for at låne dem.
Jeg ved godt, at der er nogle forsikringsspørgsmål her, og at der er nogle internationale konventioner, vi skal overholde i forhold til at passe på kulturarven, men jeg mener godt, der kunne gøres noget for at forbedre de muligheder, der er i dag.
Der burde også kigges på, om den regionale balance er rigtig.
Vi har haft nogle diskussioner om forholdene f.eks.
på ARoS i forhold til Arken og Statens Museum for Kunst.
Måske har de ret, måske har de ikke ret.
Jeg synes i hvert fald, at det, at vi fastlåser allerede eksisterende rammer, som vi jo faktisk gør med det her forslag, er lidt ærgerligt.
Vi burde måske have gravet lige et spadestik dybere end bare lige at reparere de huller, der ellers ville have været opstået.
Det er det ene område.
Det andet er, at jeg synes, vi skal være meget opmærksomme på – det sagde ordføreren for Dansk Folkeparti og ordføreren for Socialdemokratiet også – og følge med i, hvordan det går med dynamikken og udviklingen på området.
Jeg vil opfordre kulturministeren til at holde en god kontakt med ordførerne på området.
Jeg vil også opfordre kulturministeren til at genoverveje, om ikke det var en idé at nedsætte et udvalg, der kigger på nogle af de ting, jeg omtalte før i forhold til vores museer.
Men som sagt støtter vi selvfølgelig lovforslaget.
Tak.