L 194 - 2009-10 - Bilag 2: Høringssvar fra Professionshøjskolen UCC

Høringssvar fra undervisere på Diplomuddannelsen i Uddannelses- og Erhvervsvejledning (DUE)Vejledningens strategiske betydning for opnåelse af målene i livslang læring strategierne, fremgår blandtandet af Verdensbankens og OECD ’s tværnationale undersøgelser af denne. I OECD’s evalueringsrapport,peges der på nogle af svaghederne i den danske vejledningsindsats, som menes at knytte sig til, atvejlederne ersvagt professionaliseredeog at vejledningssystemet er forindad skuendeog snævert rettetmod fragmenterede dele af unges karriereforløb (fx gennemførelse af et specifikt uddannelsesforløb).Desuden konkluderes det, at karriereperspektivet generelt er fraværende i den vejledning som tilbydes iuddannelsessystemet og at denikke adresserer behovet for at relatere vejledningen til arbejdslivets verden.Desværre bidrager reformen af vejledningsområdet i 2004 til en række kunstige opsplitninger afvejledningen i relation tilungeoguddannelse(etablering af UU – centrene),gennemførelse(snævert rettetmod et specifikt uddannelsesforløb) og ungesstudier(etablering af Studievalg). Nærværende lovforslag sesat fastholde denne fragmentering af vejledningssystemet, og det snævre indholdsmæssige fokus påafgrænsede dele af menneskers karriereforløb, fx i forhold til forskellige livsfaser (ung/voksen) og tilproblematikker der kan knytte sig hertil (gennemførelse af et uddannelsesforløb). Dette mener vi kan gøredet vanskeligt – hvis ikke umuligt – at fastholde karriereperspektivet i et sammenhængende tilbud omvejledning til alle, sådan som det fx fremgår af målsætningen i Resolution om Livslang Vejledning (2008).I Regeringens Globaliseringsoplæg fra 2006, lægges der vægt på at alle unge skal have et kvalificeretgrundlag for at vælge uddannelse og at dette skal sikres gennem tilbud omprofessionel vejledning.I trådmed OECD’s undersøgelse konstateres det også hér, at vejledningen:fortsat ikke er tilstrækkeligprofessionelog at der erbehov for at styrke vejledernes uddannelse.Vi finder det uheldigt, at der nu læggesop til den tredje gennemgribende ændring af vejledningens regelgrundlag på blot 6 år, og vi mener ikke, atde initiativer der her lægges frem bidrager til den ønskede professionalisering. Vi finder det desudenbetænkeligt at forslaget begrundes i evalueringer som er gennemført af vejledningsinitiativer, som endnuikke har haft tid til at blive fuldt implementeret (fx Rambøll, 2008). For eksempel, er det under 100personer som, på landsplan, har afsluttet diplomuddannelsen i uddannelses- og erhvervsvejledning somblev indført ved reformen i 2004. Derfor findes der p.t. ikke et statistisk grundlag for at evaluere om eneventuel professionalisering af det samlede vejlederkorps, faktuelt kunne have haft en effekt.Gennem fjernelse af bekendtgørelsen om gennemførelsesvejledning og en reduktion i taxametret på 35mio. kr., er der lagt op til atafskaffe uddannelsesinstitutionernes vejledningog til at fjerneuddannelseskravet til de personalegrupper, som fremover tænkes at varetage vejledningen af de svagestegrupper af unge – fx de unge som ikke vurderes at være uddannelsesparate. Vi mener at lovforslaget erudtryk for en sammenblanding af problemstillinger, som rettelig ”bor” mange forskellige steder og som fxkan udspringe af praktikpladssituationen, eller af elevers manglende faglige færdigheder; behov for særligepædagogiske/didaktiske tiltag, eller vanskeligheder med at træffe et karrierevalg. Derfor finder vi detbekymrende, at der fx peges på mentorordninger som universalløsning, og at disse indføres uden at dereksisterer et fagligt eller metodisk grundlag for disse og/eller overvejelser over, hvad der netop kvalificerermentorer til at tage sig af de mest udsatte unge (kvalifikationskrav, funktionsbeskrivelse o. lign.).Uddannelsesinstitutionernes vejledningsindsats har formodentlig haft stor betydning for, at mange unge ogvoksne i dag gennemfører en uddannelse og for at mange også vælger at videreuddanne sig. Det er vores

opfattelse at gennemførelsesvejledningen, gennem dennes fokus på elevens personlige mål og på dekarriereperspektiver som forskellige uddannelsesforløb åbner op for, potentielt kan spille en stor ogafgørende rolle for elevens motivation og vedholdenhed. Men at reducere og omdanne vejledning til bliveen del af en såkaldtfastholdelsesindsats,er udtryk for en sørgelig og devaluerende omskrivning af denstore indsats som uddannelsesinstitutionernes vejledere har ydet gennem det seneste halve århundrede -ikke mindst i relation til de svageste unge.Regeringens ønske om at gennemføreuddannelsespligtfor unge under 18 år, mener vi ikke hører hjemme ien lov om uddannelses- og erhvervsvejledning. Vi mener at forslaget er udtryk for en uheldigsammenblanding af regelstyring og at de myndighedsopgaver som knytter sig til administration af dennenye pligt, kan bidrage til at fjerne fokus fra vejledningsopgaven. Vi mener at opgaver som knytter an tilovervågning, kontrol og registrering af de unge er uforenelige med opbyggelsen af det tillidsforhold mellemvejleder og vejledte, som vi anser for at være en forudsætning for etablering af en vejledningsrelation. Visavner desuden debat om dette forslags konsekvenser for uddannelsesinstitutionerne og for de unges frievalg. Vi er desuden bekymrede over den øgederegistrering og samkøring af data,som lovforslaget læggerop til – ikke mindst i forhold til den påtænkte registrering af alle borgere mellem 18 og 30 år. Forslaget kantolkes som et brud med tidligere gældende forvaltningsretlige principper, der blandt andet tog afsæt i atmyndigheders ret til at indhente og/eller videregive personoplysninger, var knyttet til disses relevans iforhold til en specifik myndighedsafgørelse. Vi savner en debat om de retslige konsekvenser af dette forslagog af den betydning det kan få at pålægge vejledningssystemet yderligere administrative opgaver.Endelig finder vi forslaget om indførelse af vurdering af ungesuddannelsesparathedproblematisk, ikkemindst fordi der hér ikke skelnes mellem vurderinger på baggrund af specifikke optagelseskrav og generellevurderinger af uddannelsesparathed (som der desuden ikke findes nogen definition på!). I 1923 oprettedeman det første Psykotekniske Institut i Danmark, hvis hovedopgave det var, som det lød, ”at forebygge, atungdommen begik fejlgreb, når den fremtidige livsstilling skulle vælges”. Igennem et par årtiergennemførtes de såkaldte ”duelighedsprøver”, som havde til hensigt at vurdere om den unge egnede sig tilat indtræde i en bestemt branche. Disse blev imidlertid afskaffet, blandt andet fordi det aldrig lykkedes atudvikle metoder, som faktuelt kunne bidrage til at forudse unges uddannelsesadfærd (fx om de kunnegennemføre en uddannelse). Eksempelvis konkluderede en af datidens undersøgelser, at de unge som”dumpede” til duelighedsprøverne, ofte var nogle af dem som klarede sig bedst i de uddannelser, som devar testet i forhold til.Dengang som nu, findes der ingen videnskabelige undersøgelser der understøtter ideen om at vejledere -eller andre faggrupper for den sags skyld - kan forudse børn og unges fremtidige (uddannelses-) adfærd.Der er derfor heller ikke udviklet et metodisk grundlag, hvorpå vejledere kan ”kigge i krystalkuglen” ogforudse om en ung kan gennemføre en uddannelse. Vi mener derfor, at der er en overhængende risiko forat forslaget kan medvirke til at vejledere henvises til at begive sig af med subjektive vurderinger, eller”gæt”, fordi de reelt ikke har forudsætninger for at vurdere, det som de bliver bedt om at vurdere.Sammenholdt med den påtænkte uddannelsespligt, og de uddannelsespolitiske mål som er blevetrammesættende for kvalitetsvurdering af vejledningsindsatsen (fx at få flest muligt unge i gang med enuddannelse) mener vi, samlet set, at der med disse forslag er en stor risiko for, at man kommer til atgentage de fejltagelser man gjorde i de Psykotekniske Institutter, ved at tildele vejlederne vurderende,sorterende og dirigerende funktioner.Lis Boysen, Lisbeth HøjdalLene Poulsen og Helle Toft