Tak. Jeg vil gerne slutte debatten her med at sige tak. Jeg synes, debatten har været præget af stor grundighed, og det var også det, der var tilfældet ved førstebehandlingen: at man netop brugte god tid. Nu har der siden hen under udvalgsbehandlingen været deputationer inde, måske ikke så mange, som man kunne forvente, kan man sige, men der har dog været deputationer inde, og der er blevet stillet en lang række spørgsmål – faktisk nøjagtig 115, tror jeg – og det vidner jo i hvert fald om, at der er en stor grundighed og lyst til at diskutere det her.
Men der er jo i og for sig ikke tale om et nyt forslag eller et forslag, der ikke tidligere har været overvejet – faktisk tværtimod. Det blev jo drøftet politisk så sent som i 2008 og er også efterfølgende blevet anbefalet i godt nok forskellige udformninger af bl.a. Arbejdsmarkedskommissionen. Så der er tale om relativt kendt stof.
En af de ting, der er blevet kritiseret, er beregningerne af de økonomiske konsekvenser. Og lad mig så lige her på falderebet efter en jo ellers grundig debat slå fast, at beregningerne følger helt sædvanlig praksis. Der er altså ingen fikumdik der. Som et eksempel på den faste praksis har jeg sendt Folketinget et eksempel fra det lovforslag, der udmøntede velfærdsaftalen. I lighed med forslaget om at afkorte dagpengeperioden var hensigten med velfærdsaftalen at bidrage til at løse de langsigtede udfordringer med at sikre et tilstrækkeligt udbud af arbejdskraft. Også her var det de dynamiske effekter, der var hovedformålet med ændringerne, men på trods af det var det sådan, at man regnede på fuldstændig samme måde, som man gør her. F.eks. kan jeg citere fra de økonomiske bemærkninger fra det lovforslag, der udmøntede velfærdsaftalen. Det var det, der hed L 59, og som blev fremsat den 3. november 2006. Og det her er et citat:
»I afsnittet ovenfor er angivet de samlede virkninger af alle forslagene i velfærdsreformen, hvor der bl.a. er taget hensyn til, at en række af de enkelte forslag spiller sammen, ligesom der er indregnet effekterne af forventet ændret adfærd. Nedenfor beskrives de økonomiske konsekvenser for det offentlige af hvert enkelt forslag efter de sædvanlige retningslinier, hvor der ikke er indregnet adfærdseffekter«.
Der var altså ikke indregnet adfærdseffekter. Som det fremgår, er det altså sædvanlig praksis, at der ikke indregnes sådanne adfærdsændringer i de direkte økonomiske konsekvenser. Det har den konsekvens, at de direkte økonomiske konsekvenser ikke altid giver et fyldestgørende billede af de forventede effekter af ændringerne på beskæftigelsesområdet. Dette gælder særlig ved forslag, hvis primære formål er at forbedre strukturerne på arbejdsmarkedet som f.eks. forslagene i velfærdsaftalen og forslaget om at afkorte dagpengeperioden.
Derfor ærgrer det mig faktisk også lidt, at der i udvalgets betænkning er fremført det synspunkt, at der her er tale om lovsjusk. Og det har vi også hørt fra flere sider i dag. Men det er simpelt hen ikke rigtigt, og jeg kan ikke understrege nok, at ligegyldig hvor mange gange man forsøger at sige det, bliver det ikke mere rigtigt af den grund. Lovforslaget og herunder beregningen af de økonomiske konsekvenser følger til fulde gældende retningslinjer, tradition og praksis. Når det er sagt, glæder jeg mig til de drøftelser, der skal ske imellem anden- og tredjebehandlingen.
Så har jeg jo også bidt mærke i, at der både under talerne på Slotspladsen den anden dag og i de ting, jeg har kunnet læse i pressen, og selvfølgelig også i den debat, der har været her i dag, har været en række spørgsmål, der går igen og igen, og dem vil jeg godt lige benytte lejligheden til at adressere.
F.eks.: Er afkortningen af dagpengeperioden enden på den danske flexicuritymodel? Nej, det er det ikke, for flexicurity består jo af en fin sammenhæng mellem tre elementer, nemlig sikkerhed, en aktiv arbejdsmarkedspolitik og fleksibilitet. Den sammenhæng ødelægges ikke – den gøres faktisk tværtimod stærkere.
Det andet spørgsmål er: Vil dagpengereformen betyde sociale problemer? Nej, det vil den ikke. Det er målsætningen med den aktive beskæftigelsespolitik, at ledige kommer hurtigt i job, og en nedsættelse af dagpengeperioden vil styrke de lediges tilskyndelse til at komme hurtigt i job. Formålet med forslaget er derfor også, ligesom det jo også er med den aktive beskæftigelsespolitik, at de ledige skal komme hurtigere i arbejde og ikke skal falde ud af dagpengesystemet. Kun få falder jo ud af dagpengesystemet hvert år. Det gælder for et sted mellem 1.000 og 2.000 ledige, og heraf kommer – som det også har været nævnt tidligere i dag – omkring en tredjedel på kontanthjælp. Det tal har ligget konstant i en del år og har ikke været synderlig påvirket af tidligere afkortninger af dagpengeperioden. Det skønnes, at antallet af ledige, der falder ud af dagpengesystemet, med de nye regler kan stige fra de nuværende 1.000-2.000 og op til omkring et sted imellem 2.000 og 4.000, fordi flere påvirkes af de nye regler. Det skønnes på den baggrund, at under 1.000 vil komme på kontanthjælp. Det vil der jo så selvfølgelig være nogle, der gør, og nogle vil så ikke kunne få kontanthjælp, fordi de f.eks. har en formue, eller fordi ægtefællen tjener for meget. Men det er jo ikke noget, der bliver ændret med de her regler; sådan har det været længe.
Så bliver der rejst et andet spørgsmål igen og igen: Vil det her så ikke skabe løntrykkeri? Nej, det vil ikke skabe løntrykkeri. En afkortning vil betyde, at ledige tidligere og mere intensivt vil søge job. Det medfører, at de kommer tidligere i job, og at de dermed ikke udstødes fra arbejdsmarkedet. Det er altså nu engang sådan, at den bedste vej ind på arbejdsmarkedet og til drømmejobbet jo altså ikke altid går fra passiv ledighed og til, at man lige vupti står med drømmejobbet, nej, tit fungerer det jo sådan, at man bliver nødt til at arbejde sig frem til drømmejobbet, f.eks. via et job, der måske ikke opfylder alle forventninger om løn, opgaver og geografisk placering. Der kunne man jo så lige sige: Undskyld mig, men er det så løntrykkeri? Nej, det er ikke løntrykkeri. Der er jo altså ikke noget galt med i en periode at tage et job, som måske ikke lige er det job, man allerhelst vil have, men måske et job, som man næsthelst vil have.
Så må jeg sige, at jeg synes, jeg har oplevet nogle ting her i dag, og i hvert fald hr. Eigil Andersen kom ud med noget af en vildfarelse. Jeg ved ikke, om det er det, som hr. Villy Søvndal ofte kalder, at der flyver en finke af panden. Man kan i hvert fald sige, at der fløj op til flere finker fra hr. Eigil Andersens pande her i dag. F.eks. nævnte hr. Eigil Andersen på et tidspunkt, at man havde afskediget sygehuspersonale i den borgerlige regerings tid. Det er ganske enkelt ikke korrekt, for hvis man kigger på tallene, kan man se, at fakta er, at fra 2001 til 2009 er antallet af fuldtidsbeskæftigede på de offentlige sygehuse steget med i alt godt 12.000 fuldtidsstillinger. Og jeg kan også godt pege lidt nærmere på, hvor de ligger. Der er f.eks. 3.100 fuldtidslæger og omkring 3.800 fuldtidssygeplejersker, og så er der andet sundhedspersonale, det er omkring 1.100, og andet ikkesundhedsfagligt personale, og det er omkring 4.100. Så der må vi bare sige, at det må være en af de finker, der er røget af panden.
Så til noget, der jo i virkeligheden er meget interessant, og det er den debat, der foregik her til sidst. Jeg ved ikke, om det er ligesom i ishockey, hvor der er a-kæder og b-kæder, der bliver sendt på banen. I hvert fald er der flere ordførere, kan man høre lige nu, fra Socialdemokraterne, og det synes jeg jo bare er fint, men det, der står tilbage, er jo, at vi hele dagen har forsøgt at få et svar på, hvad der egentlig skal ske, hvis det bliver sådan, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti får magt, som de har agt: Vil man så rulle dagpengereformen tilbage? Man har tordnet løs nu i timevis. Vi startede omkring kl. 10.30, og nu er klokken snart 15. Man har tordnet løs hele dagen. For godt en uge siden tordnede man løs herinde i Folketingssalen i over 8 timer, vi har haft samråd, der har været deputationer, der har sågar været demonstrationer, og man har tordnet løs og hamret og banket og været rasende over den her dagpengereform.
Der er så helt uskyldige folk, der har spurgt her i dag: Hvad så? Vil man så rulle dagpengereformen tilbage? Og så skal jeg love for, at der hverken var bulder, brag eller torden; så var der faktisk slet ikke noget svar. Så var det her til sidst jo nærmest et spørgsmål om, at man ikke engang kunne være bekendt at bede hr. Bjarne Laustsen om et svar.
Jeg må sige, at det er en meget, meget mærkelig oplevelse at skulle igennem. Det må man jo selv prøve at bearbejde i oppositionen efterfølgende, men det er dog en meget, meget mærkværdig situation, at man tordner løs både her og på Slotspladsen, i udvalgslokalerne og i pressen, og når man så bliver spurgt, hvad man selv vil, så får vi et: Øh, det vil vi ringe til Harald Børsting og spørge ham om.
Det er der, vi står i dag efter mange timers debat her og i udvalgslokalerne. Men sådan er det, og så må vi jo prøve at afvente, for det kan jo være, at man inden tredjebehandlingen endelig besinder sig og finder ud af, hvad man vil.