Nu er det jo ikke første gang, vi diskuterer mad i børnehaver her i Folketinget.
Enhedslisten har gennem en lang årrække stillet forslag om, at en sådan ordning skulle indføres i vores vuggestuer, børnehaver og skoler.
Helt tilbage under SR-regeringen frem til 2001 fik vi også indført et forsøg, som viste, at det var en rigtig god idé at indføre en sådan ordning.
Den forsøgsordning førte i første omgang ikke til noget.
Man havde indtryk af, at den nye VK-regering efter 2001 viste særlig stor interesse for at finde de små fingeraftryk, som Enhedslisten havde sat på politikken i Danmark under SR-regeringen, og få dem udslettet så hurtigt som muligt.
Det var selvfølgelig kedeligt og trist.
På den anden side bekræftede det os i, at de aftryk, vi havde sat, havde bevirket et rigtigt indhold og en rigtig god kvalitet, og at det vel var derfor, de skulle fjernes.
Det skete så også i forbindelse med forsøget med mad til børn.
Men det blev vi så ved med at foreslå igen og igen.
Det var nok ikke, fordi vi stillede forslaget mange gange, men fordi den debat, der var ude i befolkningen, pegede på, at der her var et stort behov, og presset blev så stort, at Venstre under sidste valgkamp lovede, at nu skulle børnene få et måltid mad i børnehaverne.
Problemet er bare, at hvor Enhedslistens forslag byggede på, at man sørgede for, at der var en finansiering, sådan at institutionerne havde mulighed for at lave et godt måltid mad, har Venstres og regeringens forslag bygget på en grundlæggende holdning om, at for det første skal alting styres centralt, og for det andet skal det sikres, at der er indtægtsmuligheder for private i systemet.
Det betød, at der blev gennemført et makværk af en lov, som betød, at rigtig mange vuggestuebørn i stedet for det sunde måltid mad, de i forvejen fik, skulle have en færdigsmurt madpakke, der havde ligget på køl i dagevis, for så kunne der nemlig blive råd til, at børnehavebørnene kunne få en fabriksfremstillet madpakke i stedet for forældrenes madpakker.
Det har ført til mange protester mod loven, og regeringen har altså nu følt sig presset til en lille ændring, en udsættelse.
Det, der er problemet, er jo, at uanset om man udsætter en dårlig lov eller lader den træde i kraft med det samme, mangler der de elementer, som er afgørende.
Der mangler de penge, der skal til, hvis personalet i vuggestuer og børnehaver skal have mulighed for at lave et godt måltid mad i institutionen sammen med børnene, sådan at det også bliver et led i det pædagogiske arbejde.
For der er jo, så vidt vi ved, ingen andre end måske ministeren, der mener, at det er et fremskridt, hvis en madpakke smurt samme dag af forældrene erstattes af en madpakke, der er smurt flere dage forinden på en eller anden virksomhed.
Vi vil ikke forhindre, at man udsætter den her lov, og derfor vil vi ikke stemme imod lovforslaget, men vi vil sådan set heller ikke medvirke til at tage noget ansvar for, at man gennemfører den her dårlige lov på et senere tidspunkt, så vi vil undlade at stemme.