Det her forslag handler om at udvide fodlænkeordningen fra 3 til 5 måneder.
Det er faktisk en rigtig god idé.
Det er en god idé, at mennesker, der skal afsone en fængselsstraf, og som har en tilknytning til arbejde eller uddannelse, har mulighed for at afsone med en fodlænke, altså få en GPS-sender om benet, og på den måde kan opretholde et almindeligt liv.
Derfor støtter vi faktisk forslaget.
Men når jeg går på talerstolen, er det for at sige, at vi undlader at stemme i dag.
Det gør vi, fordi der ikke er dokumentation for, at den udvidelse, som regeringen lægger op til, kan bære økonomisk.
Der tilføres simpelt hen ikke ressourcer nok til, at det vil betyde, at ordningen vil kunne klare sig.
Fodlænkeordningen er i dag utrolig presset.
Eksempelvis har vi i København et belæg på 135 pct., og vi er altså i gang med at slide vores ansatte, der kører rundt og udfører de her kontroller, ned.
De kan ikke bære, at man udvider fodlænkeordningen, så de nu skal til at løbe endnu stærkere, uden at der følger de nødvendige ressourcer med.
Så selv om vi støtter ideen om at udvide fodlænkeordningen fra 3 til 5 måneder, har vi ikke fået gode nok svar fra ministeren, der kan redegøre for, at de penge, der bliver sat af, kan dække de reelle udgifter.
Man har simpelt hen ikke ønsket at svare.
Derfor bliver vi nødt til at stemme gult.
Selv om vi synes, at det er en god idé, har vi ikke fået de rigtige svar, der garanterer, at det her ikke vil betyde, at kvaliteten i fodlænkeordningen ikke falder, og at man ikke vil slide de ansatte i fodlænkeordningen fuldstændig ned, så jeg skal meddele, at Socialdemokraterne undlader at stemme.