Det er jo nærmest fast kutyme for regeringen sådan med jævne mellemrum at komme med en afbureaukratiseringsplan.
Man synes, at man nu skal gøre noget ved det store bureaukrati, og det kan alle jo kun være enige i.
Denne regering har gennemført enorme mængder af bureaukrati, men man har i forbindelse med sine afbureaukratiseringsplaner gennem tiden gjort det lysende klart, at den største årsag til bureaukratiet, nemlig tvangsprivatiseringen – det, at hele den offentlige sektor skal styres, som om det var en privat virksomhed, at man kun skal se på pengene og ikke på hensynet til mennesker, og kun skal se på, hvordan private firmaer kan komme ind og overtage opgaverne og ikke på, hvordan man sikrer den bedste kvalitet – vil man ikke ændre på, heller ikke selv om man kunne fjerne store mængder af bureaukrati ved at gøre det.
Derfor bliver det jo nogle små hjørner af bureaukrati, man fjerner rundtomkring, som vi også ser i det her forslag.
Det er mange udmærkede, små steder, man fjerner bureaukratiet, men det store bureaukrati vil regeringen ikke røre af ideologiske årsager.
Hvad angår bureaukrati, er der på dagtilbudsområdet, som vi også snakker om her, noget, som jeg ikke forstår, nemlig at man ikke tager SFO'erne med ind under dagtilbudsloven, så alle dagtilbud for børn er samlet i den samme lov og under alle de samme regler, i stedet for at fritidshjemmene hører under en lovgivning, og SFO'erne hører under en fuldstændig anden lovgivning og nogle helt andre regler.
Det ville da ellers være oplagt, at de hørte under den samme lovgivning, når man nu skulle afbureaukratisere.
I forhold til lovforslaget her er det som sagt nogle udmærkede små forslag.
Der er en række kommentarer i høringssvarene, og nogle af dem peger jo også på spørgsmålet om børnemiljø, hvor man også kunne sige, at det var oplagt, at vi skulle sikre et ordentligt arbejdsmiljø for børn.
Det har vi jo diskuteret mange gange, både i Folketingssalen og udenfor.
Fordi kommunerne er så hårdt presset, bliver der virkelig også presset på dagtilbuddene, og der bliver stuvet flere og flere børn ind i vores daginstitutioner og med færre voksne til at tage sig af dem.
Så hvis man virkelig ønskede, at vi for alvor skulle gøre noget godt for vores børn, så skulle vi sørge for, at der kom nogle minimumskrav til, hvor mange børn der måtte være, og til, hvor mange voksne der skulle være til at være sammen med vores børn, så vi var sikre på, at der var nogen til at snakke med dem.
Det kommer jo også ind i forhold til spørgsmålet om sprogvurdering.
Jeg synes, det er rigtig godt, at man dropper kravet om, at samtlige børn skal sprogtestes, uanset om de har behov for det eller ej.
Jeg stoler på, at de rigtig dygtige voksne, vi har i vores vuggestuer og børnehaver, opdager, hvis der er børn, der har problemer med sproget.
Men det er klart, at det jo forudsætter, at der er voksne nok til, at de overhovedet har tid til at lytte til børnene og snakke med dem, og det kan jo blive et problem, efterhånden som man presser kommunerne mere og mere økonomisk.
Derfor skal man selvfølgelig også holde øje med, hvor mange penge der kommer på det her område.
Jeg har tænkt mig under udvalgsarbejdet lige at spørge til det her med, at det bliver en pligt for forældrene, at børnene skal sprogvurderes, hvis personalet anser, at det er nødvendigt, bare for at høre, hvor mange sager der har været, hvor forældre har modsat sig en sprogvurdering, hvis personalet har snakket med dem og forklaret, hvorfor det var nødvendigt.
Vi ved, at der er en del socialt udsatte, som er nervøse for myndighederne og for, hvad det betyder, hvis myndighederne begynder at bestemme, og der tror vi på, at dialog er rigtig vigtig.
Hvis man vurderer, at barnet er i fare med hensyn til sin udvikling, hvad enten det er fysisk eller i forhold til sprog eller andet, skal man selvfølgelig sørge for, at man får den nødvendige vurdering, men spørgsmålet er, om ikke det bedst opnås ved dialog, og derfor vil jeg gerne høre, hvor mange sager der overhovedet har været, og hvordan man har håndteret dem.
Så er der spørgsmålet om handicappede, hvor Dansk Handicap Forbund jo peger på problemet med, at man har en opdeling af normalområdet og specialområdet.
Jeg synes også, det kunne være værd at se nærmere på, hvorfor vi ikke i større omfang ser på at have nogle fælles regler, også når vi skal se videre med hensyn til, hvordan vi for alvor lever op til, at handicappede skal have samme muligheder som os andre.
Det er et punkt, jeg mener at vi skal have med i vores videre arbejde, og det er jo en af de store udfordringer i de her år, når der bliver flere og flere handicappede, hvordan vi så indretter vores samfund, så de kan være en del af samfundet, og så vi kan sørge for, at de på bedst mulig måde kan indgå både i vores dagtilbud og skoler og være med på arbejdsmarkedet osv.
Så vi synes, det er nogle udmærkede små forslag, men kunne godt tænke os, at man ville gå langt videre.