Sundhedsudvalget 2009-10
L 130 Bilag 19
Offentligt
Indenrigs- og SundhedsministerenSlotsholmsgade 10-121216 KøbenhavnIndenrigs- og Sundhedsminister Bertel Haarder personligt.
Vallensbæk 27. maj 2010
Kære Bertel Haarder!Efter at have læst L130-betænkningen mener jeg, at loven stadig kan forbedres!
Kravet om fuldmagt, retssikkerhed og en effektiv bagstopper:Som sagt, der findes mange patienter under kategorien ”sygdomsfornægtelse”.At få en fuldmagt fra en sygdomsfornægtende patient er en krævende opgave i sig selv.I hastesager med manglende eller mangelfuld sygdomsbehandling, der hurtigt kan udvikle sig til atvære livstruende, må kravet om fuldmagt midlertidigt kunne fraviges af Patientombuddet.(Jeg har desværre selv oplevet en uløst klagesag, der startede 23. maj 2007 og hvor en livstruendenødretstilstand har varet siden 2. juni 2008).Jeg kan udmærket se konflikten mellem den enkeltes patientrettigheder og Patientombuddetsmulighed for at tage en sag op af egen drift eller følge op på en henvendelse fra en bekymret borger,men der findes en gråzone, hvor mere lempelige regler kan løse dette problem.Patienterne, de potentielle klagere, de behandlingstrængende individer reagerer tit ikke rationelt oger ikke altid i stand til at varetage egne interesser forsvarligt.Denne problempatient kan være den velfungerende person, der pludselig får kræft, det kan være densenil-demente eller et medmenneske med en alvorlig sindslidelse.Det bør derfor i loven (eller bemærkningerne) slås fast, at bevisbyrden primært falder på behandler-siden og at normen for almindeligt anerkendt faglig standard ikke er et såkaldt frit skøn, men etbevisskøn bygget på retlige standarder.Det individuelle sygdoms- og behandlingsforløb kan medføre skærpelse af det offentliges ansvar.Derfor bør Patientombuddet have en opsamlingsfunktion.Klagen kan så startes op uden fuldmagt hos Ombuddet og gennemføres som en dialog medregionen, der allerede er i besiddelse af patientens journal så man får afklaret:Er der tale om en overtrædelse af anerkendt faglig norm, gældende ret, koordinationssvigt ellerandre forsømmelser.Hvis man når frem til en acceptabel løsning er sagen faldet bort, men hvis dette forsøg ikke falderheldigt ud, må der være en bagstopperfunktion i form af en opsamlings- og afklaringsforpligtelse,der skal udøves af patientombuddet.Det er vigtigt, at man får orienteret patienten + den initiativtagende ”bisidder” om rettigheder, formog praksis for sags- og klagebehandling og får afklaret:Hvorfor en fuldmagt ikke foreligger?Om der skal beskikkes en midlertidig værge til dette afgrænsede formål?Hvilke oplysninger der savnes?Hvordan de kan fremskaffes?Hvilke konsekvenser det kan medføre for patienten, at Ombuddet må realitetsbehandle sagen på detforeliggende grundlag, og risikoen for at havne i en nødretstilstand?Desuden må Patientombuddet kunne præcisere ansvaret i en konkret hastebehandlet klage, altsåintervenere direkte i halvakutte situationer - når kommunen eller vagtlægen har forsømt derespligter - via en hastebeføjelse, der også giver muligheden for øjeblikkeligt at indhente nyeoplysninger fx en uvildig lægeundersøgelse af et barn, der måske har slugt et batteri.Med venlig hilsenErik Sejrup
