Tak for, at jeg i anledning af julen får lov at få ordet, det er meget fornemt.
Jeg vil bare gentage min appel til de mange tilstedeværende fra det store flertal af partier, der har tænkt sig at vedtage det her lovforslag, som på mange måder rummer forbedringer, men som jo også rummer – hvilket jeg sagde ved andenbehandlingen, og det blev også diskuteret ved førstebehandlingen – det meget alvorlige problem, at man til sociale aktiviteter får 7 timers tolkning om året.
Det er konstateret, at de penge, der er sat af til tolkning i år, langtfra er brugt, og derfor vil jeg meget appellere til, at man går ind så hurtigt som overhovedet muligt og får ændret på den grænse.
Det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at de få hundrede mennesker, som det her handler om, og som har brug for tolkning, kun kan have 7 timer om året, hvor de kan være med til familiefester, kan være med til at deltage i alle mulige former for fritidsliv osv.
Og jeg håber altså meget, at man, selv om man stemmer for det her, vil gå ind og ændre på de regler.