Jeg synes, det er ret utroligt, at der ikke er en eneste ordfører fra Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti, der går op og forsvarer, at man i den grad mener, at der skal skæres på velfærden, og at man i den grad mener, at det kommunale selvstyre skal fjernes.
Men det må jo være, fordi man mener, at man har en rigtig, rigtig dårlig sag, som man ikke er i stand til at forsvare, og derfor vil man ikke gå på talerstolen og forsvare det.
Jeg håber så, at de ude i alle de mange kommuner, de kommer fra, og i de valgkredse, de kommer fra, bliver stillet til ansvar for de nedskæringer, der bliver gennemført, og for, at de altså har siddet herinde og stemt for det.
Det, som vi f.eks.
mangler svar på, er, hvad der sker, når en familie flytter til en kommun og man konstaterer, at børnene i familien har været udsat for overgreb.
Så står kommunen med et valg.
Enten skal de gøre det, der er bedst for børnene, og det, der skal følge lovgivningen, nemlig at fjerne børnene og anbringe dem.
Men hvis de gør det, er udgiften så stor for kommunekassen, at de overskrider rammerne, og så bliver de altså straffet af regeringen for ikke at overholde de økonomiske rammer.
Det er det valg, som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti mener er helt rimeligt at stille kommunerne over for.
Skal man gøre det, der er bedst for borgerne, og overholde lovgivningen, eller skal man overholde de stramme økonomiske rammer?
Det mener jeg man skylder at svare borgerne på, altså hvorfor man mener, det er vigtigere, at kommunerne overholder de økonomiske rammer, end at de tager hensyn til borgerne og til lovgivningen.
Da Venstre kom til magten i 2001, havde man jo lagt en klar plan for, hvad det var, man ville.
Med den nuværende finansministers ord ville man jo skabe et helt nyt Danmark.
Den nuværende finansminister sagde i 2007, at man ønskede at gøre det stille og roligt, ikke råt og brutalt som Margaret Thatcher, men stille og roligt; en fløjlsrevolution, mener jeg den nuværende finansminister kalde det i 2007.
Men det, vi ser nu, er, at man åbenbart er blevet så panikslagen, at man smider fløjlshandskerne og er i gang med at være lige så rå og brutal som Margaret Thatcher.
Ud over at det er hårdt for de mennesker, det går ud over, de mange mennesker, der er afhængige af velfærden ude i kommunerne, så er det også fuldstændig undergravende for vores samfund.
Det redskab, man i høj grad bruger fra Venstres side, er jo, at man fjerner en stor del af demokratiet.
Det, der har drevet udviklingen i vores samfund, har jo i høj grad været, at man lokalt i kommunerne har haft stort selvstyre, at borgerne i kommunerne sammen med deres politikere f.eks.
har kunnet sige:
Vi ønsker at have børnehaver og finansiere det over skatterne, vi ønsker at have en god folkeskole og finansiere det over skatterne, vi ønsker at have nogle gode biblioteker og finansiere det over skatterne.
Men med den måde, regeringen går ind og detailstyrer kommunerne på og detailstyrer økonomien for kommunerne på og forhindrer kommunerne også i at lave den skattepolitik, som borgerne ønsker, fjerner man hele det demokratiske grundlag for, at borgerne er med til at bestemme, hvordan samfundet skal udvikles.
Man tør bare ikke gå ud og sige det offentligt.
Man tør ikke gå ud og tage et folketingsvalg på at sige til borgerne, at man ikke mener, at der skal være en demokratisk mulighed i kommunerne, altså at de skal have mulighed for at tilrettelægge, hvad det er for en velfærd, der ønskes – om de hellere vil have en fælles velfærd, end de vil betale noget mindre i skat, altså have en masse skattelettelser af regeringen.
Det demokratiske element fjerner man i den her regering, og nu gør man det oven i købet så voldsomt, som vi ser med de her drastiske nedskæringer og indskrænkninger af kommunernes selvstyre.
Derudover er det dumt og kortsigtet i forhold til økonomien.
Man bliver ved med at sige, at vi er nødt til at have store skattelettelser til de rigeste, for at vi skal have en god samfundsøkonomi og en god konkurrenceevne i forhold til de andre lande.
Men alle andre lande i Europa er jo også i gang med at skære ned.
Hvordan er det så lige, at det skulle hjælpe vores konkurrenceevne?
Hvor er det, man mener at Danmark skal kunne konkurrere på meget lavere lønninger?
Prøv at se på, hvad lønningerne er i de lande, som man siger vi skal konkurrere med.
Selv om regeringen skærer råt og brutalt nu, kommer vi jo ikke ned på niveau med Rumænien eller Kina eller Indien.
Så hvordan forestiller man sig at vi skal kunne konkurrere på det?
Det, der tværtimod har styrket vores konkurrenceevne, har været, at vi har haft et godt og velfungerende samfund.
Det, at man trygt har kunnet sende sine børn i vuggestue og børnehave, trygt har kunnet være sikker på, at ens ældre fik en ordentlig omsorg, har gjort, at kvinderne også har kunnet komme på arbejdsmarkedet.
Det har gjort, at der har været en god, stabil arbejdskraft i Danmark.
Det har gjort, at vi har en god, sund udvikling, og at det også er et sted, hvor virksomheder har lyst til at være, fordi man kan være sikker på, at tingene fungerer.
Det, som regeringen og Dansk Folkeparti er i gang med, er fuldstændig at smadre det grundlag.
Når folk i stigende omfang oplever, at velfærden ikke fungerer, når man kommer til at opleve, at der kun er én voksen i ens barns vuggestue eller børnehave, når man oplever, at der bliver skåret drastisk på ældreomsorgen og på handicappede osv., så begynder folk jo ikke længere at ville de fælles løsninger.
Så begynder tingene ikke at fungere, og så er spørgsmålet, hvorfor det så er, at man skal vælge Danmark frem for at vælge et andet land, hvis det, man er ude efter, bare er de laveste omkostninger.
Så er der jo masser af andre lande i verden.
Det, der er det særlige for Danmark og de andre nordiske lande, er jo netop, at vi har nogle velfungerende samfund.
Det er regeringen i fuld gang med at smadre.
Det synes jeg regeringspartierne og Dansk Folkeparti burde gå op og forsvare, altså svare på, hvorfor man mener, at det er vigtigere, at de rige får deres skattelettelser, får råd til at have et luksusforbrug, end at sikre, at vi har en god, velfungerende velfærd, og at borgerne i kommunerne selv kan få lov til demokratisk at bestemme, hvilket velfærdsniveau og hvilket skatteniveau de vil have.