Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 14 vedrørende forslag til lovom ændring af lov om hunde og dyreværnsloven (Forbud mod besiddelsemv. af visse hunde, båndpligt, aflivning af hunde, der skambider, midler-tidig frakendelse af retten til at have med dyr at gøre mv.) (L 163), somFolketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 22. april 2010.

Spørgsmål nr. 14 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om

hunde og dyreværnsloven (Forbud mod besiddelse mv. af visse hun-

de, båndpligt, aflivning af hunde, der skambider, midlertidig fra-

kendelse af retten til at have med dyr at gøre mv.) fra Folketingets

Retsudvalg:

”Hvordan vil man sikre sig imod urigtige beviser, f.eks. enfalsk eller urigtig stamtavle?”

Svar:

Det følger af hundelovens § 1 b, stk. 2, som affattet ved lovforslagets § 1,nr. 3, at politiet kan stille krav om, at besidderen dokumenterer hundesrace eller type, hvis der er tvivl om, hvorvidt en hund tilhører én af deracer eller krydsninger heraf, som er omfattet af forbuddet.Som det er redegjort for ved den samtidig besvarelse af spørgsmål nr. 13vedrørende lovforslaget, finder Justitsministeriet ikke, at der i lovtekstenbør stilles nærmere krav til, hvordan besidderen dokumenterer, at der ik-ke er tale om en forbudt hund. Besidderen kan f.eks. fremlægge en stam-bog eller dna-attest vedrørende hunden og dens forældre, eller besidderenkan fremlægge erklæringer fra personer, der kan redegøre for hundensafstamning.Det vil i første omgang være politiet, der vurderer ægtheden af den do-kumentation, som besidderen fremlægger. Politiet vil i den forbindelsef.eks. kunne kontakte den stambogsførende klub, hvis der er i tvivl omægtheden af en fremlagt stambog. Hvis en sag bliver indbragt for dom-stolene, vil det være retten, som skal vurdere ægtheden af den fremlagtedokumentation.