Sundhedsudvalget 2009-10
L 130 Bilag 12
Offentligt
L130: Forslag om nyt Patientombud forringer patienter-nes retssikkerhedFormålet med lovforslag L130 er at styrke patienternes retsstilling og forbedre muligheder-ne for at drage læring på baggrund af alle patientklager. Forslaget indeholder mange for-bedringer, men desværre også store mangler ift. patientinddragelse og klageadgang, somforringer patienternes retssikkerhed og dermed er i konflikt med lovforslagets formål.
Manglende lægmandsrepræsentation i PatientombudetI det foreliggende udkast er der lagt op til rent administrative afgørelser i Patientombudet ,dvs. uden nogen form for lægmandsrepræsentation. Ministerens begrundelse er, at forløbs-klager ikke vedrører enkelte sundhedspersoner, hvorfor afgørelserne heller ikke kræver etnævn med repræsentanter for den pågældende faglige organisation og patienterne.Ifølge ministeren vil ”Eneventuel kritik i forløbsklagerne… rette sig mod myndigheder oginstitutioner m.v. Hensynet til disse myndigheder og institutioner taler efter min opfattelseheller ikke for en nævnsbehandling af forløbsklagerne.”Vores spørgsmål lyder så: Hvadmed hensynet til patienterne?Fra et patientperspektiv er det en klar forringelse af retssikkerheden ift. det nuværende Pati-entklagenævn, at patientudpegede lægmandsrepræsentanter ikke vil indgå i afgørelserne iPatientombudet. Det er vigtigt at inddrage patientrepræsentanter, fordi de 1) kvalificererafgørelserne, 2) kan bidrage med vigtige patientperspektiver i dannelsen af ny praksis påområdet og i de mange tilfælde hvor afgørelserne vil bero på et skøn og dermed 3) øger pa-tienterne og borgernes tillid til klagesystemet.Ministeren begrunder også den manglende lægmandsrepræsentation med, at det vil forlængesagsbehandlingstiden, og at det vil være dyrt. Erfaringerne fra bl.a. Patientskadeankenævnetviser imidlertid, at det er muligt at forene borgernes ønske om retssikkerhed med en rimeligsagsbehandlingstid og for en beskeden meromkostning. Det er sagsbehandlingen – og ikkenævnsafgørelserne – der kræver tid og koster penge.Når en patient vælger at klage over et ofte opslidende patientforløb, er det udtryk for ensærdeles alvorlig situation. Med begrænsede økonomiske omkostninger vil det være muligtat indføre lægmandsrepræsentation og dermed sikre et klagesystem, som både patienter ogsundhedspersoner kan have fuld tillid til.
Kort sagt: Patientombudets kommende opgaver er simpelthen for vigtige til at patientombu-dets interne jurister og sundhedspersoner alene skal træffe afgørelserne – uden nogen formfor af inddragelse af de patienter, det hele handler om.
Sagsgangen mellem Patientombud og DisciplinærnævnetForholdet mellem det nye Patientombud og Disciplinærnævnet komplicerer systemet ogforringer patienternes retssikkerhed, fordi de reelt taber en klagemulighed, hvis de først kla-ger til Disciplinærnævnet. En del patienter vil blive opmærksomme på såkaldte ”systemfejl”ifm. klager over specifikke sundhedspersoner, men de kan ikke efterfølgende klage over det.Det er både urimeligt og ulogisk – og i direkte modstrid med forslagets intention om at styr-ke patienternes retssikkerhed og klagemuligheder.
Forslag om et rådgivende udvalgDer har de seneste dage været luftet et forslag om en form for rådgivende udvalg, der kanstyrke den lærende proces på baggrund af afgørelserne i Patientombudet. Vi støtter klartdette forslag, der vil bidrage til en styrkelse af læringen pba. patienternes henvendelser ogklager.Forslaget er imidlertid kun rettet mod læringen efter en afgørelse er truffet og ikke på vilkå-rene for selve afgørelserne. Forslaget kan derfor ikke erstatte behovet for lægmandsrepræ-sentation i de konkrete afgørelser i Patientombudet.
Den lokale dialog - bisidderordningLovforslaget giver ikke patienterne tilbud om en uvildig bisidder med særlige kompetencerift. dialog og mægling. I stedet er der lagt op til, at patienterne kan medbringe en bisidderfra sit personlige netværk eller fra patientforeningerne.At indgå som bisidder stiller krav om både grundlæggende kendskab til sundhedsvæsenet ogpatienters rettigheder, samt et personligt overskud til at indgå i dialog med repræsentanterfor afdelingen mv. Derfor forudsætter en succes med ordningen, at foreningerne har kapaci-tet til at uddanne patienter i bisidderrollen. Vi mener, at nogle foreninger vil - og kan - løfteopgaven, men særligt de mindre organisationer vil have problemer med det. Ikke mindst ift.økonomisk med refusion af transportudgifter mv.Derfor skal patientforeninger, som påtager sig opgaven, kompenseres - og man skal sikreden gruppe af patienter, som fortsat vil have behov for at kunne trække på en offentlig for-ankret person, der kan træde til, når en patient ikke har adgang til en bisidder fra sit person-lige netværk eller en relevante patientforening. Vi foreslår derfor fortsat, at der etableres etlille korps af personer (fx sygeplejersker mv. med erfaring med mægling) evt. i regi af etkommende Patientombud.
2
