Jeg ved ikke, om det er i dag, vi tager forskud på det nye styrkeforhold i Folketinget efter næste valg – noget af det kan jeg i så tilfælde være mere tilfreds med end andet.
Jeg vil sige, at Enhedslistens udgangspunkt for at forholde os til det her lovforslag jo er, at vi faktisk var imod og i Folketingets Europaudvalg afviste det direktiv, som det skal implementere.
Det gjorde vi, fordi direktivet indeholdt en række lempelser på reklameområdet, samtidig med at det fastholdt det princip, at det var de regler, der gjaldt i det land, man sendte fra, der skulle være de afgørende.
Nu kan man sige, at det har mindre betydning i forhold til det her konkrete lovforslag, fordi det, der ligger i lovforslaget, ingen lempelser af de danske reklameregler indeholder.
Bl.a.
af den grund er vi sådan set indstillet på at stemme for det her lovforslag.
Vi er bare nødt til – også i forlængelse af det, som Venstres ordfører sagde – at sige, at det jo
får
betydning, når man lemper reklameregler, og når man lemper produktplaceringsregler osv.
i andre europæiske lande, for, hvad der sker i Danmark, for reaktionen har vi jo set meget tydeligt fra TV 2, som har ytret meget klare ønsker om at få tilsvarende liberaliseringer af reklamereglerne for deres virksomhed.
Det er vi imod.
Det ønsker vi ikke at de får.
Men vi må jo anerkende, at når man på det europæiske plan accepterer nogle regler, som sætter TV 2 under et særlig stærkt pres, har vi sat en af de vigtige public service-kanaler i Danmark i en meget, meget vanskelig økonomisk situation, som jeg da håber nogen har en idé om hvordan man kan løse uden at lave reklamebreaks i programmerne og uden at liberalisere produktplaceringsmulighederne.
Det er jo den realitet, vi står i.
Jeg håber da, at det sammenholdt med en stærk indsats for at sikre Danmarks Radios placering i fremtiden vil komme til at spille en meget afgørende rolle i de medieforhandlinger, der skal i gang.
Jeg skal benytte lejligheden til at sige, at Enhedslistens tilgang til det sådan set er, at vi nok er kommet dertil, at vi nu tager til efterretning, at salget af TV 2 er besluttet.
TV 2 vil næppe blive solgt, for der er næppe nogen, der vil købe det, men beslutningen er truffet, og vi har ikke tænkt os at indlede de næste forhandlinger om mediestrategien i Danmark med at stille et ultimativt krav om, at det salg skal tages af bordet.
Vi synes faktisk, der er så mange interessante elementer i de forhandlinger, der skal være, at der sikkert kan findes gode løsninger på alle de problemer, der kan gøre, at vi kan leve med de dumheder, der er blevet begået i tidligere medieforlig – også den dumhed, der består i, at en række partier har accepteret, at nogle aftaler gælder til evig tid.
Når vi gør det, er det måske også netop, fordi jeg sagde, at jeg sådan set ikke betragter sandsynligheden for, at TV 2 bliver solgt til nogen som helst, for særlig stor i den nuværende situation.
Derudover vil jeg sige, at der er to grunde mere til, at vi er positive over for det her lovforslag.
Det ene er, at vi faktisk synes, at det der med, at man skal kunne sikre sig, at vigtige nyheder bliver bragt på andre kanaler end hos dem, der som udgangspunkt har ejendomsretten til dem, er et rigtig godt forslag.
Vi anerkender, ligesom fru Karin Nødgaard var inde på, at ophavsret jo altid er en følsom ting, som skal behandles så godt, som vi er i stand til at gøre det, men jeg mener på den anden side ikke, at ophavsret bør forhindre, at man bringer indslag på op til 90 sekunders længde om vigtige spørgsmål, som der er stor interesse for.
Jeg synes ikke, at man skal have mulighed for at forhindre borgerne i at få adgang til dem via radio og tv med henvisning til nogle ophavsretsregler.
Så må der findes kompensationsordninger, hvis det er nødvendigt, og det er jeg sikker på at vi kan klare i løbet af udvalgsarbejdet.
Derudover vil jeg til allersidst sige, at vi selvfølgelig også gerne medvirker til, at Danmarks Radio fortsat kan drive den fjerde FM-radiokanal.
Vi har måske det grundsynspunkt, at Danmarks Radio kunne blive ved med at gøre det, indtil vi indfører DAB-sendesystemet – hellere nu end senere – for så kunne man sikre, at der både var plads til de ønsker, Danmarks Radio har, og til de ønsker, kommercielle radiostationer har.
Også dér er jeg såmænd frisindet og åben, for sandsynligheden for, at der kan blive drevet kommerciel radio i Danmark med succes, er jo som bekendt forholdsvis begrænset.
Og man skal ikke forhindre private virksomheder i at kaste deres penge i grams, hvis de har lyst til det.