Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af lovforslag nr. L 13:

Forslag til lov om ændring af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. (Videregivelse og behandling af oplysninger om forbud mod ophold i bestemte virksomheder).

Af økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen).

(Fremsættelse 07.10.2009).

Forhandlingen er åbnet. Det er hr. Jacob Jensen som ordfører, der får ordet først.

I 2008 bad Folketingets Retsudvalg justitsministeren om at nedsætte et udvalg med repræsentation fra både myndigheder og restaurationsbranchen. Udvalget skulle komme med anbefalinger til, hvordan restaurationerne kunne sikres oplysninger om personer, der af politiet havde fået forbud mod at opholde sig i restaurationen.

Det lovforslag, som her bliver fremsat, og som vi behandler, tager udgangspunkt i udvalgets anbefalinger, hvor det bl.a. foreslås at etablere et fælles privat register med oplysninger om de personer, der har fået et politiforbud mod at opholde sig i den pågældende restauration.

Det er frivilligt, hvorvidt restaurationen ønsker at tilslutte sig registeret, ligesom restauratøren i øvrigt kun vil kunne se oplysninger om personer, der vedrører vedkommendes egen restauration. Og registeret skal naturligvis også etableres inden for rammerne af persondataloven, og det synes vi også fra Venstres side er meget, meget positivt.

Forslaget giver således politiet en hjemmel til at videregive oplysninger til restaurationerne om personer, der har fået forbud mod at komme i området. Der vil dog ikke være tale om oplysninger om, hvilken type strafbart forhold der er overtrådt, men blot navn og cpr-nr. samt forbuddets eventuelle tidsmæssige udstrækning.

Der indføres sammen med denne mulighed en tavshedspligt for restauratøren og de personer i restaurationens ledelse, der får adgang til oplysningerne. Det synes vi selvfølgelig også er yderst vigtigt, når vi nu netop har med personfølsomme data at gøre.

Men altså, at sikre et trygt og sikkert natteliv vægter vi meget, meget højt, og derfor synes vi, det er vigtigt, at restaurationerne, restaurationsbranchen, diskotekerne m.v. får det her redskab at kunne bruge. Derfor støtter vi selvfølgelig forslaget, sådan at de få ikke skal have lov til at ødelægge en glad aften for de mange.

Tak til hr. Jacob Jensen. Så er det hr. Orla Hav som ordfører.

Fra Socialdemokratiets side kan vi naturligvis tilslutte os bestræbelserne på at gøre nattelivet mere trygt. Det fremlagte lovforslag drejer sig om at give restauranter mulighed for at identificere personer, der har forbud mod at vise sig på bestemte steder i nattelivet.

Det er politiet, der kan udstede sådanne påbud. Når det så drejer sig om, at politiet skal have formaliseret hjælp til at håndhæve sine forpligtelser, rejser der sig jo en lang række spørgsmål. Der skal udarbejdes en liste over personer, som har et sådant forbud mod at vise sig på udvalgte steder. I henhold til lovforslaget skal det være i elektronisk form. Det er naturligt at benytte sig af den nye teknologi, men datasikkerheden skal være i orden. Det vil vi interessere os for i forbindelse med udvalgsarbejdet med lovforslaget. Når listen så skal formidles til nattelivet, dvs. en række restauranter, står der i lovforslaget, at det er ejere, bestyrere og dørmænd, der er omfattet heraf. Vi vil gerne have svar på, om disse betegnelser er dækkende for alle de erhvervsformer, der findes i restaurationsbranchen. Mange restauranter er forpagtet eller drives på andre vilkår. Når dette er afgørende, skyldes det jo, at entydighed fremmer formålet med at sikre trygheden.

Når det drejer sig om dørmænd, er det en meget bred betegnelse, der dækker over personer med meget fine kompetencer til personer knyttet til organiserede gruppedannelser, hvis normer det ville være uhensigtsmæssigt at udstyre med et blåt stempel fra samfundets side. Hvordan vil ministeren sikre sig vedrørende kvaliteten af dørmændenes adfærd i konkrete situationer? Kunne det overvejes at etablere uddannelseskrav, som skal sikre, at man kan leve op til de krav, der naturligt er til at administrere noget så følsomt, som det her er, også i vores håndhævelse af lovgivningen? Det er klart, at lovforslaget gælder omgang med et register, og håndhævelsen af reglerne om forbud er alene en politimæssig opgave, og der må ikke opstå misforståelser i forbindelse med det.

Det fremgår af lovforslaget, at registeret kan være politiets, eller det kan være administreret af branchen. Hvordan vil ministeren sikre sig, at branchen overholder regelsættet om omgang med registre? Vi vil nok foretrække et offentligt drevet, i hvert fald et offentligt kontrolleret, register, som skal ligge til grund for den her indsats. Hvordan sikrer ministeren sig, at en person ud over den idømte tidsramme mod ophold bestemte steder ikke fortsat er stemplet i nattelivet ved hjælp af registeret? Det må jo høre op på et eller andet tidspunkt.

Vi anerkender alle de gode hensigter bag lovforslaget, men finder, at der er en række spørgsmål, som bør og skal afklares, inden lovforslaget kan endeligt vedtages. Dette arbejde medvirker vi gerne positivt og aktivt til at finde løsninger på.

Tak til hr. Orla Hav, og så er det fru Colette L. Brix som ordfører.

Vi i Dansk Folkeparti er selvfølgelig rigtig glade for dette lovforslag, da vi selv har foreslået, at der skabes større tryghed i nattelivet. Nu kommer der udtrykkelig hjemmel til under fortrolighed at videregive oplysninger fra politiet til f.eks. dørmænd og indehavere af restaurationer, barer, diskoteker m.m. om de personer, som af politiet er blevet nægtet adgang til de pågældende steder. I dag kan personer dømt for f.eks. vold, besiddelse af narkotika og våben, der som følge deraf har fået forbud mod at opholde sig f.eks. på en bestemt restaurant, i mange tilfælde møde op, da en dørmand eller en restaurantsindehaver ikke nødvendigvis kender identiteten af den pågældende person. Det bliver ændret nu, og restaurationsforbuddet kan nu håndhæves bedre, og det vil vi gerne takke ministeren for.

Men når det er sagt, vil jeg sige, at jeg som ordfører undrede mig over nogle ting, da jeg læste lovforslaget, nemlig at hvis man forestillede sig, at en bølle kommer ind på restaurant K, giver en af gæsterne en ordentlig en på tuden, bliver hentet af politiet og selvfølgelig enten får en bøde eller en fængselsstraf, så skal dørmanden eller indehaveren af restaurationen have besked. På den anden side af gaden ligger der et andet diskotek, men de må ikke få at vide, at der har været en voldelig person på restaurant K, som simpelt hen har givet en gæst en på huden. Det må de ikke vide noget om, det må kun den pågældende restaurant.

Jeg har hørt i dag, at man i Aalborg har lavet et og andet imod de der bøller i nattelivet, at man prøver at lave nogle barrierer, sådan at andre også får nogle meddelelser om, hvad det egentlig er, der sker. Jeg siger det her, fordi det er meget, meget vigtigt. Hvis der ligger en restaurant eller et diskotek 2 minutter derfra og der har været en af de bøller inden for dørene, er det måske meget rart at vide, at der har været sådan en det pågældende sted. Man kunne jo træffe nogle forholdsregler. Det syntes jeg var vigtigt, da jeg læste det, og det vil jeg spørge ind til i udvalgsbehandlingen.

Men selvfølgelig støtter Dansk Folkeparti lovforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

SF prioriterer trygheden i nattelivet rigtig, rigtig højt. TrygFonden har lige offentliggjort en undersøgelse, som desværre viser, at særlig unge mænd føler sig meget utrygge i nattelivet, og vi må bare konstatere, at rigtig mange voldshandlinger finder sted i nattelivet, faktisk i timerne mellem 23.30 og 05.30 om morgenen. Og to tredjedele af den samlede vold er koncentreret i weekenderne.

Det er i allerhøjeste grad noget, vi er nødt til at gøre noget ved, og et af de midler, der er, er at udstede et restaurationsforbud, altså et forbud mod at opholde sig bestemte steder – på diskoteker og barer – i nattelivet, når man har lavet nogle lovovertrædelser. Det er politiet, der udsteder det, og vi kan støtte det her forslag, hvor politiet rent faktisk får en udtrykkelig lovhjemmel til at videregive oplysninger om det til de restaurationer, diskoteker og barer, hvor den pågældende har et forbud. Det giver jo ikke nogen mening at have et restaurationsforbud, som de pågældende steder ikke er bekendt med. En forudsætning for at kunne gøre noget ved problemet er jo, at man har kendskab til det.

Vi støtter også, at man får mulighed for at lave et register med et hit – no hit-system. Jeg var på et tidspunkt på besøg i Vejle, hvor man havde et »Projekt Narko ud af Byen«, som gik ud på at narkoteste, og hvis man fandt nogle, der var påvirkede, fik de forbud mod at komme på alle byens barer, restaurationer og diskoteker i 2 år. Men man manglede altså en effektiv måde at få distribueret de her oplysninger på. Jeg ved godt, at der heller ikke med det her lovforslag bliver hjemmel til, at man kan videregive dem imellem diskotekerne, men det vil åbne mulighed for, at hvis en person f.eks. får forbud mod at komme i nattelivet i hele Vejle, jamen så vil diskotekerne via hit – no hit-systemet kunne finde ud af, at den pågældende faktisk har et forbud mod at komme der. Jeg tror, det vil være meget mere effektivt for diskotekerne, og det vil skabe et tryggere natteliv for os alle sammen i fremtiden, og det synes jeg er rigtig positivt.

Jeg synes, det er positivt, at der kommer nogle regler, fordi meget af den kontakt, der er dørmændene imellem i dag, går på sladder om bestemte personer i nattelivet. Nu kommer der nogle bestemte kriterier, hvorefter man registreres, og det er politiet, der styrer forløbet. Det synes jeg er fornuftigt, frem for at det er nogle dørmænd, der står og sladrer med hinanden om, hvem de eventuelt ikke kan lide eller synes skaber problemer i nattelivet. Så vi kan i hvert fald støtte det her forslag på det foreliggende grundlag.

Tak til ordføreren. Jeg forstår, at det er hr. Tom Behnke som ordfører.

Tak for det, formand. Jeg har fået lov til at være stand-in på det her lovforslag, fordi det er et lovforslag, jeg holder rigtig meget af.

Det, der er sagen, er jo, at hvis en person i nattelivet begår vold eller på anden måde begår kriminalitet, er der altså, i forbindelse med at vedkommende bliver straffet for den her kriminalitet, også mulighed for, at politiet simpelt hen kan udstede et regulært forbud og sige, at nu må vedkommende ikke i en eller anden given periode komme på det og det værtshus eller på det og det diskotek eller måske endda i et større område. Hvis det er sådan, at der er flere restaurationer, der ligger samlet, kunne det også være et helt område, man får et forbud mod at komme i i en eller anden periode.

Det kan man allerede i dag, men det, der er det svære i at håndhæve de her forbud, er, at politiet jo ikke sådan må gå ind på det pågældende diskotek og aflevere en stabel foto af den pågældende, som man så kan have hængende i kantinen, på kontoret, nede i forhallen eller et andet sted, sådan at alle dørmænd kan gøre sig bekendt med, hvem det er, der må komme her, og hvem det er, der ikke må komme her. Derfor er det jo meget, meget svært for dørmændene, for kontrollørerne at håndhæve de her forbud. Og håndhævelsen af forbuddet er jo sådan set helt essentielt, hvis det er sådan, at det skal have en effekt og en konsekvens, at man har fået et forbud mod at komme det ene eller det andet sted eller måske endda flere steder.

Det, lovforslaget lægger op til, er altså et system, hvor man meget, meget hurtigt, meget let og meget effektivt kan kontrollere alle de gæster, der gerne vil ind. Man får alene svar på, om gæsten må få lov til at komme ind eller gæsten ikke må få lov til at komme ind. Man kan ikke få alle mulige andre oplysninger om gæsten. Man kan ikke få at vide, hvilke andre steder gæsten i øvrigt heller ikke må komme, hvis det skulle være tilfældet. Man kan alene få det, der hedder enten go eller no go, altså grønt eller rødt lys – færdig! Det er det, man kan få.

Det er sådan nogle informationer, som politiet kan lægge ind, når vi taler om forbud, men den enkelte restauration kan også selv supplere registeret ved at lægge personer ind, som har fået karantæne mod at komme det pågældende sted – altså de personer, som restaurationen selv ønsker at holde ude i en periode. Igen er det altså afgrænset til, at det kun er på den pågældende restauration, man kan se om vedkommende må komme eller ikke må komme.

Det giver en langt højere grad af tryghed i nattelivet. Det effektiviserer forbuddene ganske betragteligt. Det gør, at de, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, de, der er ballademagere, de, der er voldsmænd, bliver holdt effektivt ude, og at det her virkelig har en konsekvens.

Som reglerne er i dag, ja, så har det en konsekvens på papiret, men i praksis er det jo utrolig nemt at omgå reglerne, medmindre man er uheldig lige at rende ind i den dørmand, der stod der den aften, man gjorde noget galt. Hvordan skal man kommunikere videre til måske et helt nyt hold af dørmænd, der kommer 14 dage senere eller en måned senere eller halvt år senere, at Jens Jensen, Jørgen Jørgensen og Hans Hansen ikke må komme ind? Hvem er de, hvordan ser de ud? Der kan også være tale om en navn, som mange har. Derfor er forbuddene i praksis svære at håndhæve.

Lovforslaget her har altså den konsekvens, og det er derfor, vi fra konservativ side så varmt bakker op om det, at de, der laver ballade i nattelivet og får et forbud mod at komme det ene eller det andet sted, effektivt bliver holdt ude. Det betyder, at vi andre får en langt højere grad af tryghed, når vi går i byen, for så kan vi gå i byen fri for ballademagerne. Derfor støtter vi lovforslaget.

Tak til hr. Tom Behnke som ordfører. Den næste ordfører er hr. Morten Østergaard.

Det danske politi har travlt med mange ting, ikke mindst i disse tider, hvor bandekrigen raser. Selv om der aldrig tidligere har været så mange politibetjente, synes der altså stadig væk at være flere og flere ting for politiet at tage sig af, og det siger sig selv, at de ikke kan være til stede på alle restaurationer på alle tider af døgnet. Derfor er det jo også logisk, at man på en bestemt restaurant, hvor der er udstedt påbud mod at opholde sig, har kendskab til det, således at man kan sørge for, at den pågældende ikke overtræder påbuddet ved at skaffe sig adgang til, hvad det måtte være, diskotek, café eller restaurant. Man kan sige, at udgangspunktet altså er, at sådan må det nødvendigvis være.

Så har man i lovforslaget – efter det udvalgsarbejde, der har været – gjort sig en række overvejelser om, hvordan man vil håndtere den tavshedspligt, der følger af et sådant påbud. Det er så udtrykt – synes jeg måske – en kende vagt, hvordan man skal håndtere det. Det siger sig selv, at det jo ikke giver mening, at det kun er bestyreren, der er bekendt med påbuddet. Bestyreren kan heller ikke hele tiden i åbningstiden opholde sig på stedet. Derfor er der nødt til også at være andre, der bliver bekendt med det: Dørmænd f.eks. De steder, hvor der så ikke er dørmænd, må det være almindeligt personale. Men vi er relativt trygge ved – også på grund af det gode forarbejde i udvalget – at det her er håndteret på en også retssikkerhedsmæssig forsvarlig facon, om end noget upræcist beskrevet i lovforslaget.

Men jeg vil gerne anmelde en anden og parallel diskussion, som vi ønsker at rejse i forbindelse med behandlingen af lovforslaget. Den her diskussion om, hvordan man håndhæver, at folk, som har fået et påbud, fordi de har begået noget ulovligt eller opført sig utilbørligt – de har altså fået et påbud af politiet, har gjort noget ganske alvorligt og kan derfor ikke opholde sig på en restauration – synes jeg minder meget om den diskussion, vi i andre sammenhænge har haft om hooliganisme, som er stadig mere omsiggribende i det danske samfund. Det er altså folk, som ikke er interesseret i fodbold, men interesseret i slåskamp, og som dukker op på fodboldstadioner rundtomkring i landet og skaber utryghed for andre, ikke i nattelivet, men i de helt almindelige dagtimer, når der dyrkes idræt i forbindelse med f.eks. superligakampe.

Der er spørgsmålet, om ikke det her var en anledning til at kigge på – synes jeg – det relativt ineffektive hooliganregister, der er blevet lavet, kigge på, om ikke det, der i virkeligheden var brug for, måske var et system, der svarede til det her, og man altså kiggede på, om ikke de her bestemmelser i restaurationsloven tilsvarende kunne overføres, således at også de folk underlægges de samme vilkår, som vi ser her, altså dem, der laver alvorlig ballade på fodboldstadioner, og som jo i dag oftest slipper bare med en beskeden bøde for at forstyrre den offentlige orden og dermed kan møde op igen næste weekend, hvis de synes, det er værd at betale 500 kr. eller 1.000 kr. for at fremprovokere slagsmål på fodboldstadioner. Fra politiets side skulle der være mulighed for at udstede et påbud mod at møde op på et fodboldstadion, og på det pågældende stadion skulle der gives mulighed for at lave et sådant lynopslag, hvor man kunne afvise dem, som man er i tvivl om bør have adgang.

Det vil vi gerne tage op i udkanten af drøftelsen af det her lovforslag, fordi vi sådan set synes, at den ordning, der er fundet her – hvis den er forsvarlig i restaurationer – også burde være forsvarlig på fodboldstadioner og dermed kunne være med til at skabe tryghed andre steder end lige præcis i nattelivet.

Med de ord kan vi støtte lovforslaget og glæder os til udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Frank Aaen.

Nu kan man jo sige, at den værste form for uro, vi har på restauranterne, typisk kommer et helt andet sted fra, nemlig fra den eksisterende bandekonflikt. Der kan man jo sige, at nogle af dem er så velkendte, at det ikke engang er nødvendigt at dele deres navne og billeder ud. Restauratørerne har det nok helt tæt inde på livet. Det er ikke dem, vi taler om i dag, selv om det også er bekymrende og det er dem, der bliver talt om.

Det, vi her har med at gøre, er, om jeg så må sige, almindelige uromagere, som gang på gang etablerer slagsmål og begår vold i restaurationsmiljøet. Nogle af dem kommer der jo kun for at dyrke volden, og det er et kæmpemæssigt problem, som vi i Enhedslisten selvfølgelig er meget optagede af, og som vi også gerne være med til at løse. Nogle af os har også store børn, der begiver sig ud i nattelivet, og vi vil jo gerne have, at de kan færdes nogenlunde sikkert uden at rende ind i slagsbrødre. Så intentionen med lovforslaget, nemlig at få fjernet de værste elementer, der er med til at skabe uro i natte- eller eftermiddagslivet, når man går ud og fejrer, at sneøllen er kommet, som der f.eks. var nogle, der gjorde i fredags, er vi enige i, da vi gerne vil være med til at tage hånd om dem.

Når vi så alligevel ikke vil stemme for lovforslaget, er det, fordi vi har læst de to bidrag til høringssvarene, der er kommet fra henholdsvis Advokatrådet og Landsforeningen af Forsvarsadvokater. Jeg synes, at de har en pointe, som vi er nødt til at tage alvorligt, nemlig at man ikke skal privatisere politiopgaver, og at det med at håndhæve restaurationsforbud overfor gæster er en politiopgaver, som ikke skal overlades til private.

Det skal ikke overlades til restauratøren og personalet, fordi vi er imod at privatisere politiopgaver. Jeg synes, at det er en alt for alvorlig sag. Det er jo en magtbeføjelse, som heller ikke i det mindre, som der trods alt er tale om her, skal privatiseres. Men vi er også imod af hensyn til restauratøren og de ansatte, for det betyder jo i sin logik, at hvis de skal håndhæve det restaurationsforbud, som nogle er blevet pålagt, bliver de også nødt til at ansætte nogle, der er relativt brede over skuldrene, og som har fysikken til at kunne klare det. Spørgsmålet er, om den type dørmænd, hvor fysikken måske er den mest fremtrædende egenskab – ikke sagt noget ondt om dørmænd – er den klogeste måde at sikre fred på værtshusene på.

Der er jo andre steder, hvor de er begyndt at spekulere i, at det skal være uddannede folk; folk, der er i stand til at tale med dem, og de skal måske være af hunkøn. Det er jo alle, der er i stand til at tænke – nu skal jeg ikke gøre det her til en vittighed, det var forkert af mig – men vi skal måske tænke i andre baner, hvor der er mere dialog, samtale og omsorg, hvor man siger: Det er vist på tide, at du kommer hjem. Det er måske en meget mere effektiv måde at få ro på værtshusene på end ved at prøve at eskalere det, ved at værtshusene skal have større og større dørmænd.

Så det er altså også en principiel debat. Nu ved jeg godt, at der har været et stort udvalgsarbejde om det, og de har sikkert også været rundt omkring det her, men jeg vil bare sige, at for vores vedkommende er vi med hensyn til det principielle ikke indstillet på at deltage i en privatisering af politiopgaver. Og i det konkrete er vi også betænkelige ved, at man, om jeg så må sige, opruster, ved at værtshuse skal privatansætte flere og flere vagtfolk. I stedet for skal man prøve at gå i en helt anden retning.

En kort bemærkning fra hr. Tom Behnke.

Tak for det. Jeg vil gerne advare imod, at vi i Folketinget begynder at lovgive om, hvilken størrelse dørmænd skal have. Det tror jeg vi skal overlade fuldstændig til dem. De må selv finde ud af, hvad størrelse de vil være.

Det, jeg tager ordet for, er det, som hr. Frank Aaen advarer imod, nemlig en privatisering af politiopgaver. Se, det er jo egentlig ikke det, forslaget her handler om, fordi den ordning, der er derude, jo allerede findes i dag. I dag er det jo i praksis sådan, at dørmændene, som i øvrigt skal være uddannet og godkendt – sådan er det jo i dag, fordi vi har en borgerlig regering, der har sørget for det – står og skal sikre, at dem, der har et forbud imod at komme der, ikke kommer ind på restaurationen. Så det, vi gør med forslaget her, er jo ikke at åbne den mulighed. Næ, det, vi gør med forslaget, er at effektivisere, så det ikke er dørmandens hukommelse, der afgør, hvem der kommer ind, og det dermed kun er de værste af de værste, der ikke kommer ind, men at man lynhurtigt, nemt og effektiv lige kan teste personen på personnummer, fingeraftryk, sygesikringsbevis eller noget andet, og så er der go eller no go.

Ordføreren.

Jeg er helt enig i, at vi ikke skal lovgive om bredden over bringen. Det tror jeg ikke er klogt at gå i gang med her, men der er vel også, sagt til hr. Behnke, en logik i, at hvis man ønsker at videreudvikle, at det er dørmændene, der skal stå for at regulere adgangen og sørge for at smide dem ud, der har restaurationsforbud, bringer det udviklingen lidt længere i den retning.

Jeg indrømmer gerne, at det ikke er sikkert, at jeg har svaret på det hele – det ved jeg at jeg ikke har – men jeg synes alligevel, at det er en overvejelse værd, om det er den vej, hvor det er dørmænd, der skal håndhæve restaurationsforbuddet, der er den rigtige vej, eller om vi skal sige, at hvis der skal sættes magtmidler ind, er det i højere grad politiet, der skal have de magtmidler, og at man måske skulle overbevise restauratørerne om, at de måske skal gå en anden vej end dørmænd i retning af det, jeg sagde før, med en lidt mere smidig form for regulering af adgangen.

Hr. Tom Behnke.

Jeg tror, det forudsætter, at man kender restaurationslovgivningen og ved, hvad det er, der foregår i nattelivet, fordi det, man skal huske på, er, at det jo er den enkelte restauration, der selv bestemmer, hvem der skal have lov at komme ind, og hvem der ikke skal have lov at komme ind, så længe man ikke laver åbenlys diskrimination eller usaglig forskelsbehandling eller sådan noget; det må man selvfølgelig ikke. Men i sidste ende er det jo restaurationen, der alene bestemmer, hvem der må komme ind.

Det, vi taler om her, er altså ikke, hvorvidt der kan være dørmænd, der kan sige til den ene kunde, at vedkommende ikke må komme ind, og til den anden, at vedkommende gerne må komme ind, for det kan man gøre allerede i dag. Det er heller ikke et spørgsmål om at smide nogen ud. Det er et spørgsmål om, at man simpelt hen allerede ved døren siger: Stop, du er uønsket her, enten fordi vi har givet dig karantæne, eller fordi politiet har givet dig et forbud imod at komme her – altså, at man, inden konflikten overhovedet opstår, allerede er blevet afvist og sendt videre eller hjem for den sags skyld.

Men det, jeg så er nødt til at spørge om, er, at hvis ikke det her er løsningen på det i hr. Frank Aaens verdensopfattelse, forestiller hr. Frank Aaen sig så, at vi skal ansætte så mange politifolk, at der er politifolk nok til, at der kan være en betjent på hver eneste restauration, der kan stå og holde øje med, om dem, der har forbud mod at komme der, kommer der eller ikke kommer der?

Ordføreren.

Nu går vi jo sådan set ind for flere politifolk. Vi stemte også for flere bevillinger til politiet forleden dag i Finansudvalget, på trods af vi var lidt nervøse for, om pengene kom derhen, hvor de skulle. Men det er en anden diskussion.

Jeg synes ikke, der skal være en betjent ved hvert eneste værtshus. Jeg synes ikke, det gør noget, at der i gaden i Aalborg kommer flere betjente, end der er i øjeblikket. Jeg mener, at hvis det er sådan, at der er brug for at smide en ud eller sørge for at forhindre en adgang til et værtshus, er det altså bedre at tilkalde politiet, end det er at ordne det selv. Det er min opfattelse. Det kan godt være, at den er naiv, og det kan være, at jeg går for lidt på værtshus og ikke kender nok til virkeligheden.

Det, jeg i hvert fald vil, og det synes jeg også ministeren måske skulle gå ind i, er at sige: Måske skal man gå nogle andre veje – altså i stedet for, som jeg sagde før, at fremme, at dørmænd skal være store uden at ville bestemme, hvor store de skal være, så måske fremme, at dørmænd skal have nogle andre, nogle sociale, kompetencer, som måske er en bedre vej til at løse problemerne.

Tak til ordføreren. Så er det økonomi- og erhvervsministeren.

Jeg vil også gerne takke for den faktisk meget brede opbakning til det her lovforslag. Som jeg hørte det, var det alene Socialdemokratiet og Enhedslisten, der havde visse spørgsmål til udmøntningen af det. Det Radikale Venstre havde også et par enkelte spørgsmål.

Formålet med lovforslaget er jo at sikre et tryggere natteliv og en mere effektiv restaurationslov. Det er faktisk et forslag, som jeg qua mit tidligere virke som justitsminister kender en hel del til, da det jo er et udvalg under Justitsministeriet, der har siddet og arbejdet med forslaget.

Lovforslaget giver bedre mulighed for at håndhæve de forbud, som politiet i dag udsteder, og det er jo for at sikre, at visse personer ikke opholder sig i bestemte restaurationer. Ændringen giver politiet en klar hjemmel til at videregive oplysninger til restauratører om, hvilke personer der har fået forbud mod at opholde sig i den pågældende restauration.

Dette lovforslag vil altså særlig få betydning for diskoteker og natklubber, der er plaget af personer, der eksempelvis har båret våben, solgt narkotika eller begået vold.

En af de ting, der bliver åbnet op for, og som også har været drøftet lidt under debatten her i dag, er muligheden for at etablere et privat fælles elektronisk register, som restaurationerne og diskotekerne kan slå op i. Dermed får dørmændene altså et helt konkret værktøj, så de kan stoppe personer med forbud ved indgangen.

Det fælles private register vil naturligvis skulle etableres inden for rammerne af persondataloven, og hvis branchen vælger at oprette registeret, kan virksomheden få oplyst online, om en bestemt person har forbud mod ophold i den pågældende restauration. Restauratøren får også mulighed for at registrere andre oplysninger om gæsterne i systemet, herunder f.eks. oplysninger om intern karantæne på grund af dårlig opførsel.

Jeg synes, det er væsentligt at skelne her, for der er flere, der har drøftet, hvorvidt et fælles register eller et offentligt register var det bedste. Jeg må sige, at det udvalg med de sagkyndige mennesker, der har siddet under Justitsministeriet, har påpeget, at det efter deres opfattelse er klart det bedste at have et privat fælles register og ikke et offentligt register. Det kan meget bedre målrettes lige præcis der, hvor behovet er, og man kommer ikke ind i mange af de problemer, der ville være med at benytte sig af et offentligt register. I et offentligt register vil det være vanskeligt at have ret mange andre oplysninger end cpr-numre, som det jo er rimelig svært at identificere folk på baggrund af. Det fælles register vil ud over navn, cpr-nummer og meget andet faktisk også indeholde mulighed for, at man kan bede om fingeraftryk, billeder og meget andet, så det er nemmere at identificere folk.

Det er vigtigt at få understreget, at det, som restauratøren kan se, er de oplysninger, der er indberettet vedrørende hans egen restaurant. Man kan ikke se, hvad det er for et strafbart forhold, der er årsagen til forbuddet.

Jeg kan godt forstå spørgsmålet fra Dansk Folkeparti om, om det ikke kunne være formålstjenligt at dele nogle af de informationer med omkringliggende værtshuse og restauranter, der har det samme problem, men jeg vil svare fru Colette L. Brix, at udfordringen er den, at det ikke i forhold til persondataloven er muligt at begynde at dele det ud. Jeg tror også, at man må erkende, at det, hvis der er tale om en forholdsvis lille by, hvor der er tre, fire værtshuse, er til at håndtere. Det, der naturligvis er problemet, er, at det i en storby som København måske ville være uoverskueligt for en dørmand at få overblik over det, hvis pågældende pludselig via et register fik adgang til tusindvis af navne. Derfor har det udvalg, der har set på sagen, altså valgt at indstille, at det alene er den restauration eller det værtshus, som man selv arbejder på, der har adgang til oplysningerne.

Forbud udstedt af politiet gives med hjemmel i restaurationsloven, når en person har begået en strafbar handling under et besøg i restaurationen. Som noget nyt bliver der indført tavshedspligt for de personer, der får kendskab til, hvem der har restaurationsforbuddet. Det vil typisk være sådan, at oplysningerne bliver delt mellem restauratøren, en bestyrer og nogle dørmænd. Der skal altså være en saglig begrundelse for at få adgang til oplysningerne, og det er naturligvis også strafbart at videregive dem. Så man kan sige, at de retssikkerhedsmæssige problemstillinger, som naturligvis kommer under overvejelse, når man pludselig begynder at dele oplysninger mellem en større personkreds, er der faktisk forsøgt taget hånd om i lovforslaget.

Det var måske også væsentligt at få understreget i forhold til det spørgsmål, hr. Morten Østergaard stillede om hooliganregisteret, at lige præcis det her restaurationsforbud egentlig er en slags udløber af diskussionen, der var om hooliganregistre i sin tid. Men der er grundlæggende tale om to forskellige typer registre, for nogle af de hooligans, der bliver forment adgang til fodboldstadioner, bliver typisk ikke kun forment adgang til et enkelt stadion, men måske til samtlige stadioner og samtlige fodboldkampe. Derfor skal det køre i et lidt andet regi, og man har jo valgt en model, hvor man siger, at de personer, der står og kontrollerer ved indgangen til stadion, simpelt hen får en liste over, hvem der er på hooliganregisteret her og nu, så der ikke er for mange oplysninger, der flyder rundt mellem tusindvis af kontrollanter på stadioner hver eneste uge. Man har altså valgt en lidt anden model for det, men det har været inspireret af hooliganregistret, at man har haft den her tilgang til det.

Jeg er helt overbevist om, at politiet og restaurationsbranchen, der skal være med til at udmønte det her sammen – der er også en hjemmel til justitsministeren til at føre det ud i livet – vil sørge for også at få valgt den model, som bedst muligt håndterer det her.

Der er ingen tvivl om, at det her er et rigtig brugbart redskab til at sikre et tryggere natteliv for langt det store flertal, der går i byen alene for at more sig og ikke for at skabe ballade.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.