Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 2. behandling af lovforslag nr. L 219:

Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. (Forhøjelse af det betingede bloktilskud og nedsættelse af bloktilskud ved budgetoverskridelser).

Af indenrigs- og sundhedsministeren (Bertel Haarder).

(Fremsættelse 27.05.2010. 1. behandling 31.05.2010. Betænkning 04.06.2010).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig? Hr. Rasmus Prehn som ordfører for Socialdemokraterne. Værsgo.

Ministeren gør mig på vej op på talerstolen lige opmærksom på, at sidste gang, da vi havde første behandling, gjorde vi mest ud af de principielle argumenter i forhold til L 218, og da vi så kom til L 219, tog vi den korte udgave. Det er også fuldstændig rigtigt, men det gør så også, at vi er nødt til mere udførligt at vende nogle af de ting, der helt konkret ligger i det her forslag, her ved anden behandling, ikke mindst fordi situationen er den, at der selv ved det åbne samråd var nogle ting, der svævede lidt i det uvisse.

De principielle holdninger er naturligvis de samme som ved det forrige forslag. Det er problematisk, når man har en situation, hvor kommunerne er så presset økonomisk, hvor det virkelig er svært at få enderne til at nå sammen, hvor det er svært at give danskerne den kernevelfærd, som man har tradition for i det danske samfund, og hvor skoler og andet er under pres. Det er bekymrende, at det, der er regeringens konklusion på det, er, at det nok bare er, fordi kommunerne er sløsede, det nok bare er, fordi kommunerne har lyst til at bruge mere; regeringen har ikke det udgangspunkt, at kommunerne faktisk gør alt, hvad de kan, for at overholde de her aftaler. Når kommunerne kommer til at bryde nogle af de her aftaler, er det jo ikke udtryk for ond vilje, men alene udtryk for en vilje til at overholde det velfærdsniveau, man har stillet danskerne i udsigt – overholde serviceloven, overholde andre love, der er i det danske samfund, så man ikke kommer ud af trit med, hvad der rent faktisk er regler om i Danmark.

Det er jo sådan, at hvis man i en kommune går på kompromis med serviceloven, hvis man f.eks. ikke giver handicappede det tilbud, de har brug for, vil der bare ske det, at problemet bliver flyttet videre; så vil der være en ankesag, og så vil kommunen komme til at hænge på regningen senere. Så det med fuldstændig at detailstyre kommunerne ned i mindste detalje og at forestille sig, at områder, der traditionelt set er det, man kalder ikkestyrbare områder, pludselig skal være styrbare, betyder, at man sådan set bare får skabt en hulens masse bureaukrati, og at der vil opstå modstrid med lovgivningen her i Folketinget.

Det, der er så problematisk ved det her lovforslag, er, at man lægger op til, at kommunerne skal tvinges ned i nogle kasser, og det vil betyde, at det bliver svært for dem at overholde lovgivningen her i Folketinget.

Det næste er, at der er nogle helt konkrete problemstillinger med det her lovforslag. Det er sådan, at Kommunernes Landsforening skriver i deres høringssvar, at f.eks. Københavns Kommune vil være nødsaget til at skulle budgettere med en slags bufferzone – en bufferzone, hvor man er nødt til at sætte penge til side, hvis det nu var sådan, at man kom til at bryde aftalerne. Det er ikke, fordi man har lyst til det, der er jo ingen kommune, der har lyst til at bryde aftalerne, men fordi man kan komme i den situation, at der opstår noget uventet, at der kommer nogle uventede udgifter, og man er så nødt til at bryde aftalen og derfor have penge stillet til rådighed. For Københavns Kommunes vedkommende vil det være 300 mio. kr., man skal stille til rådighed til en bufferzone, så man, hvis uheldet er ude, kan betale.

Det er jo ikke engang sådan, at det kun er, hvis det er Københavns Kommune, der bryder aftalen, næh, hvis det er, at kommunerne samlet set bryder aftalen, men Københavns Kommune har holdt sig på dydens smalle sti, vil de stadig væk kunne blive straffet. Der er nemlig tale om kollektiv straf her. Så i en kommune, hvor man har valgt politikere, der har holdt sig på dydens smalle sti og overholdt samtlige aftaler, vil man kunne risikere at skulle betale op til 500 kr. pr. indbygger i straf, fordi der er nogle andre kommuner, der har overtrådt nogle regler. Det virker fuldstændig ulogisk.

Det var sådan, at da vi havde åbent samråd med ministeren, havde ministeren utrolig svært ved at forklare det. Hvordan skal man forklare danskerne, at man altså skal straffes, selv om man har valgt en kommunalbestyrelse, der overholder alle regler, mens nogle andre ikke har? Det skal vi altså have et meget mere klart svar på, før vi kan gå videre med det her.

Det næste er, at der i det her lovforslag lægges op til, at kommunerne alligevel bliver straffet, selv om det er sådan, at en kommunalbestyrelse siger, at de gerne vil gøre noget af det, som ministeren siger, nemlig budgettere ambitiøst, lægge an til at spare penge og at budgettere lavt, for på grund af nogle fuldstændig uventede udgifter kan kommunerne komme til at bryde med det budget, men stadig væk bruge mindre end det, der er aftalt. Så selv om man overholder aftalen, kan man risikere at blive straffet. Det vil jo betyde, at mange flere kommuner vil sige: Jamen så tør vi ikke at budgettere ambitiøst, så budgetterer vi lige præcis med det, der skal til, og for ikke at få en straf lægger vi os helt op i bunden af det, der er lavet aftale om.

På den måde får man faktisk lavet en incitamentsstruktur, der gør, at man ikke budgetterer ambitiøst, og det synes jeg er dybt bekymrende.

Det næste, som egentlig også gør sig gældende for det andet lovforslag, er, at man med det her forslag ligesom med det andet vælger at udskyde evalueringen. Man har sådan set igangsat noget lovgivning, nogle sanktioner her – det skete allerede for 2 år siden – og så har man stillet folk i udsigt, at det skulle evalueres, men det vil man så ikke længere, det skal vente 2 år yderligere. Så uden at vide, hvad konsekvensen er, uden at vide, om det virker eller ej, så fortsætter man bare med fuld fart, og man skruer endda op for sanktionerne uden at vide, hvad konsekvenserne er. Det er dybt bekymrende, og det synes jeg ministeren og andre ordførere skal kommentere.

Det er altså uhyggeligt, at man i den grad har mistillid til kommunerne i stedet for at vise tillid, og at man bare fortsætter med fuld fart uden at vide, hvad det egentlig er, man har gang i. Det kunne godt være, at de her sanktioner er af det onde i stedet for af det gode.

Der er en enkelt med korte bemærkninger til ordføreren, og det er hr. Hans Kristian Skibby. Værsgo.

Da vi havde førstebehandlingen af de her to lovforslag om kommunernes styrelse, var de her emner selvfølgelig de samme, kan man sige. Jeg bider mærke i, at hr. Rasmus Prehn siger, at det kommunale selvstyre med de her forslag er under alvorligt pres. Der bliver sagt, at der er tale om en uset øget detailstyring, og der bliver også sagt, at man tvinger kommunerne i kasser. Så kunne man selvfølgelig vælge at sige madkasser, for jeg kan se, at socialdemokraternes egen fødevareordfører i dag er ude med følgende:

»S er klar til økotvang i skolekøkkenerne.«

Det er sådan, at man har fundet ud af, at man skal have noget mere økologi i de fødevarer, der bruges i den offentlige sektor. Derfor står der så her – det er et citat af hr. Bjarne Laustsen:

»Vi vil se på mulighederne for at påbyde offentlige institutioner at købe økologi for at styrke efterspørgslen markant.«

Der er ikke noget med frit valg og selvstyre, og at borgerne selv skal bestemme i form af brugerråd i børnehaver eller i byrådet. Nej, nej, her er det hr. Bjarne Laustsen, der skal bestemme. Her er det det kongelige Socialdemokrati, der vil bestemme, hvilken type mad man skal have. Ja, man kan sige: hvilke agurker, hvilket rugbrød og hvilken rullepølse. Er det ikke detailstyring i den grad? Det vil jeg spørge hr. Rasmus Prehn om.

Værsgo til ordføreren.

Det kan lyde som et meget godt eksempel, men sagen er jo den, at der her er tale om sundhedsfremme frem for detailstyring. I øvrigt har hr. Bjarne Laustsen jo ikke sagt noget som helst om, at vi skal sidde her på Slotsholmen og detailstyre, hvad der skal ligge i den enkelte madkasse. Det er jo den måde, regeringen tænker på. Der forestiller man sig nærmest, at alle madkasser skal ind på bordet, og så skal man lige nidkært kontrollere, at der er det rigtige i madkassen.

Det, hr. Bjarne Laustsen har sagt, er jo: Det er en god idé med økologi. Det er en god idé, at vores børn spiser noget sundt.

Det går jeg ud fra Dansk Folkeparti også synes. Det er da godt, hvis vores børn spiser sundt, så de kan blive sunde og raske og udvikle sig på en rigtig måde. Vi ved alle sammen, hvor meget mad betyder. At vi så vil stille krav om det, ja, det kan da være i den enkelte kommunalbestyrelse, og det kan være i den enkelte skolebestyrelse, hvor der også er aktive socialdemokrater. Hr. Bjarne Laustsen har ikke sagt noget som helst om, at det er herinde i Folketinget, på Slotsholmen, at vi skal sidde og kontrollere folks madkasser.

Socialdemokratiet går ind for kommunalt selvstyre, og derfor vil vores arbejde være at arbejde for sundhedsfremme, altså arbejde for, at vi får sund mad. Det vil vi gøre på alle de niveauer, hvor vi er aktive. Der er vi jo aktive også kommunalpolitisk. Det ved jeg godt Dansk Folkeparti ikke bruger så meget. Der er det mere her på Slotsholmen, at det hele skal bestemmes. Vi har tillid til, at man kan finde ud af meget i skolebestyrelser og finde ud af meget i kommunalbestyrelser. Så jeg forestiller mig ikke, at vi fremsætter noget lovforslag om, at vi skal detailstyre børnenes madpakker.

Hr. Hans Kristian Skibby for den anden korte bemærkning, værsgo.

Hr. Rasmus Prehn må da gerne kalde mig naiv, men jeg læste noget på Ritzau i går aftes fra et folkevalgt folketingsmedlem, der er fødevareordfører for Socialdemokraterne, hr. Rasmus Prehns eget parti. Vedkommende er citeret for:

»S er klar til økotvang i skolekøkkenerne. Vi vil se på mulighederne for at påbyde offentlige institutioner at købe økologi for at styrke efterspørgslen markant.«

Det kan da ikke misforstås. Det er et af de klokkeklare eksempler på, hvad man ønsker. Man har et mål. Det er, at der skal være flere økologiske fødevarer. Og det vil man så nå frem til ved at lave øget tvang over for kommunerne. Det er det, der er sagen i en nøddeskal. Så nytter det jo ikke noget, at man kommer med det, som vi har hørt så mange gange før i dag, nemlig en lang, lang bortforklaring om, at det skal man ikke, og at det vil man ikke.

Jeg tillader mig bare at referere til Socialdemokraternes egen ordfører på området. Jeg tror da på, hvad han har udtalt, og at det selvfølgelig også er partiets politik. Men det er det så åbenbart ikke, kan jeg konkludere.

Værsgo til ordføreren.

Dansk Folkepartis ordfører skal da have lov til alt det, han har lyst til, hvad angår at referere vores dygtige fødevareordfører. Det er sund politik, han fører, og jeg har en sund opbakning til hr. Bjarne Laustsen. Det, han siger, er, at man vil kigge på, hvad man kan gøre. Det er jo altså ikke det samme, som at man vil tvinge.

Det næste er – jeg skal lige finde tråden igen – at det, at man siger, at man vil kigge på at lave en sund politik med hensyn til vores børns mad, jo ikke er det samme, som at vi skal sidde her på Slotsholmen og detailstyre. Det er et spørgsmål om, at vi vil sætte den dagsorden. For vi synes, det er godt, at vores børn får noget sund mad. Jeg har svært ved at forestille mig, hvorfor Dansk Folkeparti er så bekymret over, at der skulle komme økologisk mad ind i børnehaverne. Det er da en god dagsorden. Det er da en sund dagsorden. Det er noget, der vil være godt for vores børns velbefindende. Jeg er sikker på, at det, hr. Bjarne Laustsen har ment, ikke er at lave et centralt diktat her fra Slotsholmen, men at lave en central politik, hvor vi som gode socialdemokrater siger, at vi synes, at vores kommunalbestyrelser og vores skolebestyrelsesmedlemmer og andre skal sætte den her dagsorden, fordi det er den rigtige vej at gå.

Socialdemokratiet går ind for kommunalt selvstyre, og det gør vi også, når det handler om sund mad til vores børn. Men jeg håber, at vi alle sammen synes, det er en god idé, at vores børn får noget sundt at spise, også gerne noget økologisk.

Fru Line Barfod som ordfører – undskyld, jeg overså fru Sophie Løhde, der har bedt om en kort bemærkning.

Jeg kan godt forstå, at hr. Rasmus Prehn tabte tråden et øjeblik, for der var da usædvanlig meget uld i munden i det svar, der blev givet.

Det fremgår højt og tydeligt af den artikel, som hr. Hans Kristian Skibby omtalte, at man vil kigge på mulighederne for at påtvinge kommunerne at gøre noget. Påtvinge – det er det ord, som ordføreren for Socialdemokraterne bruger. Men o.k., det er selvfølgelig også at tale rent ud af posen at sige, at vi nu heller ikke kan stole på, hvad den socialdemokratiske fødevareordfører udtaler i medierne.

Men vi kunne også fremhæve nogle af de andre eksempler, der er på, hvor nidkært Socialdemokraterne ønsker at styre kommunerne ned til allerallermindste detalje. Et konkret eksempel er jo de meget famøse velfærdsrettigheder, som man jo i øvrigt i tidernes morgen helt glemte at anvise finansiering til. Der er jo konkrete forslag, hvor Socialdemokraterne vil gå ind og diktere, hvor mange pædagoger der skal være på rød, gul, grøn og blå stue. Hvis det ikke er detailstyring af kommunerne, hvad er så detailstyring efter hr. Rasmus Prehns opfattelse? Det er da et eklatant eksempel på, at det er varm luft, der kommer ud af ordførerens mund.

Værsgo til ordføreren.

Nu var det lige før, at Venstres ordfører også selv tabte tråden lidt. Det var ikke uld, der var i min mund, det var måske højst en økologisk gulerod, der kom lidt på tværs, fordi jeg så gerne ville tale engageret om det med sund mad til vores børn.

At få sund mad ud i børnehaverne er noget, der ligger os meget på sinde fra socialdemokratisk side, og derfor er det klart, at vores ordfører sender et meget tydeligt signal om, at det er noget, vi virkelig ønsker. Og når han får sagt tvang – det har jeg svært ved at forestille mig – tror jeg, det er et spørgsmål om, at man kan sætte den dagsorden ude lokalt, decentralt, og sige: Skulle vi ikke være enige om her i vores børnehave, at det er en rigtig god idé med sund mad, sådan at vores børn vokser op på en god og sund måde? Det er da noget, vi alle sammen kan være enige om.

Med hensyn til de her velfærdsrettigheder skal jeg lige gøre opmærksom på, at det jo er sådan, at vi i vores forslag, »En Fair Løsning«, rent faktisk lægger op til en række forbedringer af kommunal velfærd, og det er altså også deri, man skal finde finansieringen til det, vi kalder velfærdsrettigheder. Og der er det altså ikke sådan, at vi forestiller os et eller andet nidkært diktat; det, vi forestiller os, er at fremme nogle velfærdsområder, som vi alle sammen kan være enige om – bedre skolegang til vores børn osv.

Det at sætte en sund og solid velfærdsdagsorden har altid været socialdemokratisk politik. Og læg lige mærke til, at vi også har opstillet 29 frihedsrettigheder til kommunerne. Vi er et af de eneste partier herinde, som er kommet med en hel række forslag til at slippe kommunerne fri, så det kommunale demokrati kan komme til at spire og gro. Det vil være rigtig, rigtig godt, og vi har stor tillid til, at man lokalt også sagtens kan sætte den dagsorden, der gør, at man får bedre velfærd, og at man får sund mad til børnene.

Ordføreren skal lige holde øje med taletiden. Tak.

Fru Sophie Løhde til anden korte bemærkning. Værsgo.

Om det er uld eller gulerødder, som kommer på tværs i munden, er sådan set underordnet, for det gjorde sådan set ikke budskabet klarere, nemlig at den socialdemokratiske fødevareordfører har foreslået at påtvinge kommunerne det. At påtvinge er ikke udtryk for at give nogen et valg; det er udtryk for, at nogen skal. Men o.k., hvis vi ikke kan stole på, hvad den socialdemokratiske fødevareordfører udtaler, må vi tage det til efterretning.

I forhold til velfærdsrettighederne er det jo ikke korrekt, at det bare er noget, vi godt lige kan lide. Der står jo konkret i det oplæg, som jeg formoder at Socialdemokraterne fortsat står bag, hvor mange pædagoger der skal være på hver evig eneste stue ude i landets kommuner – rød, gul, grøn og blå stue. Der har Socialdemokraterne siddet i gruppeværelset og sagt: Hvor mange skal der være? Jo, nu beslutter vi det og skriver det ind i et oplæg. Det er det, der fremgår. Hvis det ikke er at styre kommunerne ned i mindste detalje, har jeg altså svært ved at se logikken, vil jeg sige til hr. Rasmus Prehn.

Værsgo til ordføreren.

Jeg går ud fra, at Venstres ordfører, fru Sophie Løhde, også kender til det, at man har politiske sigtelinjer, at man har politiske ambitioner. Og når man har en regering, som i hele sin tid har gjort det til sin politik at stramme, at spare og at udhule velfærden, så der bliver ringere og ringere undervisning til vores børn, ringere normering i børnehaverne osv., ville det da være mærkværdigt andet, end at Socialdemokratiet satte en klar politisk dagsorden, der sagde: Lad os gøre noget ved det her. Lad os give danskerne en rettighed, der går på, at man kan regne med en ordentlig normering.

Jeg kunne godt tænke mig at se det kommunalbestyrelsesmedlem, der ville komme og sige til os: Nej, det er udtryk for den mest ubehagelige form for tvang, at vi nu får en økonomisk ramme, der gør, at vi kan give vores børn en ordentlig skolegang. Altså, skulle man se det som et overgreb centralt fra at kunne sige: Nu får vi mulighed for at give vores børn en ordentlig skolegang, det vil vi ikke have? Det forestiller jeg mig slet ikke.

Jeg tror, at langt de fleste kommunalbestyrelsesmedlemmer – også dem, der er valgt fra partiet Venstre – vil synes, at det er en udstrakt hånd fra Socialdemokratiet, en udstrakt hånd til det kommunale selvstyre og en udstrakt hånd til danskernes velfærd. Det er den måde, man skal tænke på, frem for de forslag, der bliver lagt frem her, hvor man nidkært på Slotsholmen vil detailstyre alt i mindste detalje.

Næste ordfører er fru Line Barfod, Enhedslisten.

Jeg kan ikke lade være med at kommentere den debat, der lige har været, og minde om, at det var regeringen og Dansk Folkeparti, der for nogle år siden vedtog, hvad børnene i samtlige danske vuggestuer og børnehaver skulle beskæftige sig med, som vedtog, at samtlige børn i dette land skulle lege med ler. Det er ikke, fordi jeg har noget imod, at børn leger med ler, men det mener jeg altså man er i stand til selv at finde ud af i den enkelte vuggestue og børnehave om man skal. Men det mente Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti altså var noget, som skulle bestemmes herindefra.

I Enhedslisten har vi den holdning til, hvad børn skal have af mad ude i vores vuggestuer, børnehaver og skoler, hvad vores ældre skal have, og hvad man skal have på sygehusene osv., at det burde kommunerne have både frihed og økonomiske rammer til at bestemme. Det er rigtig svært for dem med den lovgivning og de økonomiske rammer, der er i dag, særlig med det seneste makværk om mad til vores børn i vuggestuer og børnehaver.

Vi mener, det faktisk ville kunne give rigtig mange arbejdspladser rundtomkring i det, som medierne kalder Udkantsdanmark, og at det ville kunne sikre, at vi fik en god økologisk produktion, og dermed være til gavn for både miljøet og klimaet, hvis man gav kommunerne lov til at lave aftaler med lokale producenter om at aftage deres økologiske fødevarer, så man var sikker på, at man kunne få solgt nogle gode madvarer. Det ville være rigtig godt for vores børn, vores ældre, de offentligt ansatte osv., der fik noget god mad. Det ville være godt for vores miljø og vores klima, og det ville være rigtig godt for at skabe arbejdspladser. Men den slags frihed ønsker hverken Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti at støtte.

Så er det blevet sagt flere gange under debatten om de her forslag og i det hele taget i debatten om de såkaldte aftaler mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, at det jo er en aftale, og at aftaler skal holdes. Der er det altså vigtigt at holde fast i, at hr. Thor Pedersen, dengang han var finansminister, flere gange bekræftede her i Folketingssalen, at selve den økonomiske ramme, som jo er grundlaget for aftalerne, er et diktat. Det er ikke en aftale. Det er ikke kommunerne, der ønsker, at der skal være så få penge. Det er regeringen, der dikterer den økonomiske ramme, og derfor bliver det selvfølgelig meget svært at påstå, at det skulle være en aftale, kommunerne har indgået, og at de selv har påtaget sig at skære så voldsomt.

Jeg synes, kommunerne skulle lade være med overhovedet at indgå i de aftaler, så længe den ramme, der er dikteret fra regeringen, er så elendig, at man ikke kan andet end at skære ned på velfærden. Men det er jo op til kommunerne at bestemme, og det prøver vores folk ude i kommunerne så at arbejde for. Men jeg synes, at regeringen og Dansk Folkeparti skulle holde op med det hykleri at påstå, at der er tale om en aftale, når det reelt er et diktat, hvad der er den økonomiske ramme.

Problemet med den lovgivning, man lægger op til her, er, at den vil føre til endnu mere kassetænkning og til endnu mere problemeksport fra den ene kommune til den anden. Vi har jo set problemet nogle gange, når en familie med mange børn flytter til en kommune og kommunen så konstaterer, at der bliver begået overgreb mod de børn, og at de bør tvangsfjernes. Så står kommunen med det helt konkrete problem: Skal de tænke på børnene, sørge for at gøre det, der er bedst for børnene, og sørge for at overholde lovgivningen, eller skal de overholde de økonomiske rammer, så de ikke risikerer at blive ramt af de straffesanktioner og dummebøder, som regeringen og Dansk Folkeparti vil pålægge dem?

Det er den situation, som man sætter dem i, og det er et kæmpe problem, hvis vi gerne vil have, at kommunerne skal kunne handle fornuftigt og gøre det, der er bedst, og hvis vi oven i købet gerne vil have, at de overholder lovgivningen.

Et andet stort problem er, at det tvinger kommunerne til at se på pengene for 1 år ad gangen, tvinger hver eneste børnehave og skole osv. til kun at se på økonomien for 1 år ad gangen – og brænde benzin af, som vi så tidligere i forsvaret. Der er ikke nogen idé i at tænke langsigtet, fordi man risikerer at blive straffet af regeringen og Dansk Folkeparti, hvis man mener, at man kunne overføre pengene og f.eks. spare op til en ny legeplads eller andet.

Heller ikke det gør noget indtryk på regeringen og Dansk Folkeparti, der ellers påstår, at man vil være økonomisk ansvarlig. Men man har ikke lært, at økonomisk ansvarlighed også handler om at kunne tænke langsigtet og bredt og ikke kun tænke i forskellige små kasser for 1 år ad gangen.

Det helt grundlæggende problem er jo, at regeringen og Dansk Folkeparti slet ikke ønsker at have så vidtstrakt et kommunalt selvstyre som muligt eller ønsker, at borgerne og de ansatte skal have så stor indflydelse som muligt på, hvad der foregår. I stedet er det, som man har prøvet at få igennem i de sidste mange år, jo en voldsom tvangsprivatisering og markedsgørelse. Man er blevet ved med at sige, at det ville gøre, at alting blev billigere og bedre, mens de resultater, som vi har set rigtig mange steder, viser, at det både bliver dyrere og dårligere.

Det koster enorme mængder af bureaukrati, når alting i det offentlige skal behandles, som om det var en privat virksomhed, når man vil have, at børnehavebørn skal behandles, som om de var tomater i et supermarked, og når man vil have, at kommunerne skal tænke i, hvad det er, de kan tjene penge på her og nu, i stedet for at tænke i, hvad der er bedst for vores børn, vores ældre og vores handicappede.

Vi ser det også på de tekniske områder, når kommunerne bliver tvunget til at sende tingene i udbud og købe hos store firmaer, som så har monopol på at levere, i stedet for at kunne lave aftaler med mindre lokale firmaer – ikke bare for at kunne sikre arbejdspladser, men først og fremmest for at kunne sikre nogle gode produkter, f.eks. it-systemer, som virkelig kunne være en hjælp i kommunen. Men der tvinger regeringen og Dansk Folkeparti kommunerne til at købe hos store monopoler, som de bliver afhængige af, og som koster dem mange penge.

Vi har bl.a. set det med KMD, som man tvang kommunerne til at sælge. Hvad skete der så? Jo, dels udbetalte KMD et udbytte på 100 mio. kr. til sine aktionærer, som i stedet for kunne have været brugt til kommunal velfærd, for det er jo der, pengene kommer fra; dels hævede man altså priserne ude i kommunerne med 50 pct. Og kommunerne har ikke en chance for at vælge en anden leverandør, fordi KMD har monopol på de fleste af de systemer, de leverer. Men det er altså det ønskesamfund, som regeringen og Dansk Folkeparti synes de gerne vil have, hvor pengene går til aktionærer i firmaer i stedet for at gå til vores folkeskole, vores børnehaver, vores ældreomsorg osv.

Det bliver bare endnu værre med de forslag, vi har her, og derfor håber jeg, at man snart tør se vælgerne i øjnene, snart tør udskrive et valg, så vi kan få et andet flertal, der kan gå ind og sikre, at vi får langt mere demokrati og nogle ordentlige økonomiske rammer for en god kommunal velfærd fremover.

Tak til ordføreren. Ønsker flere at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Der er stillet forslag om, at lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.