Der er sådan set en række grunde til, at jeg tager ordet her vedrørende Frederikssundmotorvejen.
En af grundene er jo, at Enhedslisten har bedt om fornyet udvalgsbehandling mellem anden- og tredjebehandlingen.
Det kan måske virke lidt overraskende, på baggrund af at der her er tale om et forlig, som alle Folketingets partier har indgået – altså alle Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten – og man derfor må tro, at alting er belyst, om ikke andet så i hvert fald i forhandlingerne.
Jeg skal ikke kunne sige, om alting er belyst i de forhandlinger, der er foregået mellem partierne, men jeg kan i hvert fald konstatere, at det ikke er belyst over for Folketinget.
Lad os bare tage nogle enkelte eksempler.
Noget af det, jeg synes er særlig interessant her, er jo, at hvis man læser betænkningen denne gang, kan man se, at forligspartierne åbenbart heller ikke er helt enige om, hvad det er, de har aftalt.
For der ligger et betænkningsbidrag fra Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Konservative, og så ligger der et fra Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre, og man kan jo undre sig over, at forligspartierne, når de skal udlægge, hvad en aftale og en lovtekst går ud på, er nødt til at have to forskellige udlægninger.
Det er sådan set et af de første indholdsmæssige problemer, som jeg håber vi kan få belyst i udvalgsbehandlingen mellem anden- og tredjebehandlingen.
Spørgsmålet er, om det, at man har valgt en ganske bestemt linjeføring fra en tværvej, også betyder, at man for det første måske i praksis altså har taget stilling til, at man vil have en ringvej 5, og for det andet måske også i praksis har taget stilling til, hvor den skal ligge henne.
Jeg har godt bemærket, at ministeren i et svar anfører, at det skal vedtages samlet på et senere tidspunkt, hvis man skal have ringvej 5.
Men realiteten er, tror jeg, at det er umuligt at forestille sig, at den placering, man har givet den tværvej, der ligger omkring Smørum, ikke vil få afgørende betydning for, hvor man i givet fald skal have en ringvej 5, og det åbner i hvert fald også det interessante spørgsmål, om den beslutning i praksis ikke er truffet.
Når det er så afgørende, er det, fordi en ny ringvej 5 med de sandsynlige vejføringer, der tegner sig, kan få afgørende negativ betydning for natur og miljø.
Det er det første spørgsmål, hvor det er lidt uklart for mig, om der i grunden er nogen enighed mellem forligspartierne om, hvordan tingene skal tolkes.
Det andet er, at SF og Det Radikale Venstre også mener, at det er vigtigt at gøre opmærksom på, at man skal sikre Natura 2000-områder mod både direkte og indirekte påvirkning af vejføringen.
Det fremgår af Det Radikale Venstre og SF's bemærkninger, at de har fået et generelt tilsagn om det fra ministeren.
Men det fremgår også, at de åbenbart mener, det er meget vigtigt at fremhæve, at de har en særlig holdning og en særlig position.
Så jeg håber da, at vi kan få afklaret, hvad der ligger i det løfte, som SF og Det Radikale Venstre har fået vedrørende beskyttelsen af Natura 2000-områder.
Den tredje uklarhed, som er dukket op, er diskussionen om, hvor hurtigt man må køre på motorvejen.
Oprindelig var der planlagt med en hastighed på 110 km/t.
Så sker der det, da lovforslaget bliver fremlagt, efter at, går jeg ud fra, de meget hastighedsbegejstrede ordførere på det her område fra Socialdemokraterne og Venstre har været henne og tale med transportministeren, at man får indføjet, at hastigheden skal være 130 km/t.
Det forudsætter ganske vist, at det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt, siger ministeren, og har dermed skubbet besværet med at skændes med Venstres og Socialdemokraternes trafikordførere over til politiet og vejmyndighederne.
Der bliver så rejst en anden diskussion, nemlig diskussionen, om det betyder noget for vejføringen, at man siger, at der skal være mulighed for at køre 130 km/t.
Man har jo i hele høringsproceduren, og da man lavede VVM-undersøgelsen, arbejdet ud fra den forudsætning, at det var 110 km/t.
Jeg har så forstået på nogle udtalelser, ministeren er kommet med til pressen – og det vil vi da gerne have bekræftet, både i Folketingets Trafikudvalg og også gerne her – at nej, det får ingen betydning for trafikføringen.
Da hastigheden jo skal tage udgangspunkt i, at der både skal tages hensyn til trafiksikkerhed, miljø, arealanvendelse osv., og at der ikke vil ske nogen forandring, bliver konklusionen nok, at bilerne kun kommer til at køre 110 km/t.
på Frederikssundmotorvejen.
Det synes jeg er uhyre fornuftigt, så det er klogt nok af transportministeren, men det er bare mærkeligt, at man sender det signal, at der bliver mulighed for at køre 130 km/t., når sådan en nærmere analyse af det fører frem til de 110 km/t.
Jeg synes da, det er lidt ærgerligt, at vi skal have ordførere herinde, der skal rejse rundt oppe i Nordsjælland og påstå, at det er sikret, at man kan køre 130 km/t.
på Frederikssundmotorvejen, når det ikke er rigtigt.
For det fremgår meget klart af det, transportministeren siger, at det ikke forholder sig sådan.
Det er sådan tre usikkerhedsmomenter, som jeg synes det er lidt underligt at vi står over for ved en anden behandling i Folketinget af en sag, som har været meget, meget grundigt drøftet i forligspartiernes kreds, og som på baggrund af, at Enhedslisten har stillet en række spørgsmål, jo også er blevet relativt grundigt behandlet i Folketingets Trafikudvalg.
Dertil kommer så, at det jo generelt set er sådan, at når man vælger Frederikssundmotorvejen på den måde, man gør her, betyder det også, at man i praksis, når man skal tage hensyn til de økonomiske realiteter og muligheden for kun at bruge pengene én gang, har fravalgt en række alternative løsninger.
Man har fravalgt det, som Enhedslisten har foreslået:
at gennemføre nogle mindre reguleringer af vejene, som ville kunne løse en del af fremkommelighedsproblemerne.
Og man har fravalgt at gennemføre forbedringer af S-togstrafikken mellem Frederikssund og hovedstaden.
Problemet er, at når man gennemfører en motorvej og ikke gennemfører forbedringer af den kollektive trafik, er sandsynligheden for, at flere og flere vil vælge motorvejen, ganske stor, og det vil betyde, at man ikke får løst de fremkommelighedsproblemer, man gerne vil løse, fordi de vil genopstå om ganske få år i endnu større udstrækning, men ganske vist så på en motorvej, og så kan man jo rejse en debat, når man kommer dertil, om motorvejen skal være sekssporet.
I stedet har Enhedslisten foreslået, at vi skulle udvide skinne-, spor- og perronkapaciteten, etablere overhalingsspor, nye stationer, vendespor og sikre, at S-togsbetjeningen altså blev bedre forstået på den måde, at man både kunne have en hurtigere S-togsbetjening på de fjerntliggende stationer og sørge for, at man kunne stoppe de steder, det var relevant.
Derudover har vi stillet en række andre forslag, som også kunne løse trængselsproblemerne uden motorvejen.
Men fordi man står fast på, at der skal asfalt til, vælger man altså at bruge de samfundsmæssige ressourcer anderledes – nemlig på en måde, som øger forureningen, øger CO
2
-udslippet, og som ikke løser trængselsproblemerne.
Vi har selvfølgelig stadig væk et håb om, at Folketingets partier vil komme til fornuft i forbindelse med udvalgsbehandlingen.
Vi håber også, at man i forbindelse med den debat, vi får senere i dag, om et beslutningsforslag, som Enhedslisten har fremsat, og som udgør et alternativ til det her lovforslag, vil kunne se, at der altså er andre veje at gå, og at disse andre veje vil være langt mere fornuftige.
I den sammenhæng håber jeg da også, at de usikkerhedsmomenter, som jo er kommet frem her i processen, måske kunne få nogen til at tænke sig om en ekstra gang og overveje, hvilke konsekvenser motorvejen kan få.
I hvert fald har vi bedt om at få sagen i udvalg endnu en gang.