Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af lovforslag nr. L 146:

Forslag til lov om ændring af lov om registreret partnerskab, lov om en børnefamilieydelse og lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. (Udvidet adgang for registrerede partnere til adoption og overførsel af forældremyndighed m.v.).

Af justitsministeren (Lars Barfoed).

(Fremsættelse 25.02.2010).

Forhandlingen er åbnet.

Hr. Kim Andersen som ordfører for Venstre.

Tak for ordet. Jeg skal tilkendegive, at Venstres folketingsgruppe som sådan ikke kan støtte det forslag, der her er fremsat, lovforslag nr. L 146 om udvidet adgang for registrerede partnere til adoption og overførsel af forældremyndighed.

Vi er dog i den situation, at selv om folketingsgruppen som sådan stemmer imod dette forslag, er det jo sådan, at forslaget i høj grad drejer sig om et etisk og et principielt spørgsmål, og derfor er vores gruppemedlemmer fritstillet, og enkelte medlemmer af vores folketingsgruppe vil senere endeligt beslutte deres stillingtagen. Men for folketingsgruppen som sådan er det sådan, at vi stemmer imod, og det gør vi, fordi vi jo, når vi lovgiver her og forholder os til lovgivningen, skal – synes vi – tage et ideelt udgangspunkt, og for os at se er det ideelle, at et barn har en mor og en far og vokser op i et forhold, hvor der er en mor og en far.

Dermed ikke sagt, at andre ikke kan have den samme kærlighed til et barn, og at der kan være et nært og et tæt forhold. Det er hævet over enhver tvivl, at det kan der være, men vores opgave er altså at forholde os principielt og ideelt, og der mener vi, at det er sådan, at det i normaltilfældene vil være det bedste og det rigtigste og de mest normale rammer for et barn, at der er en mor og en far.

Samtidig er det jo sådan, at der ud over verden er mange erfaringer i det her. Vi ved i den nære omverden fra Sverige og fra Norge og fra Island, at der er mulighed for fremmedadoption, men vi ved også, at der ikke er mange eksempler på, at det rent faktisk er sket. Faktisk ved vi, at det ikke er lykkedes i de lande at indgå aftaler med afgiverlandene om at kunne modtage adoptivbørn til par af samme køn. Vi ved også, at der jo rundtomkring i verden er mange flere forældrepar, som er godkendt til adoption, end der er frigivne børn til at adoptere, og derved er vi altså ikke i en situation, hvor man kan sige, at nogle børn vil kunne få det bedre eller få flere muligheder, hvis de kunne adopteres til registrerede par end til almindelige ægtepar.

Så vi mener ikke, at der er den store begrundelse for at imødekomme det her lovforslag, og derfor har vi den indstilling, som vi har, men altså med det forbehold, at vi jo har fritstillet gruppen, og at der er enkelte medlemmer, som senere vil tilkendegive deres endelige stillingtagen. Tak.

Hr. Søren Krarup for en kort bemærkning.

Jeg vil godt stille Venstres ordfører to spørgsmål, som egentlig først og fremmest fra min side er tænkt til at skulle markere, hvad sagen egentlig drejer sig om.

Jeg vil spørge, om Venstres ordfører ikke er enig med mig i, at dette lovforslags egentlige ærinde er at ligestille ægteskab og registreret partnerskab, og det vil sige at devaluere ægteskabet som den samlivsform mellem mand og kvinde, der er grundlæggende i et samfund som vort, hvor man jo altså kan sige, at det lille samfund, familien, er basis for det store samfund i øvrigt, og at dette lovforslag altså er en del af en propaganda, der kører i øjeblikket, hvor det handler om at devaluere ægteskabet og gøre det til noget tilfældigt, som skal kunne erstattes af så meget andet.

Ordføreren.

Jeg skal klart tilkendegive, at vi i Venstre er tilhængere af og fortalere for ægteskabet. Vi tror, det er en god ramme at indrette sig i, under og med for langt de fleste mennesker. Men vi er jo forskellige, og andre indretter sig på andre måder, og det skal vi ikke ringeagte eller devaluere, det er en individuel vurdering. Vi synes, ægteskabet er en god konstruktion for en familie, og at det kan rumme både sociale og følelsesmæssige forhold, som er væsentlige for mennesker og for et tæt fællesskab og dermed også vil være en meget vigtig byggesten i et samfund og en kulturel udvikling.

Hr. Søren Krarup.

Det var det ene spørgsmål, der blev stillet for at pege på, for ikke at sige afsløre, dette lovforslags egentlige propagandistiske hensigt.

Det andet er måske mere knyttet til de politiske overvejelser, der nogle steder er gået forud for denne debat. Jeg vil spørge: Vil Venstres ordfører ikke være enig med mig i, at der ikke er noget, der hedder særligt etiske forhold?

Ethvert politisk og menneskeligt forhold er et etisk forhold. Etik betyder, at man er ansvarlig for sit forhold til en sag eller et menneske, og det vil sige, at man ikke kan dele tilværelsen op i nogle forhold, der er etiske, og andre, der ikke er det. Alle forhold, der har med mennesker at gøre, er etiske, og derfor er det meningsløst at ville gøre nogle til særligt etiske i forhold til andre.

Ordføreren.

Det tror jeg kunne blive en rigtig spændende og interessant teoretisk diskussion. Spørgeren har givetvis teoretisk set ret, men på den anden side må vi vel erkende, at der er noget, der forekommer mere etisk end andet. Altså, det her spørgsmål kunne jeg da godt kategorisere sådan i forhold til f.eks. en given skatteprocents fremskrivning eller noget tilsvarende.

Men under alle omstændigheder er det jo sådan, at folketingsmedlemmer alene er bundet af deres overbevisning, og det har vi alle sammen skrevet under på, da vi blev medlemmer af Folketinget. Det er en ret og en pligt, der er hjemlet i grundloven, og dermed er den diskussion i forhold til den aktuelle sag her jo sådan set afklaret.

Tak til ordføreren. Hr. Mogens Jensen som socialdemokratisk ordfører.

Alle folketingsmedlemmer modtog i sidste uge et brev om Emil, som kom til verden i 2006 og desværre allerede dengang måtte behandles for hiv, da Emils mor var hiv-smittet. Hun – altså moderen – har en lang sygdomshistorie, der ud over hiv også omfatter flere selvmordsforsøg og indlæggelser på psykiatriske afdelinger. Allerede inden Emil blev født, spurgte hans mor sin bror og hans samlever, om de ville hjælpe hende med Emil. De sagde ja og blev godkendt som netværksplejefamilie.

Emil sover første gang hos sin plejefamilie, da han er 2 år og 2 måneder gammel, og bor siden hos sin netværksplejefamilie i 75 pct. af tiden, fordi hans mor rammes af en lang række sygdomme, der sætter hende ude af stand til at tage forsvarligt vare på sit barn. Emils mor er i en meget lang periode bange for at dø, og der er intet hun ønsker sig mere, end at hun får ro i sindet om sin søns situation. Derfor får broderens familie Emil i døgnpleje, og han flytter permanent ind hos dem og starter i børnehaven lige rundt om hjørnet. Efter en meget lang og personlig proces beslutter Emils mor sig for at bede sin bror om at adoptere Emil.

Det er bl.a. derfor, vi står her i dag og behandler det her lovforslag, for sandheden er, og virkeligheden er, at broderen ikke kan adoptere Emil, fordi han for 5 år siden indgik registreret partnerskab med en mand. Parret kan ikke få lov til at give den omsorg, kærlighed og pleje, som de har givet Emil, lige siden han var 2 år gammel, fordi de er to mænd i registreret partnerskab.

Er det til Emils bedste? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Det er urimeligt, og det er bl.a. derfor, det er nødvendigt at gennemføre den lovændring, vi har til behandling her i dag, som sidestiller registrerede partnere med ægtefæller, når det gælder adoption.

Loven om registreret partnerskab blev allerede ændret i 1999, således at det blev muligt for par i registreret partnerskab at stedbarnsadoptere. Her anerkender vi altså allerede homoseksuelle forældre, ligesom homoseksuelle i dag også har mulighed for at blive plejeforældre. Derfor er det naturligvis også helt rimeligt nu at give homoseksuelle fulde adoptionsrettigheder, både hvad angår danske og udenlandske børn, akkurat ligesom man har gjort det i Norge, Sverige, Island, Holland, Belgien og Storbritannien. Det ligger også helt i forlængelse af, at Danmark for nylig har underskrevet Europarådets konvention af 27. november 2008, der netop giver medlemslandene mulighed for at tillade, at partnere af samme køn kan adoptere sammen.

Vi støtter selvfølgelig også fra socialdemokratisk side, at der skal foreligge en bilateral aftale mellem de pågældende donorlande og Danmark om adoption, og her viser erfaringerne fra Sverige, Belgien og Storbritannien i øvrigt også, at homoseksuelles muligheder for adoption ikke har skadet heteroseksuelles muligheder for adoption fra de involverede lande.

Som min indledning her tydeliggjorde, handler det her altså ikke kun om et opgør med urimelig diskrimination, det handler også om barnets tarv. Hvorfor skal Emil – og det gælder også andre børn – forhindres i at kunne få det forældrepar, som har været der i hele hans opvækst, og hvorfor skal børn, der lever under usle forhold et sted i verden, ikke kunne få en tryg og kærlig opvækst hos et ressourcestærkt par i registreret partnerskab?

Det bliver ofte fremført i debatten, at det skulle give særlige problemer for børn at vokse op i en homoseksuel familie. Det er der blevet forsket meget i, og den bedst kendte undersøgelse er fra Sverige, og hovedkonklusionen i den var, at man ikke kan sige, at der er nogen forskel på, om et barn er vokset op i den ene eller den anden form for familie, sådan som Emils historie faktisk også fortæller det. Det, det handler om, er, om man kan give et stabilt hjem og den nødvendige kærlighed og omsorg til et barn, og det er det, vi giver mulighed for med den her lovændring.

Fra socialdemokratisk side støtter vi altså lovforslaget, men vil i udvalgsarbejdet også medtage de ændringer, som Institut for Menneskerettigheder har foreslået, til lovforslaget, bl.a. vedrørende udbetaling af børnefamilieydelse, børnebidrag og børnetilskud – ændringsforslag, som vi umiddelbart ser er helt rigtige, men som vi vil have belyst i udvalgsarbejdet.

Hr. Søren Krarup for en kort bemærkning.

Ja, hvad er til Emils bedste? Jeg modtog også brevet, og jeg læste det, og jeg ringede til de pågældende, der havde sendt mig det, og spurgte til sagen. Det er jo fuldstændig rigtigt, at Emil har en onkel, der hedder onkel Søren, og hvis onkel Søren kun var onkel Søren, var det helt rimeligt, at han adopterede Emil. Men onkel Søren har altså valgt at leve i et registreret partnerskab, og dermed strider det imod muligheden for adoption. Der er det jo så spørgsmålet, om onkel Søren i virkeligheden ikke bruger Emil som en slags pressionsmiddel i en agitationssag til fremme af ligestilling af registreret partnerskab og ægteskab.

Så jeg har meget sympati for Emil, og jeg synes, at hans onkel Søren skulle tage sig godt af ham, men jeg synes måske også, at han skulle være varsom med at drive propaganda for en sag, der egentlig ikke har med Emil at gøre.

Ordføreren.

Jeg glad for, at Dansk Folkepartis ordfører både har læst historien om Emil og også har ringet og spurgt ind til sagen, fordi så vil han jo også vide, at Emil, siden han var 2 måneder gammel, er vokset op ikke bare med sin onkel, men med sin onkels samlever, der begge to har taget hånd om Emil. Derfor forekommer det jo mærkeligt, at man ikke som det par, man har været og er for Emil, så præcis kan overtage de adoptionsrettigheder, som om det var et hvilket som helst andet par i Danmark. Det er jo det, der er det mærkelige, og som jeg tror at mange mennesker ikke kan forstå, og derfor må jeg sige, at jeg synes, at Dansk Folkepartis spørgsmål svarer på sig selv. Det skal selvfølgelig være muligt, at de to kan adoptere Emil.

Hr. Søren Krarup.

[Lydudfald] … bliver ved med at sige, at jeg ikke er ordfører, men jeg er interesseret i sagen, også fordi jeg er interesseret i at forsvare ægteskabet imod de angreb, der i øjeblikket rettes mod det.

Jeg vil sige, at når sagen her virkelig har en alvorlig pointe, er det jo for det første, fordi der er tale om beslægtede – en nevø – og for det andet, fordi det er en dreng. Jeg vil indrømme, at man godt kunne sige, der burde være mulighed for det. Jeg synes afgjort, at det skal fastholdes, at man ikke kan adoptere børn i et registreret partnerskab, men jeg synes, at det er fuldstændig rigtigt, at der måske burde være en mulighed for at udskille reglen her i en mindre regel, som gjorde det muligt, når der er tale om decideret slægtskab og af samme køn – altså en onkel Søren og Emil.

Men, altså, jeg vil ikke acceptere, og det er jo også det, der ligger i brevet, at Emil skal bruges som agitation imod det, der er en indlysende ting i et vestligt, kristent samfund, nemlig ægteskabet som den samlivsform, der betrygger familien.

Ordføreren.

Jamen jeg synes jo ikke, at Emils sag bliver brugt som agitation mod ægteskabet. Det her har intet at gøre med, om man er imod eller for ægteskabet. For Socialdemokraterne er ægteskabet også vigtigt, men det, der er afgørende her, er, at der er to mennesker, der har taget sig af Emil, siden han var 2 måneder gammel – to mennesker, der bor i et parforhold. Derfor bør det selvfølgelig også være rimeligt, når det er morens ønske, at de to skal adoptere Emil, fordi hun tror på, at de kan tage vare på ham, som de har gjort, siden han var 2 måneder gammel, at det skal kunne lade sig gøre.

Hvis man ser på den historie – og der kan findes flere af dem – mener jeg, at man må give det klare svar til hr. Søren Krarup, at det er, synes jeg, agitation mod fornuften, hvis man ikke stemmer for det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Så er det hr. René Christensen for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge hr. Mogens Jensen i sagen med Emil, som jeg tror at alle Folketingets medlemmer har læst, og som er fremlagt fuldstændig korrekt, om man kan sidestille Emil med et barn, som skal adopteres udefra, og som ikke har den her familierelation, det vil altså sige en sag, hvor man fra en myndigheds side, fra en anden side, ligesom fratager det her barn chancen for at leve et familieliv, hvor der er en kvinde og en mand. Vil ordføreren sidestille de to sager med hinanden, for det er jo det, lovforslaget lægger op til, altså at man sidestiller de to sager med hinanden?

Ordføreren.

Det, der her er spørgsmålet, er, om to af samme køn i et registreret partnerskab kan give den samme tryghed og kærlighed til et barn, som enten et andet forældrepar eller en enlig kan gøre. Mit udgangspunkt er: Ja, det kan de. Det var også det, som jeg henviste til i mit ordførerindlæg at den undersøgelse, som er gennemført i Sverige, rent faktisk viser.

Uanset om Emils historie handler om, at det er Emils onkel, der adopterer Emil, eller det havde været den bedste ven til moren, som moren havde tiltro til kunne varetage Emils fremtid, så bør det selvfølgelig være muligt, at et sådant par kan adoptere, uanset om de lever sammen og er personer af samme køn.

Hr. René Christensen.

Det er jo ret interessant, for jeg synes, at der er meget, meget stor forskel. I alle andre sager taler vi om barnets tarv. Hvad er barnets tarv? Der er ingen tvivl om, at hvis man som barn er knyttet til et menneske, har man ikke noget forhold til denne persons seksuelle observans. Det er barnet fuldstændig ligeglad med, barnet er knyttet til den person. Og det er jo tilfældet i Emils sag, som ordføreren selv bragte op.

Det kan man jo ikke sige, hvis man bliver accepteret som adoptivforældre og dermed kan få et barn udefra. Så er der jo ikke den her tilknytning til den ene eller den anden i det her parforhold, og så kan man jo ikke sidestille de to sager. Så jeg vil godt spørge ordføreren, om ordføreren kunne være tilfreds med, at lovgivningen blev ændret, så det kun drejede sig om, at homoseksuelle par kunne adoptere i de tilfælde, hvor der var personlige relationer, for det vil vi da meget gerne stille et ændringsforslag om.

Ordføreren.

Jeg synes sagtens, at de to sager kan sammenlignes, for det her handler om, hvorvidt et par af samme køn kan give et barn en kærlig og tryg opvækst – det kan de efter min opfattelse i Emils tilfælde. Det vil de også kunne, hvis det var et barn, som skulle adopteres fra et andet land. De her to kunne give nøjagtig den samme kærlighed og omsorg til et barn fra et andet land, som de kan give Emil.

Som sagt: Der er ikke noget som helst i nogen undersøgelser, der tyder på, at et barn, der vokser op hos et par af samme køn, ikke får nøjagtig den samme trygge opvækst eller bliver lige så lidt udsat for chikane og mobning som et barn, der vokser op i heteroseksuelle ægteskaber.

Tak til ordføreren. Og så er det hr. René Christensen som ordfører.

Dette lovforslag har til formål at gennemføre ændringer, sådan at registrerede partnere får adgang til at adoptere danske og udenlandske børn efter samme regler, som gælder for ægtefæller. Det er jo en udløber af beslutningsforslaget fra sidste samling, som Dansk Folkeparti ved den lejlighed stemte nej til. Og derfor kan vi heller ikke støtte det her forslag nu.

Men hvorfor kan vi så ikke støtte forslaget? Det er faktisk sådan, at det stadig væk er Dansk Folkepartis holdning, at vi ikke ønsker, at to kvinder eller to mænd, som er registreret som partnere, får mulighed for adoption. Vi mener faktisk stadig, at der bør være mulighed for både en kvinde og en mand i børns liv. Vi er selvfølgelig klar over, at der er mange, som lever deres liv på mange forskellige måder, og det vil vi ikke blande os i; det er helt i orden. Men som udgangspunkt ønsker vi, at børn oplever muligheden for et familieliv med en kvinde og en mand.

Kvinder og mænd er jo forskellige, og det har vi set i forbindelse med flere forslag herinde, hvor man sådan vil kønskvotere til bestyrelser og andet; der er forskel på mænd og kvinder. Og mænd og kvinder tilbyder selvfølgelig forskellige oplevelser for barnet, og det er jo faktisk også derfor, at der er så stor søgning efter mandlige pædagoger i daginstitutioner, altså fordi man gerne vil have, at der også er mænd der, fordi børnene får forskellige oplevelser med mænd og kvinder. Vi mener faktisk stadig væk, at det er en kvalitet for et barn at have en mor og en far, en kvinde og en mand.

Det er også stadig væk sådan – det viser alle undersøgelser også – at det er en kvalitet for et barn, at mor og far faktisk også bor sammen. Men det er, som om det familieliv, som langt de fleste af os trods alt lever i dag, er blevet gammeldags og utidssvarende. Når man sådan kigger ud på, hvad der sker, kan vi se, at vi alle sammen skal udleve vores drømme. Vi skal være singler hele livet, vi skal ikke stå til regnskab for nogen. Livet drejer sig i dag om en personlig tilfredshed, og den enkelte skal ikke stå til regnskab over for nogen. Det drejer sig om, hvad jeg vil have, og hvad jeg har behov for.

Det her forslag fortæller langt mere om – hvis jeg må bruge det udtryk – hvad de voksne ønsker, i stedet for at fortælle om, hvad børnene ønsker, og hvorfor børnene skal adopteres. Det her forslag er jo, for at de homoseksuelle kan få et barn; det er ikke, fordi barnet skal have nogle forældre. Vi er selvfølgelig fuldt ud klar over, at homoseksuelle par for nogles vedkommende kan give et barn en god og tryg barndom, men vi mener stadig væk ikke, at et barn skal fratages muligheden for at have forældre af begge køn. Og når man gør det her, fratager man barnet det, som er en del af at være barn, nemlig at have de oplevelser, det er at have en far og en mor, en mand og en kvinde. Familielivet er under pres, og det her lovforslag viser, at børn er blevet noget, man har ret til, at børn er noget, man vil have. Og hvis et homoseksuelt par ønsker at vise et billede og det så kræver et barn, jamen så skal også være muligt.

Man kan sige, at millioner af børn i verden lever under kummerlige forhold, og at en stor indsats kunne hjælpe, men er det det her, der hjælper? Er det det her, der kan være et positivt skridt i den rigtige retning? Det er nok det argument, der vil komme, men det her er ikke det, der flytter det. Det er for så vidt et ganske udmærket argument at bruge, men det flytter ikke noget.

Der er faktisk børn ude i verden, som har det rigtig skidt, og hvordan hjælper vi dem? Det er ikke med det her forslag. Jeg har haft flere møder med Adoption & Samfund, og det viser sig faktisk, at det jo ikke er adoptionsfamilier, der mangler; det er faktisk børn, der mangler. Der er masser af par, ganske almindelige par, en kvinde og en mand, som gerne vil tage imod de her børn. Så det er ikke for at hjælpe børnene; det er, fordi de homoseksuelle ønsker at få et andet billede.

Jeg vil sige, at vi i Dansk Folkeparti faktisk understøtter familielivet med en mor og en far, en mand og en kvinde, selv om det er under kraftigt pres fra alle sider, og vi ser faktisk rigtig, rigtig mange kvaliteter i udtrykket kernefamilien og i den tryghed, som kernefamilien faktisk giver et barn. Og så vil jeg i forhold til Emilsagen, som jeg ikke vil gå så meget ind i, sige, at det er et eksempel på, at man virkelig kigger på barnets tarv, hvis man siger, at Emil selvfølgelig skal være hos sin onkel, fordi man der kigger på barnet.

Det lovforslag her lægger op til, at man kigger på det homoseksuelle par. Det er det homoseksuelle par, der har et ønske om et barn; det er ikke barnet, der har et ønske om nogle forældre, for muligheden for dem er til stede. Og derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Hr. Mogens Jensen for en kort bemærkning.

Jeg vil godt spørge Dansk Folkepartis ordfører, om ordføreren er klar over, hvor mange børn der lever med enten kun en mor eller en far i Danmark, noget, som altså ikke lever op til Dansk Folkepartis prisværdige ideal om kernefamilien og det at have to forældre. Men det er altså en virkelighed for utrolig mange børn, og jeg kunne da godt tænke mig at spørge, hvad ordføreren så har tænkt sig at gøre ved den situation, hvis barnet har ret til en far og mor i sin opvækst.

Det, jeg egentlig vil spørge om, er, om ordføreren er bekendt med nogen som helst form for undersøgelse, der viser, at et barn, der vokser op med et forældrepar af forskelligt køn, får en dårligere opvækst end et barn, der vokser op med et forældrepar af samme køn.

Ordføreren.

Nu bliver det så en helt anden diskussion. Jeg er fuldstændig enig i, at et par, hvor det er samme køn, sagtens kan give et barn masser af kærlighed og alt det, som ordføreren også selv sagde heroppefra. Det er jeg ikke i tvivl om at der er nogle der vil kunne gøre. Der findes jo også dårlige familier, hvor der er en mor og en far, som ikke magter at passe deres børn ordentligt, og hvor det ville være langt bedre med en anden familieform. Det er ikke det, vi diskuterer.

Når man laver en adoption, vælger man for barnet og siger til dette barn: Vi har nu valgt, at du skal komme til en familie, hvor der enten ikke er en mand eller ikke er en kvinde. Jeg tror, at ordføreren vil give mig ret i, at der er forskel på mænd og kvinder. Der er forskel på mænd og kvinder. Der er forskel på, hvad mænd og kvinder giver et barn af positive ting, og så siger vi bare, at hvis man virkelig skal tage et barn fra et andet sted til en ny familie, så skal det da være en familie, der er så optimal og kan give det barn det maksimale, altså både hvad en mand kan give, og hvad en kvinde kan give.

Hr. Mogens Jensen.

Nu har jeg bemærket, at Adoption og Samfund sådan set er tilfredse med den her lovændring og det, at det altså også bliver muligt nu for homoseksuelle at fremmedadoptere.

Lad os sige, at vi har en gruppe forældre, der skal vurderes i forhold til, om de kan adoptere. Når man så tæller opfyldelsesgraden af alle kriterierne sammen, viser det sig, at det homoseksuelle par rent faktisk er dem, der boner mest ud på skalaen; det er dem, der har de bedste vilkår – økonomisk, socialt, uddannelsesmæssigt – at tage imod det pågældende barn på. Mener ordføreren så, at man skal vælge nogen længere nede på listen – altså en af de familier, der har dårligere kvaliteter og har færre points i forhold til at kunne tage sig af barnet – bare fordi det så er et heteroseksuelt par?

Ordføreren.

Det var da sjovt, for nu spurgte ordføreren mig jo, om jeg kendte nogen undersøgelser, der viste, at homoseksuelle par skulle være ringere forældre, og der sagde jeg: Nej, det kender jeg ikke til. Men jeg tror heller ikke, der er nogen, der kender til nogen undersøgelse, der siger, at man har svært ved at skaffe adoptivforældre i Danmark, der er egnede. Det er faktisk sådan, at vi kan skaffe de familier; der er masser af familier, der gerne vil have børnene. Det er børnene, der er problemet.

Så man kan ikke sige, at det her gør, at der nu vil komme flere børn fra fattigdom til Danmark og få en god opvækst. Det gør det ikke. Det her gør det, at der er nogle homoseksuelle par, som får lov til at adoptere et barn, fordi de ønsker det. Og det er jo da en helt reel diskussion at tage. Vi siger bare: Jamen vi vil gerne varetage barnets tarv. Hvad mener vi, er bedst for barnet? Vi mener som udgangspunkt, det er bedst for barnet at have en mulighed for at have en far og en mor. Og det er fuldstændig korrekt, som det blev nævnt i det tidligere spørgsmål, at der er masser af familier, der lever anderledes. Men som udgangspunkt bør man da som barn have mulighed for at få de oplevelser, som en mand og en kvinde kan give.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Det drejer sig bare om en enkelt ting, som ordføreren nævnte, nemlig at det her handlede om, at homoseksuelle skulle have ret til børn osv. Der vil jeg bare stille et simpelt spørgsmål: Kan vi ikke blive enige om, at det her forslag handler om, at man har ret til at blive vurderet som adoptionsforældre? Det er det, forslaget handler om.

Jeg er sådan set enig med ordføreren i, at der ikke er nogen, der har ret til børn, hverken homoseksuelle eller heteroseksuelle, enlige eller par, men det handler om en lige adgang til retten til at blive vurderet som adoptionsforældre. Det er det, der er pointen.

Ordføreren.

Jo, sådan kan man godt udlægge det, men der ligger jo også noget andet i det. Jeg håber ikke, det kommer bag på nogen, men hvis man lever som et homoseksuelt par, kan det med at få børn jo ikke lade sig gøre. Det kan jo ikke lade sig gøre at få børn på den ganske almindelige måde, som det kan, når der er tale om en mand og en kvinde. Derfor kommer det her så til at handle om at få en ret til at blive vurderet, med henblik på om man så kan få et barn på en anden måde, for det jo ikke kan lade sig gøre ad naturens vej.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Nu har jeg godt hørt ordførerens og Dansk Folkepartis forsvar for ægteskabet, men tro mig, det kan lade sig gøre ved den naturlige metode, som ordføreren kalder det, med en mand og en kvinde, for man kan jo sådan set bare få barnet med en, som ikke er en del af parforholdet, hvis det endelig er – det sker jo i stort omfang. Man kan i øvrigt også blive insemineret, hvis man er lesbisk osv., så der er masser af muligheder for at få børn. Altså, børn er jo ikke svære at få, for nu at sige det sådan.

Men når ordføreren ikke vil give mig ret i det, jeg spurgte om før, vil det så sige, at heteroseksuelle par, mand og kvinde, som ønsker at adoptere, har en ret til børn? Det ligger der jo implicit i det, ordføreren siger. Gør de det kun for deres egen skyld og ikke for barnets skyld? Det må jeg gå ud fra at ordføreren mener.

Jeg synes, at man taler familieidealer i stedet for at forholde sig til indholdet i forslaget, som handler om, om man skal have ret til at blive vurderet. Der er ingen, der har ret til børn – i hvert fald ikke ifølge Liberal Alliances overbevisning.

Ordføreren.

Jeg skal starte med at sige, at jeg ikke kommer ret tit i Sundhedsudvalget, men hvad angår et homoseksuelt par, der består af to mænd, vil jeg godt se dem, der kan blive insemineret og få et barn i sådan et forhold. Det kan da i hvert fald ikke lade sig gøre.

Med hensyn til det andet vil jeg sige, at jeg ser det her som et udtryk for, at man lever i et parforhold, og det skal man have lov til – det er der ikke nogen, der vil bestride; som menneske må man leve, som man vil – men nogle gange må man også sige, at man er i den situation, man er i, og så må man også leve sit liv ud fra de vilkår, man nu har. Og hvis man har valgt – valgt er måske et forkert udtryk at bruge, og det er der nok nogle der vil skyde mig i skoene – den situation, man nu er i, og lever i et homoseksuelt parforhold, så er det med børn utrolig svært, det kan ikke lade sig gøre, og det burde ikke kunne lade sig gøre.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Mener Dansk Folkeparti, at børn, der vokser op med en enlig mor eller en enlig far, har en dårligere opvækst, et dårligere liv, end børn, der vokser op med både en far og en mor?

Ordføreren.

Man kan ikke sige, at sådan er det. Det kan man ikke. Men det, vi jo også hele tiden siger, er, at som udgangspunkt mener vi barnet bør have ret til en far og en mor. Der er også masser af enlige, som er blevet skilt, og hvor barnet stadig væk har kontakt med sin far eller sin mor, eller har kontakt med en anden mand, der måske er kommet ind i forholdet, eller en anden kvinde, der er kommet ind i forholdet. Vores holdning til det er bare, at i forhold til det at leve i en familie sammen med sine forældre, om de er biologiske eller ej, er der altså en forskel på, hvordan mænd og kvinder – hvad skal man sige? – påvirker et barn og giver det her barn nogle muligheder for at få det fulde liv, som man skal have i sin barndom, og som man skal bruge, når man bliver voksen. Der er forskellig påvirkning i forhold til, hvad mænd og kvinder kan give.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Så jeg kan forstå på ordføreren, at det budskab, Dansk Folkeparti gerne vil sende til de mange tusindvis af børn, der vokser op i Danmark uden både en far og en mor, er, at de som udgangspunkt har en dårligere opvækst end børn, der vokser op med både en far og en mor. Det er et særligt signal at sende, synes jeg.

Der kom ikke et svar på det spørgsmål, som hr. Mogens Jensen, Socialdemokraternes ordfører, stillede, i forbindelse med at det, når man vælger adoptivforældre, altså når man skal udvælge, hvilke forældre der skal adoptere, jo må handle om at finde de bedste, dem, der vil være allerallerbedst til at varetage det pågældende barns tarv. Kunne Dansk Folkepartis ordfører ikke forestille sig en situation, hvor det ud af den gruppe af voksne par, af voksne mennesker, der ønsker at adoptere, faktisk var et par bestående af to mænd eller to kvinder, der var mest kvalificeret? Altså, kunne man ikke sagtens forestille sig den situation? Og er målet, når vi skal vælge adoptivforældre, ikke lige præcis at finde de forældre, der er bedst kvalificeret?

Ordføreren.

Vi skal altid vælge de forældre, der er bedst kvalificeret. Selvfølgelig skal vi det, og det er der også mulighed for at gøre med ganske almindelige par med mænd og kvinder. Jeg har givet udtryk for flere gange, at det her ikke er for at afhjælpe, at vi ikke har forældrepar nok.

I forhold til det med enlige forældre kunne jeg vende det om. Nu kan ordføreren ikke svare, men prøv at spørge børn, hvis forældre er blevet skilt: Ønskede du, at dine forældre skulle blive skilt? Var du glad, da dine forældre blev skilt? Er du glad for, at du ikke bor sammen med din far? Er du glad for, at du ikke bor sammen med din mor? De fleste børn ville ønske, at deres forældre stadig væk var sammen. Langt de fleste børn vil gerne have, at deres forældre bor sammen.

Jeg ved, at det er fuldstændig gammeldags, og at Enhedslisten synes, det er ganske forfærdeligt. Det, at en mand og en kvinde bor sammen med deres børn og tager på ferietur med deres børn og alt det her, er gammeldags og virker ikke mere. Jeg kan forstå, at man har den holdning i Enhedslisten, men det har vi ikke. Vi vil gerne have, at de her børn er glade børn og har et forhold til både deres mor og far.

Fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Ja, det er jo interessant. Altså, det er da rigtigt, at hvis man spørger børn, lige når deres forældre skal skilles, om de synes, det er en god idé, at forældrene skal skilles, vil samtlige børn sige nej. Det synes de ikke er en god idé. Men det behøver jo ikke at være sandheden, der kommer frem på den måde, vel?

Det, jeg synes er interessant ved DF, er jo, at DF mener, at der er en ganske bestemt måde, man skal leve på, for at det er i orden. Det er jo det, som ordføreren signalerer. Alt andet er ikke i orden.

Altså, livet leves jo. Og det vil sige, at nogle forældre er så heldige, at de kan blive sammen hele livet. Det kommer der somme tider nogle gode ægteskaber ud af, og jeg skulle hilse og sige, at det kommer der også somme tider nogle særdeles dårlige ægteskaber ud af; det kommer der somme tider nogle lykkelig børn ud af, og det kommer der somme tider nogle rigtig ulykkelige børn ud af. Sådan er livet jo.

Jeg synes, Dansk Folkeparti gør sig til dommer over mennesker. Man skal selvfølgelig finde de mest egnede. Hvem mener Dansk Folkeparti er de mest egnede forældre?

Ordføreren.

Hvis der nu var blevet lyttet til, hvad jeg egentlig startede med at sige i min ordførertale, ville man have hørt, at jeg faktisk sagde, at folk må leve, som de vil. Vi vil på ingen måde bestemme, hvordan folk skal leve. Det skal vi ikke, og det vil vi ikke. Men vi kan jo godt være med til så at spørge, om man, når man har valgt at leve et bestemt liv, så også skal have lov til at påvirke andre med det liv. Det vil sige, at man kan leve, som man vil, men det her kan jo flytte sig. Hvad man synes, der er acceptabelt, kan jo hele tiden flytte sig, og så kan man trække børn ind i den måde, man nu ønsker at leve på.

Vi siger bare: Voksne mennesker må leve, som de vil. Om de vil leve heteroseksuelt eller homoseksuelt, må de selv om. Men når det gælder det med at få et barn udefra, som ikke selv har truffet det valg at komme ind i det forhold, mener vi ikke, at vi skal træffe det valg for det barn. Det mener vi ikke vi skal udsætte det barn for. Det barn skal have ret til en far og en mor, som alle børn jo som udgangspunkt har, for ellers var de ikke blevet til.

Fru Lone Dybkjær.

Det ville være rart, hvis Dansk Folkeparti havde den samme opfattelse, når det gælder asylbørn, men det er så en anden diskussion.

Altså, om det der meget omhyggelige med, at børn skal ind i en idealfamilie, vil jeg sige, at de jo ikke findes. Jeg synes, at Dansk Folkeparti opbygger en idealfamilie, som ikke eksisterer.

Men så til det konkrete: Vil Dansk Folkeparti stille et ændringsforslag, der gør, at situationen Emil kan løses?

Ordføreren.

Jamen det kommer jo an på, hvordan stemmefordelingen kommer til at se ud med det her forslag, for det er en anden situation. Der snakker vi om barnets tarv. Der er det jo ikke et homoseksuelt par, der ønsker sig et barn; der er det et barn, som ønsker sig nogle forældre, som barnet har relationer til. Og jeg synes, det er en helt anden situation at bringe ind i denne sag. Det er en rigtig god sag at putte ind i det. Man kan sige, at hvis der er flertal for det her, kommer det jo igennem. Hvis der ikke er flertal for det, vil vi meget gerne samarbejde om at lave et ændringsforslag om det, så man kigger på de her særlige tilfælde som eksempelvis sagen med Emil, for her gælder det barnets tarv.

Så synes jeg, det er flot at høre, at familien bare er død. Det accepterer vi ikke. Vi accepterer ikke, at man siger, at kernefamilien med en mor og en far bare ikke duer, at den er gammeldags, og at vi bare skal acceptere, at det er sådan, at den ikke findes mere. Det accepterer vi ikke. Vi vil rigtig gerne hjælpe familierne igennem, sådan at de kan forblive familier med en mor og en far og beholde deres børn derhjemme. Det er langt det bedste for alle parter.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke SF's ordfører i salen, og så er det fru Vivi Kier som konservativ ordfører.

Børn har ret til voksne, men voksne har ikke ret til at få børn. Det skal være mine indledende ord til den her debat i dag om homoseksuelles ret til at kunne adoptere børn. Lovforslaget i dag udspringer jo af sidste års debat i anledning af beslutningsforslaget om samme emne - et forslag, der fik et flertal her i salen, og som følge heraf står vi nu med et forslag, der skal sikre homoseksuelle ret til at kunne adoptere børn.

Jeg vil gerne slå fast med det samme: Homoseksuelle kan være lige så kærlige, omsorgsfulde og ansvarlige forældre som alle andre. Ja, de kan også være lige så forfærdelige forældre som alle andre. Men når jeg og hele den konservative folketingsgruppe stemmer imod det her lovforslag, skal det ses i et helt andet lys.

Jeg mener, at et barn har ret til en mor og en far. Jeg ved godt, at mange par bliver skilt, men alligevel har barnet jo både sin mor og sin far. Det er altså også et faktum, at der desværre er mange ægtepar, som ikke er i stand til at få børn. Derfor har vi ventelister med par, der står i kø for at kunne adoptere et barn. Den her lov vil derfor være symbolpolitik, for indtil nu har ingen af de lande, der har givet mulighed for homoseksuelles ret til adoption, gennemført en sådan adoption. Mange donorlande ønsker ikke at bortadoptere til homoseksuelle par, og derfor vil sådan en lovgivning her være med til at skabe falske forventninger, forhåbninger, som aldrig vil kunne indfries.

Lad mig også sige, at nogle finder os Konservative gammeldags, når vi stemmer nej til det her lovforslag, men for mig betyder det noget at have en mor og en far. For mig er det en værdi af betydning, at det kræver en mor og en far at få et barn. Derfor er det mit udgangspunkt, at et barn har ret til en mor og en far. Jeg mener derimod ikke, at voksne har ret til at få børn. Efterhånden er det blevet lidt sådan, at børn er blevet en vare, som alle mener de har ret til at få. Det mener jeg ikke vi skal støtte, lige så lidt som jeg og mit parti tidligere har gået ind for, at enlige har ret til at adoptere og blive kunstigt befrugtet.

I denne sag som i så mange andre sager er hovedfokus for mig barnets tarv. Det skal altid være barnets tarv, der vægter højest. Jeg mener derfor, at barnets ret til en mor og en far skal vægte langt højere end homoseksuelles ønske om at kunne få et barn.

Så vil jeg godt slutte med at sige, at Emil jo er blevet hovedtemaet i denne debat i dag. Jeg har også modtaget brevet om Emil, og jeg vil meget gerne være med til, at vi prøver at bede ministeren, om vi kan få belyst de muligheder, der kan være for, at vi kan løse den helt særlige problematik, jeg ser i forhold til slægtsanbringelser, for her ser jeg, at det er noget med barnets tarv, som det tilsyneladende har været svært at imødekomme i den nuværende lovgivning.

Tak. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Den første er fra hr. Mogens Jensen.

Jeg vil godt starte der, hvor ordføreren sluttede, nemlig med Emils sag. Nu kender vi sagen, hvor det jo altså er morens bror og hans samlever, som har taget sig af Emil. Hvis nu det havde været morens bedste ven og hans samlever, som havde været ude i den samme situation, at de var blevet bedt om at tage sig af Emil, fra han var 2 år gammel – der var ikke noget slægtskab, det var bare bedste ven til moren, som moren havde tillid til – ville det så ikke være lige så rimeligt, at morens bedste ven og vedkommendes partner fik lov til at adoptere Emil, når nu det var morens ønske, og når de har haft med Emil at gøre, siden han var 2 år gammel? Det vil jeg gerne spørge ordføreren om.

Så vil jeg gerne spørge, om det ikke er sådan, at børn fra andre lande, der bliver adopteret til Danmark, har en far og mor i det land, de kommer fra. Handler det så ikke om at finde det bedste par i Danmark til at tage sig af dem, og hvis det er et homoseksuelt par, er det så ikke rimeligt, at det bliver dem?

Ordføreren.

Jeg skal prøve at svare kort. Det første spørgsmål handlede om, at det måske ikke lige var en slægtning, men det var nære venner, nogle, som havde fulgt barnet i dets opvækst, der skulle adoptere. For mig ligner det tilfælde det, der hedder slægtsanbringelse, familieanbringelse. Hvis nu det var mig, der var alvorligt syg og ikke magtede mit barn, og jeg havde nogle, som gerne ville tage sig af mit barn, og som jeg følte mig tryg ved, og som barnet følte sig tryg ved, så ville det ligne den model, som jeg gerne vil høre om ministeren kan belyse: Kunne der være et eller andet, man kunne gå ind at gøre her? Så jo, det mener jeg er meget ens.

Jeg skelner mellem familieadoption og fremmedadoption, og når det gælder fremmedadoption, er jeg nødt til at sige, at jeg endnu ikke har set, at man har fået en adoption igennem fra nogen af de lande, som har tilladt homoseksuelle at adoptere, fordi alle de her lande, vi har aftaler med, ikke ønsker at bortadoptere børn til homoseksuelle par.

Jeg kan godt se, at den røde lampe lyser, men til slut vil jeg sige, at det altid skal være det bedste par – selvfølgelig skal det være det.

Hr. Mogens Jensen.

Det var da rart at få afklaret, at ordføreren mener, at hvis det er familie, bedste venner eller nogen, som moren har tiltro til, så kan de godt få lov til at adoptere, selv om de er homoseksuelle. Det synes jeg er fint at få afklaret.

Hvis nu vi tillader homoseksuelle at adoptere, også når det gælder fremmedadoption, og adoptionsorganisationen, altså dem, der sidder og udvælger børnene og de forældrepar, de skal have, mener, at et homoseksuelt par vil skabe de bedste rammer for barnet på grund af deres indkomst, sociale omstændigheder, uddannelse osv., er det så ikke helt rimeligt, at det er det par, der bliver udvalgt? Hvorfor skal de ikke have muligheden for at vurdere et par, der er af samme køn, sammen med alle andre, hvis det handler om, som ordføreren siger, at barnet bare skal have den bedste familie at vokse op i?

Ordføreren.

Nu blev det et lidt langt, kringlet spørgsmål, men jeg tror godt, at jeg forstod, hvad det var, ordføreren spurgte mig om. Jeg må sige, at ender det med, at det her lovforslag bliver vedtaget, så er det klart, at homoseksuelle på lige fod med alle andre skal igennem den procedure, det er at blive godkendt som adoptivfamilie. Det er jo soleklart.

I det øjeblik, der så står et barn, som man skal finde en familie til, så skal man jo også altid finde det bedst egnede par, men det er klart, at man er nødt til at kigge på det, hvis et donorland har sagt, at de ikke vil give barnet til et homoseksuelt par. Så kan man jo ikke gå ind at placere det barn der, for så får man jo aldrig nogen aftaler i stand med de donorlande, man har aftaler med.

Der er to korte bemærkninger mere. Den ene er fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg vil starte med at sige, at jeg er helt enig i, at vi skal finde den måde, hvorpå vi bedst varetager barnets tarv. Det er lige præcis det, vi vil med det her forslag, nemlig at sørge for at vurdere, hvilke mennesker der vil være de allerallerbedste forældre, og det har ikke noget med seksualitet at gøre.

Jeg kan forstå, at De Konservative mener, at et barn har ret til en far og en mor – ret til en far og en mor. Hvad med de mange børn, der bliver født af kvinder, der ikke har noget særligt kendskab til faren? Den slags sker ude i virkeligheden; der er kvinder, der bliver gravide uden et mere indgående kendskab til den mand, de bliver gravide med, og føder børn, der jo ikke selv har valgt at vokse op uden en far. Hvad vil De Konservative gøre ved den situation? Det er jo et brud på den ret til en far, som De Konservative taler om.

Hvad vil man gøre? Og mener man, at det barn, der fødes i sådan en situation, har et dårligere liv end børn, der vokser op med både en far og en mor?

Ordføreren.

Jeg tror, at rigtig, rigtig mange mennesker, også dem, der sidder og lytter til den her debat i dag, har fulgt de der udsendelser – jeg tror nok, de hedder ... nej, der bliver jeg helt i tvivl – hvor vi ser alle de her voksne mennesker, som er ude at finde den ene af deres forældre, og det er jo lige nøjagtig den her situation, som fru Johanne Schmidt-Nielsen nævner højt.

Med hensyn til situationen med en enlig mor, hvor barnet aldrig har haft kontakt til faren, tror jeg, at det barn har en god opvækst, men vi hører jo alle børn, når de er blevet voksne, sige, at de har manglet at kende deres rødder, at de har manglet at kende den anden part, og derfor bruger de som voksne rigtig meget energi på at prøve, om de kan finde den far – som det typisk er – de aldrig har set i deres barndom.

Så jo, det betyder noget både at have en mor og en far, og det betyder rigtig meget for det enkelte barn. Selvfølgelig kan det have en god opvækst uden, men det har været noget, som har præget dennes opvækst, og som man har været meget bevidst om.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Altså, det er meget interessant, hvad der bliver sagt her. Betyder det, den konservative ordfører her siger, at Det Konservative Folkepartis holdning er, at børn, der vokser op med én forælder – en mor eller en far – har en dårligere tilværelse, en dårligere opvækst end børn, der vokser op med både en far og en mor? Er det det budskab, De Konservative vil sende til de tusindvis af børn, der vokser op med en enlig forælder, altså at det i den konservative verden forholder sig sådan, at en opvækst kun er god, hvis der både er en mand og en kvinde?

Kunne man ikke forestille sig, at der var situationer, hvor to personer af samme køn faktisk ville være bedre til at varetage et barns interesser end to personer af forskelligt køn? Kunne man ikke, når man skal vælge de bedste af de bedste adoptivforældre – og det skal vi, når børn bliver adopteret, altså vælge de bedste af de bedste adoptivforældre – forestille sig, at der kunne være situationer, hvor to kvinder eller to mænd ud af ansøgerne var de allerallerbedste til at varetage barnets tarv?

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg jo kun kan stå og være en lille smule forundret over ordførerens læggen mig ord i munden. Jeg har ikke på noget tidspunkt stået her og sagt, at et barn, der vokser op med en enlig mor eller en enlig far, og som ikke har kendskab til den anden forælder, har en dårlig opvækst. Jeg nævner bare, at alle de børn, der er vokset op sådan, har haft brug for at kende den anden af deres forældre. Så at stå og sige, at jeg har sagt, at de har en dårlig tilværelse, må stå for fru Johanne Schmidt-Nielsens egen regning. Det har jeg aldrig på noget tidspunkt sagt.

Når det gælder adoptivforældre, kan jeg jo kun gentage, hvad jeg har sagt rigtig mange gange heroppefra: Det er altid vigtigt, at barnet får de bedst egnede adoptivforældre. Men det er altså lidt hypotetisk at stå og spørge til, om de bedste adoptivforældre f.eks. ikke er et homoseksuelt par, når vi kan se, at alle de donorlande, vi har aftaler med, ikke ønsker at afgive et barn til homoseksuelle forældre.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Nu synes jeg, der går lige vel meget ideologi i diskussionen her. Altså, pointen er jo sådan set bare, at vi prøver at forholde os til det samfund, vi lever i, hvor det ikke længere er sådan, at der kun findes far-mor-børn-ikkeskilte familier. Dem er der masser af, og heldigvis for det, for jeg er sikker på, at de fleste af dem giver deres børn en tryg opvækst. Men der er jo også en lang række andre familietyper. Allerede i dag kan enhver homoseksuel få barn med andre, hvis de ellers har lyst til at dyrke sex med hinanden, og hvis de er lesbiske, kan de også blive insemineret, så der er masser af muligheder.

Spørgsmålet er så, når det handler om fremmedadoption – som altså ikke handler om adoption af børn fra fremmede lande, som det har lydt i diskussionen her i dag, men børn af andre end en selv – om det så også skal kunne lade sig gøre at blive bedømt som adoptivforældre. I virkeligheden er det jo bare en praktisk foranstaltning, der gør, at der vil være flere potentielt gode forældre til børnene. Og hvis der er flere forældre at vælge imellem til børnene, er der jo alt anden lige en større chance for at vælge nogle gode forældre. Sådan må det vel være.

Ordføreren.

Jamen jeg kan godt høre, hvad det er, jeg bliver spurgt om, og igen må jeg jo gentage, at der desværre allerede står rigtig, rigtig mange par på venteliste. Der er slet ikke så mange børn til alle de mange mennesker, der gerne vil adoptere et barn. Og hvis det her lovforslag bliver vedtaget, vil homoseksuelle jo også blive bedømt på deres forældreevner og stå der på en liste, men jeg mener bare, at vi giver dem falske forhåbninger. Siden 2003 og 2004, hvor Sverige og Norge indførte den her lov, har vi jo endnu ikke set, at et eneste donorland har afgivet et barn til homoseksuelle par. Jeg mener, det er at give falske forhåbninger. Vi har masser af par, der står på venteliste til at få et barn; vi har altså ikke et tilsvarende antal børn, som står og venter på en adoptivfamilie.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Der er jo flere ting i det her. For det første ved vi, at Sydafrika er villige til at afgive børn, det har de vedtaget i deres lovgivning; vi ved, at Belgien har modtaget et barn fra USA; vi ved, at der i Storbritannien har været en lang række indenlandske adoptioner – og det er altså også fremmedadoption, hvis det er indenlandske børn – så det passer jo ikke, for at sige det, som det er, at det ikke skulle kunne være en mulighed.

Så er det efterhånden gået op for mig, hvad jeg tror pointen i virkeligheden er. Det er jo ikke barnets tarv. Det er åbenbart synd for de par, som ville blive skubbet ud, fordi de er dårligere, hvis der var flere potentielle forældrepar, der kunne adoptere. Det er dem , det er synd for, det er slet ikke barnet. Er det det, der er pointen? vil jeg spørge fru Vivi Kier. Sådan lyder det. Nu skal de vente lidt længere, eller de bliver skubbet ud, eller hvad ved jeg. Men så er det jo deres, forældrenes tarv, og slet ikke barnets tarv, De Konservative kerer sig om.

Ordføreren.

Jeg kunne jo så lige så smilende sige, at jeg tror, at hr. Simon Emil Ammitzbøll kerer sig om de homoseksuelles tarv og ret til at få et barn. Jeg har meget fokus på barnets tarv, og jeg ville jo egentlig gerne læse min tale op en gang til og sige, at det altså betyder noget at have en mor og en far, og det er udgangspunktet for mig. Det er derfor, jeg siger nej til det lovforslag, som vi står med i dag.

Der er markeret for en sidste kort bemærkning – indtil nu i hvert fald – fra fru Lone Dybkjær.

Jeg tror, de homoseksuelle kan leve med, at de får nogle falske forhåbninger. Det tror jeg ikke fru Vivi Kier sådan skal tage sig af specielt af.

Jeg er enig i, at det ikke er nogen ret at få et barn. Men Det Konservative Folkeparti accepterer jo, at der er donorbørn, anonyme eller ikkeanonyme. Med andre ord får almindelige ægtepar et barn, selv om de ikke selv er i stand til det. Det, jeg så bare vil spørge om, er, om det ikke er i modstrid med, hvad man i øvrigt siger, eller om det er naturligt for et ægtepar at have ret til at få et barn.

Ordføreren.

Jeg må igen sige, at jeg synes, at et barn har ret til en mor og en far. Og så ved vi jo godt, at der også er par bestående af en af hvert sit køn, som egentlig ad naturens vej burde kunne få børn, men som heller ikke kan få børn og derfor kan få hjælp til at få et barn. Der ser vi jo igen på, at barnet her som udgangspunkt får en mor og en far.

Fru Lone Dybkjær.

Det vil altså sige, at der er nogle, der har ret til at få et barn, og nogle andre, der ikke har ret til at få børn. Sådan må jeg jo fortolke det. For man kunne jo også godt sige, at det var naturens orden, at et ægtepar, der ikke kunne få børn, faktisk ikke skulle have nogen børn. Altså, det har jo været sådan i mange, mange år, ikke?

Men nu forstår jeg det sådan: Et ægtepar, der ikke kan få børn, har ret til at få et barn. Så kan det jo ikke være barnets tarv, for man aner jo ikke, hvordan det barn er. Det barn har jo næppe noget særligt ønske på det tidspunkt, da man ikke ved noget som helst om, om der kommer et eller ej. Men et ægtepar har ret til at få et barn, mens andre mennesker ikke har ret til at få et barn. Sådan må man fortolke fru Vivi Kiers ord. Og så kan man jo sige, at det er meget rart, at der er visse konservative værdier, der aldrig forandrer sig.

Ordføreren.

Sådan må fru Lone Dybkjær gerne se på det her. Som jeg også nævnte det i min tale, er der jo faktisk givet mulighed for, at enlige kan adoptere, og at enlige kvinder kan blive kunstigt insemineret, og det har jo ikke været med støtte fra konservativ side. Det er igen set ud fra det helt banale synspunkt, at vi synes, at barnet som udgangspunkt har ret til en mor og en far. Så ved jeg godt, at der vil ske meget, og at man kan blive skilt, men uanset om man bliver skilt eller alle mulige andre ting måtte ske, har barnet stadig væk sin mor og sin far.

At lave en lovgivning om det her, når ikke et eneste donorland vil afgive et barn, mener jeg altså er ren symbolpolitik. For mig er det altid barnets tarv, som er vigtigst, og det er den, jeg først og fremmest kigger på.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Vi vender tilbage til ordførerrækken, og nu er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF.

Jeg skal beklage, at vores ordfører på området ikke kan være her. Han er desværre blevet syg. Men da det her jo er en rigtig, rigtig vigtig debat for SF, vi har kæmpet for ligestilling for homoseksuelle i rigtig lang tid, er det også vigtigt for os at sige noget her i dag, og det vil jeg så gøre og læse ordførertalen op.

Fra SF's side synes vi, at det er afgørende i adoptionssager, at vi i enhver sammenhæng sikrer os, at børn kan få forældre, som varetager barnets tarv på en kærlig og ordentlig vis, og i den forbindelse kan vi slet ikke se, hvorfor homoseksuelle par ikke er lige så egnede som heteroseksuelle par. En ændring i lovgivningen ser vi som en positiv udvikling for alle parter, og det er kun rimeligt, at homoseksuelle registrerede pars egnethed som adoptivforældre vurderes på lige fod med ægtepars. De skal ikke vurderes ud fra deres seksualitet, men på, om de vil være gode forældre.

Danmark skilter med at være et ligestillingsland, men der er altså desværre stadig væk en lang række områder, hvor homoseksuelle par slet ikke ser noget til den her ligestilling, og derfor synes vi faktisk, at det er rigtig glædeligt, at vi ser det forslag her i dag. Forhåbentlig får vi da en debat i gang om de basale rettigheder, som skal være lige for både homoseksuelle og heteroseksuelle.

I Danmark er det sådan, at vi faktisk allerede har en lovgivning, som tillader enlige kvinder at blive insemineret og få et barn, uden at der er en far. Enlige kvinder har også mulighed for at adoptere et barn, uden at der er en far. Det er paradoksalt, at man stadig væk nægter par af samme køn den her mulighed. Det er meget mærkeligt, at man faktisk mener, at én person er bedre til at varetage barnets tarv end f.eks. to mænd, hvor man ligesom kan sige, at der jo faktisk er lidt mere opmærksomhed omkring barnet, idet man faktisk er to i udgangspunktet.

Modstandere af forslaget argumenterer med, at barnets tarv ikke kan tilgodeses af homoseksuelle forældre, men der er rent faktisk videnskabelige undersøgelser, som viser, at det slet ikke påvirker barnets udvikling og livsvilkår i negativ retning. Homoseksuelle par er mindst lige så egnede – og måske endda bedre egnede – som heteroseksuelle par til at give adoptivbørn den tryghed og kærlighed, som de har brug for. Sverige og Storbritannien har givet homoseksuelle par lov til at adoptere, netop fordi det væsentligste hensyn er, at børn vokser op i trygge rammer, og det påvirkes ikke af forældrenes seksuelle orientering eller af det forhold, at barnet vil have to forældre af samme køn.

Millioner af børn i verden lever under kummerlige forhold, og en ændring vil også være med til at kunne give flere af de her børn en tryg og kærlig familie.

En fortsat diskrimination af homoseksuelle i adoptionsloven gavner altså ikke rigtig nogen, og i SF mener vi derfor, at vi i 2010 burde være kommet så langt, at vi ikke længere behøver at nægte homoseksuelle par, der lever i et registreret partnerskab, den mulighed. Derfor støtter vi selvfølgelig det her forslag.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til fru Lone Dybkjær fra Det Radikale Venstre.

Også Det Radikale Venstre støtter det her forslag, det håber jeg sådan set ikke nogen er i tvivl om. Hr. Søren Krarup, som vist desværre ikke er her mere, sagde lige til mig, åbenbart så inden han gik, at det er den gamle diskussion – og det kan jo godt bekræfte over for ham – at Det Radikale Venstre vil ødelægge familien, og at Dansk Folkeparti vil bevare familien. Det er jeg sådan set ikke enig med ham i, men det er jo rigtigt, at det er en gammel diskussion, som jeg også på forskellige leder og kanter har haft i tidligere tider med hr. Søren Krarup. Første gang var under Børnekommissionens arbejde, så det er virkelig år tilbage, og så var det i diskussionerne om fælles forældremyndighed, hvor man jo var sikker på, hvor man kunne finde sine modstandere.

Det Radikale Venstre har ikke noget som helst ønske om at ødelægge familien. Vi mener bare ikke, at den klassiske kernefamilie med én mand og én kvinde, som er sammen hele livet, måske er noget, man bare kan bygge hele samfundet på i vor moderne tid. Og det, der er vores udgangspunkt, er vel egentlig, at livet jo ikke er ideelt, som Venstres ordfører sagde, men meget konkret, og det viser sig altså, at folk lever på forskellig vis. Der er nogle få, heldige eller uheldige, der kan leve sammen med den samme hele livet igennem, og de må selv vurdere, om det er godt eller skidt. Vi vil i hvert fald ikke foretage en vurdering, og derfor har vi hele tiden prøvet på at tilpasse lovgivningen, ikke til det ideelle, men til det konkrete, f.eks. i forbindelse med fælles forældremyndighed.

Vi synes ikke, man har ret til et barn, men vi kan godt forstå de ægtefolk, der gerne vil have et barn. Jeg kan bare ikke se nogen forskel på, om man er en mand og en kvinde, eller man befinder sig et andet sted på skalaen. Vi synes egentlig ikke, der er nogen, der har ret til at få et barn, og vi synes ikke, at man bare skal favorisere, om man så må sige, et ægtepar, der ikke kan få et barn.

Til det her med, at man søger sin identitet, vil jeg sige, at det jo altså er sådan, at det eneste, man er sikker på i et ægteskab, er moderen, og det syntes jeg ikke rigtig den konservative ordfører forholdt sig til. Moderen kender man. Faderen kender man somme tider og somme tider ikke, og det vil sige, at der er en del børn, som kan undre sig over, at de ser ud, som de gør, opfører sig, som de gør, har de gener, som de har, når de kigger på deres forældre. Så jeg tror, der også er nogle børn inden for de almindelige ægteskaber, der søger deres rødder.

Men i hvert fald ved vi, at donorbørn søger deres rødder, og det synes jeg er helt legitimt. Det er der jo ikke noget mærkeligt i. Altså, jeg tror da også, at hvis jeg var i den situation, at jeg ikke kendte mine forældre – det bilder mig ind jeg gjorde – så ville jeg søge mine rødder. Det er fuldstændig legitimt, og det giver jo ikke anledning til, at det ægtepar, der har haft det her barn, er dårlige forældre. Tværtimod har de givet det en god opvækst, men derfor kan barnet jo godt have et ønske om at søge sine rødder. Så må de enkelte forældre jo fortælle barnet, om det er den biologiske far, eller det er en donorfar, eller hvad det nu er, og det er der jo nogle forældre der har været i stand til at fortælle deres børn. Der er desværre også nogle, der ikke har været i stand til at fortælle det, og hvor det så kommer som et chock. Men sådan er det. Igen er livet jo konkret, og det kan vi sådan set ikke blande os i.

Vi synes derfor, det er rigtigt, at man giver nogle muligheder for adoption, og som hr. Simon Emil Ammitzbøll meget rigtigt har præciseret, er det jo en vurdering, om man er egnet til at adoptere et barn. Det er ikke engang sådan, at man har nogen sikkerhed. Vi synes, det skal være muligt, fordi livet leves på forskellig vis. Vi synes, det er fuldstændig afgørende, at der ikke sker en diskrimination. Og vi synes ikke, at den eneste familiemulighed absolut skal være et ægtepar, der lever sammen hele livet. Udviklingen har vist, at sådan er folk ikke, og derfor synes vi, vi skal give folk muligheder. Det er lovgivers opgave også at tilpasse sig folks ønsker i nogle sammenhænge.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er fru Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten.

Når man som udlænding kommer til Danmark for at leve og bo og arbejde her, skal man underskrive en erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund, og i den erklæring står der bl.a., at diskrimination på baggrund af seksuel orientering er en ulovlig handling i Danmark. Hvis jeg var udlænding og kom til Danmark og underskrev kontrakten, ville jeg overveje at anklage den danske stat for falsk markedsføring – i hvert fald er det på nuværende tidspunkt sådan, at den danske lovgivning i den grad diskriminerer mennesker på baggrund af seksuel orientering.

Formålet med det lovforslag, vi behandler i dag, er at sidestille registrerede partnere med ægtefæller i forhold til adoption, uanset om det er fremmedadoption, familieadoption, eller stedbarnsadoption, altså at sidestille homoseksuelle par med heteroseksuelle par. Forslaget har været fremsat flere gange både af Enhedslisten og af den samlede opposition, og i sidste samling lykkedes det så endelig at få et flertal uden om regeringen. Det er vi vældig glade for, og vi regner selvfølgelig med, at det flertal holder – også igennem den her afstemning.

Om man er en god forælder eller ej, har absolut intet at gøre med seksualitet. Der findes gode heteroseksuelle forældre, og der findes dårlige heteroseksuelle forældre; der findes gode homoseksuelle forældre, og der findes dårlige homoseksuelle forældre. Det er ikke vores seksualitet, der afgør, om vi er i stand til at tage vare på et barn. Og forslaget her handler ikke om, at homoseksuelle skal have ret til et barn, ligesom det ikke på nuværende tidspunkt er sådan, at heteroseksuelle har ret til et barn. Nej, forslaget handler om, at både heteroseksuelle og homoseksuelle skal have ret til at blive vurderet, at få undersøgt, om man vil være gode forældre, og om det vurderes, at man vil være god til at tage imod et adoptivbarn, altså blive vurderet ud fra præcis de samme betingelser, som heteroseksuelle bliver vurderet ud fra. Det vil altså sige at tage udgangspunkt i barnets bedste og sige: Hvordan finder vi de allerallerbedste forældre i Danmark til at tage vare på de børn, der adopteres internt i landet, eller de børn, der kommer udefra?

Den nuværende forsvarsminister var inde på noget af det samme, da hun i forbindelse med det beslutningsforslag, der går forud for forslaget i dag, sagde til TV 2 Nyhederne, og jeg citerer:

I bund og grund tror vi, at børn har bedst af at vokse op i en familie, uanset om den er homoseksuel eller heteroseksuel, frem for at vokse op på et børnehjem.

Jeg har hørt flere borgerlige argumentere imod forslaget ved at hævde, at afgiverlandene, altså de lande, vi modtager børn fra, ikke længere vil lade danske par adoptere, hvis det bliver muligt for homoseksuelle i Danmark at adoptere. For det første synes jeg, det er et lidt mystisk argument, altså, vil vi virkelig acceptere at opretholde en diskriminerende lovgivning, fordi der findes andre lande, hvor man har et reaktionært syn på homoseksualitet? For det andet er der absolut intet, der tyder på, at det argument holder. Regeringen skriver selv i lovforslaget, vi behandler i dag, at både de belgiske og de britiske myndigheder har oplyst Justitsministeriet om, at de ikke har oplevet negative reaktioner fra afgiverlandene, i forbindelse med at det er blevet muligt for par af samme køn at adoptere efter de samme regler, som gælder for ægtefæller af forskelligt køn.

Jeg mener ikke, at staten skal diktere, hvad der er den rigtige måde at leve på, og hvordan en rigtig familie skal se ud. Familiemønsteret ændrer sig, og det er ikke længere sådan, og heldigvis for det, at det kun er o.k. at leve i en far, mor og børn-familie. Og f.eks. er den danske stat jo også holdt op med at skelne mellem såkaldt ægte og uægte børn. Det eneste sted i lovgivningen, hvor den slags er opretholdt, er i forbindelse med kongehuset, men ud over kongehuset, der altså stadig væk holder fast i det her med de ægte og de uægte børn, er vi holdt op med den slags i Danmark. Vi er holdt op med at diskriminere børn på den måde. Og heldigvis for det, for virkeligheden er, at der ikke findes én opskrift på, hvordan en god familie bliver skruet sammen, én opskrift på, hvordan en god og tryg opvækst ser ud for et barn.

Alligevel forhindrer den danske stat på nuværende tidspunkt tusindvis af mennesker i at komme i betragtning som mulige adoptivforældre ene og alene med den begrundelse, at de forelsker sig i mennesker af samme køn som dem selv. For vi skal huske på, at enlige jo gerne må adoptere. Det er altså kun dem, der tillader sig at forelske sig i nogen af samme køn som dem selv, der får at vide: I må ikke være med på det her hold. Det er hverken fair over for de borgere, der bliver diskrimineret, eller fair over for de børn, der går glip af gode, kærlige forældre.

Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.

Det her forslag om ændringer i loven om registreret partnerskab m.m. bliver fremsat på baggrund af et beslutningsforslag, som jeg - dengang som løsgænger – fremsatte tilbage i 2008, og som et flertal i Folketinget vedtog i marts 2009, bl.a. fordi der var syv Venstrefolk, som valgte at stemme for sammen med oppositionspartierne og Liberal Alliance.

Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at ingen voksne har ret til et barn. Det er derfor, vi i Liberal Alliance også går ind for, at staten kan gribe ind over for forældre, som ikke passer ordentligt på deres børn. De kan få deres børn fjernet med magt fra statens side, fordi vi er villige til at sikre barnets tarv mod det, som voksne mennesker kan finde på at udsætte børn for.

Det, det her forslag handler om, er derfor heller ikke, at nogle voksne får ret til et barn, men det handler alene om, at der vil blive mulighed for, at også homoseksuelle par kan blive vurderet, med henblik på om de er egnede til at adoptere børn, på lige fod med at heteroseksuelle par og enlige, hvad enten de er homo- eller heteroseksuelle, i dag kan blive vurderet, med henblik på om de er gode nok til at kunne adoptere et barn.

I dag lever der børn under mange forskellige familieformer, far, mor og børn, skilsmisseforældre af alverdens oprindelser og sammensætninger. Jeg tror næsten kun, at fantasien sætter grænser for, hvordan moderne skilsmisse, gifte igen, skilsmisse igen, gifte igen, skilsmisse igen, gifte osv. familier lever sammen. Ja, også homoseksuelle har allerede i dag børn. Lesbiske kan blive insemineret, og det er jo også sådan, at man kan få børn ved at lade en mand og en kvinde dyrke sex, og man behøver da heldigvis hverken at være heteroseksuel eller gift for at kunne gennemføre et samleje.

Så har der været meget tale om, at det kan være svært at få børn til adoption. Det tror jeg sådan set er rigtigt. Vi skal dog huske på, at fremmedadoption i modsætning til stedbarnsadaption ikke handler om adoption fra fremmede lande, men af fremmede mennesker, altså af børn, der ikke er ens egne biologiske børn. Sydafrika har gennemført lovgivning, der gør det muligt at afgive børn til homoseksuelle par, Storbritannien har det også, men dog kun inden for landets grænser, i Belgien findes der også tilfælde, hvor man har fået et barn fra USA. Norge, Island, Holland og Spanien har også indført muligheden for, at homoseksuelle kan blive vurderet som adoptionsforældre.

Så har det også været fremme, at det skulle være unaturligt. Naturen sagde, at der var en far og en mor, blev der sagt. Det er da fuldstændig rigtigt, at naturen siger, at der skal være sæd og et æg, for uden det bliver der intet barn, men det der med det naturlige er altså et meget farligt argument at føre til ende, vil jeg bare advare om. Altså, det naturlige er jo stort set et argument imod sundhedssektoren, for så er det naturligt, at de syge er syge. Det mener vi ikke i Liberal Alliance, vil jeg godt sige. Vi mener, at de skal helbredes, og vi mener, at det faktisk også er en offentlig opgave, at der er et ordentligt sundhedsvæsen. Men hvis det skulle være naturligt, så gik det helt anderledes.

Så vil jeg også sige til allersidst, at jeg sådan set glædede mig over især hr. Kim Andersens tale i dag. Jeg synes, at den både var mere blød og afbalanceret end de taler, vi hørte fra Dansk Folkeparti og fra De Konservative, og så glædede jeg mig selvfølgelig også særlig over, at ordføreren ligesom indikerede, at der igen også er Venstrefolk, som er for forslaget.

Så derfor lever jeg stadig i et lønligt håb om, at dem, man ser i medierne er for, så også er dem, der vil være for, når vi kommer til afstemningen, for hvis det er tilfældet, så vil dette forslag jo blive vedtaget. Vi har jo den lidt aparte situation, at forbedringer af homoseksuelles vilkår generelt bliver vedtaget under borgerlige regeringer, men imod deres ønske. Det skete med det registrerede partnerskab i 1989, det skete også med inseminationen tilbage i 2009, og det kommer forhåbentlig også til at ske i forhold til adoption for homoseksuelle her i 2010.

Jeg synes stadig væk, må jeg bare bemærke, at det er forunderligt - eller for underligt, hvis man skulle sige det på en anden måde - da det jo netop må være et liberalt menneskesyn at fordre, at mennesker selv må bestemme, hvordan de vil indrette deres liv, og at man ikke tager kvalitativ stilling til folks samlivsformer, men at man derimod overlader det til dem selv. Så i det lønlige håb om, at dette forslag bliver vedtaget, skal jeg ikke overraskende sige, at Liberal Alliance stemmer for.

Der er en kort bemærkning til ordføreren, og den er fra hr. René Christensen.

Jeg har kun et spørgsmål, og det er til det sidste om selv at måtte bestemme over sit liv, at gøre med sit liv, hvad man vil. Vil ordføreren ikke give mig ret i, at det er nogle andre, der træffer et afgørende valg for det barn om, at det barn skal vokse op i en homoseksuel familie? Barnet træffer altså ikke et valg om at vokse op i en homoseksuel familie, hvor det ene køn mangler, det, der ellers burde have været ifølge den udmærkede ordførertale, der blev holdt om, hvordan man ellers laver børn sådan fra naturens hånd. Her har man så truffet det valg for det barn, at det barn skal leve i en familie, hvor det ene køn mangler. Barnet har altså ikke selv truffet det valg.

Ordføreren.

Ud over ordet burde er svaret på spørgsmålet: Jo. Jeg tror heller ikke, at det vil være nogen overraskelse for spørgeren eller andre her i salen, at fra Liberal Alliances side går vi meget ind for, at de valg, man træffer selv, også har konsekvenser for ens eget liv. Men vi vil gerne holde fast i, at barnet fra Afrika, Sydamerika eller Asien heller ikke vælger at komme til Nordeuropa, Sydeuropa eller Nordamerika. Det er et valg, der bliver truffet for barnet.

Det, vi siger, er, at man skal have mulighed for at søge og blive godkendt som adoptionsfamilie. Kan man blive godkendt, kan man få lov til at adoptere, men man har ikke ret til et barn.

Hr. René Christensen.

Det var et rigtig godt svar. Nu blev Afrika lige nævnt, men det fremmede barn kan også være lige herhennefra.

I forhold til det med at komme til en familie med en mor og en far eller komme til en familie med to af samme køn vil jeg godt spørge: Mener ordføreren, at det er et tilvalg, at man kommer til en familie med to af samme køn, eller at det er et fravalg at komme til en familie med to af samme køn?

Ordføreren skal lige have en tår vand, og så er han klar.

Tak. Jeg mener, at alle heteroseksuelle par, homoseksuelle par og enlige skal kunne blive vurderet, om de er egnede som adoptivforældre. Bliver de vurderet til at være egnede, kan de stille sig op i køen for at blive forældre til et barn. Der må man jo gå ud fra, at de bedst egnede er dem, der bliver valgt. Jeg mener, at det her spørgsmål ligesom fru Vivi Kiers spørgsmål tidligere igen afslører, at det egentlig ikke er barnets tarv, der står i fokus. Det er det heteroseksuelle pars tarv, der kom længere ned i køen, der står i fokus.

Der er endnu en kort bemærkning. Den er fra fru Lone Dybkjær.

Det er jo, fordi jeg kender hr. Simon Emil Ammitzbølls retoriske evner og intelligens i øvrigt. Jeg vil gerne spørge hr. Simon Emil Ammitzbøll i lyset af det sidste spørgsmål: Hvilke ufødte børn vælger deres egne forældre?

Ordføreren.

Det er jo et meget nemt spørgsmål at svare på, fordi det er der jo af gode grunde ingen, der gør. Man kan jo også sige, at især hvad sædceller angår, er det virkelig tilfældigt, hvilke af dem der måtte blive til et barn, og hvor de så måtte komme, kan jo også på nogle måder bero på et tilfælde, uden at jeg skal bevæge mig alt for langt ud.

Så vil jeg i øvrigt takke for ordførerens bemærkning om retoriske evner og intelligens, da jeg valgte at tolke det, som at det var for det positive, de var kendt.

Så er der en kort bemærkning fra fru Marlene Harpsøe.

Min gode kollega fra Dansk Folkeparti, hr. René Christensen, stillede lige før et spørgsmål til hr. Simon Emil Ammitzbøll om, hvorvidt det var et tilvalg eller et fravalg for barnet, at man kun har forældre af samme køn. Vil hr. Simon Emil Ammitzbøll svare på, om det er et tilvalg eller et fravalg for barnet?

Ordføreren.

Det spørgsmål svarer jo nærmest til at spørge, om solen er sort eller hvid, for der er hverken tale om et tilvalg eller et fravalg. Altså, sådan et spørgsmål kan man jo ikke svare på. Så det er meget, meget svært at forholde sig til.

Så vil jeg godt have lov til at tage afstand fra ordet kun, at man kun fik et forældrepar med to af samme køn. Det er i hvert fald ikke et udtryk for et synspunkt, vi har i Liberal Alliance. Der mener vi, at et forældrepar med forældre af samme køn kan være fuldt ud lige så gode, lige så kærlige, lige så omsorgsfulde forældre for barnet, og det er sådan set det vigtigste for os og ikke en eller anden familieideologi.

Fru Marlene Harpsøe.

Når hr. Simon Emil Ammitzbøll så siger, at ordføreren sådan set ikke kan svare klart på, om det er et tilvalg eller et fravalg for barnet, så forstår jeg det udmærket godt, fordi barnet jo ikke vælger selv. Jeg vil bare gerne have lov til at få bekræftet af hr. Simon Emil Ammitzbøll, at det, der er vigtigt for Liberal Alliance i den her sag, ikke er barnets tarv, men det er homoseksuelles såkaldte ret til at stifte en familie.

Ordføreren.

Det kan spørgeren ikke få mig til at bekræfte. Men jeg tror, at jeg er nødt til at gå lidt dybere ind i forklaringen til fru Marlene Harpsøe. Der er heller ikke tale om hverken et tilvalg eller et fravalg, hvis barnet kommer til et heteroseksuelt par, til en enlig mand eller til en enlig kvinde. Det er fuldstændig det samme. Der er ikke tale om noget tilvalg. Der er ikke tale om noget fravalg. Det er derfor, at man ikke kan svare på det spørgsmål, vil sige til fru Marlene Harpsøe.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er det justitsministeren.

Hovedformålet med det her forslag er jo, som jeg tror det efterhånden er alle bekendt, at sidestille registrerede partnere med ægtefæller i adoptionsmæssig henseende. Det har så givet anledning til en, synes jeg, livlig og god debat. Og det vil jeg da i hvert fald gerne sige tak for, det er jo altid godt, at vi har en god debat i Folketinget.

Det, som så er lidt specielt i forbindelse med det indlæg, jeg nu skal holde som repræsentant for regeringen, er, at jeg står i den lidt usædvanlige – jeg tror endda, at jeg tør sige meget usædvanlige – situation, at jeg skal tilkendegive regeringens holdning til lovforslaget, som regeringen selv har fremsat, hvilket jo i sig selv ikke er så mærkeligt; det usædvanlige er, at jeg skal meddele, at det lovforslag, regeringen her har fremsat, vil regeringens medlemmer stemme imod. Jeg tror ikke, at det overrasker nogen.

Det er ikke så tit, vi gør det, skal jeg hilse at sige. Jeg husker ikke, at det er sket før, jeg har i hvert fald ikke været med til det. Men det er altså situationen her. Som alle ved, er det, fordi der er vedtaget et beslutningsforslag, B 36, der pålagde regeringen at fremsætte et sådant forslag. Det gør vi naturligvis. Med fremsættelsen af lovforslaget er der fulgt op fra regeringens side på den opfordring, der lå i beslutningsforslaget, selvfølgelig i respekt for Folketingets flertal.

Men regeringens holdning til det tema, vi diskuterer, er altså uændret. Vi kan ikke fra regeringens side støtte forslaget. De regeringsmedlemmer, som også er medlemmer af Folketinget, agter således at stemme imod lovforslaget, og de, som ikke er medlemmer af Folketinget, stemmer slet ikke, så det er så let. Nu står det helt klart.

Lovforslagets tema har jo været behandlet mange gange her i salen siden 2003, tror jeg, og har været genstand for grundige drøftelser, også i dag har det været tilfældet. Regeringen har ikke kunnet støtte nogle af de forslag, som har været grundlag for drøftelserne, det gælder også B 36.

Når regeringen ikke har ændret sin holdning til det her spørgsmål, skyldes det jo, at de faktiske forhold, siden vi behandlede beslutningsforslaget, ikke har ændret sig. Det er fortsat vores opfattelse, at der i hovedsagen vil være tale om en signallovgivning, som ikke får konkret betydning for nogen, hvis forslaget gennemføres. Allerede af den grund ser vi ingen grund til at gennemføre det her forslag, så regeringen stemmer altså imod lovforslaget.

Jeg siger tak til justitsministeren. Jeg kan ikke se, at der er nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.