I 2003 havde jeg også muligheden for at diskutere et nyt patientklagesystem, og dengang talte vi efter at have indgået aftale med regeringen også om, at det, der var behov for, var at sikre et enstrenget patientklagesystem.
Vi stemte dengang for, at man fik et opsamlingssystem til utilsigtede hændelser, vi stemte for, at man kunne få et patientklagenævn, der kunne fungere, vi stemte for, at der skete forbedringer i forhold til Patientforsikringen, og samtidig måtte vi sluge nogle andre kameler, som vi stadig væk godt så ændret; de har ikke været til debat under det her forslag.
Jeg vil sige, at det den her gang har været en lidt anden proces, der har været.
Den daværende sundhedsminister kom efter en aftale, efter nogle finanslovforhandlinger og sagde:
Nu skal vi have et patientombud; det er det rigtige for patienterne.
Der havde inden da overhovedet ikke været nogen dialog med oppositionen eller de partier, man før havde drøftet det her spørgsmål med i 2003, og da det endelige lovforslag lå, var der faktisk ikke flertal for det ved førstebehandlingen.
Indenrigs- og sundhedsministeren har indkaldt til møder, og vi har haft drøftelser.
Der er nogle ting, hvor vi synes at det her er en forbedring for patienterne, men der er alligevel også ting, hvor vi stadig væk siger at det her kunne vi godt tænke os blev forbedret.
Vi er i Socialdemokratiet meget glade over, at man som patient i dag vil få mulighed for at klage, også over et forløb, der er gået galt i sundhedsvæsenet.
Tidligere har det været sådan, at man alene kunne klage over en læge eller en sygeplejerske eller en anden sundhedsperson, som man mente havde begået en fejl, men prøvede man at klage over et samlet forløb, som man mente var gået galt, ja, så kunne man ikke få medhold i det, eller der var ikke nogen steder, man kunne klage, måske lige bortset fra til regionsrådene, og der kunne man ikke altid vide, hvad der skete med det.
Den mulighed får man nu, men det bliver desværre ikke et nævn med lægdommere og med fagpersoner, der skal sidde og dømme om, hvorvidt man så har fået et dårligt forløb eller ej; det bliver formentlig en jurist eller en anden fuldmægtig, der kommer til at sidde i patientombuddet og kommer til at afgøre den sag, og efterfølgende vil det ikke være muligt at anke den afgørelse, man har fået, nogen steder.
Det har vi ikke ment var tilfredsstillende, og vi har forsøgt at have en dialog med indenrigs- og sundhedsministeren om det, men faktum er, at det, vi er nået frem til, er, at der nu til gengæld sikres et råd, der skal rådgive patientombuddet og sikre, at sagerne kvalitetsmæssigt bliver behandlet ordentligt.
Det er ikke helt derhenne, hvor vi godt kunne have tænkt os det i opposition, men vi anerkender dog, at det er et skridt på vejen.
Derfor skal jeg fra Socialdemokratiets side sige, at vi i dag kan støtte forslaget, men at der stadig væk er plads til forbedring.
Tak for ordet.