Socialdemokraterne er principielt for, at der sker en hurtig udredning af patienter.
Indtil nu har det politiske fokus i al for høj grad været på ventetiden til behandling, dvs.
fra det tidspunkt, hvor patienten har fået at vide, hvad der er galt, og til hospitalet tilbyder patienten en operation eller en anden behandling.
Det er galt, fordi ventetiden til forundersøgelser, scanninger, screeninger og andet, som skal give svar på, hvad patienterne fejler, fortsat kan være på flere måneder.
Så selv om man får en hurtig behandling, kan man sagtens have haft et langt behandlingsforløb, fordi man har ventet og ventet på den ene undersøgelse efter den anden, inden nogen fandt ud af, hvilken behandling man skulle have.
Socialdemokraterne vil give danskerne ret til et førsteklasses behandlingsforløb, lige fra man går til den praktiserende læge, til man måske en dag skal genoptrænes.
Men vi mener ikke, som vi også sagde ved førstebehandlingen, at patienterne alene med det her lovforslag, der behandles her i dag, i alle tilfælde vil kunne opnå en hurtig udredning og diagnosticering.
Derfor har Socialdemokraterne ved førstebehandlingen rejst ønsket om, at der ud over dette lovforslag også bliver mulighed for, at man opretter diagnostiske centre f.eks.
på de større sygehuse med akutmodtagelse, hvortil praktiserende læger kan henvise patienter, som de mistænker for at være alvorligt syge, men hvor patientens symptomer er så uklare, at de har svært ved at henvise til en bestemt afdeling eller undersøgelse til videre udredning.
Efter førstebehandlingen stillede vi forskellige spørgsmål i udvalget, og der kom vores andet kritikpunkt af det her lovforslag frem, nemlig at regeringen ikke har tænkt sig at komme med flere penge til at indføre den her nye udvidede ret til også at gælde diagnostiske undersøgelser, og det mener vi også er kritisabelt.
Imellem anden og tredje behandling af lovforslaget modtog vi så et svar fra ministeren for sundhed og forebyggelse om, hvorvidt det krævede en lovændring at indføre de diagnostiske centre, som kan overtage ansvaret for udredning af patienter, som har uklare symptomer.
Ministeren har i sit svar på spørgsmål 17 til undertegnede anført, at regionerne allerede i dag har relativt frie rammer til at organisere sig, med hensyn til hvordan de løser sygehusopgaverne.
Men på den anden side mener ministeren overhovedet ikke, at man kan gøre klart, hvad der menes med diagnostiske centre, det til trods for, at det allerede er et spørgsmål, der bliver diskuteret af bl.a.
Danske Patienter, Lægeforeningen og andre.
Derfor bliver jeg også nødt til at sige her i dag, at i Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre er vi kommet med en tillægsbetænkning, fordi vi fortsat ønsker at pointere, at vi principielt ønsker et sundhedsvæsen, hvor såvel patienter med klare symptomer på, hvad det er, de fejler, som patienter med ukarakteristiske og diffuse symptomer, kan modtage en hurtig og relevant behandling.
De nyeste tal, jeg har hørt, er:
En fjerdedel af alle patienter, der sidder hos deres praktiserende læge, er den type patienter, som netop har ukarakteristiske og diffuse symptomer, og som risikerer at cykle rundt i sundhedsvæsenet uden at få stillet en relevant diagnose hurtigt, således at behandlingen kan påbegyndes.
Det drejer sig bl.a.
om kræftpatienter, der fejlagtigt diagnosticeres med KOL eller får behandling for rygsmerter.
Det handler om overvægtige, der sendes på slankekur eller til kirurgisk behandling frem for til psykiatrisk behandling for deres spiseforstyrrelse.
Det handler om epileptikere, gigtpatienter, nyrepatienter og mange flere – som sagt handler det om op mod en fjerdedel af alle, der henvender sig til deres praktiserende læge.
Derfor vil vi gerne i dag holde fast i, at der er behov for i fremtiden at udvikle det danske sundhedsvæsen i en retning, hvor der tilvejebringes et både tættere og bedre samarbejde mellem den praktiserende læge og specialister på hospitalerne via diagnostiske centre.
I og med at ministeren nu har bekendtgjort mellem anden og tredje behandling, at han ikke mener, at det vil være muligt at gøre det her i forbindelse med et ændringsforslag til dette lovforslag, vil partierne her bekendtgøre, at vi vil søge at udarbejde et beslutningsforslag i stedet, der kan komme til særskilt behandling i Folketinget, for vi er optaget af den her sag og af de her patienter.
I forhold til økonomien er jeg også sikker på, at nogle af de øvrige ordførere vil komme ind på, at det er fuldstændig uacceptabelt, at man nu indfører en ny garanti, en diagnostisk garanti, for en lang række patienter, uden at man ser på, at det selvfølgelig også vil koste ekstra midler at gøre tingene hurtigere.
Da man indførte behandlingsgarantien – eller genindførte den – en måned efter suspensionen af det udvidede frie valg i forbindelse med sygehuskonflikten, kompenserede man regionerne med 300 mio.
kr.
for at genindføre den her behandlingsgaranti.
Det er utvivlsomt sådan, at det at indføre en diagnostisk garanti, som vi gør med det her lovforslag, vil koste ekstra midler til de mange ekstra scanninger og undersøgelser, der skal ske både i offentligt og privat regi, og det vil også koste ekstra midler at sikre, at der er uddannet nok personale til at tage sig af de mange patienter, der skal scannes efterfølgende.
Der er ikke nok personale i dag.
Vi ved, at der er et meget stort pres på sundhedsvæsenet i forhold til at skaffe relevant personale, og de vil også skulle tilvejebringes i forbindelse med det her lovforslag.
Derfor ville det være glædeligt, hvis ministeren ville komme på banen og i det mindste bekendtgøre, om det er noget, man vil tage op med Danske Regioner, når man skal til forhandlingerne i foråret.