Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af lovforslag nr. L 209:

Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

Af integrationsministeren (Birthe Rønn Hornbech).

(Fremsættelse 15.04.2010).

Forhandlingerne er åbnet, og den første, der får ordet, er Venstres ordfører, og det er fru Marion Pedersen.

Der er mange forskellige slags lovforslag, man som folketingsmedlem bliver stillet over for at skulle fremføre sine synspunkter om her i salen. Nogle er lette at gå til, andre er sværere, og rigtig mange af dem er meget langhårede.

Det lovforslag, vi behandler her i dag, er et af de mere glædelige, for det drejer sig nemlig om et lovforslag, som vil gøre 936 voksne og ca. 264 børn til danske statsborgere. Det er voksne og børn fra 95 forskellige lande, som har søgt om og fået retten til fremover at kalde sig for danske statsborgere, og som dermed får de samme rettigheder og pligter, som alle andre danskere. Der er borgere fra vore nærmeste nabolande og fra lande langt, langt borte, lande, som jeg kender navnene på, men aldrig har besøgt, og lande, som får eksotiske billeder frem på nethinden.

Det er et privilegium at få dansk statsborgerskab, og for de fleste er det en meget stor beslutning, da det jo medfører, at de samtidig skal opgive det statsborgerskab, de hidtil har haft. Jeg synes, det er dejligt, og som dansker gør det mig også stolt, at andre kan se værdien i det danske samfund og derfor vælger at blive danskere. De siger på den måde ja til de demokratiske værdier, vort land bygger på, og som grundloven beskriver, og de siger ja til at være en del af og deltage i dette demokrati. Mange har arbejdet hårdt på at nå hertil, de har skullet lære sproget, og det er bestemt ikke let, og de har skullet lære mange andre ting om det danske samfund, og det synes jeg er flot.

Jeg håber, alle får glæde af deres nye statsborgerskab og vil ønske dem hjertelig tillykke. Samtidig vil jeg udtrykke et ønske om, at de næste år, når de bliver inviteret til statsborgerskabsdag her på Christiansborg for at fejre den nye status, vil tage imod invitationen og komme ind sammen med deres familier og se Folketinget sammen med alle de andre, som er blevet danskere, og sammen med os politikere.

Venstre står naturligvis hundrede procent bag forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den socialdemokratiske ordfører, og det er hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Det er kun en uge siden, vi havde den årlige statsborgerskabsdag her på Christiansborg. Det var en helt fantastisk dag, hvor der var højtidelig velkomst, underholdning og ikke mindst åbent hus her på Christiansborg for alle, der i 2009 havde fået tildelt statsborgerskab. Både de nye danskere og deres familier var indbudt og blev modtaget med åbne arme. Det var en dejlig dag med et leben uden lige her i vore høje haller, og jeg må sige, at det var en stor fornøjelse at være vidne til den store glæde, der var over at være blevet dansk statsborger og over muligheden for at opleve vort demokratiske centrum på tætteste hold.

Det er ikke nogen let sag at blive dansk statsborger, hverken i forhold til de krav, man skal opfylde, eller i forhold til at skulle afsværge sig sit tidligere fædreland, og det giver da også en helt anden mening, når man står blandt 800 nye danskere og synger nationalsangen.

Derfor vil jeg gerne på vegne af Socialdemokratiet sige tillykke til de 936 nye statsborgere, der står på listen i dette lovforslag, og se frem til, at vi kan mødes personligt ved næste års statsborgerskab.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Søren Krarup.

Jeg sidder i øjeblikket og læser Ayaan Hirsi Alis nye bog og faldt forleden over hendes omtale af sin far. Hun beundrede ham meget, selv om hun brød hans planer med hende, da hun nægtede at lade sig tvangsgifte med en fremmed muslim i Canada, men flygtede til Holland og afsvor islam. Da faren ligger for døden på et hospital i London og søger at overtale hende til at vende tilbage til islam, har hun et meget klart blik for det falske og uredelige ved denne højt beundrede far fra Somalia. Hun skriver om ham: Stammehelten, beskytteren af den islamiske kultur og af slægten, tog imod almisser fra de vantro under falske forudsætninger med et falsk pas, skønt han i modsætning til mig kun havde foragt tilovers for deres værdier og levevis. Inden han døde, havde han endog søgt om og fået britisk statsborgerskab. Ikke fordi han ønskede at være britisk statsborger, men på grund af alle de medfølgende fordele såsom gratis bolig og gratis lægehjælp. Samtidig blev han ved med at belære mig om, at jeg aldrig måtte være loyal over for en verdslig stat. Han bad mig gentagne gange indtrængende om at vende tilbage til den sande tro.

Dette bedrag vedrørende britisk statsborgerskab, som denne fanatiske muslim søger og får, selv om han ikke viser den ringeste loyalitet over for Storbritannien og engelsk kultur, kan ikke undgå at vække en vis eftertanke hos en dansk folketingspolitiker, der står foran at skulle meddele dansk statsborgerskab til 1.200 fremmede, heraf mange muslimer. Bliver vi på samme måde bedraget i vores eget land? Bidrager vi i virkeligheden til at undergrave Danmark og vore efterkommere, når vi meddeler dansk indfødsret til tusinder og atter tusinder, der har samme baggrund som giver Hirsi Alis far?

Jeg svarer, at det så vist ikke var uden grund, at vi i maj 2002 fik indskrevet forrest i den nye aftale om indfødsret:

»Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren lover troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund og erklærer at ville overholde dansk lovgivning og respektere grundlæggende danske retsprincipper.«

Det er heller ikke uden grund, at vi har opstillet strenge sprogkrav og indført en krævende indfødsretsprøve for dem, der vil have dansk statsborgerskab. Vi har virkelig grund til at lære af beretningen om Hirsi Alis far, vi har virkelig grund til at gøre op med den ligegyldighed med tildeling af dansk statsborgerskab, der herskede før 2002.

Men dette opgør med en rystende ligegyldighed med Danmarks og vores efterkommeres ve og vel foretog vi altså i 2002, og vi har hævdet det siden. Og når vi netop har afholdt statsborgerskabsdag og mødt dem, der i 2009 fik dansk indfødsret, føler man – det gør i hvert fald jeg – også en vis tryghed ved dem, der er blevet danske statsborgere.

Jeg havde også i år lejlighed til at tale med en del af dem, og jeg bilder mig ind, at de havde forståelse for, at det ikke er uden grund, at vi kræver troskab og loyalitet af dem. De forekom mig at være loyale og indforståede og ganske anderledes indstillet end Hirsi Alis far. Det er det ene, jeg føler trang til at sige ved denne førstebehandling af vores lovforslag.

Det andet er, at antallet af ansøgere er på en rimelig, ja, en begrænset størrelse. Vi strør ikke indfødsret ud med rund og ligegyldig hånd som før 2002. Det er her 1.200 nye danskere i alt, iberegnet børn. Det er folk, der taler ordentligt dansk, folk, der kender til dansk historie, kultur og samfundsforhold, fremmede, der har dokumenteret deres vilje til at blive danske, og som på troværdig vis udtrykte denne vilje i en samtale forleden på statsborgerskabsdagen.

Dette er baggrunden for, at vi siger ja til L 209.

Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er SF's ordfører, fru Hanne Agersnap.

SF kan også støtte lovforslaget her. Det er jo glædeligt, at der er så mange mennesker, der gerne vil have dansk statsborgerskab, og det er jo også glædeligt, at der er så mange, der har kunnet opfylde kriterierne for at få dansk statsborgerskab. Mange har ydet en stor indsats og har haft mulighed for at leve op til de krav, der stilles for at blive dansk statsborger. Der er også andre, som vi har behandlet i udvalget, der har måttet søge dispensation, fordi de på grund af sygdom eller andre ting ikke har været i stand til at leve op til kravene.

Samlet set er det omkring 1.200 personer, inklusive børn, der nu får statsborgerskab, og det synes jeg er glædeligt.

SF har ikke stået bag de gentagne stramninger, der har været i reglerne for at opnå statsborgerskab, men med de eksisterende regler har den her gruppe mennesker i hvert fald kunnet opnå de privilegier, der ligger i at være dansk statsborger. Og som jeg sagde, er det en stor indsats, der er ydet her, og jeg håber meget, at de familier, både voksne og børn, som så er omfattet af det her lovforslag, vil få meget gavn og glæde af, at de nu er blevet danske statsborgere.

Så på vegne af hele SF vil jeg ønske velkommen, selv om borgerne jo har boet i Danmark i mange år, men tillykke med statsborgerskabet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Tom Behnke som konservativ ordfører.

Det er glædeligt, at så mange, faktisk 936, har ønsket at blive danske, ikke bare ønsket at blive danske, men rent faktisk også levet op til en række krav og bestået en række prøver for at nå dertil. Det viser, at de har haft og har et ægte ønske om at blive danske, og den indsats, der skal ydes, er ikke en lille indsats. Nej, kravene for at blive dansk statsborger er jo faktisk blevet skærpet, sådan at man skal bestå nogle test, nogle prøver, opfylde nogle krav og kriterier. Sådan skal det selvfølgelig også være. Dansk statsborgerskab er ikke noget, der bare foræres væk, men det er noget, man gør sig fortjent til, og derfor er vi glade for, at vi har de regler, vi har i dag, men vi er også tilfredse med og glade for at se, at så mange udlændinge, der er kommet her til landet og har levet her i en årrække, har et ønske om at blive danske.

Det vil vi gerne hjælpe dem til at blive, og derfor skal jeg også her ved førstebehandlingen ønske tillykke til de mange, der er kommet på lovforslaget, og som andre se frem til, at vi igen får en statsborgerskabsdag. Nu er det jo ikke så mange dage siden, vi havde en, men igen i år var det jo en glædens dag, og det er utrolig positivt at møde så mange nye, der er blevet danske statsborgere, og den glæde, de har ved at få lov til at blive danske statsborgere. Jeg glæder mig allerede nu til, at vi næste år kan byde bl.a. dem her velkommen som danske statsborgere.

Tak til ordføreren. Den næste er hr. Jørgen Poulsen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Jeg vil ligesom de tidligere ordførere også glæde mig over, at vi har kunnet byde velkommen til så mange nye danske statsborgere, denne gang 936 personer og ca. 264 børn, som får indfødsret sammen med deres forældre. Det er min overbevisning, at de mennesker, som vælger at blive danske statsborgere, gør Danmark en lille smule rigere, så vi har alle sammen grund til at glæde os. De nye statsborgere kan glæde sig over, at de nu fuldt og helt kan indgå i det danske samfund med alle de rettigheder og de pligter, det indebærer. De kan nu på lige fod med alle andre danskere deltage i alle samfundets beslutninger og være med til at stemme om, hvem der skal vælges til vores Folketing og for den sags skyld til Europa-Parlamentet.

Men samtidig med at de glæder sig over at være blevet danske statsborgere, ved vi jo også, at der for en hel del af dem også er et skår i glæden, og at det ofte er en tung beslutning, fordi vi her i Danmark forlanger, at de for at kunne blive danske statsborgere så skal give afkald på deres oprindelige statsborgerskab. Uanset at disse mennesker har valgt Danmark, uanset at de foretrækker Danmark, så gør det ondt, at vi forlanger, at de skal klippe navlestrengen til det land, hvor de er født. Det gør ondt på samme måde, som det jo gør ondt på danskere, der må opgive deres danske statsborgerskab, når de ønsker at blive statsborgere i et andet land.

Det er ikke, fordi det land, hvor de ønsker at blive statsborgere, forlanger det, men fordi Danmark forlanger det. Det gør specielt ondt, fordi der ikke findes nogen som helst rationel grund til, at de skal opgive statsborgerskabet. Det bliver faktisk endnu mere grotesk af, at mange af de nye statsborgere, som vi hilste på her på Christiansborg på statsborgerskabsdagen, kunne fortælle, at de rent faktisk også havde fået lov til at beholde deres oprindelige statsborgerskab, mens andre ikke havde. Derfor er det, at vi fra Det Radikale Venstres side arbejder meget på, at udlændinge, som søger dansk indfødsret, selv får mulighed for at bestemme, om de vil beholde deres oprindelige statsborgerskab, og at danskere, som søger statsborgerskab i et andet land, også kan beholde deres danske statsborgerskab.

Men så vil jeg gerne tilslutte mig de øvrige ordføreres ros til Folketinget for den fine gennemførelse af statsborgerskabsdagen her på Christiansborg forrige søndag. Det var som altid en rigtig god oplevelse at møde alle disse glade nye danskere. Men jeg synes også, at Folketingets Præsidium, formanden og alle ansatte fortjener stor ros for den velkomst og især for den åbenhed, de mødte de nye statsborgere med. Det at kunne bevæge sig frit rundt her på Christiansborg, snakke med partiformænd og politikere ansigt til ansigt og sætte sig ind i, hvordan vores parlament og partierne fungerer, er stort. Det er en åbenhed, som siger meget mere om det danske folkestyre og er meget mere værd end nok så mange test og integrationstimer. Jeg håber virkelig også, at det er en tradition, som er kommet for at blive. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, og det er fru Line Barfod.

Da vores ordfører på området, fru Johanne Schmidt-Nielsen, ikke kan være til stede, skal jeg på hendes vegne sige, at Enhedslisten støtter forslaget, og sige tillykke til alle de nye statsborgere, der med dette forslag får statsborgerskab. Samtidig beklager vi jo så over for dem, der er blevet ramt af de voldsomme stramninger, herunder også dem, der bliver ramt af, at man har lavet tingene om. Lige kort før folk skulle op til eksamen for at kunne få statsborgerskab, ændrede man på dem. Det er ikke en ordentlig måde at gøre tingene på, så det beklager vi. Vi har hverken lod eller del i det, men vi mener faktisk, at det er et problem.

Så vil jeg gerne ligesom mange andre sige stor tak til Folketinget og Folketingets ansatte for statsborgerskabsdagen. Jeg synes også, det er et rigtig fint arrangement, og folk er rigtig glade for at få muligheden for at komme herind. Jeg håber, at mange så også vil bruge muligheden for at deltage i demokratiet bagefter. Det er afgørende og noget af det vigtigste i forhold til integration, at man får mulighed for at deltage i demokratiet.

Derfor vil jeg da også godt benytte lejligheden til at opfordre regeringen til at tage det forslag af bordet, man har, om at indskrænke stemmeret til kommunalvalg for dem, der endnu ikke er blevet danske statsborgere. Det er hverken godt for demokratiet eller for integrationen at indskrænke stemmeretten. Det er langt bedre at sikre, at folk kan deltage i demokratiet. Det er det, der for alvor bygger demokratiet op.

Tak til ordføreren.

Jeg håber, at der er en del af de ansatte i Folketinget, der hører de rosende ord, der er faldet fra adskillige ordføreres side; ellers skal jeg sørge for, at det går videre via Præsidiet.

Så er det integrationsministeren.

Ja, og takken falder jo det rigtige sted, for det er netop ikke ministeren og regeringen, der giver indfødsret; det er netop Folketinget, sådan som foreskrevet i grundloven. Og derfor er det også rigtigt, at det er Folketinget, der afholder det møde.

Også i år var jeg af samme grund som sidste år afskåret fra at være med, fordi jeg deltog i et møde hos et andet mindretal, nemlig de danske i Sydslesvig. Nu har Folketingets formand lovet at lave datoen om, men det har de også gjort i Sydslesvig, så nu må vi se, om vi kan få det koordineret.

Der er rettet forskellige bemærkninger, som ikke vedrører det her lovforslag. Dem vil jeg undlade at kommentere, men sige om tilslutningen: Tak for det; det slipper jeg jo let om ved.

Men så vil jeg gerne sige, hvis der sidder nogen ved fjernsynet og ser det her, som kender nogen, der skal op til den næste indfødsretsprøve og den næste igen: Det er altså vigtigt at forstå, at den indfødsretsprøve altså er formuleret, som den er, fordi et flertal i Folketinget har den opfattelse, at der skal kræves noget, og at det skal være på et højt niveau med kendskab til Danmark og det danske, når man får indfødsret. Derfor er det altså også vigtigt at understrege, at det er alvor, når man går op til indfødsretsprøven.

Det har været kritiseret, at der er en stor dumpeprocent, og dertil er at svare: Jamen det gælder med indfødsretsprøven som med alle mulige andre eksamener, nemlig at man ikke skal gå op, før man har læst på pensum og man har sat sig ind i pensum og man kan pensum. For der er altså ikke noget mærkeligt i, at man, når man går op som selvstuderende, uden at nogen har testet én, dumper.

Derfor er det en god idé at vente, til man kan sine ting, ligesom vi i andre henseender normalt venter. Undtagelsen er jo køreprøven, hvor man mener, at man skal gå op og dumpe tre gange, og det er jo så ens eget ansvar. Det kan ikke anbefales med indfødsretsprøven, for det giver en følelse af nederlag. Så til dem, der hører på det her og kender nogen, der skal op til indfødsretsprøven, vil jeg sige: Sig det nu videre, altså at man skal læse på pensum, inden man går op.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.