Indledningsvis vil jeg sige, at L 179 om skærpede sanktioner for vanvidskørsel jo er et forslag med en masse gode ting i sig.
Nu har Dansk Folkeparti været lidt kritiske over for dele af forslaget, men det betyder ikke, at vi ikke synes, at det generelt er et godt forslag, som ikke interesserer alle i salen, kan jeg høre, men der er mange gode elementer i det her, fordi der er nogle tiltag, som gør, at vi får straffet de her vanvittige mennesker, der ligger og kører rundt med for høj hastighed og slår uskyldige mennesker ihjel ude på vejene.
Så der er mange gode elementer i det.
Det, man kan sige har været et af ankepunkterne fra Dansk Folkepartis side, har været omkring narkokørsel, som er et stadig stigende problem, især blandt helt unge mennesker.
Der har vi bare ønsket nogle tilkendegivelser om, at man ville gøre noget ved det, måske ikke i det her lovforslag, men vi har stillet ændringsforslag om det.
Det har jeg så forstået ikke kan samle et flertal, det undrer jeg mig såre over, men sådan er det.
Men jeg er da glad for de tilkendegivelser, der har været, om at man vil kigge på det her i forbindelse med et generelt tjek af sanktionsniveauet i færdselsloven, når vi når til efteråret.
Mit sidste spørgsmål fik jeg lige svar på her på vej ind i salen.
Det kom på min mobiltelefon, så jeg må indrømme, at jeg ikke har nået at læse det minutiøst, men det ser ud, som om ministeren tilkendegiver at være positiv over for at hæve sanktionsniveauet, men at der er nogle ting, som jeg forstår skal undersøges i den forbindelse, og det tager vi selvfølgelig vel imod.
Så får ministeren forhåbentlig en rolig sommer, og så kan jeg godt love, at vi nok skal holde ministeren op på det, når vi mødes igen i oktober måned.
Vi støtter naturligvis det her forslag, som forhåbentlig vil være med til at lægge en dæmper på vanvittige bilister på de danske veje.