Der er et enkelt punkt af dem, oppositionen har talt om, jeg er enig i, og det er nemlig hr.
Niels Helveg Petersens ord om, at det er en mærkværdighed, at vi her igen står med lovforslaget.
Det skyldes en beklagelig fejl, at vi ikke fik lavet den ordentlige EU-notificering.
Når det så er sagt, vil jeg glæde mig over to ting.
Den ene er, at luftforureningen i København er markant lavere end det, som vi havde frygtet og formodet hidtil.
De nye målinger fra DMU og Miljøministeriet viser, at partikelforureningen i København er markant lavere end det niveau, som vi havde frygtet, og dermed har den indsats, der har været igennem de senere år, haft langt større virkning.
Nu går vi med det her forslag videre.
Det andet, jeg vil glæde mig over, er, at forårspakken træder i kraft om 2 uger og dermed giver danskerne en markant lavere beskatning af deres arbejdsindkomst, og at det her forslag er med til at finansiere et lille hjørne af det.
Hovedmålet med forslaget, som ligger her i dag, er ikke at være et finansieringsforslag, men det er den miljømæssige del af det.
Da vi startede diskussionen i foråret, var vores intention sådan set at tage udgangspunkt i de lukkede filtre, men i den debat og dialog, vi har haft med de myndigheder, der rådgiver regeringen, bl.a.
Færdselsstyrelsen, står det tydeligt, at hvis vi havde holdt fast i et krav om lukkede partikelfiltre, ville de have haft en utrolig lille udbredelse.
Det ville have betydet et højt provenu, men ingen miljøeffekt.
Det, der stod klarere og klarere hen over sommeren, var at ved at lægge vægt på en høj udbredelse, som godt nok har en lavere virkningsgrad, får man en større miljøeffekt.
Må jeg ikke bare citere fra Færdselsstyrelsens svar på spørgsmål 24:
»Færdselsstyrelsen vurderer, at den valgte ordning vil føre til eftermontering af et stort antal partikelfiltre med en større miljøeffekt til følge, end hvis der blev stillet krav om eftermontering af de mest effektive partikelfiltre, og der kun blev eftermonteret få af disse.«
Det er altså et spørgsmål om, hvad man tror på giver den største effekt:
et filter med en lavere virkningsgrad, det erkender jeg, men med en meget større udbredelse eller et filter med en meget stor virkningsgrad, der bare aldrig bliver sat på bilerne.
Det kan godt være, at de lukkede partikelfiltre har den største virkningsgrad, men hvis ikke de bliver eftermonteret, gavner de ikke miljøkvaliteten, luftkvaliteten.
Derfor har vi simpelt hen valgt at sige:
Hvad giver det største miljømæssige fremskridt?
Ja, det er at have en stor udbredelse, på trods af at der bliver en lidt lavere virkningsgrad.
Det er ganske rigtigt, som nogle nævnte, at der har været kritiske røster omkring virkningsgraderne.
Den kritik, der er blevet fremført, er blevet besvaret og afvist af Færdselsstyrelsen gang på gang.
Der har været rejst kritik af undersøgelsen.
Der har været rejst kritik af køremønster og andet.
Hver eneste gang er der kommet en besvarelse fra Færdselsstyrelsen, der holder fast i den konklusion, som jeg lige læste op:
at det samlet set giver en større miljøeffekt at have en stor udbredelse, på trods af at man teknisk set kunne have fået en større reduktion på det enkelte partikelfilter.
Det ville bare ikke have været der.
Så siger hr.
Jesper Petersen, at vi har ændret provenu, som andre skifter underbukser.
Nu skal jeg ikke blande mig i hr.
Jesper Petersens personlige hygiejne, men eftersom vi har skiftet provenuberegninger to gange på 9 måneder, håber jeg alligevel, at hr.
Jesper Petersen – om ikke andet så for hans kærestes skyld – har skiftet undertøj lidt oftere, end vi har skiftet provenuberegninger.
Hvorfor har vi så skiftet provenuberegninger?
Ja, det har vi, fordi vi gik fra oprindelig at have et lukket filter som standard, der ikke ville give udbredelse, men et stort provenu, til et åbent filter, der vil give en større udbredelse, men et lavere provenu.
Når hr.
Jesper Petersen siger, at vi skøjter rundt, er det måske, fordi vi har skullet følge med i de mærkelige spørgsmål, der har været.
Vi er blevet stillet spørgsmål til lovforslag, der drejer sig om personbiler og varebiler, hvor det er gået på reglerne for lastbiler.
Det har været lidt svært at svare på, når forudsætningen for spørgsmålet er forkert.
Vi er blevet stillet spørgsmål om, hvorfor der står visse ting på Københavns Kommune hjemmeside, som Københavns Kommune så oplyser at der ikke står på deres hjemmeside.
Vi er blevet stillet spørgsmål om, hvorfor Holland er holdt op med at støtte åbne partikelfiltre, selv om de ikke er holdt op med at støtte åbne partikelfiltre.
Der har været så mange fejl i de forudsætninger, som oppositionen har haft, at jeg godt kan stå, hvis det er forvirrende.
Derfor var jeg egentlig en lille smule opmuntret, da vi kom til det åbne samråd den 10.
december, hvor vi efter lydoptagelsen 34 minutter og 50 sekunder henne får opfølgende udtalelse fra hr.
Jesper Petersen, og jeg citerer:
Så bliver der fokuseret meget på den her udbredelsesdiskussion – så er der nærmest et kolon, og hr.
Jesper Petersen fortsætter – Vi er nødt til at satse på åbne filtre, for ellers bliver de ikke udbredt nok.
Den køber jeg.
Det var hr.
Jesper Petersens udtalelse:
Den køber jeg.
Ja, vi er nødt til at satse på åbne filtre, for ellers bliver de ikke udbredt nok.
Den køber jeg, når det handler om helt almindelige persondieselbiler for det ganske land.
Der er vi jo sådan set enige, hvilket jeg også konkluderede på samrådet.
Langt hen ad vejen er vi enige om, at når vi kigger på langt det meste kørsel, får vi faktisk den største miljøeffekt ved at have den store udbredelse af partikelfiltre.
Derfor er det her regeringen, der står med et forslag, som giver os en langt bedre miljøeffekt end den alternative model, som oppositionen holder fast i, som til gengæld ville have givet os et meget større provenu.
Hvis man valgte oppositionens model, ville det være et skatteforslag, men ved at holde fast i regeringens model, er det rent faktisk et miljøforslag, på trods af at det så ikke giver os det provenu, vi regnede med i foråret.