Tak.
I Det Radikale Venstre er vi fortsat modstandere af oppegående tvangsfiksering, men vi har i samarbejde med SF stillet et ændringsforslag, som vi mener gør det her lovforslag en lille smule bedre.
Vores ændringsforslag støttes af Fokus og Enhedslisten.
Ændringsforslaget vil medføre, at det sagkyndige råd, som skal give tilladelse til anvendelse af oppegående tvangsfiksering, kun kan gøre det, såfremt patienten opfatter oppegående tvangsfiksering som mindre indgribende end de alternative tvangsforanstaltninger.
Det følger af psykiatrilovens § 4, stk.
2, at man altid skal anvende mindste middels princip, men hvad der er mindst indgribende er imidlertid forskelligt fra person til person og fra situation til situation, hvilket jo også blev synligt under førstebehandlingen af lovforslaget.
Nogle patienter vil f.eks.
opfatte fysisk fastholdelse som mere indgribende end bæltefiksering, mens det for andre vil være omvendt.
Fra VK's side brugte man som argument for at indføre oppegående tvangsfiksering, at en enkelt patient i en mail havde givet udtryk for, at hun gerne ville underlægges oppegående tvang frem for liggende bæltefiksering.
Derfor går jeg jo også ud fra, at der er bred enighed om, at det betyder noget, hvad patienten mener.
Med udgangspunkt i psykiatrilovens mindste middels princip og i, at det er subjektivt, hvad der opfattes som mindst indgribende, mener jeg derfor, at det er på sin plads at sikre, at det sagkyndige udvalg skal undersøge, hvilket middel patienten opfatter som mindst indgribende.
Kun hvis patienten opfatter oppegående tvangsfiksering som mindre indgribende end de relevante alternative foranstaltninger, kan rådet indstille, at der gives tilladelse.
Et af formålene med at indføre oppegående tvangsfiksering på Sikringen er jo netop, at patienten kan indgå i et socialt samvær, men jeg vil godt sætte spørgsmålstegn ved, om dette gør mere skade end gavn, hvis patienten opfatter oppegående tvangsfiksering som meget indgribende.