Socialdemokraterne kan støtte lovforslaget, som er en udmøntning af en aftale, som Socialdemokraterne også har været med til; en bred aftale i forlængelse af globaliseringsforliget om flere unge i uddannelse og job.
Det er et forslag, som man, hvilket fremgår helt tydeligt af de høringssvar, som ligger, er rigtig glad for ude i den sektor, som varetager den meget vigtige, men nogle gange også vanskelige opgave at give nogle uddannelsestilbud til unge, der måske ikke kan gå den lige vej gennem uddannelsessystemet.
Der har været et rigtig godt forsøg med en lærlingevej via produktionsskolerne, som produktionsskolerne selv har sat utrolig meget pris på, og som frem for alt har været meget værdifuld for de unge, der har været igennem det.
Vi er i Socialdemokratiet rigtig glade for, at den forsøgsordning nu bliver gjort permanent.
Vi har så også noteret os, at Produktionsskoleforeningen på den ene side har været glad for, at det forsøg nu er blevet permanent, men at de på anden side også har stillet nogle spørgsmål om ansvaret for den produktionsbaserede lærlingeuddannelse.
Der er blevet givet udtryk for, at det var unødig bureaukratisk, at ansvaret fortsat skulle være placeret på erhvervsskolerne, og man havde et ønske om, at det skulle være et direkte ansvar under produktionsskolerne.
Vi kan godt forstå, at Produktionsskoleforeningen har et ønske om, at der skal være mindst muligt bureaukrati, og vi synes også, at man skal kigge på, om man kan lempe nogle arbejdsgange.
Omvendt synes jeg også, det er vigtigt at understrege, at det jo altså er sådan, at produktionsskolerne ikke er dem, der driver erhvervsuddannelserne.
Men muligheden for, at de kan give praksisdelen via lærlingeforsøget, som nu bliver gjort permanent, er en rigtig god idé.
Vi tror faktisk, det er vigtigt, at vi holder fast i det enstrengede system, vi har, hvor det er erhvervsskolerne, som har ansvaret for hele det samlede uddannelsesforløb, og som er den juridiske ansvarlige person i den sammenhæng, og at økonomien så også går via erhvervsskolerne og så bliver kanaliseret ud til produktionsskolerne eller de andre, der i øvrigt måtte gennemføre praksisdelen eller vekseluddannelsesdelen af en erhvervsuddannelse.
Med de ord vil vi godt sige, at vi er rigtig glade for, at forsøget nu bliver gjort permanent, og at vi tror, at det vil være til stor gavn for den gruppe af unge, som det er rettet imod.