Jeg vil sige, at mit indlæg er på både SF's og S' vegne.
Hovedemnet i dette lovforslag er lempelse af revisionspligten.
Lad mig indledningsvis slå fast, at både SF og Socialdemokraterne er enige i, at vi ikke bør pålægge erhvervslivet unødige administrative byrder.
Vi er derimod ikke enige med regeringen og heller ikke med Venstres ordfører i, at revision kan karakteriseres som en administrativ byrde, et synspunkt, som vi heldigvis deler med mange.
Vi ved, at revisorer gør en forskel.
Vi ved, at i syv ud af ti revisioner findes der fejl.
Vi ved, at revisorer hjælper virksomhederne med at få kredit.
Vi ved, at revisorer hindrer konkurser og hjælper i rekonstruktion af virksomheder, og jeg kan blive ved.
Vi er derimod enige med regeringen i – eller var indtil for nylig – at små og mindre virksomheder ikke har behov for samme revision som store og meget store virksomheder, et synspunkt, som vi allerede gjorde klart i 2006.
Det vil sige, at regeringen har haft masser af tid til at løse den her opgave.
Jeg var nemlig ordfører dengang, og hr.
Jacob Jensen var også i Folketinget på daværende tidspunkt, og der arbejdede vi meget med det.
Vi mener, at de små virksomheder skal have mulighed for at inddrage revisorer på en lettere måde tilpasset de små virksomheders behov.
I 2006 fik vi det ikke igennem, og det var beklageligt.
Vi var derfor meget tilfredse med, at den tidligere økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen indledte nogle konstruktive drøftelser med S og SF, som i stor udstrækning i år også blev bakket op af både FSR, FRR og en række af erhvervsorganisationerne.
Vores forslag dengang var, at der skulle indføres en revisionsstandard eller en erklæringsstandard for virksomheder med mindre omsætninger.
Vi har forståelse for, at der skal gives noget, og derfor var vi også i forhandlinger med ministeren enige i, at vi godt kunne give os på en række områder, men vi var ikke begejstrede for, at vi skulle helt op til 8 mio.
kr., for at folk blev fritaget for revision, og det var selvfølgelig helt utåleligt, at man talte om 72 mio.
kr.
som erklæringsstandard.
Men det var vigtigt efter vores mening, at der i loven kom noget ind om en erklæringsstandard, og jeg vurderer, at det, der sker nu her, er, at ved at ministeren er gået væk fra det, som Lene Espersen sagde, vil det blive ulovligt at anvende en erklæringsstandard, selv om det ville passe godt til de små virksomheder.
Det kan ikke være rimeligt, at vi ikke kan have en bedre form for det.
Vi ved, hvor vigtigt det er for samfundet, at revisorer er inde over regnskabet, og derfor er det vigtigt, at vi får lavet sådan et system.
Vi var hundrede procent indstillet på at fortsætte forhandlingerne med den nye minister.
Vi føler, at vi blev smidt ud, og det synes jeg da er ærgerligt.
Vi havde virkelig muligheden for at få lavet noget, der havde været til gavn for erhvervslivet, få lavet en erklæringsstandard, som kunne bruges.
Vi kan ikke bakke op om det forslag, der er på nuværende tidspunkt, der fritager så mange virksomheder for revision, men vi kunne have bakket op, hvis der havde været noget med erklæringsstandard.
Jeg forstår ikke ministeren.
Jeg forstår ikke, at ministeren ikke kan forstå, at det havde været bedre for erhvervslivet, at vi havde fået en bred aftale, der også ville stå ved magt efter et regeringsskifte.
Jeg kan ikke forstå, at ministeren ikke er interesseret i, at de partier, der bakker op om erklæringsstandard, var med i forhandlingerne.
Jeg kan ikke forstå, at ministeren ikke kan forstå, hvor vigtigt det er, når vi skal i gang med at diskutere uddannelse af revisorer, at vores partier også kommer med i forhandlingerne, for der er virkelig behov for at kigge på hele revisoruddannelsen.
Det havde været til gavn i stedet for at stoppe forhandlingerne, at vi havde fået det her bragt i orden, og der har været mulighed for siden 2006 at lave en ordentlig lov.
Det her er ikke godt nok, og derfor må jeg sige, at selv om vi meget gerne ville, er det ikke S og SF, der bliver taberne, det er erhvervslivet, og det er ministerens skyld.