Fodlænken er en rigtig god ordning, hvor de, som skal afsone en kortere straf, har mulighed for at afsone i deres eget hjem, hvis de altså er tilknyttet enten en uddannelse eller arbejdsmarkedet.
Det vil sige, at der er en garanti for, at de kommer ud af deres hjem og altså ikke sidder i hjemmet 24 timer i døgnet.
Når man afsoner med fodlænke, har man egentlig nogle ret strenge vilkår.
Man har selvfølgelig udgang, når man skal gå på arbejde, man har bestemte klokkeslet, hvor man skal være inde, og overskrider man bare med et enkelt minut, går alarmen.
Der er altså tale om en intensiv overvågning af de her mennesker, som der selvfølgelig også skal være, når der er tale om en straf, der skal afsones, og alternativet er en fængselsafsoning.
Derfor synes jeg alligevel, der er grund til, at vi ser på kvaliteten af den fodlænkeordning, som vi har.
Jeg havde, som jeg sagde tidligere, fornøjelsen af i går at køre med rundt på kontrolbesøg og være med til at se, hvordan det er ude i den virkelige verden.
Og fra den virkelige verden skal jeg hilse og sige, at ordningen fungerer godt.
Folk er glade for den, men der er også det aber dabei, at de, som sidder alene i deres hjem, føler sig meget isoleret.
Dem, der ikke får besøg af venner, dem, der ikke har familie, dem, der kun ser Kriminalforsorgen, når de kommer på besøg en gang eller to om ugen, når man skal blæse i alkometeret, føler sig meget isoleret.
Og spørger man, hvordan det ville være at sidde i 5 måneder, så er svaret, at så ville et fængsel faktisk være at foretrække, fordi et åbent fængsel, hvor man ville få udgang i weekenden, hvor man ville kunne have kammeratligt samvær, og man ville kunne gå en gårdtur, faktisk er mere nænsomt, end når man sidder i en etværelses lejlighed, og man sidder der hele tiden og ikke kan gå ud.
En af dem sagde sådan til mig:
Jeg havde egentlig troet, at når nu jeg skulle afsone, så ville jeg få malet, og jeg ville få ryddet lidt op, men jeg har det ligesom dengang, jeg var arbejdsløs, jeg kan ingenting, jeg er rigtig lad, og jeg sidder bare og ser fjernsyn.
Det er der heller ingen ting i vejen med, og jeg mener, at fodlænkeordningen er en udmærket straf og et rigtig godt alternativ til dem, som er i beskæftigelse eller er i arbejde, men når vi udvider ordningen fra 3 til 5 måneder, bliver vi nødt til at tænke på, hvad det er for et tilsyn, vi har med de mennesker, som sidder i ordningen, og som altså føler den her isolation, som vi bliver nødt til at tage alvorligt.
De føler ikke, at de får særlig lange tilsynssamtaler.
I øjeblikket er belægget i Kriminalforsorgen 130 pct.
i hovedstadsregionen, hvilket vil sige, at de 1-3 besøg, vi har bestemt man skal have, oftest ender med et enkelt besøg om ugen af få minutters varighed.
Vi har ingen løsladelsessamtaler i forbindelse med, at folk skal have fodlænken af og skal videre osv., ingen planlægning af, hvordan man skal klare et liv efter afsoning, hvor man kommer ud af den her i isolation, og hvor man altså skal i gang med et liv også uden for kriminaliteten.
Vi har ingen støtte til de afsonere, som har børn.
Når folk, der har børn, kommer i fængsel, har vi forskellige støtteapparater, støttefunktioner, hvor man kan få hjælp.
Den hjælp findes ikke i fodlænkeordningen, og det er også et problem, der bliver peget på.
Der er ingen ekstern supervision af de ansatte, som kører rundt, selv om de oplever, at deres arbejdsdag er meget presset, og at de tit må gå hjem med ondt i maven, fordi der var noget, de gerne ville have gjort, som ikke kunne lade sig gøre, og så når de det simpelt hen ikke, og derfor er sygefraværet i fodlænkeordningen stærkt stigende.
Derfor synes jeg, det er bekymrende, at man – alle de gode ting i fodlænkeordningen til trods – vil udvide den nu fra 3 til 5 måneder uden at tilføre yderligere ressourcer.
Der er tale om en ordning, som har kvaliteter, som fungerer rigtig godt, men hvor de ansatte kører på pumperne, og hvor der ikke er plads til, at man udvider ordningen inden for de nuværende ressourcer.
Man kunne lette nogle ting administrativt.
Bl.a.
kunne man sørge for, at folk, der tidligere har fået afslag på at afsone i åbent fængsel, ikke skal have adgang til at søge en egnethedsvurdering, og at man derfor ikke skal bruge tid på det.
Man kunne også sørge for, at der går kortere tid, fra en tilladelse er givet, til folk skal ind at afsone, så de mange ændringer, der ellers kommer, ikke skal ind i systemet.
Der er mange ting, som jeg har stillet spørgsmål til allerede nu, som er sendt af sted, og som jeg håber vi kan tage i udvalgsbehandlingen, men jeg vil gerne advare mod at tro, at man kan udvide ordningen og bare stille sig herop på Folketingets talerstol og sige, at det her er et godt alternativ, og at det kører vi bare med, når man ved, hvad konsekvenserne vil være ude i den virkelige verden, hvor medarbejderne kører på pumperne, og hvor de, som afsoner med fodlænken, synes, at 5 måneder godt nok er lang, lang tid.
Så har vi et problem, som drejer sig om tidsfrister.
Vi har faktisk i loven nogle tidsfrister for, hvis man eksempelvis skal afsone en voldsdom.
Så må der maks.
gå 30 dage, fra tilladelsen er givet og til afsoningen begynder.
Det er i dag gennemsnitligt 4 måneder, man venter.
De mennesker, jeg var ude at besøge i går, afsonede for noget kriminalitet, som lå mellem 1 år og 1½ tilbage.
Det er lang tid at vente, og derfor må man sige, at hvis man udvider fodlænkeordningen uden at tilføre yderligere ressourcer, så må man forvente, at folk vil skulle vente endnu længere.
Derfor vil jeg gerne advare mod, at man trykker på den grønne knap, uden at vi har haft en debat om ressourcer, og vil man ikke tilføre yderligere ressourcer til fodlænkeordningen, er det mindste, man kan gøre, at tage en debat om, om vi i de regioner, vi bruger fodlænken i Danmark, har den korrekte fordeling, fordi hovedstadsområdet er så hårdt ramt med en belægning på 130 pct.