Venstres ordfører på dette lovforslag kan ikke være til stede, så jeg skal derfor på vegne af fru Sophie Løhde læse op, hvad vi mener om sagen.
Forslaget her vedrører en ændring af lov for Færøerne om rettens pleje i forhold til en samlet regulering af legemsindgreb.
Konkret foreslås det, at reglerne om legemsindgreb i den færøske retsplejelov opdateres i overensstemmelse med reglerne i den danske retsplejelov.
Det betyder bl.a., at lov om det centrale dna-register vil kunne sættes i kraft for Færøerne i overensstemmelse med de færøske myndigheders ønske herom.
For Venstre er det afgørende, at ændringerne for Færøerne i disse sager er i fuld overensstemmelse med de færøske myndigheders ønske herom, og vi noterer os, at lovforslaget forud for fremsættelsen har været forelagt de færøske myndigheder til udtalelse, ligesom vi også hæfter os ved, at det med lovforslaget forudsættes, at hjemmestyrets endelig udtalelse foreligger inden lovforslagets tredje behandling her i Folketinget.
Vi kan støtte op om forslaget, ligesom vi i Venstre ser frem til den videre udvalgsbehandling i Færøudvalget.