Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 3. behandling af lovforslag nr. L 172:

Forslag til lov om ændring af lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Meddelelsespligt ved længerevarende midlertidigt ophold i lande uden for EU/EØS og Schweiz samt mulighed for øget kontrol med udbetaling af social pension).

Af beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 24.03.2010. 1. behandling 26.04.2010. Betænkning 18.05.2010. 2. behandling 25.05.2010. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Fru Mette Frederiksen beder om ordet. Er det som ordfører? Hun nikker. Værsgo.

Tak for det. Jeg tager ordet til tredjebehandlingen i dag, fordi vi synes, at det her lovforslag har en meget principiel karakter. Der er ingen tvivl om, at vi som samfund skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at bekæmpe socialt bedrageri. Når man begår socialt bedrageri, forbryder man sig mod de fælles og kollektive spilleregler, og det er, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, et angreb på vores fælles velfærdssamfund. Men med det her lovforslag synes vi at regeringen og ikke mindst Dansk Folkeparti mistænkeliggør og umyndiggør en meget, meget store gruppe af borgere i Danmark.

Det bliver nemlig sådan, når lovforslaget er vedtaget, at alle landets pensionister og alle landets førtidspensionister ved udrejse af Danmark i mere end 2 måneder skal melde hos deres kommune, at de rejser, hvis de altså rejser uden for Europa. Jeg bliver bare nødt til sige, at vi heldigvis i dag i Danmark har en stor gruppe af aktive ældre, seniorer, som selvfølgelig bruger deres seniortilværelse og deres alderdom til at rejse og til at leve og til at udforske verden omkring dem. Der er masser af ældre danskere, der oplever, at deres børn og svigerbørn og måske børnebørn rejser til den anden ende af verden, og så er det selvfølgelig en naturlig del af det at leve et aktivt ældreliv, at man kan tage ud og besøge familien og være en aktiv del af deres hverdag.

Det bliver de pågældende nu begrænset i, for er man pensionist i Danmark og rejser mere end 2 måneder til et rejsemål, der ligger uden for Europa, skal man melde sig hos sin kommune. Og hvis ens rejsemål bliver forlænget, altså hvis rejsen bliver forlænget, skal man ringe eller skrive hjem til sin kommune og sige, at der nu er et andet ankomsttidspunkt end først anmeldt. Og når man så kommer hjem fra sin ferie, man har måske været i Australien hos børn og svigerbørn, skal man for tredje gang melde sig hos sin kommune for at berette – jeg ved ikke, om det er til borgmesteren eller til forvaltningen – at nu er man kommet hjem fra en rejse.

Jeg synes selvfølgelig, at det skal være sådan, at når man er et ældre menneske i Danmark, skal man kunne leve en aktiv ældretilværelse. Jeg synes, at det er ubehageligt, at man, fordi man er over 65 år, ikke længere kan rejse frit og i så lang tid, som man ønsker sig det. Derfor har vi også set med lovforslaget her, at alle organisationerne på ældreområdet selvfølgelig er rigtig sure over, at de som de eneste i Danmark nu får en meddelelsespligt ved rejser uden for landets grænser.

Man kan sige, at der er to politiske ting, der må undre os alle sammen i den her sag. Dels at en såkaldt liberal-borgerlig regering ønsker at indskrænke det enkelte individs frihed til at rejse og opleve verden, dels, og det er selvfølgelig lige så afgørende, at Dansk Folkeparti som det eneste parti lægger stemmer til det lovforslag her. Tænk, at det parti, som i andre sammenhænge påkalder sig at være et parti, der er optaget af ældres rettigheder, nu så groft mistænkeliggør og skærer alle med ældre medborgere over en kam. Derfor er der kun en ting at sige til lovforslaget her: Med alle våben skal vi selvfølgelig bekæmpe socialt bedrageri, men det er dybt problematisk og forkert at mistænkeliggøre alle mennesker over 65 år, som ønsker at rejse og opleve resten af verden. Derfor stemmer vi selvfølgelig nej til forslaget.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil blot spørge fru Mette Frederiksen, om hun kan erindre baggrunden for forslaget. Baggrunden for forslaget, som ligger her, er jo, at man har set nogle kedelige eksempler, bl.a. irakere, som har permanent dansk opholdstilladelse, og som har hævet social pension og andre velfærdsydelser i Danmark og hævet de samme ydelser i Irak. Det var en lang historie, som bl.a. Ekstra Bladet gravede ned i, og jeg erindrer, at også Socialdemokratiet var ude at råbe vagt i gevær og sige: Vi skal have en løsning, det er uacceptabelt, det er social svindel.

Nu er der en løsning, og så ser man Socialdemokratiets sande ansigt: Man ønsker ikke at gøre noget ved problemet. Kan fru Mette Frederiksen forklare, hvordan det kan forholde sig sådan?

Fru Mette Frederiksen.

Jeg synes da absolut, at regeringen skal løse problemet. Selvfølgelig skal der ikke være herboende irakere, som har dansk statsborgerskab og modtager en social pension, og som tager tilbage til Irak og på den måde omgår de danske regler og ikke i tilstrækkelig grad respekterer de fælles spilleregler, der er i Danmark. Det problem kan man da bare gøre noget ved.

Men det her lovforslag rammer alle pensionister i Danmark. Nu bliver det sådan, at alle førtidspensionister, alle pensionister, som af forskellige årsager har lyst til at rejse ud i verden igennem en længere periode, skal melde sig hos deres kommune. Ud over at jeg synes, det er et indgreb i den personlige frihed, at det er en mistænkeliggørelse af vores ældre medborgere, så er det da også et fuldstændig vanvittigt bureaukrati at indføre i kommunerne, at alle landets pensionister skal meddele deres kommune, når de ønsker at rejse ud i verden.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, det er beskæmmende at høre fru Mette Frederiksen. Man vil være med til at løse problemet, og der ligger en løsning på bordet, og så stemmer man ikke for, så er man modstander.

Jeg bliver nødt til at spørge fru Mette Frederiksen, om hun virkelig ønsker at diskriminere, for sådan hører jeg fru Mette Frederiksen. Hun siger, at der et problem, bl.a. med irakere, som modtager social service, førtidspension og andre velfærdsydelser i Danmark og hæver en fed hyre i parlamentet i Irak, og det vil hun godt være med til at løse. Men hvis vi finder en løsning med regler, der gælder for alle, vil man ikke være med, så skal der laves noget, der kun rammer irakerne. Jeg har bare svært ved at se, hvordan vi kan gøre det, og jeg kunne godt tænke mig at høre fru Mette Frederiksen forklare, hvordan vi så skal løse problemet.

Det, fru Mette Frederiksen lægger op til, er jo umiddelbart en diskriminering, hvis man kun skal ramme én gruppe. Vi har lavet nogle regler her, som virker, og som ikke lægger unødige hindringer i vejen for danske pensionister. Det handler om en simpel meldepligt, hvis man er ude at rejse i mere end 2 måneder uden for EU.

Fru Mette Frederiksen.

Jeg vil gerne have lov til at slå fast, at hvad enten vi bekæmper kriminalitet eller socialt bedrageri i vores samfund, gør vi det selvfølgelig målrettet i forhold til de mennesker, der forbryder sig mod reglerne. Det skal jo ikke være sådan, at fordi vi fra politisk hold har et ønske om at bekæmpe socialt bedrageri, skal vi lægge hele befolkningsgrupper det til last og mistænkeliggøre alle mennesker, fordi de har nået en vis alder.

Jeg synes tværtimod, man skal sende det klare signal her fra Christiansborg, at vi ønsker, at vores ældre medborgere lever så aktive liv som overhovedet muligt. Vi lever i en global verden, og vi har masser af friske pensionister, som ønsker at rejse ud i verden. Og tænk sig, nu skal de mennesker, blot fordi de har nået en vis alder, melde sig hos deres kommune, fordi de ønsker at rejse ud i verden og opleve den og bruge deres alderdom aktivt.

Det her er at skyde langt over målet. Hvis der er enkelte mennesker, der forbryder sig mod reglerne – og det er der – så bekæmp den forbrydelse og de problemer, som det medfører, men lad være med at ramme alle landets pensionister, for det er ikke rimeligt.

Så er det fru Ellen Trane Nørby for en kort bemærkning.

Det er jo en meget typisk retorik fra Socialdemokraternes side, at man nu gør det her til et forslag, som handler om de pensionister, som selvfølgelig skal have mulighed for at leve et aktivt ældreliv, for det er jo ikke det, det handler om.

Derfor er jeg bare nødt til igen at spørge fru Mette Frederiksen: Går Socialdemokraterne ind for diskrimination? For det er jo det, man har stået heroppe og sagt, nemlig at man gerne vil have, det skal gælde de irakere, vi har set eksempler på, og som har hævet både førtidspension og pension i Danmark og samtidig fået en hyre, bl.a. af det irakiske parlament. Dem vil man gerne ramme, men man vil ikke kigge på det generelt.

Det betyder jo, at man diskriminerer, og derfor vil jeg blot spørge Socialdemokraterne: Hvem er det så ud over irakerne, der skal have sådan en undtagelsesbestemmelse, når man nu ikke vil have et generelt lovforslag, men kun vil have et diskriminationslovforslag?

Fru Mette Frederiksen.

Det var dog alligevel en besynderlig argumentation, det bliver jeg nødt til at sige. Altså, jeg taler jo ikke for, at man skal lave undtagelsesbestemmelser i dansk lovgivning. Jeg taler for, at hvis der er folk, der begår socialt bedrageri – og det er der desværre – så skal man selvfølgelig i den enkelte kommune målrettet lave en ordentlig indsats, så man finder ud af det, afdækker det og efterfølgende om nødvendigt kan strafforfølge de pågældende.

Men ærlig talt, at vi har nogle enkelte borgere i det her samfund, der ikke kan finde ud af at overholde de fælles spilleregler, finder vi selvfølgelig en måde at håndtere på. Det kan da ikke legitimt betyde, at det danske Folketing kan vælge at mistænkeliggøre samtlige borgere over 65 år, som ønsker at leve aktive liv. Man kan jo ikke kalde sig selv for en liberal regering, når man indfører regler, der i den grad er umyndiggørende for mennesker, blot fordi de har nået en vis alder.

Jeg synes, det er noget pjat, og jeg synes, man skal sende det klare signal herfra, at vi ønsker, at ældre lever aktive liv, og de skal selvfølgelig ikke have meddelelsespligt, fordi de rejser til Australien.

Fru Ellen Trane Nørby for en kort bemærkning.

Fra Venstres side glæder vi os meget over de mange aktiviteter, der er for ældre mennesker i det her land, og over de mange aktive ældre, som lever et aktivt ældreliv, og det er jo heller ikke det, det her forslag går på. Derfor er det så utroligt, at Socialdemokraterne vil stå heroppe og i stedet for pege på en løsning, som vil gå imod de regler, vi ellers skal overholde som samfund, fordi den vil diskriminere nogle særlige grupper.

Fru Mette Frederiksen siger, at hun gerne vil være med til at håndtere det konkrete problem, men vi har endnu ikke én eneste gang hørt her fra talerstolen, hvordan Socialdemokraterne så vil håndtere det. Det er altid sådan, at man går ud og siger: Ja, vi synes også, det er et problem, og det vil vi gerne løse. Og når det så kommer til den konkrete lovgivning her i Folketinget, vil man ikke stemme for, og man vil heller ikke komme med alternative forslag til, hvordan man mener det skal håndteres. Det synes jeg sådan set er ærgerligt, men vi kan jo så forstå, at der skal være forskelsbehandling, hvis det står til Socialdemokraterne.

Fru Mette Frederiksen.

Nu er vi heldigvis i den situation, at man ude i den enkelte kommune jo er i stand til at handle og agere uafhængigt af Folketinget, og derfor har vi igennem de senere år set, hvordan stadig flere kommuner optrapper indsatsen over for socialt bedrageri og endda med rigtig, rigtig stor succes.

En af vores gode kollegaer her i Folketinget – fru Marianne Jelved – har lige gjort mig opmærksom på, at hun nu har nået den magiske aldersgrænse på 65 år, og det betyder, at hvis hun ønsker at rejse på et tidspunkt i mere end 2 måneder, skal hun meddele Københavns Kommune, tror jeg det er, at fru Marianne Jelved forlader landet. Og så skal fru Marianne Jelved huske, når hun kommer tilbage efter rejsen, at meddele sin kommune, at hun nu er tilbage igen. Det er jo simpelt hen en forkert måde både at drive et land på og at drive socialpolitik på.

Mennesker skal leve deres liv. Vi har tillid til, at langt, langt de fleste danske statsborgere respekterer reglerne. Dem, der ikke gør det, skal selvfølgelig straffes derfor, men at mistænkeliggøre en hel gruppe af borgere, blot fordi de er blevet ældre og er over 65 år, er simpelt hen ikke en rimelig måde at føre politik på.

Tak. Så er det hr. Morten Østergaard som ordfører.

H.C. Andersen skrev som bekendt engang: At rejse er at leve. Nu kan vi så forstå, jævnfør det her lovforslag, at det kun er sådan, hvis man orienterer kommunen på forhånd og bagefter. Der er mere end en halv million førtids- og folkepensionister i det danske samfund, og hvorfor det er, at de alle sammen skal drages ind i en historie, som Ekstra Bladet har oprullet, må stå hen i det uvisse.

Reglerne er jo sådan i dag, at man naturligvis skal have fast bopæl i Danmark for at modtage social pension, men at et ophold i udlandet i almindelighed kan vare i op til 1 år, uden at man forbryder sig mod reglerne om, at man skal have fast bopæl i landet. Altså, 1 år, det er reglerne. Nu indfører man så ved siden af et regime, hvor alle førtids- og folkepensionister, der rejser ud af landet, efter 2 måneder skal begynde at orientere kommunen. Og det er jo da besynderligt, at man, når reglerne siger, at man kan være i udlandet i op til 1 år, så allerede efter 2 måneder skal begynde at orientere kommunen. Jeg ved ikke, hvad man forestiller sig at kommunen skal gøre med alle de her henvendelser, om man så skal begynde at sætte et tælleapparat i gang eller sende kommunens folk ud forbi adressen for at se, om folk nu er vendt hjem, eller hvordan og hvorledes. I hvert fald kan man jo sige, at der går lang, lang tid, før vi kommer i en situation, hvor det bliver relevant i forhold til socialt bedrageri og den pension, som man eventuelt så ikke måtte være berettiget til.

Derfor er det her jo helt grundlæggende et udtryk for to ting. For det første er det symbolpolitik af værste skuffe. Vi har hørt hr. Karsten Lauritzen være oppe og redegøre for, at den væsentligste bevæggrund for det her lovforslag er en Ekstra Blads-historie, og det synes jeg udmærket demonstrerer, hvor langt man er kommet i den såkaldt liberale regering: Nu driver man altså politik på baggrund af Ekstra Bladets spalter. For det andet viser det, at det er mistillid sat i system. Der er noget socialt bedrageri, som ikke er blevet stoppet, og det må man jo beklage i enhver sammenhæng. Desværre forekommer socialt bedrageri jo, og alle er imod det, og alle synes, at der skal gøres en større indsats for at forhindre det, men det, at man vælger at lade de få eksempler på socialt bedrageri gå ud over alle – alle – der modtager en pension, er helt ubegribeligt.

Jeg tror, at der er rigtig mange ældre mennesker, som sparer op til deres pension, netop fordi de har lyst til at rejse, netop fordi de har lyst til at rejse mere end bare de få uger, som en almindelig ferie i løbet af et arbejdsliv tillader, og der er det bare bizart, at man nu skal til at trykke klistermærker, en omskrivning af et gammelt udtryk – jeg tror, det er fra 1970'erne – hvor man sagde: Har du talt med din kommune i dag? Nu skal man altså til at kontakte sin kommune for at orientere om de rejseplaner, man eventuelt måtte have, og ændringer undervejs, og om, hvornår man vender hjem igen. Som om kommunerne ikke havde nok at tage sig til.

Vi taler om i disse tider, at der skal effektiviseres, og at hver krone skal vendes, og nu skal kommunerne sidde og modtage henvendelser i stort tal fra borgere, der fuldstændig inden for love og regler og uden antydning af snyd eller bedrageri bare har besluttet sig for at bruge en del af deres otium på at rejse rundt og se verden. Det er fuldstændig bizart, det er symbolpolitik af værste skuffe, og det er mistillid sat i system.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Jeg vil godt gøre hr. Morten Østergaard opmærksom på, at fru Marianne Jelved og alle andre over 65 år kan rejse præcis derhen, hvor de har lyst til, og hr. Morten Østergaard kan også rejse derhen, hvor han har lyst til, det ændrer det her lovforslag overhovedet ikke på. Til gengæld sætter lovforslaget en aktiv stopper for socialt bedrageri, som vi har set nogle eksempler på. Det drejer sig ikke blot om enkeltsager, det handler om en lang række generelle eksempler, som man nu laver en løsning på.

Det er jo bizart – det kalder hr. Morten Østergaard lovforslaget – at Det Radikale Venstre endnu en gang ikke ønsker at løse et reelt problem, men kun snakker om det; det er bizart, nej, det er faktisk ikke bizart, det er jo meget logisk, at det endnu en gang er lykkedes hr. Morten Østergaard på vegne af Det Radikale Venstre at få Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti til at stemme for den politik, som Det Radikale Venstre ønsker, og det er jo en helt anden udlændinge- og integrationspolitik end den her regerings, og det er en helt anden politik i forhold til socialt bedrageri.

Hr. Morten Østergaard.

Jeg tror, at enhver, der hørte fru Mette Frederiksen på talerstolen før, kunne høre, at det var af et rent hjerte, og ikke noget, der var overtaget fra andre. Og derfor synes jeg sådan set bare, at det, hr. Karsten Lauritzen siger, jo bare understreger, hvor langt man er kommet som såkaldt liberal, når det, man siger, er, at folk naturligvis må rejse derhen, hvor de vil, de skal bare orientere deres kommune, når de tager af sted, hvis de ændrer planer undervejs, og når de kommer hjem.

Jamen det er da et sygt samfund, hvor alle mennesker skal orientere øvrigheden om deres gøren og laden. Jeg håber da, at hr. Karsten Lauritzen på et eller andet tidspunkt – måske når han kommer i opposition – vil finde frem til sit liberale sindelag igen, for jeg synes godt nok, det er lagt på hylden.

Hr. Karsten Lauritzen.

Det er muligt, at hr. Morten Østergaards sindelag indbefatter en accept af socialt bedrageri, men det gør mit og det gør Venstres ikke. Og det er da beskæmmende at opleve Det Radikale Venstres ordfører her fra Folketingets talerstol anerkende, at vi har et problem, men ikke anvise en løsning. Der ligger en løsning på bordet, som oppositionen, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og SF, ikke ønsker at stemme for, og man har ikke anvist noget alternativ – jo, fru Mette Frederiksen var i sin ordførertale inde på, at man da kunne lave en særregel, der gjaldt irakere, men det kan man ikke, og det ønsker vi ikke. Vi ønsker at løse problemet, og der ligger en reel løsning her, som ikke lægger nogen som helst rejsebegrænsninger på pensionister, hverken fru Marianne Jelved eller nogen som helst andre.

Hr. Morten Østergaard.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der har hævdet, at der ligger en begrænsning på, hvor man kan rejse hen. Det, vi bare opponerer imod, er, at man skal orientere myndighederne om sin gøren og laden. Det er det, der er bizart, og reglerne er jo, at i almindelighed anses et ophold på 1 år i udlandet ikke som at stride mod reglerne om, at man skal have fast bopæl i landet, altså 1 år.

Det, som hr. Karsten Lauritzen kalder en løsning, er, at alle, der vil rejse ud mere end 2 måneder, skal orientere kommunen, når de rejser, hvis de ændrer planer undervejs, og når de vender hjem igen. Det er jo et ekstremt bureaukrati. Det er en ekstrem kontrol, og jeg frygter, hvad det kan føre til, hvis man vil overføre det til f.eks. retsområdet: at bare lige for at der er sikkerhed for, hvor alle er, kan politiet orienteres om vores gøren og laden, for så kan man ligesom udelukke os fra, at vi vil gøre noget forkert, og vi kan fritages for mistanke, hvis der er begået en forbrydelse.

Det er jo dér, hvor det bliver rigtig grimt. Det er dér, hvor det bliver rigtig uliberalt og grænser til det totalitære, nemlig når man ikke kan bevæge sig frit uden at registrere sig, uden at orientere øvrigheden om det. Det er det, der er så skræmmende her, altså at alle ældre nu er under mistanke for socialt bedrageri og derfor for at tilfredsstille regeringens kontrolmani nu skal orientere, hvis man vil rejse mere end 2 måneder.

Så er det fru Line Barfod som ordfører.

Der var engang, hvor de fleste mennesker i Danmark blev betragtet, som om de var nogens ejendom. Der var et stavnsbånd, der gjorde, at man ikke bare selv kunne bestemme, hvor man ville opholde sig. Man skulle have tilladelse. Stavnsbåndet blev ophævet, men stadig blev man betragtet som statens, kongens ejendom.

Der var engang, hvor en ung mand ved navn Hans Christian Andersen gerne ville rejse fra Odense til København. Han var nødt til først at søge myndighederne om tilladelse, før han kunne få lov at rejse fra Odense til København. Det har vi heldigvis ændret.

I dag har vi en situation, hvor vi betragtes som selvstændige, frie borgere i landet. Vi har vores egen frihed til at bestemme, hvor vi ønsker at opholde os. Vi har sågar vores egen frihed til at bestemme, om vi ønsker at rejse til andre lande. Vi betragtes som selvstændige borgere, der ikke er nogens ejendom, og vi behøver ikke at stå til regnskab for staten, så længe vi ikke begår ulovligheder.

Det, som regeringen med det såkaldte liberale parti Venstre og Dansk Folkeparti nu ønsker, er at indføre en mistænkeliggørelse af samtlige pensionister og førtidspensionister, som om de alle sammen er mulige forbrydere, samtidig med, som andre har været inde på, at det indfører et enormt bureaukrati for kommunerne. Det er altså højst besynderligt, at fordi der er nogle få, der begår socialt bedrageri, skal alle mistænkeliggøres.

Jeg mener, at det er rigtig, rigtig afgørende at sætte ind over for socialt bedrageri. Det er fuldstændig urimeligt og uacceptabelt, at nogle på den måde snyder sig til at få flere penge, end de har krav på, og det er med til at nedbryde andres tillid til systemet. Derfor er det afgørende at sætte ressourcer ind mod dem, der begår socialt bedrageri, men der skal man jo gå målrettet efter dem, der begår forbrydelserne.

Vi har jo tidligere set eksempler på prominente mennesker i Danmark, sågar folketingsmedlemmer, der ikke helt havde styr på deres adresser, ikke helt vidste, hvor det egentlig var, de boede henne, og uberettiget fik ydelser fra det offentlige. Men det har jo ikke ført til, at man kræver, at samtlige folketingsmedlemmer eller samtlige andre i forskellige grupper konstant skal melde til myndighederne, hvor de opholder sig, og hvor de bor. Det er altså højst besynderligt, at man her vil gå efter samtlige pensionister og førtidspensionister.

Vi har set bankdirektører, der forbryder sig mod reglerne, men de bliver forgyldt, i stedet for at man går efter samtlige bankdirektører. Vi ser indimellem erhvervsfolk, der begår meget, meget alvorlige forbrydelser, men heller ikke her går man efter samtlige erhvervsfolk. Man mener tværtimod, at det er vigtigt, at man fortsat dér kan have sin frihed.

Jeg håber virkelig, at der ikke går særlig lang tid, før vi får et valg og får et nyt flertal og får lavet de her regler om, så vi ikke skal have denne kæmpe mistænkeliggørelse af samtlige pensionister og det her kæmpe bureaukrati i kommunerne.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Det her illustrerer jo ganske udmærket forskellen på regeringen og oppositionen. Det er sådan, at vi i Venstre har den principielle holdning, at det, når man modtager en social ydelse, er o.k., at der medfølger nogle krav, nogle betingelser. En af betingelserne er, at man ikke svindler, og at man ikke snyder.

Jeg bliver nødt til at spørge fru Line Barfod, om ikke det er korrekt, at man, hvis ikke man kan leve med de betingelser, der er, f.eks. den meldepligt, der er, hvis man rejser uden for EU i mere end 2 måneder, så kan lade være med at modtage den sociale ydelse. Er det ikke korrekt?

Fru Line Barfod.

Det er fuldstændig korrekt. Vi har et land, hvor enhver har ret til at dø af sult. Der er ikke noget forbud mod at dø af sult i Danmark. Det kan man godt vælge, det er helt rigtigt. Man kan også som folketingsmedlem vælge at lade være med at få sit folketingsvederlag, men fordi nogle få har forbrudt sig mod reglerne, har jeg ikke hørt det som et argument for at indføre en meldepligt for samtlige folketingsmedlemmer. Jeg har heller ikke hørt, at man indfører en enorm række skrappe betingelser for samtlige bankdirektører, fordi nogle få har forbrudt sig mod reglerne. Det er jo det, der er forskellen.

Man går ind og siger, at fordi der er nogle, der begår kriminalitet, skal alle straffes, og der skal indføres et kæmpe bureaukrati. Det er det, der er problemet med de regler, som regeringen og Dansk Folkeparti indfører.

Tak. Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Jeg bliver nødt til at korrekse fru Line Barfod. Der er jo faktisk en række betingelser knyttet til det at være folketingsmedlem. Ud over at man skal overholde grundloven, er der også en form for meldepligt, som man ser i fuldt flor i øjeblikket, og den går ud på, at man skal stemme i Folketingssalen. Det handler jo grundlæggende om, at der, hvis man modtager en velfærdsydelse, er nogle betingelser knyttet til det. Når man modtager et folketingsvederlag, er der også en forpligtelse til at møde op i Folketingssalen og gøre sin indflydelse gældende. Det vil jeg i hvert fald mene.

Men det er jo klassisk, at fru Line Barfod ønsker et samfund, hvor folk bare skal modtage sociale ydelser, der skal ingen kontrol være af det, og der skal ingen betingelser stilles. Det ønsker vi ikke i Venstre.

Fru Line Barfod.

Jeg tror, at hr. Karsten Lauritzen skal se lidt nærmere på reglerne for folketingsmedlemmer. Der er intet krav om, at man skal møde op for at stemme. Det er partiernes egne indre krav, og det er op til hvert enkelt parti, hvilke krav de vil stille. Hvis man er uden for parti, er der slet ikke noget krav, så er det op til andre at prøve at sikre, at man laver noget som helst. Men ellers er det vælgerne, der afgør, om man bliver valgt igen.

Selvfølgelig er der nogle betingelser, man skal leve op til, når man får sociale ydelser, og de betingelser er afhængige af, hvad det er for en social ydelse, man får. Hvis man får en social ydelse, fordi man er arbejdsløs, skal man tage imod det arbejde, man får tilbudt, ellers mister man sin arbejdsløshedsunderstøttelse. Hvis man derimod er blevet pensionist, får man sin pension, fordi man har nået en bestemt alder. Det har der ikke ellers været nogen betingelser knyttet til, men jeg kan forstå, at Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative nu ønsker at indføre nogle forpligtelser for pensionister, der går ud på at medvirke til at holde bureaukrater i live i kommunerne. Jeg synes, man skulle sige det åbent.

Tak til fru Line Barfod. Fru Mette Frederiksen i anden omgang, værsgo.

Jeg beder om ordet igen, fordi det selvfølgelig undrer mig og sikkert også mange andre, hvorfor Dansk Folkeparti ikke blander sig i den her debat. Jeg synes selvfølgelig, det er rigtig fint og godt, at ordførerne for de regeringsbærende partier går ind i debatten, når vi sætter spørgsmålstegn ved et lovforslag, som kommer til at have store konsekvenser for rigtig, rigtig mange mennesker. Men normalt er det jo sådan, at Dansk Folkeparti, når vi har en socialpolitisk diskussion i Folketinget, som også vedrører folkepensionisterne, sådan set ikke plejer at holde sig tilbage, og derfor ville det jo i hvert fald i mine øjne være naturligt, at Dansk Folkeparti også indgik i diskussionen i dag. Det vælger partiet så at afstå fra, og det skyldes måske, at man nok skal lede rigtig – rigtig – længe for at finde en medborger i Danmark på over 65 år, som synes, at det her forslag er godt. Jeg har talt med en del pensionister, som undrer sig over, at man, fordi man er blevet 65 år og ønsker at rejse ud i verden, så skal mistænkeliggøres, altså at det så skal ligge i kortene, at man måske kunne finde på at lave socialt bedrageri, og at man ikke har tænkt sig at efterleve reglerne.

Jeg bliver bare nødt til at sige, også til Dansk Folkeparti, at det er min klare opfattelse, at langt, langt hovedparten af vores pensionister i Danmark er aldeles lovlydige borgere, som ikke kunne drømme om at omgå den danske lovgivning, og derfor er der selvfølgelig rigtig, rigtig mange, både af vores førtidspensionister og vores folkepensionister, der synes, det er mærkeligt, og som også synes, det er lidt nedsættende, at man, fordi man skal rejse og vil bruge sin alderdom på det, så skal meddele sig ved kommunen. Derfor tager jeg ordet her i anden runde, for jeg synes selvfølgelig, at Dansk Folkeparti som regeringens parlamentariske grundlag og som det eneste parti i øvrigt, der stemmer for forslaget her, skulle bidrage til debatten, indgå i debatten og forklare os andre i Folketinget, hvorfor Dansk Folkeparti synes, det er en god idé at indføre meldepligt for landets pensionister.

Når vi fra Socialdemokratiets side, også efter debatten i dag, er fuldstændig overbeviste om, at vi skal stemme imod lovforslaget, er det altså, fordi det kort fortalt nu bliver sådan i Danmark, at man, hvis man er førtidspensionist eller folkepensionist og i et helt lovligt og legitimt ærinde ønsker at rejse uden for Danmarks grænser, så, hvis rejsemålet går uden for EU, herfra skal meddele sin kommune, at man rejser. Og hvis rejsen bliver forlænget undervejs, skal man melde det til kommunen igen, og ved hjemkomsten skal man så give en tredje meddelelse til sin kommune. Det bliver altså lovgrundlaget for førtidspensionister og folkepensionister i Danmark. Det er en aldeles tvivlsom lov, og forklaringen på, hvorfor Dansk Folkeparti ikke har ønsket den her debat i Folketingssalen, ligger nok også deri.

Tak til fru Mette Frederiksen.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og vi går til afstemning.

Vi stemmer om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For lovforslaget stemte: 59 (V, DF og KF), imod stemte: 48 (S, SF, RV og EL), hverken for eller imod stemte: 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.