Jeg tror ikke, jeg afslører for meget ved allerede at lægge ud med at sige, at Liberal Alliance stemmer nej til lovforslaget.
Men alligevel vil jeg dog sige, at jeg faktisk synes, at vi har fået en lille, om end ikke særlig stor delsejr ved, at hr.
Frank Aaen af alle indrømmede, at der faktisk kunne være nogle mennesker, der kan blive ramt uretfærdigt af denne skat.
Det er jeg sådan set ret begejstret for, vil jeg sige til hr.
Frank Aaen.
Så min dag er alligevel lidt reddet.
I Liberal Alliance mener vi, at den såkaldte udligningsskat er en særskat på ca.
30.000 danske pensionister, og det vender vi os selvfølgelig imod.
Det er sådan, at man bruger den undskyldning, at folk har fået nogle fradrag.
Man ved godt, at det fradrag ikke nødvendigvis er identisk med den skat, som folk så ender med at få med den her udligningsskat, så man ved godt, at der er en del, der kommer til at betale mere, end selv den logik, der er indbygget i lovforslaget, skulle tilsige.
Sådan er det.
Der har allerede været nævnt flere eksempler på åbenlyse uretfærdigheder.
Gruppen af tjenestemænd er en gruppe, vi har taget op ved tidligere lejligheder.
Jeg tror, det allerede var i januar, vi havde den daværende skatteminister i spørgetimen hernede i Folketingssalen for at få et svar på:
Kan det virkelig være rimeligt, at tjenestemænd, som ikke har haft noget valg, nu skal betale den her udligningsskat?
Selvfølgelig er det ikke rimeligt.
Hr.
Anders Samuelsen har nævnt eksemplet:
Hvad når ægtefællen dør?
Den tilbageladte skal betale udligningsskat, fordi vedkommende får pensionen oveni, men man har aldrig haft et eneste fradrag.
Er det rimeligt?
Nej, det er det selvfølgelig ikke.
Så har vi også talt om den måde, som man kan vælge at få sin pension udbetalt på, altså over hvor mange år.
Hvis man har valgt at gøre det over få år, vil man nu blive ramt af udligningsskat.
Gør man det over mange år, vil man ikke blive ramt af udligningsskat, selv om der er tale om pension i samme størrelse.
Er det rimeligt?
Nej, det er det ikke.
Så er der nogle, der mener, at det her ikke er en særskat for pensionister.
Det er sådan set ret mærkeligt, for der er ca.
30.000 mennesker, der bliver ramt, og de har faktisk en ting tilfælles, og det er, at de er pensionister.
Så hvis der er nogle, den her særskat rammer, er det pensionister.
Ergo, er det en særskat for pensionister.
Ja, men de har jo så også fået del i skattereformen ligesom alle andre, så de er ligesom blevet kompenseret dér, argumenteres det.
Det er så her, at argumentationen falder fuldstændig fra hinanden, for de er netop ikke blevet kompenseret alene med skattereformen.
Skattereformen kompenserer jo også for alle de mange afgifter, som regeringen og Dansk Folkeparti indfører med den.
Der er altså rigtig mange ting, man lægger afgifter på.
Jeg har forstået, at det er sådan noget med el og vand og den slags.
Det er meget moderne at lægge afgifter på det.
Et stort flertal i Folketinget synes, at det er dejligt.
Men derudover sætter man også afgifter på slik og alkohol og is og cigaretter og kød, og hvad ved jeg.
Og det er noget, som de her pensionister vel næppe slipper for.
Jeg går ikke ud fra, at der er en særlig udligningsskat for pensionister, der gør, at de slipper for afgifterne.
Det ville ellers være meget interessant.
Lad os så se på det.
Efter at man har fået det barberet – da heldigvis – er vi nu nede på, at det her giver 35 milliarder, nå nej, 35 millioner i statskassen.
Det er et latterligt lille beløb i forhold til det danske statsbudget.
Tænk, hvor mange man generer pr.
krone.
30.000 pensionister generer man for 35 mio.
kr.
Det er da helt utroligt.
Og hvis man endelig er så vild med at skulle finde lige præcis det beløb, har vi også et alternativt forslag til, hvordan staten kunne få 35 mio.
kr.
i kassen.
Det kunne man gøre ved at barbere den offentlige partistøtte ned med en tredjedel, sådan at staten giver en tredjedel mindre i partistøtte til Folketingets partier.
Folketinget kan vælge:
Vil vi tage pengene fra pensionisterne, eller vil vi tage dem fra os selv?
Vi foreslår det sidste, nemlig at Folketingets partier skulle sige:
Vi skærer lige en tredjedel, så vi kan finansiere tingene, fordi der er det her hul, og det ligger åbenbart utrolig mange partier på sinde, at vi finder penge til det.
Jeg vil gå ud fra, at især hr.
Frank Aaen og Enhedslisten vil synes, at det er en genial idé, da jeg har lagt mærke til, at Enhedslisten mener, at hvis man får støtte fra nogle, er man i lommen på dem, og dermed må Enhedslisten og vi andre jo så være i lommen på staten og på flertallet.
Og det ville jo ikke være godt, vil jeg sige til hr.
Frank Aaen.
Liberal Alliance mener, at det her er en fuldstændig urimelig og unfair særskat på pensionister, og vi stemmer imod og siger et rungende nej.