Den internationale krise og fastfrysningen af pengemarkederne gjorde det som bekendt nødvendigt i efteråret 2008 at indføre ekstraordinære tiltag for at sikre den finansielle stabilitet i Danmark.
Med vedtagelsen af bankpakken og den generelle statsgaranti spændte vi et sikkerhedsnet ud under de almindelige indskydere og andre simple kreditorer i pengeinstitutterne.
Det skabte ro og stabilitet.
De økonomiske indikatorer viser, at nu går det den rigtige vej, at det lysner forude, og derfor er det tid til at se fremad og sikre, at den finansielle sektor igen kommer til at stå på egne ben uden hjælp fra staten, når den generelle statsgaranti udløber den 30.
september 2010.
Sagen er den, at vi også har opbygget værdifulde erfaringer i forbindelse med den finansielle krise.
Det gælder ikke kun i forhold til håndteringen af nødlidende pengeinstitutter, men også i det hele taget i forhold til det generelle billede af hele finanssektorens ageren under de problemer, der var.
Både hensynet til den finansielle stabilitet og tilliden til det finansielle system har vist sig at blive varetaget bedst gennem en kontrolleret afvikling af nødlidende pengeinstitutter.
Ligeledes sikrer en kontrolleret afvikling ved en going concern bedst værdierne af aktiverne i det nødlidende selskab i stedet for et tvangssalg under en konkurs.
Det er vigtigt, at vi får forankret vores viden og erfaringer i nogle permanente redskaber, som kan komme os til gavn, hvis der skulle opstå nødlidende pengeinstitutter efter den 30.
september.
Jeg har med stor tilfredshed konstateret, at vi i forligskredsen også denne gang har kunnet nå til enighed om udformningen af en ordning til håndtering af nødlidende pengeinstitutter.
Med dette lovforslag etableres der en ordning for håndtering af nødlidende pengeinstitutter efter den 30.
september 2010, hvor de erfaringer, der allerede er gjort, kan blive anvendt.
Ved at etablere en entydig og fast ordning for håndtering af nødlidende pengeinstitutter fremadrettet, sikrer vi et klart alternativ til ad hoc-baserede løsninger.
Der vil også fremover kunne ske en kontrolleret afvikling af nødlidende pengeinstitutter, som gennemføres på en ordentlig og redelig måde.
Det vil være frivilligt for pengeinstitutterne at lade sig omfatte af den afviklingsmodel, der etableres med lovforslaget, og det er i lighed med, at bankpakken og kreditpakken også var frivillig for pengeinstitutterne at deltage i.
Sådan må det nødvendigvis være, hvis ordningen ikke skal være på kant med grundlovens bestemmelser om ekspropriation.
Ordningen kan bruges, når det ikke er lykkedes at finde markedsmæssige løsninger eller private overdragelser for et nødlidende pengeinstitut.
Et pengeinstitut, som bliver nødlidende og beslutter at lade sig håndtere af ordningen, vil kunne åbne normalt mandag morgen efter overdragelsen til Finansiel Stabilitet A/S.
Den nye ordning sikrer således, at almindelige bankkunder ikke oplever nogen praktiske problemer eller forskel, selv om banken ikke er levedygtig.
Bankkunderne vil uforstyrret kunne fortsætte deres bankforretninger, dankortet virker fortsat, betalingsservice virker uforandret osv.
For at sikre, at bankkunderne ved, hvad der vil ske, hvis deres bank kommer i problemer, forventer jeg at stille et ændringsforslag om, at pengeinstitutterne på førstkommende ordinære generalforsamling skal fremlægge spørgsmålet om, hvorvidt pengeinstituttet vil være omfattet af ordningen eller først tager stilling hertil senere.
Hermed skabes der større gennemsigtighed for bankkunderne.
Det er den finansielle sektor selv, der kommer til at betale for ordningen via indskydergarantifonden.
Det svarer præcis til den tilgang, vi hele tiden har haft.
Den finansielle sektor har selv betalt for de redskaber, vi har stillet til rådighed med både bankpakken og kreditpakken.
Den nye ordning medfører derfor ikke omkostninger for staten.
Med lovforslaget får indskydergarantifonden således øgede beføjelser til at medvirke ved afvikling af nødlidende pengeinstitutter.
Der oprettes en separat afviklingsafdeling i Fonden, der garanterer kapitalisering, likviditet samt tab ved afvikling af det nye datterselskab til Finansiel Stabilitet A/S.
Samtidig vil Fonden fortsat sikre indskydere og investorer dækning af op til et beløb svarende til ca.
750.000 kr.
De fleste almindelige indskydere vil dermed være dækket fuldt ud af Fonden.
Med de ord håber jeg, at vi kan få en god behandling af forslaget i udvalget.
Stemningen har jo været god.
Der har været stor og positiv opmærksomhed om forslaget her nu og også i forligskredsen, og så har der været et par spørgsmål her under behandlingen.
Hvis de også bliver stillet under behandlingen i udvalget, vil vi selvfølgelig svare på dem og indgå i en dialog om dem.