Også her er der jo tale om tre forskellige ting.
Den første er elpatronordningen, som den populært kaldes, som nu gøres permanent.
Det er vi rigtig godt tilfredse med.
Det eneste, jeg har at beklage mig over her, er sådan set, at det ikke er hr.
Kristian Jensen, der stadig væk er skatteminister, for jeg havde sådan set glædet mig til, at vi skulle stå og diskutere det sammen, og nu er der så kommet en ny skatteminister, som ikke rigtig har nogen forhistorie på det her område.
Men jeg vil sige, at vi er godt tilfredse med, at ordningen gøres permanent.
Det ser fint nok ud.
Der er muligvis nogle små tekniske ting, men dem kan vi stille spørgsmål om i udvalget bagefter.
Den anden del handler om, at afgiften på andre klimagasser end CO
2
sættes op, så de svarer til satserne på CO
2
-afgiften.
Det kan man selvfølgelig sige er lidt spændende.
Der er heller ikke umiddelbart noget at sige til det.
Den tredje del af det her forslag handler om nettomålerordningen for solceller.
Det er det ene, det handler om.
Den bevares nu, som den var tidligere, nemlig sådan at man afregner på årsbasis.
Det er vi rigtig glade for, fordi det oprindelige forslag, der var lagt frem, hvoraf det fremgik, at man skulle afregne på månedsbasis, sådan set var det samme som at tage livet af solcelleordningen.
Jeg vil sige, at da vi som SF'ere har en meget stor aktie i, at den her ordning er blevet gjort permanent, var vi også temmelig bestyrtede og vrede over, at den nuværende skatteministers forgænger kunne finde på at gøre sådan noget og så oven i købet gøre det uden overhovedet at snakke med os først.
Han fandt så ud af, at det også var uklogt, og trak det tilbage.
Det er rigtig godt; det er ingen skam at blive klogere.
Jeg har dog det samme spørgsmål, som hr.
Klaus Hækkerup også havde:
Kunne vi ikke gøre det sådan, at hvis alle i en bebyggelse, som har f.eks.
ti huse, gerne ville lave solceller, måtte de godt lave det som et fællesanlæg?
Det er ikke for at overskride den grænse, der er på 6 kW til den enkelte bolig.
Men kunne de ikke godt få lov til at lave et fællesanlæg?
Det kunne være, at det var lettere for dem at placere det fællesanlæg.
Det kunne også være, at det var billigere for dem.
Det kunne også være en bebyggelse på tyve huse.
Det kan jeg ikke forestille mig andet end vi egentlig godt kunne blive enige om, og jeg synes, det ville være godt, hvis vi kunne blive det.
Den sidste del af det her er den ordning, der hedder, at nettomålersystemet bliver udbredt til andre teknologier ud fra en betragtning om, at det så er teknologineutralt, at man kan have 6 kW, hvad enten det er mini-kraft-varme eller solceller eller noget andet.
Det har vi også lavet en aftale om mellem de partier, der indgik energiaftalen.
Jeg synes imidlertid, at der i den forbindelse er noget, vi lige bør vende med hinanden, og det er:
Sol passer rigtig godt til vind, fordi der er mest sol om sommeren og mest vind om vinteren.
Det øger fleksibiliteten at få mere sol ind i systemet, men det øger jo ikke fleksibiliteten, hvis vi får mere vind fra små møller ind i det samlede system.
Det synes jeg faktisk vi skulle sætte os ned at diskutere:
Har vi ramt plet, når vi gør det på den måde, som vi gør det her?
Det andet, jeg synes vi skulle diskutere, er, hvordan vi får et ordentligt reguleringssystem for de meget små møller – det, der også hedder minimøller – som der kan være rigtig gode perspektiver i, men hvor der unægteligt også kan være noget, der generer naboerne rigtig meget.
Det er helt anderledes end med store møller, som designmæssigt jo er blevet udviklet gennem mange år, og hvor man har arbejdet med at få støjen rigtig meget ned.
Det er der jo ikke arbejdet med endnu for de små møller.
De ligger i hvert fald meget tæt på andre mennesker i en række tilfælde, så jeg synes, at vi faktisk bør håndtere det samtidig, selv om det er under en anden ministers ressort.
Hvad gør vi for at sikre, at man ikke får et virvar af små møller i f.eks.
en lille landsbybebyggelse eller et boligkvarter i en større by, hvor vi risikerer at skabe badwill i stedet for goodwill om vind?