Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 41:

Forslag til lov om produktsikkerhed.

Af økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen).

(Fremsættelse 22.10.2009).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Flemming Damgaard Larsen som ordfører.

Lovforslaget har til formål at skabe langt bedre sikkerhed for forbrugerne i en verden, hvor der til stadighed bliver øget samhandel. Det gælder både nationalt, i EU og globalt. Derfor må vi hele tiden modernisere lovgivningen, så forbrugernes stilling med hensyn til sikkerheden ved produkterne er i top, og derfor hilser Venstre nærværende lovforslag velkommen.

Det er meget vigtigt, at forbrugerne har en lov, der er så entydig som dette lovforslag, der præcist og konkret varetager forbrugernes forhold. Ligeså er det vigtigt, at reglerne er så klare og enkle, at virksomhederne også konkret og præcist ved, hvilket ansvar de har, og hvilke pligter de har at leve op til.

Vi ved jo også fra dagligdagen, at det desværre er nødvendigt med kontrol fra myndighedernes side. Derfor sker der også med lovforslaget en forbedring af kontrolmulighederne, ligesom der med lovforslaget bliver langt bedre muligheder for, at overtrædelser kan straffes effektfuldt.

Med lovforslaget gennemføres også EU's direktiv om produktsikkerhed i almindelighed. Det betyder bl.a., at vi i Danmark kommer på linje med de retningslinjer, som en række andre europæiske lande har. Med den store handel, der er over grænserne, er dette et stort plus for forbrugerne, ligesom det giver bedre konkurrencevilkår for virksomhederne.

Der har i første halvdel af i år været arbejdet i Produktsikkerhedsudvalget med, hvad en ny produktsikkerhedslov skal indeholde. Udvalget konkluderer, at der skal sættes fokus på forbrugerproduktsikkerhed. Det er lige præcis, hvad der sker med lovforslaget. Venstre er meget tilfreds med, at det er forbrugersikkerhed, der kommer i fokus. Det må og skal være den enkelte forbruger, vi beskytter.

Det er også meget glædeligt, at der kommer helt ensartede og entydige krav til producenter og distributører. Det er en fordel for forbrugerne, at der bliver denne mulighed for, at der kan sikres et højt sikkerhedsniveau. Det er en fordel både for forbrugerne og de erhvervsdrivende, at der skabes disse klare og entydige regler, da det kan bevirke en mere lige og retfærdig samt fri konkurrence mellem de erhvervsdrivende. Som forbruger har det den fordel, at der hele tiden bliver stræbt efter at skabe det bedste produkt til den billigste pris. De erhvervsdrivende kommer heller ikke ud for ubillig konkurrence, så det er til alles tilfredshed.

Venstre støtter således forslaget både for forbrugernes og de erhvervsdrivendes skyld.

Tak til ordføreren. Hr. Niels Sindal som ordfører.

Dette lovforslag skal erstatte den gældende lov om produktsikkerhed, og som nævnt skal det også sikre implementering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 3. december 2001.

Formålet er at øge forbrugernes tillid til produkternes sikkerhed og samtidig gøre produktsikkerhedsloven mere tidssvarende. Det skal således være lettere at efterleve lovens krav og samarbejde med myndighederne om effektive tiltag, hvis der er kommet produkter på markedet, som kan udgøre en risiko for forbrugernes sikkerhed eller sundhed. Ligeledes – og det er lige så vigtigt – skal det sikres, at der gribes ind over for produkter, der uretmæssigt er påført en CE-mærkning. Det er en god målsætning for Folketinget og regeringen at sikre, at alle borgere kan have tillid til de varer, de køber.

Lovforslaget har været behandlet i et udvalg nedsat af Erhvervsministeriet. Man var her enige om, at dette lovforslag i videst muligt omfang bør følge produktsikkerhedsdirektivet, da det skaber de bedste rammer for samarbejdet mellem virksomheder, myndigheder og EU-medlemsstater, og det er til gavn for forbrugerne. Og som det fremgår af bemærkningerne fra udvalget, var alle stort set enige bortset fra et enkelt medlem af udvalget, Forbrugerrådet. Man havde nogle bekymringer, og jeg skal nævne to af dem.

Den første er, at tjenesteydelser, som hidtil har været omfattet af loven, glider ud. Det er Socialdemokratiet ikke enige i. Vi finder som Forbrugerrådet, at man fortsat skal have sikkerhed også i forhold til tjenesteydelser. Og i betragtning af at alle de nordiske lande har det med i deres lovgivning, kunne det være en overvejelse værd at drøfte det i udvalgsarbejdet, også set i lyset af, at Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd for nylig, i sidste uge, i Stockholm netop understregede, at implementeringen af EF-direktiver faktisk kan få et bedre forløb, hvis man samarbejder de nordiske lande imellem og således gavner forbrugerne.

Den anden ting, jeg vil nævne, er sporbarhed. Det skal være muligt via mærkning at finde tilbage til producenten. Det finder Socialdemokratiet også er en god idé.

Vi er positivt indstillet over for lovforslaget, men ønsker i udvalgsarbejdet at drøfte de nævnte bekymringer, og vi vil, om nødvendigt, stille ændringsforslag.

Tak til ordføreren. Fru Colette L. Brix som ordfører.

Lovforslaget om en ny lov om produktsikkerhed er et gennemarbejdet forslag, og det vil vi gerne kvittere for. Dels sker der en modernisering og en gennemskrivning af den eksisterende produktsikkerhedslov, dels gennemføres der en række EU-krav, som også ajourføres. Lovforslaget er baseret på et solidt udvalgsarbejde, og Produktsikkerhedsudvalget kom i den forbindelse med deres rapport i maj i år. Med et sådant forarbejde er lovforslaget også lettere at behandle.

Det er positivt, at loven nu bliver klar, tydelig og mere slank, så den nu i langt højere grad følger den praktiske anvendelse i hverdagen. Det styrker sikkerheden for forbrugerne og skaber bedre gennemsigtighed, når reglerne skal efterleves og kontrolleres.

Efter at have gennemlæst høringssvarene, er der to aspekter, jeg gerne vil have vendt i udvalgsarbejdet. Jeg vil dog først sige, at det er meget konstruktivt, at ministeriet og Sikkerhedsstyrelsen har lyttet til nogle af de indvendinger, der er kommet i høringsfasen.

For det første er der brug for vejledning til de virksomheder, som installerer et produkt, de ikke selv har produceret eller står bag. Disse virksomheder har et produktansvar, hvis der blot ændres en lille smule på de sikkerhedsmæssige egenskaber ved produktet. Det er f.eks. relevant for installatører i el- og vvs-branchen. Sættes der en alarm op, eller installeres en vandhane, og bliver der i den forbindelse ændret på produktet på grund af tilpasning eller eventuelt et ønske fra forbrugeren, så står den pågældende installatør pludselig med et produktansvar, selv om de ikke har produceret den pågældende ydelse. Det er svært at forstå for mange mindre virksomheder.

Her skal der informeres grundigt og udsendes vejledninger, der klart afgrænser, hvornår en virksomhed alligevel har et produktansvar, selv om den ikke har produceret den pågældende ydelse. Her må ministeren sørge for, at virksomhederne får en hjælpende hånd.

For det andet – og det er mere alvorligt – skrider retssikkerheden igen. Loven lægger op til, at myndighederne uden retskendelse sikres adgang til private ejendomme samt lokaler og transportmidler, som er under privat rådighed. Jeg har noteret mig, at Justitsministeriet skriver, at der allerede er 200 love og bekendtgørelser, der indeholder bestemmelser, som giver hjemmel til uden forudgående retskendelse fra en dommer at foretage tvangsindgreb omfattet af grundlovens § 27 om boligens ukrænkelighed. Men det gør det jo ikke bedre, at det nu sker igen.

Jeg stiller mig uforstående over for, at ministeren ikke vil lytte til de organisationer, som foreslår, at der i det mindste skal være en begrundet mistanke, inden boligens ukrænkelighed igen forulempes. Jeg vil derfor foreslå, at der i det mindste skal være en begrundet mistanke, og at dette skal skrives ind i loven.

Med disse bemærkninger kan Dansk Folkeparti støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Fru Pia Olsen Dyhr som ordfører.

Vi er i SF generelt positive over for forbedringer af produktsikkerheden og derved forbedringer af forbrugernes retsstilling. Vi mener, at det med det her forslag lykkes rigtig godt på nogle områder, men på andre områder er man desværre med til at svække forbrugernes tillid til varerne, og beskyttelsen af forbrugerne af visse produkter svækkes også i forhold til gældende lov. Derfor ser vi i SF gerne nogle ændringer i det her forslag for at optimere produktsikkerheden.

SF mener, at det er positivt, at loven fremover kun omfatter forbrugerprodukter frem for alle produkter, som det er i dag. Men i og med at man i dag ser mange professionelle produkter på forbrugermarkedet, er det afgørende, at der ikke opstår situationer, hvor produkter beregnet til professionelle, men som i praksis også anvendes af forbrugere, udgør en fare for forbrugerne, uden at der gribes ind over for produkterne. Det er derfor afgørende, at producenten ikke kan omgå loven ved at hævde, at produktet ikke er rettet mod forbrugerne.

Derudover er det problematisk, at forslaget fjerner tjenesteydelser fra produktsikkerhedsloven, uden at der findes særlovgivning, som så kunne træde i stedet. Det kunne måske være en løsning på det problem. Det ville i hvert fald efter vores opfattelse hjælpe på det her forslag.

Vi vil gerne i udvalgsarbejdet kigge nærmere på to elementer. For det første ønsker vi, at der bliver indføjet et krav om sporbarhed, som min socialdemokratiske kollega også nævnte, enten på produktet eller på emballagen. Det vil give en højere grad af sikkerhed, da det vil være lettere at spore den konkrete producent og stille vedkommende til ansvar. Set i lyset af alle mulige andre forbrugerskandaler, herunder ikke mindst kødskandalen, som huserer i øjeblikket, vil det helt sikkert også lette myndighedernes arbejde. For det andet ønsker vi, at man får inddraget antikviteter og visse brugte produkter som en del af loven. Der lægges i forslaget op til, at de skal undtages fra lovens anvendelsesområde. Det støtter vi ikke.

Men SF stiller sig positive over for det her forslag og vil så stille de her ændringsforslag i den videre behandling. Vi håber så, at ministeren vil være lydhør over for det, så vi ikke behøver at stille ændringsforslag, men kan finde en fælles løsning.

Tak til ordføreren. Hr. Mike Legarth som ordfører.

Tak, hr. formand. Det Konservative Folkeparti støtter naturligvis forslaget, ligesom vi til enhver tid støtter, at man gør lovgivningen tidssvarende, altså at man opdaterer og moderniserer loven, som man gør i dag, gør den enklere og mere gennemskuelig, får fokus på sikkerheden og beskytter forbrugerne mod farlige produkter. Vi synes også, det er glimrende, at man forenkler den på den måde, at man nu tager fast ejendom ud af den her lov på samme måde som tjenesteydelser, der er koblet op på et produkt, eller produkter, som alene er beregnet til professionel brug. Det er nu omfattet af særlovgivning og ikke den her lov.

Så synes vi også, at det er glimrende, at der nu skabes en øget sikkerhed for, at man kan give nogle passende sanktioner, altså bøder, til dem, som ikke har til hensigt at følge eller i hvert fald bevisligt ikke følger den lov, vi her gennemfører. Vi synes også, det er fint, at man giver adgang uden retskendelse. Det er klart, at det nogle gange er nødvendigt, at man kommer ind bag facaden. Det kan godt være, at producenten har et produkt til salg, der er tilrettet, så man ikke kan komme til skade – hvor man ikke kan skære sig, klemme sig eller på anden måde komme til skade, og hvor der ikke er risiko for, at børn sluger et eller andet, de kan dø af eller opleve kvælningsfornemmelser ved. Men det er godt, at man kan komme ind på lageret eller på en anden lagerplads og kontrollere, om produktet nu rent faktisk også er sikkert at bruge for forbrugerne. Så på alle måder opbakning til lovforslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Morten Østergaard som ordfører.

Der er vel grund til at glæde sig over, at der tilsyneladende er en fælles ambition bredt i Folketinget om at styrke forbrugernes sikkerhed og tillid til forbrugerprodukter. Det udspringer også af de ambitioner, som regeringen udmelder i regeringsgrundlaget, og som man henviser til i forbindelse med det her lovforslag. Den diskussion, som flere også har rejst, er jo så, om det her forslag til fulde lever op til det.

Vi synes helt grundlæggende, at forslaget er godt, og at det er en tiltrængt modernisering. Vi synes helt grundlæggende også, at det er fornuftigt, at vi i stadig stigende grad harmoniserer i forhold til resten af EU, fordi vi i sagens natur har et indre marked og det derfor er fornuftigt, at vi også har de samme høje produktsikkerhedsstandarder. Så langt så godt.

Så er der en række uenigheder, som også andre ordførere har været inde på, og som jeg synes er værd at trække frem. Jeg vil ikke afvise – og Det Radikale Venstre vil ikke afvise – at det kan være hensigtsmæssigt at fastholde, at det kun er forbrugerprodukter, der indgår i produktsikkerhedsloven. Men så synes jeg, at man som minimum er nødt til at angive, hvordan man så vil sikre, at der er sikkerhed vedrørende tjenesteydelser. Det siges jo også i lovforslaget, at såfremt der senere måtte opstå et behov for at kunne regulere sikkerheden ved tjenesteydelser, vil en mere målrettet regulering af tjenesteydelser som sådan være at foretrække. Det vil vi slet ikke afvise. En anden model er selvfølgelig fortsat at lade tjenesteydelser være omfattet af produktsikkerhedsloven. Men hvis det er det andet, man foretrækker, synes vi, at der må være en eller anden form for samtidighed i det, hvis ikke det skal blive en samlet ringerestillelse af forbrugerne – at hvis man ønsker særlovgivning for sikkerheden omkring tjenesteydelser, må man jo indføre den samtidig, fordi man ellers, når det angår tjenesteydelser, kommer til at træde et skridt tilbage i produktsikkerhed.

Hvad er det så, vi taler om, for at gøre det helt konkret? Ja, det er jo, som bl.a. Forbrugerrådet har givet som eksempel, og som i hvert fald har gjort indtryk på os, hvis en kosmetolog udfører frugtsyrebehandlinger og selve udøvelsen af behandlingen bevirker, at kunden udsættes for fare, eller hvis man på et fitnesscenter vejleder forkert med fare for fysiske skader. Så er man altså ikke omfattet af produktsikkerhedsloven. Og det siger sig selv, at en lang række tjenesteydelser har en karakter, hvor det kan være lige så vigtigt, at der hersker en velreguleret sikkerhed omkring leveringen. Derfor er det altså efter vores opfattelse sådan, at enten må det tilbage i produktsikkerhedsloven, eller også må man regulere det på anden vis. Det, der ikke duer, er totalt at efterlade tjenesteydelser i et ureguleret område.

Andre har også været inde på sporbarhed, og det diskuterer vi også meget gerne. Og så er der spørgsmålet om skriftlighed ved den undtagelse, der gælder for antikviteter og brugte produkter, som, hvis de skal sættes i stand, er undtaget fra loven. Der er nogle gange en fordel i, at nogle ting foregår skriftligt, nemlig at så kan der ikke være to meninger om, hvorvidt man er orienteret eller ej. Vi synes måske, det er værd at overveje, om ikke det er en fordel for alle parter, at den orientering i forbindelse med antikviteter og brugte produkter fortsat er skriftlig.

Men jeg synes, man kan fornemme i dag, at der er et bredt ønske om, at vi kan samle os om en produktsikkerhedsregulering, og at vi i fællesskab får forholdt os til, hvad vi gør med tjenesteydelser. Derfor går vi konstruktivt ind i den her behandling og kan ikke forestille os andet, end at vi må kunne finde nogle løsninger, der gør, at også vi kan stemme for forslaget i den sidste ende. Vi er i hvert fald glade for, at der sker en modernisering, men har altså de bekymringer, som jeg har udtrykt her.

Tak til ordføreren. Hr. Frank Aaen som ordfører.

Enhedslistens bemærkninger til det her lovforslag ligger meget på linje med dem, som resten af oppositionen er kommet med. Vi støtter selvfølgelig forbedringerne, men vi synes også, at Forbrugerrådet i deres høringssvar stiller nogle ganske relevante spørgsmål, som der bør ses på i udvalgsarbejdet – bl.a. om, hvordan vi sikrer, at der også er produktsikkerhed ved tjenesteydelser, hvordan vi får oplysningspligt, der er skriftlig, og hvordan vi får sporbarhed. Om det sidste vil jeg sige, at det måske endda skal uddybes mere, end der bliver lagt op til.

Et er, at man ude på markedet, ude hos en forbruger ser et produkt, som viser sig at være farligt. Så kan man jo med sporbarhed gå tilbage og se, hvem der har lavet det, og hvad der er problemet, og få løst problemet og få stoppet produktet, eller hvad der nu skal til i den konkrete sag. Noget andet er, at der jo ikke bare er tale om et slutprodukt. Der er jo typisk inde i alle produkter komponenter, og det vil jo tit være sådan, at problemet knytter sig til en komponent og ikke til det samlede produkt, og derfor mener jeg, at sporbarheden så vidt muligt skal kunne føres helt ned til de enkelte komponenter i produktet. Altså, f.eks. er det jo med elektronik klart, at problemet typisk vil ligge i nogle komponenter og ikke i selve slutproduktet som helhed, i hvert fald ikke, hvis man ønsker at analysere, hvad der egentlig er problemet.

Selv om det ligger lidt uden for lovforslaget, vil jeg i den forbindelse gerne henvise til en problemstilling, som Enhedslisten tidligere har rejst her i Folketinget, nemlig at man i alle tilfælde skal være i stand til at spore et produkt og dets enkelte komponenter tilbage i tiden. Det har ikke bare noget at gøre med forbrugerens sikkerhed, det kan også have stor betydning for at sikre producenten. Altså, f.eks. kan en mobiltelefon jo godt være farlig for den, der bruger mobiltelefonen, men vi ved i hvert fald, at den er farlig for de børn, der udvinder krom eller nogle af de sjældne stoffer, der bruges i produktionen af mobiltelefoner. Der vil jeg sige at det sådan set er nogle andres sikkerhed, vi burde kere os om. Det hører ikke ind under den her lov, men jeg vil bare sige, at det, at man kan spore produktet og komponenterne i produktet, ikke kun er spørgsmål om sikkerhed for forbrugeren, men faktisk også for den, der laver produktet. Og det synes vi altså også at man bør se på; det bliver så ikke i dag.

Om vi ender med at kunne stemme for det her lovforslag, eller om vi må undlade at stemme, må afhænge af udvalgsarbejdet. Jeg synes, det er meget, meget svært at gennemføre forbedringer og så samtidig gennemføre forringelser. Det er i hvert fald ikke en politik, som vi i Enhedslisten er særlig begejstret for.

Tak til ordføreren. Økonomi- og erhvervsministeren.

Jeg vil gerne indlede med at takke ordførerne for nogle gode taler og også forsøge at drage opmærksomheden hen på de områder, hvor nogle af ordførerne har stillet kritiske spørgsmål, eller i hvert fald har bedt om uddybende svar.

Jeg vil gerne starte med at sige, at i en tid, hvor samhandelen mellem landene, både i og uden for EU, hele tiden øges, er det jo meget, meget vigtigt, at vi holder fokus på sikkerheden ved forbrugerprodukterne. Den øgede globalisering stiller ændrede krav til lovgivningen, og derfor er formålet med lovforslaget netop at skabe et moderne regelsæt, der fremadrettet kan tage vare på sikkerheden ved de produkter, vi alle sammen omgås i det daglige.

Lovforslaget indeholder fire elementer, som skal sikre, at vi også fremover kan bibeholde det høje sikkerhedsniveau: For det første er loven entydigt målrettet forbrugerne. For det andet er reglerne gjort meget klare, så virksomhederne ikke er i tvivl om deres ansvar og pligter. For det tredje er myndighedernes kontrolmuligheder forbedret. Og for det fjerde giver loven bedre mulighed for effektivt at straffe overtrædelser.

Den produktsikkerhedslov, vi har haft indtil nu, er jo en lov, der finder anvendelse på både en række forskelligartede produkter og tjenesteydelser, ligesom den yder beskyttelse for skader på både fast ejendom, løsøre, dyr og mennesker.

Den produktsikkerhedslov, som vi behandler her i dag, bygger på de seneste 15 års erfaringer med den gældende lov, og den har altså vist, at det brede anvendelsesområde ikke er nødvendigt for at give forbrugerne mest mulig sikkerhed. Derfor stiller lovforslaget skarpt på forbrugersikkerheden. Det er i tråd med den fokus, som langt hovedparten af de andre europæiske landes produktsikkerhedsregler har, og det er faktisk også i tråd med det, vi gør på europæisk plan i forhold til produktsikkerhedsdirektivet. Jo mere ensartede og entydige krav, der stilles til både producenter og distributører, desto bedre er muligheden for, at vi kan opretholde et højt sikkerhedsniveau i forhold til de produkter, der sælges til forbrugerne. Samtidig skaber klare og mere entydige regler faktisk også en mere lige og retfærdig konkurrence mellem de erhvervsdrivende.

Fra januar til maj i år har Produktsikkerhedsudvalget så arbejdet på anbefalinger til en ny lov, og udvalget afgav sin rapport i maj. Den klare fokus og konklusion fra udvalget var, at der skal stilles skarpt på sikkerheden ved forbrugerprodukter – og det er det, der sker nu.

Den øgede fokusering på forbrugerprodukter betyder så, at tjenesteydelser med tilknytning til et produkt ikke længere udgør en del af lovens anvendelsesområde, og jeg synes, at det måske er vigtigt at få understreget her – også i forhold til den gode tale, som hr. Niels Sindal holdt på vegne af Socialdemokratiet – at det altså ikke betyder, at vi med forslaget her pludselig fjerner al regulering af tjenesteydelser. For en lang række tjenesteydelser er faktisk allerede reguleret i dag, men det er gjort i særlovgivning. Det gælder f.eks. så forskelligartede grupper som dørmænd, dyrlæger og elektrikere, og de produkter, der anvendes af tjenesteydere, vil altså fortsat være omfattet af produktsikkerhedsloven.

Denne fokusering er helt i tråd med de anbefalinger, der er kommet fra Produktsikkerhedsudvalget. Selv om den gældende lov både har beskyttet forbrugere og professionelle ejendomme, er det vigtigt at få understreget, at der i lovens 15-årige historie endnu ikke har været anledning til at anvende den i forhold til skade på andre end forbrugere. De risici, der er opstået i forhold til ejendomme og produkter henvendt til professionelle, er blevet håndteret i særlovgivningen – det kan være arbejdsmiljøregler, kemikalie- og byggelovgivning, erstatningsregler i produktansvarsloven – og det ændrer forslaget ikke på. Derfor er det vores opfattelse, og det vil jeg gerne dyrke under udvalgsbehandlingen med Folketingets ordførere, at reguleringen fremover skal ske i særlovgivningen for ikke at gøre det mere kompliceret. Det tror vi altså på.

Det er også væsentligt for mig at få understreget, at de gældende regler faktisk også allerede i dag mere har været møntet på fysiske produkter end på tjenesteydelser. Tjenesteydelser er jo af natur også sådan, at de er dårligt egnede til at lade sig regulere i en produktsikkerhedslov, for en tjenesteydelse er jo forbrugt, når den er leveret. Hvis en konkret tjenesteydelse viser sig at være farlig – jeg tror, det var hr. Morten Østergaard, der før kom med det eksempel, at man giver forkert rådgivning i et fitnesscenter – vil der jo typisk ske det, at tjenesteyderen ændrer udførelsen, og så er den ikke farlig fremover, og derfor vil et indgreb over for den farlige ydelse som oftest ikke være aktuelt. Derfor vil jeg sige, at jeg godt forstår, at man stiller spørgsmålet, når vi fjerner noget fra en lov, der godt nok aldrig har været anvendt, om man nu virkelig tør fjerne det. Men jeg vil sige, at jeg mener, at sagkundskaben i det her tilfælde faktisk taler meget, meget overbevisende for, at det ikke er klogt at regulere tjenesteydelser i en lov, der i sin grundsubstans handler om noget helt andet, nemlig produkter og produkter, der er farlige for forbrugeren.

Jeg tror også, man må sige, at vi ved at skabe større klarhed også skaber et mere sikkert marked; det gælder både for producenter og distributører, men det gælder naturligvis først og fremmest for kunderne.

Vi lægger også op til, at der kommer en bedre kontrol, og fru Colette Brix – som jeg også synes holdt en meget målrettet tale om, hvor meget det her gavner, fordi det bliver mere enkelt og mere klart og der bliver bedre mulighed for at komme efter dem, der bryder reglerne – stillede så det spørgsmål, som er meget naturligt at stille: Er det nu rimeligt, at vi åbner op for, at man i videre omfang end i dag kan få adgang til en producents lagerlokaler og andet uden retskendelse? Og jeg vil sige, at det selvfølgelig altid er noget, man skal overveje med meget stor varsomhed, før man kaster sig ud i.

Jeg var trods alt den minister, der gennemførte en retssikkerhedslov i dette land tilbage i 2003, så det er et emne, jeg har beskæftiget mig meget med, og jeg vil sige, at grunden til, at det giver god mening her, jo er, at det ofte vil være sådan, at hvis man ønsker at teste et produkt, der har været klager over, vil det typisk være sådan, at man ikke bare ønsker at gå ind i en butik og teste den seng, der står i butikken, for typisk er det måske en, der er slidt og brugt og har stået til udstilling i flere år; man vil gerne ud på lageret og gøre det. Og det er klart, at hvis der er en retskendelse, så bliver producenten advaret på forhånd om, at nu kommer kontrollen, og dermed kan man nå lige præcis at få fjernet de senge, der er et problem med, og vupti vupti er der så ikke noget problem. Derfor kan der være behov for at komme uden advarsel og få testet, om der er et problem med produktet. Det er den skarpe tilgang til det, hvis der er en, vi har mistanke til. Og der hørte jeg egentlig fru Colette Brix sige, at hvis der er begrundet mistanke, har Dansk Folkeparti heller ikke de store problemer.

Men det er faktisk også sådan, at der jo er mange erhvervsdrivende, der bare gerne vil gøre tingene så godt som overhovedet muligt, og i dag er det ikke muligt at foretage kontrol på en producents lager, hvis ikke vi giver den her hjemmel til kontrolmyndigheden. Det betyder med andre ord, at selv for dem, der ikke ønsker noget bøvl, og som siger, at man bare kan komme ud og kigge på deres lager, bliver vi altså nødt til at lave den her hjemmel til at gøre det uden retskendelse, for at man også i de gode tilfælde bare kan gå ud og tjekke på lageret. Det vil altså sige, at med den hjemmel, vi giver nu, giver vi mulighed for, at man selv i de sager, hvor der ikke er begrundet mistanke, kan lave en aftale med kontrolmyndigheden om at komme på kontrolbesøg på et tidspunkt, der passer alle. Og det synes jeg sådan set er ganske fornuftigt.

Men jeg er absolut indstillet på at udpensle det her noget mere under udvalgsbehandlingen, for det er et spørgsmål, som alle vi, der hylder grundloven og grundlovens paragraffer, selvfølgelig med rette skal fokusere på.

Så er der også blevet rejst spørgsmålet omkring sporbarhed. Det er faktisk noget, rigtig mange ordførere har været inde på, og jeg vil sige i forhold til spørgsmålet om sporbarhed, at i Danmark har det ikke været et problem at finde frem til, hvem der har ansvaret for et produkt omfattet af produktsikkerhedsloven, heller ikke selv om der ikke er et krav om, at producentens kontaktdata skal stå på produkterne. Det er altså simpelt hen ikke noget problem, og derfor ser vi ikke nogen grund til, at vi skal pålægge de danske erhvervsdrivende en byrde, der ikke pålægges andre erhvervsdrivende i EU, og da slet ikke når byrden ikke medfører en øget sikkerhed for forbrugerne.

Man tænker selvfølgelig over i dag, når der kommer mange flere kinesiskproducerede produkter og meget andet ind på markedet: Jamen hvordan kan vi så opspore dem? Der er det jo sådan i dag, at der er regler for, at distributøren skal give de oplysninger, der er nødvendige for at kunne spore dem, distributøren har købt sine varer hos, typisk via en faktura eller lignende. Vi har ikke så mange formkrav til, præcis hvordan det skal være, men som sagt er der altså krav om i dag, at man skal kunne finde frem til den pågældende.

Men jeg vil gerne være med til at uddybe det her under udvalgsbehandlingen, og jeg synes altså et eller andet sted, at det må være en noget beroligende faktor, at det i Danmark aldrig har været et problem at finde frem til, hvem der har ansvaret for et produkt. Og derfor synes jeg måske ikke, at de ellers gode argumenter, der kunne være for at gå ind i en drøftelse af det her, er til stede, når man sagligt ser på, hvordan tingene har fungeret indtil videre.

Så samlet set er der tale om, at vi laver en tidssvarende lov, der sætter forbrugeren i centrum; den sikrer, at de erhvervsdrivende mødes med klare regler, og at de, der ikke følger reglerne, kontrolleres bedre og straffes hårdere. Derfor håber jeg også meget på, at der, når vi når til tredjebehandlingen, vil være det samme brede flertal bag lovforslaget, som der har været i dag.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Det var bare til diskussionen om tjenesteydelser, hvor jeg syntes at ministeren måske slap sådan lidt let om ved det. Altså, det er jo rigtigt, at man kan håbe på, at en tjenesteyder, der har bragt en kunde i en eller anden form for fare, efterfølgende retter op på det. Men tilsvarende kunne der vel være samme forhåbning til en producent af en vare, at hvis man bliver bekendt med, at varen udsætter forbrugerne for fare, trækker man produktet tilbage og retter fejlen. Og så var der jo sådan set ikke nogen grund til at gøre mere ved det. Men det, som jo er interessant her, er: Hvad så, hvis det ikke sker? Hvem kan så gøre noget ved det?

Med det, der bliver § 20 i den ny produktsikkerhedslov, kan kontrolmyndigheden påbyde enhver, der har bragt et farligt produkt i omsætning, eller som har været et led i afsætningen af produktet, at advare forbrugerne om de risici, der er, eller afhjælpe forhold, som er årsagen til faren. Der siger jeg bare, at i eksemplet med fitnessinstruktøren eller for den sags skyld kosmetologen, som ved deres konkrete tjenesteydelser har gjort det, kan det vel være lige så relevant at påbyde dem at oplyse om faren ved en behandling eller en fitnessform, som det kan være at påbyde en legetøjsproducent at oplyse om faren ved et produkt.

Ministeren.

Ja, og der er pointen jo, vil jeg sige til hr. Morten Østergaard, at det gør man så via særlovgivningen. Hvad enten det er dyrlæger, læger, kosmetologer, eller hvem det måtte være, handler det jo om, at de skal sørge for at rådgive om, at der kan være bivirkninger forbundet med det her, eller hvad det nu måtte være. Men typisk vil det jo være sådan med mange tjenesteydelser, at man står med kunden lige foran sig, og det betyder altså også, at hvis der måtte være fejl og mangler og ting, der ikke fungerer godt, klarer man problemerne på stedet, om jeg så må sige, eller i hvert fald i forbindelse med afviklingen af den tjenesteydelse.

Der, hvor forskellen er til produktet, er jo typisk – hvis vi nu skal tage en eller anden kinesisk larmemaskine, en slags børnelegetøj – at der måske produceres 3 millioner af dem. Det viser sig så, at der er noget metal, der flænger fingeren i stykker, og den derfor er farlig for børn at bruge. Der vil producenten jo ikke være i dialog med alle de der 3 millioner børneforbrugere, der køber den, og derfor synes jeg faktisk, at når det gælder produkter, der typisk bliver produceret et sted, men solgt af nogle helt andre og spredt ud over hele verden, giver det god mening og der er fornuft i at have en produktsikkerhedslov, der sikrer, at hvis der er produkter, der er farlige, er der en myndighed, der følger op på det og i sidste ende kan sige, at det her produkt ikke kan markedsføres og sælges i Danmark, fordi der er risici forbundet med det.

Hr. Morten Østergaard.

Altså, jeg tror ikke, at der er nogen, der anfægter, at der er forskel på produkter og tjenesteydelser – så vidt, så godt. Men det, som nogle er lidt optaget af, er, at hvis det er helt ligegyldigt, om man regulerer tjenesteydelserne, er det jo egentlig besynderligt, at man har valgt at gøre det i både Norge og Sverige og Finland. Derfor synes jeg måske, at det kunne være rart i hvert fald at få afklaret sådan ved indgangen til debatten, om det er ministerens intention at følge det her op med en særlig lovgivning, der vedrører tjenesteydelser, eller der ikke er andre initiativer planlagt i kølvandet på den her lovændring.

Desuden kunne det være rart med en reaktion på, at man altså i de andre nordiske lande har en noget anden opfattelse af det, end regeringen tilsyneladende har.

Ministeren.

Jeg vil sige to ting til hr. Morten Østergaard, og vi kan jo så også afklare det under udvalgsbehandlingen:

Det er min klare opfattelse, at trenden overalt i Europa går i retning af at lave en produktsikkerhedslov, der er fokuseret på det. Og det er faktisk også fuldstændig i tråd med det EU-direktiv, vi har vedtaget, produktsikkerhedsdirektivet, at man fokuserer på det. At Norge går sine egne vegne, kan jo ikke overraske, men i forhold til Sverige og Finland er jeg ikke klar over, hvad baggrunden er for, at de så går en anden vej. Men det her er den europæiske trend.

Det andet, jeg vil sige, er, at det jo er helt afgørende for mig at få understreget, at det naturligvis er vigtigt, at tjenesteydelser også er reguleret, og det var sådan set også det, jeg sagde til hr. Niels Sindal i mit første svar. Jeg tror bare, at det er klogere at gøre det via særlovgivningen. Hvis det f.eks. gælder elektrikere eller dørmænd, tror jeg, det er bedre, at man laver det i forhold til lovgivning, der vedrører dem og den tjenesteydelse, de skal levere, frem for at man laver en eller anden bred rammelovgivning, der skal prøve at dække alle de forskellige typer af tjenesteydelser, der er.

Som sagt er sagen også, at der ikke har været nogen sager, der vedrører tjenesteydelser, men jeg vil selvfølgelig sige, at i det omfang det viser sig, at der er behov for yderligere tiltag i forhold til særlovgivning, hvis der er sager og områder, der ikke er reguleret, er jeg naturligvis indstillet på det.

Tak til økonomi- og erhvervsministeren.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og forhandlingen er afsluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.