Jeg skal ikke starte en lang debat nu, men jeg tager alligevel ordet på hele oppositionens vegne, for da vi havde andenbehandlingen, stillede jeg miljøministeren fire konkrete spørgsmål og bad hende om at komme herop på talerstolen og svare på dem. Det er åbenbart nu blevet kutyme, at man ikke længere gør det, som nu prøver jeg en gang til, mens hele Folketinget sidder og hører på, at spørge miljøministeren – hvis hun vil høre efter – om fire konkrete ting.
I dag er vi ved at stemme et lovforslag igennem, som er så indholdsløst, at hvis en virksomhed var kommet og havde præsteret det her, så havde vi kaldt det green wash. Lige nu er vi altså ved at gennemføre et lovforslag om miljøzoner, som nærmest ingenting indeholder. Jeg har spurgt ministeren om fire ting. Nu prøver jeg igen. 1: Hvorfor forholder man sig ikke til de ultrafine partikler, som er dem, vi ved, at folk for alvor bliver syge af, som vi ved, at folk får kræft af, vi ved, at folk dør, vi ved, at folk i København mister omkring et år af deres liv ved at bo for tæt på en vej, vi ved, at der er 50 pct. større chance for at få cancer? Hvorfor forholder man sig ikke til de ultrafine partikler? Det var første spørgsmål.
Det andet spørgsmål: Man har sat i gang, at man vil lave en redegørelse i forbindelse med at sætte lukkede partikelfiltre på varebiler i stedet for åbne. Man er ikke helt sikker på, at det teknisk er muligt, men vil undersøge det. Det har miljøministeren lovet. Hvorfor venter man ikke på den tekniske undersøgelse, før man laver det her lovforslag færdigt? Det er det andet spørgsmål.
Nr. 3: Når man er så optaget af EU's grænseværdier, som man er i det her lovforslag, så har EU jo en grænseværdi for noget, der hedder NO2, som er en anden form for luftforurening. Hvorfor venter man ikke på, at man også får svar på det i stedet for at bede om udsættelse i 5 år, lave sin miljøzonelov færdig og få svar på NO2-delen også?
For det fjerde: Hvorfor må kommunerne ikke selv få lov at bestemme, om de har brug for en miljøzone eller ej? Det er fire enkle, konkrete spørgsmål, vi har diskuteret dem, og jeg vil gerne have miljøministeren herop og svare på dem, for alt andet vil være disrespekt for Folketinget.