Generelt set er det her forslag, der handler om også at indføre en kvoteregulering i forhold til luftfarten, jo et klart fremskridt. Det er ikke, fordi kvoteregulering er nogen fornuftig måde at reducere CO2-udslippet på, og heller ikke, fordi forslaget er særlig omfattende, for det vil formentlig i første omgang mere fungere som erhvervstilskud til luftfarten end som en egentlig belastning i forhold til at reducere flytrafikken og opmuntre til at reducere brændstofforbruget. Den del af det er der ikke meget at gøre ved. Det her handler om at gennemføre et EU-direktiv, og det er præcis så utilstrækkeligt, som den slags plejer at være. Trods det er Enhedslisten for forslaget, fordi det trods alt repræsenterer et lille fremskridt.
Vi har så valgt at stille et enkelt ændringsforslag. Det handler om det ene område, hvor EU-direktivet giver en vis frihed til Danmark, nemlig hvad man skal bruge de penge til, som salget af kvoter på det her område giver. Det er sådan, at internationalt arbejder Danmark for, at når man får afgifter i forhold til luftfart og afgifter i forhold til den internationale skibsfart, skal pengene bruges til at understøtte bæredygtig udvikling i tredjeverdenslandene, i ulandene, og de skal bruges til at modvirke nogle af de klimaforandringer, som allerede er ved at ske.
Vores opfattelse er så den, at det ville ligge meget naturligt i forlængelse af den opfattelse, at vi også i Danmark sagde, at når vi får indført det her system, bruger vi pengene til investeringer i vedvarende energi, vi bruger dem til forskning i, hvordan man kan få bedre brændselsøkonomi, mindre CO2-udledning, mindre forurening fra flytrafikken.
Det var sådan set også vores indtryk, da vi diskuterede det her, i forbindelse med at direktivet skulle behandles i Europaudvalget, at der var ganske mange partier, der havde den opfattelse. De havde den opfattelse, så vidt jeg forstod, både hos Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre, at sådan burde det besluttes i EU. Det var vi imod, fordi vi syntes, at vi selv skulle have mulighed for at træffe beslutningen. Nu har vi så mulighed for at træffe beslutningen, og derfor må jeg indrømme, at jeg er en smule overrasket over, at alle partier i Folketinget tilsyneladende vil stemme imod vores forslag.
Det er jo ikke bare, fordi det efter vores opfattelse er et synspunkt, som ganske mange på et tidligere tidspunkt delte, men også fordi vi faktisk synes, at det er rigtig fornuftigt at bruge de her indtægter til at løse nogle af de problemer, som luftfarten faktisk giver os med hensyn til forurening og CO2. Det er altså baggrunden for, at vi har stillet dette lille ændringsforslag på det eneste område, hvor vi har lidt frihed i forhold til EU-direktivet. Jeg vil da bare sige, at vi synes, det er meget beklageligt, at der ikke er en større opbakning til forslaget på det her område. Vi har måske lidt svært ved at forstå, at man på en og samme tid kan være imod vores ændringsforslag, samtidig med at man internationalt arbejder for, at der præcis gøres det, vi foreslår der skal gøres i Danmark.