Som jeg har sagt flere gange fra talerstolen i dag, er det med stor beklagelse, at Det Radikale Venstre konstaterer, at de gode tider i 00'erne ikke blev brugt til at forberede os på, at konjunkturerne kunne vende.
Det ved alle jo at den kan, og den er bl.a.
blevet vendt af, at vi har haft en finansiel krise – eller har en finansiel krise – internationalt.
Hvis tiden i 00'erne havde været brugt fornuftigt og konstruktivt, sådan som bl.a.
Det Radikale Venstre anbefalede regeringen adskillige gange, havde vi været i en anden situation i dag til trods for en finansiel krise.
Jeg synes, at det tal, der i virkeligheden er allermest skræmmende, er, at der nu er 175.000 færre i beskæftigelse i dag, end der var ved årsskiftet 2008/2009.
Vi har en ledighed, som er højere, 90.000 højere, end den var, da den var lavest i 2008.
Men det, der er det rigtig, rigtig store problem, er, at arbejdsstyrken falder.
Det er arbejdsstyrken, der skaber det råderum, som vi har, når vi skal finansiere velfærdssamfundet.
Velfærdsaftalen fra juni 2006, hvor S og R var med, viser en meget, meget ansvarlig opposition, der går ind og er med til at støtte regeringens forslag om at ændre på efterlønsalderen og folkepensionsalderen.
Den velfærdsaftale bragte balance mellem udgifter og indtægter, så længe det varede, for det blev snart forspildt igen.
Men den skabte også et råderum ved hjælp af arbejdsmarkedspolitik og integrationspolitik osv., som gav mulighed for, at vi kunne øge forskningsbevillingerne.
Så den ros, som fru Anne-Mette Winther Christiansen kom til at gøre til regeringens ros, nemlig at der var øgede midler til forskning, altså at regeringen skaffede flere midler til forskning, var en fortalelse, er jeg sikker på, for det er en aftale, der er lavet sammen med S og R.
Det er jo den, der har bibragt penge til globaliseringspuljen, som vi har fordelt i fællesskab.
Så langt, så godt.
Det, der er rigtig, rigtig trist ved det forslag, vi arbejder med nu og ved en del af de initiativer, som regeringen bruger i sin genopretningspakke for at forhindre, at vi kommer over 3 pct.
af bruttonationalproduktet i underskud i årene fremefter, er, at det jo rammer de allerallerdårligst uddannede.
Det kan være meget rigtigt, hvis man nu skal gå ind på regeringens tankegang, at sige, at alle dele af samfundet skal bidrage.
Men jeg synes alligevel ikke, at det er rigtigt.
Jeg synes faktisk, at det er de bredeste skuldre, dem, der har mest, og dem, der har fået mest, der burde bidrage mest, og ikke dem, som har fået mindst, og som vi har brug for uddanner sig.
Der er jo sket en ret stor, vellykket indsats netop på voksenuddannelsesområdet og efteruddannelsesområdet, hvor helt op til 8.525 personer i 2009 har været på statens voksenuddannelsesstøtte, og det vil sige, at de har taget en folkeskoleafgangseksamen, eller de har taget gymnasiale kurser, f.eks.
hf-enkeltkurser.
Det er utrolig vigtigt, at vi opmuntrer til det, og fordi noget er blevet en succes, og den stiger hen over årene, og der måske også er en konjunkturforklaring på den seneste stigning, nemlig dårlige tider, skal de »straffes« ved, at man forringer de muligheder, som de har i dag.
Jeg tror, at det er en rigtig, rigtig uklog beslutning, regeringen tager på det her område, og det mest ukloge er i virkeligheden, at man fremefter vil sænke ydelsesniveauet.
For det her er voksne mennesker med familie, som ikke har fået deres chance i livet før, og for hvem vi i virkeligheden burde have en regel, der sagde, at alle har ret til en fri ungdomsuddannelse og en fri kompetencegivende uddannelse.
Hvis ikke man får den, når man er 16 eller 17 eller 18 eller 22 år, men først får den, når man er 40 år, skal den stadig væk være fri, og man skal stadig væk have mulighed for at få et ydelsesniveau, der svarer til, at man kan klare det, for familiemedlemmer, ægtefæller eller den ene ægtefælle kan ikke pludselig gå fra et dagpengeniveau til et SU-niveau, altså en situation, hvor familierne kan hænge sammen.
Hvis man forringer de muligheder, som der er i dag, hvor det er på højeste dagpengeniveau, gør man også valget vanskeligere for de mennesker, som har brug for at få en hånd, der giver dem de vilkår, som gør, at vi er sikre på, at de bruger de muligheder her.
For det er samfundet, der har glæde af det, og det er de pågældende personer, familier, der har glæde af det.
Børnene har glæde af, at deres forældre uddannes.
Så det er et rigtig, rigtig dårligt initiativ, der er taget på det her område.
Jeg synes også, at det er beklageligt, at vi skal jappe de her ting igennem, fordi regeringen meget sent kom i tanke om, at nu var det nødvendigt at gøre noget.
Sidste efterår, da vi arbejdede med de samme problemstillinger, var det tydeligt, at finansministeren ikke mente, at der skulle ske noget, fordi når det var dårlige tider, skulle man ikke lave ændringer.
Jeg tænker nogle gange over, hvad der ville være sket, hvis Poul Schlüter havde sagt det samme i 1980'erne, og hvis Poul Nyrup havde sagt det samme i 1990'erne.
Det var dårlige tider, men heldigvis var de to statsministre ikke bange for at tage initiativer og overbevise befolkningen om, at det var vigtigt at gøre det, men den nuværende regering har helt tydeligt været karakteriseret ved, at den ikke magter at tage de relevante initiativer, fordi de skal føre en kontraktpolitik, som overhovedet ikke har basis i virkelighedens verden og så vælger at gøre det sammen med Dansk Folkeparti, som ikke vil lave om på tingene.
Så regeringen ligger, som den har redt, og regeringen kan ikke fralægge sig ansvaret, og regeringen kan ikke sige, at det her udelukkende handler om internationale forhold, der bringer Danmark i uføre.
Der er ført en forkert politik, og den er utrolig mangelfuld, og den viser i al sin tydelighed, at den vender den tunge ende nedad, når det så går galt.
Det er ikke dem, der er dårligst udstyret med hensyn til uddannelse, der skal betale så høj en pris, som de gør med det forslag, der ligger her.
Det Radikale Venstre stemmer imod.